Blueprint - Adventures In Counter Culture

Skrevet af Maja Lau

Selvom Rhymesayers Entertainment's Blueprint er et velkendt navn, så har han - ud over Adventures In Counter Culture - kun ét enkelt soloalbum i kataloget. Et katalog, der ellers er præget af glimrende Soul Position -udgivelser i selskab med RJD2. Senest udgav de Things Go Better With Al And RJ i 2006, så det er 5-6 år siden, at man har hørt noget til Blueprint. Siden har han efter sigende lagt alt arbejde i Adventures In Counter Culture, der bestemt også er en bemærkelsesværdig hiphopudgivelse.

Blueprint har taget faklen i hånden og forsøgt at føre den videre i en ny musikalsk retning. Han har selv stået for hele produktionssiden, der mildest talt er meget eksperimenterende. Der er skruet helt op for computerelementerne, men alligevel fremstår lydsiden ret minimalistisk. Blueprint har gået efter den famøse less is more frase - og det fungerer fortrinligt med hans rap, der altid er præget af et ret ligetil flow og enkle sætningskompositioner. Fordelen er, at Blueprint ikke taber lytteren undervejs. Man har intet problem med at følge med, men selvfølgelig er der så den overhængende fare for, at det bliver for kedeligt. Heldigvis er Blueprint en mand med utrolig meget at sige og lyrikken i sig selv er ofte fængslende nok. Derudover besidder Blueprint en indlevelsesevne, der sjældent er set bedre. Det opleves i stor stil på "Radio-Inactive", der ikke kun er et modsvar til kunstnere, der jagter radioens format, men egentlig mere omhandler Blueprints motiver til hans musikalske udtryk. Nummeret starter med et klaverspil, og ligesom man troede, at man vidste hvad man kunne forvente, så starter et bombastisk beat med en usædvanlig skæv guitar ind over. Blueprint spytter en vanvittig tour-de-force af skarpskårne linjer, som f.eks.:

"I made this in my basement when you wasn't even there /
To express my feelings, not to be played on the air /
So am I wrong or secure if I really don't care /
If this turns into something that anybody hears? /
Man I'm an artist, these other dudes is shook /
I write my albums on my sidekick /
No rapper, no Notebooks, then rhyme for five minutes straight /
No breaks, no hooks, no punchlines, no similies, so I'm easy to overlook"

Det er ikke kun ovenstående uddrag, der lugter lidt af battlerim; flere numre byder på aggressive passager, der bevidner Blueprints live de sidste fem år. En masse tonstunge lussinger til en kultur, hvor alle, ifølge Blueprint, efterligner hinanden på godt og ondt. Der har tilsyneladende også været en del turbulens på det personlige plan og det kommer til udtryk. Både et opgør mod hovedpersonens alkoholforbrug på "Keep Bouncing", og hvad jeg kun kan tolke som en afdød storesøster i den meget rørende, delvist sungne "The Other Side". Nok har Print ikke den mest banebrydende sangstemme, men med linjer som "I can still see the smile in your eyes / Gave us oh so much to be proud of, so wise / And today we celebrate your life / I can't wait 'till I see you, on the other side" - kan man jo slippe af sted med det meste. Igen; flere lags lyrisk dybde og fjollet overflødigt metaforik skal man virkelig lede længe efter på denne plade. Blueprint har sandelig mange ting at sige, men det er uden så meget pjat. En dejlig, forfriskende umiddelbarhed, der bekræftes af Blueprint selv på den gnistrende, synth-drevne "Automatic", hvor der rappes:

"You want a deeper meaning inside of the sentences? /
Then play the record backwards for subliminal messages"

At selve lyden på Adventures In Counter Culture er fuldstændig ny for både Blueprint og hovedparten af dagens rapscene, er noget, der præger rigtig meget af pladen. I ovenstående nummer rapper han meget sigende, at han er "... trying to make a soft-synth sound like a sample / 'Cause everybody want your progress to sound more gradual...". - Sådan fodrer Blueprint sit eget nye univers mange steder på pladen, men det er sådan set ikke nødvendigt. Lyden er gennemarbejdet med masser af power, der understøtter Blueprints sult. Kun få steder går det hen og bliver en smule fladt, og det er f.eks. på "Keep Bouncing", hvor beatet ganske simpelt ikke er særlig godt. Eller på "Wanna Be Like You", hvor der går lidt for meget club-hit i den. Til gengæld er et nummer som "My Culture", der fortæller hiphopkulturens lidt mere obskure skyggesider i forhold til verden omkring, utrolig velbalanceret med iscenesættende stemningsfyldte momenter hele turen igennem. Ligeledes er "Mind, Body & Soul" et nummer, der viser Blueprints sande evner bag instrumentbrættet. Lige inden første vers begynder, sidder man virkelig med nakken godt kørende og så er det jo en fest, at Blueprint rapper om, hvad musik og medie gør for ham og eventuelle lyttere. Og jo, de stærke sange er voldsomt overtal. "So Alive", der vel indeholder i omegnen af 50 ord alt i alt, er ret så medrivende. Så få ord, så meget handling og så stort budskab, er sjældent praktiseret bedre.

Der er kort sagt så mange højdepunkter på Adventures In Counter Culture, at man bliver helt forpustet ved tanken. Bestemt et album der går ind og leget med alt hvad der hedder genrekonventioner - men også et album der giver en overset undergrundsartist, uden den mindste smule hype, et sandt modstykke til den undergrund mange er vandt til, hvor man er i fare for at sælge ud, hvis ikke ens beat er dækket af et betragteligt lag støv.
Jeg mener sagtens, at albummet kunne have været velmodtaget hos fans, hvis Blueprint havde kørt hans egen stil med produktionerne og samtidig undladt de mange linjer om hvor "real" han er som kunstner. Det fungerer på "Radio-Inactive", men jeg føler, at det flere steder bider ham lidt i halen. Som om, at han har forsøgt at ville forsvare sit projekt ved hele tiden at fastholde, at han er en undergrundsrapper, der ikke er som de andre undergrundsrappere. Det kører man efterhånden død i og det afholder mig fra de helt store karakterer, når albummet skal bedømmes som helhed.

4.5/6

- Maja Lau