Jay-Z - Magna Carta Holy Grail

Tidligere i sommer skrev jeg en eksamensopgave om autenticitet; om at være autentisk i sin gerning. I opgaven kom jeg blandt andet ind på (og det er naturligvis ikke kun mine ord, adskillige meget-meget kloge mennesker er citeret og refereret), at autenticitet er det, der kan bære et individ fra professionalisme og kompetence videre til oprigtighed og ægthed; de absolut mest efterstræbelsesværdige "egenskaber" inden for hvad-end man vælger at lave i sit liv. Hvor den autenticitets-løse dygtighed er præget af standartisering, regler, normer og skabeloner, fordrer autenticiteten det alternative, det originale, modet og lysten til at prøve noget nyt og den absolutte personlige involvering.

Ser vi på forrige anmeldelse af Kanye West's Yeezus må man erkende - om man kan lide pladen eller ej - at den opfylder samtlige kriterier for autenticitet; originaliteten, modet til at prøve noget nyt, det (yderst) alternative udtryk og West's komplet kompromisløse involvering i sit personlige projekt. Af samme grund vil jeg altid have den dybeste respekt for Kanye, for uanset hvor hårdt man prøver kan man ikke frarøve ham hans autenticitet.
     Med Jay-Z's dugfriske Magna Carta Holy Grail står det på beklagelig vis soleklart, at han udfylder samtlige kriterier for den rigtig nok dygtige, professionelle og kompetente, men så sandelig også den fuldstændig autenticitets-løse. MCHG er et skabelons-skåret, standartiseret Jay-Z album af den mest forudsigelige skuffe, og det er bare ikke længere godt nok.

Magna Carta Holy Grail er groft opridset det mest livløse, uambitiøse og ligegyldige Jay-Z album til dato. Han har, i tæt samarbejde med Timbaland, formået at skabe et album, hvor samtlige numre fremstår monotone, trætte og uentusiastiske. Midtvejskrisen The Blueprint 3, som jeg var rimelig hård imod, havde i det mindste en lille håndfuld lytbare skæringer. Det tætteste MCHG er på at komme noget, jeg gider at høre, er den under ét minut korte "Versus", der, grundet dens længde, ikke rigtig tæller.
     Jeg får lyst til at citere Mund De Carlo* når jeg skal pege på det generelle problem med Jay-Z anno MCHG, for der er lige præcis ingen kompositoriske lækkerier eller tekniske finesserier, som førhen har været hans varemærke. Leveringen er flad og uinspirerende og engagementet anæmisk.
     Kigger man på indholdet vil man med garanti støde på lyrisk guf her og der; kløgtige ordspil, dobbelte- og tredobbelte entendres og andre sproglige finurligheder. Dog har jeg aldrig været mere ligeglad. Det imponerer ganske simpelt ikke længere i min bog. Med MCHG beviser Jay-Z, at lyrisk vid og substans ikke er to potter pis værd, når alting omkring det halter så eftertrykkeligt som det her er tilfældet. - Og så godt er indholder såmen heller ikke. At Rick Rubin, Timbaland og Pharrell er ved at komme i bukserne i en velproduceret hype-video, er ikke ensbetydende med, at man ikke kan rationalisere sig frem til, at der er enorme mængder halvhjertet tomluft at finde på pladen. Jay synker endda - af flere omgange - ned på et så lavt niveau, at det tenderer et Lonely Island sketch. At høre "Twerk, Miley Miley Miley, twerk" fra daddy Jay-Z er voldsomt pinligt. Hans forsøg på at genbruge Nirvana og R.E.M.'s ikoniske omkvæd er decideret ækle at lægge øre til, og hans utallige Basquiat name-droppings, shout-outs og referencer giver en virkelig akavet fornemmelse af, at han forsøger at gøre sig selv til "ham der gjorde det cool at være nede med Basquiat". Motivationen for at skrive er i sit visne efterår.

Timbaland agerer hovedarkitekt på størstedelen af pladens produktioner, og jeg ved ikke hvad fa'en de har forestillet sig, men der er nærmest bare intet der fungerer. Selv siger Timbo om MCHG: "It's gon' change hiphop", men jeg kan ikke se hvordan det skulle kunne lade sig gøre, når det eneste de reelt har lavet er sløje efterligninger af de beats, der har domineret mainstream hiphoppen de sidste mange år.
     Timbaland producerede stort set hele Justin Timberlake's album fra tidligere i år, hvorpå flere af årets absolut flotteste produktioner er at finde, men på MCHG er der absolut intet, der er værd at skrive hjem om. Helt elendigt bliver det, når de på "Crown" forsøger at ramme den lyd Kanye West skabte på Yeezus, der på alle leder og kanter er MCHG's diametrale modsætning. Hvor Kanye hovedkulds angreb det etablerede, reducerer Jay-Z sig selv til virksomhedernes nikkedukke, og hans yderst profitable aftale med Samsung har resulteret i det uden sidestykke mest tamme Jay-Z album til dato, oven på hvilket man på beklageligvis må konkludere, at Jay-Z ikke længere er en relevant skikkelse på hiphop scenen.

2/6

- Jeppe Barslund 

Top 10: Jay-Z

Jeg håber alle har haft et fantastisk nytår og at I alle kom sikkert og festligt ind i 2013.

Som årets første blog-indlæg har jeg lavet en liste, som der efterhånden er rigtig rigtig mange, der har efterlyst; nemlig en ’Top 10’ over bedste Jay-Z numre. Manden behøver næppe nogen introduktion, hans status kan vel koges ned til: "verdens største hiphop stjerne", - så without further ado: her er min personlige liste over favorit Jay-Z numre. Lad mig se jeres lister i kommentar-sektionen.

10.

”Dear Summer”

534

 

The Black Album var (eller rettere skulle have været) - som de fleste sikkert ved - Jay-Z’s farvel til hiphoppen. Intentionen var at indstille rap-karrieren efter udgivelsen, men der gik ikke mere end et par måneder før savnet blev for stort, og de enkelte feature-vers han leverede var bare ikke nok. ”Dear Summer” er at finde på Memphis Bleek’s 534, og ganske spøjst og noget arrogant har Jay-Z valgt at optræde alene på nummeret - bare lige for at understrege hvem der er bossen. Lidt ondt får man af Bleek, da nummeret uden sammenligning bærer pladens stærkeste produktion (fra Just Blaze), og han ikke får lov til at tage bare en lille bid af kagen. Værre bliver det kun af, at nummeret blev valgt som single!

Udover det, er det et forrygende nummer. Jay-Z bruger sommeren som analogi for hiphoppen: ”dear summer, I know you gon’ miss me”, da sangen først og fremmest er et tak til hiphoppen for alt hvad den har bragt Jay. Set i bakspejlet er det dog nok også et hint til, at han ville vende tilbage: ”A couple words and like Peaches And Herb, we'll be reunited and it feels so hood / Have the whole world saying "how you still so good?!"”. Peaches And Herb havde et hit med titlen "Reunited", ligesom Jay og hiphop nok igen ville blive reunited. Egentlig bare et lækkert nummer med et herligt beat og en let og sikkert flydende Jay.  

9.

”Show & Prove”

Daddy’s Home

Som nummer er ”Show & Prove” nok bedre end flere af de numre, der ligger længere nede på denne liste, men da det ikke er et Jay-Z nummer, og nok mere er inkluderet for at få et historisk perspektiv med i listen, ligger den heroppe.

”Show & Prove” er først og fremmest Big Daddy Kane’s nummer, men det er også et historisk posse-cut, hvor nogle af 90’ernes mest fremtrædende MC’er rapper om kap – og gør det allerhelvedes godt! Dette var blot Jay-Z's fjerde feature. Efter The Jaz (aka. Big Jaz/Jaz-O) havde taget Jay under sine vinger og ladet ham gæste tre af sine tracks i ’89 og ’90, var unge Shawn Carter klar til at prøve kræfter med nogle af de helt tunge drenge, og side om side med Brooklyn-legenden Big Daddy Kane, Big Scoop, Sauce Money, Shyheim og Ol' Dirty Bastard – desuden over et af DJ Premier’s vildeste beats til dato - er det sikkert at sige, at Jay-Z havde noget at bevise; meget sigende for sangens titel. Det er ligeledes sikkert at sige, at han i høj grad tager kegler og efterlader et stort indtryk med sit flabede speed-flow. A star is born.

8.

”Beach Chair”

Kingdom Come

 

Ja, jeg springer lidt i Jay-Z’s karriere her på listen! Fra forrige nummer, der var startskud til en ikonisk karriere til ”Beach Chair”, der er det afsluttende nummer på Kingdom Come; Jay-Z’s tilbagevenden efter pensionen og – ifølge mange – pladen han aldrig skulle have udgivet! Jeg har som en af de få altid synes at Kingdom Come var en ganske udmærket plade, og især ”Beach Chair” har jeg altid syntes var et fabelagtigt nummer. Jay har rekrutteret Coldplay’s Chris Martin til at både producere det storladne beat og synge det eminente omkvæd. - Man kan måske derved sige, at det ikke udelukkende er Jay-Z’s fortjeneste at det er et godt nummer, men dét at vælge samarbejdspartnere, sangere, gæster og beats er en kunst der ikke må negligeers  - og en kunst Jay-Z i min bog altid har haft godt tag om. Flow-mæssigt holder Jay så fra det komplicerede. Han sidder i sin beach chair og kigger tilbage på sit liv samtidig med, at han funderer over, hvad der venter ham i fremtiden. "I'm not afraid of dying, I'm afraid of not trying".  

7.

”Cashmere Thoughts”

Reasonable Doubt

 

Jeg har det lidt med Reasonable Doubt som jeg har det med Kanye's Graduation: Det er begge utroligt gode plader, men når det kommer til stand-out enkelt sange, så har jeg ikke mange favoritter derpå. Måske er det fordi jeg først blev introduceret til Jay-Z med The Blueprint, og derved aldrig har "levet med" Reasonable Doubt, eller også er det fordi hans debut er en af de plader, der er god i sin helhed. Jeg skal ikke kunne sige det. "Cashmere Thoughts" har dog altid været en favorit fra albummet. Slår man ordet "smooth" op i en definitions-ordbog vil man finde dette nummer. Clark Kent har produceret nummeret, og lytter man til Bohannon's "Save Their Souls", som han har samplet, vil man nok sige, at han ikke har haft synderlig svært ved at komme frem til sit slutresultat, men når et beat er så labert som det er tilfældet her, kan det være komplet ligegyldigt! Dertil er det svært ikke at holde af den flabede Jay-Z: "I pimp hard on a trick, look / Fuck if your leg broke bitch, hop up on your good foot".    

6.

”99 Problems"
The Black Album

Jeg kunne forestille mig, at "99 Problems" er en af de sange, som vil blive inkluderet mest på folks 'Jay-Z Top 10', og det tror jeg der er mange årsager til. Den umiddelbare og åbenlyst årsag er, at nummeret rykker for vildt! Rick Rubin's beat, der slår lige så kraftigt og støjer lige så meget som dem, han plejede at producere for Beastie Boys, er ikonisk i sig selv. At Jay-Z fremfører en af hans skarpeste storyline raps overhovedet over mastodont-produktionen er kun yderligere fantastisk. Den "bitch" han ikke har som problem er både kritikere (første vers), egentlige "bitches" (hun-hunde)(andet vers) og svage modstandere (tredje vers). Især andet vers er gået hen og blevet legendarisk, da han fortæller om sit sammenstød med en fordomsfuld hilbilly-betjent, der vil ransage Jay's bil. Det siges at fortællingen i andet vers er baseret på en ægte begivenhed. Helt juridisk korrekt er forløbet vist ikke, men fandens godt fortalt!  

5.

”Empire State of Mind”

The Blueprint 3

Jay-Z er en kommerciel rapper, det kan der ikke være nogen tvivl om, - men han er en af de få kommercielle rappere vis hits man som ”åhh så stolt hiphopper” ikke har noget imod at høre overalt i radio og fjernsyn. Al Shux’s beat er voldsomt effektivt og fængende, og Alicia Keys’ omkvæd sidder lige i skabet: ren radio-guf og et vaskeægte million dollar hit. Men Jay-Z udvander ikke sin lyrik til radiolytterne. Rappen på ”Empire State of Mind” er ovenud imponerende og fyldt med kløgtigt ordspil, kringlede metaforer og labre flows. Især linjen "If Jeezy's paying LeBron I'm paying Dwayne Wade" er vanvittig smart. Young Jeezy rappede på hans "24-23": "I used to pay Kobe now I pay LeBron" for at sige, at han er gået fra at betale 24 (Kobe's rygnummer) jern pr. kilo coke til 23 (LeBron's rygnummer) jern, og derved rykket op i graderne. For at understrege at det altså er ham der er bossen siger Jay-Z, at han kun betaler "Dwayne Wade" pr. kilo; han bærer rygnummeret 3. Gad vide hvor mange P3 lyttere der har fanget den?  

4.

”Justify My Thug (Kno Remix)”

Kno vs. Hov

Pladeversionen af ”Justify My Thug” står for mig som den eneste skæring på The Black Album, der virkelig rammer ved siden af. Ikke på grund af Jay-Z, men på grund af DJ Quik’s komplet ligegyldige beat. Quik har sagt, at årsagen til hans navn er, at han producerer hurtigt, og det kommer til udtryk på en rigtig kedelig facon. Dén rettede undergrundshelten Kno til gengæld op på, da han udgav remix-albummet Kno vs. Hov, hvor han gav sit bud på, hvordan The Black Album også kunne lyde. Beatet er nedbarberet og minimalt, men har netop sin effektivitet heri, og de atmosfæriske keys blandet med sang i baggrunden resulterer ganske simpelt i en utrolig produktion. Kno har dertil fået sin Cunninlynguists-kollega Deacon the Villain til at synge et omkvæd, der er så forbandet fantastisk, at man ville ønske at Jay-Z også kiggede nedad imod undergrunden til tider, i stedet for kun at mænge sig med stjerner. Vold fedt nummer!

3.

”Heart of the City (Ain’t No Love)”

The Blueprint

 

”Heart of the City (Ain’t No Love)” var det allerførste Jay-Z nummer jeg hørte, og dén grund alene er nok til placeringen som nummer tre på min liste. ”Heart of the City” er tilfældigvis også et af de bedst producerede numre i Jay-Z’s katalog. Kanye West er manden bag produktionen, og ikke alene var det et af de første beats han producerede, - det var samtidig dén lyd der fremadrettet skulle vise sig at blive et definerende træk for ham som producer. Jeg får nærmest kuldegysninger hver gang nummeret når sit klimaks ved 2:54 mærket, da det nynnende kor løfter beatet op over skyerne. Et på alle leder og kanter stærkt nummer, der blev starten på noget – tør jeg vidst godt sige - meget stort!   

2.

”A Dream”

The Blueprint 2

 

Jay-Z rapper som galt det hans liv, Biggie’s legendariske vers fra ”Juicy” er samplet, Faith Evans synger et mageløst omkvæd, Kanye West producerer og Just Blaze scratcher: hvordan kan man ikke elske dette nummer? Det er ikke et nummer jeg typisk oplever som hørende blandt folks favoritter, men for mig står det som et absolut højdepunkt i Jay-Z's karriere. Det er en smuk tribut til The Notorious B.I.G., der både var Jay-Z's rap-ikon og Faith Evans' ægtemand (han blev skudt tre år efter de blev gift), hvilket gør sangen dét meget stærkere. Et virkelig stort, flot og følelsesladet nummer.

1.

”December 4th”

The Black Album

"They say they never really miss you 'til you dead or you gone, 

so on that note I'm leaving after this song". 

Måske heller ikke en typisk favorit, men for mig er der så meget omkring "December 4th" der er umådelig fedt, at det hele går op i en højere enhed. Og her snakker jeg ikke bare om Just Blaze's helt utrolige beat eller Jay's knivskarpe rap, men også om det faktum, at nummeret på en måde fortæller hele Jay-Z's liv og karriere - fra fødsel og barndom til livet som hustler og til at "try this rap shit for a living"  - i blot tre vers, samtidig med, at han tager en meget værdig afsked. 
Linjen "I was conceived by Gloria Carter and Adnes Reeves, who made love under the sycamore tree / Which makes me, a more sicker MC" imponerer mig lige meget hver gang, også selvom referencen til Biggie's "You're Nobody Till Somebody Kills You" er en smule tyk. Og så har produktionen på "December 4th" altid stået som Just Blazes allerbedste i min bog - jeg kunne lytte til det beat i timevis uden at blive træt af det. Perfekt nummer. 

Det var min 'Top 10' med Jay-Z sange
- if you can't respect that your whole perspective is wack!

Et lille ekstra billede, bare lige for at understrege, at Jay-Z altså er the boss!

- Jeppe Barslund  

Jay-Z & Kanye West - Watch The Throne

Da det omkring årsskiftet, i kølvandet på My Beautiful Dark Twisted Fantasy's rasende succes, - brød ud, at de herrer West og Carter arbejdede på EP'en Watch The Throne, var det til manges glæde. Det det senere kom ud, at de havde valgt at skrotte EP-projektet og opdatere deres ambitioner til en hel plade, blev glæden større. Da første udspil, i form af den utilgiveligt grelt producerede "H*A*M" ramte gaden, faldt glæden en smule igen.
Personligt har jeg ikke tænkt synderligt meget over udgivelsen af denne plade siden "H*A*M", som I nok kan forstå har forkrøblet mine forventninger til denne samarbejds-udgivelsen. Og det er nok i virkeligheden en god ting, for havde mine forhåbninger været for høje, så havde denne dag været en sørgmodig en af slagsen.

Lad det med det samme være sagt: Watch The Throne er på ingen måde MBDTF 2, ikke tilnærmelsesvis. Der skal godt nok heller ikke meget mere end titlen til at vise, at dét da heller ikke har været missionen. Når Kanye West er alene er han ikke bange for at gå all in og sætte alt på højkant, men i selskab med Jay-Z vælger han den sikre vej, som ikke kan slå fejl, set med $-tegns øjne.
Når Jay og Ye siger, at de vil 'watch the throne', så er det hverken rap eller hiphop tronen de vil sætte sig på, det er den trone, hvor de mest ekstravagante, excentriske, høj-budgetterede, flashy og sofistikerede ignoranter har sin plads. Som Kanye rapper på "Otis":

"I made "Jesus Walks" I'm never going to hell /
Couture level flow, it's never going on sale /
Luxury rap, the Hermes of verses /
Sophisticated ignorance, write my curses in cursive"

Det handler i bund og grund om status. Hvem er bedst. Hvem har flest penge. Hvem kører i de dyreste biler. Hvem drikker den dyreste champagne. Hvem har den længste penis. You get the picture. Med enkelte numre som undtagelse, kan Watch The Throne groft sagt rundes op til én stor omgang varm-lufts rap. Og nej, det klæder hverken Kanye eller Jay, men det er voldsomt tydeligt, at de er ret ligeglade. Tronen skal sikres, og selvom der ikke nævnes nogen navne undervejs tør jeg godt sætte mine penge på, at det er venner/konkurrenter som Drake, Rick Ross, Lil Wayne og Young Jeezy den skal "forsvares" imod.

Lykkedes det så de to at "forsvare" tronen? Jeg er ikke overbevist. Der er alt for meget der ikke virker på denne plade.
Showet starter med den jævnt kedelige "Nu Church In The Wild", der synes frisk ved første lyt, men meget hurtigt taber luft grundet sangens repetitive beat og mildt undervældende omkvæd fra Frank Ocean. Efterfølgende har vi "Lift Off", der med sine kitchede 80'er synth-lyde virker som en utroligt vandet udgave af "All of The Lights". Beyoncés vokalpræstation herpå er decideret enerverende i mine ører. "Ni**as In Paris" følger trop, og alt her er slår fejl. Det lyriske indhold er på sit laveste, og beatet og så elendigt, at det kan være svært at tro på, at det er at finde på et plade med disse herrer. Beatet skifter komplet i sangens afsluttende stadie, til et skrattende, kor-belagt beat, som faktisk er udmærket, men som kun får lov at løbe et kort øjeblik.

Ja, det gør sgu næsten ondt at skulle sige det, men de tre indledende numre repræsenterer faktisk størstedelen af skiven ganske godt. "Kedeligt" og "undervældende" lader til at være nøgleordene for mange af pladens skæringer. Den Neptunes producerede "Gotta Have It" vil ingen steder hen, "That's My Bitch" er ganske flabet, men trommeprogrammeringen bliver hurtigt for meget. Den Swizz Beatz producerede "Welcome To The Jungle" rammer for mit vedkommende helt forbi. Værre bliver det på den efterfølgende "Who Gon Stop Me", hvor Kanye prøver kræfter med Dubstep-genren ved at sample Flux Pavillion's "I Can't Stop", som han dog i højere grad skamferer end bruger kreativt.
Deluxe udgaven indeholder yderligere fire numre, hvoraf tre af dem, "Illest Motherf**ker Alive", "H*A*M" og "Primetime" fremstår fuldstændig uanseelige, og det sidste, den Pete Rock producerede "The Joy" er et sandt vidunder. "The Joy" kunne dog høres helt tilbage da Kanye kørte hans G.O.O.D. Fridays serie, så den vil jeg egentlig ikke give dem point for. Mesterligt nummer ellers.

Watch The Throne rummer en håndfuld gode numre, - ganske bogstaveligt fem skæringer, der funkler i blandt de andre ligegyldigheder. Jeg går ud fra, at de fleste har hørt "Otis" på nuværende tidspunkt, - et nummer som jeg ganske simpelt synes er hamrende fedt, primært på grund af beatet, men også den måde Jay og Ye rapper ind og ud af hinanden. Bestemt et nummer hvis lyriske indholder hører under kategorien "varm luft", men det synes bare en kende skarpere her.
Den Kanye West og RZA -producerede "New Day" er en af pladens absolutte højdepunkter. Nina Simone's udødelige klassiker "Feeling Good" er samplet og endda auto-tunet (bare rolig, det lyder fantastisk!), og de to hovedpersoner kaster sig ud i et andet emnevalg end materialisme, hvilket giver et fandens dejligt pusterum i midten af alt braggadocio-rappen. Det er en hypotetisk sang om, hvordan de vil opdrage deres sønner, og hvilken slags fader de vil være. Især Kanye's del er glimrende, blandt andet fordi han selvfølgelig lige får klemt en lille spydig kommentar ind imellem linjerne:

"And I'll never let my son have an ego /
He'll be nice to everyone, whereever we go /
I mean, I might even make 'em be Republican /
So everybody know he love white people"

Pladens center-piece "Murder To Excellence" er ligeledes et mesterværk. Sangen er delt op i to, "Murder", som Swizz Beatz har produceret, og "Excellence" som S1 står bag. Begge er blændende produceret, med ekstra cadeau til S1. Nummeret er en slags coming of age fortælling, fra deres unge gadeliv med kriminalitet, vold, stoffer og mord som en del af dagligdagen, til nu, hvor de er on top of the world. Det er faktisk sjovt, for når man hører dette nummer forstår man godt, hvorfor de rapper så meget om penge og status. Jay-Z siger det meget præcist med linjen: "...they say 21 I was suppose to die, so I'm out here celebrating my post demise".
"Made In America", der kommer efter, følger samme spor. Frank Ocean er igen på omkvædet, hvor han name-dropper blandt andet Martin Luther King og Malcolm X; historiske personligheder, der kæmpede for, at sorte skulle leve på lige fod med hvide. Men jeg kan ikke lade være med at se på sangen som værende en smule respektløs. Det virker som om, at Jay-Z og Kanye West siger "tak Martin og Malcolm; på grund af jeres ofringer kan jeg nu køre en Maybach og drikke Cristal i selskab med 10 model bitches". Måske jeg tolker det forkert? Nummeret er heldigvis super flot skruet sammen, så det er en stor nydelse under alle omstændigheder.
På det ovenud fænomenale, psykedeliske hip-pop banger "I Love You So", giver Mr. Hudson den fuld smadder på omkvædet. Ganske simpelt et nummer, der rykker for vildt. Cassius'es nummer af samme navn "samples" lige så intakt som Flux Pavillion's nummer før, men denne gang boostes originalen til nye højder. Den næste store single skyder jeg på - energisk, melodisk, frækt og fedt. Nummeret er Jay-Z's solo bidrag, og uden sidestykke det, der bedst showcaser hans flow, der stadig er glødende hot når det er bedst.

Nu lyder spørgsmålet så, om fem gode numre ud af 16 er i orden. Nej, det er det ikke. Watch The Throne er i mine øjne en plade, hvor man kan hive udvalgte numre ud til nydelse, og så glemme resten usandsynlig hurtigt. Men når man så i dag kan læse i Urban, at pladen gik nummer 1 på iTunes-listen i 19 lande, på én dag, så må man bare erkende, at West og Carter har vundet deres kamp og fuldført deres mission. At de så gør det med en årets vel nok mest lunkne mainstream udgivelse er en skam. That's just me.

Hvad synes I om det? Godt, skidt, midt imellem?

3/6

- Jeppe Barslund

Kanye West & Jay-Z - H•A•M (Track Review)

Wacth the Throne var allerede annonceret inden Kanye smed My Beautiful Dark Twisted Fantasty på gaden, men efter udgivelsen lød nyheden pludselig, at Watch the Throne var blevet opgraderet fra den oprindelige EP format til et fuld længdes album. Dette skabte naturligvis jublen verden over, for et sammenarbejde med to rappere af de herrers format kunne nærmest ikke gå galt. Eller kunne det?
Kanye har udtalt, at både "Monster" og "So Appalled" skulle have været på Watch the Throne, men eftersom han selv tog dem, måtte en ny førstesingle findes, og med den Lex Luger producerede "H.A.M" i front, er mine forventninger til Watch the Throne vendt 180 grader! Let's take a listen:



"It was all good just a week ago /
Niggas feel theyselves /
And then Watch the Throne drop, niggaz kill theyselves /
What niggas gon' do Hov? /
This a new crack, on a new stove /
I'm in the two-door, true dat /
Niggaz tellin' me, "you back" /
Like a nigga ever left up out dis bitch HUH /
And if life's a bitch then suck my dick HUH /
And I bet she fucked the whole clique HUH /
By the way nigga, you should fucking quit nigga /
Just forget it, you talk it, I live it /
Like Eli I did it, joke's on you motherfucka an' I get it /
No paper ho, but you can have some more of me /
Or-gy, or a we, speaking metaphorically /
Historically, I'm kicking bitches out like Pam nigga /
Goin' H.A.M. nigga, me and Jigga /
And a nigga still young, wanna have no kids /
But I've been practicing with some actresses as bad as shit /
And a few white girls, asses flat as shit /
But the head so good, damn a nigga glad he hit /
Got 'em jumpin' out the buildin' /
Watch out below, a million out the door /
I'm about to go H.A.M. /
Hard as a motherfucker /
Let these niggas know who I am /
I'm about to go H.A.M. /
Hard as a motherfucker /
Let these niggas know who I am"

"Fuck y'all mad at me for? /
You don't even know what I've been through /
I play chicken with a Mack truck /
Y'all motherfuckers woulda been moved /
I swam waters with great whites /
Y'all motherfuckas woulda been chewed /
I hustle with vultures late nights /
Y'all motherfuckers woulda been food /
Fuck wrong with these dudes /
Try to walk around in these shoes /
See the shit I saw growing up /
And maybe you can take a peak at these boo's /
Niggas fantasize about the shit I do daily like /
These rappers rap about all the shit I do really /
I'm like really half a billi nigga /
Really you got baby money, keep it real with niggas /
Niggas ain't got my lady money /
Watch the throne, don't step on our road /
Bad enough we let you step on our globe /
When my nephew died, daddy dead /
Niggas took the price on my uncles head /
Nobody called the cops as my uncle bled /
So I feel like I would like to know my uncle's bread /
Bow down, brother pay homage /
Don't spill hate all on my garments /
Commes Des Garcons, fuck your fresh /
Head shot niggas, fuck your vests /
Fuck the pig, no pork on my fork /
Peace God 'cause you know a nigga just when H.A.M. /
Hard as a motherfucker /
Let these niggas know who I am /
Yeah I'm 'bout to go H.A.M. /
Hard as a motherfucker /
Let these niggas know who I am /
Yeah, I'm 'bout to go H.A.M."


Jesus! Hvad skal det dog til for?! Er man "Hard as a motherfucker" fordi man siger "fuck" 7 gange, "nigga" 22 gange, "motherfucker" 8 gange og "shit/bitch/dick" 7 gange, i løbet af få minutter (og ja, jeg har talt)?
- Nej da! Og da slet ikke hvis man hedder Kanye West eller Jay-Z. For deres vedkommende er det alt alt for sent at spille hårdkogt. Deres karriere tillader dem simpelthen ikke at hive den her i land, og i mine øjne er det intet mindre end tåkrummende pinligt, og de når begge deres karrieres lavpunkt. Og hvad sker der for den utilgiveligt dårlige grammatik? Det er da super fint at Jay-Z og LeBron James forleden dag donerede en kæmpestor og fancy gymnastiksal til 'the boys and girls club' i Los Angeles, og fremstår som ansvarsfulde rollemodeller. Men så tager de her børn hjem og lytter til "H.A.M." fordi "ham der lige har givet os en mega fed gymnastiksal har lavet det", og så bliver de udsat for direkte promovering af analfabetisme og grammatisk uvidenhed. Som sagt; pinligt.

Hvad der dog er endnu mere pinligt er produktionen. Lex Luger der står bag, er i mine øjne den nummer ét dårligste producer i musikindustrien lige nu. Alt hvad han rører (på nær Kanye's "See Me Now", som jeg af samme årsag nægter at tro, at han har haft noget med at gøre!) er "hiphop" af allerværste skuffe - i hvert fald det jeg har hørt; Rick Ross' "B.M.F.", nogle tracks på Soulja Boy's Best Rapper (lol!) mixtape og Waka Flocka Flame's ekstreme nedtur Flockaveli.
Lex Luger kaster om sig med 808s og flade, syntetiske trommer, der hvirvler rundt i et kaos af synth lyde og elektroniske elementer, og det lyder ikke på noget tidspunkt som om, at han har styr på noget som helst. Om så ikke han også lige smider forvrængede synthstrygere og operasang ind i omkvædet, og forsøger at runde nummeret af med en "flot" instrumental outro? Nej nej nej nej hvor er det grelt - øv!

Hvordan Kanye kan smide et så stinkende ringe nummer som dette på gaden umiddelbart efter mastodonten My Beautiful Dark Twisted Fantasy giver for mig ingen mening. Mine forventninger til Watch the Throne er efter "H.A.M." ikke-eksisterende.

Er det bare mig der er hård? Hvad synes i om det?

Jay-Z - The Blueprint 3

Jigga, Hova, H-O-V, Jay-Z; Manden med de mange navne, som tilsyneladene nu er større end hiphop, er klar med tredje album post-retirement!
Uanset hvad man siger og synes om Jay-Z, så er det et unægteligt faktum, at han har gjort sit for hip hoppen, han har taget sit slæb. Lagde ud med en classic debut, og leverede eftefølgende storværker som The Blueprint og The Black Album. Han har generelt været uhyre produktiv - 11 studio album udgivelser og en håndfuld collaboration albums, for ikke at glemme eget tøjmærke, egne pladeselskaber og egen velgørenshedsorganisation. Med andre ord: Han har alt, kan alt, og vil tilsyneladene også alt!

Hypen omkring Blueprint 3 lagde godt ud. Kanye West bragte Jay-Z op på scenen til en koncert og bragede "Jockin Jay-Z" ud af højtalerne med medfølgende jubelråb "BLUEPRINT 3!!". Skide fedt nummer, fed produktion, og den gode gamle old school Jay-Z tilbage i flow storform. "Haters be like "why you still talking money shit?............. - Cause I like money BITCH!". Så fulgte "History" efter. Endnu et suverænt Kanye West produceret nummer, der desværre vist nok blev trukket tilbgage pga noget rettigheds-halløj (?). Så kom "Brooklyn Go Hard". Tjaa, tjoo, njaa, forholdsvist skidt nummer.
Det skulle så vise, sig, at hverken "Jockin Jay-Z", "History" eller "Brooklyn Go Hard" havde noget med Blueprint 3 at gøre, for da "DOA (Death of Autotune)" kom ud, var det definitivt, at dette var albummets førstesingel. En efter min mening ualmindelig rodet single; No ID og Kanye West når de er mest kringlede; lidt horn der, lidt rock guitar her og lidt guitar solo derovre. Og så var det måske lige nemt nok for Jay at hælde benzin på auto-tune bålet, og malke dén ko for penge, for 168. gang. "Run This Town" fulgte trop - forbandet skod track. Forventningerne til Blueprint 3 blev skudt i sænk - hvad havde Jigga gang i? At alliere sig med branchens pt to største kunstnere, om et nummer der er så katestrofalt ligegyldigt - det kræver jo næsten skills at udrette et sådan stunt.

Med tårnhøje forhåbninger om, at de første singler bare var kiksere på et ellers sublimt album, satte jeg mig så ned for at lytte albummet igennem, mens jeg tænkte; "Det kunne jo gå hen og blive godt". Men nææ nej, "D.O.A. (Death of Autotune)" og "Run This Town" holder standarten for et smertefuldt dårligt album, der uden sidestykke gør sig som Jay-Z værste udgivelse til dato. Det kulsorte får, stregen i regningen, kvajebajeren til musikindustrien.

Jay-Z har ellers som sædvanligt slået hovederne sammen med creme de la creme når det kommer til hiphop: Kanye West, NO Id, Timbaland, The Neptunes, Kid Cudi, Drake (hvem fanden i helvede er han egentlig? Han er overalt, men hvad har han lavet??!) Swizz Beatz og Young Jeezy. Stjernerækken er der, men samtlige medsammensvorne er at finde på de respektives kariere-lavpunkter. Timbaland; åh gud åh gud! Jeg troede faktisk ikke han kunne fejle. Med Justin Timberlake og Nelly Furtado succesen, red han på en bølge af kreativitet og originalitet, men jeg skulle ellers lige love for, at det stopper her!
Kanye West: Jeg elsker stadig manden, men alle hans produktioner på skiven her lyder ufærdige. Man lytter til "Thank You" og tænker "helt sikkert, fedt udgangspunkt for et beat" - men mere sker der ikke. Så loop'er det samme kedelige beat i ring i 4 minutter. Det præcist samme kan siges om "Already Home". "Hate" og "A Star Is Born" til gengæld er så jammerligt forfærdelige, at det på ingen mulig måde kan eller skal tilgives. Fy far satan. Og så prøver han at opveje med "Young Forever", som bevares har potentiale, men sgu ikke det bedste man har hørt eller set fra Hr. West.
Swizz Beats fejler ligeledes ufatteligt grumt med "On the Next One", der er et af de slags numre man faktisk ikke kan holde ud af skulle høre til ende. Vi snakker potentielt Abhu-Graib tortur-redskab her!
Et enkelt lyspunkt er der dog! Den for mit vedkommende komplet ukendte producer Al Shux overhaler alle andre involverede indenom med "Empire State of Mind", der har en uovertruffen Alicia Keys på omkvædet. Stor stor stil, og det eneste nummer hvor Jay-Z faktisk lyder engageret.

Men alt i alt er det lidt af en pinlig affære. Med det bagkatalog kan Jay-Z næsten ikke tillade sig at skuffe de hungrene fans så grumt. Blueprint-navnet forpligter, og hvor Blueprint-serien før stod for sublim hiphop, brygget på en solid bund af enthusiasme, kampgejst og fremragende ideer, beats og tekster, sørger tredje del i serien nu for, at dét image bliver totalt molesteret. En fandens skam.

2.5/6