På nuværende tidspunkt er det vist hverken en nyhed eller
en hemmelighed, at jeg ikke er den store Lil Wayne fan. Som jeg ser det, har
han lavet en portion ganske god musik, men langt større mængder forfærdeligt
ragelse. For at sige det som det er, in
all honesty, så ser jeg Lil Wayne som en af nyere tids allerværste rappere
– overhovedet. Faktisk synes jeg at han er så ringe, at det nærmer sig det decideret
farlige. Farligt fordi han af nogen – uhyggeligt mange faktisk – bliver anset
som værende ”the greatest rapper alive”. Et statement, der for mig hører under
samme kategori af påstande som ”Julemanden findes” og ”Jorden er flad”, altså
noget man kun kan tro seriøst på, indtil man lærer, at det ganske simpelt er
ukorrekt.
Desværre er
der bare nogle ting, der tager virkelig lang tid at finde ud af, og som kan
være utroligt svære at finde ud af.
En banan skrælles lettest hvis man åbner den fra bunden, ”SOS” står ikke for ”Save Our Souls”, alfabetet har
ikke 28 bogstaver og Lil Wayne er ikke en god rapper. Her er tale om
misforståelser, der er så udbredte, at det på en mærkværdig, uofficiel måde er
blevet ”det rigtige”.
Problemet er, at flere mennesker vil leve hele deres liv,
uvidende omkring det faktum, at bananer åbnes lettest fra bunden. Når jeg
bliver færdiguddannet som skolelærer vil jeg med garanti også recitere
ABC-sangen med mine indskolingsbørn og stadig rime ”æøå” med ”28 skal der stå”.
Og på samme vis er det højst sandsynligt rigtig mange, der altid vil være
fanget i den (mis)forståelse, at Lil Wayne er et ”lyrical genius”.
Måske handler
det om, at man har været af en vis forståelse eller tro i så mange år, at man
et-eller-sted faktisk er ligeglad med om det er rigtigt eller forkert. Hvis jeg
styrtede ned med et fly og svømmede i land på en øde ø, så var ”SOS” da også
det første jeg ville skrive i sandet, vel vidende, at det ikke står for ”Save
Our Souls”, men vel vidende, at det er det de fleste tror, og derfor vil være
det eneste rigtige at skrive.
Lil Wayne er ikke en god rapper. Det vil jeg nok aldrig
kunne overbevise dem, der synes at han er fantastisk, om, men jeg håber, at de
selv bliver afklaret med det på et tidspunkt.
Jeg kan huske,
at da jeg for nogle år siden fik arbejde på Islandsbrygge, og skulle cykle fra
Valby hver dag, skulle finde en cykelrute. Jeg fandt en passende rute, som jeg
kørte ad hver dag, frem og tilbage. Efter at have kørt trofast ad denne rute i
et par måneder kom det mig helt tilfældigt for øre, at der fandtes en rute, der
både var hurtigere, pænere og mere stille og rolig. Jeg fandt denne rute,
afprøvede den, og erfarede, at den faktisk var
både hurtigere, pænere og meget mere uforstyrret. Der blev jeg en smule
irriteret over, at jeg i al den tid kunne have hygget mig på denne rute, men i
stedet havde taget en trafikeret, larmende og noget langsommere vej til arbejde,
i så lang tid. Men jeg fandt den trods alt. Og hvad er budskabet med denne
historie så? Jo, jeg håber, at de, der forguder Lil Wayne som værende et ”lyrical
genius” en dag vil støde på et bedre, mere plausibelt alternativ, og nå dertil,
hvor de kan se tilbage på Lil Wayne som værende ”den besværlige vej” de kørte
ad, fordi de ganske simpelt ikke kendte til den anden.
Jovist, Lil Wayne er en ringe rapper. Men her er det
vigtigt for mig at understrege, at der er forskel på dem, der synes at Lil
Wayne er en god rapper, og dem, der synes Lil Wayne er god. For han er god til en masse andet end at skrive
tekster, blandt andet at finde samarbejdspartnere.
Tha Carter III
er uden sammenligning Lil Waynes bedste plade til dato i min bog, den
indeholder nemlig nogle fuldt ud pragtfulde skæringer, der giver god grund til
at holde af albummet. Fra den mastodontiske produktion på ”Mr. Carter”, det
labre og super frække jazz-beat på ”Dr. Carter”, Robin Thicke’s ikoniske omkvæd
og produktion på ”Tie My Hands”, Kanyes musikalske genistreg på ”Let the Beat
Build”, Static Majors vanvittigt kitschede men effektive ”Shawty wanna thug”-omkvæd på ”Lollipop”, der er båret op af et
mindst lige så kitschet men effektivt Jim Jonsin beat, og så må man heller ikke
glemme pladens episke afslutning i ”Dontgetit”, med det perfekt flippede Nina
Simone sample.
Problemet er bare, at pladens største øjeblikke på intet
tidspunkt står på Lil Waynes regning. Det er vigtigere at have folk omkring
sig, der kan hjælpe til med at få én til at se godt ud, end faktisk at kunne
noget selv. Lil Wayne kan naturligvis noget selv, og der er flere ganske udmærkede lyriske passager, men for hver enkelt
gode linje synes der at være tyve tåkrummende ringe. Hvordan får man så sig
selv til at fremstå som en god rapper hvis man hedder Lil Wayne, og rent
faktisk ikke er det? Man inviterer de rappere, der faktisk er ringere end en
selv, til at gæste diverse sange. Det kan simpelthen ikke være et tilfælde, at
det lige præcis er Brisco, Juelz Santana og Fabolous der er med her, de absolut
værste rappere der har trukket vejret. Og de to gode rappere der er at finde på
pladen, Jay-Z og Busta Rhymes, skinner som en sol over Lil Waynes sørgelige
stearinlys, og det endda på trods af, at de er langt fra deres topniveau.
Lil Wayne har egentlig nogle fremragende ideer her og
der, men udførelsen er mildest talt uheldig i de fleste tilfælde. Den måde han
giver ”fuck tha police” rap-genren et twist på ”Mrs Officer” er yderst snedig,
men versene er blandt de dårligste skrevet. Også ”Dr. Carter” er bygget op
omkring et kløgtigt koncept, hvor Lil Wayne er lægen, der skal redde en række
patienter i form af ”wacke rappere”, der kommer ind på operationsbordet. Lidt
ironisk er det dog, at hans vers, altså ”lægens behandling”, er fyldt med det
meste af det, som hans patienter lider af: ”vocab
and metaphors need work, and he lacks respect for the game”. Han rapper
bl.a.:
”I stay tight like pussy at night /Baby don’t get me wrong I could do that pussy right /But I’m too wrong to write /Too fresh to fight /Too paid to freestyle /Too good to freestyle /I had to say it twice, swagger so nice”
På den ellers fremragende producerede “Let the Beat
Build” rapper Wayne hårdnakket: “I am the
best rapper alive” – ja han siger det endda to gange i træk for lige at
understrege – men efterfølgende rapper han de potentielt svageste 12 linjer på
pladen. Flowet er okay, men det han siger er bare så skræmmende indholdsløst. -
Hvilket faktisk er meget sigende for størstedelen af Lil Waynes tekster. Lad os
tage et par eksempler:
”I might go crazy on these niggas, I don’t give a motherfuck /Run up in the nigga house and shoot his grandmother up”(“3 Peat”)
“Sister, brother, son, daughter, father, motherfuck a copper /Got da Maserati dancin’ on the bridge, pussy poppin’”(“A Milli”)
“Bitch ain’t shit but a hole and a trick /But you know one ain’t trickin’ if you got it /You know we ain’t fukcin’ if you not thick /And I cool your ass down if you think you’re hot shit”(“Got Money”)
“I ain’t kinda hot, I’m sauna /I sweat money and the bank is my shower /Ha ha, and that pistol is my shower /Ha, so stop sweatin’ me coward”(“Shoot Me Down”)
“But man I ain’t never seen an ass like hers /That pussy in my mouth had me at loss for words /I told her to back up like burp, burp /And make that ass jump like shczerp, schzerp”(“Lollipop”)
I could go on for days, men jeg tror I har forstået
budskabet. Lil Waynes skriverier får jo simpelthen Daft Punks ”Around the World” til at ligne et lyrisk
mesterværk, og Beyoncé’s ”Run the World (Girls)” en poetisk genistreg. Ingen
skriver dårligere tekster end Lil Wayne. Og så er jeg egentlig rimelig ligeglad
med om han har et unikt flow, en karismatisk stemme eller cool hæshed i sin
vokal, når teksterne er så nederdrægtigt ringe, så hjælper det intet.
”Tie My Hands” er en af de få undtagelser, hvor Lil Wayne
rapper om tragedie-bearbejdelse, hvilket han gør rigtig godt. Hurricane Katrina
totalt ødelagde hans hjemby New Orleans, og den motiverende sang om at komme
videre i hårde tider er velfortalt og rørende.
Strøtankerne på ”Dontgetit” er heller ikke helt uefne, om
end en smule rodede, men man kan høre, at han har noget på hjerte i hans
snakken om ”crack cocaine in the hood”. Og så er der selvfølgelig finurligheder
som:
”Got summer hatin’ on me ’cause I’m hotter than the sun /Got spring hatin’ on me ‘cause I ain’t never sprung /Winter hatin’ on me ‘cause I’m colder than y’all /And I will never I will never I will never fall /I’ve been hated by the seasons /So fuck y’all hatin’ for no reason”
Der fungerer fint, på trods af, at det jo egentlig er
noget værre sludder. Det er endnu en ting Lil Wayne er god til: at overbevise
sin lytter om, at hans metaforer og punchlines er gennemtænkte og smarte, - men
tænker man bare en smule selvstændigt over det han rapper, så er der virkelig
ikke meget ”smart” at komme efter.
Når alt kommer til alt, så er Lil Wayne ikke skyld i
noget af fede på Tha Carter III, han
har bare været klog nok til at købe sig til nogle gode beats, nogle gode sangskrivere
og nogle gode gæstesangere. Hvis man kan acceptere dette, og bare tage den gode
musik der nu engang er på Tha Carter III for hvad det er, ja så er der da nogle
fine skæringer at finde. Tilhørende kategorien ”let underholdning” vel at
mærke, for bedre er det ved Gud ikke.
Endvidere er det også vigtigt at pointere, at Lil Waynes smag
i beats kan være mindst lige så afskyelig som god. Der er som sagt nogle
fremragende beats på skiven, men ”3 Peat”, ”Get Money”, ”Phone Home”, ”La La”, ”Playing
With Fire” og ”You Ain’t Got Nuthin” er bare forfærdelige. Og nej, ”A Milli” bærer
heller ikke et fedt beat. Exile flippede beatet på sin mpc i et one-take og
lavede en langt federe banger ud af det.
Er jeg en ”Lil Wayne hater”? Muligvis. Det kommer an på
hvordan man definere en ”hater”. For mig er en ”hater” synonym med en såkaldt ”internet
troll”, der helt uhæmmet sviner alskens ting og sager til, alt imens han/hun forholder
sig anonym og gemmer sig bag sin skærm, så denne person aldrig får brug for at
forsvare eller forklare sine anklager eller vredesudbrud, der for resten oftest
er komplet ubegrundet og tydeligt formuleret i al hast. Jeg ser mig bestemt
ikke som en sådan. Jeg anmelder og skriver som offentlig person, jeg har et
navn og et ansigt og står inde for alt hvad jeg skriver. Når jeg har noget negativt at sige om noget eller nogen indenfor musik-genren, så forsøger jeg for så vidt muligt at begrunde det så godt jeg kan. Nej, det kom nok ikke helt til udtryk ved min sidste Lil Wayne anmeldelse, det beklager jeg.
Til gengæld er det
rigtigt, at jeg virkelig ikke kan lide Lil Wayne. Hader jeg ham? Nej, jeg
kender ikke manden, og kan derfor ikke decideret hade ham. På den anden side
bliver jeg virkelig ked af det, når jeg slår ”Lollipop” op på YouTube, der har
over 90.000.000 views, og ser at der er brugere, der i kommentarfeltet skriver:
”He’s the reason I love music. <3”. - For jeg synes virkelig, inderst inde
fra mit hjerte, at det er noget forbandet lort, at Lil Wayne kan være garant
for kvalitet og god musik, når han så åbenlys laver så suverænt dårlig og
intetsigende musik. Det hader jeg faktisk lidt. I må gerne kalde mig en "Lil Wayne hater" hvis I lyster, det synes berettiget. Når alt kommer til alt er det ikke mig, der tager den
besværlige, tafikerede og langsomme vej til arbejde. Jeg har fundet den bedre
løsning, og jeg kan kun håbe på, at jeg en dag møder jer, der har ondt bag i fordi jeg jorder Lil Wayne, på denne cykelsti. Her er altså hyggeligere.
2.5-3/6
- Jeppe Barslund
