Bonobo - Black Sands

Før vi går igang med anmeldelsen, synes jeg lige at jeg vil informere alle om, at hiphopanmeldelser nu er en selvstændig blog, forstået på den måde, at det fra nu af kun vil være anmeldelser skrevet eksklusivt til bloggen, der vil blive postet. Førhen så jeg selv bloggen som et slags katalog over alt mit anmelderarbejde, så både rapgame og DubCNN anmeldelser blev postet i form af links og uddrag. Men en læser fik mig til at indse, at det egentlig ikke stemmer overnes med bloggens oprindelige grundlag, så fra nu af vil mine rapgame anmeldelser være at finde på www.rapgame.dk, og mine DubCNN anmeldelser vil være at finde i magasinet eller på www.dubcnn.dk. And on that note, let's get back to the program!

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Bonobo, med det borgerlige navn Simon Green, har taget fusen på en del anmeldere her i 2010. Han har 3 udgivelser på bagen, Animal Magic (2000), Dial 'M' For Monkey (2003) og Days To Come (2006), - men han har altid bare været "endnu en genrekrydsende, musikalsk eksperimentalist" ud af mange, og han har aldrig formået at udmærke sig eller stå ud fra flokken. Men med Black Sands har han gennemført en fuldstændig vanvittig forvandling fra gennemsnitlig electro/trip hop producer til musikalsk geni.
Et hiphop album er det ikke, det skal lige siges, for ligesom hans tidligere værker tager han så mange genrer i brug, at hans udtryk er umuligt at definere som én genre. Det er et hiphoppet, electronisk, klassisk, orientalsk, sample-baseret musikalsk high, der vil tilfredsstille stort set alle lyttere.
Han åbner ballet med det klassisk instrumentale "Prelude", der er en af de smukkeste åbningsnumre jeg mindes at have hørt siden "Opening" fra Linkin Parks Reanimation. Nummeret glider så ud i "Kiara", der tager nogle af de samme instrumentale dele og chopper dem op i en svingende upbeat produktion. Så allerede i løbet af to numre har han overlegent vist hvor dygtig en musiker han er. Han spiller tilmed stort set alle instrumenter selv, hvilket næsten er ubegribeligt, når man hører hvad pladen har at byde på.
Sammenligningerne med pladeselskabskollegaerne Cinematik Orchestra har været talrige, men når man tænker på, at han er ene mand, og CO er en mindre hær, så er det svært ikke at lade sig imponere over hans musikalske kunnen.
Han mestrer alt fra det dansegulvsvenlige ("We Could Forever"), det lounge-agtige ("1009", "Kong"), de laid-back nydelser ("El Toro", "All In Forms") til det decideret sarte og smukke som fx titelnummeret, og uanset hvilken kategori han arbejder i, så er det med flair for detaljer og en ydmyg respekt for det melodiske væsen. Fænomenalt!
Størstedelen af Black Sands er instrumental, men på 3 numre har han inviteret den unge sangerinde Andreya Triana på besøg, og hun leverer nogle mesterlige vokalpræstationer. Især på "Eyesdown" og "The Keeper" brillerer hun.

"Prelude" og "Kiara" :

Hocus Pocus - 16 Pièces

Det er i grunden sært.

En film får premiere, og kritikerne kaster 6-stjerners anmeldelser efter den i flæng, fordi håndværket er sublimt og underholdningen i top. Ganske simpelt. En alternative/indie/rock plade bliver udgivet, og kritikerne nærmest kappes om at kaste de flotteste ord efter skiven, og topkarakters-anmeldelserne regner ned over kunstneren. Ret normalt. Men af gud må vide hvilken årsag, er hiphoppen gået hen og blevet den eneste genre, hvor en udgivelse mere eller mindre SKAL have historisk og skælsættende signifikans før den kan modtage den sjette og ultimative stjerne. Faktum er, at det i nyere tid nærmest aldrig sker, at en hiphop-udgivelse indtjener mere end den femte stjerne. Men hvorfor skal det være så svært? Hvorfor priser vi ikke bare den musik vi elsker?

Jeg har egentlig aldrig forstået det.

Den franske supergruppe Hocus Pocus' tredje og nyeste plade 16 Pièces sættes på anlægget, og man fyldes med så enorme mængder musikalsk nydelse og melodisk eufori, at tanken om, at et album som dette nok aldrig vil få tildelt seks stjerner, blot fordi den ikke betyder noget synderligt vigtigt for hiphop-kulturen, kan gøre mig en smule gammelsur. Det er tydeligt, at 16 Pièces ikke er lavet for at skubbe grænser, banke milepæle i jorden eller forny genrer og traditioner, - den er lavet for at forkæle lytteren med forbandet lækker soul/jazz/blues/hiphop, og det gør den til den ypperste perfektion. Akkorder der slås an, fløjter der pustes i, klavertangenter der trykkes på, horn der blæses, violiner der stryges, trommer der bankes, vinyler der scratches - alt er bare sublimt udført. Der kæles for detaljerne, og frontmand 20Syl har atter engang fået det bedste ud af sine medmusikere, og med 16 Pièces mener jeg, at Hocus Pocus har bevist, at de ikke længere "bare" er et af verdens bedste soul/jazz/blues/hiphop bands, de er DET bedste.

Og bliv nu ikke bange for fransksproget hiphop! Naturligvis kan det for nogen være et minus, ikke at kunne forstå dele af pladens lyriske indhold, men der er så mange gæstefeatures, scratch brudstykker og omkvæd på engelsk, at man til hver en tid føler sig mere end velkommen. Desuden er det franske sprog skræddersyet til rap, så det er i sig selv en udsøgt fornøjelse at lade sig betage af 20Syl's flow og indlevelse. Og skulle nogen være i tvivl om det lyriske indhold, så kan i snildt tage denne signaturs ord for, at 20Syl står for alle de "rigtige" ting i hiphoppen; positivitet, fremadrettethed, kærlighed, sammenhold og humor.

Skal man iføre sig sig de negative briller, kunne man måske mene, at trommerne, og måden hvorpå bassen følger deres rytme, er en smule ensartet igennem store dele af albummet, og hvis folk vil kritisere produktionernes grundsøjle for manglende variation, ville jeg godt kunne forstå det. MEN! - Personligt synes jeg, at opskriften fra start af er mageløs, så jeg ser ikke noget problem i, at tromme/bas -formularen gentages. Det lyder jo fantastisk. Og er det i grunden en nødvendighed at anfægte forskellige ting og sager? Jeg nægter at være en del af den surmulende kritiker-elite, der hakker ned på god musik, og tilsyneladende ikke kan finde tilfredsstillelse i deres anmelder hverv. Skal vi ikke bare glædes, og fejre at Hocus Pocus atter engang har forsynet os med endnu en sand perle.

Lad mig for en gangs skyld bryde de umulige hiphop-normer, og tildele 16 Pièces den karakter den virkelig har fortjent, på trods af, at den med sikkerhed ikke vil gå over i hiphop-historien som noget særligt.

6/6

Støt og nyd god hip hop! Køb 16 Pièces igennem
www.imusic.dk

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Lad også denne anmeldelse være en opfordring til at gå tilbage i kataloget og checke deres to forrige plader ud - 73 Touches (læs anmeldelse) og Place 54 (læs anmeldelse). Begge mesterlige skiver.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Freeway & Jake One - The Stimulus Package

"I still got one foot in and one out, I got one foot in the game and a foot in the gutter", - således lyder omkvædet på "One Foot In", og man må rigtigt nok tage hatten af for, at det er lykkedes Freeway at forblive Freeway, selv efter at have været under Roc-A-Fella, der som bekendt glædeligt begår sig i mainstream og kommerciel hiphop. Ja, det er næsten en bedrift, at hans street-mantalitet og undergrunds-tilgang til hiphop er den samme som på hans debutalbum. Nu er han i stald hos Rhymesayers, og med Jake One som hyrde kunne Freeway vel næppe have fundet en bedre fold at græsse på.

Formularen er simpel; det er rim fra det gustne gadehjørne over sample-baserede, støvede og gyngende beats, der leder tankerne tilbage på 90'ernes hip hop. Eller det VIL i hvert fald gerne lede tankerne den vej, det lykkes ikke hele vejen igennem. Parrets mission om at lave et one-mc-one-dj album er bestemt vellykket, men også ofte påtaget, og selvom det er svært at sætte en finger på håndværket, så tilføjer de ikke "det ekstra", der gjorde de plader, som de er tydeligt inspireret af, til de ikoniserede værker de er blevet til. Men mindre kan også gøre det, og hvis man tager musikken for hvad den er, så er The Stimulus Package fyldt med sprød hip hop.

Har man hørt Jake One's White Van Music ved man, at han er en effen producer, der har mere end styr på hvordan et dundrende beat skrues sammen. Hans hårdtslående produktioner har det med at tiltrække de tunge drenge - White Van Music var nærmest ét stort bevis på dette, med features fra blandt andet Busta Rhymes, Prodigy, Royce Da 5'9'' og M.O.P. Freeway gæstede også White Van Music, og mon ikke det var her kemien opstod.
Freeways grove og ualmindeligt ru stemme - som mange har store problemer med at vænne sig til, og som derfor altid har været hans store problem - passer overraskende godt til Jake One's souldfulde, melodiske og nakkebrækkende beats. Faktisk er The Stimulus Package det Freeway album, hvor hans stemme virker mindst påtaget arrig og skærende. Hos Roc-A-Fella var det hans kendetegn. Dengang var han "ham rapperen med den voldsomt aggressive stemme", men i selskab med Jake One er dette "kendetegn" smidt bort, og han fremstår mere lytbar og nedtonet end nogensinde før. Der er massevis af gode eksempler på, at Freeway er i stand til mere end hans tidligere udgivelser har formået et vise. På "Money", der i mine øjne er et af pladens kongetracks, rapper han

"Philly Free on his grind, I need my paper straight /
So I'm creating these rhymes without a papermate /
They got me busting these lines /
They got me racking my mind /
They got me standing in line behind my label mates /
No, I'm not Jay but I am on the way /
And I'm not Kanye but I can produce heartbreaks and 808's /
Ans reduce the studio costs 'cause I'm recording in the hood /
I'm not lamping the mandalay"

Generelt set er det en mere sulten og oplagt Freeway, der rapper på The Stimulus Package end man har set i meget lang tid. Dette har vi også Jake One og hans produktioner at takke for, da de med sikkerhed har spillet en stor rolle i at få Freeway op på dupperne. Beat-mæssigt er det da heller ikke småting man som lytter præsenteres for. "She Makes Me Feel Alright" er et opløftende track, der er båret op af et hav af soul-samples og livlige strygere, der nærmest gør det umuligt ikke at flowe fabelagtigt over beatet. "Know What I Mean" minder en del om den tunge lyd på White Van Music, hvor trommerne brager derudaf, alt imens en insisterende bas kaster ens nakke voldsomt frem og tilbage. "Sho' Nuff" og "Money" er ligeledes fremragende eksempler på, at Jake One ganske simpelt bare er hamrende god til at komponere et forrygende beat.
Men som skrevet i starten, går det ikke lige godt hele vejen. "Follow My Moves", med gæstevers fra en håbløs Birdman, er en skamplet på pladen. "The Product", der ellers byder på en interessant fortælling, fejler fælt grundet et næsten grinagtigt dårligt omkvæd. "Never Gonna Change", "One Thing" og "Microphone Killa" bidrager heller ikke med noget til pladen, men lyder i højere grad som forringede versioner af andre af pladens numre.

Der er dog mest af det gode, og jeg må indrømme at The Stimulus Package er vokset en hel del på mig. Det er ganske enkelt en gennemarbejdet udgivelse, hvor gennemsnitsnummeret har en høj standart, så trods de førnævnte missere fremstår albummet som helhed virkelig solidt. Det gør sig snildt som et af Freeways hovedværker, og i mine øjne er produktionerne (og jeg er nok den eneste anmelder i vil høre dette fra) bedre end på White Van Music. Jeg vil klart anbefale denne plade, og som bonus får man det fedeste koncept-cover jeg mindes at have set.

4.5/6