Blue Scholars - Cinémetropolis

Da Geo og Sabzi debuterede med Blue Scholars albummet i 2005 (efterfulgt få måneder senere af EP'en The Long March), rappede de om at være en del af den hårdtarbejdende middelklasse, og om at måtte negligere sine ambitioner og leve som blue colar worker, for at tjene til dagen og vejen. Alt sammen leveret "with the wonderful blend og black language and imigrant accents" over melodiøst gyngende jazz/blues produktioner.
Siden da er der sket meget for Blue Scholars. - De har gennemgået en flot udvikling, og på Seattle duoens tredje album gør de som de altid har gjort: går i en helt ny retning! Geo (som ikke længere har et 'logic' efter sit navn) og Sabzi har ikke udgivet to enslydende projekter, og denne tendens må man sige, at Cinémetropolis følger.

"If it spins on a reel, it gotta be real /
But real in real life just remind us of film /
And now you say something's like a movie when it's real /
Like a film's much realer than anything you feel /
In the Cinémetropolis"

Konceptet med pladen har været, at én specifik film har inspireret dem til at lave ét specifikt nummer. Dét nummer skal så efterfølgende danne rammerne for en helt ny kortfilm, og planen er, at der skal laves en kortfilm til hvert nummer på Cinémetropolis, deraf titlen.
I skrivende stund er der kun lavet en kortfilm til "Slick Watts", og dét resultat er ikke just imponerende i mine øjne. Den er kedeligt filmet, skuespillet er ganske ringe, den er meget Seattle-intern, og så kører der et beat i starten af videoen, der er længder bedre end selve "Slick Watts" nummeret. Men lad os nu se.

Jeg vil med det samme sige, at film-konceptet gør pladen til gruppens mindst sammenhængende hidtil. Der er ikke en gennemgående tematisk rød tråd at finde som man er vant til, - pladen er i højere grad udgjort af en masse komplet forskellige numre, med film-princippet som fællesnævner.

En anden fællesnævner, der bestemt også driver værket, er deres flabethed, som virkelig oser på Cinémetropolis, - så meget faktisk, at det til tider giver bagslag. Som Geo rapper på "Chief Sealth": "I'm from a analog era where we mash that beat / No screens, no things, just pads n' keys". - Musikalsk er Cinématropolis en spydig kommentar til nutidens mainstream analog-drevne hiphop. Hvis man forestiller sig, at Sabzi fik adgang til f.eks. Lex Lugers producer-grej, og så producerede beats ved hjælp af de club-trommer, hi-hats, fler-lags synth og 808's, der hører til radio-hiphop, og så tilføjede sin egen, uovertrufne musikalske dygtighed, så har man en idé om, hvordan Cinémetropolis lyder.

Okay, overdrivelse fremmer forståelsen. Sabzi's eget vandmærke er selvfølgelig at finde over det hele. Man skal huske på, at han er uddannet klassisk jazz-pianist, og de fine klaver-melodier, om end i synth form, er at finde over alt på pladen. De japanske taiko-trommer, som han først anvendte på "Bananas" fra OOF! EP'en er også brugt på flere numre, og de alene afbalancerer det analoge feel på fornemmeste vis. Åbnings- og titelnummeret er et fremragende eksempel på den analoge flabethed. Der er synth på synth på synth, med pulserende hi-hats og computer blip-blop lyde til højre og venstre, men med taiko-trommerne og Sabzi's små melodiske indslag forvandler han det til en af hans bedste kreationer til dato.
På numre som den Black Eyed Peas lydende "Lalo Schifrin", den Owl City lydende "Hussein" går noget af luften af ballonen, - produktionerne er en smule kedelige, og ender med at lyde som de numre som de skulle have været en spoof af.
Andre numre bærer beats, der ikke er decideret dårlige, men som bestemt må sortere under Sabzi's "letteste" til dato. "Anna Karina" og "Marion Sunshine" bærer begge meget minimalistiske produktioner, og da der ingen udvikling sker, bliver også de en smule vage i det lange løb.
Andre steder fungerer minimalismen fortrinligt. Tag f.eks. det alt for bad ass nummer "Seijun Suzuki", der er drevet af et repeterende talk-box "riff", tonstunge taiko-trommer og mudret synth i baggrunden. Simpelthen top klasse.

Selvom Cinémetropolis rigtig nok bærer nogle af Sabzi's mere undervældende beats, så bærer den samtidig også nogle af hans mest kreative. "Oskar Barnack ~ Oscar Grant" f.eks. er af en anden verden! Oskar Barnack var manden, der opfandt Leica kameraet, som var grundlægger for "street photography". Sabzi har så siddet med dette Leica kamera og optaget alle de forskellige lyde det kan lave; tryk, rul, drej, skift film, tag billede og hvad man ellers kan. Disse lyde har han så lavet et beat ud af, så percussion-kernen af nummeret består af kamera-lyde. Det er vanvittig flot lavet. På nummeret opfordrer Geo råbende til at "shoot the cops", - med kameraer altså. Et genialt twist til "fuck tha police" rappen. Han mener, at det stærkeste våben imod politiet ikke er vold, men at dokumentere deres "ugerninger". "Shoot the cops - get your cameras out your pocket people!".

Why ask for permission when you know you can't have it /
Not until my name done travel the damn planet"

Lyrisk set er Geo i hopla, ja, jeg vil faktisk mene at nogle af hans skarpeste linjer er at finde på nærværende plade, men ligesom hans producer-makker er det ikke helt uden bump på vejen. Et nummer som "Slick Watts", hvor han bruger hele første vers på at opremse geografiske residenser i Seattle virker en smule under hans standart. Men de skarpsindige tekster er i herlig overflod. "George Jackson" er en af hans stærkeste præstationer overhovedet, med linjer som:

"Me, I think you are more in charge than you think /
They want you behind bars and not the ones that you spit /
You still rappin' a rap, I'm so over this shit /
We callin' this a wrap, here's a present in fact, I say /
Nobody move, everybody get hurt /
I'm stickin' up the world now for everything it's worth /
'Cause I ain't tryna rest if this shit is gettin' worse /
And I'm tryna do more than just put it in a verse"

På "Yuri Kochiyama" (japansk, nobel-pris nomineret menneskerettigheds aktivist) rapper Geo om revolutionens frontløbere, med den motiverende linje "revolutionaries die, but the revolution don't" i centrum. I andet vers rapper han om Yuri, som var nære venner med Malcolm X, og som var med til hans tale da han blev skudt, og som holdte ham i sit skød da han døde:

"I've seen a picture up in Life magazine /
You were sittin' front seat for Malcolms last speech /
Saw the first man with the shotgun /
Two more came to get the job done /
Now who would have thought that it'd be you holding him /
I wonder what you felt when his eyes were going dim /
And if he never died would we know that he exists /
Ot would he have been the leader that we always seem to miss /
Now there's no taking back whatever happens in your mist /
You remind me that it's more than just a martyr and a myth"

Afsluttende rapper han, "When I grow up, I wanna be just like Yuri Kochiyama". Helt utroligt stærk sang.

Geo rapper også om mindre tunge og tankevækkende emner - ikke at der er noget i vejen med det, bevares - men han skaber en dejlig balance på pladen med f.eks. den poetiske flotte "Marion Sunshine" og let-indtagelige numre som weed-oden "Tommy Chong", der dog ikke er mindre skarp. I stedet for at have en Wiz Khalifa indgangsvinklen til weed-rap, så spytter Geo "Wikipedia raps", hvilket faktisk er ganske interessant. En opremsning af historiske facts om hvem der har røget hash igennem historien, som Shakespeare, Christopher Columbus, politibetjente, og ikke mindst: "George Washington himself probably smoked the chronic / Now his face gettin' traded for the shit, ironic". På tredje vers er Macklemore gæst med et helt (for)rygende vers, hvor han tager pis på alle weed-rapperne, gennemført med et sløret, konfust flow, Wiz Khalifa puns, Lil' Wayne-lydende hæse host, og sublime linjer som: "At 4:21 it was all about the looove / Now it's 4:31 and I'm paranoid as fffuck!". Man kunne måske mene, at det er en smule paradoksalt for Macklemore at rappe om at ryge hash efter at have lavet "Otherside" nummeret, men som han siger til sidst: "moderation, that's the key and the door is unlocked / It's up to you how to use it, make the call".
- Sabzi's produktion herpå er også formidabel, med en komplet lalleglad melodi, der stammer et sted fra jeg ikke kan huske, men som jeg tror alle vil kunne genkende.

"Gonna take more than a few to fool me /
You only get this timeless if you study Kool G"

Naturligvis er der også "hiphop for hiphoppens skyld" at finde på Cinémetropolis. Igen må "Seijun Suzuki" fremhæves, hvor Geo flower derud af som en vanvittig. På den ekko-rungende "Fou Lee" rapper han også som en drøm, og på "Fin" brillerer han med en teknisk snilde, der nok aldrig har været mere imponerende.

Der ER virkelig meget guf på Cinémetropolis. Lyd-mæssigt er det, det mindst Blue Scholars -lydende album til dato, men kan man abstrahere fra det faktum, at stilen er så ny og anderledes, er der uvurderligt guld at finde på denne skive. Jeg holder fast i, at Sabzi har nogle kedelige bidrag iblandt, men når han er god, så er han en af de bedste overhovedet.

Som man siger: "man kan ikke lære at stå på ski uden at falde". Som jeg ser det startede Blue Scholars deres karriere med et perfekt nedløb på en sort pist, så det er yderst tilforladeligt at de først falder og viser svaghedstegn nu, tre albums og to ep'er inde i karrieren. Især når svaghedstegnene ikke er værre end hvad tilfældet er. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Blue Scholars er nogen af de vigtigste på den internationale hiphop scene pt, og i min bog er de nok allerede blandt de vigtigste overhovedet. Gør dig selv en tjeneste og skaf Cinémetropolis hurtigst muligt!

5/6

Cinémetropolis kortfilm:

(klik link for at se filmene på YouTube)
(listen opdateres løbende)

01. Cinémetropolis
02. Hussein
03. Fou Lee
04. Lalo Schifrin
05. Seijun Suzuki
06. Anna Karina
07. Marion Sunshine
08. Slick Watts
09. George Jackson
10. Oskar Barnack ~ Oscar Grant
11. Yuri Kochiyama
12. Rani Mukerji
13. Tommy Chong
14. Chief Sealth
15. Fin

- Jeppe Barslund