søndag den 16. februar 2014

Illogic & Blockhead - Capture the Sun


Det her album har seriøst løbet om hjørner med mig! Første gang jeg hørte det, lige omkring udgivelsen tilbage i slutningen af april, synes jeg, at der var et-eller-andet over det, dog uden at kunne sætte en finger på hvad. Der var helt bestemt noget ved lyden, der pirrede min interesse. Måske de obskure samples? Måske det vældige brug af hiphop-atypisk instrumentering? Måske de ofte uortodokse trommer? Lyden var absolut dragende, men når jeg dykkede ned i de specifikke numre, havde jeg svært ved at finde ud af, hvad det var, der helt specifikt drog mig imod pladen. Som resultat af mit fejlede forsøg på at finde kilden, lagde jeg pladen fra mig.

I flere måneder efter lyttede jeg til enkelte numre her og der for at prøve at finde det, der oprindeligt havde kildet min interesse-nerve, men uden den helt store gevinst.
     Og så, som et lyn fra en klar himmel! Ud af ingenting gik det op for mig, at jeg havde med et lille mesterværk at gøre. Pludselig gav pladen "mening". En mening, det af uransagelige årsager havde taget ca. et halvt år at finde. Og nu, hvor jeg har hørt pladen igennem perverst mange gange, er det mig et mysterium, hvordan jeg ikke har kunne se det fra starten.

"I speak with action cause talk is cheap, admission is pay attention / 
Every purchase is a priceless masterpiece to pass to your children"

Illogic og Blockhead har med Capture the Sun lavet en af 2013's mest spændende og udfordrende plader. At Illogic kan skrive disse tekster næsten 20 år inde i sin karriere, er for mig yderst imponerende. Det er dybt personlige og autobiografiske tekster, som godt kunne være en ung sulten rappers første indtræden i hiphoppen. Teksterne har dog for meget alder og erfaring bag sig til at komme fra en youngster. Med et komplekst og malende sprog, har Illogic spækket pladen med tekster, der ikke altid er lige lette at tyde, men som bevidner om en forfatter der kan sit håndværk, og som i dén grad har noget på hjerte.
     En lignende kompleksitet findes i Blockhead's produktioner, der ligger i den lettere abstrakte og genre-bøjende ende af skalaen. Med afsæt i oldschool beat-traditioner er grundfundamentet velkendt, men de mange samples, hvilke jeg slet ikke tør tænke på hvor han har støvet op, - fra vokaler og guitarer til trommer, effekter, lyde og forskellige orkestreringer, er sjældent hørt mage.

Tag fx "Where's the Exit", der starter med højdramatiske strygere, der lyder som taget ud af en gammel støvet film. Dramatikken slutter brat og erstattes med dunkende trommer, der følges en af mekanisk lydende slag-effekt og drømmende keys-lyde i baggrund. En fantastisk beat-kreation, der formår at lyde som noget fra et gammelt soundtrack samtidig med, at der er noget futuristisk over det. Illogic rapper:

"Water's rushing and flooding my leader ship /
The surface of the puzzle looks put together but underneath it’s incomplete /
Life’s a heavy load, just hope my shoulders stand the weight /
Trying to avoid a check mate with the next moves that I choose to make /
Flying in a clear skie, the vision is distorted /
Wanted to change the w orld but me changing just seems more important /
Opening doors for laughter while I’m holding back the tears /
Feeling trapped in regression watching the progression on my peers /
I was never happy with beneath my privilege /
And for some reason heaven wasn’t a strong enough incentive"


På "One Way Ticket" har Blockhead fundet et super lækkert guitar-sample (der med lidt god vilje kunne lyde som bas-riffet fra The Beatles' "Come Together"!), som han har sat sammen med milde strygere og lidt percussion. Et melodisk og behageligt fundament, der så får smidt en skæv og næsten uharmonisk saxofon ind på omkvædet. Alligevel får Blockhead det til at give fin mening. Også hos Illogic går der her lidt Beatles i den; nærmere John Lennon, da der er lidt "Imagine" over teksten, hvor Illogic tegner et billede af hans ideelle verden:   

"I wanna go where love is the foundation of living /
Where we cherish what we receive and polish what we're giving /
Where children sing and dance, shielded from struggle /
Where you progress further the harder you hustle /
I wanna go where I'm immersed in bliss /
Where my wife's kiss is the alarm that wakes me from my slumber /
Where we use our brains to fight, not fists /
So we can find peace in the beauty of lightning and thunder"


På den eksplosive "Justified" har Blockhead haft mange bolde i luften. Trommerne sidder lige i skabet, de samplede blæsere, der egentlig mere lyder som noget i retningen af et lokomotiv-horn, intensiverer stemningen, imens der opstår et spændende samspil mellem et velklingende piano-loop og en orientalsk lydende akustisk guitar i versene. Illogic og hans kollega gennem mange år, Blueprint, rapper om police injustice. Illogic rapper:

"They walk into the sun set with death in each foot step /
Leave Melancholy memories of those with Melanin /
Aiyana Jones, Oscar grant, Tim Thomas, Amadou Diallo /
Sean Bell, - victims in the serve and protect side show /
Either acquit or a slap on the wrist, but if one of them get touched /
Were supposed to mourn when karma's doin' clean up /
If a piggy’s at the market please don’t reach into your pocket /
'Cause accidents happen when black men try to get their wallets /
Hoses turn gavels citizens lynched by laws /
Injustice is the nooses they dangled us from all along"


Det kan hurtigt blive en meget lang anmeldelse, hvis der skal skrives om hvert enkelt nummer, men Capture the Sun er virkelig en plade, hvor samtlige tracks skriger på at blive fremhævet. Lydsiden er så nuanceret og rig på indtryk, at man får lyst til at skrive lidt om det hele; det fabelagtige drum-break på "She Loves It", den rustne guitar og de ensomme stryger på "Lighthouse", det fantastiske scratch-arbejde på "Atlantis Depth" og det Atmosphere -lydende groove på titeltracket (der meget passende gæstes af Slug).
     At der er lige så meget mere at dykke ned i på tekstsiden understreger blot vigtigheden i at få tjekket albummet. Illogic & Blockhead har med Capture the Sun lavet en udfordrende, på mange måder underlig og på mange måder utrolig flot, men vigtigst af alt hamrende helstøbt og imponerende plade, som jeg på det kraftigste må anbefale alle at få hørt.

5/6
- Jeppe Barslund

Hør også:




lørdag den 8. februar 2014

Dag Savage - E&J


Exile er Guds gave til mennesket. Coveret til hans Radio-plade er bevis nok. Har du brug for yderligere evidens, så kast et blik på hans forbløffende CV (The Waiting Room, Dirty Science, Boy Meets World, Below the Heavens, Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them og meget andet).

I min optik er han en af de absolut vigtigste producere de sidste 10 år. Gang på gang producerer han fantastiske plader, der formår at være nyskabende indenfor rodfaste traditioner, og som samtidig kanoniserer hans respektive rap-kompagnoner op i de højere luftlag. Hans enestående beat-formular, hvor han blander Detroit'ske sample-kutymer (fostret af J Dilla, forstås) med støvede jazz og soul samples, MPC-perfektioniserede trommeprogrammeringer og sin helt egen, unikke måde at klippe vokalsamples på, har gjort ham til en innovatør og en autoritet indenfor sin genre.

Hans største værker må nok siges at være Below the Heavens med Blu fra 2007 og Boy Meets World med Fashawn fra 2009. Noget kunne tyde på, at Exile har det bedst når han er sammen med én rapper om et projekt. Nu er turen i hvert fald kommet til San Diego rapperen Johaz, der som den næste i rækken kan bryste sig af det privilegium det er, at rappe over Exile-beats på en hel plade. Men det forpligter også. Som Johaz selv rapper: "Now that Exile is my DJ, alot of expectations", og det må man sige, at han har ret i.

Men man skal passe på med forventninger, for E&J er slet ikke som hverken Below the Heavens eller Boy Meets World, og det er der hovedsageligt tre årsager til.

1.
Man opdager hurtigt, at Johaz ikke er helt som Blu og Fashawn. Ikke nødvendigvis ment negativt, men af de tre rappere opererer Johaz på et langt mere simplificeret plan. På Below the Heavens var Blu en meget personlig rapper, der brugte sine livserfaringer som springbræt for filosofiske og eksistentielle tanker. Fashawn var ligeledes meget personlig på Boy Meets World, men brugte, modsat Blu, sine beretninger til at illustrere generelle problemer i Californiens lavklasse. I begge tilfælde var resultatet af monumental natur. Johaz er mere nede på gadeplan, og det tekstlige ambitionsniveau er ingenlunde lige så højt. Favntaget er mindre, perspektivet mere snævert og indholdet mere ordinært. Tag fx følgende citat fra "For Oldtime Sake":
"It's been a long time comin' /
Steady chasin' mines, it's been a long time runnin' /
These fake rap niggas spent a long time frontin' /
But they girls on my dick spent a long time suckin'"

Nu er hverken Blu eller Fashawn målestoksforhold for god rap per definition, så der skal ikke sammenlignes med de to, bare fordi de alle har Exile til fælles. Johaz har rigelig karisma og autenticitet til at gøre lytteoplevelsen spændende, men han har godt nok også brug for disse attributter for at kunne kompensere for de mangler, der desværre fylder en del.
     Et gennemgående problem er, at hans tekster stikker i alt for mange retninger. Ofte er det simpelthen umuligt at finde en rød tråd i de enkelte tracks. På "Twilight" rapper han først "I'm like fade out with the flow, my niggas had to grapple / Too much coke was getting sold, my niggas had to smack you", som er en lidt tilfældig linje. Senere rapper han "Wanna talk about a revolution? / First of all, let's talk Tuki and his execution", som på rigtig mange måder er en super fed linje. Senere i dét vers rapper han så: "Spend five million on a campaign / But can't find a cure for aids 'cause it's man made", og vi er igen ude i noget komplet ustruktureret. Dertil har jeg stadig ikke nogen klar idé om, hvorfor nummeret hedder "Twilight", så selv der er der en manglende forbindelse. Og sådan svinger det lidt for ofte, og man savner virkelig numre, hvor omdrejningspunktet står klarere. Nummeret "Van Gogh" er tilsyneladende kun opkaldt efter en af kunsthistoriens vigtigste personer, fordi hans afskårne øre passer godt til omkvæddet hvor de retorisk spørger "Are you listening? You listening now?". Nej, ikke rigtig sjovt, vel. Dertil er Johaz ikke ligefrem den mest opfindsomme rapper. Han løber side om side med Lil Wayne i kapløbet om at bruge ordet "nigga" flest gange, og så er han ikke bleg for at tage en kliche eller to i brug: "Girl I'm on a real shit / You can be my Jada, I'm your Will Smith".

Han har dog også sine gode momenter. På "For Old Time's Sake" rapper han om, hvordan hændelser i hans barndom har fået konsekvens senere hen i hans liv:

"How my real pops used to put the beatin's out /
I wonder if he thought it was effective /
At four years old, the first time I was molested /
13 years old, the first time I got arrested /
Just trying to see the world from my dad's perspective"

De gode momenter er der, men det kræver, at man må bære over med en tand for mange standartiserede linjer og en god portion middelmådig rap. Dog konsekvent leveret med et solidt flow.

2.
For at kalibrere sine beats med Johaz's rap, har Exile skruet lidt ned for både ambitioner og opfindsomhed.
Størstedelen af pladens beats er drevet af melodiske piano-loops og klangfulde keys. Det skaber en klar rød tråd i lydbilledet, men gør samtidig også, at nogle numre læner sig så meget op af hinanden, at de kan have svært ved at skille sig ud. På de rimelig enslydende numre "Don't Stop" (der er produceret af Alphabet 4), "Van Gogh" og "The Hurt" sker der ganske enkelt for lidt til, at det når at blive interessant. "F.U.P.M." (der ellers har et killer-vers fra Rass Kass) står ganske klart ud, men desværre bare på lidt kedelig facon. "Milk Box" ligeledes.
     Langt bedre lyder det på pladens to indledende numre, hvor Exile gør det han er bedst til, når det kommer til harmoniske og opløftende grooves. Det er ganske imponerende så meget velklang den mand kan skabe med tre tangenter på "For Old Time's Sake".
     "Bad Trip" er i en lidt anden boldgade, men også hamrende vellykket. Musikken er i sig selv som et dårligt trip, med mudrede synth-effekter og elektroniske lyde, der giver den helt rigtige fornemmelse for paranoia som rapperne er præget af i deres beretninger om bad trips.

"Drugs" er et af pladens bedste eksempler på Exile's enestående opfindsomhed. Når emnet til en sang er stoffer, kan det ikke blive mere genialt end at sample julesangen "I'm Dreaming of A White Christmas" og udelukke "Christmas" fra vokalsamplet. Når dette begavede fundamentet er lagt, tilsættes der bare lidt stryger, lidt keys og et stramt drum-break, og du har en heater sendt fra himlen.
     Ekstra legesyg bliver han på "Darlin", der mere eller mindre udelukkende består af små sample-bidder, der er klippet sammen til et hamrende sprødt beat. Konstant kan man høre, at de forskellige samples slutter brat, men alligevel er samspillet konstant og bundmelodisk.
     En lignende måde at klippe samples på finder man på "When It Rains", hvor den samplede vokal er klippet totalt i stykker og efterfølgende limet sammen på en helt ny, men fantastisk måde. Aloe Blacc's overflødighedshorn af soul-lækkerier på omkvædet sætter prikken over i'et.

E&J's lydside byder altså på en blandet landhandel af beats, hvor nogle vil for lidt og langsomt går i glemslen, imens andre viser, hvorfor jeg i indledningen kaldte Exile Guds gave til mennesket.

3.
Den sidste årsag til, at E&J ikke er som hverken Below the Heavens eller Boy Meets World, er helheden omkring albummet. Både Blu og Fashawn's plader var ufattelig helstøbte, hvor intet var overladt til tilfældighederne og hvor hvert eneste nummer var med til at male ét billede. Her virker E&J mere som en lidt sporadisk blanding mellem et mixtape, en opsamling, en plade og en crew-kompilation.

"Darling" kunne man finde på The Salvation mixtapet fra 2012, hvor den originale "Milk Box" også var at finde. "Cali Dreamin" kunne man høre på Cali Dreamin EP'en fra samme år, og både "Twilight", "Drugs" og "When It Rains" blev udgivet på Dag Savage EP'en for over et år siden. En stor del af E&J er altså af ældre dato, og det kunne tyde på at man har tænkt, at det var en sikker vinder at take nogle af fan-favoritter fra tidligere projekter og smide dem med på den nye plade. Jovist, "Drugs", "Darlin" og "When It Rains" er nogle af de absolut fedeste skæringer, men hvis man har fulgt Dag Savage i længere tid, kunne man måske have håbet på mere nyt materiale. At mange af de nye og ikke-hørt-før numre faktisk er blandt de dårligste, gør det ikke ligefrem bedre.

Dertil er der rimelig mange features, hvor det virker som om, at Dirty Science selskabet gerne vil introducere verden for nogle af deres mindre kendte kunstnere. Choosey, der har tre features, er sandsynligvis deres næste skud på stammen.

Er man ikke så bekendt med Dag Savage, så er E&J et fremragende sted at starte, og jeg forestiller mig, at pladen er markant bedre, hvis flere af de "gamle" numre er førstegangsbekendtskaber. Jeg skal da også være ærlig at sige, at da den milde skuffelse havde lagt sig, fandt jeg det faktisk meget rart at have mange af de fede Dag Savage -numre samlet på én skive. En ny Below the Heavens eller Boy Meets World er det overhovedet ikke, men god musik - det er det.


4/6
- Jeppe Barslund

"The Beginning"

"Drugs" feat. Co$$ & Choosey

"Darlin" feat. Choosey

"When It Rains" feat. Aloe Blacc


torsdag den 6. februar 2014

Vic Mensa - "Orange Juice" (Booomerang-kampagne status: 4500+)

Så er vi lige ved og næsten at være halvvejs! Vi har netop passeret 4500-kroners mærket, og det skal I have en sang for.


Chicago-rapperen Chance the Rapper havde et gigantisk 2013. Med udgivelsen af sit Acid Rap mixtape, der for længst har opnået download-platin, blev han lynhurtigt et prominent navn, som alle lige fra Lil Wayne og Childish Gambino til James Blake og Justin Bieber ville lave musik med. Hans rolle som opvarmer for Macklemore & Ryan Lewis' på deres tour, cementerede yderligere hans indtog i musikbranchen. 

Chance the Rapper allerbedste rap-kammerat Vic Mensa, nåede ikke op i de helt samme luftlag sidste år, men han imponerede stadig stort i hiphoppens inderkredse. 
     Med det gratis mixtape INNANETAPE viste han, at han er en formidabel rapper med et misundelsesværdigt teknisk overskud og et godt øre for beats. Nummeret "Orange Soda" står for mig som pladens kronjuvel, og også et af 2013's højdepunkter. Flowet er sublimt, rimene knivskarpe, ordspillet begavet og det hamrende lækre omkvæd, hvor han rammer en perfekt falset, synger han tilmed selv. Vejrtræknings-teknikken i andet vers er noget af det mest imponerende i meget lang tid. Næsten et helt vers, taget i et one-take, hvor han ikke trækker vejret (eller i hvert fald sørger for, at man på ingen måde kan høre det). 
     Produceren Cam, der er en del af den Grammy-vindende producer-gruppe J.U.S.T.I.C.E. League (Just Undeniable Some of The Illest Composers Ever), står for beatet, der er forholdsvist simpelt men ubeskriveligt effektivt. Med et lækkert drum-beat, sidste års vel nok mest memorable base-line og nogle let-flydende baggrunds-elementer, har Cam med meget få virkemidler skabt en drøm af et beat. 

"Who loooves orange soda?!"


To get you what you need
Make you love it, make you want it
Cause baby you are so amazing

Pack the bong, pack the bong, pack the bong, pack it
I'm Pacquiao on the track, flow the tempo you should tap it
Tap out or black out, black is beautiful say yes indeed
Leave my demons in the dust, conducting electricity
I'm Silkk the Shocker with a fifth of vodka
Bag of drugs in my knickerbockers
Bach on the staff sheet, trying to pen an opera
Sounds so beautiful
Fogging my bifocals window shopping at the Gucci store
Know when you want it, but just can't have it
Especially as an artist, don't that shit make you mad
Just breathe, breathe, breathe, it's all in your head
Know these labels wanna sign me for an arm and a leg
Cut my publishing in half like I have to fold
For a dollar, what's a half of a half a whole
Quarter water or Courvoisier, complicate things
When money's what you conversate, but this is just so that you know

To get you what you need
Make you love it, make you want it
Cause baby you are so amazing

Hold up, hold up, hold up, yo wait up
Wait up, I'mma let you finish
But finna be famous one day just really ain't where I fit in
Fell in love when I was fifteen
I guess you could call it tennis
My tendency for this music
Is so much deeper than business
I build a beat in the morning
Record it before the evening
Why is it what seems important
Seems always to be misleading
I wish I could see the future
Just wish I could see the future
Tell me everything be okay just like my momma used to
My youths unfolding before me
Be twenty before I know it
I'm trying to write my Illmatic
Get TVs that's panoramic
Was riding around in a rental
And I don't mean it was rented
Totalled my momma's Prius, I vaguely remember spinning
I fell asleep from the studio, must've been saved cause no one hit me
They made a list about Chicago rappers and they skipped me
Maybe because I'm so much more
Forget what you not, this is about what you are

To get you what you need
Make you love it, make you want it
Cause baby you are so amazing



Og så kan du jo lige hoppe herind og donere lidt penge, - alt fra 1 til 1000 kroner er perfekt!


mandag den 3. februar 2014

Prolyphic & Buddy Peace - "Six Feet High" (Booomerang-kampagne status: 3000+)

Så rundede kampagnen de 3000 kroner, så her får I næste nummer fra LEFTOVERS2013 


Det hører desværre ikke til iblandt sjældenhederne, at USA udsættes for voldsomme og ødelæggende naturkatastrofer. Skulle vi høre om dem alle herhjemme i Danmark, ville det være på ugentlig basis. Vi hører som regel kun om dem, der er så massive i deres destruktion, at medierne ikke kan negligere dem. Katrina i 2005, Ike i 2008, Sandy i 2012. Navnene sidder nogenlunde fast. Billederne fra fjernsynet sikkert ligeså. 
     Man kunne måske lokkes til at tro, at hvis vi ikke har hørt om dem, så har naturkatastroferne nok ikke været så slemme, - i hvert fald ikke "værd" at skrive om. Det passer naturligvis ikke. Katastrofer bliver ikke først forfærdelige når de er navngivet. 

I marts måned 2010 blev New England på USA østkyst ramt af flere orkaner. Ikke store nok til, at vi har hørt om det herhjemme, men store nok til, at virkelig mange mennesker mistede virkelig meget. En af dem, der mistede stort set alt, er faderen til Rhode Island rapperen Prolyphic. Orkanerne resulterede i massive oversvømmelser, der i løbet af få dage skyllede hans arbejde væk. 60 år havde det taget ham at bygge det op fra bunden; væk var det i løbet af nogle timer. 

"Six Feet High" er en af de absolut bedst fortalte historie fra 2013. Fortalt fra New England's arbejderklasses perspektiv handler den om familietragedie, om at blive svigtet af regeringen og om at starte fra scratch og finde trøst i sine medmennesker.
     Beatet er kreeret af britiske Buddy Peace, der har støbt et mesterværk med denne produktion. Trommerne er komplekst sat sammen, bassen gynger som en drøm, flere lag af keys flyder let og melodisk, og mere skramlende elementer oversvømmer omkvædet. En personlig favorit fra sidste år.


With no warning to what the storm would bring ock 
The next morning flood waters reached the awning 
I got the call when he stalled said he lost it all 
Body of work submerged, 31st the curtains fall 
An act of God that top records and it shocked experts 
They blocked exits, cops present trying to stop the wreckage 
My father watched from the top of 37 to bear witness 
To his biggest fear and his career’s finished 
He stared into the distance where he peered for pictures 
Of his disappearing business and his tears would smear the image 
They weren’t prepared for how severe the river’s brim cleared 
Sixty years washed away in one day just isn’t fair 
And I don’t wanna hear “Your father’s in our prayers” 
I know they’re sincere, but what he needs is money to begin repairs 
Cuz if you went there, breathed the air 
Ankle deep in fecal drear, with people who cared 
You would leave there 
With a new perspective, not sympathetic gestures 
Cuz what’s more important is to pay it forward and relay the message 
Of what you saw or didn’t, like Federal assistance 
So don’t believe the hype or what you see on television 
Cuz FEMA doesn’t give grants to businesses just residences 
And loans at 6% interest starts to get expensive 
Plus they need collateral, its not palpable or salvageable 
And I don’t know what my Dad’ll do 
We’re on our own to rebuild it’s just a fact of life 
If all we sacrificed was for nothing, then that ain’t right. 

Six feet high marked the bricks of this watery grave 
Of a place born in 1948 
The front door is a headstone, the writing is the epitaph 
March 30, 2010 was the death of that 
Words can’t describe being inside that place 
Check the pictures online Sandrine and I had to take 
Part of my Dad died that day 
Our history we tried to save and dry that day 
The sun was in the sky that day 

It was culture shock watching vultures flock in loafers now 
Roam around this ghost town foaming at the mouth 
They were excited to bank off those need 
Careful not to ruin shoes from the sewage in the street 
It’s like businesses in the same community, who could see 
Would look at us with a “better you than me” eulogy
Locals stopped for photo ops like souvenirs 
just to show their peers to be amused and proved they were there 
The helicopters, the teleprompters 
The men in suits with business cards trying to sell shit to my father 
Tell Obama there’s no Federal dollars 
No help for small businesses, another broken promise 
The governor’s away. State officials? Haven’t see them 
Only getting special treatment if your name is Garabedian 
Where’s Harry Reid and them to get us on our feet again? 
I guess they’d rather see us swim then find a happy medium 
News castors made of plastic asked for interviews 
Had Cranston Casting images plastered on the dinner News 
Disaster crews from out-of-state they bring in groups are victims too 
Detroit’s unemployed will do anything for loot 
So they get them dirt cheap, cuz they need the work to feed their families 
Pay their bills and keep their sanity while suits reap the ante 
I lost faith but gained a lot inside of people 
Week by week, piece by piece I’m helping them to rebuild
We’re on our own to rebuild it’s just a fact of life 
If all we sacrificed was for nothing? Then that ain’t right. 

Six feet high marked the bricks of this watery grave 
Of a place born in 1948 
The front door is a headstone, the writing is the epitaph 
March 30, I lost faith in the Democrats 
Six feet high marked the bricks of this watery grave 
Of a place born in 1948 
The front door is a headstone, the writing is the epitaph 
April 1st I watched my Dad raise the American flag 
- like he was taking it back

*If I'm not mistaken, the date was March 28
I was workin', and all of a sudden around noon-time
the water started coming up into our parking lot
In a little bit of panic we raised all our equipment
and our computers up about three feet
And then we evacuated the building with no warning
from anybody
I knew that right from the start, everything was going. 
We knew we had tons of insurance for business interupteries and all the umbrella
insurances, everything we thought was possible. 
But we didn't have flood insurance, so we didn't get ten cents. 
The main thing was getting everything clean. 
Once everything was clean we just started putting it back together, piece by piece.



Hvis du kunne lide "Six Feet High", så vil jeg på det kraftigste anbefale at besøge Strange Famous Records' hjemmeside og købe Prolyphic og Buddy Peace's Working Man album (med sidste års fedeste album cover?) - KLIK HER.



- Jeppe Barslund

Shad feat. Eternia - "Love Means" (Booomerang-kampagne status: 1500+)


Så blev der indsamlet 1500 kroner til LEFTOVERS2013 projektet, hvilket betyder, at jeg skylder et nummer. 


Top 10 bedste levende rappere? Det er en længere diskussion, vi ikke gider at kaste os ud i nu, men så længe Shad er med på din liste er den fin. Med fire rasende flotte udgivelser under sit bælte, har Canadiske Shadrach Kabango vist sig at være en af de dygtigste og mest konsistente rappere på denne side af årtusindeskiftet. Dog stadig en underhund i et større perspektiv, på trods af, at han snuppede en Juno Award foran næsen på Drake for årets hiphop album 2011.
     Sidste år gav han os Flying Colours; hans mest alsidige album hidtil, hvor han søgte at hive og trække lidt i hiphoppens normer, hvilket resulterede i musik, der både traditionsbunden, men som samtidig brød med vaner og forventninger. "Love Means" er i min optik pladens pragtstykke, hvor han, sammen med sin kvindelige Canadiske kollega Eternia, beretter om kærlighed. De undgår fuldstændig enhver form for sukkersød vinkel, og ser i stedet på verdens nok mest gennemtærskede emne med en mere objektiv brille, hvilket resulterer i original og helt igennem sublim lyrik.
Beatet, der ganske simpelt er måbende flot sat sammen, står på That Brother Lokey's regning; en producer, jeg ikke mindes at have stødt på. Hvilken ilddåb!
     Der er virkelig mange elementer i spil i beatet, og det tog mig en del gange at "opdage" de forskellige enkeltdele. Fra pianoet, der er mixet ud i venstre side, til den sarte melodi af keys der kører bagerst i omkvædet. Hen imod slutningen, til Shad's andet vers, skifter beatet komplet til et helt andet men mindst lige så flot stykke musik. For at sige det mere enkelt, så er det bare et pragtfuldt nummer, på alle leder og kanter.


Eternia
Check it, I was thinkin' bout you
But I chose to write to God instead
Met on the page and broke bread
Sometimes my heart it is leaden
Memories I thought I let forget
Overestimated power of regret I guess
I planted seeds and watered in the darkness
I let a tree blossom in the bottom recesses
And yet I often wonder how I got into this mess
Instead of one love its two loves conflict
Interested parties catch eyes catch lie fast
Pick your poison
Like a blood anointing over sins past
It can happen when yesterday collides with the present
Like scratch that I'm not past that
I'm confessin' I can pass that class
I'd rather not if you're the lesson
I would take that punishment, risk losing my blessing
Goin' crazy over something maybe not being the essence
What it seems to me, it seems to me
Polyamory beckons
And I get it, I get why you could love her and me
Love never claimed exclusivity it is free
And neither clarity I wrote this for God to see
But he knew I was gonna do what I did before me
And I don't regret a thing, perfect symmetry
Felt like the way the king intended us to be
So there's no apologies, no rewinding
I would do it all again to show 'em what love means

Love means
Some things we're too in to figure out
Love means
I'm just trynna be fine without knowing it all
Love means
This puzzle with pieces of
Love means
And love's like a glimpse of that right place we fit in

Shad
I told me that
I like to write when it's late and I'm sleep deprived
That's when I'm more inclined to joke and just speak my mind
As far as what love means well I can read a line
From the dictionary, but I think I need to redefine
I need to live it to know it
That means I gotta give it and let it be given back to grow it
I gotta sow it to get it, like really get it I gotta show it
Not just talk about it like a lot of poets
A.K.A. moi. You see my day job's
Talking this romantic philosophic je ne sais quoi
And as a lyricist, in my experience
Love's kind of bugged cause my fears and embarrassments
This music's who I always had to share it with
It's like a man that's in love with his therapist
And the affair is a lie but I'm scared
Cause to truly care and be cared for bares a risk
I wake up and I ask God for help
Then go online if my last song was felt
I forget about the pain, I'm gassed on myself
And the goblins in the closet go back on the shelf
Tryna figure what love means

Love means
Some things we're too in to figure out
Love means
I'm just trynna be fine without knowing it all
Love means
This puzzle with pieces of
Love means
And love's like a glimpse of that right place we fit in

*Understanding, being fully understood
Wonderful
Pain
Keeping no record of wrong
Purity
Having no fear
All you need
My satisfaction is meeting your needs
Loyalty
True freedom
Mine…
Trust
…yours…ours…
Satisfaction
True freedom
Praying for your enemies
A safe space to make mistakes*

Shad
Love means, check it out, yeah
Love always has hope for another day
Love is grace, love is patient
Even when it doesn't wanna stay
It doesn't run away, like "andale"
It perseveres and suffers pain
And doesn't suffocate though it holds tight
And it doesn't change
Though some would say that love is vain
And it's just a game for the young ones on lovers lane
Or just the chemistry of the brain
Just science, you know something sane
But you know that love is strange
And wild and heartbreaking and unexplained
Love is dangerous as a dark street - Tuck your chain
Our world's going up in flames
Still love isn't violent, that said it's nothing safe
Cuz it means standing up to hate
So love is costly but love can save and I'm of the faith
But "love your neighbor" isn't a christian or muslim phrase
No one owns it as some brothers claim
From the pulpit or from the stage
And in the coming age
I hope we'll see it as gay, straight and colorless
Sometimes we all feel motherless above the grave
But it's in death and new life when love is made
It's when you're unashamed and finally unafraid
When you confront the pain
Face death and you'll see in the end only love remains"





- Jeppe Barslund

lørdag den 1. februar 2014

LEFTOVERS2013 på Booomerang: hjælp til med at realisere projektet


"Now let me say this. The thing that we are challenged to do is to keep this movement moving. There is power in unity and there is power in numbers"
- Martin Luther King, 1963

Martin Luther King snakkede næppe om hiphop i sin Keep On Moving tale, men pointen er yderst relaterbar: man står stærkest når man er mange, og jeg har brug for rigtig mange af jer nu.

Kampagnen for LEFTOVERS2013 er per d. 1. februar skudt i gang på crowd-funding siden Booomerang.dk, og vi har 37 dage til få skrabet 10.000 kr,- sammen. 
     Sidste Leftovers-plade blev ligeledes finansieret på denne måde (endnu engang tak til jer, der bidrag da), og jeg håber naturligvis at I allesammen er friske på at kaste lidt penge efter projektet.   

LEFTOVERS2013 er nok, hvis jeg selv skal sige det, den mest gennemarbejde konstellation hidtil. Jeg har virkelig kredset om udvælgelsen af numre, og jeg har for længst droppet af tælle antallet af timer, der er lagt i at få den til at flyde så lækkert som muligt. Dertil er artworket til pladen for første gang originalt, udarbejdet af den toneangivende og multi-prisvindende illustrator Dorte Karrebæk. Jeg kan stadig ikke få hænderne ned  af begejstring over at have fået hende med. Mere om hende senere.  

Pladen kommer til at indeholde 21 numre, som på nuværende tidspunkt er hemmelige. For hver 1500 kroner der samles ind, løfter jeg sløret for et nummer fra pladen.

9000+ :
10.000+:

Hop ind på booomerang-kampagnen, vælg et incitament du finder passende, og vær med til at realisere et virkelig fedt projekt. Jeg håber inderligt det lykkes. Jeg sørger naturligvis for at opdatere jer løbende. 


- Jeppe Barslund