Ugly Heroes - Everything In Between

"Hvad hører vi?" spørger min kone. Hendes tonefald afslører, at hun synes det er godt. "Noget nyt musik fra en gruppe der hedder Ugly Heroes" svarer jeg. Mere siger hun ikke. Hun dimitterer som jordemoder i morgen og der er meget, der skal gøres klar, så der bliver sparret på small-talken. Det er nummeret "Place Called Home" der afføder spørgsmålet, og imens jeg går og små-glæder mig over,  at Apollo Brown har genfundet en blødhed i sine produktioner, slår det mig, at min kone har bidt mærke i noget helt andet: teksterne om hverdagens hårdtarbejdende og aldeles ubesungne helte. Sådan én er min kone nemlig. Som nyudklækket jordemoder går hun et arbejde i møde, der byder på strenge arbejdsvilkår, fæle arbejdstider, uretfærdig løn, en anfægtelig fagforening og minimal politisk opbakning. Men netop fordi hun er en af de mange ugly heroes, kaster hun sig hovedkulds ud i det, og nærmest glæder sig til det. Hun er én af mange, der får maskineriet til at køre rundt. Uden hende ville samfundet vælte som et korthus. Red Pill kunne ikke sige det kortere og klarere: "WE are the blood, sweat and tears / The PEOPLE, we feel the love and the fears!".

Hverdags-heltenes talerørs-trio er endnu engang forenet, og det lyder kort sagt bedre end nogensinde før. Red Pill er stadig skarp, vittig og sulten ovenpå sit beskedne mesterværk Look What This World Did To Us fra sidste år. Verbal Kent har brugt sidste års lidt lunkne soloalbum Anesthesia og det ligeledes lidt lunkne mixtape Sound of the Weapon på at banke rusten af, skære hvalpefedtet fra og slibe knivene, og selvom hans vokal stadig er præget af en til tider påtaget hårdhed, er hans tekster på sit højeste. "Battlerapper-tactics with an emotional IQ, brutal and beautiful" lyder det, og det er netop de to rapperes evne til at forene gaderap og punchlines med uafrystelige historier fra det virkelige liv. De deler flittigt ud af deres personlige op- og nedture, og det er præcis lige så bjergtagende som det er velskrevet - dog uden at nå førnævnte Look What This World Did To Us's højder. Men mindre kan også gøre det, og der er ingen grund til at blive grådig når man får serveret guldklumper som denne fra "Heart Attack":

"I know most people wouldn't call me optimistic /
At best I'm realistic and at worst I'd say a cynic /
and I get it, but honestly I think it's too simplistic /
My entire life is based upon a pipe dream and I risked it /
Cuz as a kid they fill your head with so much pressure /
But I never bought their method of the way success is measured /
They promise people treasure in the form of legal tender /
If you leave behind the hopes and dreams that give you real pleasure /
But I remember back in Kindergarten, writing what I wanted to be /
I wrote 3, one was a wrestler /
two was a singer and the other was swamp thing /
Now we choose careers because we want things /
As we get older, society on shoulders /
Holding our dreams hostage and turning us ever colder /
I do it for the dreamers, it's not a newsflash /
fuck the non-believers, you got a heart don't ever lose that" 

Mest overraskende og absolut glædeligt har Apollo Brown gentænkt sin lyd. Han har godt nok været en af undergrundshiphop-tilhængernes mest tilbedte beatsmed i længere tid, men personligt har jeg kedet mig over hans enslydende bangers, der ikke har veget bort fra hans principfaste skabelon i efterhånden mange plader, blandt andet produceralbummet Grandeur, Blasphemy med Ras Kass og Dice Game med Guilty Simpson. Jeg ved godt at jeg gambler ved at være så storladent blasfemisk, men det er nu engang sådan jeg har haft det på det seneste. Men med Everything In Between minder Apollo mig om den fabelagtige producer jeg faldt for tilbage på Gas Mask pladen. Tag bare den sarte "Daisies", hvor strygere og neddroslede trommer udgør fundamentet for Red Pill, der reciterer sin egen mindetale. Eller "Unforgiven", der besmykkes af melodisk xylofon og et spinkelt klokkespil. På "Place Called Home" er David Sancious & Tone samplet flippet næsten lige så mageløst som på Maker's genistreg "El Camino", og "Soul Searching" kunne meget vel, med sin harmonika og guitarspil, være Apollo Browns flotteste beat siden "Homage".

Vi bliver selvfølgelig ikke snydt for Apollo Brown's signatur-nakkebrækkere. "I feel a war coming, so pass the war drum / and bang on that bitch till you feel your fucking core buzzing" rapper Red Pill over en af dem, og jeg skal lige love for, at det brummer indeni når numre som "Force Fed", "Can't Win for Losin'" og "This World" tromler derudaf. Og denne gang keder jeg mig ingenlunde, givetvis grundet den fine balance mellem de tunge og de mere melodiske og bløde beats. Dertil hersker der en suveræn tilpassethed mellem Red Pill og Verbal Kent's tekster og Apollo Brown's beats, hvor de komplimenterer hinanden fortrinligt. På den fine og lidt sørgmodige "Unforgiven" serverer Verbal Kent følgende mundfuld:

"I watched the man who tried to kill me celebrate in court /
His lawyer put his hand out like what you waitin for /
High 5 it /
Had a ex ask me if I knew what cutting was...she showed me /
"You better never ever leave me", - that's what's she told me /
Another friend of mine looked up to Em when we were kids /
He started smoking crack, then he broke into my crib /
It wasn't personal, it had nothing to do with me /
That's the thing that ties it all together: none of it did /
So I forgive you /
Cause all the pain you tried to blame on me /
Was you protecting yourself, from yourself /
I forgive you /
It could've been anybody /
In fact you prob'ly looked at me and saw yourself /
So I forgive you /
Cause my worse day ever is every fucking day of your life /
So I forgive you /
Cause I have a feeing that I had nothin to do with how you have lived your life"

Ugly Heroes har begået et fantastisk album med Everything In Between, hvor Apollo Brown's bedste beats i årevis bliver taget under kærlig behandling af Red Pill og Verbal Kent, der leverer relaterbare tekster og stof til eftertanke. Det eneste minus er, at vers-omkvæd-vers-omkvæd formularen, der bliver brugt på samtlige tracks, gør albummet til en lidt ensformig affære, og man ønsker sig noget variation i strukturen og måske endda noget mere integreret tag-teaming fra de to rappere. Det er dog til at se igennem fingre med, da der er for meget godt herpå til, at sådanne petitesser kan forpurre det overordnede indtryk. 

Få fingrene i Everything In Between på CD eller vinyl via Mello Music Group

5/6

- Jeppe Due Barslund

Apollo Brown - The Reset

Det lå lige til højrebenet at hive fat i The Reset til en anmeldelse, efter Black Milk's Album of the Year. - Dels fordi, at Apollo Brown er en af 2010 højest profilerede producere, ligesom Black Milk, men også fordi, at de to udgivelser deler et utal af ligheder.

Apollo Brown er ligesom Black Milk fra Detroit, og med inspiration fra DJ Premier, Pete Rock og J Dilla, brygger han tonstunge beats, der både bærer præg af den gamle skoles vintage stil, men som bestemt også er et kærkomment bud på fremtidens lyd. Og Apollo Browns stil ligger faktisk ganske tæt op af Black Milk's, sammenlignet med Album of the Year har Brown bare spillet sine kort betydeligt bedre. The Reset har været undervejs i længere tid, så produktionerne er mere bearbejdede, og så rapper Brown ikke, det lader han et forrygende A-Team om - netop for kun at skulle koncentrere sig om produktionerne. Dette har virkelig givet pote, for holy mother hvor er det noget sprødt hiphop man bliver præsenteret for her!! Den ydmyge Apollo Brown har udtalt, at han, vel vidende at han endnu ikke besidder evnerne til at udføre dette, - producerer hans plader som skulle de være verdens bedste. Og nøøj hvor er der meget guf at finde! Hans evne til at sammensætte basgange, dynamiske trommer og ekstremt velvalgte samples er intet mindre end mageløs, og når numrene tilmed er lyrisk velsignet fra folk som Big Pooh, yU, MED, Oddisee, Ken Starr, Prince Po og størstedelen af Detroits undergrundselite, blandt andre Finale, Stik Figa, Magestik Legend og Black Milk, så kan det næsten ikke gå galt. Og i kan trygt stole på, at resultatet er fantastisk.

Apollo Browns kompositioner er i bund og grund ret simple, men ligeså enkle som de er i udtrykket, lige så effektive er det så sandelig også. Ballet åbnes med den eksplosive "Hungry", der ved perfekt brug af vokalsamples og flere lags mudrede synthlyde lægger en solid bund for Big Pooh og Black Milk. På den vinylknitrende, drømmende "Lower the Boom", er det ligeledes de effektive trommer og vokal brudstykkerne, der får alle elementerne til at falde i hak. Og som man begiver sig ind på The Reset finder man hurtigt ud af, at disse er de bærende søjler for Browns produktioner generelt. Dette har både sine ups and downs. - Da denne grundformular fungerer yderst godt, er det overordnede niveau ganske højt, men efter at have hørt pladen igennem en 4-5 gange, begyndte jeg at tage mig selv i at skippe en del numre. Måske netop fordi, at produktionerne er så nært beslægtede, fejer de bedste beats de mindre gode af vejen. "Beauty of a Day", "Odds Ain't Fair", "Brainwash", "Ghetto Soul Music" og "Lower the Boom" blev meget hurtigt mine favoritter, og der gik ikke lang tid før, at disse numre faktisk var de eneste jeg hørte. Det har højst sandsynligt også noget at gøre med, at disse numre bærer de flotteste lyriske præstationer. Det er dog heller ikke fordi, at pladen bugner med lyriske guldkorn. De forskellige rappere har en lidt ærgerlig tendens til at rappe om de samme emner på de forskellige numre, så meget af tiden går på at høre om, hvor seje de her rappere er. Den dybe tallerken bliver bestemt ikke opfundet, og selvom det er en fantastisk hold mc'er, der alle har evnerne i orden, så er dét bare ikke nok til at holde interessen ved lige.

Nu er det trods alt Apollo Browns album, så rappen kommer i anden række, og der er ingen tvivl om, at den røde tråd findes i produktionerne. The Reset byder på nogle seriøst fede numre, men grundet produktionernes meget ens fundament, og den lidt for svage rap del, er pladen langt fra perfekt. Apollo Brown er bestemt en producer, der er værd at holde øje med i fremtiden. At dømme ud fra denne skive kan han snildt komme op på siden af Black Milk og give ham kamp til stregen. Stod valget imellem The Reset og Album of the Year ville jeg klart anbefale at investere i Apollo Brown.

4.5/6

Han skulle efter sigende være på trapperne med pladen Gas Mask, som en del af gruppen The Left - og ifølge det jeg har læst, så er det virkelig serious business de har gang i.