torsdag den 28. maj 2009

Shape of Broad Minds - Craft of the Lost Art


Velkommen, kære læser, til anmeldelsen af et se-ri-øst mærkeligt album! 'Craft of the Lost Art' udkom i 2007, og blev af de fleste (af dem som fik hørt det vel at mærke) set som et af dét års bedste udgivelser. Desværre var det kun et minimalt antal lyttere, der fik fornøjelsen af at opleve udspillet, og gruppen Shape of Broad Minds blev hurtigt glemt igen, og albummet blev ufortjent lagt på hylden, for at ligge og samle støv.
At Craft of the Lost Art (CotLA) ikke rigtig kom ud til folket, skyldtes måske, at der var en stor fed tåge af mystik, der omkransede projektet. Der var ikke nogen der havde hørt om et eneste af gruppens fem medlemmer, og da lyden nu engang lød som den gjorde (læs: meget kringlet og atypisk), var folk hurtige til at sætte Shapes of Broad Minds (SoBM) i bås som endnu en gruppe der prøvede at være avantgarde-overoriginale, uden overhovedet at have noget at have det i.
Bevares, "overoriginale" er måske det rigtige ord at bruge - her er det bare vigtigt at skrive sig bag øret, at overoriginal ikke behøver at være en negativ beskrivelse.
Det sjove ved hele situationen dengang var, at der ikke var andre end anmelderne, som havde fået uddelt en pressemeddelelse, der vidste, at gruppen, som officielt bestod af fem medlemmer, rent faktisk var en duo. SoBM består officielt af Jneiro Jarel, Jawwaad, Rocque Won, Dr. Who Dat? og Panama Black. Fire af gruppens medlemmer er dog tankeeksperimenter, måske endda semi-skizofrene karakterer, der udspringer sig af Jneiro Jarels personlighed. Jawwaad er en multi-instrument-musiker fra Houston, Rocque Wun er en psykedelisk, Jimmie Hendrix og Prince inspireret sanger fra vestkysten og Dr. Who Dat? er en småneurotisk pladesamler-nørd fra Philadelphia. Historien er, at Jarels mor arbejdede i hæren, og flyttede derfor konstant - de forskellige personligheder er så repræsentanter fra de områder hvor Jarel har boet igennem hans liv.
Panama Black lader til at være den eneste "normale" person i gruppen, rapperen fra Atlanta. Det vil altså sige, at produktionerne er sammensat af Jarel og Jawwaad (samme person) med en masse nørklede og skæve indslag fra Dr. Who Dat? (samme person), og så bliver der sunget af Rocque Wun (samme person) og rappet af Jarel. Med andre ord, alt bliver udført af samme person, bare camofleret som forskellige individer. Hvad der gør det hele komplet herligt er, at Jarel (højst sansynligt med vilje) ikke er sønderligt god rapper, derfor har "gruppen" fået Panama Black med ombord, der fungerer som den habile rapper. Jarel og Panama Black har garanteret moret sig da de lavede denne plade!

Det ultimative omdrejningspunkt er og bliver det skæve element. Hele projektet er lidt af et galehus af nydeligt skramlende produktioner, innovative inputs og yderst fantastiske detaljer. Der er ikke noget der hedder "normalt" her, og det med at hoppe på trends er bestemt udelukket - alle rammer skal brydes. Når kunstnere på denne måde forsøger at skabe noget 'HELT nyt', bliver det ofte for rodet, og bagmændende kommer tit til at fremstå som dekadente wannabe koryfæer, istedet for de genier de satte næsen opefter at blive. En af dem der er sluppet godt fra at skabe en ny lyd er Madlib, som i sin tid også var manden der blev sammenlignet med når talen faldt på Shape of Broad Minds. For hvad er det Madlib kan som alle de andre ikke kan? Madlib kender musikkens virkemidler, hvilket tillader ham at gøre hvad han vil med den. Han kan forme musikken som var det en klump ler, og han vil i næsten alle tilfælde få noget gyldent ud af det. Han ved hvad det kræver. Han ved hvad man kan og hvad man i hvert fald ikke kan.
Jneiro Jarel besidder samme evne. Han ved hvor grænsen imellem kunst og skrald går. Han kan derfor gøre næsten som han vil når det kommer til trommeprogrammeringer og parring af instrumentale brudstykker, han fejler ikke. Dette beviser han gang på gang, idet den ene cinematiske og dybt atmosfæriske skæring svæver igennem luften efter den anden. Numre som "Changes", "Opr8r", "BuddaFly Away", "They Don't Know", "Electric Blue", "Stiff Robots & Drunken Horses", "Solo (Underwater)" og "12C" er alle resultatet af en brilliant men twistet mastermind. Det kræver ikke den normale producer at skabe de skæringer man lægger øre til på CotLA. Men den "unormale producer" er, til os lytteres store tilfredshed, en rolle som Jarel glædeligt udfylder - og "den unormale producer' er netop beskrivelsen der i sidste ende gør sig som hans ubestridte signatur.

Ingen tvivl om, at Craft of the Lost Art er sin egen genrerforgrening af hiphop. Det er en lyd jeg aldrig har hørt før, og som jeg højst sansynligt heller ikke kommer til at høre igen. Ikke engang 'Georgiavania' udgivelsen, som Jarel udsender med Khujo Goodie under navnet Willie Isz kommer i nærheden af den vidunderlige galskab som CofLA var skabt af. For når alt kommer til alt, så er den galskab jeg bliver ved med at hentyde til, en af de smukkeste jeg har oplevet af slagsen, og i sidste ende fremstår dette album som lidt af et pragtværk, som alle, der har mod på at prøve noget nyt, burde erhverve sig.

5/6

tirsdag den 26. maj 2009

Hocus Pocus - Place 54


"I tell her "Je ne parle pas francais", but when the rythm is cool /
It doesn't matter if together we move"

For anden gang åbner de franske hiphop guder porten til et paradisland, hvor de rålækre produktioner hænger på træerne, de gode vibrationer ligger tæt i luften, og hvor folket har en uset klar måde at få deres beskeder ud på, dette være på trods af, at de taler et sprog vi andre ikke forstår!

Kan der være nogen tvivl om at det er Hocus Pocus der er tale om - næppe. Da de udgav mesterstykket "73 Touches" i 2005, som jeg først fik hørt 3 år senere, stod det meget klart, at de var en af de grupper, der "bare" spytter fantastisk musik ud, som om det var det letteste i verden. Akustiske produktioner med de sprødeste detaljer, fabelagtig lyrik og en mesterlig tendens til at inkluderer det engelske sprog i deres udvalg af scratch og omkvæd, der gjorde det muligt for 'os andre' at nyde godt af deres musik. Så kom efterfølgeren i 2007, som jeg først fik hørt året senere. Jeg ved ikke hvorfor jeg har været så meget bagud, så langt er der heller ikke fra Frankrig til Danmark!

'Place 54' er brygget ud fra den præcis samme formular, måske endda bare bedre og mere vellykket end debuten. Koncepterne og ideerne er langt mere gennemført, og helhedsbilledet er på alle måder fænomenalt. Alle gæsteoptrædende synger/rapper på engelsk, og enkelte sange er udført udelukkende på engelsk, hvilket gør at man til tider glemmer at det er fransk hiphop. Der er endda et interlude med rapper'inden T. Love som på humoristisk vis understreger "problemet" ved fransk hiphop, idet hun meget præcist siger, at hun ikke aner hvad der bliver rappet om, men at det stadig er umådeligt 'dope', og det er sådan hun ved at musik er universelt.

Men hvad er der i grunden at forstå? Vi ved fra første udgivelse at drengene har hjertet på rette sted, og at de ikke berører andet end aktuelle og relevante emner, letflydende over den ene genistreg af et beat efter det andet.
Jeg skrev det samme i anmeldelsen af "73 Touches", men det gør sig i høj grad også gældende her; fransk rap har en enorm force, idet sproget i sig selv er fantastisk at høre på. Det er derfor ikke en nødvendighed for lyttere at kunne forstå ordene - følelsen og groovet i sig selv er i de fleste tilfælde mere end rigeligt.
Skulle man alligevel komme til at savne et skud engelsk rap, så er der heldigvis også nogle himmelske inputs undervejs, som fx på det åndsvagt gode "Vocab!", hvor Mr. J Medeiros bidrager med nogle fremragende linjer:

"You know when I'm asking for "Maximum de bruit!" /
I'm actually asking if you see a passionate MC.
I'm past masking who I be - I paid my dues /
It's like "Tout le monde dit yeah!" - if they are playing y'all like "déjà vu".
I'm saying dude they giving us the same one liners;
money, drugs, guns honey's, thugs mining
for gold, cash, diamonds in the ears of deaf soldiers /
yo I'm holding fast to rhyming for the years they left over"

Faktisk har størstedelen af pladens højdepunkter engelsksproget sang med - hvilket grunder den uhørt høje 'replay value' som albummet besiddet. "Move On" er kun engelsk sang, og det er så forbandet lækkert at jeg ikke umiddelbart kan retfærdiggøre det med ord her. Det samme kan næsten siges om "Smile", hvor Omar leverer et super enkelt men ekstremt velfungerene engelsk omkvæd over det franske rap. Og beatet... for søren hvor det dog er eminemt det de kan de franskmænd! Der er så mange smooth og sjælfulde instrumenter der på fineste vis ramler sammen, og tjaa, "mesterværk" er vel det eneste fornuftige ord at bruge om dét nummer.... og "Touriste"! Og "Je La Soul"!! Og "Tournée"!!! Og "Recycle"!!!! Damn, ja listen er lang, og jeg har ikke engang fået nævnt "Voyage Immobile", der velfortjent bliver priset som et af de bedste hiphop numre i mange år overalt på internettet. Og så er der selvfølgelig førstesinglen "Mr. Tout Le Monde" der uden tøven skal tilføjes til samme liste :

Hocus Pocus - Mr Tout le Monde



- I burde på nuværende tidspunkt have regnet ud, at jeg er totalt solgt til Hocus Pocus' musikalske univers, og jeg venter gerne på jer andre "heroppe" i paradislandet, for verden er sgu et smukkere sted når "Place 54" danser ud af højtalerne. Se nu bare at få købt det album!

6/6

tirsdag den 19. maj 2009

Zeitgeist - Under Abstraction EP


Der er i nyede tid en herlig tendens til at lave musik, som ikke kan kategoriseres. Musik der ikke vil lade sig sætte i bås som en genre, men i stedet som en nuanceret udtryksform, der berøres af talrige musikalske lag. Det er ikke nemt at sætte fingeren på hvem der startede denne bølge, men ingen tvivl om at fx. DangerMouse har gjort sit for at popularisere denne form for musik. _
Kunstnere i vort kongerige er også begyndt at finde kryds-genrer musikken interessant. Her kan, blandt mange andre, Balstyrko nævnes som en af de nyere grupper der har formået at gennemføre konceptet bedst.
Den mindre kendte sekstet fra Århus, Zeitgeist, følger nu tidsånden (høhø) med deres EP "Under Abstraction", som bestemt heller ikke er nem at placere som genrestykke. Dette har tydeligvis også været et af hovedformålene med projektet. Ser man på gruppens bagmænd finder man lidt af en bred vifte af forskellige personligheder og tilhørende baglande; En jazz-orienteret pianist, en electronic musiker, en trommeslager, en pop/rock sanger og to rappere, og de har så slået hovederne sammen og forsøgt at skabe en fusion imellem alle deres musikalske indgangsvinkler. Noget de er slupper utroligt godt fra.

Det første der rammer en, er forundringen over hvor mageløst harmonisk størstedelen er produceret. På "Logic In Starlight" og "Alright Heart Attack" er der et utroligt sikkert og melodiøst klaverspil som bærende søjle, der tillader de mange små, skæve indputs, der dominerer at flyde let rundt, uden det på nogen måde virker malplaceret. Og hvad mener jeg så med "små skæve inputs"? - Fx det faktum at al sang er på engelsk og rappen dansk - det virker kun naturligt på et projekt af denne natur, og kemien imellem forsanger Martin og rap-makkerparret Jonas og Ali fungerer ubeklageligt. Rap-elementet er muligvis det mindst synlige - det er udelukkende i lyrikken at hiphoppen gør sin entré, da produktionssiden hovedsageligt er jazz/pop'et. Men igen, det er de små detaljer der gør det, og lyrikken er desuden ganske blændede;

"almindelig sund fornuft er ikk' almindelig længere /
og fornuften er sund fordi den ikke smitter".
Der bliver reflekteret over nogle på sin vis basale ting, men når der bliver sat så præcise og gennemtænkte ord på, virker det pludselig meget mere dragende og inderligt.

"Daydreaming Infinite" må også lige nævnes, med dets fremragende, langsomt hoppende bassgang og de støvede trommer. Det er som en jazz-session hvor der bare bliver jammet, hvor alle instrumenterne står lidt for sig selv, men på samme tid formår at gå op i en højere enhed. Virkelig godt.

Det er dog stadig det uovertrufne "Alright Heart Attack", der fremstår som EP'ens største bedrift. Det opsumerer på alle fronter, hvor godt kryds-genre musik kan lyde når det gøres rigtigt. Jeg kan ikke se hvorfor dette nummer ikke skulle kunne blive spillet som P3's uundgåelige eller noget i den dur, for det er vitterligt mange mil bedre end meget af det danske musik der laves i dag. "Under Abstraction" burde kunne åbne døre for de seks århusianere. Jeg er i hvertfald glædeligt overrasket over denne lille perle af en EP

4.5/6

torsdag den 14. maj 2009

Ludacris - Theater of the Mind



Ludacris er og har altid været en spøjs fætter! Han laver altid cd'er som er halv/halv dopeness og totalt skrald. 'Word of Mouf' har en særlig stjerne i min bog med numre som "Area Codes", "Growing Pains" og "Freaky Thangs", der alle ville være at finde på min liste over bedste hiphop skæringer, hvis en sådan skulle laves. Men selvom disse tre guldklumper er på albummet, er der samtidig forfærdeligt meget affald. Dette lader til at være Ludas opskrift hver gang han laver et album; en håndfuld ekstremt fremragende numre og en lidt større samling ligegyldige eller decideret dårlige numre. 'Theater of the Mind' er bestemt ingen undtagelse - den følger Luda-opskriften til punkt og prikke.

Førstesinglen for eksempel er et, hands down, fantastisk nummer. Gøgler rap fra gøglermesteren, et supercrisp beat og et finurligt omkvæd af T-Pain, som denne gang rammer plet. Selvom det måske er lidt "let", for et nummer som dette er der mindst et af at finde på alle Luda cd'er, så er det intet problem når det funger' så smooth som her. Måske jeg er let at imponerer, men "One More Drink" er blevet banget seriøst meget på mit anlæg.



En yderst spændende collabo der også er at finde på 'Theater of the Mind' er med DJ Premier på "MVP", hvor der skrues op for flow-akrobatik og storhedsrim. Premier har udtalt, at han til hver en tid vil sætte Ludacris på hans top 20 over bedste mc's nogensinde, mest af alt fordi Luda er den han er. Hvis man tager og tygger lidt på det udsagn, så kan man faktisk ikke andet end at give manden ret. Ludacris har ikke ændret sig meget siden hans debut, og han har hele vejen igennem holdt en høj standart, og der er vist aldrig nogen der har været i tvivl om, at han faktisk snildt kan mænge sig med top eliten. Dette bevises igen og igen på 'Theater of the Mind', hvor Common får kamp til stregen på det eminente 9th Wonder producerede "Do the Right Thang". Giganterne NaS og Jay-Z må se sig besejret på stregen på "I do it for Hip Hop". Og så er der både Lil' Wayne, T.I., The Game og Rick Ross som Ludacris tørre fødderne af i som de dørmåtter de er. Ingen chance for at hamle op imod Luda her!

Det største problem er produktionssiden, som desværre kun sjældent formår at imponerer. Ludas lyric er på rette sted på de fleste numre, hvorimod beat'sne lader til at være hægtet af kilometervis tilbage. Ærgerligt, for selv de fedeste flows of rim falder lidt til jorden når de går hånd i hånd med de ofte flade og upersonlige produktioner.

Ludacris har aldrig lavet et 'classic' album og kommer nok heller aldrig til det. Tilgengæld vil han om en udgivelses tid kunne sparke en af de største, stærkeste og uden tvivl mest mesterligt fantastiske rap opsamlinger på gaden, nogensinde. Derfor bliver Luda aldrig kedelig, og derfor bliver vi ved med at elske ham, selvom hans albums enkeltvis aldrig er noget specielt at juble over.

3.5/6

onsdag den 13. maj 2009

Eminem - Relapse



Eminems comeback har længe været på mange folks læber. Eminem, der engang bar kronen som 'best MC alive', som vi alle så fallere igennem årene, lovede at den gamle Eminem ville vende stærkt tilbage på dette album, med de gode gamle rim om nedgørelse af kvinder, overfaldt, had imod homoseksuelle, vold og alt det andet gode. Man kan egentlig undre sig over, hvordan man egentlig har kunnet tillade sig at glæde sig til dette! Ikke desto mindre har jeg i hvert fald glædet mig til dette album i laaang tid.

Smæk - på med cd'en. Volumen skrues lige så højt op som forventninger, og lytteren her læner sig langsomt tilbage i stolen for at imødekomme de første noder med rette velkomst.

En time, 16 minutter og 5 sekunder senere...

Lytteren sætter sig op i stolen igen og sukker svagt. 'Var det virkelig det' er det første man har lyst til at sige. "Relapse" albummet virker overordnet set som et utroligt påtaget projekt, hvor alle parter har glemt den anden halvdel af hjertet i processen. Umiddelbart glæder det i høj grad en, at Dr. Dre har produceret samtlige numre (på nær "Beautiful"), men ikke et eneste nummer indeholder Dre-sjælen. Samlebåndsproduktioner ligner ikke Dre, men det er hvad han har hostet op med her. Samme trommeprogrammeringer og tempo hele vejen igennem, med små eneklte detaljer der på ingen måde redder noget som helst. "Old Time's Sake" er tæt på at lægge sig op af det, som man normalt vil kalde en ordenligt Dre banger - men også kun tæt på, for det når aldrig at blive rigtig storslået. Der er ikke noget decideret dårligt nummer, det kan vel ikke lade sig gære når man er i selskab med disse to herre, men for Eminem/Dre standarten, ligger alt på Relapse meget langt nede på skalaen. "Crack A Bottle" er egentlig et ok fedt track, men hold da kæft en nem løsning! Det har ikke taget meget hjerne at skabe det nummer - dog en smart første singel.

- Eminem er en mærkværdig fyr. Han gør tydeligvis hvad han kan for at lyde som den go'e gamle psycho, men det er bare for nemt at høre, at han har lyttet for meget til Slim Shady og Marshall Mathers LP'erne for at høre hvordan han gjorde dengang, for så at kopiere det. Problemet er bare at han jo ikke mener det mere, og det brænder igennem både i rimene, på flowet og ikke mindst stemmen, som ofte lyder som en joke af ham selv.
Han kan stadig skrive tekster. Der er ingen tvivl om at han ikke helt har mistet sit rap-talent. Det lyder bare ikke så relevant længere, og det hele har den der "been there done that" følelse, man har ligesom hørt det før.

I mine øjne er Relapse en ærgelig udgivelse. Den kunne have været så meget men er endt som så lidt. Jeg håber ikke at dette er beat-standarten for Detox. Dr. Dre producerede nummeret "Grow Up" til Bishop Lamont sidste år som, på trods af at hverken rapperen eller nummeret fik noget opmærksomhed overhovedet, er et fuldstændig fantastisk nummer. Og nu når Aftermath og Interscopes pengemaskine nummer et udgiver nyt, så får han ikke andet end efterladenskaber at arbejde med. Synd synd... Det lader til at vi altså skal vente til Fashawns debut for at få super-duper-dopeness hip hop serveret...

3/6