fredag den 18. november 2016

Fredags-nyheder: Where's your crown?


Velkommen til endnu en omgang fredags-nyheder, der nok engang tilbyder i overflod af nye, friske og sprøde tracks til weekenden. Vi lægger ud med Rapsody, der i et stykke tid har haft en count-down på sin hjemmeside, der onsdag nåede 00:00. Dette udløste udgivelsen af den højst anbefalelsesværdige EP Crown, der med Rapsody's sædvanlige skarpskårne rim og levering, beats fra 9th Wonder, Nottz, Eric G, Khrysis og Kash, og gæsteoptrædender fra bl.a. Anderson .Paak og Ab-Soul er et must-listen. Lyt til det fantastiske åbningsnummer "Crown", produceret af 9th Wonder herunder og hent Crown HER:


A Tribe Called Quest udgav sidste fredag come-back albummet We Got It From Here... Thank You 4 Your Service, der dog også bliver deres sidste. Men hvilket come-back album! Det er vokset støt, og når man får dykket ned i pladen er det virkelig gode ting, de har fået kreeret. Soundvenue's Emil Hobel har skrevet en fantastisk anmeldelse af albummet som kan læses HER, og som mere eller mindre gør det overflødigt for mig, at give mig i kast med dén anmeldelse. Hør den bidske, yderst sarkastiske og samtidig kirurgisk præcise beskrivelse af USA's politiske klima anno 2016 i form af "We the People" herunder: 


Også Macklemore rammer hovedet på sømmet når det kommer til USA's nye dagsorden og den frygt, der hænger over verden, med sit nye track "Wednesday Morning". "Humanity is a privilege / when they're building walls we'll build bridges" rapper han med skrøbelig klang, og forsøger at fremmane et glimt af håb i, hvad der for mange kan virke som en håbløs situation. Ryan Lewis har taget en pause fra musikken, og har givet plads til Macklemore's gamle samarbejdspartner Budo (der også co-producerede "Drug Dealer"), der tager kegler med et sårbart og melodisk beat, båret op af spinkle klavertoner. Lyt til "Wednesday Morning" her:


Også i Danmark har den alarmerende høje politiske temperatur sat sit præg. Trepac og Mund De Carlo's Binær samarbejder blomstrer gevaldigt med en totalt udsolgt release-koncert på Stengade og et stort set udsolgt debutalbum. Den politisk ladede "Rød" er blevet velsignet med en lyrik-video, og også her sniger Donalden sig ind: "Socialkontrol og propagandastunt / selvom DFektivt er krisens pakkeløsning, ikk' med et mærkat fra Trump". Tag en lytter til det muntert svingende track her:


Det er dog ikke alle, der bidrager med post-elect hiphop. Nogle har taget et stort sving uden om det politiske landskab, og udgiver "bare" god gammeldags hiphop. Lad os kigge lidt på dem.

Sværvægterne O.C. og Pharoahe Monch har teamet op på D.I.T.C.s kommende D.I.T.C. Studios album og serverer en heftig musikvideo til nummeret "Night Rider":

   

Termanology, der var en af mine favorit MC'er omkring Politics As Usual tiden, har netop udgivet albummet More Politics, hvor han har samlet et A-team omkring sig, bl.a. i form af Just Blaze, Hi-Tek, Nottz, Buckwild, Q-Tip, J.U.S.T.I.C.E. League og Statik Selektah på lydsiden, og folk som Joey Bada$$, Saigon og Sheek Louch som rap-gæster. Hør en umiddelbart favorit i form af "Top Shotta" her:


Tidligere i november udgav Code Nine, medlem af Tragic Allies kollektivet, sit debutalbum Below Sumerian Skies, fuldt produceret af Purpose. Tjek albummet HER og se og hør videoen til nummeret "When the Saints Out" herunder:


Den produktive, yderst lovende men også forholdsvist ukendte producer Es-K er teamet op med New York legenden General Steele (Smif-N-Wessun, Boot Camp Clik) og lavet et fantastisk album, der meget passende bærer titlen Building Bridges. Tjek albummet HER og lyt til "Persistence" herunder:

  

Til sidst skal vi høre et track fra producer Gensu Dean, vis album Raw udkommer senere på måneden. Fjerde nummer fra albummet er blevet udgivet; et støvet og knitrende sprødt track med en yderst oplagt Roc Marciano som gæst. Tjek "Ball of Yarn" her:


God weekend til alle! Ses vi til Rap Slam Battles #19 i Pumpehuset i morgen?
- Jeppe Due Barslund


fredag den 11. november 2016

Fredags-nyheder: Smil og grin - ellers har de vundet


Nå, så blev verden alligevel grabbed by the pussy af Donalden. Dén havde jeg sgu ikke set komme. Lige fra det sekund han annoncerede, at han ville stille op som presidentkandidat, har det virket for absurd og groteskt til at kunne være sandt. Her i løbet af valgets sidste måneder, har jeg uge efter uge fulgt Seth Meyer, Trevor Noah, Stephen Colbert og John Oliver gennemtrevle hans utallige skandaløse udtalelser, ideer og planer; grinet kosteligt og samtidig græmmet mig undervejs ved tanken om, at det trods alt kunne ende med at blive udfaldet, at Trump ville blive valgt. Og nu blev det udfaldet, og nu kan jeg ærlig talt ikke finde hverken hoved eller hale i, hvordan de næste fire år kommer til at se ud? Det eneste jeg med sikkerhed ved er, at der mere end nogensinde før er brug for, at vi passer på-, omfavner, rummer og respekterer hinanden, holder en god tone og viser, at vi sammen kan overkomme det had, der desværre sætter dagsordenen nu. Og så skal vi tillade os selv at dyrke det gode i hverdagen, alt det, der gør os glade, for vi skal smile og grine, ellers har de vundet. 

Én eviggyldig kilde til glæde er musik, og måske sidder du og læser dette nu, netop for at få en gedigen dose musik-glæde. Jeg har derfor proppet dette indlæg med usædvanligt meget musik, for glædens skyld. Så lad os hoppe ud i tonsvis af fantastisk musik. 


Først og fremmest er vi denne fredag blevet velsignet med A Tribe Called Quest's første album i 18 år: We Got It From Here... Thank You 4 Your Service, og efter første gennemlytning på vej til arbejde må jeg sige, at det lover fantastisk godt. Jeg kunne fornemme den gode gamle Tribe-vibe samtidig med, at det virkelig er lykkes dem at overføre deres lyd og stil til et 2016-format, der virker tro mod det, der har gjort ATCQ til en af hiphoppens mest betydningsfulde grupper. Integrereingen af Concequence og Busta Rhymes som pseudo-medlemmer fungerer fortrinligt, og samtlige gæsteoptrædener leverer ikke overraskende varen. Måske vigtigst af alt er Phife Dawg yderst til stede på pladen, da han nåede at indspille en del vers inden sin bortgang tilbage i marts. Albummets titel har Phife valgt. De andre ved ikke, hvad den egentlig betyder, men de har beholdt den for hans skyld. Pt. kan albummet kun streames, men forudbestillinger via Run For Cover er aktive HER. I går, torsdag, markerede i øvrigt 23-års dagen for udgivelsen af Midnight Marauders (og Wu-Tang's 36 Chambers!!!), så i anledningen af, at der endnu ikke kan postes numre fra ATCQ's nyfødte, kommer her et personligt højdepunkt fra Midnight Marauders:  


JuJu Rogers & Bluestaeb udgiver til december albummet Lost In Translation, som jeg glæder mig helt utroligt til, og nu er første track fra albummet ude. Det hedder "Get Lost" og er en lækker, jazz'et, slæbende sag, hvor man kan zone ud til silkebløde keys og saxofon-toner. Det er ufattelig lækkert, og JuJu Rogers bærer ganske enkelt et af de mest uforfalskede, ubesværede og overbevisende flows pt. Forudbestil vinylen via Jakarta Records HER og nyd tracket herunder:


Et nyt nummer fra Rapsody har netop set dagens lys, og med det en hjemmeside med en nedtælling, der kunne indikere et nyt album, som, ud fra nedtælling at dømme, lander om fem dage, én time og 23 minutter (i skrivende stund). Ud fra det angivne hashtah at dømme kunne titlen tænkes at være Crown eller Where's Your Crown. Hvorom alting er hedder det nye nummer "Fire"; en titel, der både refererer til Rapsody's lyrik og temaet omkring, som skrevet i starten, at vi skal stå sammen nu, hvor der er brand i gaderne oven på et historisk grelt præsidentvalg. Nummeret er produceret af Jamla's bedste i både Kash, Khrysis og 9th Wonder, og er en virkelig sprød sag. Første del af nummeret bærer jazz-blæsere og en lækker baggrunds-vokal, og halvejs inde falder et sample af Gil Scott Heron's "We Almost Lost Chicago" (som man måske kender fra Common's "The People") ind og ændrer beatet i en anden melodisk retning. Efter Rapsody's medvirken på Kendrick Lamar's To Pimp A Butterfly forestiller jeg mig, at Jamla påtænker at udnytte rampelyset bedst muligt, så der er i høj grad lagt op til en brav af en kommende udgivelse - hvis det da altså er det, der venter os, når uret tikker ned? Besøg hjemmesiden (hvor der også er lyrics til nummeret) HER og lyt til "Fire" her:


Run The Jewels bidrager også med musik oven på præsidentvalget. Det hedder sig, at "2100" ikke skulle have været udgivet endnu - og i øvrigt ikke er skrevet som kommentar til valget - men med et tema om frygt kontra kærlighed syntes den for relevant til at gemme. "How long before the hate that we hold / Lead us to another Holocaust? / Are we so deep in it that we can't end it? / Stop, hold, ever call it off / It's too clear, nuclear's too near / And the holders of the molotov / Say that "revolution's right here, right now", And they ain't callin' off" indleder Killer Mike, og jovist, den rammer ganske godt ned i verdens status quo. Hør "2100" her:


Sebastian Hochstein, tidligere kendt som Jaq, udgiver i dag sin producer-EP Name Dropping. En syv riller dyb skive, der gæstes af hele Illect Recordings familien samt bl.a. Chali 2na, Wildchild og Sadat X, og som viser Hochstein fra sin bedste side. Især "Campfire Stories" står frem ved første lyt, men hele EP'en skal have et lyt, fx HER. Tjek nævnte højdepunkt herunder:    


Union Analogtronics & Blu's Cheetah In the City hører ikke til blandt de allernyeste-nye nyheder, men jeg glemte simpelthen at få den med sidste fredag! Den Parisiske duo Union Analogtronics leverer en noget mere glitchy og poleret lyd, end man er vandt til at høre Blu på, men der er også markante spor af cinematiske orkestreringer og ufortrøden synth-melodistykker, der flere steder munder ud i interessante lydbilleder. Det har vil med sikkerhed ikke være for alle, men Blu har udtalt, at han ønsker at udforske alle afgrene og lyde af hiphop, så dén her stod bare og ventede. Tjek åbningsnummeret "LA Counting" herunder og se, om det er noget for dig:


Endnu et Blu-projekt, hvis udgivelse i endnu højere grad er gået min næse forbi, er Open Your Optics To Optimism albummet med produceren Fa†e, der udkom for snart "længe" siden. Open Your Optics To Optimism er en transcenderende og syret ud-af-kroppen oplevelse, hvor konceptet er, at Blu og Fa†e rejser tilbage i tiden - som i helt tilbage i tiden, og fortæller om universet og verdens tilblivelse. Det hælder bestemt til den skæve side, men der er flere gode ting at fremhæve. Hør "Thought" herunder og tjek albummet HER.


Mund De Carlo og Trepac fik tidligere på ugen udgivet deres debutalbum som gruppen Binær, Umage. Jeg anmeldte det til 4.5/6 og skrev bl.a.: "Er det gedigen og skarpskåret rap man kommer efter, og det er det jo nok først og fremmest her, så bliver man ikke skuffet hos Binær, der rent ud sagt er et match made in heaven". Læs anmeldelsen HER og se videoen til kraftpræstationen "Totaler" herunder:


God weekend til jer alle
- Jeppe Due Barslund

lørdag den 5. november 2016

Binær - Umage


"Kun få tør gå en potentiel fiasko i møde /
Hvor det' hver-mand-for-sig på slagmarken, der dræbende øde /
Har vi lavet en plade for at se om fællesskabet gir' glød /
For at udfordre os selv og risikere hinanden i forsøget"
Der har i flere år hersket en mere eller mindre officiel fejde mellem da danske undergrunds-hiphop-kollektiver Echo Out og Struglaz, primært affødt via Rap Slam Battles, hvor der altid har været garanti for høj underholdningsværdi og battle-kvalitet, når repræsentanter fra de to hold har tørnet sammen. Balthasar og Pede Gøbbs battle fra det første Rap Slam Battle arrangement tilbage i 2011 er stadig uhyre tæt den dag i dag, og battle-styrkeprøverne mellem Eco og Pede Gøbb, Balthasar og PsoriaKriz, Mund De Carlo og Rasmus Modsat og senest Balthasar og Rasmus Modsat, har en enorm replay-value. Temaet for næsten alle af de nævnte dueller har været, sat på spidsen, at det er de ægte, autentiske con amore hippie-hoppere fra Echo Out, imod de privilegerede overklasse-børn i Struglaz, der blot rapper fordi de kan og i øvrigt aldrig har følt en reel struggle. Det er der kommet mange sublime battles ud af. Undervejs har jeg dog haft mine kvaler ved for alvor at købe ideen om en strid de to crews imellem, for imens den verbale mudderkastning har stået på, har et samarbejde spirret på sidelinjen. Mund De Carlo medvirkede på de sidste fire udgaver af Echo Out's Spytbakken -serie. Dialektens Chewbacca leverede et beat til Mund De Carlo's debut EP Det tar' tid, ligesom Melancolia bidrog med musik til Carlos' første langspiller Frit Fald, der i øvrigt også blev gæstet af Trepac. Da Illusionisten havde brug for rap-hjælp til sit Dødssejleren-projekt var Mund De Carlo manden, der trådte til, og ligeledes slog det gnister, da Mund De Carlo og Trepac udveklsede rim på De forkerte spor pladen. Tilsvininger, punchlines og bodybags i battlerap-regi er altså gradvist blevet erstattet med high-fives og vennetjenester, og selvom det danske hiphop-miljø længe har ladet sig underholde af bekrigelse, har det længe ligget i luften, at et fuldbyrdes samarbejde faktisk var det mest oplagte. Dét forløses nu, med Mund De Carlo og Trepacs "klonede rap-monster" Binær.

Og hvem er så bedst af de to? Mund De Carlo eller Trepac? Det har ofte før været en spændende diskussion, men efter at have hørt de to sammen som Binær kan jeg kun sige: who gives a shit? Ved udgangen af Umage står det klart, at der ikke ville være en Mund De Carlo uden Trepac som forbillede, ligesom der ikke ville være en Trepac idag uden en Mund De Carlo til konstant at hæve barren og løfte niveauet. De er hinandens inspiration og motivation til at gå den ekstra mil og oppe deres færdigheder. Vi har ganske enkelt at gøre med alletiders måske bedste eksempel på gensidig respekt, ærefrygt og komplet uforfalsket kærlighed. Dette kommer krystalklart til udtryk på "Lad mig introducere", hvor Mund De Carlo og Trepac leverer et højst originalt, unikt og yderst hjerteligt track om, hvor høje tanker de har om hinanden:

"Det sgu let at forstå hvorfor jeg elsker dit flow /
Den måde du mestrer et sprog og lægger teksterne på
/
Wow! - jeg' jo bare en simpel gæst i dit show! /
Og vi blir' husket som MCs, ikk' mus eller mænd /
For du' så vild en rapper at vi blir' umulige at glemme
/
Men du' den bedste og der satme mange om buddet herhjemme /
Så bare du husker mig den dag du lige pludselig blir' kendt /
For du' et supertalent
/
Årh, homie, nu' du' for flink! /
Nej, 100% /
Der' intet gyldigt modargument /
For der ikk' en MC, derude der rocker huset så nemt
/
- siger ham jeg har været fan af siden 2005! /
Og jeg' en smule bekvemt ved at danne duo med den /
MC som jeg har dyrket mest, du' en gude-skribent
/
- Nu' du' vist ude af frekvens! /
Nej, men jeg jubler bestemt /
Fuld af forventning over vi' nu danner gruppe min ven
/
- I lige måde, føler jeg har fundet guldet for enden /
Af regnbuen og tænkt "jo, nu' skuden sgu vendt" /
Lykkens gudinde smiler til mig mens hun sutter min lem /
Var det ikk' for dig, så var min karriere sluttet for længst
"

Der er amoriner i luften og rosenblade drysset omkring i studiet, men mere end et kærligt track om, hvor meget de holder af hinanden som personer og nørdede rap-teknikere, giver nummeret et detaljeret indblik i deres indbyrdes forhold. Mund De Carlo står endelig side om side med ham, han har været fan af i over et årti, og skal nu vise sit værd. Og Trepac skal bide skeer med rapperen, der i en årrække har stilet intenst efter rap-teknisk enevælde. Dette broderlige pres kommer til udtryk på bedste vis. Mund De Carlo leverer måbende multi-rim på "Umagen Værd", og Trepac lyder sulten nok til at kunne spise en hel ko uden salt på "Kryb og kravl". Men det er, når de rapper og skriver sammen, at det for alvor går op i en højere enhed. Det står meget hurtigt klart, at Umage er skrevet i det tættest tænkelige samarbejde, og mange numre er i sig selv klare beviser på, at Mund De Carlo og Trepac ikke har siddet hver for sig og uafhængigt skrevet tekster, men nærmere på skøddet af hinanden med armene om halsen og med dybe, inderlige blikke. Tag bare "Talegaver", hvor deres rim er integreret i sjælden grad:  

"Men der' ikk' nok profit, blot sweet-talk, kreditloft og peanuts /
Så nu' vores musik blot et bijob /
Det shit koster tid og har vist os for lidt love /
Selvom alt på vores rimblok er vildt godt, tiptop med pil op /
Ku' gi' en fuck, skrige op og sige stop /Men min flok vil ikk' brokke sig, hellere ta' et skridt op /
For vi' nok mer' Pete Rock end Kim Hot /
Mer' Beatnuts and Bikstok, vi indoktrineret med svedig hiphop /
Har lagt snittet, ret blikket med de to der dræbt' spillet /
Binær, flagskibet, fremskridtet, skarpt slebet /
Ret trippet, max flippet, tekst og flow der tar' pippet fra dem /
Får deres nakke nikket
Får deres nakke nikket, når de hører os straf' beatet /
Mic'en den blir' skamkneppet, scenekanten den blir' straks splittet /
Vi ku' stadig spark' skidtet op selvom de trak stikket /
Gider ikk' at jagt' hittet, den taktik er afviklet /
Snik-snakken fraklippet,
nu satser vi langsigtet"
Dyrk også "Totaler", hvor ord- og bogstav-navlepilleriet når nye højder, som man kun kan klappe i sine hænder af. Trepac rapper:

Der' nul tortur, det her er et lystbetonet projekt
en-to, mic'en holder vi notorisk i tjek
en totrinsraket der detonerer som atombomber
to tunger taler men vi taler ikk' med to tunger
flyder som H2O
de ord vi tog i brug, gav tro på en historisk god
to-personers monolog fra begge parter
to med lektorater i at lave ortodoks rap til jeres gettoblaster

- Og Carlos følger den til dørs: "Tog ik tal på salg, verbal saltomotal / når to tager territoriet blir sproganatomien total". 

Havde Umage udelukkende bestået af rap, der var centreret omkring teknisk nørderi, ville det sikkert blive kedeligt i længden. Dét er de herrer klar over, og har fundet en fin balance ved at spæde til med rette mængder mindre teknisk, mere substantiel rap. Vi har fx "Fuld kontrol" om uafhængighed i pladebranchen, "Millennium maskiner", hvor der tegnes skarpe portrætter af diverse fortabte årtusinde-mennesker, det socialistiske kampråb "Rød", en frustreret hyldest til deres mikrofoner Mike og Majken på "Dum mikrofon" og måske vigtigst: "Ekstranummer", hvor Trepac og Mund de Carlo lufter deres ængstelighed omkring at miste relevans og momentum som rap-artist. Ikke alene er de dygtige, de er vedkommende, aktuelle og personlige.

Der hvor Umage halter lidt, i min bog, er i beat-udvælgelsen. Hvor musik og tekst på Trepac og Melancolias Sky til jord album var ufattelig tæt integreret, ja nærmest afhængige af hinanden, bærer udvælgelsen af beats på Umage i højere grad præg af en pick-and-choose tilgang, hvor Mund De Carlo og Trepac har shoppet beats (af svingende kvalitet) hos venner og bekendte. Det heldige er, at de har nogle dygtige folk omkring sig, som Swab, der leverer den smågeniale "Dum mikrofon" og den tungt slæbende "Totaler", Xeren, der fortjener stående applaus for den ensomlige, western-inspirerede "Ekstranummer" med sit fantastiske mundharmonika-stykke, og Struglaz's Milad Genius, der bidrager med den absolut efne "Kryb og kravl". 

Der er dog op til flere beats, en lidt for stor håndfuld endda, der ganske enkelt ikke er on par med rappernes evner. Gode beats er der rigelig af, ja der er vel faktisk ingen decideret dårlige, men "god" komplimenterer ikke "lodret exceptionel", som rappen ofte er. Således opstår der dissonans, og man savner flere beats, der tør give rapperne kamp til stregen. Skræddersyede beats, der ikke blot bærer rappen men også narrativet, eller som tør at gå linen ud og udfordre rapperne undervejs. Det er desværre de færreste produktioner, der formår dette, og når man står med to så suverænt mesterlige rappere som Mund De Carlo og Trepac, der som skrevet tidligere leverer måbende imponerende rap, synes det undervældende, at musikken ikke er mere derefter, end det er tilfældet.  

Er det gedigen og skarpskåret rap man kommer efter, og det er det jo nok først og fremmest her, så bliver man ikke skuffet hos Binær, der rent ud sagt er et match made in heaven. Jeg forbeholder mig dog retten til at synes, at der er plads til forbedringer til en eventuel efterfølger, navnlig på lydsiden. 
  
 4.5/6
- Jeppe Due Barslund



fredag den 4. november 2016

fredags-nyheder: tonsvis af fantastisk nyt!


På en fredag, hvor både Common og Sims udgiver nye plader, havde det været oplagt at fremhæve dem først, men få øjeblikke inden jeg satte mig ned for at bikse denne post sammen, smid Alltta et nyt track op, og det er fuldstændig sindssygt vildt, og MÅ og SKAL nævnes som det første. Nummeret hedder "Alltta" og har alt det, Mr. J. Medeiros og 20Syl tidligere har serveret som Alltta, bare i svimlende overflod! Det er måbende vildt produceret, og Mr. J. Medeiros velsigner det slagfærdige og elektro-melodiske beat med skarp og kløgtig rap. Er du færdig for en sag! Hør den NU: 



Og lad os tage Sims først. More Than Ever er landet idag, og med det serverer Sims et umiddelbart krævende lyd- og tekstunivers, der er alt andet end ligetil og let indtageligt. Jeg hørte på vej på arbejde i morges og var først lidt ærgerlig over, at der ikke var et eneste nummer, der gik lige så rent ind som det var tilfældet med flere tracks på hans Bad Time Zoo album, men samtidig havde jeg en idé om, at det ville vokse med tiden. Lyden er præget af elektroniske elementer, synth og industrial -inspirerede elementer, og er langt fra klassisk hiphop, hvilket dog heller ikke er forventeligt fra Doomtree lejren. Jeg ser frem til at give det et par spins endnu og se, hvad der dukker op i krogene. Tjek More Than Ever på din foretrukne streaming-tjeneste eller på bandcamp HER og se/hør "Brutal Dance" her:



Commons 11. album Black America Again er ligeledes ude i dag. Jeg har kun fået hørt det igennem en enkelt gang, og kan ikke derfor ikke fælde retfærdig dom over albummet endnu. Min umiddelbare fornemmelse er, at Common har skrevet nogle virkelig gode, vedkommende og relevante tekster, men at Karriem Riggins har skabt en god, men også meget sikker og ufarlig lyd, som jeg tror kan gå hen og blive lidt kedelig i længden i nogle numres tilfælde. Det er selvfølgelig alt for tidligt at kalde den, så for nu vil jeg, ligesom Sims', bare se frem til at få spillet den igennem et par gange. Hør den BJ The Chicago Kid assisterede "The Day Women Took Over" her:

  


L'Orange & Mr. Lif tilføjer flere lækkerier til deres fremragende EP The Life & Death of Scenery med en spritny og ganske genial video til nummeret "Strange Technology". Se den ovenfor og læs min anmeldelse af EP'en HER, hvis du endnu ikke har fået det gjort.


Sebastian Hochstein, tidligere kendt som Jaq, er få skridt fra at udgive sin producer-EP Name Dropping. Sidste uge slap han det solide nummer "Hands Up" løs, og nu er "Flowers" ude: et lavmælt, jazzet nummer med fornemt besøg fraSadat X, Jurny Big og DJ Kair One. Ikke just et samarbejde jeg havde set komme, men et virkelig velfungerende et af slagsen. Hør det her:



Ikke kun Common og Sims har en fuldlængdes klar til os idag, også rapper og producer Prolyfic har udgivet et album idag, i form af DNGRFLD, der udgives under Sage Francis' selskab Strange Famous Records. Nogle kan måske genkende eller huske Prolyphic fra Leftovers2013 pladen, hvor hans eminente nummer "Six Feet High" var at finde, produceret af Buddy Peace. Denne gang har han selv stået for musikken, og ud fra førstesinglen "RDNY" at dømme, har han ramt en fed, live-instrumenteret, organisk og hårdtslående lyd, der i hvert fald giver blod på tanden til at give sig i kast med resten af DNGRFLD. Her "RDNY" her:



Vi slutter af med to fantastiske nyheder, der dog ikke akkompagneres af nyt musik. JuJu Rogers og Bluestaeb har netop annonceret, at de udgiver collaboration-abummet Lost In Translation (LIT) sammen d. 2. december under Jakarta Records. Og hvorfor skal du så glæde dig til det? Lyt til "Hungry" fra sidste år, og du vil vide hvorfor:



Og ja, selvfølgelig kan vi ikke komme udenom, at A Tribe Called Quest har et nyt - og sidste - album på vej. We Got it From Here... Thank You 4 Your Service udkommer næste fredag (!), og bliver gruppens sidste album. Oven på mange års uenigheder og skænderier mellem Q-Tip og Phife Dawg, lykkedes det dem at genfinde hinanden og påbegyndte indspilningerne af dette album. Phife Dawg døde ulykkeligvis undervejs, men nåede at indspille nok nyt materiale til, at det netop ikke bliver en masse throw-away bars fra Phife, men nyt, originalt materiale. ATCQ har yderligere rekrutteret Busta Rhymes, Consequence, André 3000, Kendrick Lamar, Jack White og Elton John, så der bliver lagt op til et brag af et konkluderende album. Der er endnu ikke noget musik ude, så lad os slutte af med at nyde en af mange udødelige ATCQ klassikere (jeg har nærmest ikke lyttet til andet end Midnight Marauders hele igen!)

fredag den 28. oktober 2016

Fredags-nyheder: mørk november igen


Vi lægger ud med Run the Jewels' nye track "Talk To Me", der er første udspil fra deres kommende, tredje album RTJ3. Killer Mike og El-P er tilbage med mere af den saft, kraft og fandenivoldskhed, der gjorde RTJ2 til en mastodontisk succes. El-P producerer det agressive beat, der forsat gør det krystalklart, at El-P er skolet af The Bomb Squad. "We return from the depths of the badland / With a gun and a knife in our waistband / Went to war with the Devil and Shaytan / He wore a bad toupee and a spray tan" rapper Killer Mike og kaster lidt mudder efter Donald Trump, imens El-P spæder til med en perfekt The Big Lebowski -reference: "Brave men didn't die face down in the Vietnam muck so I could not style on you / I didn't walk uphill both ways to the booth and back to not wild on you". Tjek nummeret her: 




Sims tilbyder endnu et nummer fra hans kommende album More Than Ever, der lander på næste fredag. "Brutal Dance" er sindsygt flot produceret af ICETEP, med storladen synth og en masse elektoniske effekter og melodistykker over et stramt drumbreak. Her skal skrues grundigt op! Med nogle af sine venner i tankerne, der er afgået ved døden, funderer Sims over livets umiddelbarhed og over, hvordan døden kan stresse en til at leve i nu'et - som sædvanligvis leveret tilpas abstrakt til, at intet er ligetil. Tjek nummeret her:


Om det er mig, der er lidt sløv i optrækket, eller om Common virkelig har haft travlt med at fyre nye numre afsted, ved jeg ikke, men det flyder med nye tracks fra Chicago-legenden, der ligesom Sims slipper sit nye album Black America Again fri på næste fredag. Vi har allerede hørt titelnummeret med Stevie Wonder, "Love Star" og "Letter to the Free" med Bilal, men tre numre er nu yderligere tilgængelige. Her er tale om album-åbneren "Joy And Peace" med Bilal, hygge-sprederen "Red Wine" og heat-knockeren "Home". Så hvis du ligesom mig ikke har været helt up-to-speed, så få dit Common fix på her og bliv ajourført op til udgivelsen:




Illect Recordings er blot få øjeblikke fra at udgive Sebastian Hochstein's Name Dropping EP, og har i den forbindelse udgivet første track derfra, i form af "Hands Up", der gæstes af medlemmer fra det ti mand store rap-kollektiv Scribbling Idiots. Tyske Sebastian Hochstein gik før under producer-navnet Jaq, og har af grunde jeg endnu ikke er bekendt med, valgt at udgive sit næste projekt under sit borgerlige navn. Hvorom alting er har han produceret et af de bedste beats siden "Paper and Coins" fra Escape From Radio Prison pladen, og gæsterne leverer varen. Tjek "Hands Up" her:


Sidste fredag udgav Sho Baraka albummet The Narrative, som jeg har skamlyttet lige siden. Det udgives via Humble Beast, så det er lagt op til gratis download på deres side. Men hvorfor siger jeg overhovedet det? Du har jo downloadet det allerede. Hvad? Har du ikke?! Du har simpelthen ikke været inde og downloade det GRATIS album jeg sidste fredag beskrev som en oplagt kandidat til "album of the year"? Hvorfor? Kan du overhovedet selv svare på det? "Jeg orker ikke at skulle downloade og udpakke zip,-filer og overføre til musikbiblioteker osv osv". Seriøst, hvordan kan den form for dovenskab overhovedet eksistere? De har udarbejdet er fabelagtigt album og været så sygeligt nice at tilbyde dig det gratis, og så gider du ikke bruge tre minutter på at pakke en digital julegave ud? Get a grip og få hentet det album NU. Hør og se den nye video til nummeret "30 and Up 1986" imens. Nummeret er måske faktisk det - efter min mening - ringeste nummer på pladen (hvilket siger en DEL om pladen), men det er stadig super fresh og med en masse opløftende Eart, Wind and Fire vibes, der går lige i smilebåndet.  


Jeg vil slutte af på en lidt utraditionel måde. 99% af tiden kaster jeg min kærlighed på undergrundshiphop her på bloggen, men det betyder ikke, at der ikke udgives hiphop i den rendyrket kommercielle afdeling, som også bliver hørt meget. Nogle gange rammer et nummer bare "noget" hos én der gør, at man må lægge sine principper fra sig fra en stund og bare erkende, at "god" musik hverken kan eller bør afværges. Således har Ty Dollar $ign; manden med det digitalt modificerede stemmebånd, netop udgivet albummet Campaign (som vist mestendels er rimelig skidt), hvor ørehængeren "Stealing" er på. Og "Stealing" er et godt eksempel på, at noget meget enkelt kan være uhyre effektivt. Guitar-riffet er såre simpelt, og versene kunne være skrevet på et kvarter, men lige her ligger melodierne virkelig godt til Ty's hæse stemme, der i den sparsomme produktion får lov til at vise sig fra en virkelig god side. Når b-stykket lander og strygerne falder ind, akkompagneret kort efter af luftige keys, ja så er der ikke et øje tørt. Ty Dollar $ign har lavet en ægte radio-slasker, og jeg nægter at lægge skjul på, at den er gået rent ind hos undertegnede.  


God weekend til alle
- Jeppe Due Barslund

fredag den 21. oktober 2016

Fredags-nyheder: Yes Lawd!


Velkommen tilbage til en solid omgang fredags-nyheder. Der kan ikke være nogen tvivl om, hos mig i al fald, at ugens bedste og vigtigste nyhed kommer i form af Sho Baraka's dugfriske Humble Beast -debut The Narrative, som udkom I DAG! Sho Baraka har et langt resumé og et hav af udgivelser bag sig, både som solokunstner og som del af diverse grupper, men The Narrative er hans førstfødte som kunstner under Humble Beast fanen - og selvom det er et early call, i og med at den kun har været ude i få timer i skrivende stund, virker det KLART til at være hans stærkeste album til dato. Ja, jeg vil endda tilføje et yderligere early call og sige, at The Narrative næsten med sikkerhed er garanteret en placering højt på "året der gik" -listen, der lander når vi nærmer os 2017. Humble Beast tog førstepladsen sidste år med JGivens' Fly Exam, og det er bestemt ikke urealistisk, at de nupper den igen i år med Sho Baraka's The Narrative - Yes lawd it's that good!!! Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at få skrevet en anmeldelse, men indtil da synes jeg at du skal gøre dig selv en gigantisk tjeneste og downloade den GRATIS via Humble Beast HER. Og tjek for Guds skyld videoerne til "The Road to Humble" og "Fathers" herunder:



 


En anden Yes Lawd! -værdig nyhed er naturligvis udgivelsen af NxWorries' album Yes Lawd!, der også er landet i dag, officielt. Samarbejdet mellem den Madlib- og J Dilla -skolede producer Knxwledge, der hurtigt er blevet en loop-maester og som med et delikat touch forener støvet hiphop og smød soul, og den ultra playalistic Anderson .Paak, der er lige så flabet som hans vokalregister spænder bredt, er ikke overraskende et vellykket et af slagsen. Det er ikke musikalsk rocket-science de to har kokkereret, blot en lige-til og effektiv cocktail af vellyd og attitude, som absolut skal tjekkes ud - perfekt soundtrack til en grå-kedelig kick-back efterårs-weekend. Her er det den gale/geniale video til "Link Up":



Og så er vi nødt til at hoppe væk fra det højaktuelle for et øjeblik og dvæle lidt ved det ikke-helt-så-aktuelle-men-højst-nødvendige. Jeg blev igennem L'Orange & Mr. Lif's suveræne The Life & Death of Scenery (anmeldt til 5/6 HER) introduceret til den 19-årige rapper Chester Watson (der optræder på stand-out tracket "Antique Gold"), som absolut har noget dragende over sig, samt et stort potentiale. Ved første blik er han umiddelbart nem at sammenligne med Earl Sweatshirt grundet det monotone, sløve flow, men når man dykker ned i hans seneste album, Past Cloaks fra i år, finder man, at han er sin helt egen. Chester Watson er helt klart et besøg værd. Find ham på bandcamp HER og lyt til "Phantom" her:



In other news nærmer vi os udgivelsen af Sims' More Than Ever album, som jeg glæder mig til som et lille barn. Anden street-single fra albummet er ude, i form af det Paper Tiger -producerede ,industrial-rungende tordenbrag "Icarus", som kan høres herunder. Husk at tjekke op for de forskellige pre-order pakker, som Doomtree har samlet; de er rimelig vilde!


I den lidt mere kommercielle ende har Audio Push (Price og Oktane) netop udgivet deres debutalbum 90951, der faktisk har en del at byde på. Lyt fx til "Spread Love" med Eric Choice her:


Og så har Top Dawg Entertainment's nyeste signee Lance Skiiwalker lige udgivet en video til det fantastiske nummer "Attraction" fra hans Introverted Intuition mixtape.  


Og som et lyn fra en skyfri himmel smed Suspekt en ny single ud, i form af "Står stadig". Om der er et nyt album på vej eller hvor meget man skal lægge i det, er ikke til at sige, men nummeret holder. Hør det her:


Til at runde denne uges nyheder af, er vi nødt til at rette opmærksomheden over på NineToFive's Beats And Remakes projekt, hvor en række prominente producere gentænker samples fra A Tribe Called Quests' Midnight Marauders. Således kan man opleve bl.a. Xeren, Lars Da Fari, IngrediJens, ScratchMagic, HansSolo og Swab producere virkelig fede beats, hvor kriteriet har været, at beatet skulle tage udgangspunkt i original-nummerets bærende sample. Det er en god idé, der er blevet afviklet til UG med X. Tjek det her:


God weekend til alle!
- Jeppe Due Barslund

L'Orange & Mr. Lif - The Life & Death of Scenery


"It's been 279 days since the last book was burned, and life has been wonderful since"

I et dystopisk fremtids-samfund er alle former for kunst blevet banlyst. Bøger er blevet brændt, vinyler smeltet og andet kunst er katapulteret over en mur, der afskærer samfundet fra omverdenen. Udøvelse af kunst anses som den ypperste form for kriminalitet, og selv en lille fløjte-melodi straffes med døden. Samfundets elitære styre holder folket i et jerngreb, bl.a. via deres daglige radio-program The Perfect World Radio Hour, hvor værten understreger herligheden i et kunst-løst samfund samtidig med, at han dikterer adfærd og opførsel. Men kunst kan ikke holdes nede, og rygterne om den mystiske kunst-reformator "The Scribe", der søger at vælte regimet, spreder sig som ringe i vandet blandt folket.
"Now, why don't we take a little time to talk about how wonderful life is in the new world...?"
The Life & Death of Scenery er L'Orange og Mr. Lif's nyfødte love-child af en EP, hvor de forener deres forkærlighed for konceptuelle udgivelser og abstrakt fortællekunst for at stille spørgsmålet: Hvad sker der med et samfund, hvis man dræber kunst? Det står hurtigt klart, bl.a. grundet de meget karikerede interludes, hvor radio-værten, portrætteret af The Daily Show's Wyatt Cenac, spreder sin monotone anti-kunst-jubel, at et samfunds forfald netop kan tydes i dets devaluering af kunst. Og budskabet serveres egentlig ganske elegant. Det er en forholdsvist kort fortalt historie (syv reelle numre), men L'Orange og Mr. Lif trækker på så meget kultur (bl.a. Pink Floyd, George Orwell's 1984 og Paul Verhoven's Total Recall, hvor underklassen betaler for ren luft), historie (bl.a. Kejser Qin Shi Huangs destruktion af konfusianske skrifter i oldtidens Kina og nazisternes masseafbrænding af tysk litteratur i 1933) og samtid (fx Nestlés formand Peter Brabeck-Letmathe's kontroversielle udtalelser om, at rent vand ikke er en medfødt menneskerettighed), at det alligevel ender med at være ganske komplekst. Således tegner de et billede af et ekstremistisk og elitært fremtids-samfund, der ved første øjekast synes utænkeligt, men som ved nærmere eftertanke ikke synes så fjernt, taget i betragtning af, hvad Verden allerede har været- og går igennem.
"Everything is.... still wonderful.... Live your life as usual..... There is No such thing as an uprising..." 
Mr. Lif påtager sig selv rollen som The Scribe, der efter at have levet i "A World Without Music" med "Five Lies About the World Outside" trukket ned over hovedet, spreder budskabet om et bedre sted. Et sted, hvor der er farver, nuancer og liv, og hvor alle er frie til at udtrykke sig efter lyst og behov. På et af højdepunkterne "Antique Gold" understreges det, at kunst er indlejret i os mennesker i en sådan grad, at det er naturstridende at forsøge at udfase det. Det beskrives ligeledes undervejs, hvordan selv den omkringliggende natur falmer omkring det såkaldte "Last Society". Der er simpelthen intet liv uden kunst. På pladens afsluttende nummer "A Palace in the Sky" lykkes det The Scribe og folket at vælte styret, og sangens afsluttende vers, der fortælles fra den tyraniske leders synsvinkel, er en formidabel afslutning:

"Months passed by and one morning he opened his eye
To see no ceiling in his chambers just a view of the sky
The walls were gone, the shades were drawn inside his mind
But now he got no choice but to view the other side of the blinds
What he finds is a world without his reign
Pure pain, the mighty ruler walking with the cane
(...)
With an eternity to grieve and no chance to ever leave
He got lost in the mirrage of his reprive"

Rent håndværksmæssigt er The Life & Death of Scenery en udsøgt fornøjelse. Mr. Lif er en gudsbånedet MC, der er ligeså dygtig rent teknisk som til at strikke en spændende fortælling sammen. Dertil er gæstelisten holdt dejligt koncis, med Perceptionists-makkeren Akrobatik på to numre (de to har en fabelagtig kemi sammen), en formælt men skarp Insigt på "Five Lies About the World Outside" og det purunge stjerneskud, 19-årige Chester Watson på "Antique Gold", der brillerer med sin monotone levering og sit tilbagelænede flow. Også L'Orange er i sit es og tryllebinder nok engang lytteren med sine støvede, jazz'ede, lidt dunkle og stramt komponerede signatur-beats. Lydbilledet spænder vidt, fra hans sædvanlige noir-samples og piano-loops på "Five Lies About the World Outside" og tonstunge nakkebrækkere som "Strange Technology" til western inspirerede guitarer og fløjten på "The Gentle End" over i mesterligt orkestrerede genistreger som "A Palace in the Sky". Måske er "A World Without Music" og "The Scribe" ikke blandt hans bedste produktioner, men de rangerer stadig højt på kvalitets-skalaen, hvilket siger en hel del om det niveau, han har holdt igennem hele sin karriere.

Gratis på Adult Swim, bedst via Mello Music

 
The Life & Death of Scenery udkom først i en gratis version på Adult Swim d. 9. oktober, og senere, den følgende fredag, i sin fulde længde på Mello Music. Et smart træk fra Mello Music, for selvom det er generøst at indgå samarbejde med Adult Swim om en gratis udgivelse, har de selv gemt tilstrækkeligt guld på deres egen fuldlængdes version til, at den uden tvivl er at foretrække. Ikke alene er "Antique Gold" det måske bedst producerede nummer på pladen, "The Gentle End" er noget nær essentiel for konceptet, og "The Perfect World Radio Hour: Day 341" bidrager til en bedre forståelse af, hvordan Last Society bliver styret med hård hånd: "Overlord Carmichael will be supervising a game of rock, paper, scissors later tonight near Nancy's Grey Furniture. Attendance is mandatory. So is cheering".

Hvis økonomien ikke umiddelbart er til det, kan The Life & Death of Scenery hentes gratis HER, men hvis der kan skrabes nok sammen, bør den købes i sin fulde længde, enten digitalt HER eller på CD eller vinyl. L'Orange og Mr. Lif har lavet en gennemført og spændende EP, der stiller vigtige og aktuelle spørgsmål i dystopiske rammer, og i forbifarten serverer de en af årets mest anbefalelsesværdige plader.

5/6
- Jeppe Due Barslund

søndag den 16. oktober 2016

Søndags-nyheder: hiphop til efterårsferien


Det er en historisk uge for hiphop, der lakker mod enden - i bogstavligste forstand. Murs skrev sig ind i Guinness rekordbog torsdag for verdens længste sammenhængende rap, efter at have rappet i 26 imponerende timer. Det var endda kun lidt af det, der var hans eget materiale, det meste var cover-numre - dét i sig selv er ovenud fantastisk. Også herhjemme er der blevet skrevet historie, om end i en lidt mindre skala. Det var nemlig i går, at det første DM i Freestyle blev afviklet, hvor Elbanovic hev sejren hjem. Det har også været en uge, med en masse spændende nyt musik, og da efterårsferien står for døren, kunne timingen ikke være bedre. Her er lidt af det, der har fanget min opmærksomhed i den forgangne uges tid. 


L'Orange & Mr. Lif's koncept-album (EP) The Life And Death of Scenery udkom først i søndags som gratis-download via Adult Swim, og så igen i fredags via Mello Music Group i sin fulde længde, med to numre og ét interlude mere oven i hatten. Det er et rigtig fornuftigt projekt de to har skabt sammen, og konceptet bliver som altid foldet elegant ud ved L'Orange's hånd. Jeg arbejder på at få en anmeldelse klar snarest.    


Og så fik Klaus Layer endelig sluppet sit instrumental-album Society Collapse fri. Et album, der bugner med knitrende drum-breaks og støvede begavelser, der klart og tydeligt slår rødder ned i 90'ernes gyldne lyd. 


Unge A-F-R-O har fået en lynstart på sin karriere, efter at R.A. The Rugged Man tog ham under sine vinger og har rejst verden tynd med ham det sidste års tid. Hans fanskare er allerede af betydelig størrelse, og selvom han stadig er i sine teenage-år har han vækket nok begejstring til at indgå samarbejde med de tunge drenge, bl.a. med Marco Polo, som han nu udgiver A-F-R-O Polo EP'en med.


Nu hvor Blu efterhånden har arbejdet sammen med alt hvad der kan gå og kravle i amerikansk hiphop, har han udvidet sin horisont til det store udland, og har således et album på vej med den Parisiske producer-duo Union Analogtronics, der bærer titlen Cheetah in the City og som bliver udgivet via Fat Beat Records. Første udspil fra pladen, "City Dreams", udkom for en måneds tid siden, og nu har de løftet sløret for det andet nummer fra pladen, "One Two". Jeg er spændt på hvordan det lyder, når Blu folder sig ud på elektroniske og mere cinematiske produktioner over en hel plade. Indtil videre er jeg rimelig soldt.  


I en særlig udgave af NPR's Tiny Desk koncert-koncept, er Common blevet inviteret ind i Det Hvide Hus' bibliotek til deres South By South Lawn festival. Det er der kommet en lille hyggelig og intim koncertoplevelse ud af, hvor Common, sammen med et stjernespækket hold, der bl.a. tæller Robert Glasper på keys, Karriem Riggins på trommer og Derrick Hodge på bas, spiller fire numre. "I Used To Love H.E.R.", som de åbner med, er en klassiker, men de tre øvrige numre, er dugfriske og mindre kendte. "A Letter to the Free" er lavet til Ava Duvernay’s nye dokumentar 13TH, og er allerede nomineret til en Critics' Choice Documentary Award for bedste sang i en dokumentar. Derudover spiller de "The Day the Women Took Over" og "Little Chicago Boy", der begge er at finde på Common's kommende album. Hør også en (lækket?) studieversion af den fantastiske "A Letter to the Free" herunder:



Dette har også været ugen, hvor jeg for første gang fik nosset mig sammen til at besøge Run For Covers nye butik i Hvidovre. Og hvilken butik! De har virkelig fået lavet en lækker, rummelig og indbydende biks, der så afgjort er at besøg værd. Jeg fik opdateret min Echo Out samling med Def Star Audio Emperor's God Yells: Drill Darwins Asshole og Torden & Lynilds Sky til jord. I samme åndedrag må jeg på det kraftigste også opfordre til, at man hører Run For Covers seneste podcast-udsendelse med Ham Den Lange, hvor han fortæller om sit virke som frivillig nødhjælpsarbejdet i diverse flygtningelejre igennem de sidste halve års tid. Det er halvanden times meget intens, ubehagelig, vigtig og aldeles tankevækkende snak, der for alvor sætter tingene lidt i perspektiv.
  


Er der stadig mange kilometers gåtur tilbage i det dejlige efterårsvejr, så har Bag Fjendes Linjer netop lagt afsnit 37 op af deres podcast, hvor Anna Vigsø er gæst. 


Lad os slutte af med en god omgang dansk rap-gymnastik på rimelig højt plan. Mund De Carlo og Trepac er gået sammen om fællesprojektet Binær, og udgiver albummet Umage inden længe. Jeg har været så heldig at modtage det til anmeldelse i god tid og kan sige, at der er noget at glæde sig til. Første udspil fra albummet hedder "Nakkesved" og er produceret af Architech. Ikke mit favoritnummer fra pladen overhovedet, men en fornuftig introduktion til samarbejdet.  

God efterårsferie til alle
- Jeppe Due Barslund

fredag den 7. oktober 2016

Fredags-nyheder: Black Lives Matter


Race-profilering, race-ulighed og politi-vold har alle dage været et hot-topic i hiphop, lige siden genrens fødsel for snart et halvt århundrede siden. Men hvor rap-artister - her repræsenterende den unge, sorte underklasse-amerikaner - har holdt temaet i et jerngreb og altid givet udtryk for deres forargelser, deres arrighed og deres frustration over at blive behandlet ekstraordinært dubiøst og krænkende, har den bredere offentlighed - her repræsenterende den hvide, vestlige middel- og overklasse - ikke engageret sig synderlig i de ellers voldsomt kontroversielle hændelser. Som Macklemore meget rigtigt sagde: 'White people can just turn the TV off when we’re sick of talking about race". 

Dette ændrede sig dog for bestandigt d. 26. februar 2012, da den 17-årige afro-amerikaner Trayvon Martin bliver skudt og dræbt af en hvid politibetjent i Miami, Florida. Black Lives Matter bevægelsen blev grundlagt et lille års tid efter, og hash-tagget #blacklivesmatter blev et verdensomspændende fænomen. Bevægelsen blev for alvor bragt frem i mediernes rampelys i 2014. Først, da Eric Garner i juli blev stranguleret i et overfalds-lignende chokehold, og senere i august da 18-årige Michael Brown blev skudt 12 gange og dræbt på stedet i Ferguson. Øjenvidner berettede om, hvad der mest af alt lignede en offentlig henrettelse. Hundredevis af mennesker demonstrerede i Ferguson under Black Lives Matter fanen, men blot to dage efter blev Ezell Ford på samme vis nærmest likvideret af skud fra flere politibetjente i Los Angeles. 

Black Lives Matter voksede sig større og større, deres navn, mission og budskab ætsede sig fast i nethinden hos den brede befolkning, og fokuset på det amerikanske politi og deres gentagende forseelser blev mere intenst. Men det ændrede ikke på, at de hvide politibetjente blev ved med at meje de sorte amerikanere ned på stribe. D. 5. juli i år blev Alton Sterling skudt adskillige gange af to betjente imens han blev holdt nede. Et dybt traumatiseret par fangede det på film, men trods de tydelige beviser, er sagen endnu uopklaret. To dage senere blev Philando Castile skudt tre gange i maven, imens han sidder i sin bil. Igen blev mordet filmet, denne gang af kæresten, der med en hjerteskærende og dybt uhyggelig ro i stemmen beretter om, hvad der sker, imens hun filmer. "Shot him three times because we had a busted tail light" kan man høre hende sige imens han forbløder, for øjnene af kærestens datter, der sidder på bagsædet. Optagelsen blev delt, diskutteret og debatteret, men igen lod det til, at det hvide, amerikanske politi ufortrødent fortsatte deres race-korstog igennem USA. Få dage efter Castile blev Charles Kinsey skudt, imens han lå på ryggen, på gaden, med armene i vejret, og med ro i stemmen forsikrere politiet om, at der ikke er brug for våben. Han er i gang med at hjælpe en autistisk mand, der sidder på fortovskanten med en legetøjsbil. Han bliver skudt, men heldigvis ikke fatalt. Kinsey er fattet nok til at spørge politimanden, hvorfor han skød ham. Politimanden svarer ærligt: "I don't know".

Seneste tilføjelse til, hvad man kunne fristes til at kalde politiets black-list, er Terence Crutcher, der bliver skudt adskillige gange af fire politimænd, igen, imens han har hænderne oppe. Igen er hændelsen fanget på kamera fra en helikopter på gerningsstedet, og soleklart er det, at politiets voldshandling på ingen tænkelig måde kan forsvares. Kedelig statistik fortæller, at 194 sorte mænd er afgået ved døden, som følge af USAs hvide ordensmagt. 

Man forstår godt, at de sorte rap-artister bliver mere og mere indignerede, rasende og fortvivlede, og det kommer klart til udtryk i musikken i 2016. Atlanta-rapper T.I. har netop udgivet protest-EP'en Us or Else, der er direkte inspireret af Black Lives Matter -bevægelsen. På EP'en retter T.I. fokus med våbenloven, politi-vold og race-ulighed, og får hjælp af stærke, politiske stemmer som Killer Mike. Netop Killer Mike stjæler showet med et gæstevers, der mere end noget andet vidner om den  nævnte desperation. Han rapper bl.a.:

"I'mma tell y'all what the ancestors shoulda done did when they seen the first boat comin, yeah
Killed every man, child, woman, killed every damn thing on it
Killed everything if it looked European, send it back to the Queen like, ho
You ever step your foot in Kemet, bitch we slit your throat
We send them funny fuck boy preacher types back to the Pope
Fuck is you? Fuck your Zeus or fuck Medusa
This the school of Shaka Zulu
Fast forward to the future, choppa do you
We done dyin' and they cryin' and we screamin' hallelujah
When them crackas ask why say we did it for the mulla fucker"

Også Los Angeles rapperen Bambu er mere end træt af situationen. På hans netop udsendte album Prey for the Devil, er samtlige sange koncentreret anti-politi-chants og protesterende anthems. På stand-out nummeret "Rutine" fortæller han i første vers sin søn om, hvordan han skal opføre sig, hvis han bliver konfronteret af politiet. "Don't dig in pockets or compartments or they will fire on you so fast / Whether a comb, a phone, a candybar, they see a gun's in your hand". Men i andet vers går det op for Bambu, hvor forfejlet det er, at man som minoritet er nødt til at opdrage sine børn til at adlyde og føje politiet på den måde, så han skifter over i en mere kontant tone, og repeterer monotont "FUCK a cop!" i de næste to minutter! Tjek Prey for the Devil HER.


Også Common, her i selskab med Stevie Wonder, bidrager til Black Lives Matter -kampagnen, med det netop udgivne titelnummer fra hans kommende album Black America Again. I musikvideoen er optagelsen af mordet på Alton Sterling inkorporeret, hvilket må siges at være en bold statement i sig selv. Common rapper bl.a.:

"We go here, we go here, here we go again
Trayvon'll never get to be an older man
Black children, they childhood stole from them
Robbed of our names and our language, stole again
Who stole the soul from black folk?
Same man that stole the land from chief black smoke
And made the whip crackle on our back slow
Made us go through the back door
And raffle black bodies on the slave blocks
"

 

Og så har Dag Savage (Exile + Johaz) også netop udgivet det nye fantastisk nummer "All Me People", hvor ADaD og Coss gæster, og som holder sig til det aktuelle emne. Især ADad brillerer (som altid), og kombinationen af Exile og Theory Hazit som producere fungerer rigtig godt.  

Og som et afsluttende bonusnummer for dette lidt tunge indlæg, skal vi høre soul-geniet Michael Kiwanuka, der tidligere på året udgav det mesterlige album Love and Hate, produceret af Danger Mouse. "Black Man in a White World" er et sublimt nummer, og vist en fin titel at lukke denne post med. Kiwanuka giver i øvrigt koncert til november i DR's koncerthus. En klar anbefaling herfra.


God weekend, og pas på hinanden derude. 

- Jeppe Due Barslund