”Success is a
journey, not a destination”
- Ben Sweetland
I 1950’erne rasede den
kolde krig. Især USA og Sovjetunionen spillede med musklerne og kæmpede en indbyrdes
kamp om rollen som overlegen supermagt. I 1957 tog Sovjetunionen teten, da de
sendte Sputnik I (som egentlig var hovedet af et atommissil) i rummet. USA var
nødt til at finde en måde at overgå USSR på, så NASA blev grundlagt i ’58, og i
1969 sikrede Apollo 11-missionen at amerikanerne Neil Armstrong, Buzz Aldrin og
Michael Collins blev de første mennesker på månen. Dén kunne ligesom ikke slås,
og USA vandt det såkaldte ”space-race” og blev den overlegne supermagt af de
to.
Grundet krig formåede USA altså, på blot
ti år, at udvikle teori, teknologi og udstyr til at flyve tre mennesker til
månen. Det lyder ikke af så meget nu til dags, men tænk lige over hvor vildt
det egentlig er, og ikke mindst var.
Efterfølgende, efter ambitionen og
målet var nået, blev NASA mere eller mindre tilsidesat, og har lige siden været
kraftigt underfinansieret, - for hvorfor bruge energi og ressourcer på noget,
når de originale målsætninger er
nået?
Kanye West har altid haft
et meget specifikt mål, længe før han selv udgav plader; nemlig at blive
verdens største superstjerne. Et ambitiøst mål, men ikke desto mindre et mål
han for enhver pris ville nå. På sin vej til at nå dette mål har han udgivet
milepæle, skabt kontroverser, ændret hiphoppen permanent (flere gange) og skubbet
grænsen for, hvad der var muligt i genren. Det tog faktisk Kanye omtrent lige
så lang tid at blive verdens største superstjerne, som det tog NASA at nå
månen. Med My Beautiful Dark Twistet
Fantasy nåede West og hans drømme sit klimaks. Nogen er måske uenig i at
han er verdens største superstjerne, men jeg synes egentlig at det synes
nemmest at argumentere fór.
Problemet er, at siden han nåede det mål
han for ca. et årti siden satte, har drivkraften, gejsten, modet og viljen
været radikalt udslukket. Jeg synes – groft sagt – ikke at der har været noget
alvorlig interessant at finde i nogle af de projekter han har været involveret
i, siden MBDTF, og det kommer altså
fra en long time, hardcore Kanye West
fan. Han har nået tronen, og nu synes det eneste mål at være at beholde den.
Med Watch the Throne sagde Kanye og Jay-Z at de sad på hiphop-tronen,
og med Cruel Summer vil Kanye – med hjælp
fra sine ”undersåtter” - forsvare denne plads imod andre hiphop-”stormagter”,
hvor især Rick Ross og hans Maybach Music Group og Lil Wayne og Young Money Cash
Money Billionaires anses som konkurrenter. Her er det bare ærgerligt at fjenden
ikke angriber med god musik, men med ekstravagant attitude, penge, bling, hoes
og biler, og endnu mere ærgerligt er det, at West og Co. svarer igen med musik
af samme skuffe.
Suk. Dybt suk.
Resultatet er dybt
uvedkommende og ekstrem overfladisk hiphop, der er præget af så meget
middelmådig rap og så mange akavede momenter og pinlige øjeblikke, at jeg har
virkelig svært ved at forstå, hvordan Cruel
Summer nogensinde er endt sådan.
Det virker endda som om,
at Kanye bevidst spilder de talenter han har til rådighed. Common får ét vers
og Q-Tip er fuldkommen ude af billedet. I stedet får Big Sean og 2 Chainz (der
nærmest indiskutabelt er blandt de ringeste aktuelle rappere) lov til at
dominere. For 5-6 år siden havde rappere som Big Sean og 2 Chainz aldrig fået
lov til at sætte en fod inden for Kanyes studie, i dag er de nærmest ambassadører.
”My crew deeper
than Wu-Tang”…. Øh, nej.
I Ice-T’s nye dokumentar From Nothing To Something: The Art of Rap,
spørger han Big Daddy Kane hvad forskellen på en rapper og en MC er. BDK svarer: ”Well, a rapper is… well, you know, someone
who rhymes. (…) You rhyme “cat” with “hat” and you can be considered a rapper”.
Jeg føler, at det er dét stadie vi
befinder os på det meste af tiden på Cruel
Summer. Indholdsløst, unuanceret klappe-kage rap, som ikke lader til at
have nogen ambitioner om at udfordre lytteren overhovedet. Til tider virker det
simpelthen som en lodret hån imod deres intelligente lyttere.
Et par stykker formår at
imponere til en vis grad, som Jay-Z, Common, Pusha T og Ghostface Killah, men størstedelen
er overraskende grelt. Flere af årets værste musik-øjeblikke er at finde på
denne plade, som når Big Seans åndsforladte rap møder Kanye Wests uudholdelige ”AAAHN!”-lyde på ”Clique”, eller når den
ellers dygtige Marsha Ambrosius synger det grufulde omkvæd på ”The One”, bl.a.
med yderst analfabetiske linjer som ”When
they askin’ who I’m is”. Og så må vi ikke glemme den helt elendige slutning
på ”New God Flow”, hvor Kanye i bedste militær-stil råber ”I don’t know what I’ve been told”, hvor man forventer at en hel
hær af G.O.O.D. Music soldater gentager, men han vælger selv at gentage, alene,
og hele konceptet falder til jorden med et brag. Og et nummer som ”Cold”, - don’t
even get me startet!
Jovist, der er nogle rimelig fede beats her og der,
og enkelte vers imponerer da, som skrevet før, men i forhold til, at man førhen
har været vandt til at blive imponeret på noget der minder om sekund-basis i
Kanye’s selskab, er ”lidt godt her og der” virkelig bare ikke særlig godt.
David Letterman sagde engang til Bill O’Riley,
i et efterhånden legendarisk interview: ”I
believe, that you’re too smart to believe what you’re saying”. - På samme
måde skulle man tro, at Kanye West er for dygtig til oprigtigt at synes, at det
musik han producerer i øjeblikket rent faktisk er godt. Originaliteten, kreativiteten
og hans indre legebarn er sunket til havs sammen med resten af det, der gjorde Kanye
West til en unik karakter. Lige nu lyder han som alle de andre.
Troo.L.S. rappede på ”Uden
om systemet”: ”…nogen gange er det som
om, at selve drømmen er meget federe end det at nå dertil”, og det leder os
tilbage til indlæggets overskrift. Jeg tror nemlig ikke at det er ”sundt” for
Kanye at have nået sit mål. Det han ”har brug for” er at skubbe målet længere
væk eller sætte sig et helt nyt, så han kan genoptage sin rejse. Kommer dette nogensinde til at ske? Man
kan kun håbe. Det ville i hvert fald være lodret modstridende med Kanye Wests solokarriere op til nu, hvis hans næste projekt lyder som Watch The Throne eller Cruel Summer. En radikal ændring i stil og lyd vil være den eneste rigtige og Kanye'ske vej frem.
Nu endte dette indlæg i
højere grad med at være en kommentar til hele situationen end en egentlig
anmeldelse. Måske er det fordi, at Kanye West med hastige skridt nærmer sig
kategorien af rappere, som jeg normalt ikke plejer at snakke om her på bloggen?
Jeg er i hvert fald overordentlig skuffet over Cruel Summer.
I ved jo selvfølgelig
godt, at det bare er min mening ikk’? Hvad synes I om det?
2/6
- Jeppe Barslund
