Dialekten - Spis Rester II

I 2005 rappede en af mine undergrundshelte, Geologic, fra Seattle-duoen Blue Scholars: "I heard a few heads say that hiphop is dead / No it's not! - it's just malnourished and underfed". Budskabet med disse linjer var - og er - at ja, hiphoppen er blevet allerhelvedes watered down og miserabel på rigtig mange områder, men død vil den aldrig være, for så længe der er liv i undergrunden har Frk. Hiphop det strålende.
     Chewbacca og Nota Bene i Dialekten (der, som de fleste nok ved på nuværende tidspunkt, er mine helt store undergrundshelte her i kongeriget) er af præcis samme holdning. På "Ingen Skød" rapper de:

"De sir' hiphop er død, vi sir' den bare har skiftet form /
For ingen så nogen der skød, og der' stadig rugged kids i gården"

- Med Spis Rester II kunne beviset svært være meget klarere: Hiphoppen har det fantastisk!

Op til nu har Dialekten været en gruppe som man "kun" kunne nyde i små bidder af gangen. Enkelte bidrag til diverse mixtapes her og der, og så naturligvis Ude Af Frekvens EP'en fra 2009, der trods sin lille 6-numres format forbliver en af de bedste danske rapudgivelser i mange år. Spis Rester II er altså første egentlige langspiller fra duoen, og så er den endda "bare" forløber for deres debutalbum Stiplede Linjer, der lander engang i sensommeren. At materialet på Spis Rester II skulle være "rester" er dog helt ubegribeligt, da bundniveauet er så svimlende højt at det burde give konkurrenter musikalsk højdeskræk fra første sekund.

"Det' rytmen i melodien, det dit fix midt i virvaret /
Et genuint high á lá heroin /
Det' en beduins oase midt i tørre tider /
Det' sabotage på industriens pyramider"

Chewbacca og Nota Bene åbner på Spis Rester II døren ind til et univers, der af kendere vil virke dejlig bekendt. Det er vanen tro den mørke, tunge, jazz'ede, intense og knivskarpe side af hiphoppen vi befinder os på. Dialekten leverer den lyd, som hiphoppen selv har savnet, helt uden at det virker søgt eller forceret. En blanding af ydmyg respekt for kulturen, mesterlige tekniske færdigheder og et ikke-eksisterende behov for at lufte frembrusende egoer, gør, at Dialekten har "dét dér" som jeg i flere år har forsøgt at sætte ord på. Når de rapper, lytter man ikke bare til ord, der rappes ind i en mikrofon i en boks. - Man lytter til to unikke karakterer, hvis indlevelse, sans for dramaturgi og livliggørelse af lyrik får det meste andet rap til at virke grinagtigt banalt. På "Faldet" rapper Nota Bene: "Det meget tæt på latterligt så let jeg har det", og det er næsten helt rart endelig at opleve lidt af den indebrændte stolthed se dagens lys, for her er endelig tale om MC'er, hvis skills faktisk er proportionelle med blær'en:

"Jeg har skrevet sange, tekstforfattet, blækklattet mig frem /
Forelsket i nattens skygger, var gemt når jeg battlede mine egne /
Men drengene festede og knaldede non' kraner /
Det' grunden til jeg render rundt med det her latterlige garb /
Min brandert lovede ikk' at klippe det før albummet er klart /
Så nu sidder jeg på lokum og pukler med bomben bars /
Mens resten af branchen drukner i tåbeligt bras /
Toaster jeg brød i morgenkåbe og koger lidt kaf' /
Og venter på de vågner, jeg håber det' snart /
For de numre de pumper virker dummere end pap /
Ren Carl Mar Møller på coke op i nummeren på Karen /
Så jeg slukker for radioen og finder guldklumperne frem"

Om det er skarpsleben battlerap, hverdagspoesi fra rendestenen eller historiefortællinger der langes over disken, så gør de det til UG med 'X'. På "Hvem" fortæller de historien om den manipulerende og magtliderlige Pia, der møder den forskruede Peter over nettet, og hele opbygningen af historien, baggrundspræsentationerne af de to karakterer og leveringen af klimakset bevidner ypperlig forståelse for tekstforfatning. "Luftalarm" og "Træk Stikket" er ligeledes strålende eksempler på selv samme.
     En stor del af tiden går med at dele ud af lyriske ørefigner over "sovsetunge beat" med "smilebåndet i mol", og det er en udsøgt fornøjelse at være tilskuer til deres gladiatoriske afklapsning af alt fra grime-rappere til håbløse MC'er. "Hva' Det Er" er en af mixtapets perler, hvor en ualmindeligt veloplagt Trepac gæsterapper over det potentielt tungeste beat jeg nogensinde har hørt i dansk rap, og Chewbacca vrisser: "I ristede uden tilbehør, bare pissetørre / Og spiller big dogs, mentalt er I på havenissestørrelse".

Produktionerne er generelt set mageløse! Der er det obligatoriske tordenbrag af et beat fra Davey i form af "På Mellemhånd", Lars Da Fari bidrager med lidt gyngende reggae på "Faldet", Nota Bene viser på "Løs Op", at også han er ganske ferm bag knapperne, og så har PsoriaKriz og Chewbacca smedet "Min Øl" sammen, der simpelthen er en led satan af en banger, der bliver revet godt og grundigt rundt af Lil' Søster kollektivet.
     Chewbacca har egenhændigt sat resten sammen, og selvom jeg var klar over at han var dygtig, overraskede han mig alligevel positivt. Mixtapet åbnes med den sublime "Grobund", hvor bølgende trommer og jazz-blæsere danner et pumpende men stadig melodisk tilbagelænet beat. "Bang'ne Soul" og "Mellem Himlen Og Jeg" er pragtfulde nakkebrækkere, og produktionen på "Røgringe #1 og #2" løber én koldt ned ad ryggen med klagende vokalsamples. Og så må den bombastiske "Ingen Skød" selvfølgelig ikke glemmes; et bragende pragtstykke hvor Chewbacca rapper:

"Men nu det' cool at tage afstand fra kulturen /
Fordi det blev fortyndet som saftevand til forbrugeren /
Så det' da klart at man fik lortet forpurret /
Som et fucking juletræ, kom la' os hænge bling på skulpturen /
Lige indtil den statue den smadrede /
Er det så bare et stort vacuum vi efterlader /
Ja noget gik itu og noget nyt opstod /
Vi tager de gamle murbrokker og bygger på'ed"

Pyha. Der er ikke synderligt meget negativt at sige om det her. Produktionerne på "Luftalarm", "Hvem" og "Timeout" går måske ikke lige så rent ind hos undertegnede som de resterende. Den potentielt største fare ved Spis Rester II er, at den stil der lægges for dagen er så ens hele vejen igennem, at man måske ender med at skippe flere tracks, - ikke fordi de er dårlige, men fordi de minder så meget om andre numre på mixtapet der er bedre. 
Men som i forhåbentlig har fået fornemmelsen af i løbet af anmeldelsen her, så er det all in all ganske storslået det vi har med at gøre her. Var man lidt mindre mærkelig end mig, kunne Spis Rester II sikkert godt forsvares til fuldt hus på karakterskalaen. Grunden til at jeg "venter" med topkarakteren er, at jeg vil være sikker på at I ved, at jeg motherfucking mener det den dag jeg giver et dansk rapalbum topkarakter. Måske kommer den dag med Stiplede Linjer?

5/6

- Jeppe Barslund

DERFOR skal I glæde jer til Dialekten!

Jeg husker det som var det i går.
Året hed 2009 og et brev dumper ind ad brevsprækken. Afsender: "Echo Out" - ingen idé om hvem det er. Et anmeldereksemplar af Spytbakken #3 ligger deri. Jeg kaster et blik på tracklisten og genkender ingen navne. På med skiven og op med volumen. Dialektens "Kryb" flyder ud af højtalerne og jeg taber kæben. Mit syn på dansk rap blev ændret permanent fra dét sekund - til det bedre naturligvis - og jeg har været fan af Dialekten og Echo Out lige siden.
Der er ingen tvivl om, at Dialekten er min favorit danske rapgruppe igennem alle tider. Det "sjove" er, at de er blevet det, kun ved hjælp af et dusin enkelt-numre og en 6-numres EP. I kan derfor nok forstå, at jeg blev ovenud lykkelig da nyheden om ikke bare én men hele to langspillere fra Dialekten i 2012 brød ud.
Den 3. august lander duoens officielle debutalbum Stiplede Linjer, og som hype op til udgivelsen udgiver de 15-numres mixtapet Spis Rester II d. 26. maj.

Er det tilfældet, at du ikke kender Dialekten, så vil jeg med denne post vise dig hvad du er gået glip af. Kender du dem allerede vil et genlyt bestemt ikke skade.
     Det her kunne måske lugte lidt af, at Echo Out har spurgt om ikke jeg vil lave lidt larm om Dialekten op til deres releaseparty, men det her er mig - Jeppe Barslund - der bare gerne vil være sikker på, at I derude er bevidst om gruppens eksistens. Damn det ville være ærgeligt at gå rundt, ubevidst om det her musik! Jeg har plukket mine fem favoritter.

"Kryb"

Fra Spytbakken #3

"Kryb" var som sagt min introduktion til gruppen, og hvilken en af slagsen! FlotteDavey's beat er af en anden verden. De jazz'ede elementer, vokal-samplet og de stramme trommer går op i en højere enhed og danner perfekt bund for Nota Bene og Chewbacca, der begge rapper som en drøm, ind og ud af hinanden. Uden tvivl på top 10 listen blandt bedste danske rapnumre. 

Chewbacca
Jeg står ved lygtepælen
Tvivlsom om hvad der skal transportere mig, noget sir' mig løb for dælen
Ønsketænkningen ka' ikk' indhente din glød til vægen
Og hva' nytter det og stå og sparke til lygtepæle

Nota Bene
Jeg sir' til mig selv jeg ikk' et bistert væsen
Men jeg får for tit fornemmelsen af jeg er så pissed at det sitrer i pelsen
Og den agressive energi gir' blister på sjælen
Men længslen for at frigive den slår gnister når jeg griber pennen

Chewbacca
Ubeslutsomhed og tvivl følger hinanden
Hiver mig med på bølgernes dans, håber bare jeg skyller i land
På en palmestrand hvor jeg ka' ryste de forbandede kryb af i sandet
og skrive første vers til min salmesang

Nota Bene
Yo når jeg skriver, stikker jeg pointerne gennem flowet
Du kan ikk' være sikker før tvivlen er gennemgået
Og de fleste nåede det ikk', så vi må vende toget
Med så broget musik de ikk' ka' kende start og ende på'ed
Men vi' der snart, auf wieder sehen
Tænd weeden
Pis dit navn i sneen inden graven visker det tavst til en
Goddavs Nota Bene, djævlebarn for fanden
Skeen må i den anden før det for sent
Jeg skal ha' vinger men hører en kalden
Så smid halvdelen og få det hele tilbage i skallen
Eller mist forstanden, og jeg' mest til den anden
Altid pissed og på spanden
Pessimist men bespist og bevidst om en anden skæbne end den jeg fik
Så jeg vel glad når jeg' pissetrist
Vissen egoist, skiftende mellem helligdom og diabolik
Min ateist skrifter kun via musik
Og forvirrende Dia-logik til skriften
Skriger på det hvide snit
Men mit blik er bredt jeg ser det tydeligt
yeah, gammel-ung, gumpetung samtidig klog og dum
Flower dumt på det sprog der må forståes som kunst
Verden skifter på få sekunder
Det ene øjeblik skinner solen det næste går den under
Ka' ikk' finde hoved eller hale
Roder mentalt men koden er knækker og mismodet er kvalt

Tvivlen gir' mig kryb
Og jeg ryster dem af, for de kradser bare jeg løfter min hage
Og jeg gider ikk' og løbe
Så jeg må rocke dem væk og la' lopperne spjæt' op i det mix
Tvivlen gir' mig kryb
Og jeg ryster dem af, for de kradser bare jeg løfter min hage
Og jeg gider ikk' og løbe
Så jeg må rocke dem væk, yeah rocke dem væk, rocke dem væk

Nota Bene
Jeg åbner døren for tvivl, krybene de kravler ind
Der mørkt udenfor, lyset tiltrækker dem
Jeg rækker fingeren frem, de bider armen af
Jeg sku' ha' kvittet for længst og hørt på hva' karma sagde

Chewbacca
Den sultne lyriker sidder med en flaske chateoux
Får kuldegysninger ud af det blå, og så glasset itu
Haster ud af hans stue, fuld og pissed off
For han har stadig ikk' nået de ting han skulle sidste år

Nota Bene
Men det går bummelum-be-di-bum-ba-ba
Blues, når jeg presser juice på de tvivlende lus
Der gir' livsgivende ruser og hvirvlende loops
Jeg kvitter rimskrivningen og la' linjerne cruise

Chewbacca
Jeg spænder livrem og sele
spurter på eksede ben
For at nå de sidste lygtepæle inden de slukker en efter en
Måske det for sent
De sidste glimt er uden for rækkevidde dummy
Du' så stenet du kun ka' trække på smilebåndet
Smilehullerne blir' til grøfter du ikk' ka' komme op fra
Du' fuld af løfter man hva' gør du med ti tommeltotter
Jo større spørgsmålstegn jo mere søger du bortforklaringen
Men alle vejskiltene fører til korsvejen
Hør på forårsregnen, den renser din sti ren
Og gir' dig en ekstra håndfuld chancer til at gribe dagen
La' de kryb bli' fodder for dine rotter på loftet
Hop ud på avenuen igen
Find dit glimt og så rocker du spottet
Yeah, la' intet sætte dig i bås
Læg de flows tættere end k k Kegr med dåse
Bang din soul til der ikk' er mere aerosol i dig
Og du flyver på rusen som en alkoholiker
Ja jeg prøver ihærdigt at slå mig løs
Rive mig fri fra et mærkeligt hjerte der nok burde undersøges
Og jeg' tit tæt på og lige ved
Men livet er som et S-tog, altid på sporet med en begrænset frihed
Det kræver mod at bryde fri, og følgerne kan være modbydelige
Men jeg må snart tage chancen, selv med en chance for at falde
Så jeg ka' ryst' de kryb af mig en gang for alle

Tvivlen gir' mig kryb
Og jeg ryster dem af, for de kradser bare jeg løfter min hage
Og jeg gider ikk' og løbe
Så jeg må rocke dem væk og la' lopperne spjæt' op i det mix
Tvivlen gir' mig kryb
Og jeg ryster dem af, for de kradser bare jeg løfter min hage
Og jeg gider ikk' og løbe
Så jeg må rocke dem væk, yeah rocke dem væk, rocke dem væk

"Hvor Perfekt Du Er"

Fra Spytbakken #2

Det her nummer er vanvittigt! Igen er det FlotteDavey på beatet, og han har kreeret et beat der er så rytmisk "forvirrende" og kompliceret at jeg slet ikke ville ane hvordan jeg skulle gribe det án som rapper. Nota Bene er alene på dette nummer, og han tæmmer den kaotiske produktion til perfektion, og leverer måbende flotte linjer over det dundrende beat.

Okay, yoyoyo
Skoene er for små, hatten for lille
Jeg ville få mig noget der passed' hvis man ku' handle med skills
Men jeg ka' ikk' spille en rolle der ikk' passer til
Så der ingen skrills til fattig-ass Niels
Når jeg battler for pils, nasser din datters happy meal
Og smasker tilfreds og vasker mit fjæs i din mass appeal
Crusty ass for real, jeg har et job men jeg tjener ikk' nok
Jeg må i skraldespanden og pille
Stille sulten ikk' skoene
Finde guldet og slip' for at være beroende
På familien for det klart de støtter hvis jeg be'r dem
Men Bøtker spytter klart, det nytter ikk' at tage den derhen
Må løfte mit eget, fordreje lykken og få bøffen klar
Jeg' kok i egen køkken og jeg må ha' kød i eget
Hiphoppen gør nar
Den farede vild i poppen
Så nu vi frivilligt arveløse, forargede kids med ild i kroppen
Så vi rocker, men ikk' i rytmer nærmere spasmer
Mellem antisociale ticks og materielle orgasmer
Så til alle har plastik allergi og fri for lykkepiller
Binder jeg løkker til mine dæmoner når musikken spiller
Ja Niller spiller jazz-pastiller, boom-bap klassikere
Med løftet midterfinger til vores forskruede nationalister
De føler sig truet, putter alt i register
Lever livet ved roden og tar' smilende som gisler 

Men løft hoved, min ven
For lykken er på mode igen
Så løb hva' du kan for pastiche og penge
For hvis du ikk' smiler, viser vi tænder og stemmer dig hjem
Men løft hoved, min ven
For lykken er på mode igen
Så æd grønt og dyrk yoga
Send penge til Unicef 
Og care for dit velværd, for at vise verden hvor perfekt du er

Men flasken splintrer, karmaen find dig
Glimrer hvis et fraværd som vinter
For ham her var en vinder
Men nu ligger jakkesættet og snakken går
For han blev stukket ned af samme bums han stak en hundred-lap i går
Så nu vokser kløften
Mellem de lykkelige og de knap så kløgtfri, der ikk' bare lige ka' købe sig fri
Men sidder fast med følelsen af svin
Mens vi smiler og træder høfligt forbi
For hva' fanden rager det mig
Jeg har jo mit skidt med ham i rendestenen så længe valget er frit
Men alt er tilfælde, alt er tilladt
Der ingen spilleregler, hvis du vil så gør det
Før det for sent og modet er størknet
Få nu hoved ud af mørket
Løft op i skørtet, kys din tøs for jeg før det
Nørdet legebarn, glad orangutang
Med mad i maven men er stadig bange
For vi plastiklaminerer sjælen så skidtet ka' vaskes af
Den eneste hage er den forbistrede plastiksmag
Man hva' fa'en, det bare lidt mere sukker til dine havregryn
Glem kritikken og lad egoet skrabe skyen

Men løft hoved, min ven
For lykken er på mode igen
Så løb hva' du kan for pastiche og penge
For hvis du ikk' smiler, viser vi tænder og stemmer dig hjem
Men løft hoved, min ven
For lykken er på mode igen
Så æd grønt og dyrk yoga
Send penge til Unicef 
Og care for dit velværd, for at vise verden hvor perfekt du er

"Opkald"

Fra Spytbakken #5

Jeg kan huske, at det første jeg tænkte da jeg hørte dette nummer, var: Modern Day City Symphony. Chewbacca har produceret beatet, der med elementer af jazz, længselsfulde strygere, guitar og gungrende trommer lyder som noget Embee kunne have produceret for Looptroop tilbage i 2000 (læs: ekstremt flot beat!). Lyrisk retter Chewie og NB blikket bort fra battlerappen og fokuserer på noget mere indadvendt poesi, hvilket de også mestrer til nær perfektion. Især Chewbaccas del er utrolig personlig, følelsesladet og smukt skrevet.

Nota Bene
Jeg har tabt troen, ka' ikk' finde roen i mit eget
Så egoet knækker og knuser endnu et spejl
Fejlfindingsprogrammet kører i overdrive
Og lover mig endnu et nederlag selvom jeg flower tight
Ingen er dope som mig
Men fuck it jeg skubber tankerne til venstre
Og skriver mig en sang som en undskyldning for ikk' at snakke med mennesker
Elsker mig selv mer' end nogen anden
Men det lykkens gudinde gør ved mig gir' mig lyst til at flå hovedet af hende
I nat fik jeg et opkald fra en ex lidt i fem
Der nok bare ville knalde, kalde mig en nar og så bar' ta' hjem
Og det havde været fint, men jeg tog den ikk'
Hun skal skoles lidt så jeg ka' ringe hende op nu og kalde hende en forskruet bitch
Og jeg ved jeg' twistet og mistet noget essentielt
Mens jeg har gået og ledt efter Ms. Helt Speciel
Jeg sigter for højt jeg må ha' fuglen på øverste gren
Nægter at nøjes, jeg må ha' kys fra creme de lé creme
Og ikk' en tøjtet tøs fra et katalog fra Vogue
Men en der ka' tale med mig på et sprog jeg ka' forstå

Og i et toneleje der ikk' gir' tinitus
Men det en pinlig utopi så jeg blir' i min rus
x3

Jeg ka' ikk' se om jeg' ved starten eller enden
Om jeg får fred eller dobbelt så meget drama og går igennem
Men jeg går med
Uanset hvad og hvor mange mil 
Så skraber jeg bunden og skyerne med samme smil
Illuminerer mørket så godt jeg kan
En voksen mand anerkender livet ikk' er lutter boblevand
Der koldt på savannen, om natten æder vi hinanden
Så man må slås for at holde frosten fra forstanden

Chewbacca
En af mine nære venner fik en søn forleden
Den slags varmer om hjertet
Det gir' tro på at græsset kan blive grønt med tiden
Men drømmeriet skubbes væk da jeg får et opkald
Fra min kære far der siger hans mors dage er nok talte
Men det intet chok med alt det hun har været igennem
Næsten ti år som spøgelse i samme værelse og seng
På grund af simple uenigheder i min familie
Der endte med kunstig livsforlængelse, ikk' med naturens egen vilje
Og jeg kendte hende kun meget svagt desværre
Men trods de forskellige sprog så talte vi gerne
Hun var pianolærer, tidligere sangerinde
Ja, vi mange der har brug for at komme ud med klangen derinde fra
Ærer dit navn Elsa Kyster
Ta' vores kærlighed med i graven til der varmt og når du fryser
Og hold der tør når de siler ned
Nu ka' min familie få ro i sindet og du ka' hvile i fred

For folk fortjener bedre hvis det må stoppe så giv dem vinger
Især hvis de har levet og de nået til hvor livet ender
x2

Jeg ka' ikk' se om jeg' ved starten eller enden
Om jeg får fred eller dobbelt så meget drama og går igennem
Men jeg går med
Uanset hvad og hvor mange mil 
Så skraber jeg bunden og skyerne med samme smil
Illuminerer mørket så godt jeg kan
En voksen mand anerkender livet ikk' er lutter boblevand
Der koldt på savannen, om natten æder vi hinanden
Så man må slås for at holde frosten fra forstanden

"Ude Af Frekvens"

Fra Ude Af Frekvens EP'en

Ude Af Frekvens er egentlig en sjov udgivelse. Dialekten er en gruppe - eller en duo om man vil - men på intet tidspunkt på udgivelsen rapper de på samme nummer. På den anden side bevidner det måske i virkeligheden bare om en fantastisk kemi, at de netop ikke føler behov for at lave alt sammen. Både Nota Bene og Chewbacca har et nummer betitlet "Ude Af Frekvens", men i min bog er Chewies en tand bedre. Han har selv produceret beatet, der bæres op af et sindsygt effektivt samspil mellem pumpende trommer og en savtakket basgang. Tilføj dertil nogle spinkle, næsten westcoast lydende tangenter og en flabet harmonika-melodi (tror jeg det er) - så har du et mageløst beat. Hverdagens-poesien er lige i øjet.

Silhouetter af hvem jeg er og hvad jeg ku' blive

Vælter på scenen, fortid, fremtid og nutid, yir de smelter til én

Det ufuldendte menneske bruger hvad end det har

Udnytter det fra start til ende og fra ende til start 

Jeg tænker så klart, det burd' være så let det hele

Men det sænker min fart jeg ikk' ka' klare de ekstra mil

Så jeg snupper en power skra'wer 

Lukker mine øjne, men det stadig de grå toner der farver min aura

Ja sådan trawer vi, zombies

Overtræk på min søvnkonto, mangel på tilstedeværelse åndeligt

Jeg ænser ikk' spor, overser ledetråde

Og jeg har ikk'engang haft mine næsebor nede i noget

Vi søger efter, men hør' ikk' efter

Sløret' tekster ryger ind ad det ene, ud af det andet øre lige efter

Vi nyder nu'et imens livet derude blir' intenst

Helt uden at æns' vi' ude af frekvens

så

Kast dem op for rander under øjnene

Kast dem op hvis hjertet brænder under trøjerne

Kast dem op hvis I strandet på øen "misfornøjelse"

Og kast det op der forstyrrer fordøjelse

x2

Jeg holder mig bag beatet, vil aldrig ta' noget for givet

Derfor tilbringes de fleste dage i lydarkivet

Og jep, jeg nyder livet selvom det ku' være bedre

Men skidt med det, jeg skriver videre på værket og

Jeg har herre æder

Min mave rumler og jeg hungrer efter funky trommer på de mest sære steder

På arbejde, på lokum, i bus eller tog

Det' det der husker mig på hvorfor min puls den vil slå

O.K.

Jeg lider ikk' af søvnløshed

Men efter 30 linjers rim'ning tror jeg døget har 36 timer

Det begynder at blive slørret herinde bag ved

Men ingen undtagelse, der ingen sovepille indtagelse

For hvorfor skulle man fylde sig op med kemikalier

Når det hele bare hober sig op inde bag os

Koffein er mit vand og nikotin er min ild

Prøver at variere kosten og få rigeligt med timer til chill

Men ka' ikk' stop' når mig og mit crew griber til pils'

Så efter weekenden er alle vitaminerne spildt

Mit immunforsvar er ligesom Saddam i hulen for jeg

Fanger mig selv i at klamre mig til den smule jeg har

Har en masse at beklage mig over socialt

Det lyder gammelklogt, men har det bedst de dage hvor jeg sover normalt

Overskud til mit job, overskud til hiphop

Overskud til at holde hjulene igang som en discjock'

For det for nemt og flygte ind i et musikprogram

Ville helst være en lykkelig ignorant

Men jeg den realistiske, blødsødne stodderkarl

Holder det rødglødende selvom jeg rådner mentalt

Så jeg skrælder det rådne æble, kaster skallen ad helvedes til

Vil hellere miste hovedet end at spille det selvfede spil

Jeg nyder nu'et imens livet derude blir' intenst

Men ikk' uden at ænse' jeg ude af frekvens

Kast dem op for rander under øjnene

Kast dem op hvis hjertet brænder under trøjerne

Kast dem op hvis I strandet på øen "misfornøjelse"

Og kast det op der forstyrrer fordøjelse

x3

"Melodien I Larmen"

Fra Ude Af Frekvens EP'en

Det er så her jeg bliver nødt til at bruge store ord! Nota Benes solo-track "Melodien I Larmen" er min #1 favorit skæring i dansk rap historie. Bum. Så er det sagt. Alt ved dette nummer er genialt. FlotteDavey's beat, der helt uden om de gængse sang-opbygnings-formulaer får lov til at rulle i langt over et minut som instrumental, inden NB overhovedet går i gang, er bragende flot skruet sammen. De tunge trommer, hi-hatten og bas-gangen danner tilsammen et af de sprødeste fundamenter for at beat jeg nogensinde har hørt, og med strygere og blæsere oven i hatten er det rent ud sagt en mirakluløs kreation. Jeg behøver nok ikke sige mere, lyt for dælen!

Instrumentaliteten, taler til vokal atleten

MC'en sampler ord og tilbagebetaler trompeten

Maler kor og piano-soloer

Fra en planet der er så splittet, vi må forene den med de musikalske broer

Fra Indien til det kolde nord, fra maracas til bongoer

Et slags melodisk mirakel blir' skabt så din ånd gror

Vi rocker alt fra jungletrommer til koklokker

Jeg op' i den boks på et beat der har brug for mig

Slip dit inderste løs

La' verden stirre, vær' ikk' nervøs

Lad kinder blive røde stik en finger for karrieren kuvøs

Jeg slingrer folk tænker "den køter er herreløs"

Nope, jeg lærer bare at leve og selv det mærkeligste forsøges

Men tiden løber fra mig

Jeg rammer ikk' de mål jeg sætter så nu spjætter hele min arm for skrivekramper

Jeg stamper i jorden for lidt varme

Men ingen alarm

Jeg bare endnu et barn der brænder for melodien i larmen

Yo i den her verden af papirer

Skriger hjertet på stærkere værdier

Så jeg mærker efter og iværksætter mine skriblerier

Befrier indespærret energi

Og sammen med Dia læner vi os tilbage, nyder vejret

Og ignorerer vores ni-til-fire

Men legepladsen skrumper

De bomber Staden og Ungern'

Strammer grebet på trods af den stadigt stigende hunger

Eftersvar på det der forundrer

Men skattefar fordummer vor kunstnere

Så nu graver de guld i stedet for de tanker der gør det hele lidt smukkere

Som undergrundskunstneren der farvelægger boligbunkerne

Mumler vi vores poesi til melodien i jungletrommerne
Vi muntrer os med breakbeats, graffitti og rim til ungerne

Fumler med plader, graver støv og glemmer guldklumperne

Så la' musikken spille

LMS æd den lykkepille

Skrig "yes yes, vi fresh yes" når de andre er døde og vil chille

Vi stamper i jorden for lidt varme

Men ingen alarm

Vi bare et crew der står sammen om at fange melodien i larmen

. . . . . . . . . .

- Det var mine fem Dialekten favoritter. Jeg håber jeg har udklækket en håndfuld nye Dialekten fans. Vi ses på Operan d. 26. maj når de udgiver Spis Rester II - det bliver en fænomenal aften, og bor man i hovedstadsområdet så anbefaler jeg på det kraftigste, at man tropper op, drikker en øl, hører noget godt musik og viser, at der er liv i undergrunden. Jeppe Barslund over and out.

Interview: Blueprint

Sidst på interview-listen var Blueprint. På dette tidspunkt var dørene til Vega åbnet og folk var begyndt at fylde i gange, barer og ved scenen. Dette resulterede i et pre-showstart stress, der fik de mange teknikere til at løbe forvildet rundt. For at "fylde så lidt som muligt" blev vi vist over i et lille-bitte lokale for at lave interviewet. Én stol og ca. tre kvadratmeters gulvplads gjorde, at de første to minutter gik med at finde ud af, hvordan vi alle fem skulle være i lokalet. Blueprint foreslog at vi gjorde det "indian style" og satte os i rundkreds på gulvet - så det gjorde vi naturligvis, hvilket skulle vise sig at være en utrolig hyggelig måde at føre en samtale på. Vi indledte interviewet med det obligatoriske "hvordan har det været at tournere Europa" -spørgsmål:

"Smukt! Vores største og mest succesfulde tour hidtil. Jeg elsker at være her ovre. Der er så meget ved Europa der er meget mere mig end hjemme i USA. Det er hjemturen der er det svære. Tag f.eks. arkitekturen. Amerikansk arkitektur er bare grimt og kedeligt, med en McDonalds var tiende meter. Her over er alt bare smukt og imponerende. I har jo mange bygninger her i København der er meget ældre end hele mit lands historie. Europæisk kultur facinerer mig meget."

"Du har jo næsten lige udgivet dit nye album (Adventures In Counter-Culture). Hvilke tanker lå bag denne plade?"

"Ideen var at inkorporere alt det jeg har lært om musik i løbet af mit liv, i ét projekt. Jeg bliver ofte kaldt f.eks. "hiphop-kunstner", "rapper" eller "Dj", men sandheden er, at jeg er inspireret af meget mere end "bare" det, og det ville jeg lade komme til udtryk. Jeg har blandt andet været korsanger i kirken, jeg lærte at spille trambone i en tidlig alder og jeg har været med i flere R&B-grupper. Jeg har lavet meget andet musik end det jeg primært er kendt for idag. Plus, hele min familie er meget musikalsk. Vi havde en samling på omkring 70.000 vinyler, så min musiksmag har altid været meget eklektisk. Indtil nu har jeg kun lavet undergrunds-hiphop, men der er så meget andet musik der har haft indflydelse på mig som kunstner og menneske, så dét ville jeg vise med Adventures In Counter-Culture."

"Det er jo nogle år siden du sidst har været pladeaktuel. Hvad har du lavet siden sidste projekt med RJD2?"

"Lært om musik. Adventures In Counter-Culture skulle oprindeligt have været ude i 2008, men jeg fandt ud af, at man ikke bare kan sætte en deadline på kunst. Man kan ikke bare sige "nu vil jeg lære at spille klaver på ét år". Hvad hvis det tager to? Eller "jeg vil være verdens bedste rapper om tre år". Hvad hvis det tager fem? Hvis du sætter en tidsramme om et projekt limiterer du din vækst som kunstner, og det ville jeg ikke risikere. Det stod klart for mig, at hvis AICC skulle blive til det ambitiøse projekt jeg ønskede, så krævede det meget mere tid. Jeg ville for alt i verden undgå at leve endnu et rap-album, for dem har jeg lavet så mange af. Det her projekt skulle være gennemsyret af alt det jeg har lært om musik. Før i tiden havde jeg fx bare samplet en guitar, men alt hvad du hører på AICC er musik jeg har skrevet. Det hele er mig. Jeg skrev f.eks. nogle noder og sendte dem til en guitarist, som lærte at spille melodien, sendte stykket til mig, og så samplede jeg det. Jeg samplede altså en melodi jeg selv havde skrevet. Og sådan er det hele vejen igennem."

"Du siger, at du ikke laver musik for masserne, og at du helt bevidst ikke laver musik til radioen. Hvad ville et kommercielt gennembrud betyde for dig?"

"Ha ha! Det kommer højst sandsynligt ikke til at ske, men hvis radion begyndte at spille noget af min musik, som jeg har lagt sjæl i, så ville jeg da blive glad. Du ved, radioen spiller så meget shitty musik med en masse shitty kunstnere, så Blueprint ville da ikke være det værste de kunne spille, ha ha ha!"

 "Det ligger måske lidt i titlen til din nye plade. Kan du forklare meningen bag titlen?"

"Titlen har jeg lånt fra Steven Hager's bog af samme navn. Han var skribent hos High Time magazine og udgav den her bog, hvori han havde skrevet en række essays om "counter culture" -aktiviteter. Jeg læste bogen og blev utroligt inspireret, og besluttede mig for at tage hans koncept og overføre det til min musik. Samtidig passede titlen jo perfekt med min ambition om at prøve noget med musikken, som jeg aldrig havde prøvet før.
I forhold til den kultur jeg begår mig i, altså undergrundshiphoppen, så er min plade jo meget "counter-cultural", i og med at den går imod alt det man plejer at høre."

"Så du ville bevidst lave en plade, der udfordrede den nuværende hiphop-scene?"

"Ikke nødvendigvis udfordre, men helt sikkert vise at undergrundshiphoppen ikke behøver at være så ensidig. Bare fordi folk der hører Big Daddy Kane og Gang Starr ikke kan lide min musik, betyder det jo ikke, at jeg er mindre hiphop. Hvis folk der lytter til Bon Iver kan lide min musik gør det mig heller ikke mindre hiphop. Afrika Bambaataa vendte både elektroniske, rock'ede og country-plader, og han var æddermanme hiphop. Måske vil jeg bare minde folk om, hvad hiphoppen også kan. Et ord der blev brugt meget om AICC da den udkom var "eksperimenterende", og ja, det er den da nok i forhold til andre udgivelser i dag, man hiphop handler om at være eksperimenterende og skabe noget nyt. Mange rappere er blevet bange for at søge nye græsgange, så de gentager sig selv gang på gang, hvilket er fint nok, men jo ikke særlig hiphoppet i forhold til, at hiphoppen startede ud som værende et musikalsk eksperiment i sig selv.
     Når jeg har udgivet Soul Position udgivelser med RJD2 har folk sagt: "han er en dygtig rapper ham der", men med den her har folk sagt "han er en dygtig kunstner", og dét betyder mere for mig. Så kan det godt være, at der er nogen der har rystet på hovedet over min nye plade, men nogen gange skal folk altså ruskes lidt rundt."

"Du har et nummer på pladen der hedder "Radio InActive", og det er noget med, at der ligger en interessant historie bag det nummer. Kan du fortælle lidt om hvad der skete?"

"Jeg var blevet inviteret op til den største radiostation i Columbus, Ohio. En virkelig populær radio-station, der havde hørt lidt om mig. De havde ikke hørt min musik, men de havde hørt nogle historier og set mig på forsiden af nogle magasiner, så de tænkte at jeg da måtte være populær, så de inviterede mig ind i studiet. De var sikre på at jeg var en kommerciel rapper, der var på vej til at bryde igennem, så jeg kom op til dem lørdag aften i bedste sendetid, hvor der er flest lyttere, for at blive interviewt. På det her tidspunkt havde de stadigvæk ikke hørt min musik, så da de endelig satte et nummer på, live, og fandt ud af hvilken musik jeg laver, kunne man bare se på ham at han tænkte "hva' fanden er det jeg har gjort?!". Vi synes det var fantastisk morsomt, og det sjove var, at de efterfølgende blev kimet ned af lyttere, der ville vide hvem jeg var. Så den her radiovært, der skulle forestille at være en kulturpersonlighed med styr på musikken, troede at han havde begået sit livs fejltagelse ved at invitere mig ind i studiet, men i virkeligheden elskede hans lytter min musik. Den aften fik jeg bevist for ham, at der altså er andet - og bedre - hiphop derude end den kommcercielle.
Det viser bare, at det handler alt for meget om "format" og regler. Fuck formater! Outkast passer ikke ind i nogen format, de skaber den. Jeg vil også hellere være med til at ændre formaten end at tilpasse mig den. Men det er ikke helt nemt. Du er nødt til at lære reglerne før du kan bryde dem. Det er lige som den scene i The Matrix hvor Neo spørger drengen hvordan han bøjer skeen og han svarer "der er ikke nogen ske!". Neo kender slet ikke reglerne - reglen er, at der ikke er nogen ske og derfor kan han ikke bøje den. Hvis du ikke kender reglerne sidder du fast i The Matrix med alle de andre, der bare kigger på skeen.

"Once you know the rule you can bend the motherfucker.  Dét er min tilgang til musik."

. . . . . . . . . .

- Og med de ord var vores tid med Blueprint løbet op. Store Vega var ved at være fyldt op, og alle optrædende blev kaldt til "samling" inden show start. Resten af aftenen er historie.   

Foto: Andreas Stenager Pederson

Læs Majas anmeldelse af Adventures In Counter-Culture her

Maja, Blueprint og Jeppe

- Jeppe Barslund

Interview: Grieves & Budo

"I, as an artist, would rather have people call me "emo" because they don't understand it, than dislike me because they don't believe me"
- Grieves

- Efter Evidence var gået til lydprøve, gik der ikke mere end et halvt minut før Grieves og Budo sad i sofaen. Grieves som den energiske joker og Budo som det mere fattede, laidback sidekick. Der havde været run på hele dagen, og de virkede begge to mere end lykkelige for at få lov til at sidde ned i en sofa i ti minutter med en Ginger Ale og slappe lidt af. 

"Velkommen til København. Hvordan er jeres tour forløbet?"

"Det har været bad ass! Vi har ikke rigtig haft chancen for at tournere i Europa endnu. Vi har været i Skandinavien en gang før med Brother Ali, og en enkelt gang i Frankrig, men det her er vores første rigtige Europa-tour. Vi har faktisk været med engang før, men Rhymesayers ville have os til at spille i Texas til SXSW (South by South-West), så vi var nødt til at baile fra Europa-touren, hvilket er pænt nederen når man er fra the States!"

"I spillede i Danmark for to år siden med Brother Ali...."

Budo: "Ja, på Rrrrust!"

"Jeg kan huske, at den dag i spillede samtidig var den officielle udgivelsesdato for Confessions of Mr. Modest, og jeg købte det officielt først eksemplar af dig, fordi der havde været problemer med at få sendt pladen ud i butikkerne. Hvad er der sket i tiden mellem Confessions of Mr. Modest og jeres nye (Together/Apart)?"

Grieves: "Efterfølgende solgte vi ca. tre eksemplare mere af Confessions of Mr. Modest, så det var virkelig en succes! Men Mr. Modest... var egentlig mere et mixtape end et album, og vi var faktisk allerede i gang med Together/Apart da vi var her sidst. Men de sidste to år har stort set udelukkende været go-go-go, og størstedelen af Together/Apart er blevet til on the road."

"Together/Apart er jo jeres Rhymesayers-debut. Hvordan er det at være "den nye dreng i klassen"? Føler I et pres?"

Grieves: "Indtil videre har det været ovenud fantastisk! Vi er jo lidt Rhymesayers' underdog på grund af vores tilgang til hiphop. Rhymesayers satser ikke lige så dyrt på os som på f.eks. Atmosphere eller Brother Ali, men vi kan faktisk rigtig godt lide at få lov til at eksperimentere lidt og være lidt anderledes, og på dén front har vi 100% frie tøjler. Samtidig er det meget inspirerende at lave musik med folk, der har været med i gamet i så lang tid og har så meget erfaring at dele ud af. Man kan sidde og høre på Slug, Ali og Blueprint snakke om alt det crazy shit de lavede på 'God Loves Ugly'-touren tilbage i 2002 og bare tænke "damn, de har virkelig bare været rundt omkring og set og oplevet ting sammen - det vil vi også!". - Så for to new cats som os er det guld værd at arbejde sammen med de her gutter, der er en uendelig kilde til visdom og gode råd. Samtidig bringer vi også noget på bordet, som de andre ikke har, så på den måde er vi jo et rigtig godt supplement til resten af flokken."

 "Jeres lyd er meget organisk og melodisk, du synger meget og skriver meget personlig tekster. Hvad er vigtigst for jer i jeres musik?"

Grieves: "Ærlighed. Det lyder som lidt af en kliché, men jeg oplever ofte, at folk har fundet hjælp i mine tekster fordi de kan relatere til de samme problemer som jeg har haft, og jeg vil meget hellere hjælpe en håndfuld mennesker med real life problems end at rappe om diamond encrusted fucking hot air baloons full of strippers, som ingen rigtig kan bruge til noget."

"Hvis man lytter til jeres musik på YouTube, så er der ét ord man ofte støder på i brugerkommentarerne som beskrivende for jeres musik, nemlig "emo-rap" - hvad siger I til dét mærkat?"

Grieves: "Den betydning "emo" har fået er fuldstændig latterlig. Hvis jeg laver en sang hvor jeg udtrykker mine følelser, så er jeg emotionel og dermed "emo". Går man tilbage i tiden og ser på kunstnere som Al Green, Bob Marley og Marvin Gaye, så har man også kunstnere, der krænger deres sjæl ud i deres musik. Ville man kalde dem for "emo"? Nej! Men hvorfor egentlig ikke? Jeg tror folk er blevet bange for at snakke om følelser, så hver gang der er en sanger der åbner op og fortæller om hjertesorger eller tab, som jeg jo ofte gør, jamen så er han da bare "emo". At være "emo" er blevet en negativ ting i årernes løb, men som jeg ser det er det værre ikke at være "emo", for hvis du ikke er i stand til at snakke om følelser, hvad kan du egentlig så?"

Budo: "Musik er jo underholdning, ja, men kunst som udtryksform har altid handlet om følelser. Bach og Beethoven komponerede symfonier for at udtrykke følelser. De største malere malede billeder for at udtrykke følelser. Populærmusik og mainstream hiphop er jo nærmest den eneste "kunstart", hvor følelser ikke er en nødvendighed. Forestil dig en maler bruge hundrede timer på et maleri, uden at være følelsesmæssigt involveret - det ville jo aldrig ske.  

 "Hvad så nu? Hvordan ser fremtiden for Grieves & Budo ud?"

Grieves: "Vores kalender er fyldt op langt ud i fremtiden, så mere af det samme basically. Når den ene tour er overstået starter den næste - ain't no day off! Vi kommer jo nok tilbage til Danmark og Europa om ikke så lang tid. Brother Ali er snart ude med hans nye plade, og så tager vi med ham herover og fester. Men som vi [Rhymesayers ] har snakket om før, så er det altid fedt at komme herover og spille, for det virker ofte som om, at folk herovre værdsætter musikken mere end back home.

. . . . 

- Mere sofa-afslapning og Ginger Ale blev det ikke til for de to herrer i denne omgang, da de på dette tidspunkt i interviewet blev kaldt til lydprøve. Som det allersidste nåede jeg at spørge dem, om jeg måtte bruge en af deres numre til Leftovers mixtapet, til hvilket de nærmest i kor svarede "Hell yeeeaaahh!".

- Foto: Andreas Stenager Pedersen -

Jeppe, Grieves, Budo og Maja

- Jeppe Barslund

Interview: Evidence

 

For et halvt år siden, nærmere bestemt d. 20 november, nåede Rhymesayers-familien deres endestation på deres omfattende Europa-tourné, da de gæstede Vega til et mindeværdigt brag af en koncert. Jeg var så heldig at få interviewaftaler i hus med både Evidence, Brother Ali, Grieves & Budo og Blueprint, så et par timer inden dørene åbnede blev jeg - sammen med min anmelder-kollega Maja, som jeg havde inviteret med - inviteret ind i de små backstage lokaler for at hænge lidt ud med gutterne inden de slap galskaben løs.
     Nu tænker du måske, "jamen hvis du interviewede dem i november, hvorfor ser vi det så først nu?", og svaret er, at jeg ganske simpelt blev ramt af sort uheld. Blot et par dage efter koncerten valgte min computer at bryde sammen, og interview-materialet røg med. Jeg fik professionel hjælp til at redde så meget af det der lå på harddisken som muligt, og heldigvis lykkedes det mig at få en del af det tilbage, men Brother Ali delen sank desværre til bunds med en masse andet. Hvorom alting er de nu færdige, godt nok lidt forsinket, men hellere sent end aldrig som man siger.

Foto: Andreas Stenager Pedersen

Evidence var den første vi snakkede med. En utroligt afslappet fyr, der virkelig passer til "en person med begge ben plantet solidt på jorden" -beskrivelsen. Jeg har endnu ikke særlig meget erfaring med "live" interviews, så en vis nervøsitet kunne sagtens have indfundet sig i selskabet med en ikonisk rapper af hans kaliber, men det var slet ikke tilfældet. Han er en af de slags rappere, der sætter pris på at blive talt til som værende et menneske på lige fod med alle andre, og ikke en verdenskendt rapstjerne. Og således startede snakken.

"Velkommen til København, først og fremmest. Det er jo her jeres Europa-tourné når sit klimaks. Hvordan har det været?"

"Som en hvirvelvind! Det er egentlig lidt mærkeligt, for det er selvfølgelig fantastisk at få lov til at spille så meget, se så mange forskellige steder og møde så mange forskellige mennesker, men størstedelen af tiden går jo med busture, flyture, pakke sammen, pakke ud, op på scenen og levere et show, og så forfra den næste dag. At the end of the day er det jo et job som alle andre - men et fedt job!"

"Er der forskel på at være overseas og spille i Europa, i forhold til at spille i USA?"

"Uden tvivl! Der er selvfølgelig altid de obligatoriske sprog-barriere og kultur-forskellige, som altid er sjovt at opleve, men vigtigst af alt har jeg erfaret, at uanset hvor i verden man spiller, så kan man connecte med folk på baggrund af nogle helt basale, universelle ligheder. Alle kan forstå et godt beat og god energi, så selvom jeg måske ikke kan forstå hvad de siger, så taler vi alligevel samme sprog. Der er en million indikatorer der fortæller mig, at selvom vi kommer fra to vidt forskellige dele af verden, så er vi ens på rigtig mange måder. Måden folk kaster deres arme i vejret på, måden de bumber deres hoved til beatet på. Så er det lige meget om man er i Japan, København eller Serbien, - det er noget alle kan forstå, og det er en smuk ting."

"Du har jo lige udgivet dit nye album Cats & Dogs, som vi synes er dit mest personlige og vigtigste projekt til dato. Hvordan er det at udgive dét album, halvandet årti inde i din karriere?"

"Der har været enkelte følsomme øjeblikke i løbet af min karriere, men det er rigtigt, at jeg for det meste har haft paraderne oppe, og nej, jeg har nok ikke ligefrem været en rapper, der har ladet lytterne komme ind på livet af mig. Men man er også nødt til at forstå, at jeg kom frem som rapper omkring årtusindeskiftet, og dengang var man meget forsigtet med at blive for personligt. Jeg startede jo i en gruppe [Dilated Peoples], og der kunne jeg både gemme mig og træde frem som jeg havde lyst til.
Min solokarriere blev først vigtig for mig da min mor døde, og jeg skrev "I Still Love You" til hende, og manglede en platform at udgive den på. Det var ikke fordi de andre i gruppen ikke ville have at jeg udgav den sang, det virkede bare ikke rigtigt. Vi har jo alle de her party rock anthems og store bangers, og så ville det være mærkeligt hvis der pludselig kom en sang, der handlede om min mors død. Jeg følte at den sang var så personlig, at jeg var nødt til at udgive den i eget navn. Selvom man er med i en gruppe, så har man bare nogen gange brug for at rappe som individuelt menneske, og der kom et tidspunkt hvor Rakaa og jeg havde brug for at gøre vores ting, hver især. Vores soloplader er jo faktisk første gang i vores karriere, at lytterne lærer noget om os som mennesker, hvor vi ikke er beskyttet af den gruppementalitet, vi har opereret under indtil nu.
Jeg synes stadig, at "I Still Love You" er mit mest personlige og ømme øjeblik som rapper, men du har helt sikkert ret i, at Cats & Dogs som helhed er mit mest personlige projekt til dato. Jeg ville ikke lave en emo-plade, men havde samtidig lyst til at snakke om alle de ting der sker i mit liv lige nu. Jeg kunne have ignoreret det behov og lavet en battle-rap plade, men jeg havde så meget på hjerte at jeg blev nødt til at sige til mig selv, "nu laver jeg en plade der er mig, for better or for worse", og det blev så Cats & Dogs."

"Hvordan har modtagelsen så været?"

"Rigtig god. Nu er jeg ikke så god til at læse hvad kritikerne skriver, for hvis de siger noget godt om min musik føler jeg, at jeg er nødt til at give dem penge, og hvis de siger noget dårligt så får jeg lyst til at hoppe ud af vinduet. Så for det meste undgår jeg anmeldelser, og forsøger i stedet at tolke modtagelsen ud fra folks reaktioner når jeg snakker med dem, og de fleste er utrolig begejstrede for min nye plade."

"Du har arbejdet sammen med utroligt mange forskellige kunstnere, både fra undergrunden og den mere kommercielle scene. Hvordan "vælger" du hvem du arbejder sammen med?"

"For mig handler det ikke så meget om folks status, men i langt højere grad om natural circumstances. Som du selv siger har jeg været vidt omkring, men det fede er, at mine collaborations aldrig har været forcerede. Jeg har aldrig taget kontakt til andre, som jeg egentlig ikke følte for, men som kunne booste min karriere. For mig har det handlet om at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunk.
     Det ene øjeblik kører jeg f.eks. rundt i en bil med Kanye West, spiller et beat for ham, han er vild med det, og det ender på hans album The College Dropout, og så vinder jeg en grammy. Det andet øjeblik sidder jeg til et show på min backstage-sofa og spiller nogle beats, idet Sean Price kommer ind og siger "yo let me get that", og så er jeg pludselig på hans plade. Så om det er Will.I.Am eller Apathy du ser mig sammen med, så er det hele naturligt, og så længe det forholder sig sådan er jeg frisk på det hele. Hvem ved, måske laver jeg musik med Madonna en dag, hvis dét er det rigtige på det givne tidspunkt."

"Du har altså vundet en grammy med Kanye West, og i din nye video ["Same Folks"] går du rundt med Fashawn i Venice Beach og bootlegger din egen single. Hvordan ser du dig selv som rapper i dag?"

"Jeg ser mig selv som en rapper, der har en fod i rigtig mange forskellige lejre. Det der betyder mest for mig er, at jeg får den respekt jeg fortjener for det jeg laver. Noget af det vigtigste der er sket med Cats & Dogs, for mig personligt, er at Will.I.Am ville være med i min video ["It Wasn't Me"]. Vi har været venner i lang tid, og vi startede begge to med at lave underground hiphop på samme tid. Det var endda Will.I.Am der gav mig navnet 'Evidence'. Rent musikalsk har jeg ingen fucking idé om hvad det er han lavet nu, men da jeg skulle lave videoen gik jeg igennem min telefonbog, og da jeg kom til W-sektioner og fandt "Will Adams" besluttede jeg mig for at give ham et kald. Jeg sagde at jeg skulle til at lave den her video og at jeg nævner hans navn i den, og om han kunne tænke sig at være med, og det ville han gerne. Det siger bare noget om, at selvom han producerer for U2 og hænger ud med Barack Obama, og jeg producerer for Fashawn, så har vi stadig respekt for hinanden, og at en som ham står frem og siger, at han er nede med det nye jeg laver på Rhymesayers, det fortæller mig, at jeg gør det helt rigtige."

"Angående din signing til Rhymesayers; der er mange der er enige om, at det var et smart move både for dig og for Rhymesayers. Kan du fortælle lidt om, hvordan det har gavnet en west-coast orienteret MC som dig at hoppe ombord på et indie-label som Rhymesayers?"

"Det er netop diversiteten der tænder mig. Idiologisk set har jeg meget til fælles med Atmosphere, Brother Ali, Grieves og Blueprint, men den hiphop jeg repræsenterer både lyder, føles og lugter helt anderledes. I dag signer man en Drake, og så bliver der signet 12 nye Drake's i håb om, at bare én af dem holder. Men sådan er det ikke her. Vi er alle meget forskellige, og vi bidrager med hver vores individuelle stil, og det er dét der gør Rhymesayers til så fedt et label.
     De første numre jeg indspillede da jeg blev signet, lød som noget, man typisk ville høre fra Rhymesayers, en Atmosphere-agtig form for hiphop. Jeg spurgte Brother Ali hvad han synes om det, og han var bund ærlig og sagde "Don't. Do. That! We HAVE Atmosphere! You're here because we like YOU, not because we wan't you to be somebody else" - og det var helt klart det mest fantastiske. Jeg fik lov til at gøre lige hvad der passede mig. Det er derfor man både kan finde rappere som Slug og Aesop Rock på min nye plade, altså folk jeg aldrig har arbejdet med, og samtidig real underground motherfuckers som Ras Kass, Roc Marciano og Lil Fame.
Mange af mine nye Rhymesayers kollegaer er også blevet mine nye, største inspirationer, og jeg kan suge til mig fra dem alle sammen. Slugs evne til at fortælle historier, Ali's evigt positive energi, Blueprints rap-skills, som er nogen af de bedste overhovedet, og så Grieves, der er en super sjov fyr som altid får all the bitches, så jeg tager lidt fra dem alle sammen.

(På dette tidspunkt i interviewet bliver vi afbrudt af manageren, der siger, at Evidence skal til lydprøve)

"En sidste ting jeg lige skal spørge dig om inden du går; jeg er ved at lave en mixtape/kompilation, hvor jeg samler alt det bedste hiphop fra 2011 og udgiver det gratis [LEFTOVERS2011], og jeg vil rigtig gerne have dig med på - er det noget du har lyst til?"

"Ja selvfølgelig, helt sikkert! Men er det overhovedet nødvendigt at spørge? Der er vel ikke nogen der siger nej...?"

"Jo, der er faktisk nogen, der takker nej..."

"That's stupid......!"

 Evidence, Jeppe og Maja

Læs anmeldelsen af Cats & Dogs her

- Jeppe Barslund