Sergio Mendes & Will.I.Am - "Loose Ends" (Track Review)

Lige siden Will.I.Am startede med at lave musik og producere beats, har Sergio Mendes været en stor indflydelse. Hans labre soul-bossanova musik har været en stor inspiration for Will.I.Am, der med nummeret "Sexy" fra Elephunk pladen, fik et - går jeg ud fra - stort ønske opfyldt; nemlig at arbejde sammen med den legendariske brasilianske pianist. Nummeret var, ja, ekstremt sexy, og uden sidestykke den bedste skæring fra dén plade. Samarbejdet resulterede i et stærkt venskab og en større ambition, om yderligere samarbejde. Dette mundede ud i Timeless pladen fra 2006, som de to lavede sammen. - En fuldstændig fænomenal skive fyldt med skøn, hiphoppet soul/bossanova/CopaCabana -stemning og sommervarme melodier.
Jeg gav den 5.5/6 da jeg anmeldte den for nogle år tilbage, og ind imellem er jeg stadig i tvivl om, om den faktisk skulle have fået fuldt hus..?

På denne herlighed af en plade, der ret beset er ét stort sommer-soundtrack, finder vi nummeret "Loose Ends", der umiddelbart kunne minde om "Where Is the Love" fra Elephunk pladen, med Justin Timberlake på omkvædet og et næsten kitchet anti-krigs buskab, om at promovere kærlighed og fællesskab. "Loose Ends" er dog flere længder bedre, da Sergio Mendes' udsøgte klaverspil besmykker stykket på lækreste vis, og selveste Pharoahe Monch bidrager med oceaner af integritet og sublim rap. I min bog bærer nummeret yderligere en af de mest suveræne outroer længe, med en glimrende klaversolo, og Justin Timberlake, der gør "et-eller-andet" med sin stemme. - Jeg har ingen idé om hvad man kalder det han laver, men det er gennemført flot, og grunden til at han er en af de bedste sangere i dag.



"Dear mom

Alana's in her second trimester /

Stressed out 'cause I'm gone, she actin' all extra /

We're happy 'cause she knows it's a girl /

But we doubtfull if we should bring another one in the world /

An' the pic you sent with you an' the kids is tha bomb /

I'm keepin' all my photos in my 23rd Psalm /

My best friend Armani lost her arm at the border /

Just tryin' to restore a little peace an' order /

An' it's strange 'cause she reads the koran /

Torn between what side she needs to be on /

Haven't slept for days, I squeeze Visine /

'Cause no man's eyes should see what I've seen /

Soldiers lost their mind, robbin', pillagin' /

Tomahawk missiles into civillian villages /

And they ease the pain with narcotics /

I'm scared but I try to remain patriotic"

My father

Forgive us 'cause we know not what we doin'

And my brothers

How we gonna tie up all these loose ends

And my mother

I try to use everything you taught me to keep it movin'

And my brothers and sisters

How we gonna tie up all these loose ends

All these loose ends

"New message from mom at bringbackthetroops.com /

At home they're comparin' the situation with 'Nam /

So sad you had to miss Shavonne's prom /

She sung a song off the Marvin Gay What's Goin' On album /

An' a smile lit up the room, she ask me /

If at night when she stare to the moon /

Is it possible at the same moment and time /

You're starrin' as well 'cause you two were in tune /

Your dad's purple heart now hangs over his ashes /

An' Trini's alive and wake up with hot flashes /

They say the disease's gastric /

Have yet to explain the migraines and rashes /

And have you seen what the price of gas is? /

We can't afford the property taxes /

We just want you back at home /

Where you belong with your family, you're the backbone"

My father

Forgive us for we know not what we doin'

And my brothers

How we gonna tie up all these loose ends

And my mother

I try to use everything you taught me to keep it movin'

And my brothers and sisters

How we gonna tie up all these loose ends

Tell me how can we live this way

We've gone so far astray

No one knows what to say

We got young peoples lives at stake

What is it gonna take

For us to find a way

"The world is changing, we in danger /

'Cause we ain't changing our behavior /

We behave like karma's nothing /

Ain't concerned with repercussions /

Ain't that something, check 'em out now /

Pointing fingers, when they know how /

We got to this point of terror /

Precaution could have made the road clearer /

But we stuck with mediocre /

Leadership so we'll just suffer /

Who know what the hell is going /

On with conflicts they keep on growing /

It's a fucked up situation /

When you ain't got no education /

On the problem, or know what it's about /

You gotta help me out, me out, me out"

*epic outro*

Læs anmeldelsen af pladen HER.

Hvis du ikke er stødt på denne plade før, og hvis du ikke har hørt noget fra den (undtagen "Mas Que Nada", som man ikke kan have undgået), så vil jeg næsten garantere, at sommeren 2011 vil blive en af dine bedste, med denne skive som soundtrack. Det er lidt som om, at hele verden bliver et bedre sted når Timeless er i højtalerne.
- Jeppe Barslund

Pharoahe Monch - "Evolve" (Track Review)

"Let one verse of a song be a reflection of a pedigree"

Det var helt bevidst, at jeg strøg så let forbi nummeret "Evolve" i anmeldelsen af Pharoahe Monch's seneste W.A.R. album, for det nummer er så rigeligt et "track review" værdigt.

"Quote: Do not edit me, let it be said"

"Evolve" er i min bog hiphop når hiphop er mest hiphoppet! Pharoahe Monch underlægger sig ikke nutidens normer hvad angår sangopbygning, typisk med en form á lá 8 bars, omkvæd, 8 bars, omkvæd, b-stykke, omkvæd, el.l. På "Evolve" rapper Monch 26 bars ud i ét. - Dette er ikke engang helt sandt, for hans rimstruktur er så kompliceret og kringlet, at der ikke er nogen logisk opdeling af linjer og bars. Da jeg skrev lyrikken ned i mit word dokument blev det 52 linjer langt, men det skulle ikke undre mig om andre havde fået både færre eller flere linjer, da det virkelig er individuelt hvor man synes linjerne bør deles.
"Evolve" er et af de numre jeg har været mest imponeret over i 2011. Jeg er simpelthen faldet ned af stolen talrige gange! Med et lyrisk snilde der kan give de fleste baghjul, en intellektuel undertekst der vil få selv etablerede undergrunds MC'er til at stå af undervejs, og en legen med ord der fortjener stående applaus, har vi et monster af en skæring, og når Exile samtidig har sat et af hans mest formidable beats i længere tid sammen, så er helhedsbilledet ganske enkelt komplet. De tunge keys og det kuldegysnings-fremkaldende kor-sample resulterer i et emotionelt beat, der har noget ovenud storslået over sig. Lyt og læs med her, spids ører og hold tungen lige i munden:



"Yes, how many gorillas who actually killas really rhymin' /
Artists that actually signed still killin' /
And when it comes to killin' the mic /
They not willing and I'm supposed to be shook /
That's the shit that kill me /
Take the bullet for Barack on the balcony then vanish /
Extinguish the sun when I drew /
Play pool with the planets /
We are renegades, the movement outlandish /
My shit straight from the soul /
Goddamnit, it's the one time only /
Vernacular original miracolous spectacular flow /
Computer digital, I piss upon the pitiful /
Redicule the minuscule /
Pharoahe Monch need to pump that ass like municipal /
And listen to an enigma /
The anomaly, your momma nominated me phenomenal /
I dominated without a six-pack abdominal /
You could get 19 put through that, like Amadou /
So what imma do is seperate the false from the truest /
You've amassed nothing trying to ball like U Mass /
So phenomenal with mics I don't like myself /
Sadomasochist MC I bite myself /
But not cameo though /
There's no grammy to show for the love that people hand me on the street /
Now overstand /
Grade school mathematics examining thugs /
They discuss bloods, crips, techs, jammin' and drugs /
I speak on world peace, war, famine and flood /
Watchin' Pan's Labyrinth while I'm unraveling bud /
Gambling on the next rapper to die in the hood /
If God shall choose that artist to be me /
Let one verse of a song be a reflection of a pedigree /
Better than your back catalogue recipe /
The legacy by which the entire world remembers me /
Quote: Do not edit me, let it be said /
I'm top five all time alive or /
We know that's misstated and so overused /
So here's a overview of why I'm six feet over you /
And a million fans think this statement is so overdue /
And pardon if it sounds a little weezy /
Not Wayne motherfuckers I got asthma, it's not easy /
Shotgun lyrical, cock back, squeeze me /
Woman case my anatomy, touch me, tease me /
Please seize the moment in the struggle against Lucifer /
Renegade 13 the executioner /
Spit with a crucifix /
So that you can expect the rant from Pharoahe Monch /
Like Mucinex /
Get used to it /
Get used to wisdom /
Get used to usage of a backwards euphemism"


.
- Jeppe Barslund

Pharoahe Monch - W.A.R. (We Are Renegades)

Så mange plader der skal anmeldes, og så lidt tid til at få det gjort!

Jeg har negligeret bloggen en smule på det seneste, og det gør ondt! Et stort tak herfra til Maja, som har været en fantastisk hjælp med sine bidrag. - Jeg købte selv A Badly Broken Code efter at have læst hendes spot on anmeldelse, og jeg nyder pladen i fulde drag. Vi håber på flere fra hendes hånd.

Men der er ingen tid at spilde! - Bunken af plader der skal anmeldes hober sig op, og jeg har snart ikke mere skrivebordsplads, så vi må komme dem til livs omgående, startende med Pharoahe Monch's tredje plade W.A.R.

Tre soloplader på 12 år er ikke ligefrem meget, men det har været mere end rigelig til at statuere Pharoahe Monch som en af de bedste MC'er i nyere tid - og måske endda nogensinde (?). Med tre plader under bæltet i samarbejde med Prince Po(etry) som Orhanized Konfusion, var Monch en mere end habil rapper da han udgav sin mastodontiske debut Internal Affairs i '99, hvoraf et af de største hiphop anthems nogensinde afkom; "Simon Says", som ironisk nok også var ved at ruinere Monch og Rawkus Records, grundet samplingen af Godzilla temaet, som ikke var clearet med filmselskabet.
Otte år senere udgav han plade nummer to, Desire, som gik i en fuldstændig anden retning end debuten. Pharoahe Monch har alle dage været en suveræn sanger, og dét aspekt af musikken udforskede han over motown lydende soul/hiphop, primært i samarbejde med D12's Mr. Porter.

"Pardon if it sounds a little weezy /
Not Wayne mutherfuckers I got asthma, it's not easy!"

På W.A.R. er Monch vendt tilbage til rødderne, med raw street hiphop, banging beats, tætte flows og samfundspolitisk orienteret rap. Det bliver vel ikke meget mere hiphop end at udsende en førstesingle, der har scratch på omkvædet og som starter ud med linjerne "Police: Eat a dick, straight up!". En sang, der i bund og grund er én stor fuck-finger til de politifolk han selv portrætterede på "Fuc You" fra Training Day soundtracket, eminent udført med linjer som: "We went from niggas to porch monkeys / To negros to blacks, back to niggas again, yet niggas is still hungry".

Men W.A.R. er langt mere end "fuck tha police" rap. Det lyder nok stort, men det er i højere grad en konceptuel advarsel til menneskeheden.
- På åbningsnummeret "The Warning" bliver vi introduceret for Lieutenant Gaviston, der tilsyneladende er sendt tilbage i tiden fra år 2023, og hans mission er at advare menneskeheden om konsekvenserne af vores nuværende levevej, og hvor vi ender his vi ikke åbner øjnene og ser os omkring. Således er der lagt i ovnen til en ordenlig omgang kritisk rap, være det samfund, politik eller musik branchen, - leveret med indædt frustration fra en af minoriteternes vigtigste fortalere.
Pharoahe Monch har yderligere researchet som en gal, så pladen er yderst teknisk og til tider nørdet faktuel. Ved enkelte passager virker det som om, at man bevidner et wiki-leaks dokument blive læst højt, som når han på titelnummeret rapper:

"My inner visions, mysticism, call me Mr. Wisdom /
They wanna turn the globe into a prison /
And being sick is better than being dead /
'Cause when you sick and in bed you're indebted to meds /
Clone chickens walking around without heads /
The food is contaminated, the water got led in it /
Population control, make the babies sick /
RFID chips, RU-486"

Dette citatuddrag er blot en lille bid af titelnummerets mange guldkorn. Pharoahe Monch har en unik autencitet hæftet til sin karakter. Han er så overbevisende i sine fortællinger, budskaber og fremstilling af helt specifikke problemstillinger, at man bare tror på ham, punktum. Hvis han fortalte mig at jorden var flad, så ville jeg sikkert tro ham! Især på den rap-mæssigt ekstremt komplicerede "Evolve" taber man kæben, og når han griller pladebranchen og deres lumske agendaer på "The Hitman" kan man heller ikke andet end at blive forbløffet;

"The goal to control every individual's brain - like /
Cadillacs for contracts in the sixties /
Now it's rap 'till you 60 for contract 360 /
The trick; switch the degrees with the three sixes /
Artist are left with zero, you know who receive the riches"

Kender man ikke til "360-graders aftalen" kan man læse om den HER. Det er, som Pharoahe Monch slår fast, en horribel opfindelse. Især de to afsluttende linjer er geniale:

360 deal; switch the degrees with three sixes : 3x6=0 : 666 = 0 : du skriver kontrakt med djævelen og får intet ud af det. Brillant!

Det er sikkert at sige, at lyrikken, teksterne og fremførelsen af disse er yderst fænomenal hele vejen igennem på W.A.R. Desværre kan det samme ikke siges om lydsiden, - her er jeg desværre nødt til at erklære mig decideret skuffet. Egentlig ikke fordi det er dårligt, men fordi det er for svagt stillet op imod Pharoahe Monches evner på mikrofonen. For meget malplaceret rabalderlarm på "Calculated Amalgamation", for sukkersød instrumentering på "Black Hand Side", for kedeligt xylophon loop på "Shine", for middelmådige, halv-gabende beats på "Assassins", "The Grand Illusions" og "W.A.R.". Ja, kort sagt halter det generelt for meget på lydsiden.
"Clap (One Day)" rykker med sine tunge trommer og lækre soulsample, "The Hitman" funger med sit hårde guitarriff, og Jill Scott gør en eminent figur på den flotte "Still Standing", der lukker ballet. Exile tager uden problem førstepladsen for bedste produktion med "Evolve", der er et af 2011's mest formidable hiphop numre, som alene gør W.A.R. værd at købe.

Det ærgre mig at skulle tildele Pharoahe Monch en middelkarakter, for han besidder virkelig de lyriske evner til at skabe et mesterligt album. Men det mesterlige album kræver altså dertilhørende sublime produktioner, og da de er i fåtal på nærværende plade, kan jeg ikke give mere end et ekstremt generøst 4-tal.

4/6

- Jeppe Barslund

Pharoahe Monch - Internal Affairs

Ex-Organized Konfusion medlem Pharoahe Monch udgav solodebut albummet Internal Affairs i 1999 under Rawkus Records. Og på trods af, at det solgte 200.000 eksemplarer den første uge, og førstesinglen "Simon Says" nåede langt op på billboards top 200 liste, havde Pharoahe Monch overset en enkelt detalje, der viste sig at have fatale følger for hans karriere.
Alle ved, at det er umuligt at skaffe Internal Affairs idag, men der er ikke så mange der ved hvorfor. Der er til gengæld mange teorier om, hvorfor et af nutidens vigtigste hip hop albums blev sat ud af produktion. Lad mig forklare. Det er nemlig en meget dum lille ting der er skyld i det hele. På førstesinglen "Simon Says", som Pharoahe Monch selv har produceret, er der anvendt et sample fra den gamle Godzilla film, Monch "glemte" bare lige at skaffe rettighederne til det, og det blev så dyrt for Rawkus Records, at produktionen af Internal Affairs blev sat fuldstændig ud. too damn bad. Ikke engang Blackout, som normalt kan skaffe alt, kan få fat i det, derfor synes jeg det er rimelig cool, at jeg er i besiddelse af et originalt Internal Affairs album. Og nej, det er ikke kun fordi det er sjældent og jeg har det, at jeg synes det er så fucking gudedope, det er virkelig et af de mest sindsyge albums der nogensinde er udgivet.

Once upon a time....

Jeg vil sige, at Pharoahe Monch har taget ikke bare et skridt, men et kraftspring videre, fra hvor Organized Konfusion slap. Lyden er en hel del mere rå og uncut, men samtidig jazzy og groovy, og det er som skræddersyet til Monch.
Den DJ Scratch producerede "Intro" er så uforudsigelig, disharmonerende og "ustruktureret" at det er helt fantasisk, men Pharoahe Monch's urørlige flow, som er en blanding af de bedste rim nogensinde rappet, og melodiøs sang, retter mirakuløst op på det hele.
Efterfølgende finder man den næsten fór skumle "Behind Closed Doors", som musikalsk tager én til et helt nyt dunkelt sted, i en labyrint af mørke gyder. "Queens" er en lettere, mere elegant produktion, der fortæller historien om Donovan, blot én af Queens områdets ofre, der må se sig besejret af det hårde miljø. Og her udstråler Pharoahe Monch mageløs lyrik;

"That night, rockin Nikes, eatin Mike'n'Ikes // Slapboxin with a dyke on a bike too small
Thinkin, >>This time, next year, mom'll be able to..<<> Shit from across the streets, niggaz approach slow. - Well get the metal out, too late, the guns flash //
In the melee they wet him like Reggae Sunsplash. Sun dashed with the quickness, back into the ride, with a smile on his face, the picture of pride"

Denne blanding af overlegen fortællerteknik og en fandens lækker produktion, har resulteret i et af mine all-time favorit hip hop numre. Det halvpervaterede, men helvedes brilliante "Rape" er næst i rækken, og også på dette nummer viser Monch kreativitet og originalitet i både lyrik og produktion. Pornografi-inspireret rap om hiphopindustrien rappes over et tilbagelænet jazzy beat.

"Never waste time, I give the verse rabies // Cum on the chorus, tell the hook to swallow my babies"

Den ikoniserede, stilsættende og legendariske "Simon Says" har ikke brug for ord, for du kender den allerede. "The Ass" er "scoresangen" der handler om at håndterer kvinder i sengen, og den er ganske fornøjlig, især med linjen

"my Dick Rules Everything Around Me D.R.E.A.M. - get the ass."

Mange fandt det i sin tid uacceptabelt at placerer kærlighedssangen lige efter "The Ass" på tracklisten, ikke desto mindre er den sprøde kærlighedserklæring "The Light" næst. Et virkelig fedt track med en mere ukompliceret Pharoahe Monch, der giver sangen sin rette dosis love over et stille og tilbagelænet beat, der minder en smule om Immortal Techniques "You Never Know". Formidabbelt. Men så skal jeg ellers lige love for, at freden bliver brudt! "God Send" sønderriver din bass fuldkommen, når Monch teamer op med hans gamle kollega Prince Poetry. Et mega-hårdt beat med nogle futuristiske dommedags rim af højeste kalliber, 'kæft det' godt!
Næstsidst på pladen finder vi kronjuvelen "The Truth". Beatet som er produceret af Diamond, er et af de bedste der nogensinde er sat sammen. Det har et helt unikt, universelt og gennemført musikalskt feel, og når så både Common og Talib Kweli er på besøg, så kan det på ingen mulig måde gå galt. Skulle jeg lave en top 10 liste over bedste hip hop tracks, ville "The Truth" være inkluderet.

"Truth brings light, light refracts off the mirror, visions of yourself and error could never be clearer // The truth is that you ugly, not on the outside but in the inside, on the outside you frontin you lovely // the discovery of these things and all are well-hidden, but when you're in denial of self, it is forbidden, that's the truth"

Sidste nummer er faktisk "bare" et remix af "Simon Says", med et shitload af eminente gæsterappere, deriblandt Method Man, Redman og Busta Rhymes.
Busta Rhymes er også at finde på "The Next Shit", som er en mærkværdig banger. Mærkværdig på den ultra fede måde, som man aldrig rigtig har hørt andre steder før. Det samme kan man sige om "Official", "Hell" og "Right Here". Alle har de noget helt specielt over sig, og det er ren nydelse at rykke hovedet med til dem.
Det eneste uoriginale nummer er det Alchamist producerede "No Mercy" med M.O.P., men lyden passer stadig ganske godt til det samlede billede. Behøver jeg at sige, at Lil' Fame og Billy Danze blegner FULD-kommen ved siden af Pharoahe?
Internal Affairs er et fuldkomment album. Jeg ærger mig fandens meger over at man ikke kan få det længere (man kan selvfølgelig købe det enkelte steder over nettet, men det er ikke billigt), for jeg synes sgu at folk har fortjent at høre det, og jeg synes Pharoahe Monch har fortjent at blive hørt. Han er uden tvivl industriens bedste rimsmed, og samtidig den mest overhørte. Med hans nye album "Desire" sikrer han sig nok den opmærksomhed han skulle have fået fra Internal Affairs, men der er alligevel gået 8 år, hvor han mere eller mindre har måttet leve i skyggen af en smuldret karriere.
Efter min mening er Internal Affairs et album man bare ikke må gå glip af. Om man så skal købe det brugt for 450 kr,- (jævnfær anmelderen), så er det det hele værd. Karaktermæssigt er jeg ikke ét sekund i tvivl

5.5/6