Året der gik 2012 - Et tilbageblik

Kære venner. Endnu et år er ved at lakke mod enden, og i den anledning skal vi da lige kaste et tilbageskuende blik på året 2012 og se, hvad der skete på den musikalske front.

Lad os starte hjemme. 2012 har været et spøjst år for dansk rap. Om det er fordi jeg ikke længere anmelder for wots.dk og ikke får hørt synderlig meget, eller om 2012 rent faktisk bare var et halv-sløjt år for dansk rap, skal jeg ikke kunne sige, men rent udgivelses-mæssigt har der ikke været voldsomt meget at skrive hjem om. Kesi droppede Bomber Over Centrum, men det var mestendels fusere. Pede B gjorde det rimelig godt med Over Askeskyen, der dog døde hen lidt hurtigt, og DJ Static udgav det måske mest overhypede album i dansk rap historie med Rolig Under Pres (?), der dog kunne ryste et par solide tracks af sig. De eneste plader jeg rent faktisk har nydt fuldt ud kan koges ned til to stykker: Dialektens Spis Rester II mixtape (anmeldt HER) og Tudsegammelts selvbetitlede debutplade (anmeldt HER).
     For mig har 2012 i højere grad været et år, hvor der er udgivet en masse stærke enkeltnumre, så i steder for at lave en 'Top 5' eller 'Top 10' liste - hvilket jeg ganske simpelt ikke ville være i stand til - har jeg lavet en liste over de bedste og vigtigste numre, der er udgivet i år.

01. Dialekten - "Grobund"
02. Orgi-E feat. Jooks - "Mand 2.0"
03. Tudsegammelt - "Græsenkemand"
04. Pede B - "Intet at miste
05. DJ Static feat. Peacefull James - "So Cool"
06. Wafande - "Uartig"
07. Jooks - "Kapitel 1: I morgen"
08. Dialekten feat. Kværn - "På mellemhånd"
09. DJ Static feat. Wafande - "Alle jeres løgne"
10. L.O.C. - "Ode til kvinde"
11. NotaBene - "Jeg falder"
12. Eaggerstunn - "Kugledans"
13. Kesi feat. Mass Ebdrup - "Skudsikker Vest"
14. Pato Siebenhaar & TopGunn - "Din Mor
15. Marvelous Mosell - "Catastrofical Ravage"

Prangende udgivelser var der måske ikke mange af i år, til gengæld sørgede Droz Daily Steezin med deres Steezin MC's Cyphers og ikke mindst Luxshan's støt stigende Rap Slam Battle koncept for, at der stadig var mere end godt gang i den danske undergrund, så overordnet set var 2012 bestemt ikke et kedeligt år.

Når talen falder på udenlandsk hiphop har 2012 bestemt heller ikke været et kedeligt år. Her har det ikke været et problem at sætte en 'Top 10' liste sammen, - problemet har snarere været at skulle vælge imellem de mange fantastiske udgivelser, der har set dagens lys i 2012. Her følger min 'Top 10' - jeg håber selvfølgelig på at se nogle lister fra jer også.

10. 

Archetype - Red Wedding

Hånden på hjertet: første plade på listen er lidt en joker, for jeg blev faktisk først præsenteret for Archetype for nylig, så Red Wedding er på ingen måde en plade jeg har lyttet meget til i løbet af året. Der var alligevel bare noget ved pladen, som virkelig fangede min interesse hurtigt; noget der fik mig til at tænke, at jeg vil komme til at holde meget af den her plade med tiden. Om det er Nezbeat's flotte produktioner, der har live instrumentation som fundament, eller om det er rapper iD's særegne tilgang til rap der har denne dragende kraft skal jeg endnu ikke kunne sige. Lige nu ved jeg bare, at jeg glæder mig til at dykke dybere ned i Red Wedding.

 

9.

The Funk League - Funky As Usual

Den franske producer-duo The Funk League har stukket hænderne langt ned i mudderet og grebet fast om old school hiphoppen's rødder. Vidste man ikke bedre skulle man tro at man befandt sig i 1992 når Funky As Usual brager ud af højtalerne. Nogen af jer kender måske The Funk League fra LEFTOVERS2011 kompilationen, hvor "On & On" med Sadat X var med på. Det er dén stil de fortsætter med hele vejen igennem, og det er mildest talt afskyelig lækkert! Savner man de tidligere 90'ere, eller kan man bare godt lide lidt funky hiphop in general, så vil man elske Funky As Usual. 

8.

Substantial - Home Is Where the Art Is

Substantial's fjerde langspiller og debut hos Mello Music Group er egentlig ikke noget "særligt" som sådan, ganske simpelt bare hamrende effektiv og lækkert smedet sammen. 'Stan flower legende let over de tørre beats, primært leveret af Oddisee, der passer perfekt til den rutinerede MC.
Læs anmeldelsen af Home Is Where the Art Is HER.

 

7.

L'Orange - The Mad Writer

Når det kommer til at skabe stemningsbilleder med sin musik er producer L'Orange en mester uden lige. Det er mørkt, dystert, mystisk og ikke mindst ganske sublimt sat sammen. Størstedelen er instrumental, men der tegner sig et klart billede af en Film Noir lignende storyline qua de mange jazz- og vokalsamples og enkelte gæstevers, leveret af yderst kompetente rappere som yU og Blu.
Læs anmeldelsen af The Mad Writer HER.   

6.

Aesop Rock - Skelethon

Aesop Rock er og bliver en sær gut! På den ene side er hans lyriske univers så kringlet og kryptisk, at man er nødt til at investere større mængder tid for at komme ordenligt ind i hans abstrakte hoved. På den anden side er hans univers intet mindre end definitionen af "unikt", så hvis man først lærer at begå sig inden for de rammer Aesop Rock sætter op, så er man in for a treat. Jeg er bestemt ikke tilpasset endnu - det er grunden til at I endnu ikke har set en Aesop Rock anmeldelse fra min hånd - men jeg er så småt begyndt at se, hvad det er folk mener når de siger, at Aesop Rock er en af de bedste lyrikere overhovedet. Han har samtidig produceret hele pladen selv, og hans evner bag knapperne er ovenud imponerende. 

  

5.

P.O.S. - We Don't Even Live Here

P.O.S. er træt af en verden, hvor musikbranchen er forpestet af talentløse tosser og grådige pladeselskabschefer, så på We Don't Even Live Here tager han lytteren med på en rebelsk hiphop-rejse, hvor han sætter dagsordenen. Det er både skarpt, kløgtigt, sjovt og tankevækkende, og så er pladen yderst velproduceret, fuldendt med skæve og larmende indslag undervejs, der fungerer perfekt som soundtrack til det oprørske element, og det er med til at gøre det samlede indtryk utrolig stærkt. 

Læs anmeldelsen af We Don't Even Live Here HER. 

4.

Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Det var en noget nær umulig opgave at skulle følge op på mesterværket Below the Heavens, men Blu & Exile formåede at udgive en plade, der på ingen måde lød som forgængeren men stadig stak ud som sin helt egen. Det hele er meget mere laid-back og nedtonet; både hvad angår lyd og Blu's flow og indhold, og det fungerer strålende - ikke som det frembrusende hiphop-album, der skulle bevise en hulens masse ting, men som den hammer-labre og yderst velproducerede plade man kan smække på anlægget og zone out til. 

Læs anmeldelsen af Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them HER.  

3.

Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d. city

Med Section.80 blev Kendrick Lamar spået en fremtid som westcoast-hiphoppens genfødsel, og med good kid, m.A.A.d city beviste han, at han kan bære ansvaret. Bedst ved det hele er, at Kendrick Lamar er en virkelig atypisk westcoast rapper. Han forherliger på ingen måde bandemiljøet, kriminaliteten og det hårde gadeliv, ganske modsat afskyr han det faktisk, men kan ikke se bort fra det faktum, at han har levet hele sit liv i midten af det hele, og dét har gjort ham til den han er: the good kid in the mad city. Denne historie fortæller han på mesterlig vis i løbet af albummet, der ganske simpelt er en tour-de-force i sublim storytelling. Tilføj dertil en samling stærke produktioner, blandt andet fra vores egne Rune Rask og Jonas Vestergaard, og du har et umanerlig flot album. 

Læs anmeldelsen af good kid, m.A.A.d. city HER. 

2.

Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Seattle-duoen Macklemore & Ryan Lewis skrev hiphop-historie med The Heist, der gik #1 på iTunes og #2 på Billboard charten helt uden et pladeselskab i ryggen. Årsagen til dette? - Fantastisk tekster, der kan være lige så hysterisk morsomme som de kan være grav-alvorlige, rammende og tankevækkende, og eminent arrangerede beats, der har én fod inde i den kommercielle lyd og én i undergrunds-hiphoppens. Et på mange måder "stort" værk, på trods af enkelte smuttere undervejs. 

Læs anmeldelsen af The Heist HER.

1.

Killer Mike - R.A.P. Music

Der er ikke et album jeg har hørt mere i år end Killer Mike's R.A.P. Music. Selv i skrivende stund, over et halvt år efter jeg hørte pladen første gang, og jeg stadig dybt imponeret. El-P har produceret hele herligheden, og det har han gjort ubegribelig godt. Det er bragende, intenst, larmende og smukt, og så er det fyldt med en usædvanlig detaljerigdom i lyden, der giver en variation og nuance i produktionerne jeg nærmest aldrig har set magen. Killer Mike er ligeledes blændende som den arrige, frembrusende sydstats-rapper, der kan være lige så politisk bevidst og samfundskritisk som han kan shit-talke og bare flå mikrofonen i stykker. Et hiphop mesterværk i min bog.
Læs anmeldelsen af R.A.P. Music HER.

. . . . .

2012 har også været året, hvor jeg personligt har lyttet til en masse andet end hiphop, og selvom jeg godt ved, at der er nogen af jer, der synes det er lidt irreterende med non-hiphop musik på bloggen, så får I alligevel min 'Top 5' over bedste udgivelser, under hiphop-radaren. Jeg ved nemlig tilfældigvis også, at der er nogen af jer, der sætter stor pris på disse anbefalinger.

5.

Fiano Apple - The Idler Wheel Is Wiser Than the Driver of the Screw And Whipping Cords Will Serve You More Than Ropes Will Ever Do

Ud over at stå bag årets længste album-titel, står amerikanske Fiona Apple bestemt også bag en af årets mest alternative og vovede singer-songwriter plader. Ikke bare er hun skæv i hele sin tilgang til det at skrive musik, - hun tager de vildeste chancer i sin fremføring og udsætter selv for næsten unødvendig risici. Heldigvis er hun så forbandet dygtig, at hun sejrer stort. "Hot Knife" står for mig som et af årets stærkeste numre, fordi hun med sin egen stemme alene, en loop-maskine og en kettledrum (som hun også selv spiller) kan skabe flottere vokal-harmonier end nogen anden. 

 

4.

Electric Guest - Mondo

På trods af at selveste Danger Mouse er hovedproducer bag Electric Guest's debutalbum, er der stort set ingen - i hvert fald ikke herhjemme - der har snakket om det. Det skyldes måske, at Mondo ved første lyt virker en smule banal og letbenet, men kender man Danger Mouse ved man, at det ægte guld ligger og venter på de tålmodige. Første gang jeg hørte singlen "This Head I Hold" tænkte jeg "fedt, dét rykker", men der var ikke rigtig andet fra pladen der tiltalte mig. Nu har jeg hørt den i godt og vel 30 gange, og "This Head I Hold" er langt fra mit favorit nummer på nuværende tidspunkt (videoen er dog genial!). Store dele af pladen er ørehængere, men ikke på den letkøbte hit-liste måden; der er mere bid i, og Danger Mouse's arrangementer sørger nok engang for underspillet men suveræn musikalitet.

   

3.

Frank Ocean - channel ORANGE

Er der andet at sige, end at Frank Ocean ganske simpelt er fantastisk dygtig? Jeg tror ikke at der er mange, der vil erklære sig uenig i dette udsagn. Frank Ocean tager musikalske traditioner fra legender som Stevie Wonder, Prince og Elton John og tilføjer mere "nutidige" tendenser, og resultatet er en genre man kunne kalde contemporary Motown. Det er melodisk overlegend, lyrisk skarpt og samtidig ganske flabet. Ubegribeligt at diverse radiostationer ikke har gjort et top-hit ud af halvdelen af pladens skæringer. 

Læs anmeldelsen af channel ORANGE HER. 

2.

Susanne Sundfør - The Silicone Veil

Kender I det, når en kunster kan bringe én fuldstændig i knæ? Når alt fra musik, lyrik, fremføring og live optræden til den tilhørende visuelle stil går så meget op i en højere enhed, at man simpelthen må overgive sig fuldt ud? Denne effekt har norske Susanne Sundfør haft på mig. Én ting, der er sikkert er dog, at det ikke er alle der vil blive "ramt" af hende på samme måde som jeg, - det er hendes musik nok for udfordrende til. Jeg har postet et par af hendes sange på min facebook væg, og folk enten elsker eller hader det - der er ikke noget midt imellem. 

     Susanne Sundfør har en af de mest imponerende stemmer jeg nogensinde har hørt, og det udnytter hun virkelig også. Hun kommer ofte så højt op i registeret at de fleste andre sangerinder ville tænke "nej nej, det der går jo ikke", men hos Frk. Sundfør går det lige præcis, for hun har så meget kontrol over sin vokal at man må knibe sig i armen. Musikalsk set kredser produktionerne om Sundfør og hendes piano, men det hele blandes med klassiske arrangementer, hvor der især gøres brug af store stryger-symfonier, men hårdtslående elektroniske elementer spiller også en dominerende rolle. Det lyder måske mærkeligt, og er det sikkert også hvis man ikke er vandt til denne kombination, men Susanne Sundfør og hendes bjergtagende stemme tager lytteren i hånden og guider én igennem de både voldsomme og smukke lydlandskaber. 

Hendes kunstneriske elegance kommer kun yderligere til udtryk i hendes musikvideoer, der burde få selv David Lynch til at spærre øjnene op af ren og skær begejstring. For en sikkerheds skyld bør det lige nævnes, at de bestemt ikke er for mindreårige.      

1.  

Of Monsters And Men - My Head Is An Animal

Islandske Of Monsters And Men udgav et mesterværk i år. Det kan godt være, at de ikke er i besiddelse af lige så meget kunstnerisk power som Susanne Sundfør, at de ikke er lige så vedkommende og personlige i deres tekster som Frank Ocean, at de ikke er lige så vovede og skæve som Fiano Apple og at de ikke har haft en stjerne-producer i ryggen som Electric Guest, men Nanna, Ragnar, Brynjar, Arnar og Kristján har så fabelagtig en kemi, at alt det førnævnte ikke er en nødvendighed for, at de kan flette det ene mageløse nummer sammen efter det andet.

Den musikalske sammenligning må bestemt være engelske Mumford & Sons, da Of Monsters And Men læner sig op ad deres folk pop/rock -lyd. Nogen vil nok mene jeg er skør for at sige og synes følgende, men jeg kan langt bedre lide den islandske version!

     My Head Is An Animal er en g-e-n-n-e-m-f-ø-r-t melodisk plade, hvor versene er bedre skrevet end de fleste omkvæd man hører, og hvor intet af det på noget tidspunkt virker forceret eller søgt. Det er et album som både er hyggeligt på grund af de mange nedtonede sange, men hvor der samtidig kan være godt gang i den med mere up-tempo numre. Ja, jeg kunne jo nok blive ved, så lad mig bare sige, at My Head Is An Animal er et helstøbt album af de helt sjældne, som jeg har nydt i utallige timer, og vil komme til at nyde i utallige timer to come. 

Awesome video!

Og nu vi er på Island er jeg nødt til lige at snige det her ene nummer med ind: Retro Stefson's "Glow", som uden tvivl er blandt de numre jeg har hørt mest i år overhovedet - bare spørg mine naboer!

2013?

     Hvad skal der ske til næste år? Tja, jeg ved ikke med sikkerhed hvilke plader der udkommer til næste år, men jeg har en liste over nogle, som jeg i hvert fald håber på udkommer, og som der er forholdsvist stor chance for når at se dagens lys: Trepac's Nye Toner, Dialekten's Stiplede linjer, Chico And the Man's debutplade, Fashawn's The Ecology, Queen of the Stoneage's næste og Broken Bell's næste. Hvad skal man ellers glæde sig til folkens?  

Som en allersidste afsluttende ting, har jeg lavet et lille julekort til jer

( click to enlarge )

Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d city

Efter udgivelsen af Kendrick Lamars fænomenale debutalbum Section.80 sidste år, er det gået hurtigt for den unge Compton rapper. Der gik ikke lang tid fra at pladen var ude til, at Kendrick Lamar stod på scenen i Hollywood og havde både Snoop Dogg, Dr. Dre, The Game, Daz, Kurupt og mange flere med sig. Det var selv samme aften at K-Dot "officielt" fik overdraget westcoast-hiphop-faklen fra alle hans pionerer, og forståeligt nok endte Kendrick med at bryde sammen i glædestårer midt på scenen, alt imens et brølende publikum ønskede ham tillykke med "sejren". Det var i august sidste år, så allerede få måneder efter udgivelsen af Section.80 havde Kendrick Lamar hooked op med de tunge drenge fra Aftermath, og nu er han allerede klar med sin major label debut good kid, m.A.A.d city.

På GKMC er K-Dot gået konceptuelt til værks, og det er bestemt ikke for sjov, at "A short film by Kendrick Lamar" følger med albummets titlen. good kid, m.A.A.d city er Lamar's biografiske beretning om den egentlig godhjertede knægt, der, imod sin vilje, er blevet et produkt af sit miljø; Comptons hårde gadeliv.  Historien er ikke fortalt kronologisk på pladens første halvdel, men fragmentarisk á lá Pulp Fiction, så der bliver rodet en del rundt i tid, sted og perspektiv, men fra "Good Kid" og fremefter er narrativet præget af strammere struktur.

Det, der i (ultra) grove træk sker er, at Kendrick Lamar fjoller rundt med en pige (Sherane) som ender med at lede ham i baghold, så han får bank af to gutter fra en rivaliserende bande. Kendrick's kammerat Dave og hans bror insisterer på at tage hævn og opsøger de to, men Dave ender på tragisk vis med at være den, der lader livet, hvilket får Kendrick til at stoppe op og reflekterer over sit liv.
Det, som jeg finder mest interessant ved hele historien er dog den bagomlæggende beskrivelse af Kendrick Lamar's forhold til Compton og hans miljø, og hvordan han faktisk afskyr kriminalitet og bandementalitet,  men er tvunget til at tage del i det, ganske enkelt fordi alternativerne er så få. Det er især denne historie, der fortælles så umanérlig godt.

Det hele (den egentlige historie) starter på "Backseat Freestyle", hvor Kendrick Lamar og hans kumpaner kører rundt i byen og gasser hinanden op med varm-luft blære-rap inden de skal ud og lave ugerninger. Det Hit-Boy producerede beat passer perfekt til nummeret, da man får en klar fornemmelsen af, at de sidder og bliver klar til deres "mission for bad bitches and trouble". Men allerede på nummeret efter, "The Art of Peer Pressure", afsløres Kendrick Lamars sande natur. På deres tur tager de stoffer, overfalder tre mænd "in colors we didn't like", og gennemfører et velplanlagt hjemmerøveri ("Pull in front of the house that we been camping out for like two months"), men Kendrick bryder sig i virkeligheden slet ikke om det, og hans undskyldning for at tage del er gennemgående: "shit, I'm with the homies". Det er i virkeligheden hans kammerater, der får det værste frem i ham.

På "Money Trees" finder vi Kendrick ved en moralsk korsvej, og hele historiens mest essentielle linje præsenteres her: "Everybody gon' respect the shooter, but the one in front of the gun lives forever". Kendrick spørger samtidig sig selv, om han helst vil sværge til "det fede liv" med materielle goder, eller leve et religiøst liv og sætte hans lid til Jesus Kristus ("Halle Berry og Halleluja"). Kendrick kender endnu ikke til de potentielle konsekvenser af det materielle liv og vælger derfor dette ("Dreams of living life like rappers do"), for når alt kommer til alt, så er Kendrick nød til at indrømme, at "Money trees is the perfect place for shade and that's just how I feel".
     En fed detalje er, at han på nummeret før beskriver deres interne måde at tale på: "Speaking language only we know, you think it's an accent", hvilket er grunden til det hyppige brug af det besynderlige "ya bish".
På "Poetic Justice" bliver Kendrick sat af af sine venner og sætter sig ind i sin egen bil for at køre hen og se Sherane. Det afsluttende skit viser, at han bliver hevet ud af sin bil og får en ordenlig omgang tæv da han ankommer til Sheranes residens. Nummeret i sig selv er ganske forfærdeligt i mine ører. Der er kun marginal progression i forhold til historien, beatet er dyppet i så meget sukker og honning at det næsten ikke er til at holde ud, og Drake-featuren kunne ikke være mere ligegyldig. Et decideret skidt nummer i min bog.
Efterfølgende har vi dog pladens vel nok bedste nummer i "Good Kid". Pharrell's dramatiske beat fungerer fantastisk, det minimale omkvæd komplimenterer til perfektion, og Kendrick rapper som ingen andre kan. Han har en intensitet og indlevelse på det her nummer, der simpelthen er måbende flot. Det er herpå Kendrick forklarer hvordan han er et "good kid" i en "mad city". Red and blue er farverne på den overordnede konflikt; i første vers er det naturligvis crips og bloods han rapper om ("What am I suppose to do when the topic is red or blue / And you understand that I ain't but know I'm accustomed to") og i andet vers er det politisirenernes blinken, og hvordan politiet sætter de unge i bås som kriminelle og aldrig giver dem en chance for at være gode:

"But what am I supposed to do /
When the blinking of red and blue /
Flash from the top of your roof /
And your dog has to say "woof" /
And you ask "lift up your shirt" 'cause you wonder if a tattoo /
Of affiliation can make it a pleasure to put me through /
Gang files, but that don't matter because the matter is racial profile /
I heard them chatter: "He's probably young but I know that he's down" /
Step on his neck as hard as your bullet proof vest /
He don't mind, he know he'll never respect /
The good kid, mad city"

På "m.A.A.d city" fortsætter Kendrick med at forklare, hvordan det næsten kan være umuligt at gebærde sig på den rette side af loven når man lever et sted som Compton. Følgende linjer siger det hele rigtig godt:

"My pops said I needed a job I thought I believed him /
Security guard for a month and ended up leaving /
In fact I got fired because I was inspired by all of my friends /
To stage a robbery the third Saturday I clocked in"

Han får et anstændigt job, men grundet den kriminelle mentalitet der har styret ham op til daværende tidspunkt, ender hans grådighed og kriminelle tankegang med at få ham fyret. Mc Eiht har et gæstevers, hvor han optræder som den diametrale modsætning til Kendrick, nemlig gangsta-gangbangeren, der boltrer sig i gadelivet og tager den livsstil som den eneste rigtige selvfølge. I det afsluttende skit hører vi hvordan Kendrick mødes med sine kammerater efter han er blevet tævet. De forsøger at dulme hans nerver ved at hive et par flasker alkohol frem, hvilket fører os videre til næste nummer "Swimming Pools (Drank)", der netop handler om alkoholmisbrug. Det mest interessante ved dette - i øvrigt glimrende nummer - er det afsluttende skit, som er ekstremt vigtigt for historien. Det er her Dave og hans bror beslutter sig for at tage hævn på dem, der bankede Kendrick, men der er en tydelig forskel på de to brødre. Dave ved, som den eneste, at Kendrick ikke har lyst til at tage del i det, og foreslår at køre ham hjem: "Now we can drop you off, ye we can drop you back off". Dave vil slet ikke have ham med, men broderen bryder med det samme ind: "That nigga ain't trippin', we gon' do the same ol' shit", så de hiver alligevel Kendrick med på deres vendetta. I samme skit hører vi hvordan de finder gerningsmændende, åbner ild, slår dem ihjel, men samtidig mister Dave i krydsilden: "Dave? Dave, say something - Dave? These bitch ass niggas killed my brother!".

Efterfølgende har vi en anden af pladens absolutte perler i den fantastisk flotte og rørende "Sing About Me". I første vers rapper Kendrick som Dave's bror, der efter at have mistet sin bror tænker over sin tilstedeværelse, og hvor meningsløst det egentlig har været at dyrke bande-livet og kriminaliteten. Han er ikke i besiddelse af samme evne til at drømme om noget bedre som Kendrick: "Dumb niggas like me never prosper"; han vælger at lade fordommene definere ham, men samtidig fremgår det tydeligt, at han beundrer Kendrick for hans ambitioner: "In actuality it's a trip how we trip off of colors / I wonder if I'll ever discover a  passion like you and recover". - Han beder altså til at finde samme styrke og sigte efter en lysere fremtid, men når det aldrig, da han ender med at blive skudt som sin bror, lige inden han når at bede Kendrick om at fortælle hans historie.
I andet vers rapper Kendrick som Keisha's (fra Section.80) søster, der er forargret over, at Kendrick har tilladt sig at fortælle Keisha's historie uden omtanke. Søsteren mener bestemt at det er muligt at få noget godt ud af en skidt situation; hun arbejder som prostitueret men er faktisk ovenud tilfreds med det, og hun forsøger at være eksemplet på, at det ikke er alle der lever et - efter normen - mindre godt liv, der har et mindre godt liv. "I'll probably live longer than you and never fade away / I'll never fade away, I'll never fade away, I know my fate" siger hun, men ender alligevel med at fade ud, hvilket nok er tegn på, at hun enten dør eller ender som endnu en sørgelig skæbne i Compton's underverden.
"Dying of Thirst" er det ultimative point of no return. Kendrick er på dette tidspunkt klar over, at han skulle have valgt "Halleluja" i stedet for "Halle Berry" og må skrotte de materielle goder til fordel for de vigtige værdier i livet. Han bliver, sammen med sine kammerater, konfronteret af en ældre dame (fortrinligt portrætteret af Maya Angelou), der "viser dem lyset": "See you young man, are dying of thirst. Do you know what that means? That means you need water, holy water". Hun får dem til at reciterer en modereret version af synderens bøn (den samme som man hører på åbneren "Sherane (Master Splinters Daughter)") og siger derefter: "Alright, remember this day. The start of a new life, your real life". Det leder os tilbage til sætningen fra "Money Trees", for herfra beslutter Kendrick sig for ikke længere at være the shooter og få midlertidig, overfladisk respekt, men at være in front of the gun og fortælle sin historie, og derved live forever.

På "Real" har Kendrick fundet ud af, hvad der er vigtigt i livet og hvad der virkelig betyder noget:

"What love got to do with it when I don't love myself /
To the point I should hate everything I do love /
Should I hate living my life inside the club /
Should I hate her for watching me for that reason /
Should I hate him for tellin' me that I'm season /
Should I hate them for telling me ball out /
Should I hate street credibility I'm talking about /
Hatin' all money, power, respect in my will /
Or hatin' the fact that none of that shit make me real"

Det er altså hverken penge, magt eller respekt, der gør ham "real". Hvad var det han ville have på "Backseat Freestyle"? - "All my life I want money and power / Respect my mind or die from lead shower". Kendrick har altså gennemgået en total mental-forvandling. Afsluttende hører vi Kendrick's far fortælle hvad der er real: "Any nigga can kill a man, that don't make you a real nigga. Real is responsibility, real is taking care of your motherfucking familiy".

Afsluttende har vi hometown-banger-anthemmet "Compton". Som vi har lært i løbet af historien, er Kendrick ikke ovenud lykkelig for sin opvækst i Compton, men uanset hvad, så er Compton stedet, der, på godt og ondt, har gjort ham til den han er, og byen fortjener derfor en hyldest sang - så lukkes albummet også med et brag!

"I find nothing but trouble in my life,

I'm fortune you believe in a dream"

Historien, der bliver fortalt på good kid, m.A.A.d city er ganske enestående. Havde jeg skulle bedømme pladen ud fra lyrik, tekst og historiefortælling alene havde den været til topkarakter, men desværre er der flere irritationsmomenter og generelt mindre heldige indslag undervejs, der gør det umuligt for mig at kvittere med topkarakter. "Poetic Justice" er som skrevet tidligere en stor, fed, sort, ulækker streg i regningen. Det første beat på "m.A.A.d city" er ligeledes komplet uudholdeligt. Omkvædet på "Real" er ganske enerverende, og så synes jeg at "Compton" er totalt malplaceret på denne plade. Det jeg bedst kan lide ved Kendrick Lamar er, at han på så mange områder skiller sig ud fra alle de andre westcoast rappere, der beretter om gangsta-miljøet, og jeg forstår derfor ikke hvorfor han skal rappe over et typisk Just Blaze beat, som The Game lige så godt kunne have rappet over. Det er slet ikke sådan et beat jeg vil høre Kendrick over.
Men alt i alt kan der ikke være megen tvivl om, at good kid, m.A.A.d city er van-vit-tig gennemført! Der er virkelig mange skits, men de er alle til for at skubbe historien fremad, og sammen med et beatkatalog, der på imponerende vis rammer de forskellige numres stemning og individuelle historie, sidder man med fornemmelsen af, at det her virkelig er et gennemarbejdet projekt. Og nå ja, så rapper Kendrick Lamar fuldstændig fantastisk! Indlevelsen er unik, det emotionelle aspekt sidder lige i skabet, autenciteten er ikke til at tage fejl af, flowet er grinagtigt skarpt, sansen for detaljer i beskrivelserne og evnen til at fortælle en på sin vis simpel historie, men samtidig få flettet talrige undertemaer og budskaber med ind er mesterlig. Jeg er virkelig imponeret - ya bish!

5/6

Kendrick Lamar - Section.80

Er det for offensivt at indlede en anmeldelse med at udnævne den aktuelle plade til at være årets stærkeste solodebut?
Uanset hvad er det hermed gjort, for jeg tvivler stærkt på, at Kendrick Lamar's storslåede debut vil blive overgået i år.

Det er ganske simpelt bare som om, at alt er "rigtigt" på Section.80. Det er friskt som bare fanden, det er ungt på den skarpest tænkelige måde, det er musikalsk set måbende ambitiøst (hvis man tænker på, hvor "lille" et projekt det her trods alt er) og så er Kendrick Lamar en yderst spændende rapper, der siger alle de rigtige ting, på det helt rigtige tidspunkt.

Kendick Lamar er en 23-årig knægt fra Compton. - Dette kan ikke høres! Han lyder ung, men adresserer emner man sjældent høre fra jævnaldrende kunstnere, og så praktiserer han ingenlunde samme west-coast mindede gangsta-rap som man ellers er vandt til, der strømmer ud af Compton.
Kendick Lamar er sin helt egen, samtidig med, at han på mange måder tilhører kategorien af nye, fanden-i-voldske unge rappere, der med en langfinger i vejret stormer frem. Hans "I don't give a fuck" attitude minder meget om Odd Future Wolf Gang Kill Them All's, men hvor OF for længst er blevet tegneseriefigurer på grund af deres nærmest kitchede overdrev af bandeord og påtaget "vi gør hvad der passer os" stil, serverer Kendrick Lamar samme rebelske ungdommelighed på et fad af integritet, alvor og intelligens. Section.80 lyder på mange måder som det album Tyler, The Creator ville ønske han kunne have lavet, for Kendrick Lamar kan nemlig også både være fjollet, grov i munden og gøre lige hvad der passer ham, men der ligger altid mere bag end lysten til at bare at være "syg at høre på".

Men lad os starte ved starten, for sandheden er, at størstedelen af Section.80 hviler på den intelligente undertekst og er drevet af en sulten rapper med meget på hjerte, - og sammenligningen med Tyler, The Creator og OFWGKTA skal kun forstås overfladigt.

"F*uck Your Ethnicity" hedder ballets åbner. Det er ikke ofte man ser en sådan sangtitel på plade-åbnere, men det passer fortrinligt med pladens gennemgående stil. Kendrick Lamar ligger ud med at vise, at han er imødekommende over for alle baggrunde, hudfarver og religioner, og udmelder, at han vil forsøge at begrave racisme. Samtidig bliver vi i sangens lejrbåls-intro præsenteret for to piger, Keisha og Tammy, som senere skal vise sig at spille en større rolle i historien om Section.80. Keisha viser sig først på pladens vel nok mest lige til nummer, "No Make-Up (Her Voice)", der bærer et fantastisk omkvæd fra Collin Munroe. Her rapper Kendrick Lamar om, at han synes kvinder med make-up er smukke, men at det er deres naturlige udseende, der er smukkest. Sangens andet vers tager en uventet drejning; man hører historien fra kvindens (Keisha) synsvinkel, og det viser sig, at hun bruger make-up for at dække et blåt øje. Sangen ender ganske brat med at Kendrick Lamar siger, at sangen fortsætter på sang nummer 11, som er "Keisha's Song (Her Pain)". Her fortæller han den rørende historie om en prostitueret, der lever et usselt liv, og som ender med at blive stukket ihjel af en utilfreds kunde. Kendrick Lamar udviser her særdeles flotte fortælleevner, og over en smuk produktion, der bærer et sample á lá Zion I's "Birds Eye View", rammer han virkelig et emotionelt punkt, som bør ramme de fleste.

Denne historie viser virkelig, i hvor høj grad Kendrick Lamar er inspireret af Tupac Shakur. Han har selv udtalt, at det var en slags vision eller drøm om 2Pac, der efter sigende skulle have sagt til Kendrick, at han ikke må lade hans (2Pac) musik dø, der motiverede Lamar til at skrive store dele af Section.80.
Og meget li Tupac, så fortæller Kendrick Lamar ret beset om hvordan det er at vokse op under 80'erne (the Ronald Regan era), i et udsat miljø som Compton. Vold, våben, kriminalitet, penge, stoffer, religion; med andre ord alt det, der er repræsenteret på pladens cover. Via dette får Kendrick Lamar aflad til at fortælle en række historier, der både er præget af seriøsitet og social bevidsthed - som det var tilfældet med de førnævnte sange, - men bestemt også humor, det abstrakte og en raffineret form for battlerap.
- På den jazzede, utroligt lækre "Hol' Up" fantaserer han om at have sex med en stewardesse foran de andre passagerer, samtidig med at han får vristet en serie geniale linjer fra sig:

"As a kid I killed two adults, I'm too advanced /
I lived my 20's at two years old, the wiser man /
Truth be told, I'm like '87 /
Wicked as 80 reverends in a pool of fire with devils holding hands /
From the distance, don't know which one is a Christian, damn"

På "Poe Mans Dreams (His Song)" rapper han om hans personlige mål i livet, at kunne "smoke good, eat good, live good", og også her, på en sang med et forholdsvist simpelt budskab, udviser han udsøgte skriveevner:

"There's nothing you can tell me, my killings are not remorseful /
The city got my back, and for that I give it my torso /
You think about it, and don't call me lyrical /
'Cause really I'm just a nigga that's evil and spiritual /
I know some rappers using big words to make their similes curve /
My simplest shit be more pivotal /
I penetrate the heart of good kids and criminals"

På den efterfølgende "The Spiteful Chant", der må siges at være pladens største fuck-finger, lyder omkvædet køligt: "I'm going big - suck my dick!". Og man er ikke i tvivl om, at han mener det. Endnu en fuck-finger kommer på en af mine personlige favorit skæringer i "Blow My High (Members Only)", hvor han mindst lige så køligt crooner

"Pussy ass ho niggas - I can't fuck with y'all /
Bitches all up in my business - I can't fuck with y'all /
Industry of counterfeits - I can't fuck with y'all"

Han får tilmed inkorporeret dele af Pimp C og Aaliyah på mageløs vis i samme sang.

Vi har ikke snakket så meget om Kendrick Lamar's flow endnu. Det kan hurtigt opsumeres til, at han er et bæst - når han vil. Det er faktisk rimelig flabet, - Kendrick Lamar kan flowe bedre end de fleste hvis han vil, men det synes sjældent at være en nødvendighed for ham. For det meste rapper han på en lidt sløv facon med sin halv-nasale stemme, men ind imellem skifter han pludselig til halsbrækkende fart og tungevridende sætningskonstruktioner. Det er lidt ligesom at se Master Yoda i Star Wars: han tager det fuldstændig stille og roligt det meste af tiden, men når det virkelig gælder er han den mest vanvittige jedi ridder af dem alle. Okay, mærkelig sammenligning, men jeg håber i forstår pointen.
Hør bare Lamars ene lille vers på "Chapter Ten", eller tag et nummer som "Rigamortus", der teknisk set er en af 2011's flotteste præstationer. Han rapper hurtigere og hurtigere igennem hele nummeret, i uvant lang tid af gangen, og på det afsluttende vers går det til sidst så hurtigt, at hans stemme bliver lysere og lysere fordi han er ved at løbe tør for luft. Mesterligt.

Produktionerne på Section.80 er gennemgående fantastiske. En lang række forskellige producere er krediteret, men de har alle kreeret beats inden for samme stil, hvor jazz kombineres med atmosfæriske symfonier, tætte trommeprogrammeringer og boblende electroniske elementer. A Tribe Called Quest møder Outkast møder Kanye West. Ubegribeligt suveræn lyd. Der er ikke et dårligt beat at finde på Section.80! Det er næsten utroligt, at så meget musikalsk mesterlighed er blevet lagt i et projekt som Section.80, der udgives uden megen hype, og som da heller ikke solgte mere end 5000 eksemplarer første uge. Dette må vel bare tages som endnu et bevis på, at undergrunds/independent hiphop er vejen frem.

Section.80 er en hæsblæsende tur hele vejen igennem, og man har vitterligt ikke lyst til at skippe et eneste nummer undervejs. Tværtimod kan det kun gå for langsomt med at trykke "afspil" igen når pladen har spillet igennem. Kvaliteten er i top, og de historier der fortælles, og budskaber der langes over disken, giver lytteren en ting og to at tænke over. Top 10 2011, easily, og Kendrick Lamar stryger ligeledes ind på listen over vigtigste rappere pt. Som en YouTube bruger så rigtigt skriver:

"somewhere in heaven Tupac is smiling down"

5.5/6

- Jeppe Barslund