Nas - Life Is Good

Selvom Nas er en af de rappere, der har haft størst indflydelse på hiphop-genren overhovedet, har han alle dage - med debuten som undtagelse vil nogen nok mene - haft svært ved at sammensætte et gennemgående stærkt album. Der har været klassiker-materiale at finde på stort set alle udgivelser, men der har også været numre på, hvor man har tænkt "hvordan fa'en har dét nummer fået lov til at komme med på?!". Om det skyldes sporadisk selektivitet eller bare flaksende smag i beats og stil skal jeg ikke kunne sige, men Nas har i  min optik aldrig udgivet et album, som jeg med ren og skær nydelse kunne høre fra start til slut.

Da Common og Nas smed den No I.D. producerede "Ghetto Dreams" ud sidste sommer var begejstringen enorm. Allerhelvedes rå og støvet no bullshit hiphop, som gav folket forhåbninger om- og grund til at tro, at de to havde i sinde at tage hiphoppen tilbage til sine rødder. Da Nas et måneds tid senere udgav den måske endnu mere rå og støvede "Nasty", var den næsten i hus: Nas var tilbage på hans Illmatic grind. - Væk med kendte features, ligegyldig kvinde-kvidr på omkvædene og overdrevne stadion-produktioner og ind med minimalistiske drum-breaks som Nas kunne flå i stykker. Turde man håbe på en langspiller af dén karat?
Common fulgte "Ghetto Dreams"-stilen og udgav The Dreamer/The Believer, som jeg synes var fænomenal. Nas er desværre på ingen måde i stand til at gøre Common kunsten efter.

Som alle andre Nas udgivelser er der drysset lidt potentielt klassiker-materiale ud over Life Is Good, men størstedelen er vitterlig ikke noget at råbe hurra for.
Meget af det jeg håbede, der ikke ville være at finde på pladen, er her. Rick Ross som den måbende ligegyldige kendte feature på "Accident Murderer", Mary J. Blige med det intet mindre end elendige kvidr-omkvæd på "Reach Out" (der samtidig er ganske grelt produceret) og "Summer On Smash" som "hvordan fa'en har dét nummer fået lov til at komme med på?!" -nummeret. 
Men det stopper ikke her. - "You Wouldn't Understand" lyder i mine ører som et forsøg på at genskabe et 2Pac-lydende R&B/hiphop-nummer, men det lykkedes bare slet, slet ikke, - og igen med et ligegyldigt kvinde-kvidr omkvæd. Endvidere er der en del numre, der umiddelbart fremstår solide, men som meget hurtigt taber luft. Min førte reaktion da jeg hørte Chopin samplet på "A Queens Story" var "holy shit!", men allerede to minutter inde i nummeret synes beatet kedeligt. "Cherry Wine" ligeledes. Jeg er stor fan af Frk. Winehouse, men dét nummer er bare ikke særlig interessant. "World's An Addiction" vil meget gerne fremstå som en højdramatisk krabat med flere store strygerarrangementer og sitrende nynnen fra Anthony Hamilton, men nummeret ender med at drukne i sin egen, søgte storladenhed. Egentlig ærgerligt, for Nas' tekst herpå er intet mindre end mirakuløs; især 3. vers er til at falde ned af stolen over. 
     Men fear not, der er også sublime beats at finde på Nas' 10. skive. Life Is Good åbnes stort. Jeg er ikke meget for, at det første man hører på en Nas plade er det vokale J.U.S.T.I.C.E. League vandmærke - Nas burde åbne en Nas plade - men produktionen er virkelig fantastisk. Den rangerer muligvis under de i indledningen nævnte "stadion-beats", men den har et majestætisk, filmisk feel over sig, og stryger/piano kombinationen er bare på alle måder "stor".  
På "Loco-Motive" har Nas og No I.D. uden tvivl sat sig for at lave en 2012 version af "N.Y. State of Mind", med stramme, nakkebrækkende trommer og et mørk-tonet piano-loop. Resultatet er eminent, og ligesom originalen rapper Nas som en drøm. Jeg ved ikke om det bare er mig, men han lyder mere som Nas anno Illmatic herpå end nogensinde før. Rakims linjer fra "Classic" gør sig bestemt gældende for Nas: "timeless, so age don't count in the booth, when your flow stay submerged in the fountain of youth", da Nas bl.a. rapper:

"God want this nigga to live / Blunt big as a dread, I get high and forget who bled /Who we stomp-kicked in the head and who we left for dead /Who are you niggas? Why argue niggas? /The truth is the truth, I really put my scars on niggas /They wear them lifetime, they tell they hoes "Nas did this" /Pointing to they scars like "right here baby, really, Nas did this" /Like a badge of honor /Not braggin' I'm just honest"

På Nas' grandieøse New York street anthem "The Don" rapper han igen som den blændende MC han nu engang er. Beatet er godt nok en kende atypisk for Nas vil jeg mene, men det tager kegler, og det ville ikke undre mig om de første ti rappere bruger instrumentalen til kommende mixtapes. "Stay" er en anden favorit, der med sine jazz-blæsere, vokal-samples og tromme-løse produktion er en low-key perle. Den inderligt flotte "Back When" ligger lidt i samme laid-back, jazz'ede rille, og her serverer Nas nogle af pladens fornemmeste linjer:

"You blame your own shortcomings on sex and race /The mafia, homosexuals and all the jews /It's hogwash point of view, stereotypical /Anti-semetic like the foul words Gibson spewed /And it's pathetic /I don't get the credit I deserve, that's why I hate doin' interviews /But I don't sweat it, study long, study raw /My man Dion said "Nas overthink the songs he writin'" /I'm not a wack performer standing near a corny hypeman /I got the Donism in me, I'm here to enlighten"

I den lidt mere bemærkelsesværdige ende har vi sange som "Daughters" og "Bye Baby". Teksterne er både velskrevne og meget personlige, da Nas bl.a. erkender på sidstnævnte, at han fejlede som husbond i sit forhold med Kelis (vis brudekjole han sidder med på coveret), og på "Daughters", at han måske ikke har været den bedste far i verden: "I realized I ain't the strictest parent, I'm too loose...", da han har opdraget sin datter på forkert vis: "I thought I dropped enough jewels on her". Det bemærkelsesværdige er, at han i denne erkendelse har valgt at kalde sit album for Life Is Good, - det virker i hvert fald en smule paradoksalt i min optik. 

Alt i alt er Life Is Good lidt af en rodebutik. Det ene øjeblik lytter man til et fantastisk nummer, det andet øjeblik er man nødt til at skifte nummer i en hulens fart, fordi det simpelthen er så grelt. 
Man kunne anskaffe sig deluxe-versionen for at få "Nasty" med i købet, de resterende fire bonusnumre siger mig dog absolut ingenting. 
Jeg har været lidt i tvivl om karakteren; er fire for meget? Er tre for lidt? Jeg endte derfor med bare at udregne gennemsnittet af mine "vurderinger" fra iTunes, og det giver

4/6

"No Introduction"

"Loco-Motive" feat. Large Professor

"The Don"

- Jeppe Barslund

NaS - Illmatic (TBT REVIEW)

Die Hard: With A Vengeance (legendarisk dårligt oversat til Die Hard Mega Hard på dansk): Vi husker alle John McClanes røvtur igennem Harlem, bærende et skilt med ordene "I HATE NIGGERS" påskrevet. Som Samuel siger til ham: "You are about to have a very bad day". Bruce slipper som bekendt ufattelig billigt med en lige-højre mod kæben og en flaske i fjæset, men konsekvenserne får han at føle.

Moral of the story is: Der er visse udsagn, der ikke er så heldige at lufte i åbent forum, og så er der udsagn, der bliver endnu mere uheldigt at udtale sig om, afhængigt af hvilket forum man befinder sig i.
Jeg har aldrig set NaS' debutplade Illmatic som værende den sublime udgivelse, som resten af hiphop-verden ellers ser den som. Det er ikke i decideret frygt for kæberaslere eller flyvende ølflasker at jeg har undladt at råbe for højt op om det, men fordi jeg ved, at nogle kan blive decideret stødt over at høre, at der er nogen, der ikke anerkender en plade som værende det mesterværk det nu engang er.

- Men det har intet med anerkendelse at gøre. Man kan sagtens anerkende Illmatic som værende skelsættende for hiphop-kulturen, uden at synes, at selve musikken er top fantastisk over hele feltet. For mig kan "mesterværks"- og "klassiker" -betegnelsen kun bruges om plader, der i ens egen verden er et mesterværk, fordi den har gjort et-eller-andet for dig, eller rørt dig et-eller-andet sted. Som værende et ikke-hiphop-hørende barn af 90'erne har Illmatic ikke gjort særlig meget for mig, andet end at være en super fed plade, som jeg har opdaget mange år efter dens udgivelse.
Nu har jeg efterhånden modtaget så mange mails fra folk, der gerne vil læse en Illmatic-anmeldelse fra min hånd og/eller høre hvorfor jeg endnu ikke har skrevet en sådan, så nu må det være. Her følger altså min track-by-track anmeldelse af NaS' debut, en af hiphoppens største milepæle: Illmatic. Og så håber jeg i øvrigt at vi evt. kan få en fed dialog ud af det.

"Check me out y'all, Nasty NaS in your area, I'm 'bout to cause mass hysteria"

Nasir bin Olu Dara Jones var blot i sine sidste teenageår, da han indspillede sin første plade, der skulle vise sig at gøre den unge Queens-rapper til en af historien vigtigste navne indenfor hiphoppen, og hans debutplade en af de vigtigste steppingstones for kulturens musikalske udvikling. Betegnelser som "greatest hip hop album of all time" og "best hip hop record ever made" ses ofte i samme sætning som "Illmatic", og set i et (hiphop-) historisk perspektiv, er der et hav af argumenter, der taler fór disse beskrivelser. Beretninger og personlige skildringer om og fra New Yorks ghetto-miljø var ikke leveret mere malerisk og komplekst end fra den 19/20-årige rapper, der tilmed havde et hold af producere i ryggen, hvoraf de fleste i dag anses som værende living legends.
Big Daddy Kane, Rakim, Gang Starr og Kool G Rap, der ligeledes anses som pionere indenfor hiphoppen, havde udgivet henholdsvis fem, fire, tre og tre plader før Illmatic, ligeledes omhandlende New Yorks gustne gadehjørner, men NaS ramte bare en nerve i sin musik, som ikke var set eller hørt lignende, og med sin imponerende komplekse stil, stod han frem som talerør for en minoritet, der for alvor havde fået en stemme igennem NaS.

Nu er vi inde på det anerkendende element, for alt det ovenstående er (vel så godt som) faktuelt. Grundet dens historiske signifikans er der da også meget mere end "bare" musikken at elske Illmatic for. Men i min bog bliver en udgivelser ikke en "klassiker" på baggrund af historisk signifikans alene. Musikken i dag ville heller ikke være den samme, hvis ikke det var for udgivelser som The Beatles' Sgt Pepper's Lonely Heart Club Band, David Bowies The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars, Herbie Hancocks Head Hunters og Elvis Presleys Elvis Presley - dette er ikke til at diskutere - men ingen af disse plader er klassikere i min bog.
Jeg er her altså kun for at tale om musikken på Illmatic.

01. The Genesis

Som 15-årig mødte NaS den 17-årige producer Large Professor for første gang. Large Pro var med i gruppen Main Source, og det var på deres Breaking Atoms fra '91 at NaS fik sin rap-debut, da han fik lov at åbne "Live at the Barbeque" som gæste-rapper. Illmatic åbnes med "The Genesis" ('tilblivelsen, red.), hvor man kan høre "Live at the Barbeque" i baggrunden, sammen med et forbikørende tog, hvis lyd nærmest er blevet synonym med byen New York. En fin lille intro, der sætter en passende tone for Illmatic.

02. N.Y. State of Mind

"It drops deep as it does in my breath /
I never sleep, 'cause sleep is the cousin of death /
Beyond the walls of intelligence, life is defined /
I think of crime when I'm in a New York state of mind"

"N.Y. State of Mind" er et af de mest ikoniske hiphop numre nogensinde. DJ Premiers beat er af en anden verden, med Joe Chambers mørke "Mind Rain" -pianoloop som drivkraft, og NaS' flow er næsten på et uopnåeligt plan. Historien går endda på, at NaS havde glemt sine nedskrevne rim da han tog hen til DJ Premiers studie for at indspille sangen, så store dele af sangen er løst baseret på hans oprindelige tekst. Hvorledes der er rigtighed at finde i dén påstand ved jeg ikke, - hvad jeg ved er, at rappen er fantastisk! NaS rapper om den mentalitet man opbygger, når man lever i et kriminelt ghetto-miljø som Queens. Stoffer, bander og vold, men også et håb om bedre tider: "Life is parallel to hell, but I must maintain / And be prosperous, though we live dangerous". En sjaskvåd drøm af et nummer.

03. Life's A Bitch

Der er noget sørgeligt over "Life's A Bitch". NaS og AZ rapper i bund og grund om, at anyday could be your last, hvilket ligger til grund for deres "fuck it" -attitude. AZ rapper om hvordan penge er blevet den eneste reelle status-faktor:

"Visualizin' the realism of life and actuality /
Fuck who's the baddest a person's status depends on salary /
And my mentality is money orientated /
I'm destined to live the dream for all my peeps who never made it"

...Og NaS fortsætter:

"Now it's all about cash in abundance, niggas I used to run with /
Is rich or doin' years in the hundreds /
I switched my motto, instead of sayin' fuck tomorrow /
That buck that bought a bottle could've struck the lotto /
Once I stood on the block, loose cracks produce stacks /
I cooked up and cut small pieces to get my loot back"

Den eneste måde at flygte fra hverdagen på, er at ryge sig væk, så det gør de på det legendariske omkvæd: "Life's a bitch and then you die, that's why we get high, 'cause you never know when you're gonna go".
"Life's A Bitch" var produceren L.E.S' første beat (på plade), og han har fulgt NaS lige siden. Beatet er drevet af en rolig, jazzet melodi, der komplimenterer budskabet om at ryge sine problemer væk ganske godt, men jeg har aldrig syntes at produktionen var synderligt fantastisk. Bare god. NaS' far Olu Dara runder nummeret af med lidt trompet, hvilket klæder nummeret fortrinligt.

04. The World Is Yours

Igen et nummer, der bliver anset som et af de bedste i hiphoppens historie. Pete Rock sampler Ahmad Jamals "I Love Music" til sin udsøgte. laid-back jazz'ede produktion, der passer perfekt til NaS, der her har et mere optimistisk syn på tilværelsen. Der er altid lys for enden af tunnelen, og selv den barske ghetto har sine positive momenter:

"There's no days for broke days, we sell it, smoke pays /
While all the old folks pray, to Je-sus soakin' they sins in trays /
Of holy water, odds against NaS are slaughter /
Thinkin' a word best describin' my life to name my daughter /
My strengh, my son, the star, will be my resurrection /
Born in correction, all the wrong shit I did, he'll lead a right direction"

Og igen et omkvæd direkte til historiebøgerne, der har inspireret utallige rappere. Senest har f.eks. Fashawn og Blu lånt dele af omkvædet til henholdsvis "Hey Young World" og "The World Is Below the Heavens". Mageløst.

05. Halftime

"It's like that, you know it's like that /
I got it hemmed, now you never get the mic back"

Ingen dikkedarer her, bare straight up rap fra Nas. Large Pro producerer et f-a-n-t-a-s-t-i-s-k beat, der helt simpelt lægger op til, at NaS kan lege over det - og det gør han!

"Back in eighty-three I was an MC sparkin' /
But I was too scared to grab mic's in the park an' /
Kick my little raps 'cause I thought niggas wouldn't understand /
And now in every jam I'm the fucking man /
I rap in front of more niggas than in the slave ships /
I used to watch C.H.I.P.S. now I load glock clips"

Et helt fantastisk nummer!

06. Memory Lane (Sittin' In Da Park)

Muligvis mit favorit nummer fra Illmatic. DJ Premiers beat er ubegribeligt! Keys, guitar, percussion og vokal samples fra Reuben Wilsons "We're In Love", og drumbreaket samples fra Lee Dorseys "Get Out of My Life Woman", der hands down er et af de fedeste drumbreaks overhovedet. NaS' flower fabelagtigt hele vejen igennem, imens han reflekterer over livet med en stor dosis nostalgi:

"My pen taps the paper then my brain's blank /
I see dark streets, hustling brothers who keep the same rank /
Pumping for something, some uprise plus some fail /
Judges hanging niggas, uncorrect bails, for direct sales /
My intellect prevails from a hanging cross with nails /
I reinforce the frail, with lyrics that's real /
Word to Christ, a disciple of streets, trifle on beats /
I decipher prophecies through a mic and say peace"

Konge-track!

07. One Love

Her har vi et af pladens mindre interessante øjeblikke. Q-Tip producerer, og dobble-bas'en fra Heath Brothers' "Smilin' Billy Suite Part II" sidder lige i skabet, men xylofonen og omkvædet not so much. Især omkvædet irriterer mig voldsomt. Det værste er, at temaet i sangen er et af de mest interessante på hele pladen, men Q-Tips snøvlede omkvæd gør det bare anstrengende at komme igennem sangen. Versene tager form som breve, som NaS har sendt til venner, der sidder i fængsel. Et virkelig gennemført koncept, der gør "One Love" til et lyrisk højdepunkt. Beatet og omkvædet gør dig bare, at jeg som regel skipper nummeret.

08. One Time 4 Your Mind

Vel nok pladens svageste moment. Det er som om, at NaS rapper om lidt af alt det, han allerede har rappet om, og så over pladens potentielt kedeligste beat fra Large Pro. NaS har unægtelig en teknisk præcision herpå, der er svær at sætte en finger på, men teknisk præcision er at finde på samtlige tracks, og stort set alle har mere at byde på end "One Time 4 Your Mind". Plandes om'er i min bog.

09. Represent

Premo's bombastiske trommeprogrammering danner fundament for NaS, der virkelig skruer op for attituden:

"Cold be walkin' with a bop and my hat turned back /
Love comittin' sins and my friends sell crack /
This nigga raps with a razor, keep it under my tongue /
The school drop-out, never liked the shit from day one /
Cause life ain't shit but stress fake niggas and crab stunts /
So I guzzle my Hennesey while pullin' on mad blunts /
The brutalizer, crew de-sizer, accelerator /
The type of nigga who be pissin' in your elevator"

"Represent" repræsenterer rap, når rap er mest rappet. Dog bliver jeg nødt til at sige, at beatets spændingskurve daler hen imod enden. Nogen vil mene det er blasfemi, men Premo produktion her er langt fra blandt mine favoritter. Men alt i alt et sprødt track.

10. It Ain't Hard To Tell

"Hit the earth like a comet, invasion /

NaS is like the afrocentric Asian; half-man, half-amazin"

Et af Large Pro's bedste beats. Samplingen af Michael Jackson's "Human Nature" er blændende, er lyrisk set er der næsten for meget guf på "It Ain't Hard To Tell" til at remse det op. Sangens tredje og sidste vers er fænomenalt, og er det perfekte vers at afslutte Illmatic med:

"This rhythmatic explosion, is what your frame of mind has chosen /
I'll leave your brain stimulated, niggaz is frozen /
Speak with criminal slang, begin like a violin /
End like Leviathan, it's deep well let me try again /
Wisdom be leakin out my grapefruit troop /
I dominate break loops, givin mics men-e-straul cycles /
Street's disciple, I rock beats that's mega trifle /
And groovy but smoother than moves by Villanova /
You're still a soldier, I'm like Sly Stone in Cobra /
Packin like a rasta in the weed spot /
Vocals'll squeeze glocks, MC's eavesdrop /
Though they need not to sneak /
My poetry's deep, I never fell /
Nas's raps should be locked in a cell /
It ain't hard to tell"

In Conclusion...

Der er ufatteligt meget godt hiphop at finde på Illmatic, og når den bliver kaldt "the greatest hiphop record of all time" er det fuldt ud retfærdiggjort.
Men Illmatic er ikke den perfekte udgivelse. Det er en virkelig kort plade. Ti numre, hvoraf det ene er en intro, og to af numrene ikke er helt så fede igen. De resterende numre er dog af øverste skuffe, - den skuffe, der sidder så højt i kommoden, at det kun er få der kan nå derop.
Jeg er overbevist om, at jeg havde anmeldt Illmatic til 6/6 hvis jeg havde sidder som anmelder i 1994. Men nu hedder det 2011, og på de 17 år der er gået, er der udgivet talrige plader, der i min optik overgår Illmatic. Mange af dem var muligvis aldrig kommet til verden hvis det ikke havde været for Illmatic, så deri ligger den ultimative takke til pladen. Men det gør den stadig ikke til en klassiker i min bog. Men tæt på.

5-5.5/6

- Jeppe Barslund

NaS - "Nasty" (Track Review)

Damn! Nyt fra NaS, og kan vi ikke bare blive enige om fra start af, at det her er noget rimelig dope shit?! Tror ikke jeg har hørt ham flyde så mageløst siden, tjaa, hvor langt skal vi tilbage, God's Son måske?
Nummeret hedder "Nasty" hvilket er ganske sigende, i og med at NaS simpelthen går all in på rigtig hiphop manér. Salaam Remi står bag produktionen af dette old-school break-beat, der gynger derud af som de minimale beat-juveler gjorde det i slut 80'er/start 90'erne. Samtidig er det også fedt at se NaS bevæge sig væk for samlebånds-formularen med 'vers, omkvæd, vers, omkvæd, vers omkvæd, som der var meget af på f.eks. Distant Relatives, Untitled og Hip Hop Is Dead. Her er der et langt vers, et scratch-break og et kort vers. Simple and clean.

NaS' tiende album Life Is Good er på vej, og med "Nasty" som førstesingle er det vist i orden at skrue op for forventningerne. Jeg har altid syntes, at NaS er en sublim MC, men det er alligevel noget tid siden, at han har udgivet et soloalbum, der for alvor fik mig til at kaste hænderne i vejret af begejstring. Her skal vi igen tilbage til God's Son. Han har selv sagt, at Life Is Good er en af de plader i sit katalog han selv synes bedst om. Om det bare er løs hype-snak eller om der faktisk er noget om det, er selvsagt ikke til at sige, men med en så hiphoppet førstesingle som "Nasty" synes der at være håb.

Hvad synes I om det? Er den gamle NaS tilbage i storform, eller skal vi ikke forvente for meget?



Y'all ready for NaS?
Queensbridge y'all ready to see Nasty NaS?
U-huh, you ready

Yeah, word
Got some Remi Martin, some good as cigars
Check it out

"Ayo, late night, candlelight, fiend with diesel in his needle /
Queensbridge leader, no equal /
I come from the Wheel of Ezekiel /
To pop thousand dollar bottles of scotch, smoke pot and heal the people /
Any rebuttal to what I utter get box-cuttered /
Count how many bad honeys I slut, it's a high number /
Name a nigga under the same sky that I'm under /
Who get's money, remain fly, yeah I wonder /
Eyes flutter as love when NaS pops up /
Starts get starstruck, panties start drippin' /
The ways of Carlito, blaze torpedo cigars /
Drop roads, hoes drop clothes /
Louis the XIII freaks, women nice size /
I ride like Porsches, thick, brown and gorgeous /
It ain't my fault, semi-automatic weapons /
I brought the world "Crazy", I'm rich and I'm girl crazy /
Dick 'em, convince 'em all to praise me /
They ideology is confusion, I lose 'em /
Fellates me, who hate me? My gun off safety /
Since a Tunnel escape key, my jewelry in HD"

"Silent rage, pristine in my vintage shades /
I'm not in the winters of my life or the beginners stage /
I am the dragon, Maserati, pumpin' Biggie the great legend /
Blastin', I'm after the actress who played Faith Evans /
My little Jackie Onassis, dig? /
I'm so high I Never Land like Mike Jackson's crib /
Best on .45, still crack ya rib sacrilege /
Talk trash 'bout the nasty kid /
Past nasty now, I'm gross and repulsive /
Talk money, is you jokin'? /
Cash everywhere, in my bank, in the sofa /
In the walls, in the cars, in my wallet, in my pocket /
On the floors, ceiling, the safe bitch /
I got all you envy, but don't offend me /
I'm skinny, but still I'm too big for a Bentley /
You are your car, what could represent me? /
Too Godly to be a Bugatti /
You honestly must design me somethin' Tommy Mottonic from Queens
had before the 90s /
Drug dealer call, rush to the bar /
Move niggas, we don't give a fuck who you are /
Black card heavy like a magnet in my stitched denims /
Pretty women see them saggin' /
Bet a hundred stacks, niggas'll run it back /
Just havin' fun, I ain't even begun to black /
Light another blunt in fact"

Nasty, Nasty kid
Nasty, Yeah
Nasty, the kid!
Nasty, Yeah
Nasty, Nasty Kid
Nasty

"For the hustlers, thick as yellow bitches for the suck of it /
Got a bunch of niggas in prison braggin'
Sayin' "it was NaS I used to hustle wit'" /
I display fashions while my lungs engage hashes /
Guns on my waist past his /
Since I'm cakin' up, put funds in my safe laughin' /
And joining the blunt passin' you niggas was straight assin' /
Excuse the vulgarity /
I'm still not fully adjusted or used to the new fans hearin' me spit rapidly /
I never see the whips niggas be claimin' they drivin' /
I guess entertainment means blatantly lyin' /
Fake it 'till you make it, I've drivin those toys /
Been in the wars in the streets, cops kickin' in doors /
For my deen niggas /
Your flow cheap as limousine liquor /
I'm no fake rap CD listener /
Sit back and roll a mean swisher /
For my G's, tell these clowns make room for the king, nigga"

- Jeppe Barslund

NaS & Damian Marley - Distant Relatives

"Discover a world before this world, a world burried in time /
Uncovered with rhyme"

Kan i færdiggøre denne linje: "Sometimes I can't help but feel helpless, I'm having daymares......"? - Jep, Nas og Damian Marleys første samarbejde "Road To Zion", fra Damians Welcome To Jamrock, er for længst blevet en klassiker. Da rygtet slap ud om, at de to arbejdede på et projekt sammen, var det derfor også - for mit vedkomne i hvert fald - en af de slags nyheder, man næsten ikke turde tro på, i frygt for at blive grusomt skuffet. Det skulle heldigvis vise sig, at de ikke bare var igang med et-eller-andet projekt, men muligvis det mest ambitiøse, betydningsfulde, universelle og for-alverdens-gode-grunde vigtigste hiphop projekt skabt i årevis.

Og nej, dette er ikke et af de typiske projekter, hvor rige musikere går sammen og (mis)bruger deres berømthed til at producere musik, der kan få dem til at stå frem som nogen, der faktisk interesserer sig for alverdens problemer, og samtidig gøre dem en god del rigere på vejen. NaS og Damian har hele hjertet med, og overskudet går udelukkende til bygninger af skoler i Afrika, der, om man må, er hovedperson i de barske, rå, hårde og smukke fortællinger. I lige så høj grad som det handler om nød, fattigdom, død og sygdom, handler det også om kærlighed til kontinentet, der trods alt ikke kun huser kriser og katastrofer.

Flere gange er de ellers tæt på at gå i klichéfælderne. Der er storladne børnekor, og flere af de storladne produktioner minder om noget, der kunne have været en corny støttesang. Men når NaS og Damian åbner munden, så er det pludselig en helt anden liga. Uanset hvor pompøst og Løvernes Konge -agtigt det end måtte lyde, gør det lyriske indhold pladen til en ufattelig tour de force bestående af øjenåbnere, klumpe i halsen, og glædestårer.

Og hvad er der i grunden galt med Løvernes Konge? Jeg elsker Løvernes Konge!

De afrikanske instrumenter og de sjælfulde kor er flittigt brugt, hvilket danner grundlag for en sublim rød tråd. Samples bruges også, men en større hær af musikanter (af kød og blod!) har også været forbi studiet (check wikipedialisten for gæstemusikere, det er vanvid), så der bliver både jam'et, spillet soloer og meget andet. Det gennemgående organiske feel, der læner sig tæt op af Damians reggaerødder, resulterer i en sublim lydside. Storebror Stephen Marley har produceret tre skæringer, deriblandt en af albummets absolutte perler, "Patience", der nok bedst viser, hvor mange følelser der er involveret. Damians åbningsvers er et af de stærkeste jeg har hørt i længere tider. Lyt her, og læs med nedenfor:

"Some of the smartest dummies /
Can't read the language of Egyptian mummies /
An' a fly go a moon, and can't find food for the starving tummies /
Pay no mind to the youths /
'Cause it's not like the future depends on it /
But save the animals in the zoo /
'Cause the chimpanzee dem a make big money /
This is how the media pillages /
On TV the picture is, savages in villages /
And the scientist still can't explain the pyramids /
Evangelists making a living on the videos of ribs of the little kids /
Stereotyping the image of the images, and this what the image is.... /
You buy a khaki pants, and all of a sudden you a say a Indiana Jones /
An' a thief out the gold, and thief out the scrolls, and even the burried bones /
Some of the worst paparazzis I've ever seen and I ever known /
Put the worst on display so the world can see /
And that's all they will ever show /
So the ones in the west will never move east, and feel like they could be at home /
Dem get tricket by the beast /
But a where dem ago flee when the monster is fully-grown? /
Solomonic linage whe dem still can't defeat /
And they coulde never clone, my spiritual DNA that prints in my soul /
And I will forever own lord..."

NaS skuffer naturligvis heller ikke. Hans store problem har altid været at vælge beats til hans plader, så det klæder ham virkelig at blive sat sammen med brødrene Marley, der ikke kan leverer under det fantastiske. På de intet mindre end episke "Africa Must Wake Up" og "My Generation" brillere New York rapperen, og på "In His Own Words" og "Leaders" bliver vi mindet om, hvorfor han i sin tid blev en hiphop legende. Det er også herligt at opleve NaS og Damian på "As We Enter", hvor det mest af alt bare handler om at have det sjovt, flowe fedt og, ligesom et lykkeligt ægteskab, færdiggøre hinandens sætninger. Fremragende!

Et både GAFFA og Soundvenue kan give denne plade 3/6 stjerner og mig et mysterium af de helt store. Jeg står fuldkommen uforstående overfor det faktum, at man ikke kan se, høre og anerkende et album af denne kaliber. Jeg er langt mere enig med GameReactors musikanmelder Philip Gyde Poulsen, der går så langt til at give pladen 10/10. Et udødeligt mesterværk er det nok ikke, men hvis et sådan skal skabes i vore dage, er dette nok den rette vej at gå. Jeg vil i hvert fald ikke tøve med at kalde det et af årets største udgivelser.

5/6

NaS - God's Son

ved gæsteanmelder Jacques Le Grand

Forkert gættet! Det er ikke KUN på grund af storhedsvanvid, at Nasir Jones fra Queensbridge har påtaget sig rollen som en anden genopstanden Jesus-figur og menneskehedsfrelser. Så lad os tilgive ham den synd for en stund og i stedet rette blikket mod indholdet på den legendariske rappers 6. udgivelse: for det viser alle tegn på at Nas ikke har mistet forstanden! Tværtimod står han her stærkere og mere stilren end nogensinde før, vil nogen næsten driste sig til at mene. Når man snakker om Nas, er der altid en overhængende fare for at skille vandene (for at blive i den bibelske retorik). Det er mit indtryk at når et album først er blevet tildelt klassikerstatus, sådan som debutten "Illmatic" (1994) er, så skal der meget til at ændre folks mening igen. Personligt mener jeg ikke at Nas er på sit højeste med sin debut, og det ville da også have været en skam hvis det kun var gået stødt ned ad bakke de sidste otte albums. Faktisk, så synes jeg at han – efter at have rodet rundt i noget forsinket teenager-identitetskrise som henholdsvis Nasty Nas og Escobar – vender stærkt tilbage på "Stillmatic". Springet derfra og til næste album er måske ikke enormt, men tro det eller ej: på det ene år modnes Nas betydeligt som rapper. Ganske rigtigt har han sit jesus-flip, men det vælger jeg bare at opfatte som en dårlig titel, for det er bestemt ikke et tema der betegner albummet som sådan.

På lydsiden til "God’s Son" er han bakket stærkt op af så forskelligeartede artister som Eminem, Alicia Keys, The Alchemist og naturligvis Salaam ”The Chameleon” Remi, som han altid arbejder godt sammen med. Der er allerhøjst to-tre numre, som kunne skæres væk, og det er et tegn på albummets vellykkethed. ”Made You Look” er jo nærmest en nyklassiker, som tager os med på en tidrejse tilbage til den gamle Nas fra midt-halvfemserne. Salaam Remi har sørget for et varieret lydbillede gennem flere af Nas’ albums, men her på "God’s Son" finder han for alvor en stil, der gør Nas ære. Udover det gør Nas altid meget ud af at ændre stil – og paradoksalt nok stadig være den samme, hvilket ikke altid er lige vellykket. Det eneste nummer på pladen der rigtig forfølger jesus-temaet fuldt ud er Eminem-produktionen ”The Cross”, som faktisk er et temmelig fedt nummer hvis man ser bort fra de selvhøjtidelige tendenser, der skinner stærk igennem her. ”Arrogance is a virtue” kunne nemt være titlen på et fremtidigt album fra Nas. I ”The Cross” går det som sagt en smule over gevind når han siger ting som: ” I carry the cross, if Virgin Mary had an abortion / I'd still be carried in the chariot by stampeding horses”.

Derimod har numre som den kendte ”I Can” (props til Danske Bank..) og ”Book Of Rhymes” en helt anden charme, som bestemt klæder albummet både lyrisk og musisk. The Alchemist står bag den nyskabende “Book Of Rhymes”, som meget uddybende handler om at Nas kaster et blik på sin gamle rhymebook alt imens han rapper om det han læser, hvilket vil sige små bidder fra forskellige sammenhænge der ikke har nogen tydelig rød tråd. Et mere eller mindre tilfældigt uddrag fra sangen viser dette:

“Yo said there's a few left since music's expressions of life
Damn I wish I took more time to write in my book of rhymes
Oh shit Tina - I been lookin' for this bitch number damn.
No this rhyme is weak..This is week I remember this bullshit right here
Gandhi was a... what the fu..?”

Det er en fed og underholdende måde at tage pis på sig selv og på trods af det manglende konkrete indhold i sangen hæver den alligevel albummet betydeligt.

Næste sang i rækken er en akustisk version af ”Thugz Mansion”, som jeg har ladet mig fortælle at Nas selv spiller guitar til. Uanset hvad så fungerer det glimrende, og den fantastiske kombination af to giganter fra hver sin kyst, Tupac og Nas, giver en eksplosiv effekt over et meget chillet beat. Denne sang er en direkte klassiker!

Kanye Wests ”Hey Mama” (R.I.P. Donda West) har højst sandsynligt hentet en del inspiration fra Nas’ ”Dance”, som på samme måde er en hyldest til hans mor. Nas gør det på elegant facon, undgår ikke helt lidt tåkrummende beskrivelser, men formår alligevel at gøre det til en sang, som man kan høre igen og igen. Ikke mindst på grund af den labre musik bag rapperens tilståelser, som er enkelt og afslappet semipop, men ikke desto mindre med flair for detaljen og lyttevenlige elementer.

Det afsluttende nummer på "God’s Son", som nemt kan forekomme at være et af de bedste, er ”Heaven”. Her filosoferer Nas over himlen og helvede og alt derimellem og her viser han sit ”sande ansigt” som conscious rapper – det kan nemlig være en smule forvirrende en gang imellem, når han på den ene side er gangsta og på den anden den følsomme knægt, der bare vil væk fra det hele i en fart. ”Heaven” handler ligesom ”Thugz Mansion” om at stikke af fra det hele, alle problemerne i denne verden, og søge tilflugt i en form for paradis. Nas forklarer de ting, han synes er helt fucked up omkring ham:

“That's when it all just hit me
You see the broads and Bentleys
is nothing less my nigga spend it all with me
I'd give it all away quickly
Just to hear them all I'd buy some new kicks free
of any autographs so not to be recognized forgive me
It's becoming unbearable
Making hits is easy
Put a famous bitch on the hook there you go with a platinum CD”

Ikke alle vil give ham ret i, at det er nemt at spytte det ene hit ud efter det andet, men det essentielle er også at hele musikindustrien er blevet faretruende overfladisk (her lægger han kimen til "Hip Hop Is Dead"). Til en vis grad er det hverken poesien eller musikken der i fokus, det handler derimod om mainstream appeal. Det er okay at være den vildeste sell-out, så længe det opnår spilletid på de mest populære radiostationer – kvalitet, spørger du? Ja hvor fanden er den blevet af? Det skal jeg sige dig: Nas er gjort af netop den støbning, der skal til for at videreføre hiphoppen og bringe den til et endnu højere niveau. På sange som ”Heaven” får man et lille glimt ind i himlen og sidder tilbage med følelsen af, at Nas med "God’s Son" har fået fat i noget af det helt rigtige.

5/6