Celph Titled & Buckwild - Nineteen Ninety Now

"How many times can he rap about the same old shit? /
I guess I won't find out until y'all stop buying it /
But 'till then, it's guns, bitches, punchlines and humor /
That causes kids around the world to argue over computers"

Således rappede Celph Titled engang for længe siden, og det fremgår tydeligt af hans debutalbum Nineteen Ninety Now, der udgives små tyve år inde i hans karriere, at Celph Titled er en mand, der står ved sit ord, for det handler faktisk ikke om andet. Dette må for guds skyld ikke tolkes negativt, for der er ganske simpelt ikke nogen der gør det bedre. Det er hylende morsomt og knivskarpt, og så ligger Celph i den absolutte top når det kommer til suverænt overlegen, legesyg rap. Med én linje kan han få undertegnede til at grine mere end de fleste stand up komikere, som fx på "Wack Juice" hvor han helt køligt disser alle de fake hiphoppere; "My mindstate's like a bitch on the rag, I just don't like you, PERIOD!". Jeg kunne snildt skrive en alenlang anmeldelse, der kun bestod af uddrag fra Celphs tekster, men jeg vil ikke snyde jer for den fænomenale førstegangsoplevelse det er, at lytte pladen igennem og opdage alle disse lyriske guldklumper på egen hånd. Okay, I kan få et par stykker fra åbningsnummeret "The Deal Maker", hvor 'The fresh Prince of Hell's Lair' åbner ballet med manér - igen, få linjer; helt igennem fantastisk indhold:

"And when Moses split the seas, I jumped the gab on water skies /
"Did you look back?", Nah, nothin' more to see!"

og

"If you approach I'll murder though /
My gun flip more shells than a Ninja Turtle Show /
This is my movie in 3-D, slice ya neck with a Fugees CD /
And stick Lauryn Hill with the Coroner's bill"

Imens "The Deal Maker" kører - og jeg håber at du har volumen skruet godt op - så vil du sikkert også måbe over Buckwild's juggernaut af en produktion. Historien med denne plade er, at Celph Titled ville have sin plade til at lyde præcis som den gyldne æras hiphop. Vi ved efterhånden, at der ikke er nogen, der kan genskabe den lyd, så istedet for at få nogle producere til at producerer beats, der lyder som den gyldne æra, så gik han til Buckwild og spurgte, om han havde nogle beats liggende fra "dengang", som aldrig var blevet brugt. Det havde han heldigvis, og ikke nok med at han havde nogle gamle, støvede instrumentaler liggende; de er såmen også bare de bedste han har kreeret i sin karriere. Og dette siger vist ikke så lidt. Diggin' In The Crates legenden har været beat-leverandør for mange af 90'ernes rap koryfæer, som Big L, Kool G Rap, Brand Nubian, Organized Konfusion, O.C, A.G og mange flere. Det sjove er dog, at hvis man ser på mange af de andre, lige så vigtige producere fra samme periode, som fx Pete Rock, Eric B, Showbiz og DJ Premier, så havde de alle produceret hele albums med deres respektive med-rappere (C.L.Smooth, Rakim, A.G., Guru), men Buckwild fik aldrig produceret et helt album med én rapper - før nu. Der var nok en del D.I.T.C. fans der havde svært ved at få armene ned efter nyheden om Nineteen Ninety Now brød ud. Og ganske forståeligt. Det er intet mindre end fucking fantastisk det Buckwild har sat sammen her, eller, for 15 år siden, vel?! Det er råt, så støvet at allergikere bør være advaret, tungt som bare fanden, funky, jazz'et og helt igennem nakkebrækkende brillant! Hvis vi tænker "hiphop in it's rawest form", så er der intet - jeg gentager intet - fra i år, der kan måle sig med den samling beats Buckwild har disket op med her. I mine øjne kan de endda måle sig med det bedste fra 90'erne. Er det ikke bare nemmere at komme med nogle eksempler?

- "Swashbuckling" er Buckwild's version af en af Celph Titled's mest kendte cuts, "Primo's Four Course Meal", hvor han tog fire beats fra DJ Premier, lod dem glide over i hinanden og spyttede 64 bars over dem "like it ain't nothin'!". Buckwild har ligeledes produceret fire beats til denne ene sang, men istedet for at Celph tager alle fire, har hvert beat en forskellig rapper; Apathy, der rapper så hutigt at man som lytter får åndenød, Ryu og Esoteric. Hvert beat er mersterligt, hvilket gør sangen som helhed episk!



"There Will Be Blood" er endnu et svimlende fedt track, hvor Buckwild sætter stykke trommer sammen med en savtakket bas og opklippet børneråb. At den gæstes af størstedelen af D.I.T.C. crewet gør bestemt heller ikke noget!



"Miss Those Days" er fra den mere stilfærdige skuffe, og hvor er det dog fedt - og super flabet - at han har fået Sharifa Reefa til at synge et flot, ja næsten poppet omkvæd, - noget han ellers ofte opponerer imod som værende en del af hiphop.



Og så er der selvfølgelig "Mad Ammo", hvor Celph har allieret sig med F.T. og altid vanvittige R.A. the Rugged Man. Lige i øjet!



Det har altså taget Celph Titled små tyve år at udgive sit debutalbum, og som forventet skuffer det ikke. Kunne du lide den ovenstående selektion, så bør du købe albummet, for det er standarten for Nineteen Ninety Now. Fortrinlig rap fra en af gamets mestre, og beats, der kan få selv en som mig, der aldrig har følt det store savn til 90'ernes hiphop, til at længes. Et must have, og vel nok årets vigtigste hiphop plade.

5.5/6

Nottz - You Need This Music

Virginia produceren Nottz har forsørget hiphoppen med nogle af de mest nasty beats siden 90'erne, men især de sidste par år, i kølvandet på "Barry Bonds" fra Kanyes Graduation, har han markeret sig som manden at gå til, hvis man har haft brug for nogle rå og tunge beats, og hans nakkebrækkende kompositioner kan få de fleste til at fremstå som en drøm af en rapper. Alene i år har han produceret det måske vigtigste track i Snoop Doggs kariere siden Doggystyle med "Protocol" og genoplivet Rah Digga med hele hendes anmelderroste Classic. Vigtigst af alt har han udgivet sit eget debutalbum som producer/rapper; en helstøbt plade, der både viser ham som hardcore hiphopper, sjælfuld musiker og virkelig solid rapper.

Mange har et lidt skeptisk forhold til producere, der springer ud som rappere, hvilket jeg ikke helt forstår. Som producer skal man have et vist musikalsk øre for overhovedet at sætte et beat sammen, og når man sidder med de samme loops, de samme samples og de samme trommeprogrammeringer i time efter time, så burde rappen komme til en ganske automatisk. TROR jeg - I wouldn't know for sure. Tag fx Pete Rock, Large Professor, Diamond D, J Dilla og Kanye West, alle virkelig gode rappere. Personligt bliver jeg ikke overrasket når jeg hører en producer levere nogle sprøde linjer over sine egne beats, og Nottz er bestemt ingen undtagelse. Tematisk set er han godt nok ikke kommet for at revolutionere rapgamet, da han falder i et par kliché-fælder undervejs, men i det store hele er det faktisk virkelig veldrejet.

Hele herligheden starter med en knyttet næve i fjæset med "Fair Warning", der ikke bare er pladens tungeste banger, men også Nottz's mest sultne, arrige og primitive lyriske præstation. "Don't worry 'bout the dude rappin', it's just me" beroliger han i starten, og fortsætter senere hen ud i linjer som "you damn right I gets busy, cause I've come to murder shit like yo mama do dicks!". - På trods af, at "Fair Warning" umiddelbart er den mest Nottz-lydende skæring på pladen, står den ganske alene med sit rå udtryk. Soul samples og livlige trommer er grundsøjler i Nottz's produktioner, men på størstedelen af You Need This Music er der lagt langt mere vægt på soul'en end på den rå hiphop, og hvor numre som førnævnte "Barry Bonds" og "Protocol" - og mange af de numre han har produceret for Busta Rhymes - helt afgjort bevidner om en producer, der dyrker hiphoppen in it's rawest form, så er You Need This Music faktisk en super herlig feel good plade. Foruden den uafrystelige banger "Never Caught Slippin'" og de to lidt uheldige cuts "Blast That" og "I Do It For Yawl" er de opløftende og underholdende numre linet op på række.

På "How Long Will It Last?" hører vi hvordan han må knibe sig i armen for sikre sig, at hans kariere ikke bare er en lidt for god drøm.
På "A Dream Come True" bevæger han sig længere ind i drømmeland og forestiller sig, at han spiser frokost med Dilla, 2Pac, Biggie og Big Pun på Scott La Rocks café, alt imens alle fra Curt Cobain og Michael Jackson til John Lennon og LeftEye mænger sig i det musikalske hensides. Nummeret fortsætter ud i et utrolig smagfuldt, nynnende R.I.P. shoutout til alle, der har påvirker Nottz som producer.
Rest In Peace shoutouts er en vanlig måde at vise sin respekt på hos rappere, men det er også lidt af en kliche. Kliché må man også kalde næste nummer i rækken, "I Still Love You", der ligesom alle andre numre med den titel bruger den klassiske boy/girl love story som metafor for Nottz kærlighed til hiphop. Men med et helt genialt sample og den yderst fremragende Mayor Hawthorne på omkvædet kunne Kliché markatet ikke være mere irrelevant. Nottz lader gennemgående til at have denne effekt; han tager emner, der er rappet om en million gange, men tilsætter sit eget lille touch - og så selvfølgelig et beat, der kan få det meste til at blegne - og så glemmer man helt uopfindsomheden. "No Money Down" er den overdrevne kærlighedserklæring og overgjorte loyalitetsstempel til hans brændende kærlighed, hvor han blandt meget andet rapper,

"I'd go divin' in shark infested waters baby girl, just to give you the pearls /
I'd wrestle a polar bear for it's fur, baby if it's cold out there"

En af pladens absolutte perler, "Dontcha Wanna Be (My Neighbour)" med Asher Roth, er en typisk "kom og se hvor jeg voksede op"-sang, men igen hiver han sejren hjem med en suveræn produktion og en fed video.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Nottz er en langt bedre producer and mc, og den helt store vinder på You Need This Music er så afgjort produktionerne. Det er dog tydeligt at høre, at han efter at have arbejdet side om side med mange af branchens bedste rappere, selv har opbygget et solidt flow - ikke det mest avancerede, men fyldt med tilstrækkelig mængder punchlines og kløgtige ordspil til at vedligeholde interessen albummet igennem.

"Your favorite producer-producer nigga /
Ask the good Doc, Swizzy, Mr. West and the God Dilla /
I ain't gon' go crazy, just gon' name a few of my niggas /
I AM legend dude, how the hell you didn't figure that? /
Make the game pop like them thangs'll go clik clak /
Hip hop, I live this shit, y'all just rap"

Yderligere har Nottz presset "ekstra" beats ind i slutningen af flere numre, så de får en slags instrumental outro. "You Need This Music" nummeret fader fx over i et ekstremt livligt fløjtebåret beat, og "No Money Down" bliver rundet af med et lækkert instrumentalt stykke, der samplet Bob James' "Dream Journey", som man måske har hørt på Kidz In the Hall's "Wassup Jo". Disse bonusinstrumentaler giver en god livlig stemning og sørger for, at et allerede suverænt lydbillede bliver yderligere interessant.

You Need This Music er et af årets bedst producerede albums hands down. Beats'ne er fænomenale, og med sjælfulde omkvæd fra folk som Bilal, Dwele, Joy Denalane og Mayor Hawthorne, samt gæstevers fra blandt andet Joell Ortiz, Royce Da 5'9'' og Asher Roth, er Nottz debutalbum ganske simpelt bare et tag selv bord af luxeriøse lækkerier.

5/6

Kanye West - My Beautiful Dark Twisted Fantasy

Der er vist ingen tvivl om, at Kanye West's My Beautiful Dark Twisted Fantasy er årets mest omtalte og hæftigst debaterede udgivelse, og fra min side er flere timer gået med at læse andres anmeldelser og ikke mindst de tilhørende kommentarer. Det lader til, at en kunstner af Kanyes kaliber ikke blot tiltrækker fans og andet imponeret godtfolk, men i sandhed også yderst kritisk stillede lyttere og såkaldte "hatere", og hvor man i normale debatter fredsommeligt kan diskutere om en given kunstner er god eller dårlig, så er det nærmest blevet en kamp imellem de gode og de onde når det kommer til Hr. West; nogle direkte forsvarer Kanye som kunstner og dygtig musiker, imens andre jorder ham komplet og kaster alverdens negativt ladede ord imod ham.

"Do it better than anybody you ever seen do it /
Screams from the haters, got a nice ring to it"

- Har man fulgt bloggen her, eller ved man bare en smule om min smag, så ved man, at jeg er kæmpe Kanye fan. Derfor er det også svært for mig at anmelde et album som My Beautiful Dark Twisted Fantasy, da jeg mere eller mindre falder på halen over alt hvad han laver, og det derfor ikke kan undgå at blive en smule følelsesladet. På den anden side er jeg fuldkommen sikker i min sag, og jeg VED at jeg har ret når jeg siger, at Kanye er et geni.
Som det måske er ved at blive klart for jer, så vil denne anmeldelse måske blive en smule arrogant og bedrevidende i dens holdninger og synspunkter - måske noget jeg har fra hovedpersonen selv?
I anmeldelsen her vil jeg tage udgangspunkt i fem udsagn, som jeg ofte er stødt på under læsning andetsteds.

- Første udsagn: "Kanye West har ikke noget med hip hop at gøre"

Forkert.

Lad os tale lidt om hiphop. Jeg tillader mig at tro, at jeg - efter at have tilbragt oceaner af tid på at lytte til, læse om, lede efter, nærstudere og undersøge hiphop kulturen i mit hverv som anmelder - har en ganske klar opfattelse af, hvad hiphop er og hvad den vil. Hiphop har alle dage handlet om at være innovativ og opfindsom, og om at søge nye græsgange. Sugarhill Gang var de første på banen til at skabe musik ud fra samples - "Rappers Delight" er bygget op omkring basgangen fra Chic's "Good Times", og "Apache" sampler The Incredible Bongo Bands' nummer af samme navn, som de havde taget fra The Shadows. Samplingen er siden blevet en grundsøjle i hiphoppen, og alt er blevet samplet, fra soul, funk, jazz, blues, klassisk, kung fu film, disco dance og rock. Især jazz og soul elementerne var nøgleord for golden era hiphoppen, hvor folk som Dj Premier, Pete Rock, Buckwild, A Tribe Called Quest og De La Soul flittigt lånte fra gamle klassikere til deres beats. Men set i bakspejlet (og dette er ingen kritik som sådan, da jeg jo elsker oldschool hiphop, det er mere en slags forståelse for hiphoppens udvikling) var produktionerne dengang rimelig billigt sluppet. Hvis vi igen tager Dj Premier, som er en af mine absolutte favoritter, så er der jo ingen af hans beats, der har krævet en større musikalsk forståelse. Det rigtige sample, nogle fede trommer, en fed bas og evnerne til at sætte det ordenligt sammen, så har du opskriften på de fleste beats fra start/midt -halvfemserne. Hvis vi antog, at hiphop anno 2010 stadig lød som i '93, så havde vi brudt grundregel nummer et: innovation, - og dem, der sidder fast i halvfemserne og savner den gyldne era må snart til at se, at det fra tidernes morgen lå i kortene, at hiphoppen ville undergå denne forvandling. Det er det eneste rigtige. Og hvis jeg skal pege på én mand, der om nogen har sat en ny dagsorden, ja, you guessed it, så er det Kanye West. Han er personificeringen af ordet "innovativ". Han har ikke lavet to plader, der lyder ens, og ikke nok med det, så har han egenhændigt skrevet nyt hiphop regelsæt med hver udgivelse.
Debuten College Dropout er, og vil nok altid være, hans mest ligetil plade, fyldt med soul samples og oplagte melodier. På Late Registration hjalp det musikalske vidunderbarn Jon Brion Kanye med at skabe en større, mere volumiøs lyd, selvom Kanye stadig havde hans soul-rødder i bagagen. På Graduation tog de rockede og elektroniske elementer over, hvilket resulterede i soniske kompositioner, der emmede af atmosfære og legesyge. Med 808s & Heartbreak gik West i et helt andet spor, med dystre, melankolske og minimale produktioner til at pakke hans sorgfulde og yderst personlige tekster ind. My Beautiful Dark Twisted Fantasy har det hele, og mere til. Kanye er altså gået fra at have en mindre kompliceret og ligetil tilgang, til at skabe hiphop, der har langt flere kompositioner og kunstnerisk dybde i beatsne, end noget man nogensinde har hørt før. Dette er et faktum, og derfor kan vi roligt sige, at udsagnet "Kanye West har ikke noget med hip hop at gøre" er falsk. Det rigtige udsagn lyder: "Kanye West ER hiphop".

- Andet udsagn: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy er IKKE nyskabende"

Korrekt.

Mange kritikere har fejlagtigt rost MBDTF for at være nyskabende og genrebrydende. Det synes jeg ikke den er. Det meste af det man hører på West's femte album er hørt før, men hvad er i grunden ikke det i denne tid? Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt som kunstner at være nyskabende? Til gengæld må man også spørge: who gives a fuck? SKAL det være nyskabende? Kan det ikke bare være ovenud gennemført, rasende flot produceret, genialt komponeret hiphop? - For det er jo hvad det er.
Det jeg tager hatten af for, og det jeg altid har elsket Kanye for, er at tænke i de baner han gør - baner, som ingen andre tænker i, end ikke i deres vildeste drømme. Og hvis de gjorde, så ville de hverken have selvtilliden, færdighederne eller nosserne til at formidle det i musik. Mere eller mindre samtlige numre på MBDTF er en attest til Kanyes småvanvittige, musikalske overlegenhed. Et spørgsmål, der er værd at stille sig selv ved hver sang er, "Hvem anden end Kanye kunne finde på at...." - og så kan vi jo nævne eksemplerne i flæng:

...... sætte et underskønt kor bestående af Tayana Taylor, ex-kæresten Amber Rose og Bon Iver's Justin Vernon sammen med "Can we get much higher" -samplet fra Mike Oldfield, og så få RZA og No ID til at smede et fabelagtigt råt og melodisk beat oveni?
...... sammensætte trommerne fra Cold Grit's "It's Your Thing" (trommer Kanye har brugt flere gange før) med håndklap og indianersang fra Continent N 6's "Afromerica" og futuristisk råben fra prog/rock bandet King Crimson?
...... kaste sig ud i at skulle gonglere med storslået 80'er synth, triumferende blæsere og årets skøreste trommeprogrammering på "All of the Lights", og stadig have overskudet til at presse 14 sangere ind, uden at de spænder ben for hinanden?
....... kaste Rick Ross ind på et nummer efter fire minutter, efter en længere guitarsolo (som selvfølgelig, imod alle odds, passer perfekt ind over det soul'ede nummer)?
....... Fortsætte en i forvejen uvant lang førstesingle med at krænge sin sjæl ud igennem en vocoder i yderligere 3½ minut?
....... sample Aphex Twin?
....... arbejde sammen med Bon Iver?

Og vi kunne blive ved og ved. Der findes ét svar, som passer til alle spørgsmålene: "Ingen anden". Som kreativt legebarn, der ikke er bleg for at afprøve ting, som på papiret ikke burde fungere, er Kanye hævet over samtlige kollegaer, og som visionær musiker er han intet mindre end et unikum. MBDTF er altså ikke nyskabende, men proppet med nytænkning, og det er i Kanyes tilfælde mere end rigeligt til at feje alle andre af banen.

- Tredje udsagn: "Kanye West er en dårlig rapper"

Forkert.

Det er meget muligt, at Kanye ikke er blandt verdens bedste flow-teknikere, men hans indlevelse, hans glimt i øjet, hans sans for detalje og hans evne til at skrive sange, der balancerer imellem det humoristiske og alvorlige, det smukke og sørgerlige og det politiske og selvransagelige er simpelthen uden lige. På "Power" giver han et indblik i hans sind og forsøger derved blandt andet at forklare hans til tider sære opførdsler og udskejelser.

"Now I embody every characteristic of the egotistic /
He know, he's so, fucking gifted /
I just needed time alone with my own thoughts /
Got treasures in my mind but couldn't open up my own vault /
My childlike creativity, purity and honesty /
Is honestly being prodded by these grown thoughts /
Reality is catchin' up with me /
Takin' my inner child, I'm fighting for custody"

Storstilet rapblær er der i rigelige mængder på "So Appalled" og "Monster", men det er uden tvivl Kanyes mere ømme øjeblikke, der bliver interessante. På den poppede "All of the Lights" ville enhver anden rapper tage den lette vej, og rappe om et-eller-andet overfladisk, men selv på dette ultra radiovenlige nummer rapper han om, hvor stort et røvhul han egenlig er. Når Rihanna synger "turn up the lights in here baby, you know what I need, want you to see everything", så er det fordi, at alle skal vide, hvor stort et røvhul han er. Og har man ikke forstået det da, så bør det stå klart for en på "Runaway", hvor han opfordrer eventuelt fremtidige kærester til at stikke halen imellem benen inden han ødelægger endnu et forhold,

"She find pictures in my email /
I sent this bitch a picture of my dick /
I don't know what it is with females /
But I'm not too good at that shit"

På en af mine personlige favoritter "Blame Game", fortsætter han med problemer i forhold, og med den geniale linje "Let's call our names names" som rød tråd, er der skabt god bund for at virkelig smuk men samtidig rørende og barsk sang.

"On a bathroom wall I wrote,
"I'd rather argue with you than to be with someone else" /
I took a piss and dismissed it, like fuck it and I went and found somebody else /
Fuck arguing, harvesting the feelings, I'd rather be by my fycking self /
Till' about 2am and I call back and I hang up and start to blame myself"

Teksterne på MBDTF er rige på dybde og budskaber og ikke mindst personlige og hudløst ærlige beretninger, der er stærkere end noget man hører andetsteds.
Yderligere er jeg vild med, hvordan numrene kædes sammen. Ikke med glidende overgange, men ved at sangene lidt skjult tager over hvor den forrige slap. "All of the Lights" slutter fx med, at de synger "Want you to see all of the ligts", hvorefter "Monster" starter med, at Justin Vernon hvæser "I shoot the lighs out". "So Appalled" slutter med, at Swizz Beatz rapper "Life can be sometimes ridiculous", imens Kanye åbner "Devil in a New Dress" ved at grine "I love it though!". Og såden er der små hints rundt omkring, der tilføjer lidt til den allerede mægtige helhed.

- Fjerde udsagn: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy er IKKE en plade man vil kigge tilbage på om 10 år og huske for noget særligt"

Forkert.

Ikke nok med, at pladen er den bedst anmeldte de sidste mange år, og at Kanye har sat en ny dagsorden for hiphop, som vi tydeligt vil kunne mærke fremover, så vil My Beautiful Dark Twisted Fantasy huskes som albummet, der mindede os om en masse forskellige ting.
- At Kanye åbner sig for hele verden og udstiller sin person rådt for usødet er et suverænt modstykke til den substansløse og grinagtigt overfladiske tilgang, mange rappere er begyndt at have til hiphoppen. I kølvandet på MBDTF virker alt andet hiphop umiddelbart kedeligt, så ikke nok med, at Kanye opfordrer lyttere til at stille højere krav til den musik de vælger at høre, så tvinger han også sine kollegaer til at oppe sig gevaldigt. Noget der har været seriøst behov for i lang tid.
- Med MBDTF har Kanye statueret sig selv som pragteksemplet på, hvor langt man kan nå med mod og ryggrad. For mange kunstnere hopper over hvor gærdet er lavest, og udgiver metervarehiphop, fordi de ikke tør at tage chancer. De udsender de hitsingler som deres pladeselskab kræver af dem, og skrotter egne ambitioner og visioner, da pengene fra hitsinglerne rækker langt nok. Kanye gør hvad der passer ham. Det har giver bagslag, men musikalsk taler triumfen MBDTF sin egen sag. Forhåbentlig vil flere tage ved lære af denne plade, og indse, at man ikke skal lade sig binde, hvis det er en hindring for ens virkelig ambitioner.

- Med MBDTF har Kanye pointeret vigtigheden i at holde fokus og skabe et helstøbt "værk", hvilket næsten ikke kan siges om nogle andre plader, der bliver udgivet af kunstnere, der operere over undergrunden. De fleste rapudgivelser, der bliver smidt på gaden idag er i bund og grund bare skamfuldt dårlige undskyldninger for at kunne udgive to-tre numre. Kanye har kreeret et samlet værk, hvor der ikke er ét gram fylde - alt er nøje gennemtænkt, og intet er overladt til tilfældighederne. Kvaliteten af hans G.O.O.D. Fridays numre bevidner lidt om hvor ambitiøs et projekt det her har været for ham, og det faktum at et nummer som"See Me Now" blev skåret fra, viser hvor seriøst han mener det med at skabe en komplet udgivelse. "See Me Now" er bedre end det meste andet mainstream hiphop, der er udkommet i år, men det stemmer ikke overens med albummets generelle stemning - kill your darlings - og resultatet er mageløst.

- Vigtigst af alt har Kanye vist os, at så længe musikken er god, så er det underordnet om det er hiphop, pop eller noget helt tredje eller fjerde. Den gode musik sejrer, og hvis man ikke kan høre, at det Kanye West har lavet her er god musik, ja så er jeg ked af at sige det, men så har man tabt.

- Femte udsagn: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy er IKKE en klassiker"

Forkert.

6/6

Kanye West - Runaway (shortfilm)

Du har højst sandsynligt allerede set den og dannet dig en mening om den, for Kanye West's debutfilm Runaway har været et af de største samtaleemner den seneste tid. Ikke desto mindre synes jeg, at jeg ville ytre min mening om filmen, da der har været udbredte uenigheder om, hvorvidt den er god eller dårlig, kunstnerisk flot eller prætentiøst fjollet, om Kanye er et geni eller en plattenslager, og om dette kan gøre ham til populærmusikkens arvtager efter Michael Jackson eller ej. Her er mine 2 cents.

"Gather 'round children, zip it, listen!"

Lige siden Kanye West valgte at entrere scenen til MTV's Video Music Awards og afbryde Taylor Swift i hendes takketale, har han været bandlyst fra Hollywood, og ingen har haft lyst til at have noget med ham at gøre. Han flyttede til Japan for at søge ly for pressen, derfra til Rom for at glemme musikken for en stund og begive sig ud i modeverdenen, og derfra flyttede han til Hawaii, hvor han nærmest har boet i sit studie og lavet musik non stop lige siden. Der er da heller ingen tvivl om, at Kanye har en storslået plan om at vende umådeligt stærkt tilbage, og filmen Runaway er bare ét skridt på vejen tilbage til toppen, som West sigter efter at nå med udgivelsen af hans femte album My Beautiful Dark Twisted Fantasy, der allerede har scoret de første perfect score -anmeldelser, fra blandt ander Rolling Stone magazine.
Om man kan lide den eller ej er én ting, men man kan ikke komme uden om, at Runaway har gjort sit job til bravour; den har fascineret, provokeret, fået folk til at kalde West alt fra en satanist til vores generations vigtigste personlighed i musikverdenen, og derved skabt en hype, der sjældent ses magen i disse dage. Men ikke bare har filmen haft et formål udadtil, dens skabelse har været nødvendig for West, da den er én stor allegori på hans personlige og musikalske karrieres fald og genrejsning. Det lyder måske stort, men Runaway er Kanye West's bekendelse til verden.

"To be great is to be misunderstood"

Kort fortalt handler historien om en Føniks, spillet af den underskønne Victoria's Secret model Selita Ebanks, der styrter ned i vores verden, hvorefter Kanye West redder hende, forelsker sig i hende og forsøger at introducere hende for hans univers, men da omgivelser fortæller hende, at hun ikke passer ind, flygter hun og efterlader West i sorg. Som hun siger til ham hen imod slutningen af filmen, inden hun flygter, "Do you know what I hate most about your world? - Anything that is different you try to change". Denne sætning, der er filmens absolutte nøglepunkt, er en kommentar til massernes generelle holdning til det normale og "sikre", og deres frygt for "fornyelse", altså det uafprøvede og ukendte. West har altid været en original, og med hans barrierebrydende musik, excentriske opførsel og dertil kontroversielle udtalelser har han altid været skydeskive for beskyldninger, tilsvininger, anklager og verbale angreb fra diverse folkegrupper, og sagens kerne er, tror jeg, at han føler sig misforstået, og at det i bund og grund er os, der ikke er klar til en som ham, frem for at det er ham, der er for høj i hatten. Uanset hvad er han klar til at undskylde for alt hvad han nu engang har måtte været skyld i og starte på en frisk - dertil brugen af Føniksen som metafor.
- Føniksen er ifølge mytologier en ildfulg, der på sit dødsleje bygger en rede, hvori den brænder op og bliver til aske, og fra asken rejser en ny Føniks sig. Fuglen er derfor blevet symbol på genfødsel, fornyelse og endda udødelighed. Kanye "brændte op" som følge af episoden med Taylor Swift, og i løbet a det sidste år er han genopstået fra asken, og med My Beautiful Dark Twisted Fantasty lever han igen for fuld udblæsning.

"Do you know she's a bird?"

Faktisk er der ikke meget mere at sige om filmen, - det er mere eller mindre hvad den handler om, men det ville være for billigt sluppet, da der er stadig en del at forholde sig til. Fungerer filmen? Er den god rent filmisk? Er Kanye en dygtig instruktør? Lad mig bare lægge kortene på bordet: jeg synes filmen er fantastisk.
Det som jeg elsker ved filmen er, at selvom den giver sig ud for at være fyldt til bristepunktet med skjulte budskaber, gemte hints og symboler, så er det meste blot til for at få seeren til at tænke ekstra grundigt over tingene og kigge ekstra grundigt efter flere tråde til at kæde det hele sammen. Sagen er bare den, at historien faktisk er ganske lige til. Det er meget muligt at jeg skriver dette som undskyldning for at have været ude af stand til at afkode symbolernes egentlige betydning, men jeg tror at Kanye morer sig over at forvirre folk, og han må sidde derhjemme og grine højlydt over dem, der har analyseret på kryds og tværs og konkluderet, at fårerne, hjortene, æbletræet i haven og Føniksens skarpe negle alle har noget at gøre med, at Kanye er djævledyrker. Jeg tror bare, at han som debuterende instruktør har haft så mange ideer, der alle er blevet presset ind i denne lille film, at den derfor virker komprimeret i dens visuelle udtryk, med farver, begivenheder og referencer, der helt logisk år folk til at reagere og sætte tankerne igang.


Især filmens "hovedscene" ved middagsbordet, der grangiveligt ligner den sidste nadver, hvor afroamerikanere klædt i hvidt bliver betjent af hvide tjenere, alt imens hvide ballerinaer klædt i sort trisser ind og danser. Her kunne man lede efter bibelske referencer i en uendelighed, men det vigtigste ved denne scene er, at det netop hverken er sort eller hvid, der bliver diskrimineret, men fuglen i midten. Den godhjertede Føniks tilbyder brød til de omkringsiddende, men de undgår hende åbenlyst. Alle disse konforme individer bryder sig kun om hvad der er "in", - de vender ryggen til alt hvad der er nyt, anderledes og ukendt og "slåt det ihjel" (kalkunen, der bæres ind). Kanye's sidemand giver endda et tvetydigt kompliment, da han først siger at Føniksen er smuk, men derefter spørger til, om det er gået op for ham (Kanye), at det er en fugl. Kanye's svar - "Nah, I never noticed that" - har en umiddelbart komisk effekt, men det er faktisk virkelig kløgtigt skrevet, idet han jo ærger sig over det faktum, at hans sidemand hægter sig ved det kendte kastesystem og afskriver hende som værende mærkelig blot fordi hun er en fugl, uden at vide noget om hende. West, der desuden er den eneste i selskabet, der bærer elementer af sort, svarer igen ved at rejse sig, gå gen til klaveret og synge "let's have a toast for the douchebags, let's have a toast for the assholes", hvorefter alle middagsgæsterne, på nær Føniksen, hæver glasset.


Hele opvisningen af nummeret "Runaway" med balletdanserne er sensationel, og selve ideen med at få balletdansere til at danse til et hiphop nummer i en gammel lufthavn er over min forstand. Men det understreget også hele historiens pointe ganske fint: nytænkning er fedt! Filmens åbningsscene er lavet af samme stof; Kanye kommer kørende i hans TATRA MTX V8 lamboghini ude i en mørk skov til lyden af Mozarts "Lacrimosa", som skifter over i den RZA/NoI.D./West producerede "Dark Fantasy", alt imens Føniksens styrt maler himlen lyse-orangerød og rådyrene gumler græs i nogle helt uvirkeligt flotte optagelser. Der er ikke rigtig noget af det, der giver mening, men alligvel ramler det hele bare sammen og danner noget helt fantastisk. Samme kan siges om scenen med Michael Jackson's optog. Et stort hornorkester, Ku Klux Klan lignende medmarcherende, fyrværkeri, abnormt høje, guldmaskebærende skikkelser og elmaster i baggrunden, for slet ikke at tale om Rihanna, Kid Cudi, John Legend, Elton John og Kanye West, der gjalder ud over det poppede anthem "All of the Lights". Så mange symboler og referencer, og det eneste West forsøger at sige med scenen er, at han ser sig selv som værdig arvtager til MJ's positionen på populærmusikkens trone. Og nej, i min bog er pop musik og populærmusik ikke længere det samme. Kanye har gjort hele den genre han begår sig i - kald den hvad du vil - så udbredt, at "hiphop" mærkatet ikke længere lader til at være nok. Det har alle dage været Kanye's metier at skubbe grænserne for, hvor man før har taget musikken hen - som han skrev i hans bog Thank You And Your Welcome:

"I think it's great to never be completely happy or satisfied in life. If I ever became completely satisfied with the work I put out as an artist... that is the moment I would suck!"

Som debuterende instruktør er Runaway en triumf. Der er selvfølgelig visse fejl og svage momenter, som filmens slutning, hvor det er pinligt nemt at se, at Selita Ebanks har hængt i wirere foran en greenscreen, eller når man kan se kameraet i et af serveringsfadene, eller at lamboghinien laver en så latterligt stor eksplosion af at køre en lille bitte smule galt - Kanye ville sikkert bare indskrive sig selv i "Cool guys don't look at explosions" -gruppen!
- Men som helhed synes jeg bestemt at filmen er fantasisk gennemført. Alt fra den ambitiøse produktion, Kyle Kibbe's betagende billeder, de litterære referencer til Gabriel García Márquez's A Very Old Man With Enormous Wings, til filmens fabelagtige soundtrack er med til at gøre Runaway til en storslået fornøjelse, som jeg da gerne skal indrømme at have nydt et halvt dusin gange. Filmen kunne og burde have været en smule kortere og Kanye's skuespilpræstation er ikke just oscar værdig, men få andre kunne have hevet den her i land, og i mine øjne er Runaway endnu en succes på Kanye's efterhånden lange resumé.

4.5/6

Kno - Death Is Silent

Da Kno og Deacon the Villain udsendte første Cunninlynguists album Will Rap For Food i 2001, var Kno lige så meget rapper som han var producer. Men i løbet af gruppens karriere har Kno fokuseret mere og mere på produktionerne end rappen, og det er nærmest ikke blevet til mere end en håndfuld vers på de sidste fire udgivelser. Med solodebutalbummet Death Is Silent træder Kno ind i hans gamle rolle som producer OG rapper, og jeg må indrømme, at jeg havde glemt hvor meget jeg havde savnet ham som rapper. Deacon og Natti er begge hamrende dygtige, så det er ikke just god rap man har savnet på de seneste Cunninlynguists udgivelser, men jeg må erkendte at jeg havde glemt hvor god Kno er til at rappe og skrive tekster.
Det er en melankolsk og depresivt sjælfuld stil, der bliver lagt an fra første nummer, og med 'døden' som den røde tråd er det en dyster plade at komme igennem. Hele ballet åbnes med titeltracket "Death Is Silent", hvis produktion består af kirkeklokker, en pige der græder og en helt fantastisk, organisk lydende trommeprogrammering, hvortil Kno rapper,

"Death is silent /
It hides high in the night's confinement /
Vile and violent /
While minding a time to try us /
And remind us /
That we cry when time is denied us /
To incite this /
Fear of death's inside us /

Death is spineless /
It will find men that you confide in /
And confine them to asylum /
Make those that you dine with and reside with /
The same lives that you will pine for in silence"

Stærke sager. Det er relaterbart på en ubehageligt rammende måde, samtidig med at det faktisk er ganske smukt beskrevet. Det indledende nummer handler om 'død' som en overordnet ting, men når man kommer ind i albummet handler sangene om mere specifikke relationer til døden; frygt, sorg, tab - der bliver spillet på det helt store følelsesregister. Men vigtigst er det, at det afsluttende nummer minder én om, at det eneste man kan bruge 'død' til, er at sørge for, at man får så meget ud af livet som muligt, mens man har det, blandt andet fortalt igennem "theres one life to live, so live it the best you can" -vokalstykket af Nas fra "Classic".
Man skal dog igennem mange sorte passager før man når den lykkelige slutning, men takket være Kno's fabelagtige tekster og de ofte mageløse kompositioner, er det stadig en enorm fornøjelse at skulle "igennem" Death Is Silent. På "Graveyard" kalder Kno sig selv "the emo Premo", og hans produktioner rangerer rigtigt nok blandt de aller, aller, aller bedste. De fleste produktioner er skabt ved hjælp af studiomusikere, ofte fra Cunninlynguists faste band Club Dub, så basgange, guitarmelodier og klaverspil er strøget ud overalt på albummets numre, og sat sammen med livlige trommemynstre og hjemsøgende samples er store dele af pladens lydbilleder af så høj kvalitet som man kun turde drømme om. Og der er altid mere at komme efter end som så. Albummet åbner sig langsomt og udfolder sine sjælfulde og stemningsladede detaljer. Første gang jeg hørte albummet igennem var jeg en smule skuffet, men for hver gennemlytning dukkede noget nyt op, og efter et dusins gennemlytninger er det nærmest et helt andet album man sidder med. Blandt albummets højdepunkter er "Loneliness", hvor Deacon the Villain bidrager med et suverænt omkvæd over en minimal og sælsom produktion, den dundrende, synthbombarderende "Graveyard", hvor Sheisty Khrist lægger et lidt alternativt, men mindt ligeså fedt omkvæd, den perfekt sammensatte "Not At the End", der bæres op af et enestående klaverspil og et lidt poppet touch, og så naturligvis "La Petit Mort (Come Die With Me)", der for mig vil stå som et af årets stærkeste numre. Guitarspillet er blændende, og den måde hvorpå baggrundskorstemmerne tager til i intensitet giver simpelthen kuldegysninger hver gang. Og så får Kno rappet nogle ret utrolige linjer,

"You have suicidal tendencies /
And this might be the end of me /
Cus it's a rough route watching you get rubbed out /
Til' the suns out /
But damn it /
If I have a hand in it, can it still pass for abstinence? /
Passive masochist, pushing your faith aside /
As I take your thighs on a ride on the great divide /
Face the sky innocent sinner /
While I guide your little man in the boat across the Styx river /
Your body shivers beautifully /
As Jodeci sings the eulogy"

Efter al denne skyhøje ros skal det dog også siges, at det hele ikke er lige godt. Der er ikke noget decideret dårligt at finde, men numre som "When I Was Young", "I Wish I Was Dead", "Smile" og "If You Cry" er ikke oppe på samme niveau som nogle af de førnævnte. Men overordnet set er Death Is Silent et fantastisk album. Dybe tekster, melodiøse produktioner og gode features fra især Tunji, Tonedeff og Deacon. Det bliver spændende at se, om alle de gode ideer er blevet investeret heri, eller om Oneirology og Chico And the Man udgivelser kommer til at være af ligeså høj kvalitet. Mon ikke...

"La Petit Mort (Come Die With Me)"



"Not At the End" feat. Tunji

4.5/6

Rakaa - Crown of Thorns

Hvis man skal sige 'Rakaa' så må man også først lige sige 'Dilated Peoples'; den i undergrunds-øjne yderst ankerkendte Cali-gruppe, der især med udgivelser som Expansion Team fra 2001 (hvorpå numrene "Worst Comes to Worst" og "Clockwork" var at finde) og Neighborhood Watch fra 2004 (der blev ført an af den sublime Kanye West producerede og begæstede single "This Way") - har været et obligatorisk navn at nævne når talen er faldet på nyere tids westcoast hiphop. Nu taler jeg primært facts, for personligt har jeg aldrig været den store fan af Dilated Peoples. Der har været gode tracks at finde på alle deres udgivelser, især de allerede nævnte, men som samlede værker har ingen af deres udgivelser været noget specielt at råbe hurra for. Og faktisk deler jeg samme mening med de respektive medlemmers sideløbende karriere. DJ Babu har udgivet hele Duck Season serien, men kun "Duck Season" nummeret fra Vol 1, der da også er et af de mest vanvittige battle tracks der er lavet i hiphoppens historie, har fanget min interesse. Det samme kan siges om Evidence: Cool rapper, der har haft nogle spændende features her og der, men jeg har aldrig rigtig haft den store interesse i rapperen generelt. Sjovt nok har den karismatiske Rakaa Iriscience altid været mit favorit medlem fra Dilated Peoples; det uden tvivl mindst aktive medlem fra hele gruppen. Se bare på wikipedia; Rakaa har været aktiv i et årti og har ikke engang sin egen side!

"I'm buggin' with flashbacks, struggelin' past that /
Tryna' make sense of the abstract /
Heart skip like Picasso painted it strange /
A mixture of beautiful pleasures and hideous pain /
Fool's rush in, they say love's an idiots game /
I never played dumb, I played hard to win it the same"

- Ikke desto mindre udgiver han nu sit debutalbum Crown of Thorns, som på mærkværdigeste vis formår at ligge på grænsen imellem det rodede, stilforvirrende og til tider decideret uudholdelige, og det lyrisk fremragende, musikalskt overraskende og fra tid til anden ovenud imponerende. Lidt af en rodebiks ja, og årsagen til dette er primært at finde i Rakaas evne til at vælge beats. Ligeså mastodontisk som det Sid Roams producerede, synth-bårne åbningsnummer er, lige så umulig er Dj Babu's "Eyes Wide" at komme igennem, grundet dens øreskærende toner, der lader til at have til formål, at teste holdbarheden i lytterens øre.
På toppen af listen har vi numre som det herlige Outkast lydende "Rosetta Stone Groove", Alchemist's "Upstairs", der på lækreste vis er det mindst Alchemist'ede nummer han nogensinde har sat sammen, og det totalt udsyrede og spaced out "Mean Streak", der er produceret af El-P, der som sædvanlig formår at skabe en skæv men fantastisk melodi ud af det vildest tænkelige kaos.
Men som modparter til alle disse fremragende skæringer har vi blandt andet Oh No's "Assault & Battery", Evidence's "Delilah", der ganske simpelt er nået at blive kedelig før det er hørt igennem første gang, og selv min egen personlige favoritproducer Exile skuffer med "Human Nature", hvis beat er flere år gammelt og har ligger på Johaz's myspace side; en version der i øvrigt er flere længder bedre end Rakaas, på trods af at KRS-One assisterer.

Det som ultimativt redder Crown of Thorns er Rakaa's karismatiske væsen, hans substantielle tekster og hans afslappede og stilsikre måde at levere dem på. Det er ligefør at Rakaa har mere at sige på hans første soloudspil and kollegaen Evidence har nået i hele hans solokarriere. Numre som "Observatory", "Rosetta Stone Groove", "Upstairs" og titelnummeret er det rene guf for lyrikere, og på numre som Los Angeles oden "Aces High", hvor han får besøg af Fashawn, Evidence og Defari, rapper han med sit stramme flow ganske simpelt bare som en drøm. Egentlig ganske sigende for den lyriske del hele vejen igennem.

På trods af nogle fæle missere på produktionssiden er Crown of Thorns et ganske formidabelt album. Det kræver en smule tilvending, men hvis man giver sig tid til at dykke ned i Rakaas univers, så vil man opdage at det er et af de virkelig interessante af slagsen. At hovedpersonen ikke har været så aktiv de sidste års tid fremgår tydeligt, da han virker yderst sulten og rap-overskuddet og lysten stråler ud af manden. Crown of Thorns lander nok ikke på nogen top 10 lister i år - primært fordi de ofte omtalte fejlproduktioner trækker dét stykke ned - men jeg vil stadig stærkt anbefale pladen, da der er rigeligt med sublime numre på til at gøre det et stærkt album.

4/6

Rhymefest - El Che

Den evigt oversete, forbigåede og undervurderede Chicago-rapper Rhymefest, er tilbage med opfølgeren til kvalitets-triumfen og salgs-flobbet Blue Collar. Og det skal fra start af siges, at Blue Collar er umådeligt svær at komme efter. Rhymefest rappede som en drøm, om med No I.D. og Mark Ronson i spidsen for et stjernespækket hold af kontributører, lå stilen et trygt sted imellem backpack og mainstream, og resultatet var mageløst.

Ved første øjekast på El Che -coveret får man det indtryk, at det er en mere politisk Rhymefest der optræder. På bordet ligger Ralph Ellison's Invisible Man og Frederick Douglass' My Bondage and My Freedom; begge litterære hovedværker i skildringen af afroamerikanernes kamp fra slaver til ligestillede. Og ved siden af ligger revolutionærens hat, og hvad jeg går ud fra er munden på et gevær. Men men men! Alt dette giver mildest talt et helt forkert billede af selve pladen. Politik og intellektuel socialrealisme er ikke decideret udbredte emner på El Che. Rhymefest har valgt at præge størstedelen af hans album - hvilket jeg synes er en fæl fejltagelse - med rap om rap. Det er virkelig sjædent at 'Fest kommer ned i lige så dybe lag som han gjorde på debuten. At pladens indledende numre bærer titlerne "Talk My S**y" og "Say Wassup" siger vel nok en del om indholdet. Ikke at der er noget galt med shit-talking, men I Rhymefest's tilfælde havde jeg personligt håbet og forventet bare en smule mere end the usual. At Rhymefest tilmed ikke udmærker sig på nogen måde i shit-talk rap-genren går blot hele affæren yderligere ærgerlig. Når man har slået Eminem i Scribblejam finalen, skrevet Kanye West's "Jesus Walks", der vandt en grammy for bedste rap sang, og udgivet den tekstmæssigt fantastiske "Blue Collar", så må man også forvente, at ens fans har høje forventninger, og så må man også forvente, at fans'sne bliver en smule sure når man ikke disker op med mere end det gennemsnitlige. Okay godt ord igen, han formår at diske op med nogle rimelig solide vers hist og her, men hvis ikke problemet er at finde i teksterne, så er de højst sandsynligt at finde i produktionen. Tag fx "Prosperity" hvor han er inde på nogle af de mere interessante emner, men hvor beatet er så ligegyldigt, at man aldrig rigtig får oparbejdet mod nok til at få hørt nummeret færdigt. Enkelte gange lykkedes det dog tekst og beat at gå sammen som en større enhed, er her fremstår Rhymefest helt sublim. På førstesinglen "Give It To Me" rapper 'Fest med et stramt flow, og teksten minder en smule om "Bullet" fra forgængeren. Scram Jones' beat er et af de mest vanvittige jeg har hørt i ufattelig lang tid, og med en tilhørende genial video har man virkelig en kongenummer. Også Best Kep Secret bidrager med to produktioner, der sammen med "Give It To Me" danner pladens top 3. "Talk My S***" er definitionen på deres let genkendelige signaturlyd, med fabelagtigt sammensatte stadiumtrommer og en generelt "stor" lyd. Men jeg må indrømme, at Best Kept Secret drengene virkelig tog røven på mig med deres "City Is Falling" produktion, der ikke lyder som noget man har hørt fra dem før. En silende efterårsregn danner baggrund for en yderst følsom jazzproduktion, der bæres af en perfekt horn-melodi og et sublimt omkvæd fra Slique. Ikke bare pladens bedste nummer, men et af 2010's større mesterværker. Her får i dem begge.

"Give It To Me"

"City Is Falling feat. Slique"

(Jeg foretrækker at lukke øjnene og lytte til sangen fremfor at se videoen)

- Sjovt nok er originalversionen af "Give it To Me", som vist her i videoen, ikke at finde på El Che, men istedet et remix, hvor Saigon og Chicagorapperen ADaD rapper med. Fun fact er, at Rhymefest lavede en konkurrence, hvor premien var at få lov til at rappe med, og det var altså ADad der vandt.

Desværre er der foruden de nævnte pragtskæringer ikke meget godt at komme efter på El Che. Prominente navne som Just Blaze, Kanye West, No I.D, Mark Ronson og Emile, som alle var inde over Blue Collar, er ingen steder at finde på El Che. Istedet er det navne som S1, Jimi Conway, Terry Hunter og Scram Jones der pryder produktionslisten, ikke navne jeg kender, og ikke navne jeg har fået den store lyst til at checke op for. "Talk My S***", "Give It To Me" og "City Is Falling" er alle pengene værd, man skal man være ærlig, så havde man nok håbet på lidt mere af samme skuffe, for når alt kommer til alt, så er tre virkelig gode numre og 13 middelmådige ikke helt nok. Og hvor blev DJ Premier bangeren "Real Nigga Quotes" egentlig af??

Army of the Pharaohs - The Torture Papers

Nu bliver rækkefølgen godt nok en smule rodet, men for at færdiggøre Army of the Pharaohs sagaen (Ritual of Battle blev anmeldt helt tilbage i oktober 2007, og kan læses her), kommer her anmeldelsen af deres debutalbum The Torture Papers, der ikke bare er AOTP's bedste, men i mine øjne en af de bedste hardcore hiphop plader, der er udgivet siden årtusindeskiftet.

Jedi Mind Tricks' Vinnie Paz startede Army of the Pharaohs i 1998, med kernemedlemmerne Chief Kamachi, Esoteric, Virtuoso og Bahamadia samt JMT produceren Stoupe og Esoterics faste producer 7L. De fik lavet et par numre, men de endte som remix versioner på Violent By Design, og AOTP blev tilsidesat til fordel for Jedi Mind Tricks, hvis karriere var begyndt at tage fart.
Det var først i 2005 at AOTP blev genforenet, uden Virtuoso og Bahamadia men istedet med Apathy, Celph Titled, Outerspace (Crypt the Warchild og Planetary), Reef the Lost Cauze, Des Devious, Faez One og King Syze. Og således startede hæren af faraoer at sprede skræk og rædsel i hiphop verdenen.

"Yeah motherfuckas, WE'RE BACK! - Pharaohe clique motherfucka!"

Med denne velformulerede, poetiske frase, introducerer frontmand Vinnie Paz holdet, der lægger hårdt og brutalt ud med at totalt molestrere Shuko's "Battlecry". Især Apathy, der har første vers, udviser battlerap når det er kløgtigst, fx med åbningslinjerne,

"I put you up on the IV, not the Roman numeral four /
But the IV that leads to the funeral floor"

- Gennemgående for The Torture Papers er det, at samtlige mc'er er i topform. Jeg ville kunne blive ved i en uendelighed med at hive den ene geniale punchline frem efter den anden. Det kræver naturligvis, at man kan døje store mængder homofobi, sexisme, voldsglæde, kærlighed til våben og hårdkogte gangster attituder, men kan man det, er The Torture Papers en sand guldkiste. Gruppens måske cool'este rapper, Celph Titled, fejler aldrig i at levere linjer, der både forarger og fremtvinger smil. Tag fx "Feast of the Wolves", hvor han rapper:

"Yo is there a heaven for a gangsta? /
No, but there's hell for a faggot /
Put on my work outfit, with a belt for my rachet /
You gon' melt when the gat spit /
Shoot your mother at your funeral, she fell in the casket /
How convenient is that shit?!"

...og så slutter han af med linjerne,

"And I won't say I'm the best since Rakim and Pac and them /
Better yet I'm the best since Mozart and Bach and them"

Hvad der dog gør The Torture Papers så forbandet fed er, at der ikke er 2-3 af mc'erne der stjæler billedet som på de to efterfølgende udgivelser. Alle gruppens medlemmer giver den alt hvad de har, og hvor det, igen, på de to efterfølgere ikke er synderligt svært at udvælge en favorit rapper, gør repræsentanterne på The Torture Papers valget betydeligt sværere. Faez One og Crypt the Warchild's vers på "Into the Arms of Angels" er sublime, Esoteric's ordspil på "Pull the Pins Out" er uvirkeligt, Chief Kamachi ligger perfekt over "Narrow Grave" beatet, og Planetary og Reef the Lost Cauze bidrager med nogle af pladens bedste vers på "Tear It Down"




Men ikke kun lyrisk er The Torture Papers on point, de mange producere leverer virkelig også varen, og de fleste beats kan fremhæves som pladens potentielt bedste. Undefined's mageløse "Henry the 8th" er måbende flot, Apathy's rockede "The Torture Papers" er et alternativt fantastisk beat og Svenske Oaks' "Feast of the Wolves" er noget nært den ondeste banger man kan forestille sig. Og om så det er samplingen af Bach's "Portita n.2 in C minor Sinfonia" til "Narrow Grave" eller "I stepped through the door, tore the shit off the hinges" lyrikken fra Teflon og M.O.P's "Rawness" der scratches på "Tear it Down", så udføres det hele på fornemmeste vis. Og kan man andet end at tage hatten af for Rain's produktion på "Into the Arm of Angels"? Personligt er det mit favorit AOTP nummer,



- Army of the Pharaohs' første udspil var og er ekstremt vellykket. Rapperne komplimenterer hinanden til perfektion, og størstedelen af produktionerne er fabelagtige. At de ikke har kunnet holde standarten senere hen er utrolig ærgerligt, men man kan altid hive The Torture Papers frem, hvis man vil have et ondt skud battlerap, serveret over prægtige produktioner. Det' fandme fedt det her!

5/6

Army of the Pharaohs - The Unholy Terror

De arrige battlerap spyttende konger af hardcore hiphop, supergruppen Army of the Pharaohs, er tilbage med deres tredje album The Unholy Terror, der er en positiv opgradering fra deres ovenud ærgerligt Ritual of Battle, men som stadig ikke kan nå The Torture Papers til sokkeholderne.
AOTP holdet er større end nogensinde før. Først var de 12, så blev de 13 og nu tæller gruppen 15 medlemmer. Block McCloud og Journalist er gruppens nye ansigter. - Sidstnævnte havde jeg virkelig ikke set komme! Hans totalt oversete Scribes of Life var en af de første cd'er der stod i min samling, og da lyden derpå læner sig tæt op af den kommercielle hiphop, var han ikke umiddelbart en rapper som jeg troede ville ende i et kollektiv som AOTP.
Til stor glæde for undertegnede har Chief Kamachi forladt gruppen til fordel for Apathy. Ja, han har måske endda fået sparket? Han havde beef kørende med Apathy, og da gruppen gerne ville have Aparty tilbage var Kamachi mere eller mindre tvunget til at tage sin afsked.

Army of the Pharaohs står dog stadig og roder med et enormt problem, som de tydeligvis ikke har intentioner om at løse. Gruppen formerer sig kontinuerligt, men det ville bestemt klæde AOTP at skære halvdelen af mc'er fra. Som altid er det Celph Titled, Apathy og Reef the Lost Cauze der stjæler spotlightet. Esoteric er ligeledes oppe i det røde felt, men han har kun et enkelt vers på hele pladen, hvilket man selvfølgelige kan undre sig over. Kigger man tilbage i kataloget vil man dog også opdage, at de to forrige plader var præget af en manglende sans for kvalitetsbevidsthed. Med AOTP har det alle dage været sådan, at jo bedre du er, des færre numre må du rappe på. I AOTP er Vinnie Paz en middelmådig rapper, hverken mere eller mindre, men han er uden sammenligning den, der optræder oftest. Nederst i hierakiet har vi Doap Nixon og Demoz, der begge har en god håndfuld vers. Nederst af alle, nede i den dybe, sorte og yderst pinefulde bund, har vi Jus Allah, der heldigvis kun medvirker på et nummer, "Godzilla", som han da også formår at ødelægge fuldstændig, på trods af fede bidrag fra de andre.



Men lad os lægge alt det dårlige bag os for en stund, og fokusere på nogle af de positivt ting på The Unholy Terror. Som det tydeligt fremgår af den Celph Titled producerede gudebanger "Bust 'Em In", som du højst sandsynligt sidder og hører lige nu, er der flere utroligt stærke numre, hvor faraoerne virkelig slår sig løs og spasser helt ud. Og når man snakker om at spasse ud, så må "Spaz Out" også nævnes som en sand perle på albummet. Dialog fra filmen Troy indleder det intet mindre end episke nummer, hvor JBL the Titan sampler fra et større symfoniorkester, altså fuldendt med stryger-sektioner, storladne kor og krigstrommer. Denne formel, hvor de klassiske elemter samples til pompøse beats bruges ofte, men det lykkedes aldrig særlig godt, og personligt synes jeg faktisk at JBL's er det eneste vellykkede forsøg. Men så er det godt, at DJ Kwestion (som de seriøst bliver nødt til at bruge noget mere!) bidrager med et par beats. Han producerede forrige albums bedste track "Strike Back" og fortsætter hvor han slap ved at brygge beats udfra den gamle stil, hvor beatet er såre simpelt men yderst effektivt. "Cookin' Keys" er helt forrygende, og med det fantastiske beat som baggrund fremstår mc'er langt bedre end på de fleste andre numre, selv Doap Nixon og Demoz! Også på det ti mand store posse cut "The Ultimatum" giver Kwestion rapperne et sublimt beat-lærred at male på.

Størstedelen af The Unholy Terror handler om raw battlerap, og det er der rappernes drivkraft ligger. Men på "Suicide Girl" træder de (Planetary, Doap Nixon og Apathy) ud af de faste rammer og rapper om noget mere værdiladet, lidt i stil med "Into the Arms of Angels" fra debuten. Apathy's tankevækkende vers kunne snildt gøre sig som pladens bedste, og hvor ville jeg dog ønske at AOTP havde flere numre af denne kaliber. Det viser dem fra en helt anden side, og giver et mere nuanceret billede af de forskellige rappere, hvilket klæder mange af dem.

"She said I must confess, it turns me on when I cut my flesh /
There's nothing left, I'm hollow, I'll follow death /
If it's a change from the mundane mondays /
You know my pain, I'm empty inside, my veins pump Novacaine /
Somethimes I feel like life isn't real /
And my brain is too busy and my mind don't even heal /
I could never shut it off so I'd rather shut it down /
Do it right the first time, I ain't trying to fuck around /
And she smiles for her friends but her smile is a mask /
Any memories of happiness is filed in the past /
I considered my garage, foot rewing on the gas /
A slash and a gasp or a violent blast /
I don't believe in hell unless it's what I'm in /
I wanna free my soul, straight jump out of my skin /
She exhaled and sighed, eyes open wide /
Suicide, it's a suicide"

Alt i alt er det stadig tydeligt, at AOTP lider under for mange dårlige rappere og for mange dårligere producere. The Unholy Terror har flere lyspunkter end Ritual of Battle, men der er stadig alt for meget rod og ligegyldigt skrammel på, til at den kan måle sig med deres debut. Der er en god håndfuld solide produktioner på, at antallet af fede punchlines er mange, tyg fx lige på den her "A real jedi kid, you're a toy yoda like tundra" fra "Spaz Out"! - Men det er ikke helt nok til at redde pladen fra en lidt-over-middel-karakter.

3.5/6

Apollo Brown - The Reset

Det lå lige til højrebenet at hive fat i The Reset til en anmeldelse, efter Black Milk's Album of the Year. - Dels fordi, at Apollo Brown er en af 2010 højest profilerede producere, ligesom Black Milk, men også fordi, at de to udgivelser deler et utal af ligheder.

Apollo Brown er ligesom Black Milk fra Detroit, og med inspiration fra DJ Premier, Pete Rock og J Dilla, brygger han tonstunge beats, der både bærer præg af den gamle skoles vintage stil, men som bestemt også er et kærkomment bud på fremtidens lyd. Og Apollo Browns stil ligger faktisk ganske tæt op af Black Milk's, sammenlignet med Album of the Year har Brown bare spillet sine kort betydeligt bedre. The Reset har været undervejs i længere tid, så produktionerne er mere bearbejdede, og så rapper Brown ikke, det lader han et forrygende A-Team om - netop for kun at skulle koncentrere sig om produktionerne. Dette har virkelig givet pote, for holy mother hvor er det noget sprødt hiphop man bliver præsenteret for her!! Den ydmyge Apollo Brown har udtalt, at han, vel vidende at han endnu ikke besidder evnerne til at udføre dette, - producerer hans plader som skulle de være verdens bedste. Og nøøj hvor er der meget guf at finde! Hans evne til at sammensætte basgange, dynamiske trommer og ekstremt velvalgte samples er intet mindre end mageløs, og når numrene tilmed er lyrisk velsignet fra folk som Big Pooh, yU, MED, Oddisee, Ken Starr, Prince Po og størstedelen af Detroits undergrundselite, blandt andre Finale, Stik Figa, Magestik Legend og Black Milk, så kan det næsten ikke gå galt. Og i kan trygt stole på, at resultatet er fantastisk.

Apollo Browns kompositioner er i bund og grund ret simple, men ligeså enkle som de er i udtrykket, lige så effektive er det så sandelig også. Ballet åbnes med den eksplosive "Hungry", der ved perfekt brug af vokalsamples og flere lags mudrede synthlyde lægger en solid bund for Big Pooh og Black Milk. På den vinylknitrende, drømmende "Lower the Boom", er det ligeledes de effektive trommer og vokal brudstykkerne, der får alle elementerne til at falde i hak. Og som man begiver sig ind på The Reset finder man hurtigt ud af, at disse er de bærende søjler for Browns produktioner generelt. Dette har både sine ups and downs. - Da denne grundformular fungerer yderst godt, er det overordnede niveau ganske højt, men efter at have hørt pladen igennem en 4-5 gange, begyndte jeg at tage mig selv i at skippe en del numre. Måske netop fordi, at produktionerne er så nært beslægtede, fejer de bedste beats de mindre gode af vejen. "Beauty of a Day", "Odds Ain't Fair", "Brainwash", "Ghetto Soul Music" og "Lower the Boom" blev meget hurtigt mine favoritter, og der gik ikke lang tid før, at disse numre faktisk var de eneste jeg hørte. Det har højst sandsynligt også noget at gøre med, at disse numre bærer de flotteste lyriske præstationer. Det er dog heller ikke fordi, at pladen bugner med lyriske guldkorn. De forskellige rappere har en lidt ærgerlig tendens til at rappe om de samme emner på de forskellige numre, så meget af tiden går på at høre om, hvor seje de her rappere er. Den dybe tallerken bliver bestemt ikke opfundet, og selvom det er en fantastisk hold mc'er, der alle har evnerne i orden, så er dét bare ikke nok til at holde interessen ved lige.

Nu er det trods alt Apollo Browns album, så rappen kommer i anden række, og der er ingen tvivl om, at den røde tråd findes i produktionerne. The Reset byder på nogle seriøst fede numre, men grundet produktionernes meget ens fundament, og den lidt for svage rap del, er pladen langt fra perfekt. Apollo Brown er bestemt en producer, der er værd at holde øje med i fremtiden. At dømme ud fra denne skive kan han snildt komme op på siden af Black Milk og give ham kamp til stregen. Stod valget imellem The Reset og Album of the Year ville jeg klart anbefale at investere i Apollo Brown.

4.5/6

Han skulle efter sigende være på trapperne med pladen Gas Mask, som en del af gruppen The Left - og ifølge det jeg har læst, så er det virkelig serious business de har gang i.

Black Milk - Album of the Year

Det er nok vigtigt at indlede denne anmeldelse med at redegøre for mit forhold til Black Milk. Jeg er en af de få - måske en af de eneste endda - der syntes, at han kom lidt for nemt til toppen. J Dilla var dårligt nok død før Black Milk blev udnævnt til Jay Dee's arvtager, og derfra blev han alles nye favorit producer overnight. Naturligvis synes jeg, at han har udgivet noget forrygende musik, og jeg vil gerne indrømme, at han er hjernen bag et par af mine favorit bangers, der er produceret i nyere tid. Kidz In the Hall's "Middle of the Map Pt. 1" er ubeskriveligt fed, Finale's "One Man Show" er lige i øjet, Pharoahe Monch's "Bar Tap" er en sublim sammensætning, og størstedelen af Elzhi's The Preface, med "Motown 25" i spidsen, og de rene lækkerier. Til gengæld har hans egne udgivelser været en smule lunkne. Indrømmet, jeg har ikke hørt Sound of the City og Broken Wax, men Popular Demand var hurtigt glemt, og Tronic var decideret skuffende. Overordnet set synes jeg altså ganske simpelt ikke, at han har nok exeptionelt godt materiale til at blive kaldt en af de bedste producere. Dog har han potentialet til at blive det.

Det er selvfølgelig en smagssag, og jeg ved at mange er uenige med mig, så lad os lade den ligge.

"Tell 'em all settle down /
We bringin' the real - wack niggas not allowed!"

Jeg har efterhånden modtaget en del mails, hvor folk skriver, at de gerne vil høre min mening om Album of the Year, og det virker lidt som om, at mange af dem, der har skrevet til mig, på forhånd forventer, at jeg giver pladen en tårnhøj karakter, og de lader til at håbe på, bare at kunne læne sig tilbage og læse en stor, fed, udpenslet lovprisning om, hvor hamrende fed Black Milk er, og hvor vold fed en skive Album of the Year er. Her kommer jeg nok til at skuffe jer en kende.

Der er som sagt ingen tvivl om, at Black Milk har spillet en stor rolle i 00'ernes hiphop, og han satte for alvor Detroit tilbage på kortet, efter at Eminem blev kommerciel og ligegyldig. Han har arbejdet med et bred vifte af prominente rappere, og han har især taget sig særligt godt af hans Detroit kollegaer, som Finale, Invinsible, Phat Kat, Elzhi, Royce Da 5'9'' og Guilty Simpson. Hans produktioner er utroligt let genkendelige. Han står side om side med Nottz om at bruge de tungeste trommer, og det er om noget hans evne til at programmere disse nådesløst hårdtslående beats, der har gjort ham stor. Man kan altid regne med en gedigen banger fra Milks side, og jeg er sikker på, at mangen en hiphopper er blevet udskrevet fra hospitalet med nakkekrave på.

Produktionernes skelet er på Album of the Year det samme som sædvanlig, og det er tydeligt, at hans elskede AKAI MPC-2000 XL har været ved hans side hele vejen igennem. Hvad der differentiere processen denne gang fra tidligere er, at han har hevet adskillige studiemusikere ind for at få nogle live instrumentation over hans beats. Det gør egentlig ikke den store forskel, men på enkelte numre får man serveret lidt ekstra organisk musik. "Gospel Psychedelic Rock" og "Closed Chapter" er begge båret op af rockguitarer, og "Distortion" afsluttes med en afdæmpet funkguitar solo. På andre skæringer kammer det for mit vedkommende over, da Milk har fået percussion trommer ind over hans egne, i forvejen dominerende trommer, og det resulterer i værste tilfælde, som på "Keep Going", i decideret uudholdelige musik. Liveinstrumenterne fylder dog ikke så meget igen, og størstedelen er pladen er pure Black Milk. Til gengæld er det til tider en smule uoriginalt og kedeligt i forhold til hvad man før har hørt fra ham. "Deadly Medley" er fx et godt håndværk, men sammenlignet med førnævnte "Middle of the Map Pt. 1" blegner det en smule, og så tror jeg endda at det er samme sample, der bruges. Pladens uden sammenligning stærkeste track er "Black & Brown", der som det eneste nummer rummer den råstyrke og beat-brutalitet, som jeg elsker fra Black Milk. Af andre highlights kan "Welcome (Gotta Go)" og "Over Again" nævnes, men resten af pladen er produktionsmæssigt efter min mening for unuanceret og middelmådig.
Rapdelen er heller ikke just noget at råbe hurra for. Black Milk er bedre end gennemsnittet, men han har hverken attitude eller skills nok til at udmærke sig yderligere. Royce Da 5'9'', Elzhi og Danny Brown outshiner ham da også med flere længder. Stod det til mig skulle Black Milk have gjort som Apollo Brown (som bliver anmeldt næst), nemlig finpudset produktionerne fremfor at bruge tid på at skrive tekster, som i bund og grund ikke er memorable nok til, at det er dét man husker ham for. Når alt kommer til alt så tænker man jo 'producer' når Milk nævnes, og ikke 'mc' - og det er der en god grund til.

Album of the Year er langt fra album of the year. Black Milk er for dygtig og erfaren til at lave noget decideret dårligt, men jeg må alligevel tilstå, at Album of the Year gjorde et overraskende svagt indtryk på mig. Den er blevet hørt igennem det dusin gange det kræver at kunne udtale sig ordenligt om det, men meget mere tror jeg heller ikke det bliver til. The Reset skal tilbage på anlægget omgående....

3.5/6

P.O.S. - Never Better

Velkommen til Rhymesayers Entertainment - mangfoldighedens hus. Indie hiphop selskabet, der meget hurtigt er vokset større og større takket være frontgruppen Atmosphere og det lyriske vidunderbarn Brother Ali, har mange forskellige typer af artister og dertilhørende stilarter under deres tag. De to førnævnte repræsenterer den mest ligetil form for hiphop, sammen med folk som Abstract Rude, Evidence, Freeway og Jake One, imens Eyedea & Abilities, Grieves og P.O.S. blandt andre står for en mere eksperimenterende og alternativ tilgang til hiphoppen. Både Eyedea & Abilities og Grieves er blevet anmeldt her på bloggen, og de fik begge tildelt middelkarakterer, da jeg personligt havde for svært ved at vende mig til deres rockede og produktionsmæssigt højst usædvanlige syn på hiphoppen.

P.O.S. er ligeledes højst usædvanlig på enhver tænkelig måde. Hans musikalske færd startede som hiphop-hadende punk-rocker i bandet Om, hvor han gik under navnet Pissed Off Stef. Han sang, growlede og mestrede en masse forskellige instrumenter, og har efterfølgende spillet i flere forskellige punk grupper. Han gik dog fra at have et decideret fjendtligt forhold til hiphop, til at opdage, at rap faktisk var en genial måde at udtrykke sig på. Hiphop begyndte derfor at have større og større indfyldelse på hans musik, og med udgivelsen af hans andet album Audition (2006), fik han endegyldigt sat 'rapper' -markatet på sig. Punk elementerne var dog stadig at finde overalt, og med hans tredje udgivelse Never Better, er det stadig tydeligt, at hans kærlighed for punkrock spiller en stor rolle. Faktisk er den tydeligere end man før har hørt det på en P.O.S. hiphopudgivelse, men da P.O.S. sideløbende har voksnet sig til at være en fabelagtigt dygtig rapper, er Never Better nok hans mest fuldendte forsøg på at parre hiphop med den alternative punkrock.

Det skal lige siges, at Never Better ikke er en "nem" lytteoplevelse. Det er en af de slags plader, der virkelig kræver noget af lytteren. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg meget hurtigt lagde pladen på hylden første gang jeg hørte den. På daværende tidspunkt synes jeg både, at det var for mærkeligt, usammenhængende, skævt og rodet, så jeg gav simpelthen op. Det var da en læser af bloggen (stort tak til Yusuf Dualeh) anbefalede mig at checke den ud, at jeg besluttede mig for at give den et forsøg mere, og det er jeg ovenud glad for!

Men selvom det lykkedes mig at se på Never Better igennem fornyede briller skal det siges, at det stadig krævede en større tilvendingspræstation, for P.O.S. sætter vitterligt lytteren på en hård prøve. Der er ikke en eneste linje, der er letforståelig. Han lader til at skrive med lige dele poesi og galskab, og selvom jeg har brugt flere timer på at decifrere hans tekster, fremstår store dele stadig uden forståelse, for mig. hele ballet åbnes med "Let It Rattle", hvor han rapper,

"There ain't nobody to be pretty for fuck it /
Let it rattle, let the clatter kill 'em, let the cataclysm wash /
Who really listens? /
Precision with a verse draws a crowd /
I draw a line between an easy melody and piece on mind /
I keep the gain tweaked /
Freak the same to it's own thing, spit the plain pain /
Econolines for the dime class, it's a god damn recession /
Come one, show a little respect"

Hvis nogen kan forklarer mig hvad han rapper her, ville jeg blive yderst imponeret. Min holdning til tekster som disse har to sider, for samtidig med, at jeg bliver imponeret over rappere, der kan skrive tekster, som mere eller mindre kræver at blive analyseret, så bryder jeg mig ikke om tekster, der er så sære og vanskelige at det virker for søgt, hvilket ofte lader til at være tilfældet med P.O.S., hvis kringlede lyrik har det med at spænde ben for sangenes egentlige buskaber. Det, der i sidste ende redder Never Better er P.O.S's flow, der er så vanvittig vildt, at man ikke kan andet end at falde ned af stolen over det. Heldigvis er det faktisk så godt, at man jævnligt glemmer, at man ikke forstår ordene, men i bund og grund har det fint med at blive revet med af hans ustoppelige flow. Tag fx et nummer som "Get Smokes", hvor man kan bruge ligeså lang tid på at studere hans flow som på at forsøge at hive en mening ud af teksten.

Noget helt tredje som man også kan ende med at bruge lang tid på at studere er produktionerne. P.O.S. har selv sammensat halvdelen af pladens instrumentaler, og det er ganske forrygende så god han er til at skræddersy beats til hans egne evner. Mange sange er så skævt sammensat, at det kræver flere gennemlytninger før man kan gennemskue hvordan og hvorledes det hele hænger sammen. Igen er "Get Smokes" et godt eksempel på dette, da basgange, synthlyde, trommer og funkguitarer lader til at boltre sig komplet tilfældigt ind og ud af hinanden, men når først ens hjerne har regnet rytmerne ud, falder man igen ned fra stolen af bar forundrende beundring, bedst som man lige er kommet op igen! Ikke alle beats er dog lige svære at regne ud. Andre er lettere fordøjelige, men stadig sammensat ud fra elementer, man ikke normalt hører sat sammen. På "Optimist" trommer han på et bord med sine hænder og slår på plastik kopper med pinde, altimins storladne, dybe synthlyde lægger sig over produktionen som et tungt tæppe. Resultatet er mageløst.

"Optimist official music video"

Pladens resterende beats er produceret af P.O.S's DoomTree kollegaer Razorbeak, Paper Tiger og MK Larada, og det er tydeligt, at de alle deler P.O.S's musikalske ambitioner. Selv det mærkeligste forsøges, og når det går godt fremspringer små mirakler, men når det fejler, fejler det grumt. Numre som "Drumroll (We're All Thirsty)", "Purexed" og "Terrorish" er ærgerlige eksempler på hvor galt det kan gå, når for mange genrer sættes for dårligt sammen. Lazerbeak ryster et par af pladens bedre skæringer fra sig i form af "Been Afraid" og førstesinglen "Goodbye", der minder en smule om en Just Blaze banger.

Sætter man Never Better på anlægget kan man være sikker på at blive gennemtævet af alle de genrer og stilarter, der mødes. Det er bestemt ikke for the average listener, men hvis man har mod på at lægge øre til noget nyt, eller hvis man bare har brug for lidt forandring, så er der meget godt at komme efter på P.O.S's tredje album. Personligt er jeg glad for at jeg blev lokket til at fiske Never Better frem igen, for selvom jeg stadig ikke ser pladen som en gennemført helhedsoplevelse (det er det simpelthen stadig for mærkeligt til), så opdagede jeg nogle ualmindeligt flotte numre på skiven.

Yderligere byder Never Better på et forrygende konceptcover, ligesom man før har oplevet det med de større Rhymesayers udgivelser som The Stimulus Package og When Life Gives You Lemons... Med Never Better får man mulighed for at designe sit eget cover. Der følger 6 transparante skarpeloner med, som kan lægges ovenpå en større kollektion af forskellige billeder, som ultimativt kan skabe flere hundrede unikke sammensætninger, som så kan bruges som pladens cover. Det cover jeg har angivet øverst i anmeldelsen er "mit", - det cover som jeg har sammensat. Så bliv ikke forvirret hvis du ikke kan finde det nogen steder på nettet - det officielle cover som P.O.S. selv har sat sammen er det, der er angivet her til venstre.

For altså at koge det hele sammen til et par komprimerede linjer: Eksperimenterende, alternative/punk -indflydelsesrig hiphop fra en mesterflower, hvis tekster svinger fra det poetisk flotte til det direkte usammenhængende, over beats, der ligeledes svinger fra det sublime til det lidt for rodede. Og så med et genialt cover!

4/6

-