Per Vers - DNA

Som en af de få rappere i kongeriget, har Per Vers succesfuldt formået at bryde ud af hiphoppens til tider begrænsende lænker med sin rap-autenticitet i behold. Som vinder af Årets Rapper og MC's Fight Night, og som ansvarlig for et utal af udgivelser, bl.a. en Sund Fornuft klassiker, et blændende debut-album, Danish Operation -mixtapet og det top-karakters-modtagende Ego, har han høstet respekt og usammenlignelig anerkendelse i rap-miljøet. Men som opvarmer for Frank Hvam, som freestyler for tusindevis af folkeskole- og gymnasieelever, som oversætter af Go the Fuck To Sleep og Invictus, som vinder af Dan Turéll prisen, som arkitekt bag undervisningsmateriale og spoken-word forestillinger og som kollaboratør med bl.a. Ole Thestrup, Ole T. Kidde og Povl Dissing, har han for længst vokset sig ud over hiphoppens limitationer.    

På trods af, at denne rejse har taget over 20 år, er DNA blot Per Vers' tredje egentlige album. Et album, der ganske klart reflekterer Per Vers' status quo som kunstner, hans seneste års udfoldelser i og udenfor hiphop-land taget i betragtning. Samtidig, og muligvis af præcis dén grund, er DNA det album, der vil mest og stikker i flest forskellige retninger, og som derfor bærer den umiddelbart løseste struktur af noget Per Vers projekt hidtil. Hvor Ego soleklart handlede om en introspektiv Per Vers, formår han ikke i samme grad at samle de 12 skæringer ("Intro" ekskluderet) på DNA under en tematisk paraply. På nogle numre, som "Big Bang", "Find mig her" og titelnummeret, hvor Per rapper om henholdsvis kærligheden for hiphop, danskheden og artens oprindelse, er det let og logisk at kæde lyrikken sammen med et overordnet tema om, hvad der udgør hans DNA. På andre numre, som "Gennem væggen", "Gokkejern" og "Afskyelige snemand", fortælles der isolerede historier, der ikke umiddelbart har noget med hverken Per Vers eller hans DNA at gøre.

Teksterne kan man stort set aldrig sætte en finger på. I de bedste øjeblikke er rim-håndværket og sprog-gaverne en krone værdig - hvis denne da ikke allerede sidder på Pers hoved. Tag fx "Dum (omvendt intelligent)", hvor Per, igennem en - af skolesystemet "dum"-stemplet elev, italesætter en aktuel og tilsyneladende evigt-varende problemstilling i folkeskolen, med manér:

"Hr. Lærer, jeg vil gerne spørge /
Jeg har et regnestykke, det er ikke om kroner og ører /
Det' om min egen lykke /
Hvis vi tar' bredden på mit smil /
Gange temperaturen på min indre ild /
Fra engang hvor den var et bål /
Divideret med nu, hvor den er nul /
Hva' blir' den så, den egentlige sum /
Det ka' ikk' passe, at jeg har regnet den ud - for jeg er jo dum"

De kløgtige ordspil skyller som sædvanligvis ind over én i imponerende mængder. Det er fx en "liste-ning session", når Per i smug lytter til sin nabos sang igennem væggen. Vi hører også om mandslingen, der synes det er nemmest, når "druerne er stenfri og fruerne er enige", og som i øvrigt siger, at "det bliver over mit lig....estillingsnævn" nogensinde at slå på kvinder. Og når Jesus står med korslagte arme, så er de ikke lagt over kors som i traditionel forstand, men strakt ud, som når man hænger på et kors. Eminent! Og når det kommer til berømmelse og berigelser er Per klar i spyttet:

"Jeg ved hvor lidt jeg ved - men jeg ved lidt /
At det skæve er det skægge - det perfekte er kedeligt /
Hvad nytter det at mestre "Do-re-mi" /
Hvis "Me, Me, Me!" er den rille man sidder fast i /
Eller den værste version, jeg slet ikke magter: /
"Do Remee!", jeg tror jeg har X-factor!"     

Nogle steder virker det dog som om, at de kløgtige sprog-påfund er vigtigere end helheden af den fortælling, de er en del af. "Gennem væggen" virker, i al dens velskrevenhed, en kende uforløst, og "Big Bang", der handler om, at Per Vers ikke tyr til omkvæd, da rappen er hans sande kald, synes modstridende med resten af pladen, der er spækket med fængende hooks, nogle leveret af Per selv.
   
Ser man på numre som "At rejse er at elske", "Gokkejern" og "Tre breve", er teksterne i allerhøjeste grad godt skrevet, men det synes ikke helt tydeligt, hvilket formål de tjener, udover kortfattet at berøre emner, der svinger i aktualitet. "At rejse er at leve" lyder i øvrigt mere som et Isam B nummer med Per Vers som gæst, end omvendt.
"Tre Breve" er i min optik pladens kulsorte får. Sangen er sat sådan op, at det næsten er uretfærdigt for en anmelder at skulle udtrykke sig negativt om den. Der er så meget musikkultur og musikhistorie involveret, at man hurtigt fremstår ignorant, hvis man ikke kan se brilliancen bag opsætningen. Jeg mener, Per har fået Savage Rose's Annisette til at synge Steffen Brandts oversættelse af Leonard Cohen's verdensklassiker "Hallelujah", til en sang, der fortæller den autentiske historie om en dansk soldat i krig. Det virker næsten som landsforrædderi ikke at kunne lide det, men ikke desto mindre finder jeg det helt utroligt meget for meget. Bægeret flyder over i et overflødighedshorn af følelses-porno. Dertil synes jeg ikke det stemmer overens med Per Vers' originalitet, at lade størstedelen af et nummer hvile på en af de vel nok mest spillede og fortolkede sange nogensinde.

Per Vers er som skrevet tidligere leverandør af nogle af de skarpest forfattede rim herhjemme, men det, at han sætter barren så højt på nogle numre, er muligvis medvirkende til, at man "tillader" sig at være proportionel kritisk anrettet på andre. "Afskyelige snemand" synes jeg fx ikke er synderlig originalt skrevet. Der er i min optik forholdsvist langt fra linjer som "Samme aften gav han dig stoffer i en pose / der gjorde dig højere end hvis du skiftede til buffalos" og "Klart det så'n det ender / for alle dine venner ka' flere synonymer for sne end grønlændere" til Per Vers' top-niveau.

Når Per sætter barren højt, sætter han den til gengæld også svimlende højt. "Midt i julenat" er årets ubestridt største genistreg. Per Vers genfortolker Det Nye Testamente i en groft forenklet version, der dog på mirakuløs vis får kædet Jesu liv, lære, kald, byrde og død sammen i en episk aktualisering, hvis afslutning giver overrumplende meget stof til eftertanke. Der er så sindsygt meget guld på det nummer, at man ville kunne lave et længere track-review af det jeg laver et track-review af det, når pladen er udkommet.

Også "Invictus" er smukt skåret. Teksten kender man måske, fra da Per publicerede den på facebook i forbindelse med Nelson Mandelas bortgang, men på DNA har Nappion givet digtet et sublimt musikalsk face-lift, hvor afrikansk-lydende stamme-messen, kor-sang og beat-boxing smelter sammen til en storartet lytteoplevelse.

Lyden på DNA er mestendels ganske fornøjelig at lægge øre til, men ikke helt pletfri. Sveriges fremmeste beat-smede Embee og DJ Large er lige som på Ego hovedansvarlige for musikken, og også på denne front stikker DNA i mange retninger. Fra gulvbas og spinkle keys på "Gennem væggen" og melodiske piano-loops og luftige blæsere på "Find Mig Her", til "Midt I Julenat", der lyder som Superman's trap-anthem og til kronjuvelen "DNA", der med sang og Kanye'sk orkestrerede strygere oser af melodisk overskud. DNA har lidt af det hele. På "At Rejse Er At Leve" læner klaverspillet sig op ad det lidt for knebne, og produktionen på "Afskyelige snemand" er i min optik ikke helt spændende nok til at kunne overleve den forholdsvist lange instrumentale outro. "Gennem væggen" er også tæt på at være for underproduceret.

Når Per Vers er god, er der ingen tvivl om, at han er blandt de bedste til nogensinde at have gjort det på dansk. På DNA har han dog truffet nogle valg og introduceret nogle nye tiltag til sit univers, der, foruden helt sikkert at reflektere hans udvikling som kunstner og som menneske i al almindelighed, afviger en smule fra, hvad man måske har været vandt til fra hans side. Nogle af disse beriger hans univers gevaldigt, imens andre synes lidt malplacerede og ramt ved siden af i min optik. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at DNA er et af årets absolutte must-haves.

4.5/6

- Jeppe Barslund

Pede B - Vi Hjerte Alberte

Nej, det du ser herover er ikke coveret til Pede B og DJ Noize's nye Vi Hjerte Alberte EP, men derimod coveret til et album, der må være på top fem over plader jeg har hørt mest det forgangne års tid: Albertes bedste børnesange. Jovist, det lyder måske sært, at en inkarneret hiphop-entusiast som mig, der har mit bedetæppe rettet mod undergrunds-hiphoppen, pludselig peger på en Alberte-opsamling som noget af det, jeg lytter mest til. Haters gonna hate - Alberte er fuldstændig fantastisk, og selvom musikken på nærværende opsamling nok er lavet til børn, bærer den alle de kvaliteter, god musik er støbt ud fra, og god musik kender ingen alder. Der er ingen, der mestrer kunsten at spinde en melodi som Alberte, og når man samtidig kan forfatte alt fra det kugleskøre og hysterisk morsomme til det triste, melankolske og dybt følelsesladte, og samtidig har spillet en betydelig rolle i de sidste to-tre generationers liv, så fortjener man at blive kaldt landets alletiders vigtigste sangerinde - det vil jeg i hvert fald ikke tøve med at kalde hende. 

     Nu forholdet det sig ikke sådan, at jeg har hørt Alberte hele mit liv. Som jeg formoder, at det også er tilfældet med mange andre, har der været en "mellemperiode" på mange år, hvor man har været "for stor" til at høre Alberte. Jeg kan takke min kæreste for at genintroducere Alberte i mit liv, og i en alder af 27 år giver det igen, på alle måder, god mening at lytte til kvinden, der lagde stemme til min, og sikkert også din barndom. Da jeg første gang hørte Albertes bedste børnesange, efter godt og vel halvandet årtis Alberte-hiatus, var nostalgien total og reminiscenssen til en lykkelig barndom uden bekymringer og fyldt med kærlighed overvældende. Det, der bedst beskriver min reaktion af at (gen-)høre numre som "Efterlysning", "Luna Er Et Andet Sted" og "Solen Er Så Rød, Mor" er følgende klip: 

Hvorfor denne lange indledende snak om Alberte og hendes musik? Jo, jeg synes jeg var nødt til at beskrive min overrumplende begejstring for Alberte, for for alvor at kunne belyse, hvor evig god stil jeg synes det er, at Pede B og Dj Noize har skabt en koncept-EP, centreret omkring hende. Så god stil, at det næsten er ubegribeligt, at det ikke er gjort før. Jeg ♥ Alberte, Pede B og Dj Noize ♥ Alberte og jeg tror det gælder for os allesammen, at.....

En EP bliver dog ikke god af en idé alene. Heldigvis er både Pede B og Dj Noize mere end rigeligt begavede til at følge konceptet til dørs. Dj Noize har med nænsom hånd plukket nogle Alberte-perler fra plader, hvor Benjamin Koppel har spillet en stor rolle, og en enkelt fra Nissen, Englen og Trut Brumlesen. Disse numre har han så klippet, skåret, hugget og savet i stumper og stykker, og efterfølgende samlet igen for at digte videre og fortolke sine egne hiphoppede versioner. Fællesnævneren og den røde tråd er Albertes vokal, der sørger for harmoni i de hiphoppede lydbilleder, og som samtidig sørger for, at Pede og Noize aldrig viger for langt bort fra konceptets udgangspunkt. Resultatet er nogle af de fornemmeste kreationer Noize har rystet af sig i lang tid. Flere steder kigger Benjamin Koppel forbi med sin saxofon, hvilket giver perfekt mening, da man allerede har hørt hans saxofon på bl.a. "Ikke Und Mer" og "Miss Danmark" fra Over Askeskyen 1 og 2, så det er en velkendt lyd i Pede B øjemed.

Det er dog ikke bare godt sat sammen rent musikalsk, det er kreativt og legesygt på den snedige og yderst kløgtige måde. Tag fx "Væk herfra", hvor Pede B sammen med LuxXx rapper om aktiv dødshjælp. Her tager Noize udgangspunkt i den fine "Badehotel", hvor omkvædet lyder: "Hvis de andre spørger, hvor jeg er, må du svare. Hjælp mig hvis du tør, lyv mig fri, væk herfra". Pede B rapper:

"Jeg sidder her og ser dig tabe hele kampen /
Vel vidende disse timer er de sidste vi har sammen /
Så langt væk, men jeg håber du kan høre /
Så jeg hvisker i dit øre: er der noget jeg ka' gøre?" 

Derefter følger Albertes omkvæd, som Noize har klippet til, så det passer ualmindelig godt til konteksten: "Hvis de andre spørger, hvor jeg er, må du svare. Hjælp mig hvis du tør, lyv mig fri, væk herfra". Det er godt set, det er ekstremt godt bearbejdet og det er knivskarpt skrevet.

På andre numre har de inviteret Alberte til at indspilde ny vokal, fremfor at fortolke et sample. "Hvordan" er et godt eksempel, hvor den stilfærdige genistreg "Hindbær i sneen" er blevet forvandlet til et potent hiphop-brag med en savtakket basgang, et nakkebrækkende drum-break og en Alberte på omkvædet, der ikke har skyggen af et problem med at kalibrere sin attitude med det hårde hiphop-beat. Det fungerer besynderligt suverænt! Put en udsøgt Nixen feature oven i hatten, og vi nærmer os det perfekte nummer; "Jeg lever ikk' af det, men jeg lever når jeg gør det!".

Nixen er ikke den eneste feature der gør det godt. Det siger i virkeligheden en hel del om Pede B og Dj Noize's status som autoriteter i dansk hiphop, at folk, der inviteres til at gæste deres projekt, om end venner, leverer deres ypperste. LuxXx, Livid og Stik Op Jakob leverer blændende vers, Klumben gør sin ting på "Klarer sig" og rap'inden FordærvBerg bidrager med et uforglemmeligt omkvæd på "Du Tør Ik".

At Fight Night -kongen og battlerap-entreprenøren Pede B, er blevet så god til at fortælle historie og formidle livserfaring som det er tilfældet på Vi Hjerte Alberte, imponerer mig stort. At han tilmed (gen-) introducerer Alberte til sit publikum, er noget af det mest geniale, der er sket i dansk rap i lang tid, og dét alene bør næsten afkaste top-karakter.
    EP'en er dog ikke fejlfri. Der er enkelte skønhedspletter, men det er ikke mere alvorligt, end at projektet stadig tager sig godt ud i sin helhed.

Pede B har længe kunne kalde sig freestyle-mester, rap-ikon og landets mest produktive rapper. Med Vi Hjerte Alberte kan han nu også kalde sig bro-bygger, kultur-formidler og ambassadør for god stil, og dermed en af dansk raps absolut mest betydningsfulde bekendtskaber.

Hent Vi Hjerte Alberte gratis her

4.5/6

- Jeppe Barslund 

L'Orange - The Orchid Days

Hvis man ikke tæller den seneste uges tid med, er det album jeg har lyttet mest til i år Mark Orton's soundtrack, eller nok mere præcist score, til Alexander Payne's Oscar-nominerede Nebraska. Et soundtrack der gør det, soundtracks gør bedst: henfører lytteren til en musikalsk forfatning, der både bærer reminiscens til filmen stemning og som samtidig lader lytteren fortolke og male sin egen historie til musikken.

Tæller vi den forgange uges tid med, at det ikke længere Mark Orton's soundtrack der er blevet spiller mest herhjemme, men derimod L'Orange's dugfriske The Orchid Days. At L'Orange udgiver et nyt fuldlængdes album så kort tid efter The City Under the City (som igen blev udgivet kort efter The Mad Writer) er imponerende nok i sig selv, men at The Orchid Days tilmed er hans ypperste præstation hidtil gør det decideret skørt.

The Orchid Days er hovedsageligt et sample-baseret instrumental-projekt, og gør præcist som førnævnte pragteksemplar på et soundtrack; den skaber stemningsbilleder, der opfordrer lytteren til at skabe sin egen verden og sin egen fortælling ud fra musikken. Der burde næsten følge 19 lærreder med albummet, så man kunne visualisere sine fortolkninger ud fra de forskellige skæringer.
     The Orchid Days er dog umiddelbart mere end "bare" et fiktivt soundtrack. Pladen er "lavet" som en film, hvor billedsiden er skåret fra. De forskellige samples af dialoger fra tudsegamle film og tilstøvede jazz-glemsler beretter om en kærlighedshistorie, der finder sted i en nær fremtiden, midt i verdens undergang. Denne korsvej imellem det romantiske og det melankolske kommer perfekt til udtryk i musikken, da L'Orange på fornem vis balancerer imellem det lette og humorrige og det mørke og dystre. Stemningen minder en smule om Lars Von Trier's Melancolia, hvor en menneskelig historie udspiller sig, alt imens en overhængende og uundgåelig fare nærmer sig.

Historien på The Orchid Days serveres langt fra åbenlyst. Man skal lytte godt efter, og fortællingens detaljegrad afhænger af, hvor mange gange man "gider" nærlytte sig igennem pladen. L'Orange har hyret stemme-skuespilleren Erik Todd Dellums til at indlede det hele, og dirigerer samtidig en lille håndfuld ekstremt velvalgte gæster som Blu, Homeboy Sandman og Billie Woods, til at tage lytteren ved hånden og guider én i præcis den retning, hans slår an med sit lydbillede.
     Et ubegribelig flot produceret lydbillede that is! Konsekvent underspillet men altid med en næsten uhyggelig detaljegrad og en ditto sans for enten at finde eller skabe melodier ud fra de hundredevis af samples. Fra bittesmå og skrøbelige kompositioner som "Second Person" og "Will Wait" til større anlagte harmonier som "Eventually" og "Haiku" til fuldfede jazz-perler som "Need You" og "Mind vs Matter". L'Orange's kreationer hviler på sampling af musik fra en jazz- og swing-era, der er så bedaget, at selv mine bedsteforældre ville synes det var gammelt. L'Orange undgår dog at lave en musikalsk reproduktion af Old Days og The Mad Writer som man måske kunne have frygtet, ved at have opdateret og udviklet sin sample-teknik. Den er ikke nødvendigvis blevet bedre som sådan, men han tager nogle andre midler i brug, der gør, at The Orchid Days en "sin egen" og ikke blot "endnu en". En sang, der på fortrinlig vis viser dette, er genistregen "Spilled Together". Sangen åbnes med en bid dialog taget fra en oldgammel film, hvor et forelsket par, mildt mistroisk, udtrykker, at de har savnet hinanden, efter at have været separeret. Et knasende og knirkende vokalsample tager over: "You ran away and my heart went......", og så falder beatet ind, båret frem af et fabelagtigt drum-break, håndfaste dj-cuts og en uhyre kløgtigt hæklet konversation, skabt ud fra en håndfuld forskellige vokalsamples.

Jeg har i et øjebliks totalt nerd-rage forsøgt at illustrere ovenfor, hvordan L'Orange vækker denne samtale til live. De forskellige brudstykker siger ikke noget specifikt, ja det er faktisk noget volapyk, men i og med, at sangen starter ud med den førnævnte dialog, giver det perfekt mening, at denne dialog "fortsættes" via L'Orange's kunstneriske udtryk. Dette illustrerer ganske godt, hvor omhyggelig og præcis L'Orange er i sin manipulation af musik. Han fortolker sine referencer og inspirationer, og skaber noget nyt og originalt ud fra en forgangen musikskat.
     Der hvor The Orchid Days adskiller sig fra The Mad Writer og især The City Under The City, er i dens "krav" til at blive set om en helhed. The Orchid Days er en samlet lytteoplevelse, og selvom de enkelte gæstebårne tracks står en smule ud, fungerer pladen uden tvivl bedst som en samlet pakke. Flere skæringer ville højst sandsynligt ikke fungere ude af kontekst, men som perlerække på den røde tråd som L'Orange har fået skabt, går det hele op i en højere enhed og gør den underspillede The Orchid Days til et stort værk.  

5/6

- Jeppe Barslund

Tjek som en lille bonus også L'Orange's tre bidrag til MMG-kompilationen Mandala Vol. 1: Polysonic Flows:

CunninLynguists - Strange Journey Volume Three

"The first ever truely crowd-sourced record". - Sådan beskriver CunninLynguists deres nye forøgelse til musik-CV'et Strange Journey Volume Three (herfra forkortet SJV3), som de har arbejdet på et stort års tid. Crowd-funding har været populært blandt hiphop-kunstnere i nogle år efterhånden, og platformen har gjort det muligt for bl.a. Blue Scholars, The Procussions, YC The Cynic og The Grouch & Eligh at finde økonomisk støtte hos fans og tilhængere, til at kunne udgive et album.
     Cunninlynguists var dog ikke interesserede i penge da de søsatte SJV3, de var derimod interesserede i deres fans' ideer, tanker, holdninger og synspunkter til selve den kreative proces. Den ganske massive fanbase blev derfor gjort til producere/A&Rs, og som det første plade-projekt nogensinde (påstår de) er SJV3 ikke crowd-fundet men crowd-sourced.

Gennem forslag og omfattende meningsmålinger har fans været medbestemmende i alt fra gæste-rappere, gæsteproducere, sang-koncepter, samples, plade-artwork og merchandise. Dog med måde, for selvom CunninLynguists er en magtfaktor inden for undergrunds-hiphop, kan de ikke få alle ønsker til at gå i opfyldelse. Af de 25 rappere, der fik flest stemmer og derfor var "fan-favoritter", er "kun" ti rent faktisk havnet på pladen. Af de mange forslag til gæste- og co-producere har kun to fundet vej til udgivelsen. Det var måske lidt fjollet overhovedet at have den kategori med, når Kno meldte ud tidligt i forløbet, at han ville stå for størstedelen af produktionerne. Det har dog været sjovt at se hvordan den - i forhold til "modstanderne" ukendte norske producer Thomax, gav alt og alle baghjul. Han aktiverede i stor stil sin egen norske fanbase og opfordrede dem til at sætte deres kryds ved ham, hvilket sikrede ham næsten lige så mange stemmer som resten af feltet tilsammen. Som Kno sagde: "he basically had all of Norway lined up!".

Hvor Strange Journey Volume One og Two var mere "on the road" agtige mixtapes, der på en måde var opsummerende soundtracks fra deres tours igennem Europa og USA, lyder SJV3 som et reelt album. CunninLynguists er mestre i at konceptualisere deres projekter, og rammefortællingen på SJV3 udfolder sig som en rejse i det ydre rum. De kommer lang vejs fra; fra en anden planet, et andet solsystem, en anden galakse måske, for at besøge planeten Jorden og studere os menneskers adfærdsmønstre. Det er en kort og præcist anmærket ramme, der fastholder en rød tråd igennem albummet, men som samtidig legitimerer, at der er plads til et væld af forskellige stile, temaer og emner, uden at det virker sporadisk eller ustruktureret.

Art submission 3 - Chris B. Murray

SJV1 og 2 startede med henholdsvis "Departure" og "Departure Part 2", da tourbussen ret bogstaveligt rullede ud på landevejen. SJV3 starter med "Ignition", da gruppens rejse-guide Miley3000 gør klar til at sende dem i kurs mod jorden, hvor de skal "verify intelligent and empathetic life".
     "Ignition" glider over i pladens første reelle nummer "Strange Universe", hvor gæsterapper Del the Funky Homosapien indtager sin gode gamle rolle som galactic rhyme federation champion Deltron Zero fra Deltron 3030 projektet (der, for de uvidende, er en episk rum-fortælling). I forhold til den originale Deltron 3030 fortælling kan det umiddelbart undre én, at Deltron Zero har lyst til at tage tilbage til jorden efter sit sidste besøg. Ikke desto mindre ankommer han til Moder Jord, og mandskabets mission for at finde intelligens og empati kan begynde.

Herfra er narrativet ganske løst. Pladen som helhed virker besynderligt nok stadig meget sammensat, hvilket vel nok bare skyldes, at CunninLynguists har været ganske smarte i deres valg af ramme, da denne "tillader", at størstedelen af pladen er rimelig ustruktureret. Alle former for rap kan velsagtens kategoriseres som "menneskelig adfærd", så hvad end det er Tonedeff der leger "Phallaxor The Matter Lord, master of war with plasma swords" på "Urutora Kaiju" eller Grieves, der i sin brandert sender dick-pics til Murs, så er man konstant vidne til menneskelighedens mange være-måder.
     Enkelte numre fungerer dog som fast element i fortællingen, fx "Beyond The Sun", hvor Deacon på formidabel vis får beskrevet "mødet" med jorden og dens befolkning:

"I arrived to blue skies and green rivers /
Traveled the globe, amazed how every scene differs /
My esteem's on K2, I dream bigger /
To Mother Earth I bow like when the queen enters /
Life's so beautiful it's musical, I sing along /
But it's inhabitants so quickly say I'm singing wrong /
Well let's reherse /
I'll sing the hook, you take the verse /
Let's build a bridge, if you ain't feelin' it then let's reverse /
We'll make it work over time with open mind /
Hope is dying, let's fix the broken so folk can shine /
I want to help secure fortress /
Pass torches /
Be boisterous about more than fast Porsches /
And stayin' perched on porches takin' self-portrait /
After self-portrait /
You treat it like horse shit /
Got all this beauty in this world and you ignore it /
For you don't see the trees or the forest /
You forfeit"

Et fantastisk vers, der illustrerer den positive indgangsvinkel og åbenheden over for mødet med det nye (himlen er blå, floderne grønne og livet er smukt), det optimistiske forsøg på at  knytte bånd og bygge bro med mennesket ("Let's build a bridge") til frustrationen over "vores" selvoptagethed, ignorance og værdiløse bestræbelser. Der ligger naturligvis en subtil løftet pegefinger til os alle heri. Miley3000's konklusion er da også klokkeklar:

"Your mission has failed. Empathetic and intelligent life has not been found on planet Earth. On the contrary, is it my belief that we are all bigger idiots than we were before we arrived"

Men nok om alt det rum-ævl! Hvad der virkelig imponerer mig ved SJV3 er, at CunninLynguists "har fået" (stort set) samtlige gæsteoptrædender til at levere deres ypperste. Det testamenterer i høj grad, at CunninLynguists har vokset sig til at blive en magtfuld autoritet i undergrunds-hiphoppen. Gæste-rapperne har ikke bare tænkt: "nu skal jeg lige lægge det her gæstevers". De har tænkt: "jeg skal lægge et gæstevers på et CunninLynguists-projekt, jeg må hellere tage mig gevaldigt sammen!" - og det har de så gjort! Toby, Aesop Rock, Sheisty Khrist, Masta Ace, Tonedeff - jeg kunne blive ved. RA Scion leverer fald-ned-af-stolen værdigt materiale. Hvad der er endnu vildere er, at de mange suveræne gæster til trods, er det sgu Deacon og Natti der leverer de mest memorable vers - vers i flertal: en yderligere cementering af deres kapacitet og dygtighed. Natti rapper hurtigere på "Urutora Kaiju" end jeg anede han var i stand til. Deacon rappere så aggressivt på "Kings" at Celph Titled og Apathy blegner på det følgende track. Og så opretholder de begge det blændende forfatterskab, man er blevet vandt til at kunne forvente fra dem.

Kno har holdt sig til et enkelt vers på "The Format" (der med Masta Ace og Mr. Sos som gæster og RJD2 på beatetet, fortsætter hvor "Seasons" slap i 2003), ellers har han koncentreret sig om lydsiden (foruden lidt sang her og der). En lydside, der til tider lyder (lige lovlig meget) som en parafrase til Oneirology og Death Is Silent ("Kings" læner sig farligt meget op ad "Not at the End"), men som også ofte excellerer i pure frydefuld vellyd. Hans minutiøst optegnede beats består i de fleste tilfælde af en stringent bund af organiske instrumenter, tilsat et dekorativt virvar af sirlige effekter og samples. Lydlandskabet er enormt, og der er virkelig mange kroge og afskygninger at gå på opdagelse i. Jeg vil nærmest beskrive det som værende umuligt at få det hele med, før efter tre-fire lyt.
     Ikke alle produktioner er dog lige spændende. "South Carolina" balancerer på grænsen til det undervældende, "Drunk Dial" virker lidt fjollet, "The Morning" rammer helt forbi undertegnede og "Hot" synes lidt letbenet sat op imod andre af pladens konge-skæringer. "Dying Breed" er ikke dårlig, men jeg undrer mig over hvorfor CunninLynguists har inviteret en gæsteproducer ind for at producere et Kno-beat?
   
De veldrejede kompositioner er heldigvis i overtal. "In the City", "Innerspace", "Guide You Through Shadows", "Kings", "Castles", "The Format", "Beyond the Sun" og "Urutora Kaiju" er alle sublime. Mange af dem lyder umiddelbart ganske ens, og mit førstehåndsindtryk af pladen var faktisk ikke just positivt, da jeg synes produktionerne varierede for lidt fra hinanden. Men som altid kræver Kno's beats, at man dykker ned i lydkulissen for at finde de små detaljer og elementer, der i sidste ende gør, at hvert nummer er sit helt eget.

Der er ikke nogen tvivl om, at SJV3 overgår dens to forgængere med talrige længder, men der er stadig lidt vej til det niveau CunninLynguists' seneste reelle plader ligger på. Der er virkelig mange flotte beats og solide vers, men der er lige akkurat nok mindre spændende momenter til, at det kan mærkes på det samlede indtryk. Strange Journey Volume Three er i sandhed en besynderlig rejse; underholdende og veleksekveret, men med enkelte bump (lufthuller?) på raket-farten.

4.5/6

- Jeppe Barslund