"I, as an artist, would rather have people call me "emo" because they don't understand it, than dislike me because they don't believe me"
- Grieves
- Efter Evidence var gået til lydprøve, gik der ikke mere end et halvt minut før Grieves og Budo sad i sofaen. Grieves som den energiske joker og Budo som det mere fattede, laidback sidekick. Der havde været run på hele dagen, og de virkede begge to mere end lykkelige for at få lov til at sidde ned i en sofa i ti minutter med en Ginger Ale og slappe lidt af.
"Velkommen til København. Hvordan er jeres tour forløbet?"
"Det har været bad ass! Vi har ikke rigtig haft chancen for at tournere i Europa endnu. Vi har været i Skandinavien en gang før med Brother Ali, og en enkelt gang i Frankrig, men det her er vores første rigtige Europa-tour. Vi har faktisk været med engang før, men Rhymesayers ville have os til at spille i Texas til SXSW (South by South-West), så vi var nødt til at baile fra Europa-touren, hvilket er pænt nederen når man er fra the States!"
"I spillede i Danmark for to år siden med Brother Ali...."
Budo: "Ja, på Rrrrust!"
"Jeg kan huske, at den dag i spillede samtidig var den officielle udgivelsesdato for Confessions of Mr. Modest, og jeg købte det officielt først eksemplar af dig, fordi der havde været problemer med at få sendt pladen ud i butikkerne. Hvad er der sket i tiden mellem Confessions of Mr. Modest og jeres nye (Together/Apart)?"
Grieves: "Efterfølgende solgte vi ca. tre eksemplare mere af Confessions of Mr. Modest, så det var virkelig en succes! Men Mr. Modest... var egentlig mere et mixtape end et album, og vi var faktisk allerede i gang med Together/Apart da vi var her sidst. Men de sidste to år har stort set udelukkende været go-go-go, og størstedelen af Together/Apart er blevet til on the road."
"Together/Apart er jo jeres Rhymesayers-debut. Hvordan er det at være "den nye dreng i klassen"? Føler I et pres?"
Grieves: "Indtil videre har det været ovenud fantastisk! Vi er jo lidt Rhymesayers' underdog på grund af vores tilgang til hiphop. Rhymesayers satser ikke lige så dyrt på os som på f.eks. Atmosphere eller Brother Ali, men vi kan faktisk rigtig godt lide at få lov til at eksperimentere lidt og være lidt anderledes, og på dén front har vi 100% frie tøjler. Samtidig er det meget inspirerende at lave musik med folk, der har været med i gamet i så lang tid og har så meget erfaring at dele ud af. Man kan sidde og høre på Slug, Ali og Blueprint snakke om alt det crazy shit de lavede på 'God Loves Ugly'-touren tilbage i 2002 og bare tænke "damn, de har virkelig bare været rundt omkring og set og oplevet ting sammen - det vil vi også!". - Så for to new cats som os er det guld værd at arbejde sammen med de her gutter, der er en uendelig kilde til visdom og gode råd. Samtidig bringer vi også noget på bordet, som de andre ikke har, så på den måde er vi jo et rigtig godt supplement til resten af flokken."
"Jeres lyd er meget organisk og melodisk, du synger meget og skriver meget personlig tekster. Hvad er vigtigst for jer i jeres musik?"
Grieves: "Ærlighed. Det lyder som lidt af en kliché, men jeg oplever ofte, at folk har fundet hjælp i mine tekster fordi de kan relatere til de samme problemer som jeg har haft, og jeg vil meget hellere hjælpe en håndfuld mennesker med real life problems end at rappe om diamond encrusted fucking hot air baloons full of strippers, som ingen rigtig kan bruge til noget."
"Hvis man lytter til jeres musik på YouTube, så er der ét ord man ofte støder på i brugerkommentarerne som beskrivende for jeres musik, nemlig "emo-rap" - hvad siger I til dét mærkat?"
Grieves: "Den betydning "emo" har fået er fuldstændig latterlig. Hvis jeg laver en sang hvor jeg udtrykker mine følelser, så er jeg emotionel og dermed "emo". Går man tilbage i tiden og ser på kunstnere som Al Green, Bob Marley og Marvin Gaye, så har man også kunstnere, der krænger deres sjæl ud i deres musik. Ville man kalde dem for "emo"? Nej! Men hvorfor egentlig ikke? Jeg tror folk er blevet bange for at snakke om følelser, så hver gang der er en sanger der åbner op og fortæller om hjertesorger eller tab, som jeg jo ofte gør, jamen så er han da bare "emo". At være "emo" er blevet en negativ ting i årernes løb, men som jeg ser det er det værre ikke at være "emo", for hvis du ikke er i stand til at snakke om følelser, hvad kan du egentlig så?"
Budo: "Musik er jo underholdning, ja, men kunst som udtryksform har altid handlet om følelser. Bach og Beethoven komponerede symfonier for at udtrykke følelser. De største malere malede billeder for at udtrykke følelser. Populærmusik og mainstream hiphop er jo nærmest den eneste "kunstart", hvor følelser ikke er en nødvendighed. Forestil dig en maler bruge hundrede timer på et maleri, uden at være følelsesmæssigt involveret - det ville jo aldrig ske.
"Hvad så nu? Hvordan ser fremtiden for Grieves & Budo ud?"
Grieves: "Vores kalender er fyldt op langt ud i fremtiden, så mere af det samme basically. Når den ene tour er overstået starter den næste - ain't no day off! Vi kommer jo nok tilbage til Danmark og Europa om ikke så lang tid. Brother Ali er snart ude med hans nye plade, og så tager vi med ham herover og fester. Men som vi [Rhymesayers ] har snakket om før, så er det altid fedt at komme herover og spille, for det virker ofte som om, at folk herovre værdsætter musikken mere end back home.
. . . .
- Mere sofa-afslapning og Ginger Ale blev det ikke til for de to herrer i denne omgang, da de på dette tidspunkt i interviewet blev kaldt til lydprøve. Som det allersidste nåede jeg at spørge dem, om jeg måtte bruge en af deres numre til Leftovers mixtapet, til hvilket de nærmest i kor svarede "Hell yeeeaaahh!".
- Foto: Andreas Stenager Pedersen -
Jeppe, Grieves, Budo og Maja
- Jeppe Barslund
