Blu & Exile - Below The Heavens

Efter en læsers opfordring kommer der her en anmeldelse af et album, som virkelig glitrer i en ellers småtriviel hip hop verden.
Hverken rapperen Blu eller produceren Exile kan prale af en sønderlig vidt forgrenet karriere, men det forhindrer dem ikke i at kunne prale over de gudstildelte evner de begge besidder.
Den 22-årige rapper debuterer som mc med "Below The Heavens", mens Exile har det stærkt anmelderroste album "Dirty Science" på samvittigheden. Trods Blu's forholdsvist unge alder, er han en virkelig eminent, substanstung og velartikuleret rapper. Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om et emne han ikke berører igennem albummet. Religion, kampen for at være en undergrunds mc, livets udfordringer, det at være far, hans afsky for kommercielle rappere og hvordan man vinder en piges opmærksomhed. Han kommer igennem det hele, nogen gange optræder han som jovial, andre gange som polemiker. Men vigtigst af alt; han er altid ærlig, og han taler aldrig ned til lytteren, han taler til lytteren. Han belærer ikke én om noget, han deler blot hans tanker, og denne hårdfine balance kontrollerer han ubesværet. En evne der gør, at han fanger ens opmærksomhed permanent.
Exile's fænomenale produktioner går perfekt hånd i hånd med Blu's lyrik, og selvom han ikke har megen erfaring, så formår han stadig at kreere beats, der fylder én med total hypertymi. Det er svært at sætte eksakte ord på hans produktioner, ikke fordi man ikke har hørt det før, de har bare et specielt, ubeskriveligt feel over sig. Jazz er et af hovedingredienserne, kreativitet, skarpsindighed og ærastræben må være de andre. Og så er han desuden uvant god til at klippe og skære i hans lydspor.
"Below The Heavens" kandiderer sig til et af 2007's bedste hip hop albums, og de to højprofiler bag, skal vi nok få mere at se til i den nære fremtid. Det er sjældent set, at hip hop er komprimeret så fornemt ned til 15 skæringer, og der er iblandt disse ingen enerverende eller ubetydelige numre. De virker alle monumentale, og albummet i helhed står som en milepæl, der viser hip hoppens tilbagekommen. Intet mindre end et unikum. Et underdanigt tak herfra til min læser.

6/6

Panacea - The Scenic Route

En opfølger på anmeldelsen af Panaceas' debutalbum "Ink Is My Drink". - "The Scenic Route" er deres andet album og er forholdsvist nyt. Desværre må jeg erkende, at deres opfølger ikke er halv så god som første udspillet. Man må dog sige, at Raw Poetic stadig er en habil rapper, og det er ikke på hans præmisser, at jeg er lidt knotten. Det er K-Murdock, som jeg ellers havde spået en lys fremtid, der er faldet af på den. Hans produktioner på "Ink Is My Drink" var af uvant høj klasse, og jeg kan bedst beskrive dem som "musikkens Picasso". - Utrolig smukt på en skæv måde. På "The Scenic Route" har han blankpoleret skæringerne, hvilket var det eneste han ikke måtte, for det fjerne hele charmen. Hvor man før boldrede sig i herlige og semisurrealistiske Final-Fantasy-møder-A-Tribe-Called-Quest beats, sidder man nu tilbage med et alt for neutralt produkt, det hverken bringer det ene eller andet frem i én. Stort tilbageskridt for en ellers lovende duo.

2/6

Gang Starr - Moment of Truth

Inden jeg begynder med den egentlige anmeldelse, synes jeg lige, at du som læser skal vide, hvor stor en personlig betydning dette album har for mig. Da jeg var en young ass busta' i 9. klasse, var der ikke meget hip hop i mig. Stilmæssigt var jeg forvirret, og musikalsk rodede jeg rundt i alverdens musik, på nær hip hop. Ingen havde rigtig præsenteret mig for det, så jeg vidste absolut ingenting om det. Ja, jeg kom faktisk ret sent ind i gamet, jeg har ikke lyttet til hip hop i mere end 6 år. Anyways, der gik en fyr i min klasse som var virkelig meget inde i kulturen. På daværende tidspunkt var vi ikke specielt gode venner, udenfor skolen så vi aldrig hinanden. Jeg kan ikke helt huske hvordan vi kom dertil, men en dag satte han et par big ass høretelefoner på mit hoved, og afspillede et track, med den her gruppe der hed Gang Starr. Jeg var vild med det. Jeg måtte med det samme låne albummet, og høre hvad det var for noget. Senere skulle jeg finde ud af, at nummeret han havde præsenteret mig for, var "You Know My Steez", hvilket gør det til det allerførste hip hop nummer jeg kunne lide. Det nummer alene fik en hip hop elsker frem i mig, og fra den dag viede jeg mit liv til denne musik art.
Så P homie, hvis du læser det her; M-A-D love herfra.

I kender det allesammen selv. Hvordan man kan forbinde musik med følelser og perioder i ens liv, der senere hen viser sig at have haft stor betydning for én. På den måde forbinder jeg "Moment of Truth" med min hip hop åbenbarelse, og alt hvad den efterfølgende har ført med sig.
Hvad jeg på daværende tidspunkt ikke vidste, var at den gruppe der havde åbnet mine øjne, ikke bare var en-eller-anden gruppe. Jeg vidste jo ikke bedre, men man må sige, at det er lidt af en heavyweight gruppe der hjalp mig med at finde the path of light. Nogen vil nok modargumenterer, men jeg synes at Guru og DJ Premier udgør den bedste og mest betydningsfulde hip hop duo i hele historien.
Faktisk er gruppen så vigtig, at den her anmeldelse et eller andet sted er overflødig. For du, ja, dig læser, du burde på nuværende tidspunkt allerede kende, eje og elske "Moment of Truth". Det er nemlig i sandhed en plade, man hverken kan eller må komme udenom.

DJ Premier er en af de største producere, og han har været med fra starten, og stort set alle albums der har classic-status, kan takke ham for det. NaS, Jay-Z, Common, Royce Da 5'9, M.O.P., Group Home, Jeru the Damaja, Afu-Ra og ufatteligt mange andre, kan alle takke DJ Premier for deres nuværende succes. Premiers 2-bar-break-beats misser aldrig, og han har næsten egenhændigt defineret hvordan "rigtig" hip hop skal lyde.
Gifted Unlimited Rhymes Universal aka Guru har ikke været "omkring" på samme måde, så hans navn er ikke helt så stort som hans makkers. Men det forhindrer ham ikke i at have et tårnhøjt og respekteret status som mikrofon kontrollør. "No More Mr. Nice Guy", "Step in the Arena", "Daily Operation" og "Hard to Earn" er alle klassikere, og med femte album i rækken, "Moment of Truth", lukker Gang Starr årtusindet og åbner for det nye. Selvom albummet udkom i '98, og vi i dag skriver 2007, så er størstedelen af produktionerne stadig langt foran meget af det vi hører i dag.
Okay, nu tror jeg at folk har forstået, at Gang Starr om nogen står for hvad hip hoppen er, og at de, selvom gruppen ikke længere eksisterer, er fuldkommen unfuckwittable. Gang Starr, one of the best yet.

.....

Et sært strejf af nostalgi rammer mig hver gang jeg sætter albummet på anlægget. "You Know My Steez" får mig altid til at tænke på dengang, og ligesiden P satte høretelefonerne på mit hoved, har dette nummer været mit yndlings hip hop nummer, ikke mindst for den personlige betydning det har. Det er ellers en alvorlig sag at vælge et decideret yndlingsnummer, dels fordi "yndlings" lyder en smule fimset, men også fordi at alle numrene er beyond fejlfri. Ikke én eneste anden producer kan prale af, at have sammensat et så gennemført og smukt album. Hele spektret bliver taget i brug, og Primo svinger for alvor spanskrøret og belærer alle andre om, hvordan man fucking gør det.
Normalt når folk bliver beriget med et Primo beat, er det af den slags med hårde trommer og et råt New York feel, så har man nemlig den perfekte opskrift til at brygge en street-banger, som med garanti vil give street-cred. Den slags numre er der også på "Moment of Truth", ført an af "The Militia" med det legendariske vers fra Freddie the Foxxx, og "B.I. vs Friendship" med M.O.P. Men derudover er produktionerne faktisk meget tilbagelænede og rolige at høre på. Jazzen er jo det element Primo befinder sig bedst i, og når han først kommer i gang, så kreere han vidundere. "Robin Hood Theory", "Royalty", "JFK 2 LAX", "She Knows What She Wants", "My Advice 2 You", "In Memory Of..." og "Betrayal", er alle smedet på en dyb passion for den lækre og sprøde jazz, og nogen gange kan man døse helt hen og bare lytte. Intet andet, blot lytte. -Det er denne betagethed der gør, at det simpelthen er udødeligt materiale, som man næsten skulle tro var ulovligt.
"Work" skal selvfølgelig også nævnes, som det bragende nummer, der altid vil få en fest til at koge over, og jeg må da også indrømme, at, af alle koncerter jeg har været til i mit liv, hvilket efterhånden er en del, der husker jeg "Work" bedst, da Gang Starr spillede i VEGA tilbage i 2003, for folk trådte ind i en total sageligheds-trance, der eksploderede VEGA fuldkommen.
Og så selvfølgelig "Above the Clouds". Et udsøgt nummer med den altid overbevisende Inspecta Deck. Produktionen er muligvis pladens bedste, og når de to mc'er slipper tøjlerne blæser de alt væk

"Above the crowds, above the clouds where the sounds are original, Infinite skills create miracles
Warrior spiritual - above the clouds / reigning down, holdin it down"

Guru er unik med hans gøren og kunnen. Som historiefortæller er han superb, hør F.eks. "JFK 2 LAX" eller "Betrayal", men også når han taler hans sag, om det så er for hans folk, hans principper, standarter og versioner, han er altid on point, som på "Royalty"

"Products and puppets and pawns, gettin played out // When authentic niggaz step up, respect be layed out. Major effect to your sector, I'm the corrector // Live and direct, waving my mic like a sceptor. Supreme exalted, universal leader // Descendent of the kings and queens, the overseer"

Det er ganske simpelt ikke muligt at sætte en finger på noget, hverken lyrisk eller produktionsmæssigt, og enhver der ikke er enig kan lytte til "Next Time" og lære at tie' stille.
Det vi har med at gøre her er en milepæl og et symbol på selve hip hoppens væsen, og essensen af, hvad hip hop står for og repræsenterer. Jeg vil tro, at alle der har med hip hoppen at gøre, er blevet inspireret af Gang Starr på den ene eller anden måde.

"Wherever I go, I want to take nothin less than the best //
Whatever I choose, I choose to do, I have to stand out from all the rest"

Disse linjer kan måske virke højrøvede og selvhøjtidelige, men de beskriver virkelig den mentalitet som Guru og DJ Premier må have haft da de lavede dette album, for det er dét bedste, og de skiller sig ud fra alle andre i industrien.
Du synes måske som læser, at denne anmeldelse virker en smule overdrevet, og det undskylder jeg, for det er fuldkommen korrekt. Men sådan bliver det nu engang når der er så meget man kan sige, men må forkorte det ned. Men jeg tror ikke at hovedpointen er til at tage fejl af (?).

6/6

Percee P - Perceverence

Det har taget ca. 25 år for Percee P at udgave sit debut album. Det må være en slags rekord, og man kan vel kun konkluderer, at han er en tålmodig mand. Og hvad har han ikke præsteret i "mellemtiden"? Han har arbejdet sammen med folk som Big Daddy Kane, Kool Keith, Lord Finesse, Aesop Rick, Jurassic 5, Jedi Mind Tricks og mange andre. Det er lige før at jeg vil gå så langt til at sige, at han har opbygget et legendarisk status, uden at have nogen udgivelser på samvittigheden.
Hvordan går det så med at få et album ud, når man allerede er en gud i folks øjne? af helvedes til! "Perceverence" er et usandsynligt skuffende album. Madlib har produceret det hele, og det er nok der fejlen ligger. Madlib er dygtig, men han er også meget eksperimenterende, og Percee P har ikke brug for eksperimenterende musik til at bakke ham op. Han har fastsat sig som en tryllekunstner når han har mikrofonen i hånden, hans flow er fremragende, og hans evne til at spytte guddommelige rim af, vil ingen ende tage. Så hvad der havde hjulpet, havde været rigtige hip hop beats, fra folk som han med sikkerhed ville kunne have fået med sig. Jeg mener her DJ Premier, Large Professor, Pete Rock og Diamond, folk i den liga.
Madlib kan skabe ekstremt god musik, og numre som "Ghetto Rhyme Stories", "Raw Heat" og "The Lady Behind Me" hjælper da også albummet i den rigtige retning. Desværre er disse tre numre faktisk de eneste der siger mig noget. Beatet på "Last of the Greats" er helt igennem fantastisk, og det kunne meget vel have været classic material, hvis ikke det var fordi Madlib vælger at skifte beatet over til et komplet ligegyldigt et, efter blot 10 sekunder. Sådan noget bliver jeg fandme' sur over, hvorfor spilde så fremragende en produktion, fremfor en 100% intetsigende en? Makes no sense at all...
Albummet svækker ikke Percee P's status, men personligt havde jeg da set frem til at forrygende album fra en af hip hop industriens vigtige personligheder, det er ganske simpelt bare ikke lykkedes.

Peep lige den her musikvideo, til den legendariske battle mellem Percee P og Lord Finesse. Dén var med til at markerer Percee P som en fremragende lyriker, og da den udkom i '89 var der heller ikke et øje tørt. Og så check lige linjen "Yo' lines are like a empty prison, what a waste of bars", det er virkelig noget crazy shit. Det er dog også Lord Finesses'.

3.5/6

Rent Mel - Ingen Stress

Snakker man om dansk rap, så er der ikke meget der fanger min opmærksomhed. Suspekt kører selvfølgelig et så højt niveau, at man ikke rigtig kan andet end at elske det, men ellers er der ikke mange danske navne der får det store airplay hos mig. Organiseret Riminalitet, "Et lille eventyr EP"'en og så Rent Mel, det nogle af de eneste navne som jeg virkelig synes er fede.
Ingen Stress er det eneste materiale jeg har fra Rent Mel, og jeg må sige, at det er noget af de lækreste danske musik der er lavet. Ham Atilla, he's a real soulful dude. Sammen med Jooks danner han en ekstrem stærk producer duo, og de fylder næsten ethvert track med store mængder sjæl. Udover de to, så består gruppen af T, Hennesey og Mikkel Mund som alle rapper, og så DJ Møller som står for scratch. Det er en gruppe af de større. Men det fungerer over forventning, og de arbejder abnormt godt sammen. Der er ikke nogen der prøver at stjæle spotlightet, de får alle lov til at bidrage med deres del, som giver numrene meget personlighed, og de sætter alle tydelige præg på lydsporene.
Rap-mæssigt befinder vi os i den lette ende. Der er ikke nogen numre der når de depressive og psykisk rædselsfulde højder som fx Suspekt mestrer. Rent Mel sørger hovedsageligt for de livsglade og positive emner, uden det bliver gøglerrap. Selv nummeret "skyggesiden", hvis titel lægger op til et tankevækkende feel-bad nummer, er et nummer, om vor tids pengegriske indgangsvinkel til musik.

"Først vil de være kendte, så vil de være rige //Men de er ludere for paldeindustrien.
Først vil de have landet så vil de have kloden // De må løbe stærkt for at følge moden (...)
Yo vi i skyggen men ikk' i skyggen af nogen // med en fuckfinger så stor at den skygger for solen"

Lyrisk er der mange guldkorn, og man bliver gang på gang beriget med puchlines der trækker på smilebåndet. Som tidligere skrevet, så er produktionerne også stort set fejlfri. Der er ikke nogle dårlige produktioner, de ligger alle på et højt niveau, med "Hva' vil i ha'", "Ta' Det af", "Fuck dig", "Yo Yaw", "Fix", "Ingen Stress" og "Krig i København" som fakkelholdere. Ja, det er virkelig høj klasse vi har med at gøre.
Albummets titel, Ingen Stress, er virkelig et gennemgående tema, der i høj grad er afspejlet i næsten alle numrene, som alle er gennemsyret af laidback-ness. Man kan, og det er sjældent, sætte pladen på og hører den igennem, uden at skulle skippe et eneste nummer. Det er et fremragende og helstøbt album, og Rent Mel lægger sig i overhalingsbanen som et af de vigtigste navne i dansk hip hop. word

4.5/6

Kidz in the Hall - School Was My Hustle

Kidz in the Hall, som består af rapperen Naledge og produceren Double O, er en satsning fra Rawkus Records. Rawkus måtte jo dreje nøglen om for nogle år tilbage, og da de "åbnede butikken" igen, blev Kidz in the Hall udnævnt til gruppen, som skulle genoplive det image Rawkus Records havde opbygget. Et meget stærkt image vil jeg mene. Folk som Mos Def, Talib Kweli, Common og Pharoahe Monch havde, groft sagt, ikke været noget i dag uden Rawkus. Så at sige, at en gruppe skal genoplive den vibe som de fornævnte legender har bragt til livs, det vil jeg mene er lidt af et statement. Og så der ikke er nogen tvivl, så vil jeg med det samme sige, at formår Kidz in the Hall ikke. Misforstå mig ikke, School Was My Hustle er en fed plade, med mange gode inputs, men den mangler kant og drist. De bringer intet nyt på bordet, hverken lyrisk eller produktionsmæssigt. De ligger sikkert indenfor en musikalsk stil men har hørt før. Skulle Rawkus finde nogle personligheder til at få dem "back in the game", så skulle de nok satse på den lyriske og leveringsdygtige del, det er trods alt det de førnævnte fire er kommet frem på, og Naledge er ikke ligefrem det nye pust i hip hop spillet. Den produktionsmæssige side, er uden tvivl den jeg nyder mest når jeg lytter til School Was My Hustle. Double O har en god sans for fængene og givende beats. "Wassup Jo'", "Go Ill", "Hypocrite" og "Day By Day" lyder som noget de legendariske Soulquarians (med ?uestlove og J Dilla i spidsen) kunne have lavet. sjælfuldt, jazzet, og meget lækkert. "Don't Stop" er det samme beat som Jay-Z's "Show Me What You Got", produceret af Just Blaze. Faktisk er det tyvstjålet af Just Blaze, men de gør fedt grin med det, for Double O og Just Blaze er homies, og de har faktisk lavet en hel video over, hvordan Just Blaze stjæler beatet. Det er ret morsomt, den lå på Just Blaze's MySpace side engang. Anyways, videoen viser, hvordan Double O kommer ind i Justs' studio, for at vise ham "det her nye beat han har lavet". Just digger det fuldt ud, og mens Double O sidder med ryggen til, trækker Just et lyssværd og slår ham ihjel. Det er virkelig weird, men utrolig sjovt, sort sort humor, thumps up for det.
Personligt synes jeg faktisk at Double O's version af beatet er en smule bedre, fordi det ikke har det der mainstream touch som Just jo er kendt for altid at tilføre.
Pladens perle, som nogle kalder "The Diamond of '06", er nummeret "Wheels Fall Off ('06 Til)", som i sandhed er et fantastisk nummer. Det er faktisk et remake, af Souls of Mischief's udødelige "93' Till Infinity", som også er et fremragende nummer.

Jeg vil sige, at i første omgang er det ikke Kidz in the Hall der bliver Rawkus Records fakkelholdere. Men de har potentiale, og om et par albums, kunne jeg godt forestille mig, at de er blevet så tilpas poleret, at de kunne gå hen og udgive mesterlige albums. Double O gør det rigtig godt, hans beats er generelt rigtig fede, med et par enkelte missere. Naledge gør det også godt, men når man går i skyggerne fra hans storprofilerede, tilbedte ex-kollegaer, så, og det er også en unfair vurdering, blegner han en smule. Han er bedre en gennemsnits rapperen, og han har intet tilovers for discount-tekster, han mangler bare en lidt mere overbevisende levering.

4.5/6

Pitch Black - Pitch Black Law

"No doubt you don't know what it's about, you think you spit the game but the game spit you out"

...var en af linjerne jeg sad og nikkede smilende af, første gang jeg hørte DJ Premier bangeren "It's All Real", et af de hårdeste tracks jeg har hørt i årevis. Et track jeg synes var så gudedope, at jeg straks måtte købe hele albummet, fordi "det jo måtte være crazy dope". Da jeg så fik albummet, og smækkede det på anlægget, blev jeg en kende skuffet! Alle andre tracks end It's All Real er jo bare en undskyldning. En undskyldning for at kunne udgive nummeret på en cd. Så skulle de resterende 11 numre bare fyldes ud med junk. Ok, godt ord igen, "Got It Locked", som er Premos' andet bidrag, er også forholdsvis fed, men resten! Det er så komplet intetsigende, artigt, og "rigtigt", at det er til at brække sig over. Forstår i, det er som skidt ud af et samlebånd. Komplet standartiseret og ligegyldigt. Virkelig ærgerligt. Det der er ærgerligt er, at man endnu ikke kan købe "It's All Real" over iTunes, så man er mere eller mindre nødsaget til at købe hele albummet for at få nummeret. Jeg vil dertil også sige, at nummeret alene er alle pengene værd. Check den her (crazy fed) musikvideo:

http://www.youtube.com/watch?v=gGPpnXNt5mk&mode=related&search=

2/6(alene pga. It's All Real)

Talib Kweli - Eardrum

Talib Kweli BK -MC !!!

Eardrum er et album, der for mit vedkomne krævede en hel del overbevisning før jeg ville købe det. Dengang jeg hørte det første udspil fra albummet, i form af nummeret "NY Weather Report", var jeg langt fra overbevist. Jeg har stor respekt for Talib Kweli. Alene hans samarbejde med Mos Def, i gruppen Blackstar, giver ham jo stjerne status, og "Reflection Eternal" med Hi-Tek bidrager også med en del anerkendelse. Kort sagt, kigger man tilbage, må man sige, at han har spillet en vigtig rolle, i hip hoppens udvikling, fra 1998 til hvor den er idag. Hvor og hvornår han fik sit kommercielle gennembrud kan diskuteres, personligt tror jeg det kom, da Kanye West inviterede ham til at gæsterappe på "Get 'Em High" fra 'Ye's "The College Dropout", der jo fik en enorm succes. Kwelis følgende album, "The Beautiful Struggle", var også fyldt med kommercielle hip hop personligheder, som The Neptunes, Kanye West, Just Blaze, Mary J Blige og John Legend. Conscious rap over kommercielle beats. Jeg er helt vild med The Beautiful Struggle. Numre som Broken Glass, Never Been In Love, Ghetto Show og ikke mindst Black Girl Pain, sad for mit vedkommende, lige i skuffen!
Med Eardrum tager han om muligt, skridtet videre mod kommercial rap, og salgs mæssigt er det hans største bedrift.
Men mange anmeldere er ikke helt tilfredse med Talib's nye stil. De mener alle sammen, at han er en af de bedste rimsmede vi har i dag, men de mener også, at han burde holde sig til de mindre kommercielle beats, fordi de passer ham bedre, og de giver mere plads til, at lytteren får hele det lyriske indhold med. Jeg synes hans valg af producere er ganske fornuftige. Kanye West, Just Blaze, Hi-Tak, Madlib, Pete Rock og Will.I.Am leverer sikre og sjælfulde produktioner, der backer Talib's lyrik perfekt op. Det med at lyrikken ikke "får plads nok", det synes jeg nu er noget værre pis at fyre af. "Everything Man", som åbner albummet, er et lyrisk mesterværk, og produktionen og næsten fór lækker, så hvorfor vælge et minimalt underground beat, når man kan fremtrylle numre som dette?
"Country Cousins", med UGK og Raheem Devaughn, er måske det mest kommercielle nummer på albummet, med dets sprøde R&B beat og ligetil fængende omkvæd. I Love it!
Pete Rock, som er en højt respekteret producer, primært hos old school hovederne, har bragt "Holy Moly" til livs, er det er et højst fornøjeligt track, med et friskt pust både lyrisk og musikalsk. "In The Mood" med Kanye West, er et cool, laidback, mellow nummer, som benytter sig af et sample fra "The Lonesome Mood" med The Friends of Distinction, som resulterer i det ultimative chillout nummer. Will.I.Am, som efterhånden producerer for alle store hip hop navne, der iblandt Snoop Dogg, The Game, NaS og Common, producerer albummets hiphop/pop-perle, der med garanti vil gå rent ind hos de fleste. Man kan let høre, at nummeret havde endt på Will.I.Am's egen "Songs About Girls", hvis ikke Talib havde fået fingrene i det. Oveni er musikvideoen til nummeret, en af de flotteste der er lavet i lang tid.

Norah Jones har en fremragende gæsteoptræden på "Soon the New Day". André 3000 fra Outkast havde fat i hende på "Take Off Your Cool" til hans The Love Below, og det var et næsten ulovligt godt nummer, så måske det er derfra Talib fik ideen til at invitere hende forbi? Ikke desto mindre er hun så dygtig, så uanset hvad, så har du en sand perle af et nummer, hvis hun medvirker, og "Soon the New Day" er bestemt ingen undtagelse. "Listen!" er et rimelig fedt nummer, men i min mening et underligt valg som første single. Det er, i forhold til albummets øvrige numre, ikke specielt ørevenligt for ikke-hiphop-lyttere. Det kan man til gengæld ikke sige om "The Nature", som nok er det nummer, der bedst viser hans kamp for at vinde flest fans som muligt. Det gør man i disse tider selvfølgelig ved at få Justin Timberlake med på omkvædet (og produktionen for den sags skyld). Og ligesom 50 Cent's "Ayo Technology", har "The Nature" nok trukket mange lyttere til, alene pga at der står "Justin Timberlake" som featurette.

Meget er sket siden Blackstar fra 1998. Lyden er fuldstændig ny, selvom de samme producerer stadig hænger ved. Salgstallene er steget markant, og Talib Kweli's eget lille imperium er vokset fra en boghandel i Brooklyn, til hans eget pladeselskab ved navn Blacksmith Records, hvor han som de sidste har signet Jean Grae og Strong Arm Steady. Jeg synes han gør det godt. Han har i høj grad udviklet sig, mange kan ikke lide det, men endnu flere elsker det tydeligvis. Personligt elsker jeg at se en kunstner udvikle sig og bevæge sig i nye retningen, samtid med at personen vedligeholder sine standpunkter og værdier. Den nye, mere kommercielle lyd Talib har fundet, klæder ham som et skræddersyet Armani sæt. Den eneste torn i siden jeg umiddelbart kan finde, er antallet af numre på albummet. Der er ganske simpelt for mange. Eardrum kunne sagtens have været foruden 4-5-6 numre. "Oh My Stars", "The Perfect Beat" og "Give 'Em Hell" skulle have været valgt fra, og numre som "More or Less" og "Say Something" løfter heller ikke ligefrem albummets standart.
Men, alt i alt må jeg sige, at det er et ganske solidt album, og jeg er sikker på, at Brooklyn rapperen stadig tørster efter kommerciel succes, og jeg tør næsten med sikkerhed garanterer, at han vil holde sin sti ren.

4.5/6

Dangerdoom - The Mouse and the Mask

Den oplagte superduo Dangerdoom, der selvfølgelig består af DJ Danger Mouse og MF Doom, bidrog med et af 2005's bedste udgivelser, med deres fuldstændig vanvittige, skrupskøre og komplet geniale The Mouse and the Mask. DJ Danger Mouse er efterhånden ved at være en af nutidens mest roste og anerkendte producerer. Han navn dukkede for alvor op, da han i 2004 udgav The Grey Album, som er en sammensmeltning mellem The Beatles' "White Album" og Jay-Z's "Black Album". Han havde ikke fået lov af nogen af parterne til at lave dette album, så det blev trukket tilbage med det samme. Det skulle eftersigende være helt fantastisk, men jeg har ikke fået chancen til at høre det. Jeg ved dog, at man kan købe det over nettet for ca. 300$. Andet arbejde han har stået for, som har set dagens lys, tæller "St. Elsewhere" som han lavede med Cee-Lo Green, som mange anmeldere udnævnte til 2006's bedste. Gorillaz'es "Demon Days" er også fuldt produceret af Dangermouse. En personlig favorit, som ikke har fået helt så meget omtale, er albummet "Ghetto Pop Life" som han lavede med rapperen Jemini i 2003. Jep, man kan sige, at han har ikke lavet så meget endnu, men alt hvad han har rørt har fået stjerne status.
MF Doom derimod, laver også mesterværker på mesterværker, de rammer bare ikke så stort et publikum. Hvorfor? Fordi han er en forskruet fyr, der mere eller mindre bevidst går efter, at udgive ting ingen andre har lavet før. Han har udgivet en 10-11-12 albums, under forskellige kunstnernavne, bla. Viktor Vaughn, The Madvillain, Metal Fingers, MF Doom, og så tror jeg også, ret mig hvis jeg tager fejl, at det er ham der er bag Quasimodo. Jeg ved ikke specielt meget om hans værker. Jeg kender "Special Herbs 0-9" - samlingen, som primært er instrumentals, og så har jeg lige bestilt "MF Food" over nettet, så der kommer nok også en anmeldelse af den snart. Hvis man kort skal beskrive hans stil, så er det meget originale beats, og ofte skal man bruge en del tid på at vende sig til hans musik. Hans flow er urørligt, og hans rim er knivskarpe, og så har han en fed stemme, i hvert fald som MF Doom!

Med disse to personligheder i føresædet, er det noget nær en no-lose-situation. De er meget forskellige i deres måde at lave musik på, men det var kun et spørgsmål om tid, før de ville finde sammen. Det virkede så oplagt, på en lidt sær måde! Og ja, det kan vel ikke undre nogen, at resultatet er mageløst.
Dangerdoom tager "Inspired by the motionpicture...." til et helt nyt stadie. Musikken har intet med en film at gøre, det er nærmere omvendt. Det er hovedpersonerne fra Aque Teen Hunger Force der spiller en stor rolle i musikken. ATHF - som serien også kaldes, er en del af Cartoon Networks late night show "Adult Swim", og det må uden tvivl siges at være den mest obskure og twistede tegneserie der nogensinde er lavet. Det vil altså sige, at den passer perfekt til duoen! Hovedpersonerne i serien består af Master Shake, der er en milkshake, Frylock som er en bakke pomfritter, og Meatwad som er en kødbolle. Yup, it's that crazy, men serien vil jeg ikke komme nærmere ind på. ATHF fylder meget på coverartet, og der er nogle dialoger i slutningen af nogle af numrene, men rent musisk, syntes jeg ikke serien er specielt vigtig for albummets kvalitet. Men der er ingen tvivl om, at den har gjort sit, for at få Dangermouse of MF Doom til at sætte dette projekt igang.

Produktionerne er fejlfri hele vejen igennem, som man kunne have forventet. De er minimale, men samtidig nuancerede. Størstedelen af produktionerne minder om noget der kunne være udgivet for 15 år siden, men Dangermouses sikre touch gør, at de alligevel er up to date, og musikalsk foran. For eksempel er nummeret "Old School Rules", med en fremragende featurette af Talib Kweli, en storslået tribut til "dengang", med sin elegante start-90-vibe.
Åbningsnummeret "El Chuba Nibre", er et af de mere fornøjelige tracks. Bandeordene er censureret med et *biiip*, hvilket giver en virkelig morsom effekt, idet nummeret starter med et "*biiiiiip* yourself", inden beatet lander. The Mask, som Ghostface gæster er også helt gennemført. Beatet minder lidt om en 70'er politi serie jingle (!), og Ghost benytter lejligheden, og emnet, til at fastslå hans karakter skiften fra Ghostface Killah til Ghostface. Benzi box er uden tvivl en af pladens perler, og Cee-Lo kan tage en del af dén ære, idet han leverer et super fedt omkvæd, som kun Cee-Lo kan gøre det. Jeg kunne fortsætte med at skamrose numrene stortset hele vejen igennem, for det er virkelig svært at sætte en finger på noget. MF Doom er i topform, at mestrer de til tider indviklede beats til UG med X.

"The super flow with more jokes than Bazooka Joe, a mix between super fly snuka and a super hoe! // Chew a mc like El Chuba Nibre, digest the group and sell the poop on ebay"

Jeg vil egentlig ikke diske op med flere eksempler på hans kunnen og gøren, læs nogle lyrics på nettet og find ud af, at du vil få serveret punchlines og guldkorn i én lang strøm.
Som jeg nævnte tidligere med MF Doom, så er The Mouse and the Mask også et album man skal give lidt tid. I starten var jeg ikke sønderlig begejstret, men efter at have ejet albummet i snart 2 år, er det blevet en uundværlig del af min samling. Og tro det eller ej, det vokser stadig på mig. Det var først nu her, imens jeg skrev denne anmeldelse, at jeg fandt ud af, hvor super-duper-fucking-fantastisk "Crosshairs" i virkeligheden er. Når et album er i stand til at overraske dig, efter så lang tid, så ved du virkelig at det er everlasting.
hvis det stod til mig, så skulle ATHF-delen ikke være inkluderet. For mig giver det ingen mening, jeg kender ikke serien, og kan ikke rigtig bruge de underlige dialoger der nogengange dukker op, til noget overhovedet. Men man kan jo sige, at der nok ikke havde været et album uden serien.

5/6

Blaq Poet - Rewind << deja screw

Jeg købte Blaq Poets album, rewind deja screw;, over nettet, fordi jeg havde hørt, at DJ Premier havde haft en finger med i dette projekt. - Det plejer som regel at være en no-lose situation. Men ikke i dette tilfælde!
Der er mange der mener, at han er en af de mest "real" lige nu, er han bringer den rigtige hip hop tilbage. Jeg kan personligt slet ikke se hvad de snakker om. Indholdet på dette album er dødsygt, og komplet intetsigende. Det er simpelthen så neutralt og ligegyldigt. Ikke engang Primo's beats er noget specielt. Ok, "Watch Your Back" og "Message From the Poet" er 2 acceptable (rimelig fede) numre, men mer' blir' det ikke til. "Message From the Poet" lyder som et track, der kunne have været din typiske Primo banger, der mangler ligesom bare noget. Det er lidt svært at forklare, men det lyder som et ufærdigt stykke musik.
Lyrisk set er han okay, han er da meget "real", men leveringsmæssigt lyder han som en, der prøver for hårdt. Det lyder i mine øjne som om han spiller en rolle, hvor han giver sig ud for at være meget mere rå end han i virkeligheden er. Det' ikk' fedt, og det bliver hurtigt meget anstrengende. Kan ikke anbefales.

2/6

Panacea - Ink is My Drink

De færreste har nok hørt om Panacea. Det er også ganske tilfældigt jeg lærte dem at kende. Jeg browsede lidt rundt på amazon for at støve noget nyt musik op, og så endte jeg på Panacea, guderne må vide hvordan? Panacea er et lille Rawkus Records projekt, der næppe har fået det helt store PR dække, og det er en kun få, få heldige kan jeg måske tilføje, der kender duoen.
Raw Poetic står for lyrikken og K-Murdoc står for produktionerne. Jeg sad og prøvede at sætte ord på K-Murdocks produktioner, men kunne ikke lige finde noget at sammenligne med. Så var det jeg faldt over en anden anmeldelse, der beskrev musikken som et kryds mellem A Tribe Called Quest og Final Fantasy, og det er lige i øjet. Samtlige produktioner er eminente og dybt musikalske, i deres eget lille, halv-spacy univers. Der bliver både anvendt nedpitchede stemmer, stryger-assemblementer og "Kung-Fu Fighting"- samples. Den får ikke for lidt når K-Murdock folder sig ud.
Raw Poetic er som hans navn påstår, en fremragende MC. Han flower let henover de tætte produktioner, og han gør det så overbevisende, at det hele virker meget simpelt, på trods af, at han rapper sublimt. Oveni er han en dygtig og overbærende historiefortæller, der kræver fuld kontrol når han går i gang, om man bliver meget hurtigt fanget af hans evner. Tilsammen danner de 2 herre en meget kraftfuld duo, der trods deres mere eller mindre ukendte status, ynder at skabe utrolig fed hip hop, som har tydelige aner af den goe' gamle start-90'er-æra. Eventuelle negative karaktertræk, hvis eksistens ingenlunde kan garanteres, er skjult bag en usædvanlig fornem debut for en duo, der har potentiale til at blive noget meget stort. Jeg har i hvert fald lige bestilt deres nye album The Scenic Route over nettet, så der kommer nok også en anmeldelse af den snart.

5/6Panacea - "Starlite"

Cee-Lo Green - ...Is the Soulmachine

Efter denne pause vil jeg starte med et mærkværdigt album, som har en stor plads i mit hjerte. Man kan sige mange ting om Cee-Lo Green, men uanset hvad, så kan man nok ikke komme uden om hans originalitet og hans mod for, hovedkulds at springe ud i noget nyt, og gang på gang skabe noget genrebrydende og nyskabende. Det viser han i høj grad på Cee-Lo Green Is The Soul Machine, et album som oser af kærlighed for musikken og behovet for at lave noget ingen andre har prøvet tidligere.

Hvis man bladrer igennem bookletten og ser på produktionscredits, vil man hurtigt falde over kendte og prominente navne som The Neptunes, Timbaland, DJ Premier, Jazze Pha og Organized Noize. Forskellen på dette album og "alle de andre", hvor disse producerer også er indblandet, er bare, at hvor andre beder om et typisk Neptunes eller Timbaland beat, tror jeg at Cee-Lo beder om "noget nyt", noget folk ikke regner med. Derfor vil man på ingen måde kunne vide, at "Evening News" er DJ Premier produceret, for det lyder bestemt ikke som noget Premo plejer at lave. Stadig er "Evening News" et helt fantastisk nummer, og det skyldes dels produktionen, som satser mere på sang og kor end scratch og street-attitude. Bravo!
Og på samme måde, får Cee-Lo bragt det absolut bedste frem i Pharrell og Chad Hugo, på det storladne "The Art of Noise", som nemt kunne være en af duoens største bedrifter. Timbaland leverer også et minimalt, men groteskt groovy værk, der endte som første singlen; "I'll Be Around". Den producer der dog er vigtigst at nævne, er uden tvivl Cee-Lo selv. Ikke mindst står han for 1/3 af produktionerne, disse er samtidig de bedste på albummet. Cee-Lo ligger sig permanent ud i overhalingsbanen med disse, jazzede, funky og fandens sjælfulde produktioner. F.eks. "When We Were Friends" er så smukt skåret, at man på det rigtige tidspunkt, i det rigtige humør, nemt kan fælde en tårer. I samme højde når "My Kind of People " og "Die Trying" også, 2 fantastiske, tilbagelænende numre, som er definitionen af musikalsk lækkerhed. "All Day Love Affair", som er produceret af den, for mit vedkommende, ukendte Traxx, er også en ren transformation af kærlighed ned på lydsporet. Et track, der emmer af feel-good-feelings. Men et nummer, der er dedikeret til dagligdagens små glæder, kan vel heller ikke andet end at bringe et fornøjet smil frem på ens læber.
Der er også et par "spoken words sessions" på albummet, hvor Cee-Lo tager sig tid til at forvandle sig til en sand poet. Jeg taler her om "I Am Selling Soul" og "Sometimes". "Sometimes" er et sandt mesterværk, det er ren poesi han fremtryller, over et super lækkert beat. Jeg ville have citeret en del af sangen, men jeg synes i stedet, at du burde slå lyrics'ne op og læse det hele igennem, det er virkelig flot skruet sammen. Produktionsmæssigt er der ikke noget at tage fejl af, og tekstmæssigt fejler Cee-Lo bestemt heller ikke. Han er jo bedst kendt for at synge, men han rapper også bedre end de fleste. Men det er alligevel den hårdfine balance mellem sang og rap, der løfter det hele op til usete højder. Nogen gange får han storhedsvanvid a lá Kanye, som F.eks. på The Art of Noise, hvor han flere gange får understreget hvor vigtig han er, bla. med linjerne

" Have mercy if I seem to be heavy - I don't mean to be heavy / Wait I'm almost done
And God can truly work a miracle – Look at me / Isn't it obvious that I'm one?"

På Sometimes får han også konstateret, at

"Sometimes I don't think people know I'm as Good as I really am"

Men personligt beskylder jeg ikke Cee-Lo for at være noget andet end genial. Når man er en ener i så høj grad som han er, så er det i orden at være en smule højrøvet.
Pladens rå højdepunkt har jeg gemt til sidst. "Glockapella" er Cee-Lo Green når han er mest nasty og nådesløs. Det er battlerap, uden at han erklære beef mod nogen. Som han selv siger,
"I will invest four minutes exactly for everyone who had the audacity to attack me". Størstedelen af Cee-Lo Green Is the Soul Machine er ret artigt og ufarligt, men med "Glockapelle" skal jeg ellers lige love for, at der er nogen der får nogle generelle ord med på vejen. Der nævnes ingen navne, men dem der ved, at det bla. er dem det handler om, de får sgu brændt nallerne. Nummeret i sig selv er storladent, og produktionen, som Cee-Lo selv har stået for, er fremragende. Og nummeret slutter i et brag af blæsere og sang, fed finale!

Cee-Lo har været med mange stader, fra Goodie Mob til Gnarls Barkley, og hver gang bliver jeg overrasket over hans originalitet. Han er en af de få kunstnere der kan skifte stil, uden at skuffe.
Hans største præstation er efter min mening Cee-Lo Green Is the Soul Machine. Et album, der på en sær måde altid vil være foran, med dets nuancerede brug af sang og rap, soul og funk, jazz og hip hop, Cee-Lo og Green. (got it?)

Once you Start up the soul machine
you will see what I mean
Open your ayes and enjoy the dream
He can do anything

5.5/6

Tony Yayo - Thoughts of a Predicate Felon

Manden er idiot.
Egentlig kunne anmeldelsen ende her, men alt kræver vel en forklaring. Det fjerde medlem af G-Unit Tony yayo er mest af alt kendt for at sidde bag tremmer. Hver gang han kommer ud laver han et eller andet, gud-ved-hvad, der får ham ind igen. Og når han så kommer ud fra spjældet i lang nok tid til at kunne lave et album, fandme' om han så ikke udsender en cd der er så kriminelt dårligt, at han burde spæres inde igen!
Jeg tror faktisk godt, at jeg kan genskabe den dialog Tony Yayo og Fifty havde første gang de så hinanden, efter han var kommet ud.

50 Cent: "G-g-g-g-g-g-Unit!"
Yayo: "what'up my nigga?"
50 Cent: "shut the fuck up man, we ain't got time to talk, we need to go right down to business. Who knows when you'll get locked up again?"
Yayo: "umm...."
50 Cent: "Here, take these 15 beats, I know it ain't much, It's my leftovers, but you'll put them into good use"
Yayo: "Aiiight, tha.."
50 Cent: "Oh Shit! I almost forgot! All these beats are crap, and we need a good single for you to make the album look good. Take these two beats, go to the studio and meet me in three hours when you're done recording the whole thing"

- 3 timer efter må Tony Yayo så have kommet ud med "Thoughts of a Predicate Felon" i hånden. Hitsinglerne blev "Pimpin" og "Curious" (som de endda har været så dumme at lave til én video). Resten af pladen er straight crap. Der er faktisk ikke så meget mere at tilføje.

1/6

Freeway - Phillidelphia Freeway

Ja, det ville være oplagt at anmelde Pharoahe Monchs nye "Desire", nu hvor vi har været igennem "Internal Affairs", men jeg har faktisk først lige fået købt den for nylig, så jeg føler ikke jeg har hørt den tilstrækkeligt, til at kunne skrive en fair anmeldelse af den.
Så i mellemtiden tager vi en total overraskelse! Jeg købte Freeway's Phillidelphia Freeway her idag for 70 kr,-. Det eneste jeg kendte til albummet var førstesinglen "Hear the Song", som er ganske udemærket, men alligevel har jeg ikke følt den store trang til at købe hele albummet. Det gjorde jeg så, og jeg må da nok indrømme, at jeg blev noget overrasket. Det er jo et fedt album!
Phillidelphia Freeway er hovedsageligt produceret af Just Blaze, og jeg var lidt skeptisk i starten, for Just Blaze er normalt den fyr man skal have fat i, hvis man vil have en banger på sit album. Men et helt album? Bliver det ikke for meget? Så skal man lige have i baghovedet, at Just Blaze faktisk er en overordenlig nuanceret fyr, der kan meget mere end at lave bangers. Jay-Z's "Song Cry", Memphis Bleek's "Deer Summer" og Talib Kweli's "Never Been in Love", bare for at nævne nogen få. Jeg vil næsten gå til at
sige, at han er bedst når han skruer ned for tempoet. Når det så er sagt, så er Phillidelphia Freeway langt fra banger-fri. "Flipside" udgør en af Just Blazes allermest pumpende bangers, og umiddelbart vil jeg også mene, at Freeways stemme og hans måde at rappe på, passer bedre til de numre med lidt gang i den. "What We Do..." er et af de fede bangers på albummet. Jeg vidste faktisk ikke den var på en Freeway cd. Jeg har hørt den på Jay-Z's Fade To Black DVD, hvor de river Madison Square Garden sønder og sammen med dette nummer. Nate Dogg, som synes at være alles chorus-favorite, er featured på "All My Life" som er produceret af den, for mit vedkommende, ukendte Bink! Et helt okay nummer, med et, selvfølgelig, fedt omkvæd! Og da det jo er et Rocafella album, skal Kanye West selvfølgelig også have et par beats med. Det ene blev til førstesinglen, "Hear the Song", som tekstmæssigt er lettere debil, men produktionsmæssigt fremragende. Kanyes anden produktion, "Turn out the Lights", er til gengæld en smule forkølet.
I sidste ende af albummet finder vi to mesterværker. "You Don't Know (In the Ghetto)" og "Alright", begge Just Blaze produceret, og dette er den stille side af Just Blaze vi hører. Specielt "Alright", med Allen Anthony (who he?) på omkvædet er helt fantastisk. Man kan dog ikke undvige det fact, at det er Allen Anthonys onkvæd og Just Blaze's produktion der redder tracket, for Freeway er desværre ikke, og har aldrig været, og vil aldrig blive, en god sangskriver. Det er faktisk en ordenlig omgang ligegyldigheder der kommer fra Freeway. Men, lur mig om ikke det mere eller mindre er meningen. Forstået på den måde, at det publikum de regner med vil købe albummet, kræver ukompliceret lyrik og fede beats. For det er lige præcis sådan albummet er skruet sammen. Fede beats hele vejen igennem (på nær "Turn out the Lights" og "Full Effect", med de endnu mere debile Young Gunz) og komplet intetsigende rap. Og nu får jeg det til at lyde som om, at jeg selv ikke kan følge med, hvis teksterne bliver for avancerede, men sådan er det ikke. Engang imellem synes jeg ganske simpelt bare, at det er fedt at kunne smække noget musik på, man kan høre på uden at lytte til det. For ja, der er forskel på at høre og lytte til musik. Hvis Peter Sommer officielt kan gøre at "tale" og at "snakke" til to ord med forskellig betydning, så skulle helvede da være i, at jeg ikke også kan!
Opsumering; fede beats med stort "F", og skidt lyrik med stort "D"....... vent, det giver jo ingen mening?! - ligesom hans tekster. Got the point?
Havde en dygtig lyriker betalt for de beats der at finde på "Phillidelphia Freeway", kunne han/hun skabe et mesterværk af en cd, desværre havde Freeway for mange penge.
Jeg vil ikke dømme albumemt ud fra godt og dårligt, for når det kommer til stykket synes jeg, som jeg forklarede på linje 45 og 46, at det er et skide fedt album, alene på grund af produktionerne.

4/6

Pharoahe Monch - Internal Affairs

Ex-Organized Konfusion medlem Pharoahe Monch udgav solodebut albummet Internal Affairs i 1999 under Rawkus Records. Og på trods af, at det solgte 200.000 eksemplarer den første uge, og førstesinglen "Simon Says" nåede langt op på billboards top 200 liste, havde Pharoahe Monch overset en enkelt detalje, der viste sig at have fatale følger for hans karriere.
Alle ved, at det er umuligt at skaffe Internal Affairs idag, men der er ikke så mange der ved hvorfor. Der er til gengæld mange teorier om, hvorfor et af nutidens vigtigste hip hop albums blev sat ud af produktion. Lad mig forklare. Det er nemlig en meget dum lille ting der er skyld i det hele. På førstesinglen "Simon Says", som Pharoahe Monch selv har produceret, er der anvendt et sample fra den gamle Godzilla film, Monch "glemte" bare lige at skaffe rettighederne til det, og det blev så dyrt for Rawkus Records, at produktionen af Internal Affairs blev sat fuldstændig ud. too damn bad. Ikke engang Blackout, som normalt kan skaffe alt, kan få fat i det, derfor synes jeg det er rimelig cool, at jeg er i besiddelse af et originalt Internal Affairs album. Og nej, det er ikke kun fordi det er sjældent og jeg har det, at jeg synes det er så fucking gudedope, det er virkelig et af de mest sindsyge albums der nogensinde er udgivet.

Once upon a time....

Jeg vil sige, at Pharoahe Monch har taget ikke bare et skridt, men et kraftspring videre, fra hvor Organized Konfusion slap. Lyden er en hel del mere rå og uncut, men samtidig jazzy og groovy, og det er som skræddersyet til Monch.
Den DJ Scratch producerede "Intro" er så uforudsigelig, disharmonerende og "ustruktureret" at det er helt fantasisk, men Pharoahe Monch's urørlige flow, som er en blanding af de bedste rim nogensinde rappet, og melodiøs sang, retter mirakuløst op på det hele.
Efterfølgende finder man den næsten fór skumle "Behind Closed Doors", som musikalsk tager én til et helt nyt dunkelt sted, i en labyrint af mørke gyder. "Queens" er en lettere, mere elegant produktion, der fortæller historien om Donovan, blot én af Queens områdets ofre, der må se sig besejret af det hårde miljø. Og her udstråler Pharoahe Monch mageløs lyrik;

"That night, rockin Nikes, eatin Mike'n'Ikes // Slapboxin with a dyke on a bike too small
Thinkin, >>This time, next year, mom'll be able to..<<> Shit from across the streets, niggaz approach slow. - Well get the metal out, too late, the guns flash //
In the melee they wet him like Reggae Sunsplash. Sun dashed with the quickness, back into the ride, with a smile on his face, the picture of pride"

Denne blanding af overlegen fortællerteknik og en fandens lækker produktion, har resulteret i et af mine all-time favorit hip hop numre. Det halvpervaterede, men helvedes brilliante "Rape" er næst i rækken, og også på dette nummer viser Monch kreativitet og originalitet i både lyrik og produktion. Pornografi-inspireret rap om hiphopindustrien rappes over et tilbagelænet jazzy beat.

"Never waste time, I give the verse rabies // Cum on the chorus, tell the hook to swallow my babies"

Den ikoniserede, stilsættende og legendariske "Simon Says" har ikke brug for ord, for du kender den allerede. "The Ass" er "scoresangen" der handler om at håndterer kvinder i sengen, og den er ganske fornøjlig, især med linjen

"my Dick Rules Everything Around Me D.R.E.A.M. - get the ass."

Mange fandt det i sin tid uacceptabelt at placerer kærlighedssangen lige efter "The Ass" på tracklisten, ikke desto mindre er den sprøde kærlighedserklæring "The Light" næst. Et virkelig fedt track med en mere ukompliceret Pharoahe Monch, der giver sangen sin rette dosis love over et stille og tilbagelænet beat, der minder en smule om Immortal Techniques "You Never Know". Formidabbelt. Men så skal jeg ellers lige love for, at freden bliver brudt! "God Send" sønderriver din bass fuldkommen, når Monch teamer op med hans gamle kollega Prince Poetry. Et mega-hårdt beat med nogle futuristiske dommedags rim af højeste kalliber, 'kæft det' godt!
Næstsidst på pladen finder vi kronjuvelen "The Truth". Beatet som er produceret af Diamond, er et af de bedste der nogensinde er sat sammen. Det har et helt unikt, universelt og gennemført musikalskt feel, og når så både Common og Talib Kweli er på besøg, så kan det på ingen mulig måde gå galt. Skulle jeg lave en top 10 liste over bedste hip hop tracks, ville "The Truth" være inkluderet.

"Truth brings light, light refracts off the mirror, visions of yourself and error could never be clearer // The truth is that you ugly, not on the outside but in the inside, on the outside you frontin you lovely // the discovery of these things and all are well-hidden, but when you're in denial of self, it is forbidden, that's the truth"

Sidste nummer er faktisk "bare" et remix af "Simon Says", med et shitload af eminente gæsterappere, deriblandt Method Man, Redman og Busta Rhymes.
Busta Rhymes er også at finde på "The Next Shit", som er en mærkværdig banger. Mærkværdig på den ultra fede måde, som man aldrig rigtig har hørt andre steder før. Det samme kan man sige om "Official", "Hell" og "Right Here". Alle har de noget helt specielt over sig, og det er ren nydelse at rykke hovedet med til dem.
Det eneste uoriginale nummer er det Alchamist producerede "No Mercy" med M.O.P., men lyden passer stadig ganske godt til det samlede billede. Behøver jeg at sige, at Lil' Fame og Billy Danze blegner FULD-kommen ved siden af Pharoahe?
Internal Affairs er et fuldkomment album. Jeg ærger mig fandens meger over at man ikke kan få det længere (man kan selvfølgelig købe det enkelte steder over nettet, men det er ikke billigt), for jeg synes sgu at folk har fortjent at høre det, og jeg synes Pharoahe Monch har fortjent at blive hørt. Han er uden tvivl industriens bedste rimsmed, og samtidig den mest overhørte. Med hans nye album "Desire" sikrer han sig nok den opmærksomhed han skulle have fået fra Internal Affairs, men der er alligevel gået 8 år, hvor han mere eller mindre har måttet leve i skyggen af en smuldret karriere.
Efter min mening er Internal Affairs et album man bare ikke må gå glip af. Om man så skal købe det brugt for 450 kr,- (jævnfær anmelderen), så er det det hele værd. Karaktermæssigt er jeg ikke ét sekund i tvivl

5.5/6

Army of the Pharaohs - Ritual of Battle

"AOTP - Pharaohe Clik motherfuckas!"

Nogenlunde sådan starter hver sang på supergruppens nye album Ritual of Battle. Gruppen, som i dag består af 15 mc'er, startede langt tilbage, med kun Vinnie Paz, Esoteric, Virtuoso, Bahamadia og Chief Kamachi. And oh boy om der er sket meget siden dengang! Gruppens officielt første album The Torture Papers, der snart er 2 år gammel, var en hårdtslående solid debut, der fastsatte gruppen som en af industriens mest brutale og "real" af slagsen. Fede beats og en helvedes masse dope vers fra en række ivrige mc's, der alle kæmpede for at rive mikrofonen maksimalt i stykker. And again, oh boy om der er sket meget siden dengang! De fede beats er en mangelvarer på Ritual of Battle, og arbejdsfordelingen er igen katastrofal. Vinnie "ego" Paz har uden tvivl misforstået forkellen på kvantitet og kvalitet. Selv er han at finde på 12 af albummets 16 numre, mens andre må finde sig i 2, 3 eller 4 numre. Apathy er blevet skiftet ud, og i stedet er Demoz, Doap Nixon, King Magnetic og Jus Allah blevet medlemmer, bare ærgeligt at disse 4 nye hoveder ikke engang tilsammen kan nå Apathy til sokkerne. Ikke engang Jus Allah, x-midlertidigt-fast-medlem-af-Jedi-Mind-Tricks, har noget at byde på. Faktisk har han aldrig lyt så uinspireret og gabende kedelig. Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan gå fra Violent By Design's kroteskt fede rim, til Jus Allahs nuværende status. Hans flow er på højde med fiddys, og hans rim er værdiløse.
De mc'er der virkelig har nogle fede flows og rim at diske op med, ført an af Reef the Lost Cauze, hører sjovt nok til dem, der kun får et par tracks at gøre godt med. Ligesom på Torture Papers har Reef the Lost Cauze sølle 2 vers, som han til gengæld udnytter til det ypperste. Men hvor han på Torture Papers havde nogle tilsvarende fede beats (Tear it Down og Henry the 8th), er de produktioner Reef er valgt ind på, på Ritual of Battle, altødelæggende for hans flows, en skam.
Men, som The Torture Papers, lever Ritual of Battle stærkt på de mange mc'er og deres battlerap. Battlerap imod dem selv måske? Det virker ind i mellem som om, at deres formål er at lyde bedre end deres kolleger. Der er stort set aldrig en historie at finde imellem teksterne. 99% af tiden handler der om, hvor fucking raw n' real de hver især er, og så gælder det ellers om at få dette budskab ud på den fedeste måde. "Into the Arms of Angels" fra The Torture Papers er uden tøven det bedste AOTP nummer der er lavet, netop fordi de faktisk fortæller nogle hudløst ærlige historier, og om noget, ja så er det fucking raw n' real. Istedet er det linjer som

"I'm a loud muh'fucka not a quite storm, I don't believe in an afterlife so once you die you're gone // Never loved soft everything's a violent song, Kanye West, gay rapper, that's where lines are drawn"

... der pryder albummet. Hjernedødt rap fra Vinnie Paz, som godt selv ved, at hans løb er ved at være kørt. Han forsøger at dække dette faktum ved at gemme de gode rappere væk, fx Reef the Lost Cauze og Des Devious, som ved enhver lejlighed kunne outshine Vinnie Paz. Og så er det selvfølgelig også nødvendigt at hakke på Kanye West, som laver noget af det fedeste musik i vore dage. Der scorer Vinnie Paz nogle nemme point hos de hardcore underground hip hop fans.

Beatmæssigt ser det heller ikke lyst ud. Størstedelen af numrene er hæftigt overproduceret, hvilket for det meste kvæler lyrikken. fx "Frontline" og "Pages in Blood", som begge næsten har et antal af instrumenter svarende til antallet af mc'er. Og det er i høj grad det forkerte at satse på. Når man har en gruppe bestående af 15 unikke mc'er, så er det logisk at satse på det lyriske, med nogle enkle beats der kan opbakke de enkeltes flows. Istedet går de all in i højsymfonisk krigspladder, der for at sige ligeud ødelægger hele konceptet. Esoterics "Dump the Clip" og DJ Kwestions "Strike Back" kan notes som pladens gode produktioner. Resten af produktionerne siger faktisk ikke denne anmelder noget overhovedet.
Hvor The Torture Papers havde en farvepalet med stort set alle regnbuens farver, er der kun sort-hvide kontraster tilbage på Ritual of Battle's, og selv den dygtigste kunstner ville finde det vanskeligt at portrættere rigtig hip hop, kun ved hjælp af gråtoner.
Hvis man ser tilbage på "Wu-Tang Clans" 36 Chambers, så var RZA's beats ukomplicerede men stadig guddommeligt fede, og de forstod virkelig at bakke alle de forskelligt flows op, hvilket gav et af de bedste resultater i musikhistorien. Og det er netop her det går for alvor galt for AOTP, for deres beats vil hellere stjæle billedet end bakke mc'erne op. Denne hårdfine balance havde Stoupe højst sandsynligt skabt perfekt, men han er selvfølgelig heller ikke inkluderet på dette album.
Man kunne have håbet, at AOTP havde lært af de få fejl der var at finde på The Torture Papers, men istedet har de tager et gigantisk skridt tilbage, og det er fandme surt!
Mindre hæftige beats, flere historier og aktuelle rim, og mere ligeligt fordelte arbejdsindsatser. Så kunne det være, at AOTP kunne skabe et produkt, der med tilnærmelse ville kunne kaldes mesterligt. Der er måske for mange ideer og meninger i samme rum, og det kommer man aldrig ligeså langt med.

2/6

Will.I.Am - Songs About Girls

Will.I.Am som de fleste nok kender fra The Black Eyed Peas, er endnu engang klar med et solo projekt. Om det er hans 2. eller 3. kan jeg umiddelbart ikke lige hitte ud af?
Som start kan man sige, at "Songs About Girls" intet har med hip hop at gøre. Han er mest kendt for sine pop beats, men mange store hip hop navne, såsom Busta Rhymes, NaS, The Game, Common og Talib Kweli har arbejdet sammen med Will.I.Am, resultaterne af disse samarbejder kan diskuteres, men det bliver ikke nu.
Det er jo oplagt for Will.I.Am at udgive et pop album efter Fergie har fået så meget omtale for hendes "The Dutchess", som næsten er produceret 100% af Will.I.Am.
Men, fra Will.I.Am's debut "Must B 21" og BEP's første udgivelser, hvor folk som De La Soul, Rakim, DJ Premier, Planet Asia og Phil Da Agony medvirker, er der ikke en eneste parallel at trække til "Songs About Girls", hvilket i dette tilfælde ikke er en skidt ting. Det kræver som sagt bare, at man først slår sit hip hop øre fra, og tænder for det poppede.
Gør man så det, er der faktisk en del eminente numre at finde på albummet. Det er funky numre, der minder lidt om Earth Wind and Fire, Mezoforte og BEP i en og samme blanding. Åbningsnummeret "Over", som er en af skivens bedste, har en lækker produktion, og det er simpelthen så groovy at det er svært at sidde stille. Heartbreaker har et beat der godt kunne have været op "The Dutchess", men Will.I.Am's sang og omkvæd løfter nummeret op på et højere niveau, ligesom "I Want You" på Commons "Finding Forever", blev reddet af Will.I.Ams omkvæd. Førstesinglen "I Got It From My Mama" er dedikeret til hans pigefans på 14-16 år, det er et Voice-hit-nummer, af værste skuffe. Ligeså er det med "The Donque Song" med Snoop Dogg, uudholdelig.
Men, numrene "Impatient", "One More Chance", "Invisible" og "Fantastic", som ligger lige efter hinanden, roder bod. De har alle et super lækkert sommer-feel, som egner sig perfekt til en solrig sommerfest, med kolde mojitos, lækker BBQ og smukke piger. "Impatient" har et groovy Jamiroquai twist, som lægger op til dans, og "One More chance" minder lidt om "Sexy" fra Elephunk, som jeg elsker! Og så er der den næsten kriminelt lækre "Ain't it Pretty", som er definationen på smoothness og relaxation. Afslutningsnummeret "S.O.S." er det eneste nummer hvor der bliver rappet. Til produktionen har Will.I.Am "stjålet" trommerne fra "Forever Begins", og nummeret handler om den detour vi og vores verden er på vej nedad.
Et album ved navn "Songs About Girls" har alene ved navnet ikke det største petentiale til at overraske en, men jeg må alligevel indrømme, at der er nogle ufatteligt lækre numre på. Men havde jeg været Will.I.Ams rådgiver, havde jeg nok prøvet at få ham til at udgive albummet i sommerperioden, det ville give den et mere aktuelt look. Sommergroove i oktober, think not. Men jeg går ud fra, at det altid er varmt på Sunny Beach?!
Alt i alt en blandet landhandel af rigtig lækre numre, og rigtig ligegyldige numre. Jeg synes dog stadig, at når Will.I.Am er god, så er han fandme fantastisk, og jeg ved med sikkerhed, at de førnævnte sommertracks vil være fast inventar til mine sommerfest, langt ud i fremtiden.

5/6