Nota Bene & Davey - Dag for dag

Nota Bene og Davey sammen om en hel plade. God damn. Her er ret beset tale om mit største ønske i hiphop-regi, der nu går i opfyldelse. Et ønske jeg har haft siden den skæbnesvangre dag, hvor jeg hørte "Kryb" på Spytbakken #3 for første gang og mit syn på hiphop blev ændret for bestandigt. Dialektens Ude af Frekvens EP kom kort tid efter, og her stod det klart, at jeg især med nummeret "Melodier i larmen" var blevet introduceret for en lyd og en stilart indenfor dansk rap, jeg ikke anede eksisterede, og som havde besnæret mig uigenkaldeligt. Fra da af lyste Nota Bene og Davey op som landets fornemmeste MC og producer, og dét har holdt ved lige siden. 

Dag for dag er deres første fuldlængdes album sammen. Et album, der har været længe undervejs og som blandt andet er blevet til i en kreativt dvale i en svensk skovhytte, hvor de, komplet afsondret for omverdenen og frigjort fra forstyrrelser, har kunne fokusere al energi på deres førstefødte. Og dét kan høres. Nota Bene og Davey har med Dag for dag bedrevet noget af deres hidtil stærkeste materiale, og det siger æddermanme ikke så lidt!

"Vi holder ud, ser igennem fingre /
Holder vejret og ber' til en nem vinter /
Holder kæft, holder tavst igen /
Og venter stille på at nogen spoler frem til enden"

Dag for dag er overordnet set en historie om, hvordan begær, griskhed og jagten på penge langsomt opløser og forpurrer verden. Hiphoppen forpurres ("Hiphop er en taber-kultur / Ingen tør at stå ved den uden større reklamebureauer / Forbrugerne er børn der ka' li' gangster-rap / Så rapperne leger de' gangster for at betale deres skat"), politik forpurres ("Dem du gir' din stemme har ikk' tid til det hele / De' fedtet ind i magt og penge / Jeg gir' min tillid til de uafhængige / For selv enhedslisten blir' forpurret når du putter penge i") og forhold forpurres ("Ingen overdrivelse, de river dig rundt / Jeg ligger vågen om natten, kigger på damen, hvor længe tåler hun minimum?"), ja, iveren efter skillinger har groft sagt skovlen under os:

"De er der fra det starter til det ender /
De tykkelsen på huden i din papas hænder /
De knækker skæbner og splitter gamle venner /
De mere værd end tid sammen med dem vi elsker"

Midt i det hele står en mand med klarsyn, der ikke lader sig forpurre, og som er rasende frustreret over dette fornuftens og forstandens forfald. Nota Bene lever med konsekvensen af, ikke at kunne købes for penge. Han er fri, men døjer samtidig med en hjemløs vrede over det pengeræs, der har gjort verden til et koldt sted. En vrede, der med sitrende kraft kommer til udtryk på snart samtlige skæringer. Budskabet lyder klart, at vi skal have vendt vrangen ud på status quo. Desværre spænder Nota Benes indre hykler ben for den ukuelige idealist, og det endelige udfald er, at der ikke sker meget andet, end at livet går sin gang, dag for dag:

"Jeg ved det, jeg burde hidse mig ned /
Det' spild af tid, intet vindes ved ligegyldig bitterhed /
Jeg burde ligge mig ned og gøre min pligt som borger /
Men de her skyklapper kradser når jeg ikk' sover /
Der' rigeligt at bitche over, vi' slaver af skillinger /
Fornuften abortere, idioter laver trillinger /
Vi overbefolket, det' ikk' værd at forsøge /
Misantrop, hykler, red verden, læg dig ned og dø"  

Med hiphoppen har Nota Bene dog fundet sit fristed midt i dårligdommen, hvor han kan ånde, finde glæde, skabe mening og ikke mindst få afløb for frustrationerne. "Jeg har det sjovt med hiphop, så jeg gør noget for det / Du knokler kun for penge og venter på dine børn blir' voksne / Mens jeg elsker det her, det' min legestue / Ikk' et job men jeg' stadig i boksen en hel arbejdsuge" lyder det på "Slip det fri", og som sagt så gjort: Nota Bene serverer noget af det ypperligste hiphop i mands minde. Fra bister battlerap, svadaer af episke proportioner og benhård braggadocio til fabelagtige revserier og små strejf af mesterlig historiefortælling.

"Niveauet er vores mester, men vi' under radaren /
Vi over hovedet på dem, vi står ved vores vartegn"

Nota Bene er kort sagt den bedste til at gøre det. Hans talent udi rappens mange komplekse teknikker er hverken indstuderet eller tillært, det er naturgivet. Simpelthen iboende og u-fraskillelig. Tog man hiphoppen ud af Nota Bene ville han falde slapt til jorden som et tomt hylster. Denne immanente gave kommer til udtryk konstant: i hans brovtende askebæger-vokal, i hans bidske flow, hans stemmekontrol, hans nærvær og hans autenticitet, og i den intensitet og råhed, hvormed han leverer sine tekster. Ja selv når han vrisser, snerrer og beordrer sit mundvand tilbage ind bag de sammenbidte tænder, hvilket tit er tilfældet, virker det som en naturlig del af flowstykkerne. Alt dette, lagt sammen, resulterer i min optik i en astronomisk pakke perfektion, der uden tvivl gør sig som dansk raps mest komplette af slagsen. Ingen har så (tilsyneladende) let ved at lyde så voldsomt blæret og overbevisende.

Tilføj dertil Davey, der fabrikerer beats af så abnorme proportioner, at gængse målestokke må pakkes væk, og man sidder med noget decideret uhørt. Skulle man låne lidt terminologi fra klima-verdenen, ville jeg kalde kombinationen af Nota Bene og Davey en 10-års hændelse i dansk rap, hvis ikke 20-års. Davey gør det på sin helt egen måde. Sin helt egen vanvittige måde! Sjældent har noget så stramt komponeret lydt så tøjleløst, og sjældent har så meget omtanke og teknisk begavelse udmundet i noget så balstyrisk. Jeg ved stort set intet om at producere beats eller om processen bag, men med Davey sidder jeg alligevel med en idé om, at det er en teknisk snilde, forståelse og formåen langt ud over det sædvanlige, der ligger bag de sygeligt velproducerede beats. Og se bare på det alsidige, bredtfavnende og eksotiske lyd-arkiv, der er taget i brug, med harmonikaer, caribiske olietrommer, tribal-drums, spilledåser, orientalske strengeinstrumenter, panfløjter, didgeridooer, et hav af klokkespil, guitarer, banjoer og blæsere (og det er ikke engang det halve af det!). Det er højst uortodokst, hovedkulds kompromisløst og yderst musikalsk. Numre som "Til det ender", "Den sidste", "Slip det fri" og "Karrusellen" er produceret så englene synger, og "Én" er noget af det mest originale og geniale jeg har hørt nogensinde.

Den store sejr kommer dog med en mindre fortabelse. Det forholder sig nemlig så ironisk, at det, der gør Note Bene og Davey så forbasket overlegne i hver deres felt, viser sig også at være deres akilleshæl på Dag for dag. I Nota Benes tilfælde føler jeg, at albummets rammer begrænser hans kunstneriske udfoldelse nok til, at man higer efter nogle andre vinkler og narrativer. Han bevæger sig inden for et ganske snævert emnefelt, hvor rappen i overvejende grad kredser om den samme tematik i løbet af de 14 skæringer, og derved læner sig farligt meget op ad det ensidige. Et nummer som "Pernille" skiller sig markant ud fra mængden, på samme måde som "Kvart over fem" gjorde det på Rutinetjek EP'en, og dén side af Nota Bene havde jeg håbet at se endnu mere af. På samme vis gik jeg ind til Dag for dag med et spinkelt håb om, at Davey ville servere en bred varieté af beats, men det er holdt næsten udelukkende i de stort anlagte og tæt sammenstuvede produktioner. "Den sidste", "Pernille" og "Frem" stikker ud, men ellers er grundtanken ens, hvilket bevirker, at man sammenligner internt og skaber en rangorden, hvor de svageste øjeblikke som "Støv" (der beklageligvis åbner pladen) og "Dag for dag" visner hen. Det bliver helt bogstaveligt for meget af det gode, hvilket rigtig nok går under kategorien luksusproblem, men ikke desto mindre har det et udfald på mit overordnede indtryk af pladen, for når niveauet er så svimlende højt er det tilladt at have forventninger derefter.

Disse mindre fortabelser ændrer dog ikke ved, at Nota Bene og Davey har begået et monstrum af en plade med Dag for dag. Skulle man låne lidt terminologi fra klima-verdenen, ville jeg kalde kombinationen af Nota Bene og Davey en 10-års hændelse i dansk rap, hvis ikke 20-års, og med Dag for dag har de udgivet et album, der bliver svært at vippe af pinden som årets bedste, på trods af, at vi blot skriver januar måned.

"Jeg' gal for i morgen er det mandag og så' det tilbage på plantagen /
For gagen er for lav til at leve af at dræbe dem /
Så jeg trækker i mit arbejdskluns /
Og bryder brød og river kegler rundt /
Og jeg er fri, designer liv og død /
Holder cypheren biter-fri, men jeg må samle føde /
Og det' nok meget godt for havde jeg tid lå vejen øde"

5.5/6

- Jeppe Due Barslund

Dødssejleren - Spøgelser EP

For præcis to år siden udgav Dødssejleren deres selvbetitlede debutalbum, der i al sin beskedenhed fejede benene totalt væk under mig. Konceptet var umådelig gennemført, sørøver-stemningen genialt bragt til live, musikken forbandet velspillet og melodierne uafrysteligt fængende. Helt afgørende, for mig personligt, var det dertil, at Dødssejleren ramte en nostalgisk åre af den mest affektive slags med deres højmusikalske pirateri og sørøver-eventyrlighed. Jeg blev simpelthen sendt fluks tilbage til barndommens lykkeligste luner, hvor Sebastians Skatteøen var fast lydkulisse. Denne affektive sensation illustreres nok bedst med følgende klip:

Jeg anmeldte pladen og kvitterede med vurderingen 5/6 samt en kåring som årets bedste danske plade, og alligevel har det overrasket mig, hvor meget jeg har hørt pladen efterfølgende. Herhjemme synger og skråler både jeg og fruen med på stort set alt fra debuten, og knægten på halvandet danser glædeligt med når musikken spiller, hvilket jævnligt er tilfældet, så nyheden om en efterfølger blev naturligvis mødt med begejstring i denne lille husstand.

"Vi samler os sammen til vi sammen og samlet /
En sammenbidt forsamling forsejlede fremmede /
Med følelserne uden på tøjet i en verden på vrange /
Frygt ikk' spøgelserne - det her er deres sange"

Meget er det samme. Bølgerne skvulper, vinden rusker i håret og skumsprøjt får én til at misse med øjnene. Vi er med ét tilbage til havs på den gudsforladte skude, og alt, hvad der i musik og lyrik gjorde debutalbummet til en sørøverlig affære, er bevaret. Nok er dog ændret til, at man med rette kan kalde Spøgelser en udvikling fra det oprindelige ståsted. Den mest markante progression ligger i, at gruppen har omfavnet konceptet fuldkommen ift. det univers, de har skabt. Besætningen har vokset sig fra en trio til en sextet, og med Asger Thomsens kontrabas, Laust Moltesens guitar og Jens Kristian Siqueira trommer som de nye tilføjelser, er der endnu mere fordrukken, sørøver-blues-svingende spillemands-orkester over lydsiden, der i dens nuværende form er så godt som blottet for hiphop-elementer. Illusionistens rap er efterhånden det eneste spor, der fører tilbage til hiphop-selskabet Echo Out som udgiver, og det er faktisk fedt, og sært befriende. Godt nok var de meget hiphop'ede "Den flyvende Hollænder" og "Poison Heidi" blandt højdepunkterne på forgængeren, men Dødssejlerens mandskab går planken helt ud med deres nye og fuldt live-orkestrererede tilgang til musikken, og resultatet er, at skænkestuen oser endnu mere af rådne tandsæt, svingende træben og dårlige manerer. Tag bare de afsluttende fyrre sekunder på "Natteravnens sang" eller det godt sidste minut på "Den kloge kones sang", hvor kro-slagsmålet for alvor griber om sig, imens dansegulvets gulvbrædder er glohede. Humøret er højt og tempoet gevaldigt, og Christian Coppola svinger harmonikaen i så fænomenal stil, at alle, der står stille, bliver efterladt på en øde ø med en flaske rom og en ladt brescia. 

Gruppen, der nok engang føres an af den umanérligt musikalsk begavede Simon Solem, formår absolut også at forene deres forcer i mere stilfærdige musikalske øjeblikke, hvor der er fokus på de små detaljer og melodierne imellem. "Digterens sidste sang" og "Klagesangen" er blændende eksempler på disse velklingende og yderst behagelige lytteoplevelser. "Fuldmånens sang" viser sig imidlertid måske at være Dødssejlerens fornemmeste øjeblik hidtil, hvor trommer, guldbas og harmonika slentrer klangfuldt hånd i hånd, imens Kaptajn Solem leverer et ubetaleligt godt omkvæd, der i øvrigt besmykkes yderligere af gæste-trompetist Claes Halfdan. Splitte mine bramsejl for en pragtskæring!

"Gid at i nat varer evigt /
Gid at båden ikk' ka' finde sin havn /
Vi drikker, vi danser med sirener /
Vi er slaver af deres symfoni"

Desværre leverer Dødssejleren ligeledes deres nok vageste øjeblik med "Anne Bonnys sang", der i grove træk lyder som en kedelig version af en af pladens gode skæringer. Og dette, den forholdsvis enslydende grund-idé som numrene er bygget op efter, viser sig ligeledes at være sigende for forandringen i musikken i forhold til debuten. På debuten blev Dødssejleren lanceret som den nye gruppe, der fornede genrer som balkan, blues, hiphop, jazz, beat og tango i deres univers, og det gjorde de med bravour. De mange genrer var ikke forenet i én lyd men i højere grad delt ud på enkelte numre, hvor "Den Flyvende Hollænder" fx var rendyrket beat og "Den sidste tango" var, som titlen afslører, lutter latinsk forførelse. Det imponerende var, at Dødssejleren alligevel formåede at bevare en krystalklar rød tråd i musikken, på trods af denne uddeling af undergenrer.
     På Spøgelser er musikken mere homogen, hvilket kan tolkes positivt, da det giver udtryk for et harmonisk orkester, eller negativt, da man kan savne noget vovemod og en generel frimodig tilgang til musikken. Begge tolkninger gør sig gældende hos undertegnede. På Spøgelser, hedder det i pressemeddelelsen, "... udforsker skudens besætning nye og hidtil uafsøgte territorier. Det bringer dem vidt omkring, b.la. til eksotiske balkan rytmer, tryllebindende tango toner, bestialske blues bliktrommer og skramlende jazz landskaber". En i mine øjne klodset og endda lodret misforstået reklamation, da disse "nye og hidtil uafsøgte territorier" præcis var det, vi blev præsenteret for på debuten. På Spøgelser kommer de nævnte genrer ikke lige så tydeligt til udtryk, og så er de i højere grad kogt ind til én sørøver-lyd, der præger samtlige skæringer. Det lyder godt, men det får mig ikke til at falde bagover. Jeg sidder trykt i min stol og nyder tonerne, men den totale overraskelse det var at blive ramt af debutens sprudlende musikalske overskud, er ikke til stede ved nærværende EP.

Dødssejleren skal have point for at have oprustet besætningen og stablet et ensemble på benene, som lyder fortrinligt sammen, og som bliver en kærkommen og absolut berigende tilføjelse til deres live-shows. Spøgelser er en velproduceret, melodisk, energisk, fængende og ikke mindst anbefalelsesværdig EP, der dog ikke imponerer i samme grad som albummet det ligger i forlængelse af.

4/6

- Jeppe Due Barslund

Boone & Trepac - De forkerte spor

Der findes plader, der er gode på en sådan måde, at man som anmelder kan føle sig forpligtet - og måske endda presset til at skulle lege pseudo-intellektuel og komme med lange og fine forklaringer på, hvorfor og hvordan de helt præcist er gode. Der findes også plader, der er gode, ganske simpelt bare ved at være gode. Plader, der ikke afkræver alenlange disputatser, men som ret beset bare er gode - de er det bare. Sådan en plade har Boone og Trepac bikset sammen.

"Det her er starten på et smukt smukt makkerskab / Et pragteksempel på musik med skæve tanker bag / (...) En dope producer og en af landets bedste MC'er / Lang historie kort: nu ved I hvorn' vi endte her" rapper Trepac over Boone's slentrende trommespor og et sjælfuldt piano-loop, som læste han op fra egen pressemeddelelse. Og det viser sig i løbet af De forkerte spor, at det i sandhed er et smukt makkerskab vi har med at gøre. Boone sørger for produktionerne (samt to vers og et omkvæd), imens Trepac leverer effen rap, og dog synes de to at bryde med den gængse"one mc, one dj" -konstellation. Det skyldes blandt andet, at der sideløbende med det indlysende velfungerende samarbejde, kører en gemytlig intern fejde mellem rapper og producer. På nummeret "Pac vs. Beat" rapper Trepac om, hvordan han havde voldsomme vanskeligheder med at tæmme et særlig sprælsk Boone-beat, men efter noget tid endte som sejrherre: "Satte trumf på med at par killer-rim og skred / Pac han vinder, dræbte beatet lige på stedet, hvil i fred". 1-0 til Trepac. Få numre senere på pladen følger "Kurwa"; et instrumentalt stykke, hvor Boone giver igen. "...you gon' murder this one an' murder that one, talkin' all that bullshit - Imma put it to you like this" svarer Boone via en lånt bid dialog, inden et grusomt tungt beat rammer som en uppercut og udligner til 1-1.

Der skal ikke udpeges en overordnet vinder, for Boone og Trepac's musikalske forhold er mestendels af broderlig karakter, og ambitionen om at lave et veldrejet og rodfast album uden de helt store armbevægelser, er de ene om. Når dét så er sagt vil jeg stadig mene, at selvom Trepac bestemt tager kegler, er De forkerte spor et super-strike fra Boone. Det er ganske simpelt forrygende, hvad man som lytter bliver ført igennem af musikalske uovertruffenheder. Grumsede og grynede beats figurerer side om side med snirklede musikalske begavelser. Det ene øjeblik er det knitrende jazz og soul-samples, det andet øjeblik gynger sumpede basgange i takt med slidte hi-hats. Samtidig emmer produktionerne af en drilsk lunefuldhed, der sørger for konstante overraskelser og uforudsete drejninger. Efter den heftige nakkebrækker "Ubalanceret" og den støvede "Brik", kunne man fx umuligt have forudset, at en af de flotteste beat-kompositioner i dansk hiphop-historie i "Over kanten" ville følge efter. Jeg ved ikke om jeg før har prøvet at sidde med gåsehud og samtidig have lyst til at nikke med nakken - dét beat er ærefrygtindgydende flot skuret sammen.

På rap-siden er Trepac gået beskedent til værks, forstået på den måde, at han har lagt de store følelser til side og i stedet fokuseret på "umiddelbare bars, ingen udenomssnak". Den stil klæder lydsiden ganske fortrinligt, men der er øjeblikke, hvor Trepac befinder sig på grænsen til det for trivielle, som på "Peace of Mind", der ret beset handler om at have det okay med at befinde sig i en triviel tilværelse. "Jeg har det egentlig LOL" hedder det bl.a., inden det lidt for MGP-prægede omkvæd lander: "Vi tem'lig ens, jeg li'som dig / Du præcis som mig, bare ikk' li'så sej". Måske ikke det bedste man har hørt fra Trepac. Når Nota Bene på "Lange arme" vrisser: "Hidsig panser, danser linen mellem civil og chimpanse / Cancer i metropolen, politi eller bande? / Zonen er ikk' stikkerfri, de svin er eklatante med deres voldsmonopol / De' så folkevalgte", er det på samme måde lidt undervældende, når det med folkeskole-rævolutionær retorik lyder fra Trepac: "Det' orn'li nederen når de, der håndhæver loven begår ulovligheder".
     Som det sidste sure opstød vil jeg påpege en vis uoverensstemmelse i dele af indholdet. På  den umanerligt fede "Ubalanceret", leverer Trepac et skalpel-skarpt omkvæd:

"Folk med styr på sit liv laver kedelig musik /
Folk med styr på sit liv laver kedelige beats /
Folk med styr på livet mangler kreativitet og kant /
Så jeg har fjernet lidt af hjernen for at være interessant /
Så nu jeg ubalanceret, jeg' så ubalanceret /
I kunstens navn har jeg været visionær /
Og fjernet noget af min hjerne, nu alt som det skal være"

Denne ubalancerede tilgang til at skrive tekster opretholdes dog ikke synderlig konsekvent. På "Underskudsprojekt", der dog er en pragtskæring af rang, rapper Trepac: "Der' benzin på min bil og mad på mit bord / Jeg' egentlig ikk' så vred som I tror, jeg' faktisk ret glad, intet had, ikk' spor", og man må herudfra konstatere, at Trepac synes at have rimelig godt styr på sit liv. Ligger der måske en lille rap-identitetskrise og lurer under overfladen? - Nej, nok ikke, for Trepac er stadig voldsomt dygtig. Rimene er konsekvent af veldrejet natur, flowet er solid as a rock og er præget af en huld homogenitet, der er som skabt til Boone's lyd. Numre som "Bobby Green", "Den værre halvdel", "Brik", "Over kanten", "Pac vs Beat" og "Underskudsprojekt" er med til at legitimere Trepac's eget postulat om at være "en af landets bedste MC'er". Den bombastiske "Tal som en taber" ligeledes, fx med følgende passage:

"Gør det dumt, gør det dummere, gør det hjernedødt /
Til ingen verdens nytte, gør det sjæl- og hjerteløst /
Der meget at lære om at være plat og ordinær /
Idéforladt og sygelig selv-iscenesat og folkekær /
Men uanset hva' rollen er: spil den med bravour /
Giv ikk' stof til eftertanke, kun til deres næsebor"   

     
Det vigtigste - og dét, der i sidste ende gør, at De forkerte spor er en sublim plade, er, at Boone og Trepac har skabt et helstøbt værk med en krystalklar rød tråd og én gennemgående stemning. Boones beats er de bedste i kongeriget pt., og Trepac yder dem absolut retfærdighed, trods den nævnte snublen. Jeg har i hvert fald hørt De forkerte spor igennem i sin helhed tyve gange, når jeg været ude og trille med min dreng i Frederiksberg Have og Søndermarken, og jeg er langt fra færdig med at høre, hvad der uden skyggen af tvivl må være årets album indtil videre.

5/6

- Jeppe Due Barslund    

Rapublik1 - Surströmming

Rapublik1's debutalbum Surströmming indledes naturligvis med lydsiden fra den famøse video, hvor en gruppe hårdkogte Texanere prøvesmager den svenske delikatesse, med et vældigt brækgilde som følge. Hvorfor har Rapublik1 valgt at navngive deres første langspiller efter denne grusomme herlighed, spørger du sikkert? Måske fordi beatsne er stinkende tunge, rimene ildelugtene hårde og de lyrisk sure opstød utallige? Eller måske fordi, at gruppens førstefødte er en kondenseret omgang råddenskab, som 9 ud af 10 ville holde sig langt fra?

     Svaret skal nok findes i en blanding. Som en nyåbnet dåse surströmming har Rapublik1's debutskive en umiddelbar lugt, der vil få de fleste til at bakke tilbage. De har simpelthen skabt det mest ensporede og tematisk snæversynede rap-album jeg mindes at have hørt på dansk nogensinde. Det handler om at være sygt syg real backpack hæphåp'er og absolut intet andet. Dertil er produktionerne fuldstændigt ensartede: grumt tunge bangere, komplet frigjort for pæne melodier og som udelukkende har til formål at brække nakker i flæng. Den lyriske spændvidde er uhyre smal og variationen i produktionerne farligt trang, hvilket nok vil få et par stykker til at gå i en bue uden om pladen.

     Men! Jeg har ladet mig fortælle, at forcerer man først den fæle stank fra surströmmingen og får den smurt på et stykke fladbrød med rødløg, creme fraiche, tomat og dild, skulle det være en himmelsk delikatesse, og på samme måde viser Rapublik1's Surströmming sig at byde på meget mere, end det umiddelbare førstehåndsindtryk.

"Rapublik1 / Brækker din arm, bare for at tegne på gipsen - vi sygt syge!"

Det passer, at Rapublik1 gør en kæmpe sag ud af at være "real", men hvor mange andre "real" rappere ofte ser sig blinde på og farer vild i deres egen realness, og ufrivilligt reducerer den til det rene karikatur, har PsoriaKriz, Petta Bo Bedre og AndersAnderledes nok humor og selvindsigt til at se både sarkastisk og ironisk på deres "realness". Dette gør Surströmming til en usædvanlig sjov plade - på den skarpe måde, forstås - inden for backpack-genren. Tag bare "Født til det": en rablende vanvittig fortælling om, hvordan Rapublik1's medlemmer hver især er født til at være "real" - ikke på en fesen "it was meant to be" måde, men på uhyre bogstavelig facon. Fra PsoriaKriz lyder det: 

"Jeg blev skidt ud på jorden midt i en cypher foran Johnny's /
Min mor nægtede at amme så hun stak mig et par 40z /
(...) Når jeg sku' sove blev der bustet hårde punches højt for mig /
Det var så'n jeg blev en hardcore hiphop muhfuckah /
Og jeg blev skudt ni gange før jeg fik skoldkopper"

Petta Bo's opvækst var ikke meget bedre: "Hvis mine rim ikk' var perfekte var der stuearrest i vores kælder / Og hvis mine skitser ikk' var pæne gav mor mig bank med en ketcher", imens AndersAnderledes hurtigt kom ud på et sidespor: "Jeg var benhård, stak en kæmpe dolk i en pædagok / For ikk' at rime nok da hun sang Lille Peter Edderkop".

     Decideret morsomt bliver det på "2 ludere og en lommetyv", der er opkaldt efter fremmødet til en typisk Rapublik1 koncert. De komiske punchlines står simpelthen i kø. Først lyder det fra PsoriaKriz: "Der' ingen hænder i luften selvom vi de bedste i rummet / Og sidst jeg stagedivede endte jeg med fjæset i gulvet". Petta Bo tager over: "Vi har aldrig ku' relatere til begrebet sceneskræk / For der' altid seer-strejke når vi tar' til jams og spiller seje", og helt eminent lyder det fra AndersAnderledes: "Fuck reverb på beatsne når vi er ude til live-jobs / For med akustikken i tomme lokaler så klarer vi den nok". 

     Det er fantastisk befriende at opleve en selvudnævnt "real" rap-gruppe tage så tykt pis på sig selv, og det skaber en fænomenal kontrast til den mere rå og aggressive battlerap, der naturligvis også fylder en del på pladen. Kontraster er der i øvrigt masser af. På "Ikk" rapper Petta Bo med neandertalsk logik: "Straight up, love-songs er for kællinger!", men på det følgende nummer springer gruppen ud i en herlig, nærmest homo-erotisk ode til graffitidåsen, graffitituschen, der er tætpakket med suveræne linjer. AndersAnderledes rapper: "Jeg har ham med mig ude på offentlige toiletter / Hvor vi slår en streg sammen, han er min buddy, vi venner", og også hos PsoriaKriz er der amoriner i luften: "Vi ikk' gays men han er mer' end en kompagnon / Bli' ikk' overrasket hvis du ser os på en tom parron, hånd i hånd".

     Gruppens femte medlem, graffitidåsen, spiller en betydelig rolle i Rapublik1's univers og "... er klart berettiget til en femtedel af koda-pengene", som det lyder. Personligt har jeg aldrig set den helt store idé i den form for graffiti som Rapublik1 udøver, men derfor er "Klik klik" stadig et blændende nummer, der af flere omgange viser hvor dygtige rappere vi har med at gøre. Følgende sekvens fra PsoriaKriz byder både på god humor, gedigen rimteknik og pragtfuldt billedsprog:

"På med rygsækken og hætten /
Bevæger mig som Eddie fra Tekken /
Sprayer på vægen, nægter at gemme mig i hækken /
Det rager mig om jakken rasler og larmer /
For det kilder i mavsen når vagter vil fange mig /
Og vi ligner en flok retarderede /
Når vi står i din have, maskerede /
Og du får din kat lakeret"  

Surströmming er ikke helt fejlfri. Det hænder, at de placerer sig i den tidligere nævnte parodiske "realness", hvor indholdet har det med at gå i tomgang, fx med linjer som: "I som et røvhul efter sex i spjældet: holder ikk' en skid" eller den efterfølgende: "Hænger ud på dit toilet, for vi vil skide på dit lort", der ender som det rap-mæssige ækvivalent til at stikke en fod ind i et kosteskab. Dertil er der et par beats, fx "Mundrette bidder" og "Rapublikken", der har lidt svært ved at skille sig ud fra en samling beats, der er tegnet op ud fra samme skabelon og som til tider er millimeter fra at gå i selvsving i kraft af sin insisterende voldsomhed. Håndværket holder dog, der pladen har bestemt sine storslåede øjeblikke, bl.a. i form af den fuldkommen latterligt tunge "Ode til Jante", Doctor Lazer's sprælske afstikker "Sygt Syge" og Davey's simple og effektive perle "Klik klik", bare for at nævne et par stykker. DJ Master L's skarpe og altid velvalgte cuts beriger kun lydbilledet. 

Overordnet set kan man sige, at hvor Kværn søgte at skubbe Echo Out lyden progressivt fremad med Turen ned ad trappen, står Rapublik1 i den modsatte ende med Surströmming og hiver lyden regressivt tilbage til et mere simpelt og, måse lidt groft sagt, fladpandet udgangspunkt. Til gengæld er gruppen knugende konsekvente om at omfavne dette mere simple hiphop-udtryk, og de gør det så overbevisende, at det ender med at være en storslået fornøjelse. Det er råt, bidskt, kløgtigt, humoristisk og benhårdt leveret, og højspændt "realness" med et subtilt glimt i øjet viser sig på Surströmming at være en absolut tiltalende cocktail. 

4/6

- Jeppe Barslund

Kværn - Turen ned ad trappen

Kværn har alle dage været en genreomkalfatrende skikkelse på den danske musikscene, der har flirtet med et væld af genrer og udtryk. Gennem Echo Out har han udgivet både højst alternativ hiphop, fx sammen med DixOne som Himmelfahrtsstrasse, og mere traditionel rap, blandt andet på numre som "2 min. tilbage" og "For pokker".

     Den stil han præsenterede sammen med Trepac som M-Cnatet, bar præg af begge retninger: numre som "Gøglerne på gadehjørnet", "Den kreative klasse" og "Hop på vognen" ligger i den rodfaste ende af hiphop-skalaen, imens numre som "Under himlen i din opgang" og "Lad mig drømme dine mareridt" er langt sværere at kategorisere. Det er nu længe siden, at M-Cnatet har udgivet musik, og det er tydeligt, at Kværn og Trepac i stigende grad har bevæget sig væk fra hinanden; musikalsk forstås. Hvor Trepac har sigtet efter en mere ren hiphop-lyd med Nye toner og, forestiller jeg mig, den kommende De forkerte spor plade, har Kværn opsøgt den ultimative modpol med Afveje; et dokumentarisk "rejsealbum", der for alvor gjorde det omsonst at skulle udvælge en genre-etiket. En udtryksmæssig vagabondering. Uden mål, altid på vej, en eksilent i kunstens verden.

Man kunne tro, at Kværn, efter at have undersøgt så mange afkroge og hjørner af musikken - og verden, på nuværende tidspunkt havde fundet sit eget sted og sit eget udtryk, men det er langt fra tilfældet. Turen ned ad trappen, hans anden langspiller, lyder som et resume af Kværns årelange kunstneriske dannelsesrejse, hvor enhver af de musikalske afgrene og undergenrer han i tidens løb har givet sig i kast med, er repræsenteret. Uden mål, altid på vej. På "Varmt blod" lyder det da også: "Jeg ved ikk' hva' jeg leder efter-hånden er klokken blevet mange, men nu er jagten sat ind / På at finde en erstatning fra tabet, der trak mig ned og sætte ord på det jeg mangler at finde".

     Dette giver unægteligt et rodet helhedsindtryk, og de konstante genreskift resulterer i en til tider lidt skizofren lytteoplevelse. Fra spaghetti-western guitarer på åbningsnummeret og Black Keys lydende rock-grooves på "Rebellen", til elektronisk minimalisme på "Vi ku blive", auto-tune over maskinelle trommer på "Den hvide dame" og melankolsk akustisk guitar på "Lyden af ensomhed". Kværn insisterer på at skulle det hele, og havde det ikke været for det af og til haltende håndværk, var denne insisteren ikke endt som den endegyldige akilleshæl. Lige så forrygende "Rebellen" er, lige så uforløst forekommer "Tonernes fald", og imens "Alt for hende" er en sprælsk og fræk sag, synes "Vi ku blive" at lyde som 70% af en god idé. "Jeg så en sol" bærer det måske grelleste omkvæd jeg har hørt i årevis, men når albummet lakker mod enden serverer Kværn et lille pragtstykke med "Kongen". Der er minsandten høj bølgegang i kvalitetskurven.

Nøjagtig ens ser det ud i teksterne. Kværn balancerer mellem intrigant poetisme og mere forsimplede skriverier om sex, kvinder, stoffer og rock'n'roll. Det lidt selvforskyldte problem er, at de mange tekster om nattelivets eskapader overtrumfer poetikken, der ikke altid kommer til sin ret. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at linjer som "Ja, pigerne er søde, de behandler mig godt / De vil redde mig fra undergang eller ha' min krop / Så what the fuck, rock'n'roll toget kører nu" forårsager, at det bliver svært at gennemskue, hvor velskrevne og dybdegående numre som "Spekulanten", "Tonernes fald" og "Lyden af ensomhed" egentlig er. På "Den hvide dame" personificerer Kværn kokain, bl.a. med linjer som: "Jeg har slået folk ihjel / Det var et uheld / Jeg gav for meget af mig selv / De blev forelskede i min sjæl og gav mig penge for at hænge / Jeg gav dem turen hele natten og de vågnede ikk' igen" - Et snedigt narrativ, der desværre overdøves af en fæl intro. Hvorfor overhovedet bekymre sig om at camouflere sangens titel i en (tyndslidt) metafor, når enhver form for "hemmelighed" afsløres få sekunder inde i sangen? Et kunstnerisk valg som dette kan resulterer i en vis skepsis.

Trods skønhedspletter og brister på lydsiden samt besynderlige beslutninger i lyrikken, ville jeg dog ikke være foruden Turen ned ad trappen, der har sine indlysende højdepunkter. Fra det flot producerede titelnummer og den triste og fine "Lyden af ensomhed", til den overvældende "Kongen" og den smækre Bonnie & Clyde pastiche "Alt for hende", hvor Carl Knast brillerer:

"Slutte som det startede, som en flugt /
Ville dø ved din side hvis det sku' til for at slutte smukt /
Vi kravlede op på et tag /
Sku' vi tælle fra ti eller bare så'n fra tre? /
Vi kiggede på kanten, hånd i hånd /
Du duftede som sædvanlig af smøger og rom /
Tog tilløb og susede som starten på det hele /
Jeg synes du var med mig, men jeg hoppede alene"

Turen ned ad trappen er hverken det bedste eller mest konsekvente Echo Out har frigivet, men det er det modigste projekt de har søsat, og uden skyggen af tvivl det, der mest ufortrødent bryder med selskabets vante og sikre hiphop-rammer, for dermed at åbne op for horisontudvidende tankebaner. Dét nedslag i Echo Outs tidslinje ville jeg ingenlunde undvære i min samling.

3.5/6

- Jeppe Barslund

Dødssejleren - s.b.

Har du hørt hva' de si'r, historierne går - om skibet der strejfed' i hundrede år. Med fulde sejl sat, om hele vor jord. Uden et eneste levende menneske ombord.

Foruden at være et sagnomspundet spøgelsesskib, dømt til at besejle verdens have til evig tid og varsle forlis og død, er Dødssejleren den nye koncept-gruppe fra Echo Out. Besætningen består af kaptajn Simon Solem, overstyrmand Fyrsten og 2. styrmand Christian Coppola. Tilsammen udgør de en suveræn trio, der med kompassets retningspil peget mod originalitetens land og udsøgt vellyd i sejlende, navigerer deres stolte skude ud i den tågede nat.

Dødssejleren slår hiphoppede toner an, bestemt, men deres univers udgøres i mindst lige så høj grad af blues, jazz, tango og folk. Ikke nok med, at alle disse genrer smeltes succesfuldt sammen i ét lydbillede; galejens mandskab får det samtidig til at ose af sørøveri og pirateri. Lyden af knagende master, galende havmåger og blid bølgebrus følger én hele vejen igennem, hvilket giver en stærk "til havs" følelse, men sørøver-stemningen kommer i særdeleshed til udtryk i produktionerne, hvor især Christian Coppolas harmonika spiller en betydelig rolle. Og det er i grunden sjovt, at et instrument, der blev opfundet et par århundreder efter piraternes gyldne æras ende, er blevet synonym med deres "lyd". Popularisering af pirat-kultur i form af bl.a. Sebastians Skatteøen, film som Goonierne, Djævleøen og Pirates of the Carribean, samt kult-spil som Monkey Island -serien, har legitimeret, at elementer, der på ingen logisk måde berører sørøver-universet, spiller den mest naturlige rolle i selv samme. Og på denne måde tiltaler Dødssejlerens univers lytterens reference-ramme på kløgtig vis og skaber en overbevisende og autentisk musikalsk sørøver-kulisse.

Overstyrmand Fyrsten (også kendt som Illusionisten) bidrager også til konceptets røde tråd med sine tekster. Fyrsten er måske ikke blandt landets dygtigste rappere når det kommer til flow og teknik, men det har heller aldrig været hans metier. Fyrsten er en lyrisk maler, der arbejder med mørke nuancer og som specialiserer sig i stemningsbilleder. Melankolien, ængsteligheden, den forliste kærlighed og de depressive tendenser præger paletten, og det har ofte resulteret i besnærende portrætter - hans Syngende Engel Angrende Djævel er et fortrinligt eksempel herpå. På Dødssejleren har han bibeholdt kernen af den stil han behersker, og den omsættes overraskende godt til sørøveruniverset. Han har dog skruet en del ned for den mørke-sorte pessimisme og kompenserer med rabaldrende sørøver-slagsang og koncept-relevant name-dropping. Vi kan fx kaste et blik på hans vers fra "Den Flyvende Hollænder":

"Nålen i kompasset snurrer rundt med grammofonen /
Vi slavebundt af havet, bag tågen brænder solen /
Træbenene tramper til de trodsige toner /
Og horisonten står i flammer trods de grålige toner /
Den sidste flaskepost, kastes ud i havet /
Med livstegn og længsel, mellem linjerne stod det skrevet /
At jeg ikk' stod til at redde /
Det' en sørgelig ballade - Så bered jer /
Det her er en død mands sladder /
Har dækket dækket med forbandede sjæle /
16 skæggede, blækkede, bevæbnede djævle /
Forgældet ind i helvede, vi' satans yngel /
Hør Sirenerne synge, endnu en nat ka' begynde /
Det stormer, det tordner, de gir' tegn om at standse /
Det regner, det sortner, det har brækket en mast /
Det rusker i skroget og han truer mig for oven /
Men jeg blir' stående bag roret, det blir' husket i morgen"

Verset illustrerer meget godt, hvordan Fyrsten holder sørøver-temaet tæt ind til kroppen og fastholder konceptets røde tråd, dog uden egentlig at sige noget konkret. Flowet synes måske en smule brudt på nærværende nummer, og Fyrsten lader til at gøre det unødvendig svært for sig selv, med en konstant insisteren på at udtale ende-t'er som t'er og ikke bløde d'er (fx "Har dækket dækket" og "Det blir' husket i morgen"), der ærlig talt umuliggør en flyden med ord. At Mund De Carlo, der ligger i landets top hvad angår flow, gæster to numre og leverer kølhalende rap med et flow, der tvinger de fleste andre til at gå planken ud, er i høj grad med til at understrege Fyrtens mangler. Dødssejleren er dog ikke en hiphop-gruppe og deres plade er ikke en rap-plade, så denne "mangel" virker ingenlunde som en mangel i det givne kontekst. Nej, det er ikke atom-spaltende lyrik eller teknik, men Fyrstens rap fungerer yderst fornemt som kompas for Dødssejleren, og det er trods alt et absolut essentielt element i enhver succesfuld færd.
     "Desperat" er det eneste nummer, hvor Fyrsten fejler. Her ringer han bl.a. til Niklas for at slippe for dikkedarer, og rapper senere om hvordan han stalker en pige på facebook. Vi er simpelthen for langt væk fra sørøver-universet, og det er lidt ærgerligt.

Jeg udnævnte indledningsvis Simon Solem som Dødssejlerens kaptajn, og det er der en god grund til - han er rent ud sagt showets store stjerne. Han har produceret stort set alt, spiller næsten samtlige instrumenter - fra guitarer og klaver til trommer, perkussion og kazoo, og så synger, crooner, råber og skråler han sig igennem pladen til den helt store, yderst imponerende guldmedalje. Jeg kender ingen, der kan bruge sin stemme som Simon Solem - splitte mine bramsejl det er beundringsværdigt, det han kan. På "Sørøver Blues" og "Flaskepost" synger han med silkeblød røst, imens han på "Desperat" lyder som en djævle-besat pirat på badesalte. Han mestrer alt imellem de to modpoler og bruger rundhåndet sin vokal som fast element i sine produktioner. Dertil kommer det i høj grad til udtryk, at det er sangeren der har produceret: han går totalt i ét med sin musik. At høre ham croone hånd i hånd med musikken på fx "Så Langt Så Godt" er rendyrket blær, og når han "synger duet" med Christian Coppolas harmonika på "Det Gynger" og især på slut-stykket på "Flaskeposten", opstår der pure magi.
     At Simon Solem tilmed er en fremragende musiker, gør nærmest hele affæren lattervækkende! Fra milde jazz-toner på "Sørøver Blues", folkekære harmonier á lá Søren Kragh Jacobsen på "Flaskeposten" og forførende flamenco-guitar og tango-toner på "Den Sidste Tango", til Tom Waits'k fanden-i-voldskhed på "Desperat" og straight-up beat-drevet nakkebrækken på "Den Flyvende Hollænder", der naturligvis glider over i Peter Thorups nummer af samme navn fra Sebastians Skatteøen. For endegyldigt at slå fast, hvor latterligt meget overskud han besidder, imiterer Simon Solem Peter Thorups stemme til perfektion i starten af [Dødssejlerens] "Den Flyvende Hollænder", så man tror det er et scratchet vokalsample - vanvittigt!
     På "Poison Heidi" har Dødssejleren fået udefrakommende producer-hjælp fra Yogi, hvilket resulterer i pladen mest hiphoppede skæring, da Yogi hviler på en mere traditionel struktur. Coppolas harmonika er stadig med i fuld vigør, og Simon Solem spiller fortsat instrumenterne og leverer omkvæd, så nummeret passer stadig perfekt ind.

At Dødssejleren frit kan bruge et stykke af Sebastians Skatteøen (der i øvrigt er det bedste danske album nogensinde udgivet i min optik) og yde det retfærdighed og få det til at give mening på en og samme tid, siger for mig, personligt, en del om hvor vellykket et projekt Dødssejleren er.
     Et minus kunne være, at der er rigtig meget syngen, råben og skrålen, der i sit omfang kunne tyde på, at der er gået lidt på kompromis med plade-oplevelsen for live-oplevelsens skyld. "Styrbord, Bagbord! Styrbord, Bagbord!" på "Den Flyvende Hollænder", "En og To og Tre og Fire, Vi lander på bunden til vandet stiger!" på "Det Gynger", "Hey! Hey! Hey! Hey!" på "Poison Heidi" og meget, meget mere. På den anden side giver det faktisk utrolig god mening, at der på en plade, der er centreret omkring pirateri, er godt gang i festen. Det var højst sandsynligt ikke kedeligt at være til havs som sørøver, så det skal det da heller ikke være ombord på Dødssejleren.

Dødssejleren er ikke årets bedste hiphop-udgivelse, til det foregår der for meget andet end hiphop. Til gengæld er det nok den bedste danske plade udgivet i år, uagtet genre. Konceptet er genialt og veludført, og som musikalsk oplevelse er Dødssejleren ganske simpelt hamrende fed!

Ind imellem ka' livet ha' en led smag, men som den sømand jeg er kæmper jeg videre - rom blev ikk' drukket på én dag

5/6

- Jeppe Barslund

Xeren - Bag Knapperne

Samtidig med, at Echo Out har udgivet nogle af de bedste og vigtigste plader inden hiphop-genren de sidste års tid, har de figureret som magnet for nye, lysende talenter. "Ansættelseskravene" er høje, men kollektivets inderkreds er ikke blege for at udvide deres foretagende, hvis der opstår en indlysende kemi mellem dem og ligesindede, aspirerende kunstnere. Således er navne som Karl Knast, Klagen og Xeren nu at finde på selskabets stamtræ.

Første gang Xeren tørnede sammen med Echo Out var i 2011, hvor han både producerede "Introduktion" til Illusionistens Syngende engel angrende djævel og "Uden Hænder" til Trepacs Fatamorgana. To sublime beats, hvor især sidstnævnte bevidnede hans kyndighed, da han formåede at levere, hvad jeg i hvert fald ser som det bedste beat til det års bedste plade.

Efterfølgende udgav han den dystre og tunge Noia EP, og sidste år udgav han den noget mere muntre Ud af boksen EP med rapperen Marc Street under navnet "TO". Derefter satte Echo Out deres tænder i den unge producer, og nu udgiver han for første gang under deres fane, med mixtapet Bag Knapperne.

Allerede på åbneren "Mit navn" gør Xeren det klart, at der er en god grund til, at landets fornemmeste selskab har vist interesse i ham. Hårdt og insisterende folder beatet sig ud og rammer mellemgulvet med effektive hints af dubstep, aggressive elektroniske effekter og fantastisk sammensatte trommer. Uden skyggen af problemer fastholder han lytterens opmærksomhed i et jerngreb med denne krabat af en åbner.

Trommerne lader gennemgående til at være en af Xerens store styrker. Uanset hvilke andre elementer der præger de forskellige tracks; om det er bouzouki-lydende guitar og højdramatisk vokalsample på "Skid På Det Vigtige", kolde klavertoner og en bedrøvet trompet på "En Af Gangen", reggae-anslag og tonstung electronic på "Maskinpistoler" eller robot-croon på "Diskolysets Mørke", så udgør trommerne i alle tilfælde beatets hæderlige hjerte.

Der løber en rå og mørk rød tråd igennem mixtapets beat-selektion, der kun brydes af den lille udspringer "Funky Joe" midtvejs inde. En spændstig fætter af en over-funky perle, bygget op omring et væld af hammer-fede samples. Sådan cementerer han kort og effektivt, at han også kan andet end det dystre, hårde og melankolske, der ellers lader til at være varemærket.

Kun "Uden Filter" rammer forbi. Der er ingen udvikling i det forholdsvist kedelige beat, og de fejende keys og det lidt sære vokalsample bliver hurtigt ensformige.

Mixtapets store problem er at finde i gæsternes rap. Ja, det overrasker mig faktisk at skrive det, men det virker som om, at flere af Echo Out gæsterne hviler farligt meget på laurbærrene. De lader til at sidde fast i deres egen lille rille, og - måske for første gang på en Echo Out udgivelse - virker rappen pludselig så udlevet. Jeg vil måske endda gå så langt som til at sige, at der flere gange undervejs decideret opstår en træthedsfølelse. Store portioner lyder simpelthen som omformuleret genbrug. Psoriakriz rapper på "Skid På Det Vigtige": "Jeg har spyttet i noget tid, men rygtet vil vide jeg ikk' har flyttet mig en skid", og det er måske en rimelig reel sandhed for flere af rappernes tilfælde. Han rapper yderligere: "Sover og slacker, puffer og drikker / Og bruger tiden på at brokke mig over Danmarks dårlige rappere"; en linje man synes at have hørt utallige gange før fra samme lejr.
     På "Uden Filter" rapper Yogi: "Det' Lige Til, vi sir' lige hva' vi lyster / Så midterfingeren stritter mere end teenage-pigers bryster", og senere: "Jeg dropper lort som om jeg sidder på kummen". Også her bønfalder lyrikken om progression. På "Kan Ik Stop" rapper Lars Virkli: "Jeg ka' ikk' stop' med at dræbe MCs, der' så wack' det ka' ses", og vi er igen ude i samme problem, nemlig at det er hørt så mange gange før, at det fremstår gabende middelmådigt. I må forstå, at det nærmer sig sakrilegium for mig, at skrive disse ord!

George Orwell sagde engang, et vi mennesker kun er så dygtige som vores tekniske udvikling tillader os. Lige i dette tilfælde er det ikke bogstavelig talt teknikken jeg antaster, de er alle dygtige rappere, men deres lidt for laissez faire prægede forhold til at forny sig rent tekstmæssigt. Sagt som det er, fremstår rappen ualmindelig bedaget.
     Trepac formår at holde sin battlerap spændende ved at centrere den om "gun-bars" med et twist:

"Gir' dig en hurtig salut /
Spytter 900 ord per minut /
Tjekker dit lort hvis lortet er godt, men hvis lortet er wack blir' lortet beskudt"

Nota Bene, der derimod trætter ved evigt at skulle høste ros (!), fremdrager et intrikat narrativ på "En Af Gangen", der får nogle af hans nærværende kollegers battlerap til at fremstå ganske banal. Af ren kærlighed til verden indtager han rollen som lejemorder, hvis kald i livet er at afskaffe "problemer", da "... alt er bedre når jeg sender dem afsted". At disse "problemer" i starten optegnes som følger:

"For du en kælling en straight up luder /
Putter pudder og make-up i masken inden du blæser dine gutter /
Knalder for 15 i zonen, men du glemte kondom /
Så nu du mor til et problem uden hjælp fra nogen"

... kvalificerer Nota Benes udlægning af dårlige rappere som et af de mest sofistikerede synonymer for sons of bitches jeg mindes at have hørt.

Men jeg må hellere stoppe mig selv her, det er trods alt Xeren der er hovedperson, og musikken er knudepunkt. Et ganske vellydende knudepunkt ikke mindst. Uheldigvis er rappen mestendels mere under- end overvældende, og omkvædene lyder næsten hele vejen igennem som venstrehåndsarbejde. Det er derfor lidt svært at bedømme mixtapet som helhed. Prøv derfor at ignorer karateren og opsummér det vigtiste: Xeren er en fantastisk ny tilføjelse til rangen af stærke producere i Danmark og et velfortjent nyt medlem af Echo Out familien. Bag Knapperne er tilmed gratis, hvilket dog ikke bør være den eneste grund til at downloade det. Det kunne jo være man var uenig med mig med noget af kritikken.

3.5/6

- Jeppe Barslund

Tudsegammelt - Tudsegammelt

Jeg har virkelig set frem til denne udgivelse i lang tid, men ikke på baggrund af lutter begejstring! Der har været en form for mistroisk spænding involveret, for lad mig bare være ærlig: det er bestemt ikke alt det materiale Tudsegammelt har udgivet op til nu, der har imponeret mig lige meget. Deres debutnummer, "Til dem der ikk' kom med" fra Spytbakken 5, var en velproduceret og sjov lille sag, og gav helt afgjort god grund til at glæde sig til mere. "Det I har savnet" derimod var en langt mere ambivalent affære. Forrygende beat, men et "lå, lå-lå, lå lå lå lå lå lå" -omkvæd, der mest af alt mindede om et halvåndssvagt forsøg på at ramme et publikum, der ikke søgte den hiphop som Echo Out typisk er leverandør af, men skråle-hiphop som man kan bælle lunkne fadøl til. "Raplakbeatsblæs" var en lidt middelmådig sag i min optik, "Brun mandat" var "okay" og "På landet" havde lidt mere bid, men alt i alt var der ikke rigtig noget der formåede at ramme mig i det inderste hiphop-hjertekammer. Det gør de heldigvis på deres første, selvbetitlede langspiller.

"Tudsefamilien er one in a million /
Og sammen mindst lige så tight som en nykreeret brazilian /
Og gennemsyret af viljen til at ta' pladeantikvariat /
Og antiplagiat og blande det til kræs"

For de, der endnu ikke er blevet præsenteret for gruppen, består Tudsegammelt af rapperne Klaes og Leon MC, producer Lars Da Fari, Ejnar Videbæk på trommer og Rune Ølpik på kontrabas og tuba. Gruppens navn er et spil på deres kendetegnende lyd, da Lars Da Fari har samplet musikalske elementer der er, ja, tudsegamle. Her samples fra 20'erne og 30'ernes jazz og swing-era, så produktionernes røde tråd består af rustikke, organiske elementer med støvede piano-loops og diverse brass-blæsere i front. Ikke bare er det et alternativt og flabet modstykke til den eksisterende format for "ægte hiphop", det er også ekstremt kreativt, legesygt og måske vigtigst af alt: sygeligt effektivt og fantastisk velproduceret. Lars Da Fari var i forvejen en sublim beatsmed, men denne plade kanoniserer ham op blandt de pt. bedste overhovedet. Nogle af beat'sne lyder måske en smule for ens, som "1 skridt frem og 2 tilbage", "Haletudsen" og "Nul komma fem", men størstedelen står ganske unikt frem. Fra de halvrustne, støvede blæsere på åbningsnummeret "Ingen som Tudse" og scat-singing og laber klarinet på den fænomenale "Bedre tjent uden", til den fuldt ud rowdy "Det betyder ingenting" og min personlige favorit: den bombastiske, trompet-besmykkede "Græsenkemand", hvis melodi efterlader et uudsletteligt indtryk. Musikken alene giver et af de mest solide helhedsindtryk jeg længe har oplevet, og som konceptuelle elementer, resulterer jazz/swing-stilen i et helstøbt album af de sjældne.

"Vi' mer' end boom-bap, vi' en buldrende bas /
Vi' tuba og rap i et umage match /
Så ta' ikk' fejl af det sjuskede dress /
For vi skjuler en skat, det' tudsernes nat"

Indholdmæssigt bliver det til gengæld en smule mere vakkelvornt flere steder. Lad mig endelig slå fast, at både Klaes og Leon MC har legen med ord og flowet i deres magt, dér er ikke så meget negativt at sige, - det er selve indholdet der nager mig en smule. Sangen om at være blevet gammel, "Nul komma fem", virker alt for søgt når man tænker på, at de to leverandører trods alt kun er omkring de 30. "Selvfed"; om at være blevet fed og halvvammel, virker ligeledes nærmest hånlig da de herrer nok ikke vejer et kilo over de 85. På anti-krigssangen "Heltekvad", bliver det også en tand for hippie-pladderromantisk til min smag, da der rappes om, at krig og ødelæggelse skal stoppes med kærlighed og sammenhold. Det er måske lige nemt nok sluppet. Lidt som da de på "Brun mandat" brokkede sig over danske politikere med det givne alternativ at stemme på det ikke-eksisterende brune mandat.
     Teksterne er faktisk gennemgående rimelig banale; fire af de tolv numre handler om Tudsen selv, og når de rapper om mere betydningsfulde emner som børn på "Haletudsen", komplicerede forhold på "Bedre tjent uden" og om at flytte fra landet til storbyen på "På landet", så er humoren og komikken hele tiden primus motor, hvilket gør, at der ikke er noget af det, der virker særlig seriøst eller alvorligt overhovedet. Men lur mig om ikke det er bevidst?! Lad mig lige recitere en klassisk Freddie Foxxx linje:

"When you speak of who's the dopest MC I don't come up /
But when you speak of who's the livest MC I stay what up - wassup!!"

- Klaes og Leon MC er langt fra de dopeste MC'er i dansk rap, men meget muligt nogle af de absolut stærkeste live. Ganske passende virker Tudsegammelt som en gruppe, der har satset hele biksen på at være en glædesspredende livegruppe, som netop har de gode vibes og de opløftende toner som deres varemærke. Som de skråler på "Tudsen er live": "Og det' vores absolutte mærkesag at gi' et show fra hjertet af, og valuta for betalt entré - når Tudsen den er live!".
Jeg synes faktisk de overbevisende livenavne er en mangelvare i dansk rap. Der er mange hamrende dygtige rappere, men antallet af dem, der kan bakke deres evner i studiet op med et proportionelt fedt liveshow, er i heftigt undertal. - Her tager Tudsen en åbenlys førsteplads. Der er ingen tvivl om, at Tudsegammelt er dem i Echo Out stalden, der appellerer bredest, men jeg synes bestemt at de gør det med pålideligheden intakt. Der er mange omkvæd, der er skræddersyet til, at folk kan råbe med på dem, ord for ord, efter to gennemlytninger, hvilket i sig selv er pop'et, men på den anden side er det forfriskende at opleve nogen, der tør betræde elementer af hiphoppen, som plejer at være fy-fy. Det plejer f.eks. ligeledes at være et no-go at dyrke et image udadtil i dansk rap, men med sixpence, seler og forvaskede hvide skjorter og undertrøjer, gøres det jazz-snuskede og sprut-forhutlede image til en selvfølgelig del af musikken.
Nogen vil måske mene, at man ikke kan medregne en gruppes performance-evner og udseende i en pladeanmeldelse - det plejer jeg såmen selv at sige - men i dette tilfælde ville det simpelthen være at kritisere dem for deres eksistensgrundlag, hvilket ville være decideret dumt. Tudsegammelt laver ikke musik, som indbyder til nærlytning og eftertænksomhed som mange af deres labelmates, men derimod musik, der skal trykkes af på en scene foran et feststemt publikum. 

Det har været umådelig svært at sætte en karakter på denne plade, for normalt ville et lyrisk indhold som det, der pryder nærværende skive, ikke række længere end en 4'er i min bog, men det samlede indtryk er ganske simpelt så imponerende, energisk og smittende, at jeg kan se igennem fingre med det.

5/6

 - Jeppe Swing Barslund