Army of the Pharaohs - Ritual of Battle

"AOTP - Pharaohe Clik motherfuckas!"

Nogenlunde sådan starter hver sang på supergruppens nye album Ritual of Battle. Gruppen, som i dag består af 15 mc'er, startede langt tilbage, med kun Vinnie Paz, Esoteric, Virtuoso, Bahamadia og Chief Kamachi. And oh boy om der er sket meget siden dengang! Gruppens officielt første album The Torture Papers, der snart er 2 år gammel, var en hårdtslående solid debut, der fastsatte gruppen som en af industriens mest brutale og "real" af slagsen. Fede beats og en helvedes masse dope vers fra en række ivrige mc's, der alle kæmpede for at rive mikrofonen maksimalt i stykker. And again, oh boy om der er sket meget siden dengang! De fede beats er en mangelvarer på Ritual of Battle, og arbejdsfordelingen er igen katastrofal. Vinnie "ego" Paz har uden tvivl misforstået forkellen på kvantitet og kvalitet. Selv er han at finde på 12 af albummets 16 numre, mens andre må finde sig i 2, 3 eller 4 numre. Apathy er blevet skiftet ud, og i stedet er Demoz, Doap Nixon, King Magnetic og Jus Allah blevet medlemmer, bare ærgeligt at disse 4 nye hoveder ikke engang tilsammen kan nå Apathy til sokkerne. Ikke engang Jus Allah, x-midlertidigt-fast-medlem-af-Jedi-Mind-Tricks, har noget at byde på. Faktisk har han aldrig lyt så uinspireret og gabende kedelig. Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan gå fra Violent By Design's kroteskt fede rim, til Jus Allahs nuværende status. Hans flow er på højde med fiddys, og hans rim er værdiløse.
De mc'er der virkelig har nogle fede flows og rim at diske op med, ført an af Reef the Lost Cauze, hører sjovt nok til dem, der kun får et par tracks at gøre godt med. Ligesom på Torture Papers har Reef the Lost Cauze sølle 2 vers, som han til gengæld udnytter til det ypperste. Men hvor han på Torture Papers havde nogle tilsvarende fede beats (Tear it Down og Henry the 8th), er de produktioner Reef er valgt ind på, på Ritual of Battle, altødelæggende for hans flows, en skam.
Men, som The Torture Papers, lever Ritual of Battle stærkt på de mange mc'er og deres battlerap. Battlerap imod dem selv måske? Det virker ind i mellem som om, at deres formål er at lyde bedre end deres kolleger. Der er stort set aldrig en historie at finde imellem teksterne. 99% af tiden handler der om, hvor fucking raw n' real de hver især er, og så gælder det ellers om at få dette budskab ud på den fedeste måde. "Into the Arms of Angels" fra The Torture Papers er uden tøven det bedste AOTP nummer der er lavet, netop fordi de faktisk fortæller nogle hudløst ærlige historier, og om noget, ja så er det fucking raw n' real. Istedet er det linjer som

"I'm a loud muh'fucka not a quite storm, I don't believe in an afterlife so once you die you're gone // Never loved soft everything's a violent song, Kanye West, gay rapper, that's where lines are drawn"

... der pryder albummet. Hjernedødt rap fra Vinnie Paz, som godt selv ved, at hans løb er ved at være kørt. Han forsøger at dække dette faktum ved at gemme de gode rappere væk, fx Reef the Lost Cauze og Des Devious, som ved enhver lejlighed kunne outshine Vinnie Paz. Og så er det selvfølgelig også nødvendigt at hakke på Kanye West, som laver noget af det fedeste musik i vore dage. Der scorer Vinnie Paz nogle nemme point hos de hardcore underground hip hop fans.

Beatmæssigt ser det heller ikke lyst ud. Størstedelen af numrene er hæftigt overproduceret, hvilket for det meste kvæler lyrikken. fx "Frontline" og "Pages in Blood", som begge næsten har et antal af instrumenter svarende til antallet af mc'er. Og det er i høj grad det forkerte at satse på. Når man har en gruppe bestående af 15 unikke mc'er, så er det logisk at satse på det lyriske, med nogle enkle beats der kan opbakke de enkeltes flows. Istedet går de all in i højsymfonisk krigspladder, der for at sige ligeud ødelægger hele konceptet. Esoterics "Dump the Clip" og DJ Kwestions "Strike Back" kan notes som pladens gode produktioner. Resten af produktionerne siger faktisk ikke denne anmelder noget overhovedet.
Hvor The Torture Papers havde en farvepalet med stort set alle regnbuens farver, er der kun sort-hvide kontraster tilbage på Ritual of Battle's, og selv den dygtigste kunstner ville finde det vanskeligt at portrættere rigtig hip hop, kun ved hjælp af gråtoner.
Hvis man ser tilbage på "Wu-Tang Clans" 36 Chambers, så var RZA's beats ukomplicerede men stadig guddommeligt fede, og de forstod virkelig at bakke alle de forskelligt flows op, hvilket gav et af de bedste resultater i musikhistorien. Og det er netop her det går for alvor galt for AOTP, for deres beats vil hellere stjæle billedet end bakke mc'erne op. Denne hårdfine balance havde Stoupe højst sandsynligt skabt perfekt, men han er selvfølgelig heller ikke inkluderet på dette album.
Man kunne have håbet, at AOTP havde lært af de få fejl der var at finde på The Torture Papers, men istedet har de tager et gigantisk skridt tilbage, og det er fandme surt!
Mindre hæftige beats, flere historier og aktuelle rim, og mere ligeligt fordelte arbejdsindsatser. Så kunne det være, at AOTP kunne skabe et produkt, der med tilnærmelse ville kunne kaldes mesterligt. Der er måske for mange ideer og meninger i samme rum, og det kommer man aldrig ligeså langt med.

2/6