Alltta - The Woods EP

Hej venner. Det er i skrivende stund mandag aften, klokken er 21.38 og for fire minutter siden var jeg klar til at trykke "udgiv" på et dejligt indlæg, der handlede om denne nye lille 2-numres EP The Woods fra Mr. J. Medeiros og 20Syl's Alltta-projekt. Det var et rigtigt fint indlæg, hvor jeg virkelig var gået i dybden med at fortælle om, hvordan Mr. J. fortalte en fin kærlighedshistorie i George Orwell's 1984-univers på "The Woods", om hvordan han på mesterlig vis integrerede bærende elementer fra romanen i sit budskab om, at mennesket skal søge tilbage mod naturen, og om, hvordan 20Syl havde skabt et yderst overbevisende og mildest talt overdådigt beat til nummeret. Det er altså rigtigt, det var et alletiders indlæg. Men så opløste det ligesom sig selv. Det kunne ikke hverken forhånds-vises eller gemmes, og da jeg i et håb om at redde situationen refreshede siden, var hele indlægget slettet og væk. Det er især ærgerligt fordi jeg også skrev om det andet nummer, "Paradise Lost" og om, hvordan 20Syl og Mr. J. pludselig var væk fra det finkulturelle og istedet var på deres, funky, bounce og yderst energiske Justin Timberlake -ting. Der var også en fin forklaring på, hvorfor dét var helt i orden - ja, decideret nødvendigt. Nå, men det er altså flere timers arbejde tabt, og I må meget undskyld, men jeg gider ikke skrive det hele om igen. Det er sent, varmt og min kaffekop er tom. Derfor må I nøjes med denne sløje undskyldning for et blog-indlæg. Det vigtigste her er, at I får hørt EP'en. De to nye Alltta numre er sindssygt fede, og jeg glæder mig virkelig mere og mere til deres The Upper Hand album. Hør "The Woods" her og læs med i teksten nedenfor (bare rolig - lyrikken ramte også mig som en fin-kulturel og høj-intellektuel mavepuster første gang). 

Who controls the past controls the future
Who controls the present controls the past

You see I grew up where the war zone blew up
My view of the statue
Where they chewed up what the news done threw up
And the tube done flashed you
Like a tuba wraps you in a tune that has you marching
I was that dude who you knew from the start
Wouldn’t give into moods with his heart darkened
Flash back to the first attack I had a matchbook in my hand
I had to stash that in the woods
So that we could trap that good again
I mean that fire again
At night we’d thaw around the only light without a firing pin
Desire was our only way to fight the law
Our quiet den
Def to rioting we left our smiles then
We’d get right back to filing in line for bread
And iron men how kind of them to remind us
Of the truth about our future
With a mind so fed their eyes go dead
Till our heads our where their boots are
Singing

Ignorance is strength
Freedom is slavery
War is peace
It’s all they ever gave to me
Ignorance is strength
Freedom is slavery
War is peace

It’s all they ever gave to me
It’s all they ever gave to me
I swear they’ll make a slave of me
Before I’ll ever show them that I care
And the hate in me I bare for the sake that they will never be aware
Of the love that two can make when no ones there
No ones there

Who controls the past controls the future
Who controls the present controls the past
Who controls the past controls the future
Who controls the present controls the past

Want to make us tumble down like lumber
Want to make an urn of our sacred woods
They want to see us cut down from our highest place
And then burnt for the greater good
But we made in a moment
What they never broke in a decade of raids
And we gave no emotion
For those who had shown became decadent slaves
So we headed back to this cave
Where they say where soon to be found
Had to paint for you with these tools we made
Communication was down
I say communication was down
We used the rays of the sun
We used the face of the moon cooling the day that is done
And we made for you these inscriptions
From the eyes yet to have seen
A day of truth outside our minds
Outside the lines of our dreams
Outside the crimes of our brothers
Of what two lovers hide in these trees
Yes its hard to find in each other why we wind the clock at thirteen

Ignorance is strength
Freedom is slavery
War is peace
It’s all they ever gave to me
Ignorance is strength
Freedom is slavery
War is peace

It’s all they ever gave to me
It’s all they ever gave to me
I swear they’ll make a slave of me
Before I’ll ever show them that I care
And the hate in me I bare for the sake that they will never be aware
Of the love that two can make when no ones there
No ones there

Who controls the past controls the future
Who controls the present controls the past
Who controls the past controls the future
Who controls the present controls the past

- Jeppe "sådan noget forbandet møg" Due Barslund

Alltta - "That Good Ship"

Igen-igen er der allerede nyt fra Mr. J. Medeiros og 20Syl's kærlighedsbarn Alltta. Hvor jeg med førstesinglen "Touch Down Pt. 1" ikke var helt oppe at køre, er jeg hovedkulds ellevild med "That Good Ship"; andet udspil fra deres kommende plade The Upper Hand. 

Mr. J. refererer til Shirley Temple's "On the Good Ship Lollipop" for at benævne musikbranchens afpersonificering af talent i produktets navn, og distancerer sig fra industriens klør med linjer som:

"I hate the music businessThe way it bullies gifted /
Artists switch from being honest to cool and distant /
New but not truly different /
We got unruly misfits, players and jocks /
While we playing the part of the clueless victim" 

Ud over Mr. J.s ene vers er nummeret instrumentalt, hvilket det bærer med lethed. 20Syl brillerer med sine evner udi legesyg sampling så man måber. Den måde, han bryder lyde op og sætter dem sammen til nye, ekstremt melodiske stykker, minder her om Australske Pogo's sample-arbejde (fx med "Upular"), som jeg er særdeles begejstret for. Dét her er højmelodisk, sød honning for ørerne. 

- Jeppe Due Barslund 

Alltta - "Touch Down Pt. 1"

Det var kun lige med nød og næppe, at jeg nåede at skrive om Alltta's nye samarbejde og deres første udspil "Connery", før de er klar med endnu et nummer, samt flere detaljer om deres kommende plade. Mr. J. Medeiros, der er rapperen i duoen, skriver, at Alltta står for A Little Lower Than the Angels og at deres plade, The Upper Hand, er sat til udgivelse til efteråret. Hvor "Connery" var en forsmag på samarbejdet er "Touch Down Pt. 1" det første reelle udspil fra pladen. Et udspil, der, skal jeg være ærlig, ikke overvælder mig i samme grad som "Connery". Det er solidt, bestemt, men 20Syl's beat synes at dø lidt hen, hen imod slutningen grundet manglende variation, og Mr. J. Medeiros' rap og sang er lidt løst skruet sammen. Ikke lyrisk, men måden hvorpå de små pseudo-omkvæd og rap-delene er kædet sammen, synes ikke fuldkommen gennemtænkt. Det er i hvert fald mit umiddelbare syn på sagen. Men giv det en lytter her og vurder selv.

"I’m floating by your side /
On a paper plane I ride /
And we touched down"

- Jeppe Due Barslund

AllttA - "Connery"

Et af de projekter, jeg ser absolut allermest frem til i år, er Alltta, som er en nydannet gruppe bestående af 20Syl (Hocus Pocus, C2C) og Mr. J. Medeiros. Hvorfor mine forventninger til dette projekt er skyhøje, bør være logik for burhøns. Som anfører for Hocus Pocus, har 20Syl velsignet os med guddommelig hiphop i snart halvandet årti, foruden at have vundet et hav af trofæer til diverse turntablism-konkurrencer med C2C. Også Mr. J. Medeiros bidrifter taler deres egen sag. Både som medlem af The Procussions og på egen hånd, har han konsekvent leveret musik, der har balanceret mellem trofast og autentisk hiphop og en ubekymret lyst til at afprøve nye lyde og metoder. 

20Syl og Mr. J. Medeiros' veje har krydset hinanden adskillige gange efterhånden, så mere end en overraskelse kommer Alltta-samarbejdet som en længeventet forløsning på noget, der altid har ligget i kortene. Deres debutplade skulle lande senere i år, men første smagsprøve på samarbejdet kan allerede høres nu. Nummeret hedder "Connery" og er på en positivt forudsigelig måde præcis dét, man kunne have regnet med og håbet på. Produktionerne bugner af 20Syl's fuldfede, electronic-influerede signatur-lyd, og lyrisk set er nummeret vanvittigt tætpakket og mesterligt leveret. Jeg finder det plausibelt at antage, at "Connery" er et af de numre på rapgenius, der er uddybet i de længste, mest navnepillende og geniale forklaringer overhovedet - af Mr. J. Medeiros selv. Forklaringen på titlen "Connery" alene, er længere er mere snørklet og indviklet end de fleste albums. Men giv nummeret en lytter. Det kan downloades gratis, da det er at finde på Jakarta Records' Spring In Jakarta mixtape, der ligger til gratis download her. 

Bonus:

5 fantastiske gange, hvor 20Syl og Mr. J. Medeiros arbejdede sammen

"Pale Blue Dot (20Syl Remix)" 

Mr. J. Medeiros feat. Shad

"Hip Hop?"

Hocus Pocus feat. The Procussions

"Vocab"

Hocus Pocus feat. The Procussions & T-Love

"Amelie"

Mr. J. Medeiros feat. 20Syl

"Phantasm"

The Procussions feat. 20Syl

  

The Procussions - The Procussions

The Procussions er en - set i hiphop historik - lidt sær gruppe. De har været med siden slutningen af 90'erne, men trods deres leveringsdygtighed er de aldrig rigtig blevet beskrevet som en gruppe af bærende signifikans. Det som folk synes at vide om dem er primært, at det er dem der rapper på engelsk på Hocus Pocus pladerne og at de var de første til at blive signet, da Rawkus Records genopstod. Skal jeg selv være helt ærlig tror jeg ikke, at jeg er i stand til at nævne en eneste titel på en sang de har lavet, udover "Miss January", hvis mindeværdighed, ud over det lune beat, nok skal tilskrives Talib Kweli's gæstevers.

Det var først i 2007 da Mr. J. Medeiros og Stro valgte at lægge Procussions-projektet på hylden og fokusere på solokarriere, at min opmærksomhed for alvor blev fanget, navnlig med Mr. J's udgivelse af Of Gods and Girls, som er og bliver en fabelagtig plade. De to arbejdede ihærdigt med forskellige projektet og indgik i mere eksperimenterende faser, hvor alternative musikalske udtryk blev afprøvet - noget de højst sandsynligt følte, at de ikke havde friheden til som Procussions. Især på 2011's Saudade, som de producerede sammen, så man helt nye sider af dem. Ubestridt kønt var det måske ikke, men alt den kreative dagdrømmeri og den uspolerede eksperimenteren har så afgjort båret frugt.
     I 2012 gendannede Mr. J og Stro The Procussions og lancerede en Indiegogo-kampagne for at financiere tilblivelsen af deres tredje fuldlængdesalbum The Procussions, - en kampagne, der næsten indtjente det dobbelte af det ønskede beløb. Med den kolossale blåstempling i ryggen, gik Mr. J. og Stro igang med at udforme det, der nu er blevet det ubestridte kronværk for Procussions. Det kunne derfor ikke passe mere perfekt, at albummet er blevet opkaldt efter dem selv, da det lige præcis er denne lyd de har brugt de sidste seks år på at arbejde sig hen imod.

"Cheese on top of that mouse trap, but we ain't no clown rats /
We built this city on sound tracks /
And drive the locomotives around that /
Promoters and town reps, claim to have a stake in it all, yet /
They only place a stake when the ground's wet"

Pladen skydes igang med et par tonstunge og eksplosive numre, der er et krystalklart vidnesbyrd om gruppens højoktane og ovenud spektakulære liveshows, som jeg inderlig håber på at få lov at opleve en dag. Samtidig er disse muskuløse bangers besmykket med kløgtig lyrik som ovenstående citatuddrag, og denne "kontrast" mellem det skarpsindige og det rå, bevidner om The Procussions' ganske vældige favntag når det kommer til udtryk og stilarter. De vil meget og kan stort set alt, fra de potente energiudladninger til sårbare øjeblikke som "On A Mountain", poetiske rids på "Insomnia", velfortalte historier om deres bagland på "DNA" og meget meget mere. Ja, de får endda presset det flotteste shout-out track siden Lupe Fiasco's outro på Food & Liquor ind som pladens afslutter, og der er danske navne at finde på takke-listen. Philip Jacobsen stand up!

The Procussions har altid selv beskrevet deres hiphop som værende "conscious", og denne bevidsthed om at skulle holde deres musik inden for "conscious"-genrens grænse, har til tider vist sig at være en hæmsko for deres kreative udfoldelse. "Conscious" er godt, men det kan også blive for "korrekt". På The Procussions er Stro og Mr. J. ikke længere bange for at træde et skridt eller to ud over denne grænse, og det klæder dem fandens godt. Således har de fx lavet "Track 10", der uden tvivl er årets sjoveste nummer, hvor de med skarp humor tager pis på alt. "I go hard like things that go hard" rapper Mr. J. og efterlader lytteren totalt dumbstruck. Beatet er støbt efter 'club-banger' -formularen, men Stro har tilføjet nok kant til, at det skille sig ud fra mainstream-udgaverne, samtidig med, at det uden tvivl ville kunne få clubben til at koge over. Sangen er ret beset en kommentar til de rappere, der fylder deres musik med nonsens-rap, fordi folk jo alligevel ikke lytter til teksten så længe beatet er fedt. Mr J. Medeiros rammer sømmet lige på hovedet med sin nonsens-rap, og det er fuldstændig fantastisk at opleve Mr. J., der netop hele sin karriere har haft stærkt fokus på "conscious" hiphop, give den så meget gas som no-brainer MC. Jeg har grinet højlydt af linjer som:

"Imma drive in my car like VROOM!See me drivin' by in my car like VROOM!People want a ride but I ain't got ROOM"  

- Og hvem siger i øvrigt, at det ikke er "conscious" at lave en for-sjov dumped down banger? Budskabet, der ligger i "Track 10", er vel lige så relevant og aktuelt som så meget andet "conscious rap". I virkeligheden skal man måske slet ikke bryde sin hjerne med hvorvidt det er "conscious" eller ej. På "The Drum" rapper Mr. J.:

"Conscious rap is a gimmick - are you conscious of that? /
You sell an ominous black cloud /
They'll promise to act now /
Kids, just be honest and rap"

Og Stro og Mr. J. praktiserer hvad de prædiker, og leverer ærlig rap med ubenægtelig patos.

På lydsiden sørger Stro egenhændigt for en perlerække af fabelagtige beats, der i sandhed er en fornøjelse at lytte sig igennem. Alle har de deres særpræg, men samtidig er det tydeligt, at der ligger samme ideologi bag produktionerne. Det bærende element er af organisk karakter, og især hans trommeprogrammeringer tager kegler. A Tribe Called Quest indflydelsen er heller ikke til at tage fejl af, og jeg tror at Tribe-medlemmerne ville smile stolt hvis de vidste, at de er medskyldige i, at en hiphop plade i 2013 er kommet til at lyde så fantastisk.
     "Badges", "Modern Warfare" og "Iron Vox" er de eneste numre, der får kvalitetskurven til at knække lidt undervejs, men der kan ikke være tvivl om, at The Procussions stadig er blandt de mest helstøbte og bedste plader, der er udgivet i år.

Det har taget The Procussions halvandet årtis hårdt arbejde at nå deres nuværende position med The Procussions, og det har så sandelig været det hele værd.

5/6

- Jeppe Barslund

Mr. J. Medeiros - Pale Blue Dot EP

Støttede man sidste år Mr. J. Medeiros i hans indiegogo-kampagne og bidrog økonomisk til tilblivelsen af hans Saudade album, var en af bonus'erne - givet at man bidrog med "nok" - at man ville få en bunke eksklusive numre med oven i hatten. Jeg støttede med "nok" og fik fire sublime bonustracks med, hver af dem nærmest bedre end noget af det, der var at finde på Saudade. Jeg ville faktisk have haft et af numrene med på LEFTOVERS2011, men da jeg ikke kunne beslutte mig for hvilket, blev det aldrig til noget! Nu har Mr. J. Medeiros smidt Pale Blue Dot EP'en ud, og sør'me om det ikke er disse fire, forhenværende eksklusive numre, der udgør tracklisten, sammen med titelnummeret og et remix af samme.

Mr. J. Medeiros har altid været en spændende kunstner, der har udviklet- og ikke mindst udfordret sig selv i løbet af sin karriere. Han startede ud med forholdsvis "traditionel" hiphop sammen med The Procussions, med stærk lyrik med aktuelle emner i fokus. Da han debuterede med den fænomenale Of Gods And Girl (anmeldt her) overførte han erfaring fra tonsvis af frivilligt arbejde for humanitære organisationer - deriblandt hans egen IAmConstance kampagne - til musikken, og der er ingen tvivl om, at pladen var en af 2007s ultimativt stærkeste. Den efterfølgende Friends Enemies Apples Apples gik ikke lige så rent ind overhovedet, ej heller den tilhørende Broken Glass EP, men det var til at se igennem fingre med, for sideløbende hyggede han sig med franske Hocus Pocus og har således været at finde på alle deres udgivelser.
     Sidste års Saudade viste Mr. J. fra en helt ny side. Han havde startet sit eget selskab, De Medeiros, og dannede sammen med Stro the 89th Key og Luke Atencio producer-teamet "The Stare" som søgte at ramme en bevidst alternativ, eksperimenterende, organisk-rock'et hiphop lyd. Meget mærkelig og svær at hitte ud af, men egentlig også ganske interessant.
     Nærværende Pale Blue Dot EP er dog meget mere mig. Det er langt fra "traditionel" hiphop man får serveret, men den alternative og småskæve tilgang er her sygeligt gennemført, simpelthen.

"Now I was born on an island
Floating in the cosmos
With a couple of children
Who like to call it home
Just a sailing rock
Yeah a pale blue dot
Where they say we ain't changed alot
Since out days in Rome
So take me out
Past these satellites and things
To where the only light we know shines the globe
Yeah take me out to a spaceman's glance
And give me one last chance to pray for home"

Således lyder omkvædet på titelnummeret, og som EP'ens cover ligeledes viser, så er den "blege, blå prik" der refereres til, vor kære Moder Jord, og Mr. J. er trukket i rumdragten for at give os lyttere et billede af verdens status quo, set oppe fra.Mr. J. Medeiros er ikke en nem kunstner at knække. Hans lyrik oser af ufattelig intelligent poesi, der stikker langt dybere end rap. Man skal måske forestille sig Shakespeare som rapper før man har en idé om hvordan Mr. J's univers tager sig ud. Det er bestemt ikke nemt at forstå og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg havde forstået det hele. Men det som Mr. J. kan er at skrive tekster som fremstår ufatteligt smukke, selvom man måske ikke forstår linjernes egentlige betydning. Det er vel i virkeligheden det egentlige formål med poesi? Tag fx "These Hands" hvor Mr. J. rapper:

"Remind me summerday of the times my eyes peeked /
On a love that was worth mine /
Over the earthes crimes /
When my first cry searched for it's worth /
Our birth reversed /
And saw my mother for the first time"

Jeg kan kun prøve at forsøge at forstå hvilken mening han har lagt i disse linjer, men samtidig rammer det mig. Mr. J. er nærmest et studie i lyrik, og falder snakken på hvad man kan udrette med ord, så må han nævnes. EP'ens lettest forståelige øjeblik er når canadiske Shad kigger forbi på det elektronisk-inspirerede 20Syl remix af "Pale Blue Dot", men også her anvendes politiske- og populærkulturs-referencer i en sådan grad, at man direkte tvinges til at spidse ører.

Ganske genialt er den ofte svære lyrik akkompagneret af lettilgængelige beats, der glædeligt gør brug af hamrende effektive omkvæd. Igen er det "The Stare"-trioen der har produceret, og de har været ualmindeligt kreative. Tag bare "Old Man Perez", der er bygget op af stryger- og vokalarrangementer, med lidt piano hen imod slutninge. Ingen trommer eller bas overhovedet. Jeg mindes ikke at have hørt et hiphop-beat uden trommer eller bas siden den akustiske version af 2Pac's "Thugz Mansion". Fremragende. Også ved valget af gæster viser Mr. J. hvor divergerende en kunstner han er. Han har alliere sig med den britiske folk/pop-rock sanger fra Nigel Bird Trio på "These Hands", Jonathan Korsyzk på den festlige, ekstremt opløftende, Maroon 5-lydende "What of Love" og den amerikanske cover-gruppe Animal House som producerne bag det gåsehudsfremkaldende flotte remix af "These Hands". For slet ikke at glemme Giannina Ashe's underspillede og yderst behagelige vokal på titelnummeret. Alt dette udspiller sig endda på kun seks numre. Kvalitet over kvantitet folkens. Pale Blue Dot er helt afgjort en af de stærkeste EP'er der er udgivet i længere tid, og for den nette pris á 4$ vil jeg mene, at det vil være uansvarligt ikke at gøre sig selv den tjeneste! Tag cyklen istedet for at købe busbillet næste gang, så er EP'en her gratis!
Her på falderebet vil jeg lige indskyde, at det er en grower af de helt store vi her har med at gøre, så lad jer ikke spise af med en halv gennemlytning. Tag jer god tid. Det har både I og Mr. J. fortjent. Det her er kunst.

Stream og køb her

5/6

- Jeppe Barslund

Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls

Jeg må for anden gang i min blogger-skribent karriere, blive nødt til at uddele et dybt "tak" til en guds engel af en læser! Vi er ude i en "Blu & Exile-situation". Det vil sige, at en læser har introduceret mig for en kunstner, som jeg ellers aldrig ville have hørt om, ligesom jeg tilbage i oktober sidste år blev introduceret for Blu & Exile, hvis debutalbum siden er endt på min personlige "top 10 liste" over bedste hip hop udgivelser. Så endnu engang, et stort og ydmygt "tak" herfra.


Kunstneren der denne gang er tale om, er Colorade-guldklumpen Mr. J. Medeiros, måske bedre kendt som grundlæggeren bag hiphop-vidunder trioen The Procussions, som han også udgør en tredjedel af. Gruppens debutalbum "As Iron Sharpens Iron" og det efterfølgende "Up All Night" sørgede for, at gruppens navn blev solidt cementeret, og deres unikke lyd, en sprød fusion af jazz, blues og hiphop, sikrede dem en betydelig mængde lyttere i hjemlandet. Deres tredje og nyeste album, "5 Sparrows for 2 Cents", blev udgivet på Rawkus Records, som det første album efter Rawkus var kommet igen, efter at have været gået nedenom. Pladen indeholdt blandt andre det næsten kriminelt lækre "Miss January" med Talib Kweli.
Desværre, og på meget mystisk vis, er det aldrig lykkedes for gruppen at gøre noget stort af deres navn udenfor USA.
Heldigvis for resten af verdenen, forsøger Mr. J. Medeiros endnu engang, nu på egen hånd, at få hans og gruppens navn ud til alle os andre.

Der har det seneste halvande-års tid dukket mange vigtige personligheder op indenfor hip hoppen. Historiefortællere, som alle ligner redningsfolk i vores øjne. De folk vi så længe har ventet på, som skulle komme frem fra røgen og tage et fast greb om hip-hop kulturen, og give den nyt liv. Folk som Geologic (Blue Scholars), Blu, R.A. Scion (Common Market), Lupe Fiasco og andre, som på hver sin måde, gør "os" stolte igen, ved at hive fortidens rap-elementer frem og, med den rette respekt, anvende dem i musikken på ny. Disse folk har alle noget tilfældes. - De gør det af lyst og ikke af profit. De udviser alle et ekstremt mod og en inderlig lyst, for det er ikke nemt at være musiker i dag, hvis man ikke laver musik der er egnet til hitlister eller ringetone- og internet downloading. Så når man som vores redningsfolk går den komplet modsatte retning, og laver musik, der fra start af er dømt til ikke at sælge specielt godt, så viser det virkelig hvor meget man brænder for det, og hvor meget respekt man har for de originale ideer og standarter. For når man foretrækker at tilfredstille det lille publikum, i stedet for at gå efter store biler og latterlige ure, så er men altså lidt af en helt. Det er indiskutabelt.

Selvom jeg først stiftede bekendtskab med Mr. J. Medeiros for få dage siden, så gik der ikke lang tid før han var på min liste over "hip hop helte". Man er ikke mange minutter inde på "Of Gods and Girls" før man ved, at det er en af de substantielle, ansvarfulde og oprigtige rappere man er i selskab med.
Men der er noget yderligere specielt ved Mr. J., som faktisk skiller ham lidt ud fra de andre. Han forguder kvinder. Og det skal ikke forstås på den måde, at han tilbeder dem for deres erotiske former og fyldige læber, men at han, som en af de eneste artister indenfor hip hop, taler til kvinder som man bør, og viser hvordan man skal behandle kvinder ordenligt.
Hvis man kigger tilbage på hvordan hiphop-musik startede, så må man jo indse, at det er en kunstart der er opfostret af kvindeundertrykkelse. Og det er ikke kun hiphoppen. Ser man på verdensbillede nu og mange år tilbage, så er det et sørgeligt faktum, at kvinder har måttet finde sig i at være mindre værd. Nogle samfund værre end andre selvfølgelig. Men den urbane kultur er langt hen ad vejen et produkt af en mandschauvinistisk verden, hvor kvinden ikke har helt så meget at sige som manden, som altid skal køre showet og være i centrum.

Ser man fx på alt ganser-rap, og alle Aftermath-pladeselskabets artister, med Eminem i front, har de alle tjent deres millioner af dollars på at berette om, hvor usselt de ser på kvinder, og hvor ubrugelige de mener de er. Et dybt trist faktum, og selvom jeg kan lide meget af deres musik, så kan jeg ikke just sige, at jeg står inde for noget af det som de står for. Og kan man så kalde det rigtig hip hop??...

Mr. J. Medeiros er her for at ændre dette billede, eller i det mindste retfærdiggøre eksistensen for et køn, der oftest bliver set på som dyr fremfor mennesker. Så det er en yderst ansvarfuld og bevidst rapper vi er i selskab hos her, som ligger inde med et latent budskab, der er klar til at sprænge alle normer for hvordan hip hop normalt bliver set på. Gud'ske tak og lov...

Titlen "Of Gods and Girls" hentyder til de to mest betydningsfulde eksistenser i Mr. J's liv. Han er meget kristen, og så kæmper han en brav kamp for kvinder og børn. Han arbejder for både "AmeriCorps" og "Habitat For Humanity", som begge er organisationer, der, uden at lønne deres medlemmer, arbejder med at forbedre det amerikanske samfund, og de folkegrupper der har det sværest. Dertil er han grundlægger for organisationen "Constance Campaing", der kæmper for menneskerettigheder. Mr. J. ser altså ud til at give ordet "helt" en ny betydning. Ikke nok med at han arbejder ihærdigt for at holde hiphop-kulturen i live, så kæmper han en endnu større kamp for at skabe ro og orden i et afbalanceret og hårdt ramt samfund. Den ultimative rollemodel. Så at dømme af personlighed, er han måske en smule længere fremme end enhver anden rapper (?).

Hans "Constance Campaing" er opkaldt efter en filippinsk pige ved navn Constance, som var offer for børnepornografi og human trafficing som 13-årig. En ubærlig sag der uden tvivl har sat sig præg hos Mr. J.

Albummets "centerpiece" og førstesingle er derfor det tragiske men alligevel smukt fortalte "Constance", der fortæller selv samme historie.

"He's on the hunt to kill her dreams (...) He leads Constance to a room he has rented for taping, see He's about to turn six into six thousand // and all you have to do is click on your web browser It's not illegal to use raping as a cash crop // as long as it says she's 18 on your laptop The sound of rain is her backdrop laying there // like she's waiting for somebody to say they care"

og han fortsætter....

"Her soul is crying out "let me go" but he wont let her /
he got her trapped inside his media player
held captive by his need to replay her
It's a matter of he being here and she being there /
that's why he doesnt feel the need to care
guilt is in the seed he bares
Spilling his shares of the profit /
on a 500 million dollar market
where children are regarded as product
and traded like stock tips
and raped for the sake of our pockets"

Det fantastiske er, at selvom historien er så grusom, så formår Mr. J. alligevel at flette en positiv synsvinkel ind i fortællingen, for ved at afslutte med linjerne...

"trust me girl, God has not forgotten, he knew Mary Magdalene and the Woman at the Well, He knows everything that happened, and in His arms she fell"
...er det som om at den stakkels pige, der ellers synes komplet fortabt, ikke er helt uden håb alligevel, og idet gud er med hende er der altid en positiv vinkel til tilværelsen, om ikke andet, så på den anden side.



Nummeret "Constance" siger faktisk en del om pladen som helhed. Mr. J. er som jeg skrev tidligere en meget kristen person, og dette ses på albummet, men ikke på den anstrengende og prædikende måde, heldigvis. Det "eneste" kristne ved albummets indhold er "næstekærlighed", som Mr. J. tydeligvis dyrker til det fulde. Albummets røde tråd er kærlighed, og hele pladens feel er gennemført positivt og inderligt. Mr. J. har en dybde som kun få andre kan matche, og heldigvis udnytter han den dybde til at snakke om emner, som ikke engang de førnævnte "helte" ville berører, så som udnyttelse af børn og salg af mennesker.
Dette positive feel, som han på vidunderligvis formår at tilføre enhver sang, gengives også i produktionerne. Jeg kender ikke så mange af producerne. Stro the 89th Key er også medlem af Procussions, men 20Syl, Illmind, Joe Beats og Headnodic kender jeg ikke. Men de har faktisk en rimelig ens måde at producerer på. De fleste produktioner er ren honning i øregangene. Lette beats med keyboard- og guitarelementer, der flyder luftigt over lydsporene. Mr. J. boltrer sig i sit gamle musikalske nabolag, for lyden er let sammenlignlig med The Procussions'.

Jeg har måske fået det til at lyde som om, at det lyrisk set er et halv-tungt album, men der er også gjort plads til en god portion humor. De fleste numre er ganske personlige, men der er også et par numre, som fx "Money", hvor der ikke bliver rappet om diamanter og flashy things, men i stedet præsenterer Mr. J. den sandfærdige ide om, og de gælder vist de fleste, at “the distance between what I want and really need is often further than I’d like to believe.”.

En god del substantielt og øjeåbnende tekstmateriale, blandet med fantastiske flows og geniale leveringer, tilsat små mirakel-produktioner og nogle fremragende gæsteoptrædender fra blandt andet Slum Village og Strange Fruit Projekt. Det resulterer i en af de bedste udgivelser i lang tid. Selvom der har været lidt snak om at jeg giver for høje karakterer her på siden, så vil jeg ikke snyde Mr. J. Medeiros, for en kunstner af hans kaliber SKAL ses, høres, opleves, føles og respekteres.

5.5/6