Året der gik: 2014

"Being with you and not being with you is the only way I have to measure time"

- Jorge Luis Borges

Tid er en mærkelig størrelse. Nogen gange snegler den sig afsted, andre gange flyver den fra én, og så findes der perioder, hvor der ganske simpelt ikke er nok af den. Mit 2014 har været præget af sidstnævnte. Travlhed og omvæltende livsbegivenheder på privatfronten - der har gjort 2014 til det bedste år i mit liv - har givet usalig genklang her på bloggen, der har gennemlevet sin største tørkeperiode hidtil.

     Tilbage i september tog jeg konsekvensen af denne tørkeperiode og spurgte jer, højtelskede læsere til råds om, hvad der kunne gøres. Det blev "vedtaget", at det mest optimale løsningsforslag var at integrere et kuld gæsteskribenter, der tilsammen kunne holde bloggen i live. Dette har endnu ikke båret frugt, sikkert grundet travlhed i de respektive volontørers hverdag (det er ikke nemt at finde tid til ulønnet goodwill arbejde!), men jeg håber på, at de, der kontaktede mig i sin tid, stadig kunne være interesserede i at bidrage fra tid til anden. Som det ser ud nu, vil bloggen nemlig ikke blive befriet fra tørkeperioden, hvis jeg egenhændigt skal opretholde den. Desværre.

     Årsagen hertil skal ikke være en hemmelighed. Jeg blev far d. 1. november til en lille lækkerbisken af en dreng. Ugen efter, ment i bogstaveligste forstand, flyttede vi. En omfattende flytning, efter en endnu mere omfattende istandsættelse af den nye lejlighed. Alt imens dette stod på; fødsel, flytning og istandsættelse, var jeg i praktik, som nu er afsluttet og skal rundes af med en bachelor-opgave, som jeg knokler med i skrivende stund.

     Jeg håber på baggrund heraf, at I har forståelse for tørkeperioden og kan se igennem fingre med det lidt endnu. Og så håber jeg ikke, at denne "midlertidige" adskillelse forpurrer det vi har opbygget. "Time doesn't take away from friendship, nor does seperation" sagde Tennessee Williams, og lad os holde fast ved det!

Trods mangel på indlæg og anmeldelser her på bloggen, har jeg fået hørt rigeligt i løbet af året til at kunne koge en velsagtens obligatorisk års-liste sammen. Det er vel også det I har klikket jer herind for.

Top 10: udenlandske udgivelser

01. Red Pills + Black Sugar, Beleaf (læs anmeldelse)
02. The Orchid Days, L'Orange (læs anmeldelse)
- 03. ...So We Ate Them Whole, Jam Baxter (læs anmeldelse)
04. s.t., Intuition & Equalibrum (læs anmeldelse)
05. The Art of Joy, Jackie Hill Perry
06. RTJ2, Run the Jewels
07. Respect the Architect, Blueprint (læs anmeldelse)
08. E&J, Dag Savage (læs anmeldelse)
09. Barrell Brothers, Skyzoo & Torae
10. Strange Journey Vol. Three, CunninLynguists (læs anmeldelse)
10. s.t., Your Old Droog

Også nævneværdige: If There's A Hell Below (Black Milk), Dark Comedy (læs anmeldelse) (Open Mike Eagle), Piñata (Freddie Gibbs & Madlib), Floating While Dreaming (Pell), PTSD (Pharoahe Monch), Hallways (Homeboy Sandman), Hella Frreal (Mike Mictlan), ... And Then You Shoot Your Cousin (The Roots), Cilvia Demo (Isaiah Rashad), Equations verbales (Micronologie)

Årets skuffelse: Nobody's Smiling (Common)

- min godeste gode ven Common begik sin (efter min mening) første bummert med Nobody's Smiling, der godt nok høstede en del ros rundt omkring, men som i min optik er mere eller mindre uinteressant hele vejen igennem. Min store helt var alligevel ikke ufejlbarlig.

Top 5: danske udgivelser

01. s.t., Dødssejleren (læs anmeldelse)
02. s.t., Marwan (læs anmeldelse)
03. Vi hjerte Alberte, Pede B (læs anmeldelse)
04. Frit Fald, Mund De Carlo (læs anmeldelse)
05. Stratosfære, Aesthetic (læs anmeldelse)

Også nævneværdige: DNA (læs anmeldelse) (Per Vers), Hiphop (læs anmeldelse) (Benal), (h)udkrængninger (Esben og politika projektet)

Årets skuffelse: V (Suspekt)

Suspekts femte plade er ikke decideret dårlig, men med alt for magelige produktioner, ofte forudsigelig lyrik, lidt for meget hvilen på laurbærene, en næsten mixtape-agtig struktur og manglende ambitioner om at gøre det, Suspekt altid har gjort; tage musikken nye steder hen, var det for mit vedkommende en rimelig pauver affære.

Top 10: danske hiphop-tracks

01. "Op" (Aesthetic feat. Bejamin)

02. "Abstinenser" (Sigma feat. Loke Deph)

03. "Vi vågner når vi dør" (Marwan feat. Jooks)
04. "Det var midt i julenat" (Per Vers)
05. "87'er" (Mund De Carlo)
06. "Hvordan" (Pede B feat. Nixen & Alberte)
07. "Fri" (Nota Bene)
08. "Reality" (Kaput)
09. "Fransk" (Suspekt)
10. "Bootycall" (Benal)

Også nævneværdige: "Hov" (Marwan), "65 bars sandhed" (Censur), "Elvis smil" (Pede Gøbb), "Den anden vej" (Manus Nigra feat. Marki Snøre), "I kamp" (Z-E-B-), "Funken er tilbage" (NATKAT)

Årets danske hiphop-kunstner: Først udgav han et solidt soloalbum, om hvilket jeg bl.a. skrev: "Han kaster rundhåndet omkring sig med lyriske- og raptekniske kraftpræstationer, der sikrer ham en plads på top 5 over landets pt dygtigste rimsmede". Dernæst hoppede han ombord på Dødssejleren og bidrog med to fabelagtige vers til deres plade. Og i november leverede han en så sindsoprivende og ærefrygtindgydende flot præstation imod Jøden til Rap Slam Battles #14, at der blev målt enorme udslag på Richterskalaen omkring Den Grå Hal på Christiania. Sideløbende har han endda haft tid til at arbejde på EP'en Ordene først, der udkommer til marts. Årets danske kunstner er Mund De Carlo.

2014 var også årets hvor...

... Leftovers2013 udkom. Et album (kompilation) som jeg simpelthen synes blev sindsygt godt. Alt faldt i hak: fra en sublim trackliste til jeres generøse bidrag på Booomerang og til Dorte Karrebæks illustrationer. Leftovers2013 er min personlige favorit, og hvis ikke man har fået tjekket det, synes jeg man skal gøre det HER. Hvis man har tjekket og hørt det, synes jeg man skal give en lille kommentar med på vejen. Der har ikke været så mange inde og give deres mening til kende omkring Leftovers2013, så det synes jeg at du skulle gøre, lige nu, lige HER.  

Hvad venter os i 2015?

2015 har potentialet til at blive et suverænt hiphop-år. Der er ingen tvivl om, at det jeg glæder mig mest til er Nota Bene og Daveys fælles projekt, som efterhånden har været undervejs længe. Et projekt, der har potentialet til at blive noget af det bedste danske hiphop nogensinde udgivet. 

     Også Trepac og Boones projekt burde blive spændende. Boone er producer i Kaput, der har fået hiphop-hoveder i hele landet til at spærre øjne og ører op i løbet af de sidste par år, og Trepac kender vi som en af landets dygtigste rappere, så også der er der rig mulighed for noget seriøst godt. Og Trepac har haft travlt. Jeg satser en 10'er på, at han og Melancolia udgiver deres Torden og Lynild plade i 2015 også. En plade, hvis niveau næsten er givet på forhånd. 

     Om Sigma har noget på vej ved jeg ikke, men med nummeret "Abstinenser" fra i år, som jeg havde som #2 på listen ovenfor, kan man kun håbe. Deres Frisk Valuta var fantastisk, og noget siger mig, at de kun er blevet bedre siden da. 

     Kigger vi på det store udland, glæder jeg mig som et lille barn til at høre GemStones' debutalbum Blind Elephant. Indtil de to endte i en fejde, var GemStones og Lupe Fiasco bedste rap-venner, og hver gang Lupe har haft GemStones med på et nummer, enten som rapper eller sanger - han mestrer begge til perfektion, har resultatet været mesterligt. "He Say She Say", "Free Chilly", "Dumb It Down" og "We On", for at nævne et par stykker. Solo-tracks som "Fire In My Heart" og "Skeletons" understreger yderligere hans overlegne stadie, og jeg regner med noget skelsættende fra GemStones, intet mindre. 

     Fashawn's The Ecology er lige om hjørnet, og selvom første-singlen "Golden State of Mind" er jævnt kedelig nægter jeg at tro, at Fashawn har tænkt sig at skuffe. Exile har det store forkromede overblik over lydsiden, så det må næsten blive godt. 

     Jeg satser en 10'er mere på, at Kanye West udgiver "noget" i 2015, og selvom mange synes han har været en klovn af flere omgange i år, er jeg fortsat lige begejstret for ham, og jeg vil altid glæde mig til projekter fra hans hånd.

Det var mit år 2014

- Hvordan så jeres ud? Hvad er jeres top 5 eller 10? Og hvad glæder I jer til i det kommende år?

God bag-jul og godt nytår til jer alle

- Jeppe Barslund

El-P + Killer Mike = Run The Jewels

"Dolphins prone to rape'll hear the tape and start to think about it /
Monks won't immolate themselves until the record hits the shelves /
Yetis walk right out the woods to cop it without thinkin' bout it /
Workers at the sweatshop kill they boss to how the vets drop /
Worker ants surround their queen and chew the bitch's head off /
Drug-dogs bark at the tour bus when it park /
Priests take the cock out of their mouths to hum along when the chorus drop"

- Der er ingen som El-P, der kan lægge tonen for et album så nådesløst og over the top!
   
Killer Mike udgav sidste års absolut bedste plade med R.A.P. Music som El-P velsignede med sin - efter min mening - flotteste og mest sprudlende samling beats til dato (læs anmeldelse her). På baggrund af pladens store succes (i undergrunden) har de to nu slået hovederne sammen for at danne gruppen Run The Jewels og har udgivet deres selvbetitlede debutalbum gratis.

Run the Jewels har meget til fælles med R.A.P. Music; kemien imellem de to er fænomenal, energien er i top, deres flows imponerer og produktionerne rykker. Personligt synes jeg dog samtidig, at Run the Jewels er et step down fra R.A.P. Music på samtlige punkter. Hvor den konfrontatoriske battle-rap blev suppleret med sublim storytelling og stor spændvidde i emnevalgene på R.A.P. Music, synes Run the Jewels rimelig ensrettet i indholdet, og Killer Mike får aldrig foldet sine egentlige evner ud i samme stil som på R.A.P. Music. På nærværende plade holder han sig primært til battle-rappen, hvilket han dog også kommer godt fra. På "Job Well Done" rapper han:

"Whoo, they done let that fuckin' Mike Out /
It's like Tyson in the '80s, nigga snap and punch your lights out, YEAH /
It's like Tyson in the '90s, if I'm losing take a bite out /
I'm so motherfucking grimy /
So motherfucking greedy, gritty /
Mama said she couldn't breast-feed 'cause I was bitin' at the titty"

Battlerappen bliver dog en smule ensformig, og jeg savner numre som "JoJo's Chillin'", "Reagan" og"Don't Die". Rent rap-mæssigt synes jeg endda at El-P stjæler showet, og da han har produceret hele herligheden ender det i min optik med at lyde som et El-P projekt med Killer Mike som gæst, og ikke et fælles projekt.

Lydsiden er rendyrket El-P! - Det hele slår fandens hårdt, det er grumset, insisterende, larmende og uhyre effektivt. Igen synes jeg dog at det er et step down fra R.A.P. Music. Mange af produktionerne lyder 70-80% færdige, betydende at jeg synes der mangler den sidste kant og detalje, der gjorde at samtlige numre fra R.A.P. Music var prangende stand-out tracks. Den gode nyhed er så, er selv på 70-80% lyder El-P bedre end mange andre, så det er bestemt solidt. Et gennemgående problem for mig, som trækker en del ned for mig, er omkvædene. "DDFH" bærer et monster af et beat, men desværre også et virkelig slattent "Æh, æh, æh, æh, æh, æh-æh-æh" -omkvæd. Det samme gør sig gældende med "No Come Down" og "Get It", der lugter lidt af, et en dead-line eller lignende har forhindret dem i at færdiggøre numrene.

"Producer gave me a beat, said it's the best of the year /I said "El-P didn't do it so get the fuck outta here!""

Ovenstående citat fra Killer Mike har stadigvæk en vis rigtighed, for El-Producto's beats er stadig super sprøde. I min optik har hele Run the Jewels -projektet her bare en "for sjov" vibe over sig, der gør, at jeg nok ikke kommer til at høre det så intenst som deres forgænger. Og for at sætte tingene i perspektiv, så hører jeg stadig R.A.P. Music regelmæssigt.  

Hent Run the Jewels gratis her

4/6

- Jeppe Barslund