Army of the Pharaohs - The Torture Papers

Nu bliver rækkefølgen godt nok en smule rodet, men for at færdiggøre Army of the Pharaohs sagaen (Ritual of Battle blev anmeldt helt tilbage i oktober 2007, og kan læses her), kommer her anmeldelsen af deres debutalbum The Torture Papers, der ikke bare er AOTP's bedste, men i mine øjne en af de bedste hardcore hiphop plader, der er udgivet siden årtusindeskiftet.

Jedi Mind Tricks' Vinnie Paz startede Army of the Pharaohs i 1998, med kernemedlemmerne Chief Kamachi, Esoteric, Virtuoso og Bahamadia samt JMT produceren Stoupe og Esoterics faste producer 7L. De fik lavet et par numre, men de endte som remix versioner på Violent By Design, og AOTP blev tilsidesat til fordel for Jedi Mind Tricks, hvis karriere var begyndt at tage fart.
Det var først i 2005 at AOTP blev genforenet, uden Virtuoso og Bahamadia men istedet med Apathy, Celph Titled, Outerspace (Crypt the Warchild og Planetary), Reef the Lost Cauze, Des Devious, Faez One og King Syze. Og således startede hæren af faraoer at sprede skræk og rædsel i hiphop verdenen.

"Yeah motherfuckas, WE'RE BACK! - Pharaohe clique motherfucka!"

Med denne velformulerede, poetiske frase, introducerer frontmand Vinnie Paz holdet, der lægger hårdt og brutalt ud med at totalt molestrere Shuko's "Battlecry". Især Apathy, der har første vers, udviser battlerap når det er kløgtigst, fx med åbningslinjerne,

"I put you up on the IV, not the Roman numeral four /
But the IV that leads to the funeral floor"

- Gennemgående for The Torture Papers er det, at samtlige mc'er er i topform. Jeg ville kunne blive ved i en uendelighed med at hive den ene geniale punchline frem efter den anden. Det kræver naturligvis, at man kan døje store mængder homofobi, sexisme, voldsglæde, kærlighed til våben og hårdkogte gangster attituder, men kan man det, er The Torture Papers en sand guldkiste. Gruppens måske cool'este rapper, Celph Titled, fejler aldrig i at levere linjer, der både forarger og fremtvinger smil. Tag fx "Feast of the Wolves", hvor han rapper:

"Yo is there a heaven for a gangsta? /
No, but there's hell for a faggot /
Put on my work outfit, with a belt for my rachet /
You gon' melt when the gat spit /
Shoot your mother at your funeral, she fell in the casket /
How convenient is that shit?!"

...og så slutter han af med linjerne,

"And I won't say I'm the best since Rakim and Pac and them /
Better yet I'm the best since Mozart and Bach and them"

Hvad der dog gør The Torture Papers så forbandet fed er, at der ikke er 2-3 af mc'erne der stjæler billedet som på de to efterfølgende udgivelser. Alle gruppens medlemmer giver den alt hvad de har, og hvor det, igen, på de to efterfølgere ikke er synderligt svært at udvælge en favorit rapper, gør repræsentanterne på The Torture Papers valget betydeligt sværere. Faez One og Crypt the Warchild's vers på "Into the Arms of Angels" er sublime, Esoteric's ordspil på "Pull the Pins Out" er uvirkeligt, Chief Kamachi ligger perfekt over "Narrow Grave" beatet, og Planetary og Reef the Lost Cauze bidrager med nogle af pladens bedste vers på "Tear It Down"




Men ikke kun lyrisk er The Torture Papers on point, de mange producere leverer virkelig også varen, og de fleste beats kan fremhæves som pladens potentielt bedste. Undefined's mageløse "Henry the 8th" er måbende flot, Apathy's rockede "The Torture Papers" er et alternativt fantastisk beat og Svenske Oaks' "Feast of the Wolves" er noget nært den ondeste banger man kan forestille sig. Og om så det er samplingen af Bach's "Portita n.2 in C minor Sinfonia" til "Narrow Grave" eller "I stepped through the door, tore the shit off the hinges" lyrikken fra Teflon og M.O.P's "Rawness" der scratches på "Tear it Down", så udføres det hele på fornemmeste vis. Og kan man andet end at tage hatten af for Rain's produktion på "Into the Arm of Angels"? Personligt er det mit favorit AOTP nummer,



- Army of the Pharaohs' første udspil var og er ekstremt vellykket. Rapperne komplimenterer hinanden til perfektion, og størstedelen af produktionerne er fabelagtige. At de ikke har kunnet holde standarten senere hen er utrolig ærgerligt, men man kan altid hive The Torture Papers frem, hvis man vil have et ondt skud battlerap, serveret over prægtige produktioner. Det' fandme fedt det her!

5/6

Army of the Pharaohs - The Unholy Terror

De arrige battlerap spyttende konger af hardcore hiphop, supergruppen Army of the Pharaohs, er tilbage med deres tredje album The Unholy Terror, der er en positiv opgradering fra deres ovenud ærgerligt Ritual of Battle, men som stadig ikke kan nå The Torture Papers til sokkeholderne.
AOTP holdet er større end nogensinde før. Først var de 12, så blev de 13 og nu tæller gruppen 15 medlemmer. Block McCloud og Journalist er gruppens nye ansigter. - Sidstnævnte havde jeg virkelig ikke set komme! Hans totalt oversete Scribes of Life var en af de første cd'er der stod i min samling, og da lyden derpå læner sig tæt op af den kommercielle hiphop, var han ikke umiddelbart en rapper som jeg troede ville ende i et kollektiv som AOTP.
Til stor glæde for undertegnede har Chief Kamachi forladt gruppen til fordel for Apathy. Ja, han har måske endda fået sparket? Han havde beef kørende med Apathy, og da gruppen gerne ville have Aparty tilbage var Kamachi mere eller mindre tvunget til at tage sin afsked.

Army of the Pharaohs står dog stadig og roder med et enormt problem, som de tydeligvis ikke har intentioner om at løse. Gruppen formerer sig kontinuerligt, men det ville bestemt klæde AOTP at skære halvdelen af mc'er fra. Som altid er det Celph Titled, Apathy og Reef the Lost Cauze der stjæler spotlightet. Esoteric er ligeledes oppe i det røde felt, men han har kun et enkelt vers på hele pladen, hvilket man selvfølgelige kan undre sig over. Kigger man tilbage i kataloget vil man dog også opdage, at de to forrige plader var præget af en manglende sans for kvalitetsbevidsthed. Med AOTP har det alle dage været sådan, at jo bedre du er, des færre numre må du rappe på. I AOTP er Vinnie Paz en middelmådig rapper, hverken mere eller mindre, men han er uden sammenligning den, der optræder oftest. Nederst i hierakiet har vi Doap Nixon og Demoz, der begge har en god håndfuld vers. Nederst af alle, nede i den dybe, sorte og yderst pinefulde bund, har vi Jus Allah, der heldigvis kun medvirker på et nummer, "Godzilla", som han da også formår at ødelægge fuldstændig, på trods af fede bidrag fra de andre.



Men lad os lægge alt det dårlige bag os for en stund, og fokusere på nogle af de positivt ting på The Unholy Terror. Som det tydeligt fremgår af den Celph Titled producerede gudebanger "Bust 'Em In", som du højst sandsynligt sidder og hører lige nu, er der flere utroligt stærke numre, hvor faraoerne virkelig slår sig løs og spasser helt ud. Og når man snakker om at spasse ud, så må "Spaz Out" også nævnes som en sand perle på albummet. Dialog fra filmen Troy indleder det intet mindre end episke nummer, hvor JBL the Titan sampler fra et større symfoniorkester, altså fuldendt med stryger-sektioner, storladne kor og krigstrommer. Denne formel, hvor de klassiske elemter samples til pompøse beats bruges ofte, men det lykkedes aldrig særlig godt, og personligt synes jeg faktisk at JBL's er det eneste vellykkede forsøg. Men så er det godt, at DJ Kwestion (som de seriøst bliver nødt til at bruge noget mere!) bidrager med et par beats. Han producerede forrige albums bedste track "Strike Back" og fortsætter hvor han slap ved at brygge beats udfra den gamle stil, hvor beatet er såre simpelt men yderst effektivt. "Cookin' Keys" er helt forrygende, og med det fantastiske beat som baggrund fremstår mc'er langt bedre end på de fleste andre numre, selv Doap Nixon og Demoz! Også på det ti mand store posse cut "The Ultimatum" giver Kwestion rapperne et sublimt beat-lærred at male på.

Størstedelen af The Unholy Terror handler om raw battlerap, og det er der rappernes drivkraft ligger. Men på "Suicide Girl" træder de (Planetary, Doap Nixon og Apathy) ud af de faste rammer og rapper om noget mere værdiladet, lidt i stil med "Into the Arms of Angels" fra debuten. Apathy's tankevækkende vers kunne snildt gøre sig som pladens bedste, og hvor ville jeg dog ønske at AOTP havde flere numre af denne kaliber. Det viser dem fra en helt anden side, og giver et mere nuanceret billede af de forskellige rappere, hvilket klæder mange af dem.

"She said I must confess, it turns me on when I cut my flesh /
There's nothing left, I'm hollow, I'll follow death /
If it's a change from the mundane mondays /
You know my pain, I'm empty inside, my veins pump Novacaine /
Somethimes I feel like life isn't real /
And my brain is too busy and my mind don't even heal /
I could never shut it off so I'd rather shut it down /
Do it right the first time, I ain't trying to fuck around /
And she smiles for her friends but her smile is a mask /
Any memories of happiness is filed in the past /
I considered my garage, foot rewing on the gas /
A slash and a gasp or a violent blast /
I don't believe in hell unless it's what I'm in /
I wanna free my soul, straight jump out of my skin /
She exhaled and sighed, eyes open wide /
Suicide, it's a suicide"

Alt i alt er det stadig tydeligt, at AOTP lider under for mange dårlige rappere og for mange dårligere producere. The Unholy Terror har flere lyspunkter end Ritual of Battle, men der er stadig alt for meget rod og ligegyldigt skrammel på, til at den kan måle sig med deres debut. Der er en god håndfuld solide produktioner på, at antallet af fede punchlines er mange, tyg fx lige på den her "A real jedi kid, you're a toy yoda like tundra" fra "Spaz Out"! - Men det er ikke helt nok til at redde pladen fra en lidt-over-middel-karakter.

3.5/6

Army of the Pharaohs - Ritual of Battle

"AOTP - Pharaohe Clik motherfuckas!"

Nogenlunde sådan starter hver sang på supergruppens nye album Ritual of Battle. Gruppen, som i dag består af 15 mc'er, startede langt tilbage, med kun Vinnie Paz, Esoteric, Virtuoso, Bahamadia og Chief Kamachi. And oh boy om der er sket meget siden dengang! Gruppens officielt første album The Torture Papers, der snart er 2 år gammel, var en hårdtslående solid debut, der fastsatte gruppen som en af industriens mest brutale og "real" af slagsen. Fede beats og en helvedes masse dope vers fra en række ivrige mc's, der alle kæmpede for at rive mikrofonen maksimalt i stykker. And again, oh boy om der er sket meget siden dengang! De fede beats er en mangelvarer på Ritual of Battle, og arbejdsfordelingen er igen katastrofal. Vinnie "ego" Paz har uden tvivl misforstået forkellen på kvantitet og kvalitet. Selv er han at finde på 12 af albummets 16 numre, mens andre må finde sig i 2, 3 eller 4 numre. Apathy er blevet skiftet ud, og i stedet er Demoz, Doap Nixon, King Magnetic og Jus Allah blevet medlemmer, bare ærgeligt at disse 4 nye hoveder ikke engang tilsammen kan nå Apathy til sokkerne. Ikke engang Jus Allah, x-midlertidigt-fast-medlem-af-Jedi-Mind-Tricks, har noget at byde på. Faktisk har han aldrig lyt så uinspireret og gabende kedelig. Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan gå fra Violent By Design's kroteskt fede rim, til Jus Allahs nuværende status. Hans flow er på højde med fiddys, og hans rim er værdiløse.
De mc'er der virkelig har nogle fede flows og rim at diske op med, ført an af Reef the Lost Cauze, hører sjovt nok til dem, der kun får et par tracks at gøre godt med. Ligesom på Torture Papers har Reef the Lost Cauze sølle 2 vers, som han til gengæld udnytter til det ypperste. Men hvor han på Torture Papers havde nogle tilsvarende fede beats (Tear it Down og Henry the 8th), er de produktioner Reef er valgt ind på, på Ritual of Battle, altødelæggende for hans flows, en skam.
Men, som The Torture Papers, lever Ritual of Battle stærkt på de mange mc'er og deres battlerap. Battlerap imod dem selv måske? Det virker ind i mellem som om, at deres formål er at lyde bedre end deres kolleger. Der er stort set aldrig en historie at finde imellem teksterne. 99% af tiden handler der om, hvor fucking raw n' real de hver især er, og så gælder det ellers om at få dette budskab ud på den fedeste måde. "Into the Arms of Angels" fra The Torture Papers er uden tøven det bedste AOTP nummer der er lavet, netop fordi de faktisk fortæller nogle hudløst ærlige historier, og om noget, ja så er det fucking raw n' real. Istedet er det linjer som

"I'm a loud muh'fucka not a quite storm, I don't believe in an afterlife so once you die you're gone // Never loved soft everything's a violent song, Kanye West, gay rapper, that's where lines are drawn"

... der pryder albummet. Hjernedødt rap fra Vinnie Paz, som godt selv ved, at hans løb er ved at være kørt. Han forsøger at dække dette faktum ved at gemme de gode rappere væk, fx Reef the Lost Cauze og Des Devious, som ved enhver lejlighed kunne outshine Vinnie Paz. Og så er det selvfølgelig også nødvendigt at hakke på Kanye West, som laver noget af det fedeste musik i vore dage. Der scorer Vinnie Paz nogle nemme point hos de hardcore underground hip hop fans.

Beatmæssigt ser det heller ikke lyst ud. Størstedelen af numrene er hæftigt overproduceret, hvilket for det meste kvæler lyrikken. fx "Frontline" og "Pages in Blood", som begge næsten har et antal af instrumenter svarende til antallet af mc'er. Og det er i høj grad det forkerte at satse på. Når man har en gruppe bestående af 15 unikke mc'er, så er det logisk at satse på det lyriske, med nogle enkle beats der kan opbakke de enkeltes flows. Istedet går de all in i højsymfonisk krigspladder, der for at sige ligeud ødelægger hele konceptet. Esoterics "Dump the Clip" og DJ Kwestions "Strike Back" kan notes som pladens gode produktioner. Resten af produktionerne siger faktisk ikke denne anmelder noget overhovedet.
Hvor The Torture Papers havde en farvepalet med stort set alle regnbuens farver, er der kun sort-hvide kontraster tilbage på Ritual of Battle's, og selv den dygtigste kunstner ville finde det vanskeligt at portrættere rigtig hip hop, kun ved hjælp af gråtoner.
Hvis man ser tilbage på "Wu-Tang Clans" 36 Chambers, så var RZA's beats ukomplicerede men stadig guddommeligt fede, og de forstod virkelig at bakke alle de forskelligt flows op, hvilket gav et af de bedste resultater i musikhistorien. Og det er netop her det går for alvor galt for AOTP, for deres beats vil hellere stjæle billedet end bakke mc'erne op. Denne hårdfine balance havde Stoupe højst sandsynligt skabt perfekt, men han er selvfølgelig heller ikke inkluderet på dette album.
Man kunne have håbet, at AOTP havde lært af de få fejl der var at finde på The Torture Papers, men istedet har de tager et gigantisk skridt tilbage, og det er fandme surt!
Mindre hæftige beats, flere historier og aktuelle rim, og mere ligeligt fordelte arbejdsindsatser. Så kunne det være, at AOTP kunne skabe et produkt, der med tilnærmelse ville kunne kaldes mesterligt. Der er måske for mange ideer og meninger i samme rum, og det kommer man aldrig ligeså langt med.

2/6