onsdag den 28. maj 2014

Intuition & Equalibrum - s.b.


Da jeg for fire år siden anmeldte Intuition's Girls Like Me skrev jeg, at jeg ingenting vidste om ham. Og noget tyder på, at han har det bedst med at holde sig under radaren, for jeg har ikke hørt en lyd fra ham i de fire år der er gået til nu, hvor han sammen med sin producer Equalibrum har udgivet et selvbetitlet album (herfra I&E). Det har måske noget at gøre med, at han for det første virker komplet ligeglad med hvor langt han er kommet og kan komme med sin musik. "I'm half way to "has been", but yet I never was" rapper han uden at fortrække en mine på "Weight Is Gone". For det andet tyder noget på, at han ikke har den store tiltro til sig selv. På "Old Enough" lyder det tungsindigt: "I'm unpaid and infamous / Played a thousand shows, not a one made a difference / Hmm, maybe I'm doing it wrong / But you can find me at your local dive doing this song". Senere, på "Ruins", rapper han kort og godt: "All I leave is ruins".

Intuition opererer på nærværende album i grænselandet mellem Slug's knivskarpe sortsynethed og Mac Lethal's vittige pessimisme, og det er dermed sikkert at sige, at der er sket en hel del siden Girls Like Me, hvor Intuition rendte rundt i LA's varme med hånden i buksen og fløjtede efter damer. I&E er ingenlunde en "tung" eller deprimerende affære, Intuition's perspektiv er bare skiftet fra livsnyderen der rappede med sine rap-venner til den mere voksne og modne mand, der har været nogle ting igennem, der har ændret hans syn på verden. Hans far blev diagnosticeret med alzheimers få år efter Girls Like Me, hvilket resulterede i det fantastisk stærke nummer "Imagine", som nogen måske kan huske fra et par år tilbage (der er at finde på I&E), hvor Intuition rapper:

"....I'm not angry /
Nah wait, im angry as fuck /
But im not angry at you, man, im angry at luck /
Im angry that me and family and you had to be stuck /
Watching the man that you were blow like granules of dust"

Virkeligheden har rystet Intuitions syn på verden, og på flere numre lader han til at fundere over livet generelt, fremfor at rappe om sit her-og-nu. Han rapper fx:

"Shit, it's funny how the time flies /
And how it never quite feels like the time's right /
It's real life over rap life /
And that's fine I just hit my prime /
And I started back in nine-nine /
Damn, ninety-nine, what the fuck? /
I aged gracefully /
It's probably cause I never felt the need to play make-believe /
Been honest to a fault and pace patiently /
If nothing ever comes, I'm still grateful where it's taken me /
Cause even if it all just ends /
I still met a couple gents that I can call best friends"

Taknemmeligheden han her adresserer synes inderligt oprigtig, og trods sin status som ukendt rapper efter halvandet årti med rap lader ikke til at gå Intuition på. På et nummer som "Make Better" lader han optimismen stråle igennem og forsikrer os samtidig om, at han kan varme sig med visheden om, at han aldrig har holdt sig tilbage fra at forsøge:

"Don't measure success by the rest, it's less presAnnotatesure /
To dive into it headfirst, and ride for what you exert /
It hurts less to just hurt, don't avoid it /
The product of the pain tends to make for more enjoyment /
It's something that you'll toil with growing past your pride /
So fail hard and fail fast knowing that you tried"

"Make Better" er ligeledes et godt eksempel på Intuitions hemmelige våben, for ikke nok med, at han skriver sublimt og har et hamrende fedt og komplet ubesværet flow, så kan han også synge. Ikke med en super-sangers vokal, men rigelig til at kunne strø melodiske indslag over flere tracks, og når lyrikken er så meget i orden som den er, kan man tillade sig det meste på sang-fronten. 

Ansvarlig for pladens beats er Equalibrum, der producerede det meste på både Girls Like Me og I Ruined These Songs For You, dog uden at have sit navn på coveret. På I&E står han egenhændigt for lyden (ligesom der ingen rap-gæster er), og det gør han ganske fremragende. Hans produktioner er meget små i slaget, men stadig uhyre effektive. Se bare hvor meget lyd og stemning han får frem med lidt down-tempo bluesguitar på numre som "Weight Is Gone" og "Ain't the Blues". På "1st Day of Summer" og "NP2LA" kunne noget tyde på, at han er blevet inspireret af sin LA-kollega Exile. De abrubt samplede keys og det choppede vokalsample på førstnævnte er rendyrket Exile, og den måde han har samplet guitaren på på sidstnævnte ligeledes. På et nummer som "STFU" bliver beatet måske lidt for anonymt, men på nummeret efter, "Make Better", producerer han så noget nær det perfekte beat, så det er hurtigt tilgivet. 

Med I&E serverer Intuition & Equalibrum en af årets flotteste og mest helstøbte plader. Lyrikken er mesterligt skrevet, og man får som lytter lov til at kigge ind af nøglehullet til personligt univers, der sjældent er set mage. Produktionerne oser af sjæl og stemning, og selvom de ofte ligger i den underspillede ende af skalaen, fungerer de perfekt i deres samspil med lyrikken. I&E kunne snildt være årets hidtil vigtigste plade.


5/6
- Jeppe Barslund





torsdag den 15. maj 2014

Dødssejleren - s.b.


Har du hørt hva' de si'r, historierne går - om skibet der strejfed' i hundrede år. Med fulde sejl sat, om hele vor jord. Uden et eneste levende menneske ombord.

Foruden at være et sagnomspundet spøgelsesskib, dømt til at besejle verdens have til evig tid og varsle forlis og død, er Dødssejleren den nye koncept-gruppe fra Echo Out. Besætningen består af kaptajn Simon Solem, overstyrmand Fyrsten og 2. styrmand Christian Coppola. Tilsammen udgør de en suveræn trio, der med kompassets retningspil peget mod originalitetens land og udsøgt vellyd i sejlende, navigerer deres stolte skude ud i den tågede nat.

Dødssejleren slår hiphoppede toner an, bestemt, men deres univers udgøres i mindst lige så høj grad af blues, jazz, tango og folk. Ikke nok med, at alle disse genrer smeltes succesfuldt sammen i ét lydbillede; galejens mandskab får det samtidig til at ose af sørøveri og pirateri. Lyden af knagende master, galende havmåger og blid bølgebrus følger én hele vejen igennem, hvilket giver en stærk "til havs" følelse, men sørøver-stemningen kommer i særdeleshed til udtryk i produktionerne, hvor især Christian Coppolas harmonika spiller en betydelig rolle. Og det er i grunden sjovt, at et instrument, der blev opfundet et par århundreder efter piraternes gyldne æras ende, er blevet synonym med deres "lyd". Popularisering af pirat-kultur i form af bl.a. Sebastians Skatteøen, film som Goonierne, Djævleøen og Pirates of the Carribean, samt kult-spil som Monkey Island -serien, har legitimeret, at elementer, der på ingen logisk måde berører sørøver-universet, spiller den mest naturlige rolle i selv samme. Og på denne måde tiltaler Dødssejlerens univers lytterens reference-ramme på kløgtig vis og skaber en overbevisende og autentisk musikalsk sørøver-kulisse.

Overstyrmand Fyrsten (også kendt som Illusionisten) bidrager også til konceptets røde tråd med sine tekster. Fyrsten er måske ikke blandt landets dygtigste rappere når det kommer til flow og teknik, men det har heller aldrig været hans metier. Fyrsten er en lyrisk maler, der arbejder med mørke nuancer og som specialiserer sig i stemningsbilleder. Melankolien, ængsteligheden, den forliste kærlighed og de depressive tendenser præger paletten, og det har ofte resulteret i besnærende portrætter - hans Syngende Engel Angrende Djævel er et fortrinligt eksempel herpå. På Dødssejleren har han bibeholdt kernen af den stil han behersker, og den omsættes overraskende godt til sørøveruniverset. Han har dog skruet en del ned for den mørke-sorte pessimisme og kompenserer med rabaldrende sørøver-slagsang og koncept-relevant name-dropping. Vi kan fx kaste et blik på hans vers fra "Den Flyvende Hollænder":

"Nålen i kompasset snurrer rundt med grammofonen /
Vi slavebundt af havet, bag tågen brænder solen /
Træbenene tramper til de trodsige toner /
Og horisonten står i flammer trods de grålige toner /
Den sidste flaskepost, kastes ud i havet /
Med livstegn og længsel, mellem linjerne stod det skrevet /
At jeg ikk' stod til at redde /
Det' en sørgelig ballade - Så bered jer /
Det her er en død mands sladder /
Har dækket dækket med forbandede sjæle /
16 skæggede, blækkede, bevæbnede djævle /
Forgældet ind i helvede, vi' satans yngel /
Hør Sirenerne synge, endnu en nat ka' begynde /
Det stormer, det tordner, de gir' tegn om at standse /
Det regner, det sortner, det har brækket en mast /
Det rusker i skroget og han truer mig for oven /
Men jeg blir' stående bag roret, det blir' husket i morgen"

Verset illustrerer meget godt, hvordan Fyrsten holder sørøver-temaet tæt ind til kroppen og fastholder konceptets røde tråd, dog uden egentlig at sige noget konkret. Flowet synes måske en smule brudt på nærværende nummer, og Fyrsten lader til at gøre det unødvendig svært for sig selv, med en konstant insisteren på at udtale ende-t'er som t'er og ikke bløde d'er (fx "Har dækket dækket" og "Det blir' husket i morgen"), der ærlig talt umuliggør en flyden med ord. At Mund De Carlo, der ligger i landets top hvad angår flow, gæster to numre og leverer kølhalende rap med et flow, der tvinger de fleste andre til at gå planken ud, er i høj grad med til at understrege Fyrtens mangler. Dødssejleren er dog ikke en hiphop-gruppe og deres plade er ikke en rap-plade, så denne "mangel" virker ingenlunde som en mangel i det givne kontekst. Nej, det er ikke atom-spaltende lyrik eller teknik, men Fyrstens rap fungerer yderst fornemt som kompas for Dødssejleren, og det er trods alt et absolut essentielt element i enhver succesfuld færd.
     "Desperat" er det eneste nummer, hvor Fyrsten fejler. Her ringer han bl.a. til Niklas for at slippe for dikkedarer, og rapper senere om hvordan han stalker en pige på facebook. Vi er simpelthen for langt væk fra sørøver-universet, og det er lidt ærgerligt.

Jeg udnævnte indledningsvis Simon Solem som Dødssejlerens kaptajn, og det er der en god grund til - han er rent ud sagt showets store stjerne. Han har produceret stort set alt, spiller næsten samtlige instrumenter - fra guitarer og klaver til trommer, perkussion og kazoo, og så synger, crooner, råber og skråler han sig igennem pladen til den helt store, yderst imponerende guldmedalje. Jeg kender ingen, der kan bruge sin stemme som Simon Solem - splitte mine bramsejl det er beundringsværdigt, det han kan. På "Sørøver Blues" og "Flaskepost" synger han med silkeblød røst, imens han på "Desperat" lyder som en djævle-besat pirat på badesalte. Han mestrer alt imellem de to modpoler og bruger rundhåndet sin vokal som fast element i sine produktioner. Dertil kommer det i høj grad til udtryk, at det er sangeren der har produceret: han går totalt i ét med sin musik. At høre ham croone hånd i hånd med musikken på fx "Så Langt Så Godt" er rendyrket blær, og når han "synger duet" med Christian Coppolas harmonika på "Det Gynger" og især på slut-stykket på "Flaskeposten", opstår der pure magi.
     At Simon Solem tilmed er en fremragende musiker, gør nærmest hele affæren lattervækkende! Fra milde jazz-toner på "Sørøver Blues", folkekære harmonier á lá Søren Kragh Jacobsen på "Flaskeposten" og forførende flamenco-guitar og tango-toner på "Den Sidste Tango", til Tom Waits'k fanden-i-voldskhed på "Desperat" og straight-up beat-drevet nakkebrækken på "Den Flyvende Hollænder", der naturligvis glider over i Peter Thorups nummer af samme navn fra Sebastians Skatteøen. For endegyldigt at slå fast, hvor latterligt meget overskud han besidder, imiterer Simon Solem Peter Thorups stemme til perfektion i starten af [Dødssejlerens] "Den Flyvende Hollænder", så man tror det er et scratchet vokalsample - vanvittigt!
     På "Poison Heidi" har Dødssejleren fået udefrakommende producer-hjælp fra Yogi, hvilket resulterer i pladen mest hiphoppede skæring, da Yogi hviler på en mere traditionel struktur. Coppolas harmonika er stadig med i fuld vigør, og Simon Solem spiller fortsat instrumenterne og leverer omkvæd, så nummeret passer stadig perfekt ind.

At Dødssejleren frit kan bruge et stykke af Sebastians Skatteøen (der i øvrigt er det bedste danske album nogensinde udgivet i min optik) og yde det retfærdighed og få det til at give mening på en og samme tid, siger for mig, personligt, en del om hvor vellykket et projekt Dødssejleren er.
     Et minus kunne være, at der er rigtig meget syngen, råben og skrålen, der i sit omfang kunne tyde på, at der er gået lidt på kompromis med plade-oplevelsen for live-oplevelsens skyld. "Styrbord, Bagbord! Styrbord, Bagbord!" på "Den Flyvende Hollænder", "En og To og Tre og Fire, Vi lander på bunden til vandet stiger!" på "Det Gynger", "Hey! Hey! Hey! Hey!" på "Poison Heidi" og meget, meget mere. På den anden side giver det faktisk utrolig god mening, at der på en plade, der er centreret omkring pirateri, er godt gang i festen. Det var højst sandsynligt ikke kedeligt at være til havs som sørøver, så det skal det da heller ikke være ombord på Dødssejleren.

Dødssejleren er ikke årets bedste hiphop-udgivelse, til det foregår der for meget andet end hiphop. Til gengæld er det nok den bedste danske plade udgivet i år, uagtet genre. Konceptet er genialt og veludført, og som musikalsk oplevelse er Dødssejleren ganske simpelt hamrende fed!

Ind imellem ka' livet ha' en led smag, men som den sømand jeg er kæmper jeg videre - rom blev ikk' drukket på én dag

5/6
- Jeppe Barslund

torsdag den 1. maj 2014

LEFTOVERS2013


Efter en succesfuld crowd-funding kampagne på booomerang, hvor over 100 mennesker skrabede 10.000 kroner sammen - en milepæl i hiphopanmeldelsers historie - blev LEFTOVERS2013 en realitet, og nu er den ude!

Det kan ikke siges nok: tusinde-1000 tak til jer, der bidrog til booomerang-kampagnen!

Leftovers-kompilationerne taler de usungne heltes sag. Her samler jeg de kunstnere, der i min optik har udgivet det bedste musik i løbet af året der er gået, men som stort set ingen kender. Dem, der ikke er blevet eksponeret i medierne i løbet af året, fordi de hverken er kendte, mainstream eller kommercielle nok til at blive inviteret ind i radio og TV. De små ildsjæle, der ikke laver musik pga. af penge eller youtube-views, men af kærlighed til kunstformen og håndværket. 
     I princippet er der ikke noget i vejen med "hits", men musik kan hurtigt blive et trivielt, monotont og kedeligt fænomen, hvis det kun består af de samme, enslydende pop-singler. Vi må ikke omfavne denne form for tomgang. Vi skal aktivt søge at få udvidet vores horisont, og dét er et af hovedmålene med mine Leftovers-opsamlinger.  

Illustreret af den fantastiske, geniale og skrupskøre Dorte Karrebæk

Kunne du tænke dig et eksemplar af LEFTOVERS2013, så hop ind på bloggens facebook-side, giv den et like hvis du ikke allerede har gjort det, og skriv en besked til mig der, med navn og adresse. Det eneste jeg gerne vil have til gengæld, er din mening om albummet i form af en kommentar til dette indlæg.

Til jer uden facebook: skriv til jeppe_barslund@hotmail.com med 'LEFTOVERS' i emnefeltet.

Tracklist
01. Qwel & Maker - "Wreck Room"
02. The Remnant - "Summer Dog Days"
03. Oddisee feat. Toine & Trek Life - "Outro Flow"
04. Vic Mensa - "Orange Soda"
05. Sweatshop Union - "Infinite"
06. Papoose - "Faith"
07. Dead Players - "Ever"
08. Klaus Layer feat. Blu - "Illest In Charge"
09. Jared Evan & Statik Selektah feat. Lil Fame - "Uma Thurman"
10. The Procussions - "December"
11. Sivion feat. DJ Sean P - "Honey Dew"
12. Tanya Morgan feat. Outasight - "All 'Em"
13. Shad feat. Eternia - "Love Means"
14. Rockwell Powers & DJ Phinisey - "Alive"
15. L'Orange & Stik Figa feat. Rapsody & Castle - "Before Midnight (Billie Holiday Remix)"
16. Natti - "Filthy Hard"
17. Add-2 & Khrysis - "Club Church"
18. Denmark Vessey & Scud One - "Cult Classic"
19. Ugly Heroes - "God's Day Off"
20. Prolyphic & Buddy Peace - "Six Feet High"  
21. Qwel & Maker - "Keep It Movin"
   
Hvis du ligesom stick.man her har modtaget et download kort med din bestilling (tak til Steffen for Lasertryk for, at de blev så skide flotte!) og vil indløse koden, skal du klikke dig herind på wots-shoppen, scroll'e lidt ned, til du kan se 'Wotsreleases download' i højre side. I 'indtast download kode' -feltet indtaster du download koden (duh!) og værs'go!

Credits
01. Produceret af Maker. Taget fra Beautiful Raw (Galapagos4) 02. Produceret af Deacon the Villain. Taget fra Indian Summer (The Remnant/Room 115) 03. Produceret af Oddisee. Taget fra Tangible Dream (Mello Music Group) 04. Produceret af Cam. Taget fra INNANETAPE (selv-udgivet) 05. Produceret af The NVSBL College. Taget fra Infinite (Urbnet Records) 06. Produceret af Alchemist. Taget fra The Nacirema Dream (Honorable Records) 07.  Produceret af Ghosttown. Taget fra Dead Players (Hi Focus Records) 08. Produceret af Klaus Layer. Taget fra The Adventures of Captain Crook (Redefinition Records) 09. Produceret af Statik Selektah. Taget fra Boom Bap & Blues (Showoff/Jared Evan Inc.) 10. Produceret af Stro Elliot. Taget fra The Procussions (Yotanka Productions) 11. Produceret af Theory Hazit. Taget fra Group Therapy (ILLECT Recordings) 12. Produceret af 6th Sense. Taget fra Rubber Souls (Imprint One80 Inc.) 13. Produceret af That Brother Lokey. Taget fra Flying Colours (Black Box) 14. Produceret af DJ Phinisey. Taget fra Build (selv-udgivet) 15. Produceret af L'Orange. Eksklusivt bonus track fra hjemmesiden (Mello Music Group) 16. Produceret af Kno. Taget fra Still Motion (QN5) 17.  Produceret af Khrysis. Taget fra Between Heaven And Hell (Jamla Records) 18. Produceret af Scud One. Taget fra Cult Classic (Dirty Science) 19. Produceret af Apollo Brown. Taget fra Ugly Heroes (Mello Music Group) 20. Produceret af Buddy Peace. Taget fra Working Man (Strange Famous Records) 21. Produceret af Maker. Taget fra Beautiful Raw (Galapagos4)    


- Jeppe Barslund