søndag den 26. juni 2016

Blu & Nottz - "Atlantis"


Kombinationen af rap-helt Blu og producer-extraordinaire Nottz bør altid få én til at spærre øjnene op. For tre år siden udgav de sammen EP'en Gods in the Spirit, der, uden at være helt hvad den kunne have været, var bundsolid, med rå beats fra Nottz og en masse skarpskårne rim fra Blu og hans mange venner. Nu er efterfølgeren på trappen. 15. juli lander EP'en Titans in the Flesh, hvor Blu og Nottz serverer syv nye bangere i selskab med en række prominente gæster. Ud fra EP'ens første udspil "Atlantis" at dømme, er formuleren den præcist samme som sidst. Trommer til nakken, basgang til mellemgulvet og signatur-battlerap fra Blu. Jeg er egentlig ikke voldsomt imponeret over nummeret, men tracklisten til Titans in the Flesh ser lovende nok ud til, at jeg holder forhåbningerne bare lidt oppe. Giv "Atlantis" et lyt nedefor og forudbestil EP'en her (vinyl) hvis det er noget for dig. 


Titans in the Flesh tracklist:

01. The Truth feat. Shateish
02. Heaven on Earth
03. Giant Steps feat. Bishop Lamont, Torae, Skyzoo & DJ Revolution
04. To the East feat. Definite Mass, TriState, Mickey Factz & Johaz
05. The Man feat. Exile & Nottz
06. Atlantis
07. Atlantis feat. Akie Bermiss (J57 Remix)

onsdag den 22. juni 2016

MindsOne & DJ Iron - "A Day In the Life" + "Follow the Light"


Med små slag og et roligt tempo har MindsOne listet sig frem i feltet som en af de grupper, jeg ser mest frem til at høre nyt musik fra. De to medlemmer KON Sci og Tronic er mestre udi flow og levering, og med produktioner, der bestræber sig på at lyde som var de minimum ti år gamle, har de et solidt greb om genrens rødder. Dette kom især til udtryk på deres anden langspiller Self Reliance fra 2010, KON Sci's solo-album And Beyond fra '13 og collaboration-EP'en Pillars som de udgav i fællesskab med Kev Brown i '14. De har også - måske endda især - gjort sig bemærket som gæster på diverse fantastiske numre i løbet af de seneste år, blandt andet i selskab med L'Orange, Hex One og Beneficence. Jeg havde faktisk sat mine penge på, at L'Orange's næste album ville være med netop MindsOne som rappere, men med Phaseology annonceret med udgivelse d. 29. juli, bliver det med den belgiske DJ Iron bag knapperne i stedet; en DJ, de længe har arbejdet sammen med. "A Day in the Life" og "Follow the Light" fra pladen er blevet frigivet, og det lover jo ganske godt. Giv dem og lyt her: 



- Jeppe Due Barslund

BONUS 
5 numre med MindsOne man ikke må gå glip af!

"I Need Out of This World"
L'Orange & Kool Keith feat. MindsOne


"Manipulated"
MindsOne & Kev Brown


"Decorated Silence"
L'Orange & Stik Figa feat. Open Mike Eagle & MindsOne


"Can't Destroy Love Pt. 2"
Atlantic Connection feat. MindsOne


"Manuscripts"
Beneficence feat. MindsOne

torsdag den 16. juni 2016

Loke Deph - Malstrøm/Beluga


En gang landede ensomheden på min skulder! Åh! Så barsk en fugl! Jeg slog den væk, men den fløj over og satte sig på min anden skulder. Væk! råbte jeg. Så greb den fat i mig og fløj mig højt op, og nu så jeg, hvor vidunderlig verden var, for jeg kunne se alting*.

I løbet af det sidste halve årti har få gjort sig bemærket på så underspillet og insisterende vis som Loke Deph. Som en hætteklædt selvtægtsmand, omhyllet af lige dele mystik og ærefrygt, har han undgået den brede befolknings opmærksomhed, men sørget for at gøre sig aldeles uforglemmelig hos enhver, der har stiftet bekendtskab med ham. Uanset hvilket sammenhæng der har været tale om, har han konsekvent excelleret og overtrumfet med- og modstandere, og hungeren efter et soloprojekt har steget støt i takt med, at furerne bag hans rap-korstog igennem undergrunds-hiphoppen har vokset sig til dybe grave.

"Jeg' forsinket men forud for min tid /
Hælder sæbe i mine sokker når du sover, det går ned"

Og nu er den her gudhjælpemig så, debuten. En kompakt krabat af en dobbelt-EP på ca. 28½ minut, doseret ud på ti numre, fordelt på to sider. Den ene, Malstrøm, produceret af Loke Deph's medsammensvorne i Kaput, Boone, og den anden, Beluga, produceret af kompagnon og tilsynsførende i Sigma, Telepa-T, som Loke Deph længe har haft et tæt samarbejde med. Så selvfølgelig! Selvfølgelig er det lige netop disse to, der pryder lydsiden. Perfekt valgt er det dertil, at de står for en side hver. De har begge deres helt egen unikke lyd, der er meget forskellig fra den andens. Hvor Boone opererer i grumset jazz, støvede samples, gnistrende drum-breaks, sumpede basgange og omhyggeligt bearbejdede beats, gør Telepa-T sig i renere linjer, hvor trommer, percussion-elementer og samples er tænkt ud fra en mere klassisk hiphop-lyd, og hvor fængende melodi-stykker i øvrigt er hjerteligt velkomne. Dette resulterer i en forfriskende dikotomisk lyd, hvor den kølige, ofte endda frysende og til tider tonstunge Malstrøm står i skarp kontrast til Telepa-T's mere lune, fyldige og behageligt træfsikre Beluga. Begge lydbilleder oser af en særegen og prospektiv lyd, der gør de herrer bag til et par af de fornemmeste beatsmede herhjemme, og selvom de begge har serveret noget af det ypperste inden for dansk hiphop i løbet af de sidste par år, må man konstatere, at de fx med den monumentale "Malstrøm" og den subtilt overrumblende "Helium", har overgået dem selv.  

"Og det går over al forventning /
God tone, moderat dårlig stemning"

At Loke Deph står forrest i køen til frit at kunne vælge beats fra så fantastiske beatsmede, understreger i sig selv hans statur. At han dertil leverer tekster, der formår at redefinere den gængse forståelser for, hvordan man skriver raptekster, gør ham ganske enkelt til en kapacitet af uhyggelig karat. Loke Deph har altid haft noget dybt originalt over sin tilgang til tekstskrivning, men selv i forhold til den Loke Deph man kender, er det her nyskabende. Med sin urokkelige levering, serverer Loke Deph et besnærende sammensurium af absurd poesi og sofistikeret battlerap, forfattet ud fra kortprosaens principper. Her er ingen overflødige ord, ingen vildtvoksende sidehistorier og ingen lyriske overspringshandlinger. Der er skåret helt ind til benet. Hvert ord synes vægtet og vejet med omhu, og Loke Deph får de fleste andre til at fremstå sprogligt overvægtige med sine præcise og minutiøst forfattede rim. På den overdådigt producerede "God tid" lyder det finurligt og poetisk:

"Øjenåbner når jeg vågner /
Brister når de vrister flasken ud af hånden på mig /
De siger kom på mig, fremadbrusende /
Trækker tiden gennem sprækkerne i rækkehusene /
Helhjertede halvhjerner /
Troede vi var sommerfugle, blev til natsværmere"

På andre numre balancerer Loke Deph på spændingsfeltet mellem det let dekadente og derangerede. Her går Hellerup-drømme om overtage i clinch med outrere fantasier om tremmesenge og æter på karklude. Modsætningen mellem den forvænte sans for livsnyderi og de foragtelige eskapader om sprut, stoffer, sex og urofili, kunne ikke være skarpere opridset, og dét tegner et fint billede af et tumultarisk sind, der synes at have svært ved at finde sin egen rytme i livet. Det er bevidst overdrevet, men i overført betydning bliver det relaterbart.  

"For ung til at leve og for gammel til at dø /
Stemmerne begynder at gø, armen at klø /
Højprocent sprøjt, det smager godt /
Jeg er færdig, jeg er ik' værdig til at blande op /
Det' en smal pris for en stor løn /
Venter, for jeg tænker før jeg taler, jeg er min mors søn"

De to EP'er er fyldt til bristepunktet med guldkorn. Om det er inspirerende gak på den tungt slæbende "Beluga", spidsfindige begavelser på den isnende "Blind passager", en kæphøj midterfinger til musikbranchen på "Anne Linnet" eller forlist kærlighed, skarp berettet på den nakkekrave-certificerede "Paradis", så gør han det på sin helt egen måde; en måde, han i de fleste tilfælde overbeviser én om, er den bedste. Man fornemmer helt afgjort en ydmyghed hos Loke Deph, men det har ikke holdt ham fra at liste linjer som "Ingen sammenligning, kalder dem for bambini / Kronet som den bedste herhjemme, og jeg kan sagtens se det" med ind. Når man kan og gør som Loke Deph, er en kroning dog yderst berettiget. Hans kompetencer udi rimstrukturer er uden sidestykke, hans evne til at tatovere sine fortællinger fast på lytterens nethinde er decideret beundringsværdig, og at det dertil lykkes ham at tilføje originalitet til stort set alt hvad han skriver og ytrer, fortjener stående applaus. Tag bare den latterligt potente "Gyldenbrun", hvor Loke Deph omskriver selve battle-rap kodekset:

"Åbner dem ved navlen, drukner dem i havnen /
Har deres tænder i en dåse inde i rummet nede ved gavlen /
Du bliver naglet til din yndlingsstol /
Med en sømpistol /
Følger din søn i søndagsskole"

Hvem fanden skriver sådan?! - Det er ikke alt, der er lige let at afkode. Der er masser af tomme pladser i teksterne, der som tommelfingerregel kræver engagement og meddigtning, men du kan gøre dig vis om, at der er et budskab eller en forklaring. Denne kan dog være lige så vind og skæv som teksten i sig selv, men den er der. Med denne skæve, demonstrative og detaljeorienterede tilgang til rap, rager Loke Deph op i det danske hiphop-landskab som et djærvt fyrtårn for en genre-omkalfatrende mentalitet, der får Malstrøm/Beluga til at fremstå evigt bjergtagende og noget nært uudtømmelig i sit indhold.

"Du kan hvile i dig selv når du er død inden i /
Min far sagde "søn, det er det de er født til at bli'""

Hvis du sidder med en fornemmelse af, at denne anmeldelse peger imod en topkarakter, har du ret. Malstrøm/Beluga er kort sagt en grandiost fuldendt debut, der i min optik er klassiker-betegnelsen værdig. Der findes godt nok hundredevis af forskelligartede meninger om, hvad der gør et værk til en "klassiker". Den skal have universalitet, den skal have transhistorisk rækkevidde, den skal være kompleks, den skal udfordre, den skal fascinere, den skal viderebringe traditioner, den skal inspirere nye kunstnere, og den skal bestå tidens test. Blandt andet. Loke Deph's debut opfylder stort set det hele, men vigtigst af alt lever den op til den italienske forfatter Italo Calvino's mere beskedne klassiker-definition, der dækker over et værk, "... that has never finished saying what it has to say"**. Overgiv dig til Malstrøm/Beluga og fortab dig i det veldige univers, Loke Deph, Boone og Telepa-T har fuldkommengjort, og du vil forstå hvad jeg mener. Jeg bøjer mig i støvet.

6/6
- Jeppe Due Barslund


* Brudstykke af Louis Jensens otte hundrede og treogfyrretyvende historie

** fra Italo Calvino's The Uses of Litterature

tirsdag den 14. juni 2016

Alltta - "That Good Ship"


Igen-igen er der allerede nyt fra Mr. J. Medeiros og 20Syl's kærlighedsbarn Alltta. Hvor jeg med førstesinglen "Touch Down Pt. 1" ikke var helt oppe at køre, er jeg hovedkulds ellevild med "That Good Ship"; andet udspil fra deres kommende plade The Upper Hand


Mr. J. refererer til Shirley Temple's "On the Good Ship Lollipop" for at benævne musikbranchens afpersonificering af talent i produktets navn, og distancerer sig fra industriens klør med linjer som:

"I hate the music businessThe way it bullies gifted /
Artists switch from being honest to cool and distant /
New but not truly different /
We got unruly misfits, players and jocks /
While we playing the part of the clueless victim" 


Ud over Mr. J.s ene vers er nummeret instrumentalt, hvilket det bærer med lethed. 20Syl brillerer med sine evner udi legesyg sampling så man måber. Den måde, han bryder lyde op og sætter dem sammen til nye, ekstremt melodiske stykker, minder her om Australske Pogo's sample-arbejde (fx med "Upular"), som jeg er særdeles begejstret for. Dét her er højmelodisk, sød honning for ørerne. 


- Jeppe Due Barslund 

onsdag den 8. juni 2016

Alltta - "Touch Down Pt. 1"


Det var kun lige med nød og næppe, at jeg nåede at skrive om Alltta's nye samarbejde og deres første udspil "Connery", før de er klar med endnu et nummer, samt flere detaljer om deres kommende plade. Mr. J. Medeiros, der er rapperen i duoen, skriver, at Alltta står for A Little Lower Than the Angels og at deres plade, The Upper Hand, er sat til udgivelse til efteråret. Hvor "Connery" var en forsmag på samarbejdet er "Touch Down Pt. 1" det første reelle udspil fra pladen. Et udspil, der, skal jeg være ærlig, ikke overvælder mig i samme grad som "Connery". Det er solidt, bestemt, men 20Syl's beat synes at dø lidt hen, hen imod slutningen grundet manglende variation, og Mr. J. Medeiros' rap og sang er lidt løst skruet sammen. Ikke lyrisk, men måden hvorpå de små pseudo-omkvæd og rap-delene er kædet sammen, synes ikke fuldkommen gennemtænkt. Det er i hvert fald mit umiddelbare syn på sagen. Men giv det en lytter her og vurder selv.

"I’m floating by your side /
On a paper plane I ride /
And we touched down"

- Jeppe Due Barslund

søndag den 5. juni 2016

Sheisty Khrist x LoFidel - "Havana Nights (Kno Remix)"


Sidste år udgav Sheisty Khrist og LoFidel albummet Cold Winter. Et snusket, lo-fi-præget og analogt indspillet album, hvor 70'er-rock- og soulsamples udgjorde fundamentet for LoFidel's nedbarberede og uhyre effektive produktioner. Sheisty Khrist, der endnu ikke har udgivet et reelt solo-album, men som alligevel nyder godt af et status som en af Kentucky's fremmeste rappere, blandt andet på grund af hans flittige samarbejde med QN5-lejren, udviser forrygende evner udi komplicerede flows og ubesværede multirim. Nummeret "Running" er at finde på Leftovers2015, så den har nogle af jer måske hørt, men numre som "Superman 75" og "Adderall" skal ligeledes opleves. 

I år er der så udkommet en lille 7" vinyl med to remixede numre fra Cold Winter albummet, hvor Kno's remix af nummeret "Havana Nights" på godt gammelt dansk må siges at sparke røv. Den mørke og tunge produktion er klassisk Kno, med en dyb basgang og liveinstrumenterede trommer, der, som Sheisty Khrist selv formuleret det, "kicks like a mule!". Rappen ligger akkurat så godt, hvis ikke bedre, over Kno's mørktonede kæberasler:

"These niggas killed God though and made a Christ /
These niggas killed God, yo, and made a Geist /
I was told a man's mind was his greatest vice /
That's why he had to kill God, but he made a Sheist"


Det andet remix, der er at finde på vinylen, remixet af "Superman 75", har J-Live stået for. Dette nummer skal man dog købe vinylen for at få adgang til, og denne, vinylen, er desværre ganske krydret. En 350-400 kroner er man nødt til at slippe for disse to numre (når porto og told medregnes). Man er altså nok nødt til, virkelig at købe præmisset om, at man støtter undergrundsartisterne direkte, og derved erhverver sig musik i den gode sags tjeneste. Tjek det ud her. 

- Jeppe Due Barslund

lørdag den 4. juni 2016

Eshon Burgundy - "Gunz X Rosez"


Sidste år udgav Eshon Burgundy albummet The Fear of God via en af de helt store mastodonter indenfor christian rap, Humble Beast Records. Et bundsolidt album, hvorfra jeg snuppede "Control Issues" til Leftovers2015 kompilationen. Kort tid efter udgivelsen af The Fear of God skete dog det besynderlige, at Eshon Burgundy og Humble Beast stoppede deres samarbejde. - Besynderligt, da Eshon Burgundy i et blogopslag forklarede, at det netop var på grund af Gud; ham, der forenede dem til at starte med, at han måtte gøre en ende på makkerskabet. Det fremgår dog fra både Eshon Burgundy og Humble Beast, at samarbejdet blev afsluttet venskabeligt. 

Hvorom alting er, har Eshon Burgundy fundet sig en ny platform at udgive musik fra i form af selskabet NFTRY (grafisk forkortelse af Infantry) og er nu, ikke engang et år efter The Fear of God, klar med albummet The Passover. Nok engang serverer Eshon Burgundy en sprængfarlig cocktail, hvor skarpskåren og fabelagtigt leveret lyricism møder gospel-rap over rå beats. Førstesinglen hedder "Gunz X Rosez" og er produceret af Apollo Brown, der leverer en forventelig nakkebrækker, der dog er krydret med noget af dét finesse i melodierne som jeg har savnet på de efterhånden mange sidste Apollo Brown udgivelser. 
"If I perform well, they throw a rose at me /
I disappoint, they pull out a cartridge and start sparking /
Lord how do I make my foes happy? /
They put a price on my head, I'm living like a target /
They hail you then nail you /
No matter who you are"

og

- Jeppe Due Barslund

fredag den 3. juni 2016

AllttA - "Connery"


Et af de projekter, jeg ser absolut allermest frem til i år, er Alltta, som er en nydannet gruppe bestående af 20Syl (Hocus Pocus, C2C) og Mr. J. Medeiros. Hvorfor mine forventninger til dette projekt er skyhøje, bør være logik for burhøns. Som anfører for Hocus Pocus, har 20Syl velsignet os med guddommelig hiphop i snart halvandet årti, foruden at have vundet et hav af trofæer til diverse turntablism-konkurrencer med C2C. Også Mr. J. Medeiros bidrifter taler deres egen sag. Både som medlem af The Procussions og på egen hånd, har han konsekvent leveret musik, der har balanceret mellem trofast og autentisk hiphop og en ubekymret lyst til at afprøve nye lyde og metoder. 
20Syl og Mr. J. Medeiros' veje har krydset hinanden adskillige gange efterhånden, så mere end en overraskelse kommer Alltta-samarbejdet som en længeventet forløsning på noget, der altid har ligget i kortene. Deres debutplade skulle lande senere i år, men første smagsprøve på samarbejdet kan allerede høres nu. Nummeret hedder "Connery" og er på en positivt forudsigelig måde præcis dét, man kunne have regnet med og håbet på. Produktionerne bugner af 20Syl's fuldfede, electronic-influerede signatur-lyd, og lyrisk set er nummeret vanvittigt tætpakket og mesterligt leveret. Jeg finder det plausibelt at antage, at "Connery" er et af de numre på rapgenius, der er uddybet i de længste, mest navnepillende og geniale forklaringer overhovedet - af Mr. J. Medeiros selv. Forklaringen på titlen "Connery" alene, er længere er mere snørklet og indviklet end de fleste albums. Men giv nummeret en lytter. Det kan downloades gratis, da det er at finde på Jakarta Records' Spring In Jakarta mixtape, der ligger til gratis download her


Bonus:
5 fantastiske gange, hvor 20Syl og Mr. J. Medeiros arbejdede sammen

"Pale Blue Dot (20Syl Remix)" 
Mr. J. Medeiros feat. Shad

"Hip Hop?"
Hocus Pocus feat. The Procussions

"Vocab"
Hocus Pocus feat. The Procussions & T-Love

"Amelie"
Mr. J. Medeiros feat. 20Syl

"Phantasm"
The Procussions feat. 20Syl
  

torsdag den 2. juni 2016

Dream Junkies - Good Religion


Jeg er simpelthen på røven over Dream Junkies og deres bedrifter! Jeg er på røven over deres produktivitet og det skyhøje niveau, der ikke bare gennemsyrer hvert eneste projekt, men som stiger støt, udgivelse for udgivelse. Hver især har de tre rappere udgivet stærke plader i løbet af de sidste par år, men med Good Religion står det klart, at de står stærkest i fællesskab. De besidder alle tre en række individuelle forcer og egenskaber, og når de bliver slået sammen, er resultatet intet mindre end en kollektiv magtdemonstration.

Good Religion er en hyldest til venskab, til hiphop, til basen på vestkysten, til Gud og til hvem- eller hvad end man finder spirituel dybde hos. Dette gør det muligt at lytte til albummet ud fra en spirituel og teologisk position, der kan give stof til eftertanke til nogen, og måske virke lidt prædikende hos andre. Hvis man ikke er så meget til den religiøse del, som jeg dog synes de har modereret til et perfekt afbalanceret niveau, kan lytte fra en position som hiphop-elsker. Det her er nemlig højst elskværdig hiphop, lavet til folk, der elsker hiphop, af folk, der elsker hiphop. Dream Junkies lader sig inspirere af de bedste, og det kommer tydeligt til udtryk flere steder. Det bliver hurtigt klart, at Beleaf trækker på A Tribe Called Quest i sin tilgang til at rappe, og især Phife Dawg synes tydelig som inspirationskilde. Det er derfor også på sin plads, at et nummer som den Guddommeligt funky "Showbiz" lyder som noget, ATCQ ville have lavet i 2016. Ja, den kunne såmen have heddet "Jam Pt. II". På "Boogie Man" er det Outkast, der får sendt et respektfuldt nik, hvilket ligeledes giver mening, da John Givez med sit formidable flow og sit gyldne øre for omkvæd minder om André3000.

Det hele er dog ikke inspiration, referencer og lån fra og af andre. Dream Junkies har deres helt egen lyd, som især kommer til udtryk på deres mere livlige numre. Tag bare bangeren "I Got the Juice", hvor dybe bas-stød og gnistrende trommer indbyder til flow-gymnastik i verdensklasse. John Givez er et sandt bæst og Beleaf brillerer som sædvanlig med sin elegante lethed, og netop derfor er det imponerende, at det er Ruslan, der altid har stået lidt i skyggen af de to andre rent flow-mæssigt, der udmærker sig:


Den distinkte Dream Junkies lyd, atter leveret hovedsageligt af Anthony Cruz, DJ Rek, JRuckers og BamBeatz, kommer også fint til udtryk i et helt stilfærdigt øjeblik som "Left Coast", hvor gruppen, i selskab med Murs, kaster et ambivalent blik på deres hjemstavn. Beleaf rapper bl.a.: "God gave us front-row view to the sunset / Everybody think it's paradise, but we lost some real ones on the Left....":


(og ja! - det ualmindeligt fantastiske stykke musik videoen starter med, som ikke er "Left Coast", er at finde på Good Religion!)

Højdepunkterne på Good Religion er både talrige og himmelragende, men der er desværre et par numre som "Going Left" og "2nd Hand Smoke", der trækker lidt ned. Dream Junkiernes debut-langspiller er dog et must, så sørg for Guds skyld - eller bare for den sublime hiphops skyld - at tjek et af årets stærkeste plader ud.


5/6
- Jeppe Due Barslund