Hocus Pocus - 73 Touches

At frankrig altid har været up-front hvad angår hip hop har aldrig været en hemmelighed. I Europa ville jeg udnævne Frankrig som hiphop hjemland. Det er i grunden sjovt, for det er meget få udenfor 'france' der forstår hvad der synges og rappes om, men på trods af disse forståelsesbesværligheder, lader det til at folk alligvel 'bumper' med. Jeg er bestemt en af dem - min cd samling tæller flere Iam albummer, Rhoff, Booba, Sinik og så min absolutte favoritgruppe Hocus Pocus.

Hocus Pocus flyder med på 'good-vibes' bølgen. Der er ikke noget gangsta eller påtaget cool-ness over gruppen, udover selvfølgelig den coolness der ligger i deres tilbagelånede stil, deres sublime flows og ordleg og deres falde-på-knæ-fantastiske beats.
Det forholder sig med Hocus Pocus som med enhver anden fransk kunstner, jeg fatter nada af hvad der rappes om! -Men alene pga nummeret "HipHop?" med amerikanske Procussions på gæstesiden, er man ikke i tvivl om hvad slags gruppe Hocus Pocus er.



- De er her for at sprede alle de positive budskaber, og mærkeligt nok har man netop den fornemmelse hele vejen igennem, på trods af at ordene kun giver et minimum mening.
Det franske sprog er som skræddersyet til finurlige flows, og dét alene gør Hocus Pocus til en fornøjelse - sammen med produktionerne selvfølgelig, som i "73 Touches"'s tilfælde er af så forrygende verdensklasse, at man faktisk ender med at være ligeglad med ikke at kunne forstå rap-delen.
Hocus Pocus har også været smarte; de bruger flittigt scratches fra engelsksprogede plader, og man støder ofte på engelsk sproget omkvæd og gæsterap, som fra blandt andet førnævnte Procussions. Dette gør, at man aldrig føler sig helt udenfor, der er altid genkendelige detaljer, og det er en kæmpe force.
Produktionerne er dog det ultimative es i ærmet, og bagmanden 20Syl må siges at være en af de mere fremtrædende producerer pt. Han producerede numrene "Amelie", "Half A Dream" og "Apathy" på Mr. J Medeiros' "Of Gods and Girls", og har man hørt det album kan man måske danne sig et indtryk af hvordan lyden på "73 Touches" flasker sig. Det er en god blanding af oldschool-ness, jazzy beats, acoustic rytmer og en generel følelse af godt gammeldags sprødt feel-good hiphop.

- Det hænder ofte, at man hører et album og synes alle sangene er fede, men efter lidt tid begynder man at kede sig over sangene, og så viser det sig, at de egentlig ikke var så fede alligvel. Jeg havde lidt den frygt da jeg købte "73 Touches": Da jeg hørte den igennem første gang var jeg helt oppe at flyve, men jeg valgte ikke at anmelde den med det samme, fordi jeg havde en bange anelse om, at den ville blive lidt vandet, og så ville den der 5.5-karakter jeg ville have tildelt den ikke være så troværdig. Men nu er der gået 1½ måned, og jeg hører den stadig på repeat. Derfor kan jeg ikke andet end at hylde de franske hiphop konger. Gør jeg selv en tjeneste at køb denne plade, og hold et godt øje med Hocus Pocus

5.5/6