Fashawn's mesterværk af et debutalbum, Boy Meets World, udkom i 2009, netop som jeg var blevet hyret som anmelder på DubCNN. Jeg anmodede om at anmelde Boy Meets World til magasinet på egen opfordring, og lagde således offensivt ud med en 6-stjernes anmeldelse som min første i et trykt medie (kan læses her, på side 82). På daværende tidspunkt svingede jeg mellem at give albummet fem eller seks stjerner, men da jeg så det som en oplagt mulighed at gennemtrumfe mit kald som anmelder; at eksponere det mindre kendte hiphop til så mange som muligt - besluttede jeg mig for at tildele topkarakteren, der unægteligt har et blikfang af anseelig størrelse. Jeg har efterfølgende været yderst tilfreds med min beslutning, ikke blot fordi, at magasinet blev trykt i 30.000 eksemplarer, og Fashawn derved fandt vej til en masse menneskers bevidsthed, men fordi, at seks stjerner med tiden viste sig at være den helt rigtige karakter. Boy Meets World voksede og voksede, og som de forskellige historier krøb yderligere ind under huden på mig og fæstnede sig i min hukommelse for stedse, stod det klart, hvor gennemgribende, vovet og flot et album, Fashawn og Exile havde begået. Det var et intet mindre end mesterligt udtryk for Fashawn's daværende ståsted i livet, mellem fortidens lænker og fremtidens længsler. Barske historier om omvækst blandet med opløftende tekster om drømme og ambitioner, umådelig flot akkompagneret af Exile's evigt sprudlende og kreative produktioner. Jeg vil sågar sige, at det til stadighed har vokseværk. Forvent- og forhåbningerne til efterfølgeren, der med sin titel The Ecology lod til at udspringe direkte fra debutens habitus, var naturligvis, og med god grund, himmelstræbende.
Jo højere ens forventninger er, desto større er skuffelsen når det ikke går som håbet, og derfor er The Ecology, der udkom hele seks år efter debuten, en af de største skuffelse jeg oplevede sidste år. Det helt store spørgsmål der melder sig, er, hvad i alverden de har brugt alle de mange år på? Med en inkubationstid på seks år bør - måske endda skal - resultatet være af ypperste skuffe, hvorfor det undrer mig, at der er så besynderligt meget, der går galt. Stort set alt fra indhold til stemning og udtryk, fremstår som en bleg reminiscens af forgængeren. Hvis vi et kort øjeblik ser tilbage på Boy Meets World og nummeret "The Ecology", rapper Fashawn:
"A bunch of young guns in charge who ain't got heart /
A few gave a listen to the lessons that was taught /
Those who took heed was the ones who succeeded /
The ones who didn't wound up sharing showers /
The strong move silent, the weak get devoured /
Too many fake hustlers, the drug game is sour /
Rather live like an animal than die like a coward"
- Med kirurgisk præcision fortæller Fashawn om sin hårde opvækst i Fresno's gudsløse gader, og om hvordan asfaltjungleloven har formet ham som menneske. Skarpt og bjergtagende. Tilbage til nærværende album The Ecology og nummeret "Man of the House", hvor Fashawn rapper: "Ultimately I had an ultimatum / Smuggle drugs or become someone famous". Unægteligt en groft simplificeret og noget udvandet beskrivelse af Fresno og den korsvej Fashawn stod ved. Ifølge "show, don't tell" -princippet, hvor en kunstner helst skal vise og helst ikke åbenlyst fortælle, viste han på Boy Meets World sin verden på en sådan måde, at man nærmest stod midt på gaden i Fresno, med den bagende vestkyst-sol i ansigtet, duften af asfalt i næseborene og lyden af young ballers der fordriver tiden på gadehjørnet i øret. Fashawn formåede virkelig at vise sin verden og tvinge én til at forholde sig til den, hvilket har meget at gøre med den topkarakter, pladen fortjener. The Ecology er i udpræget grad fortællende, endda på en ofte flad og uengagerende måde, hvor man ikke inddrages som lytter. Konsekvensen heraf er, at man aldrig føler den store trang til selv at digte videre eller udfylde eventuelle tomme pladser, og det gør The Ecology til en blegnæbbet affære.
De gode øjeblikke kigger varsomt forbi, fx på "Mother", der ligger i forlængelse af "Father" fra forgængeren. Her serverer Fashawn et ærligt og rørende portræt af sin mor, der har kæmpet med et crack-misbrug hele Fashawn's liv. Det er godt fortalt, og det er godt rappet. Beklageligvis er det sjældent, at rappen er det eneste værktøj Fashawn tager i brug i sin formidling. Han har en besynderlig trang til selv at skulle synge sine omkvæd, hvilket han burde holde sig langt fra. Flere numre lider voldsomt under et grelt sunget og haltende forfattet omkvæd, og man undres over, hvorfor Exile ikke har brudt ind under indspilningerne, slået hånden i bordet og talt Fashawn fra at synge selv. Det hænger måske sammen med, at The Ecology heller ikke er Exile's bedste øjeblik. Intet nærmer sig den storhed, den opfindsomhed og den nerve, der udfoldede sig i produktionerne på Boy Meets World. Den brusende legesyge på "Life As A Shorty", de udsøgte jazz-toner på "Hey Young World", den jernhårde "The Ecology", hvor Nina Simone's vokal var klippet til umådelig perfektion, det sprudlende soul-overskud på "Samsonite Man", og jeg kunne blive ved. Alt fungerede mageløst, uden at virke forceret. På The Ecology synes størstedelen af produktionerne at være skåret ud af samme fade masse, og de underspillede og effektive udtryk i musikken fra forgængeren er erstattet med stort oplagte og overbearbejdede produktioner, der ender med at drukne i sig selv og tage Fashawn med i faldet.
Pladen åbnes med Beewirk's "Guess Who's Back", hvor op til tre kor ramler sammen med højstemte strygere i omkvædet, og man kan kun med nød og næppe ane det ellers solide grundbeat under de mange lag af pynt. Dertil må man konstatere, at det ikke just virker optimalt for Fashawn at åbne albummet med ordene "This is not revolutionary, it's evolutionary" over et trommespor, der ret beset ikke havde eksisteret, havde det ikke været forSuspekts "Helt Alene" Kendrick Lamar's "The Art of Peer Pressure". Næsten fjollet bliver det, når der er fire numre i træk, fra "Higher" til "The Letter F", anvender den samme grundsøjle i form af luftige og lyse klavertoner. Det lyder vidunderligt på "Higher", der dog kammer over af sukkersødme, grundet et børnekor i omkvædet og en outro, hvor Fashawn's datter fortæller om, hvor højt hun elsker ham. På "To Be Young", der er en forlængelse af "Life As A Shorty" fra debuten, fungerer klaveret også, omend det virker lidt stressende, men på "Golden State of Mind" begynder man at miste pusten, og på den Alchemist producerede "The Letter F" ville man ønske, at klaver-karrusellen ville stoppe. Dette overforbrug af klaver er virkelig en skam, for udfaldet er, at man kører træt i et af Exile's fornemmeste vandmærker.
De gode øjeblikke kigger varsomt forbi, fx på "Mother", der ligger i forlængelse af "Father" fra forgængeren. Her serverer Fashawn et ærligt og rørende portræt af sin mor, der har kæmpet med et crack-misbrug hele Fashawn's liv. Det er godt fortalt, og det er godt rappet. Beklageligvis er det sjældent, at rappen er det eneste værktøj Fashawn tager i brug i sin formidling. Han har en besynderlig trang til selv at skulle synge sine omkvæd, hvilket han burde holde sig langt fra. Flere numre lider voldsomt under et grelt sunget og haltende forfattet omkvæd, og man undres over, hvorfor Exile ikke har brudt ind under indspilningerne, slået hånden i bordet og talt Fashawn fra at synge selv. Det hænger måske sammen med, at The Ecology heller ikke er Exile's bedste øjeblik. Intet nærmer sig den storhed, den opfindsomhed og den nerve, der udfoldede sig i produktionerne på Boy Meets World. Den brusende legesyge på "Life As A Shorty", de udsøgte jazz-toner på "Hey Young World", den jernhårde "The Ecology", hvor Nina Simone's vokal var klippet til umådelig perfektion, det sprudlende soul-overskud på "Samsonite Man", og jeg kunne blive ved. Alt fungerede mageløst, uden at virke forceret. På The Ecology synes størstedelen af produktionerne at være skåret ud af samme fade masse, og de underspillede og effektive udtryk i musikken fra forgængeren er erstattet med stort oplagte og overbearbejdede produktioner, der ender med at drukne i sig selv og tage Fashawn med i faldet.
Pladen åbnes med Beewirk's "Guess Who's Back", hvor op til tre kor ramler sammen med højstemte strygere i omkvædet, og man kan kun med nød og næppe ane det ellers solide grundbeat under de mange lag af pynt. Dertil må man konstatere, at det ikke just virker optimalt for Fashawn at åbne albummet med ordene "This is not revolutionary, it's evolutionary" over et trommespor, der ret beset ikke havde eksisteret, havde det ikke været for
De sure opstød stopper desværre ikke her. "Confess" vil så gerne være en potent banger, men lyder mest af alt som Nas & Damian Marley's "Nah Mean"'s karakterløse skitse. Når Fashawn tilmed rapper noget så begavet som: "Wa da da dang, wa da da da da dang / Step into the party with Baccardi in my veins / I knock her, dang, her body I gotta bang", kunne man lige så vel have lyttet til J-Kwon eller Juelz Santana anno midt-0'erne, hvilket ikke just er det man hverken havde forventet eller håbet på. Også "Out the Trunk" er skabt ud fra den mest ordinære skabelon tænkeligt, og ender med sin pompøse basgang og generiske håndklap som én stor, tåkrummende kliché. "It's A Good Thing" er måske rent faktisk det eneste nummer på The Ecology, der fungerer perfekt på alle leder og kanter. Mageløst produceret med en behageligt bølgende basgang, fingerknips og et guitarspil der oser af varme og velbehag, samt tre rappere, der alle leverer lødig rap. Især Choosey får bundet en fin sløjfe på emnet om at have en eller flere "struggles" i livet, med et optimistisk dictum om at sætte pris på de goder man har.
For flere år tilbage var jeg nede på skydebanerne under DGI byen, og jeg husker tydeligt, at instruktøren fortalte, at havde man ikke trykket på aftrækkeren efter otte sekunders sigte, skulle man sænke sit skydevåben, tage et par dybe indåndinger og tage sigte igen. Man mister ganske enkelt fokus og koncentration efter otte-sekunders-mærket. Jeg tror, at Fashawn og Exile har sigtet alt for længe med The Ecology inden de trykkede på aftrækkeren og udgav det, for i sin nuværende form er albummet både ufokuseret, fortænkt og overproduceret, og slutresultatet er, som skrevet indledningsvis, dybt skuffende. Havde karakteren været bedre, hvis forventningerne var lavere? Måske, men holdt op imod de tårnhøje forventninger jeg gik ind med - som jeg i øvrigt synes er absolut berettiget, i og med, at The Ecology trækker så mange tråde tilbage til Boy Meets World, så bliver karakteren et uheldigt udtryk for de høje forventninger.
2.5/6
- Jeppe Due Barslund
