Før vi går igang med anmeldelsen, synes jeg lige at jeg vil informere alle om, at hiphopanmeldelser nu er en selvstændig blog, forstået på den måde, at det fra nu af kun vil være anmeldelser skrevet eksklusivt til bloggen, der vil blive postet. Førhen så jeg selv bloggen som et slags katalog over alt mit anmelderarbejde, så både rapgame og DubCNN anmeldelser blev postet i form af links og uddrag. Men en læser fik mig til at indse, at det egentlig ikke stemmer overnes med bloggens oprindelige grundlag, så fra nu af vil mine rapgame anmeldelser være at finde på www.rapgame.dk, og mine DubCNN anmeldelser vil være at finde i magasinet eller på www.dubcnn.dk. And on that note, let's get back to the program!
Bonobo, med det borgerlige navn Simon Green, har taget fusen på en del anmeldere her i 2010. Han har 3 udgivelser på bagen, Animal Magic (2000), Dial 'M' For Monkey (2003) og Days To Come (2006), - men han har altid bare været "endnu en genrekrydsende, musikalsk eksperimentalist" ud af mange, og han har aldrig formået at udmærke sig eller stå ud fra flokken. Men med Black Sands har han gennemført en fuldstændig vanvittig forvandling fra gennemsnitlig electro/trip hop producer til musikalsk geni.
Et hiphop album er det ikke, det skal lige siges, for ligesom hans tidligere værker tager han så mange genrer i brug, at hans udtryk er umuligt at definere som én genre. Det er et hiphoppet, electronisk, klassisk, orientalsk, sample-baseret musikalsk high, der vil tilfredsstille stort set alle lyttere.
Han åbner ballet med det klassisk instrumentale "Prelude", der er en af de smukkeste åbningsnumre jeg mindes at have hørt siden "Opening" fra Linkin Parks Reanimation. Nummeret glider så ud i "Kiara", der tager nogle af de samme instrumentale dele og chopper dem op i en svingende upbeat produktion. Så allerede i løbet af to numre har han overlegent vist hvor dygtig en musiker han er. Han spiller tilmed stort set alle instrumenter selv, hvilket næsten er ubegribeligt, når man hører hvad pladen har at byde på.
Sammenligningerne med pladeselskabskollegaerne Cinematik Orchestra har været talrige, men når man tænker på, at han er ene mand, og CO er en mindre hær, så er det svært ikke at lade sig imponere over hans musikalske kunnen.
Han mestrer alt fra det dansegulvsvenlige ("We Could Forever"), det lounge-agtige ("1009", "Kong"), de laid-back nydelser ("El Toro", "All In Forms") til det decideret sarte og smukke som fx titelnummeret, og uanset hvilken kategori han arbejder i, så er det med flair for detaljer og en ydmyg respekt for det melodiske væsen. Fænomenalt!
Størstedelen af Black Sands er instrumental, men på 3 numre har han inviteret den unge sangerinde Andreya Triana på besøg, og hun leverer nogle mesterlige vokalpræstationer. Især på "Eyesdown" og "The Keeper" brillerer hun.
En film får premiere, og kritikerne kaster 6-stjerners anmeldelser efter den i flæng, fordi håndværket er sublimt og underholdningen i top. Ganske simpelt. En alternative/indie/rock plade bliver udgivet, og kritikerne nærmest kappes om at kaste de flotteste ord efter skiven, og topkarakters-anmeldelserne regner ned over kunstneren. Ret normalt. Men af gud må vide hvilken årsag, er hiphoppen gået hen og blevet den eneste genre, hvor en udgivelse mere eller mindre SKAL have historisk og skælsættende signifikans før den kan modtage den sjette og ultimative stjerne. Faktum er, at det i nyere tid nærmest aldrig sker, at en hiphop-udgivelse indtjener mere end den femte stjerne. Men hvorfor skal det være så svært? Hvorfor priser vi ikke bare den musik vi elsker?
Jeg har egentlig aldrig forstået det.
Den franske supergruppe Hocus Pocus' tredje og nyeste plade 16 Pièces sættes på anlægget, og man fyldes med så enorme mængder musikalsk nydelse og melodisk eufori, at tanken om, at et album som dette nok aldrig vil få tildelt seks stjerner, blot fordi den ikke betyder noget synderligt vigtigt for hiphop-kulturen, kan gøre mig en smule gammelsur. Det er tydeligt, at 16 Pièces ikke er lavet for at skubbe grænser, banke milepæle i jorden eller forny genrer og traditioner, - den er lavet for at forkæle lytteren med forbandet lækker soul/jazz/blues/hiphop, og det gør den til den ypperste perfektion. Akkorder der slås an, fløjter der pustes i, klavertangenter der trykkes på, horn der blæses, violiner der stryges, trommer der bankes, vinyler der scratches - alt er bare sublimt udført. Der kæles for detaljerne, og frontmand 20Syl har atter engang fået det bedste ud af sine medmusikere, og med 16 Pièces mener jeg, at Hocus Pocus har bevist, at de ikke længere "bare" er et af verdens bedste soul/jazz/blues/hiphop bands, de er DET bedste.
Og bliv nu ikke bange for fransksproget hiphop! Naturligvis kan det for nogen være et minus, ikke at kunne forstå dele af pladens lyriske indhold, men der er så mange gæstefeatures, scratch brudstykker og omkvæd på engelsk, at man til hver en tid føler sig mere end velkommen. Desuden er det franske sprog skræddersyet til rap, så det er i sig selv en udsøgt fornøjelse at lade sig betage af 20Syl's flow og indlevelse. Og skulle nogen være i tvivl om det lyriske indhold, så kan i snildt tage denne signaturs ord for, at 20Syl står for alle de "rigtige" ting i hiphoppen; positivitet, fremadrettethed, kærlighed, sammenhold og humor.
Skal man iføre sig sig de negative briller, kunne man måske mene, at trommerne, og måden hvorpå bassen følger deres rytme, er en smule ensartet igennem store dele af albummet, og hvis folk vil kritisere produktionernes grundsøjle for manglende variation, ville jeg godt kunne forstå det. MEN! - Personligt synes jeg, at opskriften fra start af er mageløs, så jeg ser ikke noget problem i, at tromme/bas -formularen gentages. Det lyder jo fantastisk. Og er det i grunden en nødvendighed at anfægte forskellige ting og sager? Jeg nægter at være en del af den surmulende kritiker-elite, der hakker ned på god musik, og tilsyneladende ikke kan finde tilfredsstillelse i deres anmelder hverv. Skal vi ikke bare glædes, og fejre at Hocus Pocus atter engang har forsynet os med endnu en sand perle.
Lad mig for en gangs skyld bryde de umulige hiphop-normer, og tildele 16 Pièces den karakter den virkelig har fortjent, på trods af, at den med sikkerhed ikke vil gå over i hiphop-historien som noget særligt.
6/6
Støt og nyd god hip hop! Køb 16 Pièces igennem www.imusic.dk
Lad også denne anmeldelse være en opfordring til at gå tilbage i kataloget og checke deres to forrige plader ud - 73 Touches (læs anmeldelse) og Place 54 (læs anmeldelse). Begge mesterlige skiver.
"I still got one foot in and one out, I got one foot in the game and a foot in the gutter", - således lyder omkvædet på "One Foot In", og man må rigtigt nok tage hatten af for, at det er lykkedes Freeway at forblive Freeway, selv efter at have været under Roc-A-Fella, der som bekendt glædeligt begår sig i mainstream og kommerciel hiphop. Ja, det er næsten en bedrift, at hans street-mantalitet og undergrunds-tilgang til hiphop er den samme som på hans debutalbum. Nu er han i stald hos Rhymesayers, og med Jake One som hyrde kunne Freeway vel næppe have fundet en bedre fold at græsse på.
Formularen er simpel; det er rim fra det gustne gadehjørne over sample-baserede, støvede og gyngende beats, der leder tankerne tilbage på 90'ernes hip hop. Eller det VIL i hvert fald gerne lede tankerne den vej, det lykkes ikke hele vejen igennem. Parrets mission om at lave et one-mc-one-dj album er bestemt vellykket, men også ofte påtaget, og selvom det er svært at sætte en finger på håndværket, så tilføjer de ikke "det ekstra", der gjorde de plader, som de er tydeligt inspireret af, til de ikoniserede værker de er blevet til. Men mindre kan også gøre det, og hvis man tager musikken for hvad den er, så er The Stimulus Package fyldt med sprød hip hop.
Har man hørt Jake One's White Van Music ved man, at han er en effen producer, der har mere end styr på hvordan et dundrende beat skrues sammen. Hans hårdtslående produktioner har det med at tiltrække de tunge drenge - White Van Music var nærmest ét stort bevis på dette, med features fra blandt andet Busta Rhymes, Prodigy, Royce Da 5'9'' og M.O.P. Freeway gæstede også White Van Music, og mon ikke det var her kemien opstod.
Freeways grove og ualmindeligt ru stemme - som mange har store problemer med at vænne sig til, og som derfor altid har været hans store problem - passer overraskende godt til Jake One's souldfulde, melodiske og nakkebrækkende beats. Faktisk er The Stimulus Package det Freeway album, hvor hans stemme virker mindst påtaget arrig og skærende. Hos Roc-A-Fella var det hans kendetegn. Dengang var han "ham rapperen med den voldsomt aggressive stemme", men i selskab med Jake One er dette "kendetegn" smidt bort, og han fremstår mere lytbar og nedtonet end nogensinde før. Der er massevis af gode eksempler på, at Freeway er i stand til mere end hans tidligere udgivelser har formået et vise. På "Money", der i mine øjne er et af pladens kongetracks, rapper han
"Philly Free on his grind, I need my paper straight /
So I'm creating these rhymes without a papermate /
They got me busting these lines /
They got me racking my mind /
They got me standing in line behind my label mates /
No, I'm not Jay but I am on the way /
And I'm not Kanye but I can produce heartbreaks and 808's /
Ans reduce the studio costs 'cause I'm recording in the hood /
I'm not lamping the mandalay"
Generelt set er det en mere sulten og oplagt Freeway, der rapper på The Stimulus Package end man har set i meget lang tid. Dette har vi også Jake One og hans produktioner at takke for, da de med sikkerhed har spillet en stor rolle i at få Freeway op på dupperne. Beat-mæssigt er det da heller ikke småting man som lytter præsenteres for. "She Makes Me Feel Alright" er et opløftende track, der er båret op af et hav af soul-samples og livlige strygere, der nærmest gør det umuligt ikke at flowe fabelagtigt over beatet. "Know What I Mean" minder en del om den tunge lyd på White Van Music, hvor trommerne brager derudaf, alt imens en insisterende bas kaster ens nakke voldsomt frem og tilbage. "Sho' Nuff" og "Money" er ligeledes fremragende eksempler på, at Jake One ganske simpelt bare er hamrende god til at komponere et forrygende beat.
Men som skrevet i starten, går det ikke lige godt hele vejen. "Follow My Moves", med gæstevers fra en håbløs Birdman, er en skamplet på pladen. "The Product", der ellers byder på en interessant fortælling, fejler fælt grundet et næsten grinagtigt dårligt omkvæd. "Never Gonna Change", "One Thing" og "Microphone Killa" bidrager heller ikke med noget til pladen, men lyder i højere grad som forringede versioner af andre af pladens numre.
Der er dog mest af det gode, og jeg må indrømme at The Stimulus Package er vokset en hel del på mig. Det er ganske enkelt en gennemarbejdet udgivelse, hvor gennemsnitsnummeret har en høj standart, så trods de førnævnte missere fremstår albummet som helhed virkelig solidt. Det gør sig snildt som et af Freeways hovedværker, og i mine øjne er produktionerne (og jeg er nok den eneste anmelder i vil høre dette fra) bedre end på White Van Music. Jeg vil klart anbefale denne plade, og som bonus får man det fedeste koncept-cover jeg mindes at have set.
På Bambus tredje plade er der egentlig ikke noget nyt under solen! Det er stadig en lyrisk utømmelig Bambu med et konstant forbedrende flow, der simpelthen imponerer så ufatteligt stort. Og lydsiden er ligeledes mageløs, ligesom på de forrige plader. Vi har altså at gøre med en rapper, der ikke afprøver forskellige stilarter og genrer, men forbliver trofast mod det han kender til, nemlig det socialt bevidste hiphop, de opløftende og fremadrettede budskaber og kampen for den gode sags tjeneste. Det eneste der differentierer de tre plader fra hinanden er Bambus mentalitet, der har ændret sig gradvist fra album til album.
- På debuten Self Untitled... fortalte han om sig selv og samfundet han kom fra, bandemiljøet, kriminaliteten og den hårde opvækst som filipinsk imigrant i Los Angeles. Rå historier fortalt af en arret sjæl. På ...i Scream Bars for the Children... var han blevet mere ansvarsbevidst og tilbageskuende. Han var blevet gift og ventede barn, og brugte derfor mere tid på at snakke om, hvordan han kunne gøre tilværelsen lysere og hjælpe ghettoens unge, så de ikke begik samme fejl som han selv havde gjort. På ...Exact Change... er det faderfiguren Bambu man er i selskab med. Familien er tydeligvis hans et og alt, og det er kampen for at danne en velfungerende, socialt accepteret familie, der er den altoverskyggende røde tråd. Bambus søn nævnes konstant, men hvor man kunne have frygtet, at det ville gå hen og blive en smule sukkersødt, så "bruger" Bambu sønnen som en formidabel budskabsformidler, som på fx den lyrisk mesterlige "Misused", hvor han rapper;
"...And my mom she hate it when I speak on the Jesus /
But it matter what the church has made my mother believe in /
I'm a heathen, who rather see the peasent be fed /
Than to pray on a white man on a cross instead /
And when I'm dead and gone, it's the same old song /
I walk right outta heaven if it's primarily blond
Hair, blue eyes lies since I was born /
And now my son gon' have to deal with people sayin' he wrong /
For not believing what they believe, he livin' in sin /
'Cause he will never kneel down and pray to that color skin"
En af de evner Bambu besidder, der gør ham helt unik og enestående, er den måde hvorpå han kan ramme utrolig bredt, selv på de mest personlige numre. På "Seven Months", der handler om de følelser og tanker han gik rundt med da hans kone var 2 måneder henne, forstår han vigtigheden i at være der for sin søn, og tager derfor single-mødrenes parti med en lille opsang til alle de mænd der går fra deres gravide kærester og koner. Men selv dem har han forståelse for,
"I know it's tough my brothers, I don't judge y'all brother
I can understand the difficulty now /
I know it's tough my brother, I don't judge y'all brothers
But you need to be a father to your child"
På bangeren "Quit", der handler om fake rappers, tager han den også skridtet videre, så i stedet for "bare" at rappe om "youtube gangstas", som han da også gør - virkelig godt endda - rapper han også om alle de konsekvenser der slet ikke tages højde for, og hvor mange mennesker, der rent faktisk bliver ramt af den wanna-be gangsta-ness, der ses oftere og oftere,
"This is dedicated to the sucker in his bedroom /
Who study streetlife off the clips on youtube /
Pirate protools, get a compressor mic /
Then make a record by the life he ain't livin' like /
And my beef is, this on some street shit?
You exploitin' all my murder friends who been through it /
Who would rather be alive than dead....
All good cousin, I guess the fake is funner /
Photoshoppin' bulletholes on your album cover /
While bulletholes riddle little babies out on Haiti
I am sure, they'd apreciate the murders that you're fakin' /
Never tell the consequence post gunsmoke
The life sentences, children at funerals"
...Exact Change... er totalt proppet med tankevækkende tekster, der tager lang tid at fordøje. De bliver i tankerne lang tid efter de er hørt første gang, og når man tænker på, at man altid falder over noget nyt, så er der altså materiale til virkelig lang tid. Det er ved at være 3 måneder siden jeg købte ...Exact Change..., og den bliver stadig hørt dagligt.
Pladens producerne er naturligvis også medskyldige i den ufattelige replay value. Produktionerne er nærmest vanvittigt fantastiske. En mageløs samling støvede og soulfulde beats, der gynger derudaf, samtidig med at de passer perfekte som backdrops for Bambu's tekster. Fatgums, som Bambu lavede EP'en ...A Peaceful Riot... med i 2009, har produceret 3 måbende flotte tracks på pladen, "Make Change", "Spare Change" og "Exact Change". Sammen med Bambu lukker han også ballet med rock-bangeren "Iron Bam", der naturligvis sampler Black Sabbath's "Iron Man".
Den mere velkendte producer Illmind har bidraget med "Quit", der er en sample-tung banger, der nok skal få knækket nogle nakker.
6Fingers har produceret den tunge og konfronterende "Out the Gate", der sampler Iron Butterfly's "In-A-Gadda-Da-Vida", samme sample som Nas' "Thief's Theme" og "Hip Hop Is Dead". Resultatet er utroligt.
I.D. har stået for "Party Boy", der ganske simpelt er et glad-i-låget track, bygget op af et par perfekt udvalgte samples, der er sat så godt sammen, at det bare SKAL høres!
Blue Scholars' DJ Sabzi har produceret den guitar bårne "Life Line", og med ham bag roret kan man kun forvente melodiøs hiphop i topklasse, og det er præcis hvad man får.
Zion I's Amp Live har produceret nummeret "Swing", der også gæstes af Zion I, men her er vi ude i en club banger af værste kvalitet. Heldigvis handler nummeret ikke om klub klichéer, men om police brutality, så lyrisk set brillerer de, men produktionen er pladens svageste.
Som lille bonus har det filipinske band, med det geniale navn The Fighting Cocks, indspillet et lille Interlude, der fungerer som et hyggeligt lille pusterum, samtidig med, at det faktisk er utrolig velspillet.
Det kan være svært at begribe hvor meget Bambu har opnået med blot 3 udgivelser. Som jeg startede del 1 med at sige, så tror jeg ikke at han er særlig kendt uden for L.A., og dertil kan jeg kun udtrykke min totale uforståelighed. Han er definationen på en genial rapper. Han står for alt det som hiphop oprindeligt stod for, og så er han teknisk set på niveau med de største jeg er kender. Jeg håber virkelig at der er nogle af jer derude, der vil tage Bambu til jer, og sprede ordet - det er nærmest blevet mig en personlig sag at gøre folket opmærksom på denne enestående kunstner.
Efter udgivelsen af debuten Self Untitled... fra 2002, havde Bambu vist hvilket stof han var lavet af. Han allierede sig nogle år efter med Kiwi, en rapper ganske lig Bambu, og under navnet Native Guns udgav de i 2006 albummet Barrel Men, der ikke blev en kommerciel success overhovedet, men som fik en del undergrundshoveder til at spærre øjnene op over de sublime politiske tekster og den execptionelle levering. Der var altså pludselig en del mere opmærksomhed rettet imod Bambu, og så lå det lige for at udgive andet album.
"...2002 I think my album was the best one /
Don't bother cousin', that's just my opinion /
So here's part two, just a short extension /
Same itenerary, same focus, same direction..."
Det politiske budskab på pladens cover er ikke til at tage fejl af, og det er stadig de politiske og samfundsrelaterede tekster, der er Bambus drivkraft. Men hvor debuten beskæftede sig meget med samfundets generelle problemer, handler ...I Scream Bars primært om, hvordan disse problemer udfolder sig i Bambus liv og i hans personlige omgivelser. Han er blevet gift i mellemtiden, og hans kone var gravid da pladen blev lavet, så det er en mere teknemmelig, dybsindig og forstående Bambu man oplever, hvilket giver en fantastisk ny dimension til hans stadigt sublime tekster. Jeg vil faktisk vove at påstå, at han siden debuten er blevet en endnu bedre tekstskriver. Istedet for at rappe om den lavine, der har forsaget alle de samfundsproblemer han har været ramt af, så forsøger han at finde frem til snebolden, der startede det hele. På den helt fantastiske "Life In Rewind" rapper han
"Cops, school teachers, doctors and business men / Saw me for the country I'm from, not where I'm livin' in / My father had a heart in America as an imigrant / Treated like he ignorant for the skin mellowing pigment / So he beat my momma tryna' empower himself / He wasn't thinkin' of the averse effects it had on his son / His son, who ran with other sons of other broken homes / Packed up deep up in the lack and put a skimask on they dome / Then they rolled out to solve a problem only way they know / Through the violence that was shown by the daddies in their homes"
...i Scream Bars for the Children... byder på mange hårde og tankevækkende tekster, og Bambu undskylder nærmest for det potentielt påvirkende indhold, men som han siger; "it's those times I write about that made me this way" - det er nødvendigt for ham at forklarer hvor han kommer fra. På denne måde gør han det også lettere for lytteren at forholde sig til hans nuværende position, hvordan hans liv ser ud i dag. Med kone og første barn på vej er det nemlig meget tydeligt, at kærlighed, sammenhold og glæden ved selve livet fylder meget. På debuten beskrev han fx ghettoen han kommer fra som rå og ubamhjertig, men nu er han begyndt at kunne se de smukke ting i selv de grimmeste omgivelser. "Beach Cruising" er en ode til selv samme ghetto, hvor Bambu cruiser rundt på sin cykel og observerer nabolaget from behind handlebars, mens han rapper,
"This is block swerwin' workin' my peddle in a circle /
Just observin' the workings of problems in the ghetto /
But I see all the beauty too /
Brown and black beautiful /
Children in the neighbourhood, struggle identical to me /
At the same age came from where I came /
So my love for my people stay the same"
Teksterne er yderst fremragende hele vejen igennem, og man støder ikke på så meget som én overflødig linje. Teknisk set er han stadig en formidabel rapper, og det er ganske forrygende som han formår at tilpasse hans flows til de forskellige produktioner. "Life In Rewind" er nærmest et selvstændigt studie i flowopbygning, da han konstant skifter fra langsomt til lynhurtigt. Ingen tvivl om at han med tiden har vokset sig op til at være en af mine favorit rappere i nyere tid.
Den største forbedring fra debuten til ...I Scream Bars ligger i de mageløse produktioner. Bambu har virkelig formået at alliere sig med nogle helt fantastiske beatsmede. Jeg vil gætte på at mange af dem er de samme, som bidrog til Self Untitled..., de har bare oppet deres skills i løbet af årene. Det er opfindsom, melodiøs, fængende, laid back, westcoast-beach hiphop! DJ Revolution, som er den eneste jeg kendte i forvejen, har produceret "Beach Cruising", der helt enkelt er genial. Anon står for den inderlige, sjælfulde og virkelig flotte "The Love". Kreative Thought's "Truth Serum" er en gyngende, fløjtebåren mesterskæring, der akompagnerer Bambus indsigtsfulde lyrik. Hovedleverandør Asi Friedman har sammen med Quetzal sammensat "Guerra", der er bygget op af et "Green Leaves of Summer" sample (som nogen måske vil genkende som titelnummeret fra Tarantino's Inglorious Basterds) og resultatet er mesterligt. Mit favoritnummer er "Home Cooked", hvor Bambu får besøg af Kiwi og Geologic (Blue Scholars), som begge er filippinere ligesom Bambu, - det er derfor genialt af produceren Steez at sample en gammel filipinsk folkeklassiker. Lyt selv
Bambu's debut var fremragende, men på ...I Scream Bars for the Children... har han forbedret selve formularen, så lyrik og musik smelter sammen og danner et nærmest uvirkeligt flot resultat. "Pull It Back", "Riches To Rags" og "Crack Talk" er pladens eneste minusser, hvor produktionen fejler fælt, og de burde egentlig bare have været sorteret fra. Men når resten af indholdet er af så fremragende kvalitet, så kan jeg se igennem fingre med tre smuttere. Havde jeg skulle lave en top-10 liste over de bedste udgivelser fra 2007, hvor pladen her udkom, så havde ...I Scream Bars for the Children... ligget meget højt oppe. Jeg klapper stadig.
Det er blevet jubilæumstid for anden gang i denne blogs historie. Om 2 anmeldelser runder vi nummer 200, og som tak til jer højtelskede læsere, der har gjort det til en udsøgt fornøjelse for mig at anmelde hiphop, giver jeg jer en lille gave, en lille treat, i form af ny fantastisk musik, som i ikke anede at i vil komme til at elske!
- Er der noger jeg personligt sætter utrolig stor pris på, så er det at blive introduceret for nye spændende kunstnere. Jeg er faldet over en sådan, og da noget siger mig, at der ikke er mange der kender ham, er det mig en glæde at kunne præsenterer ham - det har både han og i fortjent. Ladies and gents, I give you Bambu.
Det hele startede med, at jeg, efter at have fået nyheden om, at Blue Scholars arbejdede på en 2010 release, smuttede ind på deres blog for at se om der var noget info om deres kommende album. Der var der ikke, men til gengæld stod der, at det ville blive et travlt år for Sabzi (producer, Blue Scholars), da han også arbejdede på en EP sammen med den her rapper ved navn Bambu. På daværende tidspunkt vidste jeg intet om Bambu, men tænkte, at siden Sabzi - som jeg ser som en af de aller bedste producere lige nu - gider at producerer en EP for ham, så må han kunne et eller andet. Jeg smuttede ind på iTunes for at høre lidt, og blev så imponeret, at jeg købte alle hans solo udgivelser med det samme. Self Untitled... er hans debut.
- del 1 af 3 -
Bambu er filippiner, men er født og opvokset i Los Angeles, Californien. Som lille havde han nogle turbulente år med skilsmisse forældre og fattigdom, der tvang ham til at bo på gaden on/off. Som ung blev han bandemedlem og opererede aktivt i det kriminelle miljø. Han har siddet i fængsel et utal af gange, sidst for væbnet røveri. Da han blev løsladt meldte han sig ind i militæret, og da han havde tjent sin pligt og vendte tilbage til L.A. var han som født på ny. Han lagde fortiden bag sig og startede et nyt liv. Han begyndte at lave musik istedet for at hænge ud med small time gangsters på gadehjørnerne, og han involverede sig heftigt i politiske organisationer, primært som medlem af Kabataang maka-Bayan (Pro-People Youth), som var, er stadig er, en af de største organisationer for filippinere i Los Angeles.
Bambu er altså den levende solstrålehistorie om en ung og nærmest fortabt thug, der efter at have gjort militær tjeneste vender tilbage med et komplet forandret livssyn, og fra da af sætter sig for at dedikere sit liv til den gode sags tjeneste. Som han rapper på "Rear View":
"Memories are cool but I need something tangible /
That's why I write rhymes to document my lifetime /
And hopefully it serves the next generation as a guideline /
Babies outlined in chalk makes me swallow one /
Make me appreciate my family and my oxygin"
Den hårde barndom, bandemiljøet, kriminaliteten og den pludselige sindsforandring har beriget Bambu med en tilsyneladende utømmeligt fortællelyst, for hans ultimative karakteristik er rendyrkelsen af den substantielle og betydningsfulde lyrik. Samtidig besidder Bambu en særegen, dragende fortællekraft, der gør ham i stand til gang på gang at hive folk med ind i hans fortællinger. Tag fx den hjertegribende og sandfærdige "Ballad For Simone", der fortæller historien om en ung og godhjertet kvinde, hvis skæbne lider et sørgerligt udfald. Det er evnen til at bygge en elskværdig karakter op, kun for at bryde den ned igen, der gør Bambu så hamrende virtuos som forfatter. Han kan med meget få ord skabe billeder, der får en til at tænke en ekstra gang, fx med linjer som "fell in love with Veronice in junior high / and now she askin' for twenties when I'm passin' by" - man skal lige stoppe op og tygge på ordene for at forstå deres egentlige dybde og seriøsitet.
At Bambu også er teknisk superb er naturligvis en kæmpe bonus. Han kan de vildeste ting! På de mere stille og fortællende numre giver han ordene tid og har et afslappet flow, hvorimod numre som "Fabric" og "Peaveful Pistols" har så vanvittige flows, både hvad angår hastighed og ordkonstruktioner, at man nærmest mister pusten. Han gør det ikke så ofte på debutalbummet, men han viser dog, at han ER i stand til at sætte overliggeren så højt, at mange andre rappers bliver højdeskræk. Helt suverænt.
Produktionerne har også masser at byde på. Det er ikke muligt at opspore producernes navne, men jeg ved fra hestens mund - som man så fint siger - at det er Bambus venner, der har bidraget med beats. Og ukendte eller ej leveres der med fremragende musikalske udfald til følge, og der er lånt og inkorpereret et utal af genreelementer. - Luftigt og melodiøs jazz på "My Oshun", et sjælfuldt og atmosphærisk backdrop på "Yesterday", tunge western inspirerede guitarer på "Esu", elektronisk reggae og ska på "Boomshot", laid back og groovy sommer-hiphop på "Gamble of Life" og tunge, hårdtslående trommer på "Fabric". Der er meget af hvert, og lydbilledet er generelt utroligt imponerende.
Bambus debutalbum, Self Untitled..., har virkelig mange kvaliteter, og selvom den er lidt lang, og godt kunne have været foruden en lille håndfuld numre, så er det er en yderst lovende start på en karriere, der skal vise sig at blive stigende fantastisk. Yderst anbefalelsesværdig.
At jazz'en altid har været en del af hiphop'en er ikke en hemmelighed. Spørgsmålet er om hiphop'en nogensinde var blevet til uden den? Det er svært at forestille sig producere som fx DJ Premie og Pete Rock lave musik uden jazz'en som ledsager. Milepæle som De La Soul's Buhloon Mindstate og A Tribe Called Quest's Low End Theory er unægteligt halv-om-halve hiphop og jazz plader. Der kan bestemt ikke være tvivl om, at legendariske kunstnere som Louis Armstrong, Miles Davis, Dave Brubeck, John Coltrane, Ella Fitzgerald, Herbia Hancock og Billie Holliday ikke har levet forgæves. Deres kunstform, som bliver kaldt Amerika's klassiske musik, skabte hiphoppens fundament, og dermed en helt ny musikalsk retning, som vi vist er en masse mennesker der med tiden er blevet ganske glade for. Af samme grund bliver der konstant skabt musik til ære for de førnævnte pionerer, og således er Jay Are's The 1960's Jazz Revolution Again én stor homage til jazzen og dens tidsånd.
Jay Are består af producer J. Rawls og rapper John Robinson. J. Rawls kender man nok bedst for hans arbejde på Black Star albummet ("Brown Skin Lady" og "Yo, Yeah") og hans samarbejde med J Sands som duoen Lone Catalysts. Derudover har han udgivet to soloplader, The Essence of J. Rawls (2001) og The Essence of Soul (2005) der blandt andet inkluderede det fremragende nummer "Bailar" med Aloe Blacc. Noget af det sidste man har hørt fra ham, var J Dilla tributten The Liquid Crystal Project fra 2006, der fik en varm modtagelse.
John Robinson er en anelse mindre kendt, på trods af at han har været mere omkring sig end J. Rawls. Robinson er for det første medejer af Shaman Work Recordings, og under aliasset Lil' Sci' udgør han den ene halvdel af gruppen Scienz of Life. Dertil har han arbejdet sammen med en længere række prominente navne, blandt andre Talib Kweli, Madlib, Flying Lotus, CL Smooth og Jneiro Jarel. Hans seneste værker tæller pladerne I Am Not For Sale og Who Is This Man? som han lavede med MF Doom, begge skabte de stor nysgerrighed og interesse omkring Robinson.
Sammen hedder de altså Jay Are, og deres The 1960's Jazz Revolution Again er en lektion i den musikalske fortid, som de mener er vigtig for nutiden. Som tidligere skrevet er det samtidig en ode til en tidsperiode, som ikke bare var musikalsk stærk, men også socialt progressiv, og det er denne tendens til positiv aktivisme som J. Rawls og John Robinson vil genoplive i nutidens musik.
En revolution kommer der nok ikke ud af pladen, men fremragene jazz og hiphop er der heldigvis rigeligt af. Det er ualmindeligt smooth, og de silkebløde jazzarrangementerne flyder derudaf. Hvis man så bort fra rappen, så ville jeg næsten mene, at pladen i højere grad var en jazz plade end en hiphop plade. Men dette har højst sandsynligt også været formålet, og i givet fald er det virkelig gennemført. John Robinson retfærdiggøre gang på gang hvorfor der har været en stigende interesse omkring ham de seneste års tid, for han er en utroligt spændende rapper at være i selskab med. Han beretter om 50'erne og 60'ernes samfund, og hvilken rolle jazzen spillede. Han fortæller om specifikke jazzmusikere, blandt andre Lee Morgan der blev slået ihjel af sin kæreste, og så rapper han om kærlighed, fællesskab og sammenhold. Det er hele vejen igennem positive budskaber og opløftende historier der præger tekstuniverset, hvilket passer perfekt til produktionerne, der helt simpelt er fænomenale. Numre som "Know U", "She's So Brilliant", "Music Is Forever", "1 of the Greatest", "The Lee Morgan Story" og "We Make the Rules" er alle små mesterværker.
Det eneste man kunne påpege som værende negativt, er at pladen ikke har nogle standout numre. Men dette kan vel kun være negativt efter hiphop-standarter, for man sætter jo sådan set heller ikke Miles Davis' Blue Note på, for at høre nummer 3, men for at høre det igennem fra første til sidste sekunt. Sådan fungerer The 1960's Jazz Revolution Again også, man kan ikke rigtig pille enkelte numre ud, pladen skal høres fra første til sidste nummer, præcis som de originale jazz-udgivelser.
Jay Are's The 1960's Jazz Revolution Again er en formidabel plade, og den anbefales til lytteren der både kan lide jazz og hiphop, men som elsker når de er smeltet sammen.
"I ain't tryna be politically correct / but, I won't rest till' I'm givin' my respect"
Det har taget Wale 5 mixtapes og 20+ gæstefeatures før han kunne udgive sit debutalbum. Hypen omkring ham blev i tiden op til udgivelsen bygget op til det næsten urimelige, hvilket resultarede i nogle halv-sløje midt-imellem anmeldelser. XXL tildelte dog Attention Deficit en XL-rating, hvilket jeg fuldt ud co-signer. Albummet er spækket med originalitet, og Wale fremtræder som et herligt friskt pust på den internationale hiphop scene. Han har meget han gerne vil dele med lytteren, han er teknisk superb, og så har han et stjerneteam af producere og gæstersangere og rappere i ryggen. Attention Deficit er så rigelig en XL-rating værd.
"Sorry hip hop that it took me so long to get on / but so long that I'm on it, it's on!"
25-årige Olubowale fra Washington DC har et forhold til hiphop'en stærkere end de fleste ægteskaber. Han har altid befundet sig i den, han elsker og respekterer den, og leverer den selv præcist derefter. Det der skiller Wale ud fra mængden er til gengæld, at han ikke er bange for at krydre den hiphop han sværger til med elementer, som mange andre muligvis ikke havde turdet eller tænkt på. Dave Sitek fra electronic-gruppen TV On the Radio får fx lov til at åbne ballet med den buldrende "Triumph", der nok har fået en håndfuld rappers til at ærge sig over, hvorfor de ikke fandt på at hyre ham. På papiret lyder det heller ikke sønderligt "hiphop" at have Lady Gaga med på en sang, men hvis der er noget hun står for, så er det originalitet, kreativitet og opfindsomhed, og det er præcis hvad Wale selv forsøger at repræsentere i hiphop'en. Og selvom nummeret synes lidt kaotisk ved første øjekast, gemmer der sig faktisk et ganske solidt track inden under.
Noget andet Wale har gennemført virkelig godt på Attention Deficit, som jeg vil kategoriserer under "modigt", er hans mange numre der omhandler problemramte kvinder. De fleste rappere har rappet om kvinder i nød, men Wale lader sig ikke nøjes. "90210", "Shades", "Contemplate" og "Dairy" er alle inderlige beretninger om forskellige kvinder, og historierne er fortalt med en så oprigtig indlevelse, at de forskellige portrætter MÅ være baseret på kvinder som Wale har mødt i virkeligheden. Det bedste ved det hele er, at alle 4 numre ikke bare er vigtige, de er komplet fantastiske! "Contemplate" låner omkvæddet fra Rihanna's "Question Excisting", der altid har været min favorit sang fra hende. "Diary" har et fabelagtigt Sleepwalkers beat, og en Marsha Ambrosius på omkvæddet, hvis næsten ubegribelige sangtalent aldrig er hørt renere og smukkere. Og på den Best Kept Secret (mere om dem senere) producerede "Shades" hjælper Chrisette Michele til med et ligeledes smukt omkvæd. Chrisette Michele er en fantastisk sangerinde, men hun er stillet over for lidt af en svær opgave her. Hun synger "from a light skinned girl to a dark skinned brother / shade doesn't matter heart makes the lover", men fire numre forinden, på "Pretty Girls", har den tumpede Gucci Mane bedt alle de pæne piger rejse sig, og alle de grimme piger slå røven i sædet. Det stemmer ikke rigtig overens vel? Det relevante spørgsmål må være, hvad Gucci Mane overhovedet laver på dette album? Anyways...
Substantielle sange er der altså rigeligt af, men Wale kan også stoppe op, og bare rappe røven ud af bukserne på ægte hiphop-manér. Dette beviser han i stor stil på "The Prescription", der i mine øjne består af et af 2009's bedste flows:
"I focus on the void and I fill it / Hopin' the depressed ain't give in and give up / So listeners give up your ears, it's your hero / From here on a heroin-like high, I give off / Live off my lie and my lullaby / They itchin' for a new breath here's the calamine / And I refuse to camoflauge with other guys / You see my mind is amused by they head noddin' / I so got 'em, as hypnosis of hip hop / 'Cause, when I talk they don't just watch / I make 'em feel it, the feelin's unfamiliar / A rush of your adrenaline you can pick up a buildin' / You can become a killer, if properly scripted / The first one's free, next time I'll be billin' ya"
Wale genopliver også spoken word kunsten på et par numre. Det er ikke noget man ser meget til i denne tid, men Wale tager sig tid til at digte nogle indsigtsfulde og kløgtige linjer, og de sætter sig overraskende godt fast. På "The Prescription" fortæller han om hans forhold til hiphop, blandt andet med smarte linjer som "So ask Black Though if I know my roots... Don't quest my love for this...". Dette er naturligvis et lille vink til The Roots, da Wale "fik lov til" at bidrage med et vers på nummeret "Rising Up" fra Rising Down albummet, der gav ham en del opmærksomhed. Outroen på "Diary" er ligeledes spoken word, og her brillerer Wale, da han forklarer hvorfor piger ikke bør koncentrerer sig om penge og materielle goder med linjerne;
"Cars, nothing I drive can drive you out of this frame of mind for such a ugly picture...
And money, nothing I buy can buy more time for your ears to tell your heart to listen to it...
Diamonds, a girls best friend is what they say, but believe me, with the right allegiance, Shorty you gonna shine anyways..."
Wale er uden tvivl en kunstner med mange kvaliteter. En anden af hans kvaliteter må siges at være hans valg af producere. Mark Ronson, The Neptunes, DJ Green Lantarn og Cool & Dre udgør de dyre drenge, der med sikkerhed leverer varen. Men det er uden tvivl duoen Best Kept Secret der efterlader sig det største indtryk. Craig B og Tone P hedder de, og deres kendetegn er deres sindsygt levende og dynamiske trommer, der hver gang resulterer i enorme og stadium-agtige produktioner, der dog aldrig stjæler billedet. Deres første produktion var faktisk til Wale, med nummeret "Ice Cream Girl" der er at finde på et af hans tidlige mixtapes. Kender man dette nummer, eller "My Interpretation" fra Skyzoo's The Salvation, så ved man præcis hvordan det skal lyde! De har produceret "Mama Told Me", "Pretty Girls", "Shades" og "The Prescription", 4 af mine favorit numre fra pladen, og de er lige så lette at genkende som DJ Premier. Jeg forstår godt hvis man synes de lyder for ens, men jer er heldigvis så vild med deres lyd, at jeg kunne høre på de storladne produktioner i timevis uden at blive træt.
Og sådan er det generelt for Attention Deficit. Jeg kan se på mine playcounts at der allerede ER spænderet flere timers lytning i Wale's debut, og jeg er langt fra færdig med den. Eneste minusser er "World Tour" og "Let It Loose", der ikke formåede at fange mig.
Substantielle emner, overlegen teknisk kunnen og fremragende produktioner resulterer i en af sidste års bedste plader, og har man ikke allerede fået hørt Attention Deficit, foreslås det herfra, at man får det gjort hurtigst muligt.
"It is the sand which irritates the oyster, that makes the pearl"
Nej det er ikke en ny Kanye plade! For første gang på denne blog vil jeg forsøge mig med en anmeldelse af andet medie. Jeg bestilte "bogen" Thank You And You're Welcome sidste sommer, primært fordi jeg på daværende tidspunkt havde (endnu) et Kanye trip, og helt simpelt bare måtte eje alt hvad han havde udgivet, inklusiv bøger. Jeg havde ingen forventninger, da jeg i bund og grund ikke læser særlig meget, men jeg må sige at Kanyes lille "bog" gjorde et ganske stort instryk på mig.
Grunden til at jeg bliver ved med at sætte "bog" i anførselstegn er fordi, at det vel egentlig ikke rigtig er en bog. Den har spiralryg for crying out loud! Det er i højere grad en lille samling tanker, funderinger, forklaringer og begrundelser samlet på 52 sider. Den er læst på 10-15 minutter, for som han siger i introduktionen, "I just wanted to make a book for people on the go who didn't choose to read super long novels all the time, like myself".
Man skal dog ikke tage fejl af ordsproget "less is more", for trods et minimalt indhold, har jeg faktisk tager mig selv i at tænke på, og referere til denne bog.
Dette skyldes, at alle Hr. Wests små tanker og skruplerier faktisk er yderst interessante. Man kan selvfølgelig vælge at være uenig i hvad han mener om diverse ting, men uden at være totalt suck-up, oplevede jeg en stor enighed i meget af indholdet, og flere passager fik mig endda til at se anderledes på forskellige ting. Han har fx en lille tanke der hedder "Get Used To Getting Used!", hvor han siger:
"To most people, the saying "to use someone" carries a negative connotation, but I don't see it that way. To "mis", "over" or "ab" use someone is negative. To use is necessary and if you can't be used... then you're useless".
Kanye byder ikke på groundbreaking skriveri, og det er ikke fordi der er noget nyt i det han siger, men hans måde at se tingene på, blandet med hans aldrig fraværende humor, gør at læsningen er yderst underholdende hele vejen igennem. Han spørger fx,
"I wonder... Would you rather have 100% from an average person or 10% from someone who is outstanding?"
- Noget der også er sjovt at læse, er hans forklaringer på hvorfor han er som han er. Hans navn er ofte blevet nævnt i negative sammenhæng, være det hans mange højtragende udtalelser eller hans opførsler til diverse prisoverrækningsceremonier, der ofte har fyldt sladderbladende. Hans persona er i manges øjne af arrogant og selvhøjtidig karakter. Dette forklarer han, samtidig med at han giver modsvar;
"As strong as my opinions are, I often ask people questions just to make sure that I'm right.
If no one agreed with me on things like, "I should have won" og "blacks are more homophobic," would I stick to my beliefs or conform?
When someone is stong enough to believe in something only they believe in, people are going to call them crazy... sometimes crazy is a label the average put on the exceptional"
ydermere siger han,
"Although I haven't totally embraced this yet, people often say that one of my flaws is arrogance. If arrogance means being conceited, brash, cocky, or pushy, I can be all of that sometimes. Arrogance has also been defined as an overwhelming feeling of self-importance. I do feel important, but everybody should feel this way about themselves. Arrogance is something expressed by treating others with contempt or disregard. I try my best not to do this. You can be cocky without being arrogant. When you cross the line from being playful with your own expression of self-confidence and mistreat others, then you (meaning me or my imaginary friend) have become arrogant.
I feel my confidence + someone's low self-esteem = my arrogance."
Og der er masser af eksempler på passager som disse.
Kanye blev inspireret til at skrive Thank You And You're Welcome, efter at have læst J. Sakiya Sandifer's bog Think Think Think and Think Again, som på præcist samme måde samler korte skriverier i et lille omslag. Sakiya har hjulpet Kanye med at skrive hans bog her, og helt layout mæssigt, er det en lækker lille sag. Opstillingen er utrolig grafisk med forskellige størrelse fonts og masser af farver. Dette understreger meget fint, at det "bare" er alskens tankeværk der er kastet ind i en bog.
Den kan fås for under 30 kroner, og den er så afgjort de penge værd. Det er meget muligt at den er læst færdig på 10 minutter, men der går i hvert fald det 10-dobbelte før den er ude af hovedet. Og husk nu på:
"Believe in your flyness ...... conquer your shyness"
