Året der gik 2012 - Et tilbageblik

Kære venner. Endnu et år er ved at lakke mod enden, og i den anledning skal vi da lige kaste et tilbageskuende blik på året 2012 og se, hvad der skete på den musikalske front.

Lad os starte hjemme. 2012 har været et spøjst år for dansk rap. Om det er fordi jeg ikke længere anmelder for wots.dk og ikke får hørt synderlig meget, eller om 2012 rent faktisk bare var et halv-sløjt år for dansk rap, skal jeg ikke kunne sige, men rent udgivelses-mæssigt har der ikke været voldsomt meget at skrive hjem om. Kesi droppede Bomber Over Centrum, men det var mestendels fusere. Pede B gjorde det rimelig godt med Over Askeskyen, der dog døde hen lidt hurtigt, og DJ Static udgav det måske mest overhypede album i dansk rap historie med Rolig Under Pres (?), der dog kunne ryste et par solide tracks af sig. De eneste plader jeg rent faktisk har nydt fuldt ud kan koges ned til to stykker: Dialektens Spis Rester II mixtape (anmeldt HER) og Tudsegammelts selvbetitlede debutplade (anmeldt HER).
     For mig har 2012 i højere grad været et år, hvor der er udgivet en masse stærke enkeltnumre, så i steder for at lave en 'Top 5' eller 'Top 10' liste - hvilket jeg ganske simpelt ikke ville være i stand til - har jeg lavet en liste over de bedste og vigtigste numre, der er udgivet i år.

01. Dialekten - "Grobund"
02. Orgi-E feat. Jooks - "Mand 2.0"
03. Tudsegammelt - "Græsenkemand"
04. Pede B - "Intet at miste
05. DJ Static feat. Peacefull James - "So Cool"
06. Wafande - "Uartig"
07. Jooks - "Kapitel 1: I morgen"
08. Dialekten feat. Kværn - "På mellemhånd"
09. DJ Static feat. Wafande - "Alle jeres løgne"
10. L.O.C. - "Ode til kvinde"
11. NotaBene - "Jeg falder"
12. Eaggerstunn - "Kugledans"
13. Kesi feat. Mass Ebdrup - "Skudsikker Vest"
14. Pato Siebenhaar & TopGunn - "Din Mor
15. Marvelous Mosell - "Catastrofical Ravage"

Prangende udgivelser var der måske ikke mange af i år, til gengæld sørgede Droz Daily Steezin med deres Steezin MC's Cyphers og ikke mindst Luxshan's støt stigende Rap Slam Battle koncept for, at der stadig var mere end godt gang i den danske undergrund, så overordnet set var 2012 bestemt ikke et kedeligt år.

Når talen falder på udenlandsk hiphop har 2012 bestemt heller ikke været et kedeligt år. Her har det ikke været et problem at sætte en 'Top 10' liste sammen, - problemet har snarere været at skulle vælge imellem de mange fantastiske udgivelser, der har set dagens lys i 2012. Her følger min 'Top 10' - jeg håber selvfølgelig på at se nogle lister fra jer også.

10. 

Archetype - Red Wedding

Hånden på hjertet: første plade på listen er lidt en joker, for jeg blev faktisk først præsenteret for Archetype for nylig, så Red Wedding er på ingen måde en plade jeg har lyttet meget til i løbet af året. Der var alligevel bare noget ved pladen, som virkelig fangede min interesse hurtigt; noget der fik mig til at tænke, at jeg vil komme til at holde meget af den her plade med tiden. Om det er Nezbeat's flotte produktioner, der har live instrumentation som fundament, eller om det er rapper iD's særegne tilgang til rap der har denne dragende kraft skal jeg endnu ikke kunne sige. Lige nu ved jeg bare, at jeg glæder mig til at dykke dybere ned i Red Wedding.

 

9.

The Funk League - Funky As Usual

Den franske producer-duo The Funk League har stukket hænderne langt ned i mudderet og grebet fast om old school hiphoppen's rødder. Vidste man ikke bedre skulle man tro at man befandt sig i 1992 når Funky As Usual brager ud af højtalerne. Nogen af jer kender måske The Funk League fra LEFTOVERS2011 kompilationen, hvor "On & On" med Sadat X var med på. Det er dén stil de fortsætter med hele vejen igennem, og det er mildest talt afskyelig lækkert! Savner man de tidligere 90'ere, eller kan man bare godt lide lidt funky hiphop in general, så vil man elske Funky As Usual. 

8.

Substantial - Home Is Where the Art Is

Substantial's fjerde langspiller og debut hos Mello Music Group er egentlig ikke noget "særligt" som sådan, ganske simpelt bare hamrende effektiv og lækkert smedet sammen. 'Stan flower legende let over de tørre beats, primært leveret af Oddisee, der passer perfekt til den rutinerede MC.
Læs anmeldelsen af Home Is Where the Art Is HER.

 

7.

L'Orange - The Mad Writer

Når det kommer til at skabe stemningsbilleder med sin musik er producer L'Orange en mester uden lige. Det er mørkt, dystert, mystisk og ikke mindst ganske sublimt sat sammen. Størstedelen er instrumental, men der tegner sig et klart billede af en Film Noir lignende storyline qua de mange jazz- og vokalsamples og enkelte gæstevers, leveret af yderst kompetente rappere som yU og Blu.
Læs anmeldelsen af The Mad Writer HER.   

6.

Aesop Rock - Skelethon

Aesop Rock er og bliver en sær gut! På den ene side er hans lyriske univers så kringlet og kryptisk, at man er nødt til at investere større mængder tid for at komme ordenligt ind i hans abstrakte hoved. På den anden side er hans univers intet mindre end definitionen af "unikt", så hvis man først lærer at begå sig inden for de rammer Aesop Rock sætter op, så er man in for a treat. Jeg er bestemt ikke tilpasset endnu - det er grunden til at I endnu ikke har set en Aesop Rock anmeldelse fra min hånd - men jeg er så småt begyndt at se, hvad det er folk mener når de siger, at Aesop Rock er en af de bedste lyrikere overhovedet. Han har samtidig produceret hele pladen selv, og hans evner bag knapperne er ovenud imponerende. 

  

5.

P.O.S. - We Don't Even Live Here

P.O.S. er træt af en verden, hvor musikbranchen er forpestet af talentløse tosser og grådige pladeselskabschefer, så på We Don't Even Live Here tager han lytteren med på en rebelsk hiphop-rejse, hvor han sætter dagsordenen. Det er både skarpt, kløgtigt, sjovt og tankevækkende, og så er pladen yderst velproduceret, fuldendt med skæve og larmende indslag undervejs, der fungerer perfekt som soundtrack til det oprørske element, og det er med til at gøre det samlede indtryk utrolig stærkt. 

Læs anmeldelsen af We Don't Even Live Here HER. 

4.

Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Det var en noget nær umulig opgave at skulle følge op på mesterværket Below the Heavens, men Blu & Exile formåede at udgive en plade, der på ingen måde lød som forgængeren men stadig stak ud som sin helt egen. Det hele er meget mere laid-back og nedtonet; både hvad angår lyd og Blu's flow og indhold, og det fungerer strålende - ikke som det frembrusende hiphop-album, der skulle bevise en hulens masse ting, men som den hammer-labre og yderst velproducerede plade man kan smække på anlægget og zone out til. 

Læs anmeldelsen af Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them HER.  

3.

Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d. city

Med Section.80 blev Kendrick Lamar spået en fremtid som westcoast-hiphoppens genfødsel, og med good kid, m.A.A.d city beviste han, at han kan bære ansvaret. Bedst ved det hele er, at Kendrick Lamar er en virkelig atypisk westcoast rapper. Han forherliger på ingen måde bandemiljøet, kriminaliteten og det hårde gadeliv, ganske modsat afskyr han det faktisk, men kan ikke se bort fra det faktum, at han har levet hele sit liv i midten af det hele, og dét har gjort ham til den han er: the good kid in the mad city. Denne historie fortæller han på mesterlig vis i løbet af albummet, der ganske simpelt er en tour-de-force i sublim storytelling. Tilføj dertil en samling stærke produktioner, blandt andet fra vores egne Rune Rask og Jonas Vestergaard, og du har et umanerlig flot album. 

Læs anmeldelsen af good kid, m.A.A.d. city HER. 

2.

Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Seattle-duoen Macklemore & Ryan Lewis skrev hiphop-historie med The Heist, der gik #1 på iTunes og #2 på Billboard charten helt uden et pladeselskab i ryggen. Årsagen til dette? - Fantastisk tekster, der kan være lige så hysterisk morsomme som de kan være grav-alvorlige, rammende og tankevækkende, og eminent arrangerede beats, der har én fod inde i den kommercielle lyd og én i undergrunds-hiphoppens. Et på mange måder "stort" værk, på trods af enkelte smuttere undervejs. 

Læs anmeldelsen af The Heist HER.

1.

Killer Mike - R.A.P. Music

Der er ikke et album jeg har hørt mere i år end Killer Mike's R.A.P. Music. Selv i skrivende stund, over et halvt år efter jeg hørte pladen første gang, og jeg stadig dybt imponeret. El-P har produceret hele herligheden, og det har han gjort ubegribelig godt. Det er bragende, intenst, larmende og smukt, og så er det fyldt med en usædvanlig detaljerigdom i lyden, der giver en variation og nuance i produktionerne jeg nærmest aldrig har set magen. Killer Mike er ligeledes blændende som den arrige, frembrusende sydstats-rapper, der kan være lige så politisk bevidst og samfundskritisk som han kan shit-talke og bare flå mikrofonen i stykker. Et hiphop mesterværk i min bog.
Læs anmeldelsen af R.A.P. Music HER.

. . . . .

2012 har også været året, hvor jeg personligt har lyttet til en masse andet end hiphop, og selvom jeg godt ved, at der er nogen af jer, der synes det er lidt irreterende med non-hiphop musik på bloggen, så får I alligevel min 'Top 5' over bedste udgivelser, under hiphop-radaren. Jeg ved nemlig tilfældigvis også, at der er nogen af jer, der sætter stor pris på disse anbefalinger.

5.

Fiano Apple - The Idler Wheel Is Wiser Than the Driver of the Screw And Whipping Cords Will Serve You More Than Ropes Will Ever Do

Ud over at stå bag årets længste album-titel, står amerikanske Fiona Apple bestemt også bag en af årets mest alternative og vovede singer-songwriter plader. Ikke bare er hun skæv i hele sin tilgang til det at skrive musik, - hun tager de vildeste chancer i sin fremføring og udsætter selv for næsten unødvendig risici. Heldigvis er hun så forbandet dygtig, at hun sejrer stort. "Hot Knife" står for mig som et af årets stærkeste numre, fordi hun med sin egen stemme alene, en loop-maskine og en kettledrum (som hun også selv spiller) kan skabe flottere vokal-harmonier end nogen anden. 

 

4.

Electric Guest - Mondo

På trods af at selveste Danger Mouse er hovedproducer bag Electric Guest's debutalbum, er der stort set ingen - i hvert fald ikke herhjemme - der har snakket om det. Det skyldes måske, at Mondo ved første lyt virker en smule banal og letbenet, men kender man Danger Mouse ved man, at det ægte guld ligger og venter på de tålmodige. Første gang jeg hørte singlen "This Head I Hold" tænkte jeg "fedt, dét rykker", men der var ikke rigtig andet fra pladen der tiltalte mig. Nu har jeg hørt den i godt og vel 30 gange, og "This Head I Hold" er langt fra mit favorit nummer på nuværende tidspunkt (videoen er dog genial!). Store dele af pladen er ørehængere, men ikke på den letkøbte hit-liste måden; der er mere bid i, og Danger Mouse's arrangementer sørger nok engang for underspillet men suveræn musikalitet.

   

3.

Frank Ocean - channel ORANGE

Er der andet at sige, end at Frank Ocean ganske simpelt er fantastisk dygtig? Jeg tror ikke at der er mange, der vil erklære sig uenig i dette udsagn. Frank Ocean tager musikalske traditioner fra legender som Stevie Wonder, Prince og Elton John og tilføjer mere "nutidige" tendenser, og resultatet er en genre man kunne kalde contemporary Motown. Det er melodisk overlegend, lyrisk skarpt og samtidig ganske flabet. Ubegribeligt at diverse radiostationer ikke har gjort et top-hit ud af halvdelen af pladens skæringer. 

Læs anmeldelsen af channel ORANGE HER. 

2.

Susanne Sundfør - The Silicone Veil

Kender I det, når en kunster kan bringe én fuldstændig i knæ? Når alt fra musik, lyrik, fremføring og live optræden til den tilhørende visuelle stil går så meget op i en højere enhed, at man simpelthen må overgive sig fuldt ud? Denne effekt har norske Susanne Sundfør haft på mig. Én ting, der er sikkert er dog, at det ikke er alle der vil blive "ramt" af hende på samme måde som jeg, - det er hendes musik nok for udfordrende til. Jeg har postet et par af hendes sange på min facebook væg, og folk enten elsker eller hader det - der er ikke noget midt imellem. 

     Susanne Sundfør har en af de mest imponerende stemmer jeg nogensinde har hørt, og det udnytter hun virkelig også. Hun kommer ofte så højt op i registeret at de fleste andre sangerinder ville tænke "nej nej, det der går jo ikke", men hos Frk. Sundfør går det lige præcis, for hun har så meget kontrol over sin vokal at man må knibe sig i armen. Musikalsk set kredser produktionerne om Sundfør og hendes piano, men det hele blandes med klassiske arrangementer, hvor der især gøres brug af store stryger-symfonier, men hårdtslående elektroniske elementer spiller også en dominerende rolle. Det lyder måske mærkeligt, og er det sikkert også hvis man ikke er vandt til denne kombination, men Susanne Sundfør og hendes bjergtagende stemme tager lytteren i hånden og guider én igennem de både voldsomme og smukke lydlandskaber. 

Hendes kunstneriske elegance kommer kun yderligere til udtryk i hendes musikvideoer, der burde få selv David Lynch til at spærre øjnene op af ren og skær begejstring. For en sikkerheds skyld bør det lige nævnes, at de bestemt ikke er for mindreårige.      

1.  

Of Monsters And Men - My Head Is An Animal

Islandske Of Monsters And Men udgav et mesterværk i år. Det kan godt være, at de ikke er i besiddelse af lige så meget kunstnerisk power som Susanne Sundfør, at de ikke er lige så vedkommende og personlige i deres tekster som Frank Ocean, at de ikke er lige så vovede og skæve som Fiano Apple og at de ikke har haft en stjerne-producer i ryggen som Electric Guest, men Nanna, Ragnar, Brynjar, Arnar og Kristján har så fabelagtig en kemi, at alt det førnævnte ikke er en nødvendighed for, at de kan flette det ene mageløse nummer sammen efter det andet.

Den musikalske sammenligning må bestemt være engelske Mumford & Sons, da Of Monsters And Men læner sig op ad deres folk pop/rock -lyd. Nogen vil nok mene jeg er skør for at sige og synes følgende, men jeg kan langt bedre lide den islandske version!

     My Head Is An Animal er en g-e-n-n-e-m-f-ø-r-t melodisk plade, hvor versene er bedre skrevet end de fleste omkvæd man hører, og hvor intet af det på noget tidspunkt virker forceret eller søgt. Det er et album som både er hyggeligt på grund af de mange nedtonede sange, men hvor der samtidig kan være godt gang i den med mere up-tempo numre. Ja, jeg kunne jo nok blive ved, så lad mig bare sige, at My Head Is An Animal er et helstøbt album af de helt sjældne, som jeg har nydt i utallige timer, og vil komme til at nyde i utallige timer to come. 

Awesome video!

Og nu vi er på Island er jeg nødt til lige at snige det her ene nummer med ind: Retro Stefson's "Glow", som uden tvivl er blandt de numre jeg har hørt mest i år overhovedet - bare spørg mine naboer!

2013?

     Hvad skal der ske til næste år? Tja, jeg ved ikke med sikkerhed hvilke plader der udkommer til næste år, men jeg har en liste over nogle, som jeg i hvert fald håber på udkommer, og som der er forholdsvist stor chance for når at se dagens lys: Trepac's Nye Toner, Dialekten's Stiplede linjer, Chico And the Man's debutplade, Fashawn's The Ecology, Queen of the Stoneage's næste og Broken Bell's næste. Hvad skal man ellers glæde sig til folkens?  

Som en allersidste afsluttende ting, har jeg lavet et lille julekort til jer

( click to enlarge )

Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Efterårsferien er over os, så der er forhåbentlig ikke nogen der har noget imod, at den her anmeldelse bliver en anelse lang (?).

Macklemore & Ryan Lewis har med deres første VS. EP, den efterfølgende VS. Redux EP og en håndfuld stærke singler, først án af "Wings", bygget en ufattelig stærk hype op omkring deres første langspiller. Nu er den endelig ude, og den har allerede sat sit klare, tydelige præg, - ikke bare på hiphop-genren men musikken generelt. Så vidt jeg har kunnet researche mig frem til, er The Heist den første udgivelse i musikhistorien, der er gået #1 uden at have et pladeselskab i ryggen. At singlerne tilmed er substantielt tunge på tankevækkende indhold, står ligeledes i skarp kontrast til de sange man er vandt til at se på hitlisterne.
     iTunes-førstepladsen kunne ikke være mere fortjent, for der ligger et vigtigt (om end en kende klichépræget) statement i selve placeringen: Man kan hvad man vil, hvis man er villig til at arbejde hårdt nok for det. "The greats weren't great because at birth they could paint / The greats were great because they paint a lot" rapper Macklemore på åbneren, der meget sigende har fået titlen "Ten Thousand Hours", navngivet efter den idé, at det kræver titusinde timers træning at mestre noget. Jeg vil vove at påstå, at det på nuværende tidspunkt - endda på trods af at The Heist "kun" er deres debutplade - er et faktum, at Macklemore og Ryan Lewis er mestrer indenfor deres områder.

Macklemore - lyrics

"I make my living off of words /
And do what I love for work /
And got around 980 on my SATs /
Take that system! What did you expect? /
Generation of kids choosing love over a desk /
Put those hours in and look at what you get /
Nothing that you can hold, but everything that it is"

Motiverende ord, også taget fra pladens indledende nummer.
     Det har ikke taget Macklemore meget mere end en håndfuld udgivelser for at blive en af mine favorit rappere nogensinde. Det skyldes en længere række ting, men vigtigst af alt, at han først og fremmest er et menneske. Et menneske som alle os andre. De fleste rappere kan kategoriseres som værende det ene eller det andet; gangster, conscious, mainstream, underground, southern, politisk, you name it. Macklemore tillader ikke påsættelse af specifikke mærkater på samme måde. Macklemore er en rapper med talrige kvaliteter; han kan være ekstrem up close og personlig omkring sit eget liv det ene øjeblik, og totalt far out fjollet det næste. Kommentere på aktuelle problemstillinger i samfundet hér og rappe om baseball dér. Være stærkt imod konsumerisme på det ene nummer og forherlige Cadillacs på det andet. Han har beskrevet sig selv som værende en "walking contradiction", og det er faktisk noget af det jeg bedst kan lide hos ham, for ingen er perfekte, og det er der virkelig mange rappere der er bange for at vise. Hvor de fleste rappere ihærdigt forsøger at opbygge et slags superhelte-image, sørger Macklemore konstant for at pille dét image ned, hvis han føler, at han er for tæt på at nærme sig et ophøjet status. Han gør det meget klart, at han ikke er bedre end andre. På nummeret "A Wake" fortæller han endvidere, at han er træt af at blive kaldt en "bedre rapper and de andre". - Så når han rapper "These interviews are obnoxious / Saying that it's poetry, it's so well spoken, STOP IT!" refererer han ikke til de rappere jeg normalt klantrer for at være elendige, men udelukkende sig selv. Dét er efter min mening en eminent kundskab at være i besiddelse af.

Macklemore har endvidere en unik evne til at koble egne erfaringer sammen med skarpe iagttagelser, der kommenterer en sag i et større perspektiv, samtidig med at han spæder op med eksempler på problematikken, som alle kan forholde sig til. Tag f.eks. det lyriske mesterværk "Same Love", hvor han starter med egne erfaringer: "When I was in the third grade, I thought that I was gay / 'Cause I could draw, my uncle was and I kept my room straight". I andet vers bliver "alle vi andre" så indlemmet i sagen, qua et velkendt, håndgribeligt eksempel:

"If I was gay, I would think hiphop hates me /
Have you read the YouTube comments lately? /
"Man that's gay" gets dropped on a daily /
We've become so numb to what we're saying" 

- Ikke fordi jeg går ud fra, at der er nogen af "os" der kalder hinanden "faggots behind the keys of a message board", men man finder bare ud af, at hadet virkelig er over det hele, om folk tænker over det eller ej. I løbet af "Same Love" får Macklemore både kommenteret på hvordan undertrykkelsen af minoriteter er gået i arv ("Out culture founded from oppression"), samfundets syn på homoseksuelle ("America the brave, still fears what we don't know"), politik ("The right-wing conservatives think it's a decision"), kirke ("If you preach hate at the service, those words aren't anointed") og får sammenlignet hadet med religiøse krige og racisme. Afsluttende smider han den ultimative bombe, der får selv en som mig, der altid har været fór homoseksuelles rettigheder, til at tænke yderligere over tingene, når han rapper: "Kids are walkin' around the hallway plagued by pain in their heart / A world so hateful some would rather die than be who they are". At Macklemore er i stand til at få inkluderet alle de her aspekter af samme sag, helt uden at man som lytter bliver forpustet, har jeg ufattelig meget respekt for.

Han gør det samme på "Wing$", hvor han både rapper om sit eget forhold til Nike's og hvordan en bekendt blev slået ihjel på grund af sine sko, til hvordan Nike som brand har hjernevasket flere generationer til slavisk at følge en trend og blive en del af et - af producenten grundlagt - forbrugersamfund. Men den løftede pegefinger er ingen steder at finde, for selvom Macklemore tydeligvis er bevidst om, at det egentlig er en dårlig sag man støtter ved køb af et par Nike's, synes han stadig at det er en fantastisk sneaker. Men til ham, der stolt rakte sin Air Jordan i luften da "Wing$" blev spillet på Vega; jeg er ikke helt sikker på at du har forstået sangens budskab?
     Macklemore er inde på noget af det samme på "Thrift Shop", hvor han ligeledes rapper om hvordan store firmaer "narer" folk til at købe deres vanvittigt overprized produkter:

"They be like "Oh that Gucci, that's hella tight" /
I'm like "Yo, that's 50 dollars for a T-shirt" /
Limited edition, let's do some simple addition /
50 dollars for a T-shirt that's just some ignorant bitch shit /
I call that getting swindled and pimped, shit /
I call that getting tricked by business"

(Er jeg den eneste, der aldrig har set en Gucci T-Shirt til 250-300 kroner??!).
Macklemore er dog godt klar over, at det ville være komplet overkill, hvis alle sange var lige tunge på budskaber, og "Thrift Shop" er først og fremmest en top-underholdende sang om at "poppe tags", selvom man kun har en hund' på lommen.
     Humoren er bestemt en anden af Macklemore store forcer. "Castle" alene er rigelig bevis! Her træder Macklemore's sex-gale alter ego Raven Bowie i karakter, hvor fest-stemningen er total man lyrikken det rene nonsens! Det handler om at feste igennem og blæse på alt hvad der hedder velskrevet lyrik. Mon ikke der alligevel gemmer sig en lille kommentar heri? Især i det afsluttende bridge-stykke, hvor han rapper om at slå en prærieulv ihjel til festen og spise den! Det er det rene volapyk, men overdynget med auto-tune lyder det stadig super fedt, så måske han forsøger at sige, at man kan slippe afsted med det meste, hvis der er auto-tune på? Det kan også være jeg lægger for meget i det?

Andre højdepunkter tæller "Neon Cathedral" hvor han rapper om at skrotte Gud, Biblen og kirken til fordel for sprut, liquor stores og bodegaer. Sangen er nært beslægtet med pladens ømmeste skæring "Starting Over", hvor han netop rapper om hvor svært det er at komme tilbage på rette spor, fuldendt med de inspirerende linjer "If I can be an example of getting sober / Then I can be an example of starting over".  "Starting Over" byder på masser' tekst med stå-pels-potentiale, som f.eks. når Macklemore indleder andet vers:

"And every kid that came up to me /
And said I was the music they listened to when I first got clean /
Now look at me, a couple days sober /
I'm fighting demons /
Back of that meeting on the east side /
Shaking, tweakin', hope that they don't see it /
Hope that no one is looking /
That no one recognized the failure under that hoodie"

Hans fiktive samtale med Interscope-chefen Jimmy Iovine, på nummeret af samme navn, er ligeledes fantastisk. - Især når den glubske pladechef præsenterer 360 graders-reglen og estimerer at Macklemore og Ryan Lewis har 7% af det samlede salg tilbage til deling, til hvilket Macklemore svarer: "I appreciate the offer, thought that this is what I wanted / Rather be a starving artist than succeed at getting fucked!".

De eneste sange der ikke siger mig det store rent lyrisk er "Thin Line" og "Gold", der ikke formår at fremstå helt så interessante i min optik. Dog stadig gode sange!

Rent teknisk er Macklemore også en sublim rapper. Hvis nogen siger "bevis det!" så bare spil "Can't Hold Us" eller "White Walls" for dem, og hvis de er gale nok til stadig ikke at være overbeviste, så bør følgende passage fra "Thrift Shop" være tilstrækkeligt:

"Buy it, cop it and washing it /
'Bout to go and get some compliments /
Passing up on these moccasins someone else has been walking in /
Bummy and grudgy, fucking it /
I am stunting and plus it is saving money and I'm hella happy /
That's a bargain bitch!" 

Alt i alt vil jeg sige, at The Heist mere eller mindre er et studie i kompleks, modig, vittig og intellektuel tekstskrivning, leveret med blændende indlevelse. Her er virkelig en mand, der siger hvad han mener og mener hvad han siger. Der er ikke mange rappere pt. der kan måle sig med Macklemore når det kommer til autencitet - punktum.

"Don't forget where you came from /
Don't die holding on to your words /
'Cause you know you got a whole world to change /
But understand who you got to change first"

Ryan Lewis - beats/production

Det var allerede meget klart og tydeligt efter de to VS. EP'er, at Ryan Lewis er en fænomenal producer, og dette image har han bestemt ikke haft i sinde at miste med The Heist. Pladen er fyldt til randen med melodiske produktioner, der er lige så rige på detaljer som de er divergerende i lyd. Fra stadion-store synth-harmonier på "Ten Thousand Hours", et kitchy/catchy club-banger-beat på "Thrift Shop" og umådelig smukt klaverspil på "Same Love" til skrøbeligt guitarspil og synth-melodier på "Starting Over", stramme organiske trommer på "My Oh My" og irsk-lydende banjo-spil på "Cowboy Boots". Ryan Lewis har et virkelig godt øre for fængende melodier og et smittende omkvæd - og det udnytter han fuldt ud. Talrige sangere og sangerinder har leveret vokaler til pladen, og selvom jeg umiddelbart synes det virkede som lige lovligt mange sangere på en hiphop plade, så fungerer det faktisk umådelig godt. Omkvædene bliver aldrig dominerende; de akkompagnere den stil og stemning som deres repræsentative numre er bygget op omkring utrolig godt, og bidrager med solide, harmoniske vokaler til Ryan Lewis' produktioner, der i de fleste tilfælde er skræddersyet til dem.
Jeg kan allerede nu sige, at flere af årets flottest producerede og mest prangende beats vil være at finde på The Heist. Der kan ikke være nogen tvivl. Ryan Lewis gør det virkelig svært at vælge en favorit, og jeg kan efter halvandet dusin gennemlytninger konstatere, at der hele tiden dukker nye ting op i produktionerne; små ting her og der, der bliver ved med at give numrene nyt liv, og i takt med at omkvædene sætter sig mere og mere fast, så bliver pladen sværere og sværere at give slip på.

All in all...

Der er flere numre på The Heist som sagtens kunne kritiseres for det ene eller det andet. - "Gold" for både beat og lyrik, "Thin Line" for et halv-tyndt omkvæd, "White Walls" for at være malplaceret på pladen, "Cowboy Boots" for at virke akavet som bodega/øl-sangen i kølvandet på sange om alkoholisme og om at blive ædru. "Castle" for på ingen måde at passe ind i den stil som resten af pladen repræsenterer, og "Bombom" som et måske lidt for vagt instrumentalt stykke. 

Alt dette KUNNE man sige - jeg ville have forståelse for det. Personligt finder jeg bare helhedsindtrykket for stærkt og gennemført til, at de små negative ting kan tælle for særlig meget. Macklemore og Ryan Lewis får det bedste ud ad hinanden, og sammen har de skabt et eminent hiphop-værk. The Heist er en vanvittigt fantastisk plade!

5.5/6

- Jeppe Barslund 

I toppen: "Thrift Shop", "Same Love", "White Walls", "Jimmy Iovine", "Wings", "Awake", "Starting Over"

I bunden: "Gold", "Bombom"

Jeppe Barslund Præsenterer - LEFTOVERS2010

- UDGÅET -

Kære læsere - det er med stolthed at jeg endelig kan præsentere mixtape/kompilationen 'LEFTOVERS2010' for jer!

- Dette er første udgivelse i LEFTOVERS-serien, som efter planen kommer til at se én udgivelse årligt. LEFTOVERS er en mixtape/kompilation i bedste årsopsamlings-stil, bare i undergrundsformat. Min mission med udgivelsen er - som det altid har været med bloggen her - at sprede ordet om alt det gode undergrunds hip hop, som jeg så inderligt gerne vil have, at alle skal have muligheden for at opleve. LEFTOVERS2010 er derfor fyldt med (noget af) alt det bedste undergrunds hip hop fra Amerika, der blev udgivet sidste år, som jeg frygter er gået forbi folks hoveder. Og jeg tør godt garantere, at der er noget for enhver smag herpå. Uanset om man er til mørk og rå hiphop, depressive beretninger fra det gustne gadehjørne, opløftende grooves, velfortalte historier, braggadocio rap, socialbevidst lyrik, kærligheds oder eller hiphop man bare kan læne sig tilbage og nyde, så er det at finde på LEFTOVERS2010. Jeg har brugt godt og vel et halvt år på at sammensætte denne udgivelse, og der er ingen tvivl om, at dette projekt er det mest ambitiøse jeg har kastet mig ud i, i min tid som anmelder, blogger og hiphop-journalist. Jeg glæder mig derfor også som et lille barn til at dele det med jer og høre hvad i synes om det. Jeg har naturligvis ikke tænkt mig at anmelde min egen udgivelse, men jeg ville elske at høre jeres mening om den.

Og hvordan får man så fingrene i LEFTOVERS2010?

- Det er simpelthen såre enkelt, og det koster dig ikke så meget som skyggen af en krone! Det eneste du skal gøre er at skaffe mig 2 faste læsere til bloggen - er du ikke selv tilmeldt endnu tæller du selvfølgelig som den ene. Når det er gjort sender du bare en mail til...

jeppe_barslund@hotmail.com

...med navn og adresse, og så er der et eksemplar af LEFTOVERS2010 på vej. Udgivelsen er udelukkende tilgængelig i fysisk cd-format (en lækker lille "mini lp" sag!), da jeg personligt holder meget af æstetikken deri. Det er også muligt at hente et eksemplar i følgende butikker:

Drop Dead - Larsbjørnsstræde 16, 1454 Kbh K UDGÅET
Flavour - Skindergade 19, 1159 Kbh K UDGÅET
Paragraffen - Vestergade 14, 1456 Kbh K UDGÅET

LEFTOVERS2010 Tracklist:

01) Blue Scholars : Lumière
02) 2 Hungry Bros & 8thW1 : Everyday
03) Homeboy Sandman : Being Haved
04) Blame One : Its A Stick Up
05) Celph Titled & Buckwild : The Deal Maker
06) Qwel & Maker : Pitching Pennies
07) JustMe : The Prodigal feat. Deacon the Villain
08) KVBeats : Ambitions Of A Writer feat. Chaundon
09) PackFM : I F*cking Hate Rappers
10) Kno : Not At the End feat. Tunji
11) Shad : Rose Garden feat. Lisa Lobsinger
12) Air 2 A Bird : New York: Day 1
13) Exile : Love Line feat. Blu
14) Dirty Circus : Drama Free
15) Kinetics & One Love : Sign Language feat. Wynter Gordon
16) 2pak : Driftin'
17) Deacon the Villain & Sheisty Khrist : Chevrolet Doors feat. Mino Slick
18) Macklemore & Ryan Lewis : Otherside (Ryan Lewis Remix) feat. Fences- Her er der blevet skrevet om LEFTOVERS2010:

DubCNN (link)
SpolOp (link)
Wordonthestreet.dk / wots.dk (link)
rapspot.dk (link)

Goombay.dk (link)

Jeg glæder mig helt vildt meget til at høre hvad i synes om det, og jeg håber at der er rigtig mange af jer der får checket det ud. Love love.

- Jeppe Barslund

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -LEFTOVERS FROM LEFTOVERS (!)
Jeg har lavet en YouTube playlist over de numre som jeg mægtig gerne ville have haft med på Leftovers2010, men som ikke blev clearet. Nogen af dem er jeg næsten glad for ikke kom med, men andre er jeg, undskyld mit franske, satme ærlig over ikke kom med. Check dem ud her.

Macklemore & Ryan Lewis - "Wings" (Track Review)

Nu hvor vi er ved Macklemore & Ryan Lewis, så synes jeg, at vi skal tage en til fra Seattle duoen. - For bedst som man troede, at de havde brugt al kreativitet og energi på to fremragende EP'er, så udsender de et nyt nummer, der efter sigende er førstesinglen fra deres kommende fuldlængdes debutalbum. - Og ikke nok med at de er nogle produktive herrer, så begynder der i højere og højere grad at tegne sig et billede af, at de er på vej imod noget virkelig, virkelig stort inden for hiphoppen. Det kan godt være at det lyder en smule farfetched, i og med at de trods alt kun har udgivet to EP'er, men som et forsigtigt bud fra min side, tør jeg godt tro på, at de har kurs imod hiphop historiebøgerne.
De har sammen en særegen, unik evne til at tage fat om ofte diskuterede/debatterede/hørt-om emner, og så angribe dem fra en helt anden vinkel end man er vandt til, og puste så meget nyt liv, saft og kraft ind i det, at man er ved at miste pusten.

Således tager Macklemore & Ryan Lewis fat om "simple" emner som basketball-anthems og Nike Air Jordan praises, og giver dem et kodylt twist aldrig hørt magen! Lyt og læs:

"I was seven years old when I got my first pair /
And I stepped outside /
And I was like, "Momma, this air bubble right here, it's gonna make me fly" /
I hit that court, and when I jumped, I jumped, I swear I got so high /
I touched the net, "Mom I touched the net!" /
This is the best day of my life /
Air Max's were next /
That air bubble, that mesh /
The box, the smell, the stuffin, the tread, in school /
I was so cool /
I knew that I couldn't crease 'em /
My friends couldn't afford 'em /
Four stripes, some Air-didas /
On the court I wasn't the best, but my kicks were like the pros /
Yo, I stick out my tongue so everyone could see that logo /
Nike Air Flight, but bad was so dope /
And then my friend Carlos' brother got murdered for his fours"

Whoa....

"See he just wanted a jump shot, but they wanted to start a cult though /
Didn't wanna get caught, from Genesee Park to Othello /
You could clown for those Probings, with the velcro /
Those were not tight /
I was trying to fly without leaving the ground /
'Couse I wanted to be like Mike, right /
Wanted to be him /
I wanted to be that guy, I wanted to touch the rim /
I wanted to be cool, and I wanted to fit in /
I wanted what he had, America, it begins"

I want to fly
Can you take me far away
Give me a star to reach for
Tell me what it takes
And I'll go so high
I'll go so high
My feet won't touch the ground
Stitch my wings
And pull the strings
I bought these dreams
That all fall down

"We want what we can't have, commodity makes us want it /
So expensive, damn, I just got to flaunt it /
Got to show 'em, so exclusive, that's that new shit /
A hundred dollars for a pair of shoes I would never hoop in /
Look at me, look at me, I'm a cool kid /
I'm an individual, yeah, but I'm part of a movement /
My movement told me "be a consumer" and I consumed it /
They told me to Just Do It, I listened to what that swoosh said /
Look at what that swoosh did /
See it consumed my thoughts /
Are you stupid, don't crease 'em, just leave 'em in that box /
Strangled by these laces, laces I can barely talk /
That's my air bubble and I'm lost - if it pops /
We are what we wear, we wear what we are /
But see I look inside the mirror and think Phil Knight tricked us all /
Will I stand for change, or stay in my box /
These Nikes help me define me, but I'm trying to take mine - off"

I want to fly
Can you take me far away
Give me a star to reach for
Tell me what it takes
And I'll go so high
I'll go so high
My feet won't touch the ground
Stitch my wings
And pull the strings
I bought these dreams
That all fall down

"They started out, with what I wear to school /
That first day, like these are what make you cool /
And this pair, this would be my parachute /
So much more than just a pair of shoes /
Nah, this is what I am /
What I wore, this is the source of my youth /
This dream that they sold to you /
For a hundred dollars and some change /
Consumption is in the veins /
And now I see, - it's just another pair of shoes"


Talrige rappere har igennem tiden lavet sange om de ikoniske Nike sko, bedst og senest må Rick Rubin/DJ Premier cuttet "Classic" nævnes, hvor Kanye, Rakim, KRS-One og NaS udviste deres respekt overfor skoen og mærket. Ligeledes er basketball anthems ikke en sjældenhed, og her må især Drake's "Forever" nævnes, der dog primært blev et "basketball track" på grund af den (virkelig ringe!) Hype Williams instruerede musikvideo.
Jeg tror dog aldrig jeg har hørt nogen stille så stort et spørgsmålstegn ved noget, som alle andre blindt glorificerer. - Macklemore starter ud med at lade os tro, at "Wings" blot er endnu en sang om Nike sneaks, men inden sangen er slut har han både været inde omkring forbrugersamfund, grådighed, overfladiske værdier, kooperativ hjernevask, statussymboler og social gruppementalitet. I sidste ende handler det i højere grad om at være in og om at være med på bølgen, end det handler om at gå med en fed sko, og ligesom millioner af andre mennesker - mig selv inklusiv - har Macklemore trofast gået i Nike sneakers som det har været ham dikteret.
Vil jeg brænde mine Nikes og købe sneaks fra et andet mærke efter at have hørt denne sang? Nej. - Men det tror jeg heller ikke nødvendigvis er pointen med "Wings". Det skulle ikke undre mig om Macklemore selv går i Air Forces eller Jordans den dag i dag, men det viser jo netop bare hvor meget vi lader os påvirke af hvad andre siger, at vi skal kunne lide.
Nu skal jeg heller ikke gå i selvsving med fortolkningen her, for jeg synes faktisk at "Wings" er en sang, man bare skal nyde og tænke over for sig selv.

Hvad beatet angår må man sige, at Ryan Lewis igen har kastet sig ud i en næsten overambitiøs produktion. Stadiumtrommer, reverb piano, trompet, børnekor, dramatiske strygere, gospelsang i baggrunden og et break, der helt genialt er klippet efter samme skabelon som førnævnte "Forever". Jeg har læst kommentarer fra folk rundt omkring på nettet, der mener at de prøver for hårdt, og at de er for ambitiøse med deres musik, men jeg må indrømme, at jeg er helt vanvittigt bjergtaget af det de laver. I mine øjne er Macklemore ikke "bare" en rapper eller en MC. Poet, generations-talerør og budskabsformidler kan snildt tilskrives hans resumé efter min mening. Ryan Lewis er ligeledes heller ikke "bare" hiphop producer. Moderne komponist, multi-instrumentalist og gudsbenådet musiker vil give et bedre billedet af ham. Egentlig hader jeg at bruge ordet, da det i disse tider er blevet brugt så meget, at det næsten har mistet sin betydning, men ikke desto mindre kan jeg ikke finde bedre ord at beskrive "Wings" med end 'episk'. Simpelthen episk.

Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig til deres kommende album?

- Jeppe Barslund

Macklemore & Ryan Lewis - Otherside (Ryan Lewis Remix) (Track Review)

Seattle MC'en Macklemore er en af mine favoritrappere pt. Hans debutplade The Language of My World indeholdte uforglemmelige numre som "White Privilege", "I Said Hey" og "As Soon As I Wake Up", og hans 2009 The Unplanned Mixtape bød blandt andet på "The Town", der har en af de flottest filmede musikvideoer jeg har set. Senere i 2009 slog han hovedet sammen med producer-geniet Ryan Lewis og udgav den sublimeThe Vs EP, der var baseret på en idé om at sample relevante rockbands, som fx The Bravery, The Killers, Arcade Fire og Red Hot Chili Peppers. EP'ens "hits" blev "Irish Celebration", der ligeledes har en afsindigt fed video, og "Otherside", der sampler RHCP's sang med samme titel fra Californication.

(Hent The Vs EP HER gratis, og forøg din livsglæde med et par procent!!)

I 2010 udgav Macklemore og Ryan Lewis så en Redux udgave af EP'en, hvor Ryan Lewis, Jake One, P Smoov, Budo og Sabzi remixede EP'ens syv numre, og tildelte dem alle nye, originale produktioner, der på trods af at være bygget op fra scractch, fulgte rock-sample tendensen fra den første EP. Helt ufatteligt er The Vs EP Redux faktisk BEDRE end originalen, og hvordan det er lykkedes især Ryan Lewis at skabe et så brillant lydbillede er over min forstand. Især "Otherside", der var fænomenal på den originale EP, er blevet markant bedre. Dette skyldes ikke kun den gennemført musikalske produktion, men i høj grad også Macklemores udsøgte rap-talent, for her gør han virkelig det han er bedst til; fortæller en dragende historie samtidig med, at han kommenterer på aktuelle tendenser. Lad os tage et lyt, og følg lyrikken nedenfor (det går lidt hurtigt ind imellem!)



Oh girl this boat is sinking, there's no sea left for me
And how the sky gets heavy, when you are underneath it
Oh, I want to sail away from here
And God, he came down, down, down, down, down, down, down
And sowed nothing

"He rolled up, asked him what he was sippin' on /
He said lean, you wanna hit it dawg? /
That's the same stuff Weezy's sippin' huh? /
And tons of other rappers that be spittin' hard /
Yup, yup five a bone /
When he passed him that Styrofoam /
The easter pink, heard it in a rhyme before /
Finally got to see what all the hype was on /
And then he took a sip, sittin' in the lincoln /
Thinkin' he was pimpin' as he listened to the system /
Little did he know that it was just as addictive as base /
Not the kind of hit from the kick drum /
Hot box, let the base bump /
Take it to the face, gulp /
Months later the use went up /
Every blunt was accompanied by the pink stuff /
But goddamn he loved that feelin' /
Purple rain coated in the throat, just so healin' /
Medicine alleviate the sickness /
liquid affix and it comes with a cost /
Wake up, cold sweat, scratchin', itchin' /
Trying to escape the skin that barely fit him /
Gone, got another bottle just to get a couple swallows /
Headed towards the bottom couldn't get off it /
Didn't even think he had a problem /
Though he couldn't sleep without gettin' nauseous /
Room spinnin', thinkin he might of sipped just a little bit too much of that cough syryp /
His eyelids closed shut /
Sat back in the chair clutching that cup /
Girlfriend came and a couple hours later said his name, shook him, but he never got up /
He never got up, he never got up /
We live on the cusp of death, thinkin' that it won't be us /
It won't be us, it won't be us, it won't be us /
Nah, it won't be us"

Oh girl this boat is sinking, there's no sea left for me
And how the sky gets heavy, when you are underneath it Oh, I want to sail away from here
And God came down, down, down, down, down, down, down
And sowed nothing

"He just wanted to act like them /
He just wanted to rap like him /
Us as rappers underestimate the power and the effects that we have on these kids /
Blunt passed, ash in a tin, pack being pushed, harassed by the feds /
The fact of it is most people that rap like this /
Talkin' about some shit they haven't lived /
Surprise, you know the drill /
Trapped in a box to climb records sales /
Follow the formula; violence, drugs and sex sells /
So we try to sound like someone else /
This is not Californication /
There's no way to glorify this pavement /
Syryp, percocet and an eight a day will leave you broke, depressed and emotionally vacant /
Despite how Little Wayne lives /
It's not conducive to being creative /
And I know 'cause he's my favorite /
And I know 'cause I was off that same mix /
Rationalize the shit that I'd try after I listen to dedication /
But he's an alien, I sip that shit pass out or play playstation /
Months later I'm in the same place /
No music made, feelin' like a failure /
And trust me, it's not dope to be 25 and move back to your parents basement /
I've seen my people's dreams die /
I've seen what they can be denied /
And "weeds not a drug" - that's denial
Groundhog Day life repeat each time /
I've seen Oxycontin take three lives /
I grew up with them, we used to chief dimes /
I've seen cocaine bring out the demons inside /
Cheatin' and lyin' /
Friendship cease, no peace in their mind /
Stealin' and taking anything to fix the pieces inside /
Broken, hopeless, headed nowhere /
Only motivation for what the dealer's supplying /
That rush, that drug, that dope /
Those pills, that crumb, that roach /
Thinkin' I would never do that, not that drug /
Growing up, nobody ever does /
Until you're stuck, lookin' in the mirror like I can't believe what I've become /
Swore I was goin' to be someone /
And growing up everyone always does /
We sell our dreams and our potential to escape through that buzz /
Just keep me up, keep me up /
Hollywood here we come"

Oh girl this boat is sinking, there's no sea left for me
And how the sky gets heavy, when you are underneath it
Oh, I want to sail away from here
And God, he came down, down, down, down, down, down, down And sowed nothing

Wow....!

Okay, vi kan vist godt blive enige om, at numre som dette - hvor der bliver advaret imod misbrug og ansvarsløse rollemodeller - er hørt før, mange gange endda, men sjældent har det været lige så skarpt som her. Macklemore's personlige forhold til den så omtalte cough syryp, og hvordan han da bare måtte prøve det, eftersom hans favoritrapper Lil' Wayne som bekendt altid har sin trofaste plastikkop (*styrofoam) i hånden, fyldt med cough syryp (*lean, easter pink, purple rain, purple drank), for kun at ende i et kulsort hul, giver sangen flere relaterbare dimensioner. Jeg har ikke selv prøvet det (min opfattelse er, at det stadig kun er noget der er "cool" at drikke i USA), men jeg tror ikke jeg var klar over, at drinken var så farlig, før jeg hørte dette nummer. En hurtig gennemlæsning af drinkens Wiki-side afslører blandt andet, at DJ Screw, der oprindeligt populariserede fænomenet, døde af at drikke det. Big Moe led samme skæbne, hvilket man måske kunne have forventet med albumtitler som City of Syryp og Purple World. Den bredt anerkendte UGK rapper Pimp C døde ligeledes af for stort indtag af cough syryp.
Det som jeg finder absurd ved det hele er, at selvom der er så markante beviser for, at indtagelse af cough syryp kan have fatale følger, så går "verdens bedste rapper" Lil' Wayne, der sælger millioner og atter millioner af plader, og som har unge fans verden over, stadig rundt med hans elskede drink og glorificerer væsken gang på gang. Der er da ikke noget at sige til, at der er så mange, der falder i fælden, når deres idol er en omvandrende reklame for drinken, som jeg umiddelbart synes man burde kategorisere som et 'drug'. Normalt er jeg egentlig lidt ligeglad med, hvad de forskellige rappere går rundt og indtager. Jeg tør godt antage, at jeg er klog nok til at vide, hvad der er i orden at prøve, hvordan det skal prøves og hvad man skal holde sig fra, men det er der virkelig mange "derude" i den store vide verden der ikke gør, og Macklemore fik mig til at indse, at det Lil' Wayne har gang i her er yderst uansvarligt, og "Otherside" som overordnet kommentar på hele denne ærgelige tendens har virkelig sin berettigelse.

Hvad er der ellers at sige om nummeret? - Ud over Macklemores fænomenale fortælleevne, indlevelse og overlegne flow, må man virkelig sige, at Ryan Lewis har skræddersyet den perfekte produktion til nummeret. De to guitarer passer perfekt sammen og skaber en helt utrolig lyd, og med det spinkle klaver, de store trommer, strygerne og koret, der tager til hen imod slutningen, har nummeret en unik form for sørgmodig storhed over sig. Fences, der synger omkvædet, får det nærmest til at lyde som om at alt håb er ude, og får derved understreget budskabets alvor. Der er ikke så meget andet at sige, end at det her er et sublimt track. Fandens velspillet musik med noget på hjerte. Jeg tror ikke der er den store idé i at "holde øje" med Macklemore og Ryan Lewis, for inden så længe vil de være fuldstændig umulige at overse.

Køb The Vs EP Redux via iTunes
og forøg din livsglæde yderligere med et par procent!

- Jeppe Barslund