Wax Tailor - Dusty Rainbow From the Dark

Når vi nu er ved at ekspandere listen over koncept-albums indenfor hiphop-genren, så lad os snuppe Wax Tailor's Dusty Rainbow From the Dark med i farten.

"The rainbow is a path. It leads from dark to light, and from light to dark. It leads to your imagination. If you open your mind, you'll find your dusty rainbow from the dark"

- Sådan lyder ordene fra moderen til sin introverte søn, der ser en regnbue for første gang. Dusty Rainbow From the Dark [DRFtD] handler om en lille dreng, der ved hjælp af en enorm samling vinyler søger tilflugt fra tung melankoli ved at flygte ind i en verden af musik. Inden sengetid sætter drengen en støvet vinyl på pladespilleren og bliver ført ind i drømmeland af musikken. Her, i drømmen, sammen med musikken, vokser drengen lige så stille og roligt fra melankolien og mørket, der, metaforisk, hænger tungt ude for hans vindue.
   
DRFtD handler i grove træk om eskapisme, og om hvordan man kan finde sin indre ro, fx med musik. Lidt biografisk må pladen også være, for Wax Tailor, der bærer det borgerlige navn Jean-Christophe La Saoût, er ligesom historiens hovedperson flygtet ind i vinyl-land for at skabe nærværende plade. Alt hvad man hører på DRFtD - med gæsteoptrædender som undtagelse - stammer fra gamle vinyler. Det er simpelthen sample-kunst i fineste klasse vi er ude i. - Og det er ikke småting man som lytter får serveret. Der er nærmest ikke en genre, der ikke er inkorporeret i Tailor's veldige lydlandskab. Fra frække flamenco-inspirerede rytmer på pragtstykket "Only Once", Tarantino-lydende mambo på "Heart Stop", tunge orkestrale teksturer på "Phonovisions", fængende melodier på det sublime hiphop-track "Magic Numbers" og mølædt, støvet og soul'et hiphop på "My Window", hvor Elzhi og Akua Naru brillerer, så der ikke er et øje tørt.

Til at kæde det hele sammen og fortælle historien om drengen og hans støvede regnbue, har Tailor allieret sig med voice-actor legenden Don McCorkindale, der har lånt sin stemme til så mange film, serier og reklamer, at der ikke længere findes tal for det. Han besidder rigtig nok også den perfekte fortæller-stemme, og man kommer let til at tænke tilbage på dengang man selv sad med hovedtelefoner på og lytterede til historier. Som prikken over i'et har Tailor slået hovedet sammen med forfatter Sara Genn for at få den helt rigtige vinkel på historiens forløben. Man kan altså roligt sige, at Wax Tailor har haft dygtige mennesket med sig.
   
Det er dog Tailor selv, der fortjener den største applaus, for han forkæler virkelig én med sine produktioner; der emmer af kreativitet og kompleksitet. Det bedste ved pladen er, at selvom der både er fængende numre, der åbenlyst er produceret som singler, instrumentale stykker på under et minuts spilletid og ukonventionelle numre, der umiddelbart er svære at placere i en kasse, - så er Dusty Rainbow From the Dark et album, der skal spilles igennem fra start fra slut. - Det er dér, den for alvor kommer til sin ret.
     Dermed ikke sagt, at pladen ikke har sine mere mundane momenter, for det har den; der er numre, der har flere plays end andre. Men fornøjelsen er stadig stor fra den ene ende af regnbuen til den anden.

"The boy's mother came to his room and found him sitting at his window. "I found the dusty rainbow," he said. "I found it in my crates". His mother smiled."

4.5/6

- Jeppe Barslund

Factor - Woke Up Alone

Koncept-albums hører til blandt sjældenhederne i hiphop-genren. Der er faktisk udgivet så få af dem, at det altid er de samme plader der nævnes, når talen falder på de konceptuelle udgivelser. The Streets' A Grand Don't Come For Free og Lupe Fiasco's The Cool var lidt inde i koncept-land, Kendrick Lamar's good kid, m.A.A.d city var yderst gennemført i sin storyline, og Cunninlynguists, der er og bliver mestrene indenfor konceptuelle udgivelser, har med A Piece of Strange og Oneirology skabt genrens vigtigste.

Nu kan vi tilføje endnu et album til listen, da den canadiske producer Factor har udgivet et rendyrket koncept-album med Woke Up Alone.

Den store forskel mellem de førnævnte udgivelser og Woke Up Alone er, at hvor man ved de andre virkelig skal tænke meget selv og bruge hovedet for at forstå historien, serverer Factor sin i form af et klart optegnet skuespil.
     Historien bygger på Elisabeth Kübler-Ross' bog On Death And Dying fra 1969, hvori hun introducerer hypotesen om sorgens fem stadier. Hun skrev, at når en person bliver konfronteret med død, vil denne blive ført igennem fem følelsesmæssige tilstande; benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.
     Woke Up Alone er delt op i fem scener, der følger de fem stadier slavisk; fra 'denial and isolation' og med endestation i 'acceptance'. Hovedpersonen - den sørgende enkle - "spilles" af Kirby Dominant fra Paranoid Castle (som Factor er producer i), og han tager lytteren i hånden i fører én igennem sin emotionelt tumultariske færd. Det hele starter ved konens begravelse på "The Empire Has Fallen", hvor han rapper:

"I'm feeling like a coward, I've been crying for a hour /Too afraid to face the crowd 'cause their sympathy have power /Condolesence devour the denial of what it now or forever /I've been severed from my better half - look at her /In this golden box, I'm wishing I could turn back clocks /Or stop them all together at the time when I first met her"

Og afsluttende, på "Give Up", finder han endelig fred:

"It's time that I put the nail in the coffin /I tried to bring back the love that I lost /But I'm here defeated, I have to accept that /There's no get-back, I wanted the impossible"

Den helt store "underholdningsværdi" ligger dog i historiens mellemstykke, hvor hovedpersonen møder og bliver konfronteret af en større variete af personer, der alle har indflydelse på hans valg og videre bearbejdelse af sorgen. Disse personer "spilles" af gæste-rappere og sangere, der primært er beslægtet med Factor og Fake Four Inc familien. Således møder man fx en læge, spillet af Open Mike Eagle, Astronautalis som vennen og Jeans Boots som den afdøde kones spøgelse. Helt eminent bliver det når Onry Ozzborn agerer psykiater og når Myka 9 indtager rollen som mystisk nekromanser, som hovepersonen opsøger for at forsøge at få vækket sin kone til live.

Man må sige, at ideen til konceptet og historien samt denne form for rolleliste hører til blandt de mere originale, men et godt koncept og kløgtige ideer kan ikke redde et album alene; god musik skal til for at hive sejren i land, og her er Woke Up Alone måske ikke helt fejlfri. Factor er en habil producer, og blandingen af live instrumentation og samples - styret af en gennemgående simpel tilgang til at lave beats - fungerer rigtig godt flere steder, som på "Stone Cold", "Don't Give Up", "Denied", "Let It Go" og især pladens afsluttende instrumentale stykke "The Grave (Burial)". Andre gange bliver den samme formel dog en kende kedelig, og især pladens første håndfuld numre har svært ved at begejstre for alvor, hvilket gør det lidt tungt at komme i gang.

Factor og Woke Up Alone skal dog helt sikkert have mine anbefalinger med på vejen, for selvom det ikke er lige godt det hele, er er nogle fede stykker musik at finde, og så er historien altså virkelig god. - Og vigtigst af alt, så kommer man sgu til at tænke over en ting eller to undervejs, ikke mindst takket være Kirby Dominant's fornemme præstation som sørgende og sindsforvirret enke.
     Det er ikke et bragende stort 4-tal, men og et 4-tal.

4/6

- Jeppe Barslund 

Qwel & Maker - Beautiful Raw

Mit forhold til Qwel & Maker er ikke mere end 2-3 år gammelt. Første gang jeg stødte på dem, var da jeg cruisede internettet i min søgen efter numre til det første Leftovers mixtape, og ganske tilfældigt faldt over duoens Owl. Deadlinen for udgivelsen af mixtapet nærmede sig med hastige skridt, og valget af "Pitching Pennies" skete i al hast, da der virkelig var tale om et last minute call. Det var faktisk først noget tid efter Leftovers2010 var udkommet, at det for alvor gik op for mig, hvor ekstremt godt et nummer jeg havde fået gaflet, og hvor suveræn en duo jeg havde stiftet bekendtskab med. Owl blev efterfølgende nærlyttet og hørt utallige gange, og numre som "The Game", "Holler" og "El Camino" er for længst blevet storfavoritter hos mig.
     Det gav derfor kun god mening at holde øje med Qwel & Maker, samt at bladre tilbage i deres katalog, hvor flere suveræne udgivelser lå og ventede på at blive opdaget og hørt. Beautiful Raw er således det første Qwel & Maker album jeg har haft mulighed for at se frem til, og det har jeg gjort med mildest talt virkelig høje forventninger.

Forventningerne bliver indfriet tifold, og uden at have sagt noget konkret om Beautiful Raw endnu, vil jeg løfte sløret og sige, at Qwel & Maker har begået et mesterværk med deres fjerde album.

Og hvad er det så, der er "beautiful raw" - smukt og råt - spørger du måske. Coveret viser et par hænder, der holder en slags sten, der lader til at forestille det alkymistiske resultat af at blande 'hot', 'dry', 'wet' og 'cold', - altså et slags hiphoppens femte element. Og Qwel & Maker kunne snildt være de retmæssige alkymister bag hiphoppens femte element, for som duo synes jeg, at de fortjener at blive nævnt sammen med DJ Premier og Guru, Pete Rock og CL Smooth, Eric B og Rakim, Sabzi og Geologic, Blu og Exile og de andre duoer, der har været med til at hæve hiphop-baren.
     Qwel rapper som ingen anden, og skulle man lave en top 10 over årets bedste flows vil jeg være tilbøjelig til at sige, at halvdelen af listen let kunne udfyldes med flows fra Beautiful Raw alene. Samtidig smeder hans producer-partner Maker beats, der ret beset lyder som det lækreste hiphop du kommer til at høre. Han producerer stort set ingen beats for andre rappere, så alt hans kreative energi lægges i de beats, som Qwel får lov til at rappe over (hvilket privilegie!). Dette betyder, at de emmer af en uhørt kompleksitet, detaljerigdom og perfektionisme, og man kan virkelig høre, at der er lagt meget tid i produktionerne. Når man lægger de to mesterlige håndværkere sammen, ja så står man virkelig med et voldsomt flot album.  

Pladen indledes med titelnummeret, der skydes igang med triumferende blæsere, der oser af stolthed og en overrumplende følelse af fuldbyrdelse. Beatet lyder som det trionfante tema, der burde fylde luften til de sejrende soldaters hjemvenden, når de kører ned igennem gaderne og bliver hyldet af masserne med jubel, skrig og kvindedår. - Eller som bokserens indgangs-sang til hans karrieres vigtigste kamp. Og det giver meget god mening, at det er billeder som disse, beatet fremmaner, for Beautiful Raw handler nemlig om at triumfere og klare sig igennem forhindringer, hårde tider og dårligdom, og vise verden at man var villig til at ofre blod, sved og tårer for at gå det ekstra mil og sejre, selvom odd'sne var imod en og skeptikerne var i overtal. Stolt rapper Qwel i omkvædet:

"They said it couldn't be done, this one's for proving 'em wrong
Seems only suitable it's beautiful raw
Planted the seed beneath the street but it was rooted too strong
Grew to the sun and called it beautiful raw"

På "Long Walkers" rapper Qwel om de såkaldte long walkers (som han og Maker selv er iblandt), som er dem, der - som skrevet før - er villige til at gå hele den lange og seje vej og ikke gå på kompromis for at levere genuin hiphop. Qwel boldrer sig i nørdede referencer til det gamle Ægypten og de mange mystiske fænomener der hører sig til: "I can see it in your Iris / Y'all scribbling on your notepads, we scribin' on papyrus". Jeg tolker hans brug af Ægyptisk mystik som værende en metafor for the long walkers, da de efterhånden er så sjælden en race, at de efterhånden er blevet et mystisk fænomen i sig selv. Beatet bæres op af en fremtrædende, insisterende og halv-psykedelisk guitar (der dog er mixet til perfektion og undviger dominans og irritation). Ved tredje vers erstattes guitar-riff'et af et støvet piano-loop, alt imens Qwel intensiverer hans flow.

På "En Garde" - ja, det ligger vel nærmest i titlen - er der dømt halsbrækkende flow-gymnastik, da Qwel og hans Typical Cats partner Qwazaar siger "kom án" til deres rap-kombatanter med skarpslebne rimstrukturer, der gør lytteren rundtosset i forsøget på at få det hele med. "Nerds say I'm a banger but bangers say I'm I nerd, it's strange the day we came in the game it rained birds" rapper Qwel, og illustrerer ganske sigende, hvordan den furiøse battlerap ofte leveres med (en til tider nørder) intelligens og kløgt. Her kommer udtrykket "the pen is mightier than the sword" virkelig til sin ret. Qwel ville vinde en pistol-duel med sine rim til hver en tid. I omkvædet brillerer han:

"One or two face, just one came to mind /
Some came to fake it and some came to shine /
Some prefer the murder, diverted a straight line /
When I think about 'em killing it, none came to mind"

Der er ikke andet at sige her end "touché!". - Jo, måske at beatet er fænomenalt! Maker har skabt en drøm af et beat med stramme trommer, ko-klokker og klappen, tilsat stikkende blæsere og en elastisk basgang. Det perfekte beat til flow-ekvilibrisme.

"Wreck Room" er blandt de bedste numre jeg har hørt i årevis! Makers beat er helt fantastisk. Trommernes rustikke klang bevidner om anvendelsen af et egentligt slagtøj, og ikke bare billige computer-trommer, og så er den samplede basgang og melodiske guitar i omkvædet - der stammer fra en nærmest kitchet Los Terricoles sang - så rasende flot sat sammen, at kæber tabes. Dertil leverer Qwel noget så sjældens som konceptuelt battlerap, hvor han sammenligner det billige plasticlegetøjer fra sin barndom med dagens MC'er og hvordan de har ret meget til fælles ("the cheap production's so expensive when they break apart") og hvordan han "wreck'er" dem; både dengang, på sit værelse, og idag, på hiphop scenen. Han rapper:

"Mamma, I know you work hard to buy me toys /
But I broke 'em, I choked 'em by the fulcrum I was locin /
Surrounded with these ones that ain't as tough as they seem /
Advertised and packed in plastic plus the rubber was cheap"

En lodret mesterskæring.

"Pilfer" er præget af nogle mildest talt tossede trommer! Det lyder som om, at en, der virkelig har haft behov for at komme af med nogle aggressioner, har fået lov til at tampe løs på et trommesæt i en garage. Vildt og voldsomt lyder det, men Maker har samtidig flippet et The Upsetters sample (det samme som Looptroop og Petter brugte på "Top Dogz"), der skaber ro og orden (sådan da) i trommernes virvar.
     Qwel rapper sammen med The Grouch og Swamburger om Amerikas farmaceutiske monopol og om hvordan der omsættes for milliarder og atter milliarder ved at udskrive recepter til højre og venstre til alt og alle. Uanset hvad du fejler er svaret: "you know they got a pill for that". De tre rappere har hver deres indgangsvinkel til emnet, og alle er lige medrivende. The Grouch rapper fx: "You ain't need your apple today, not at all / You ain't have no appetite, breakfast was adderall".

Det første man lægger mærke til på "On One" er beatet. Makers produktion er en lækkerbisken for folk med øre for det komplekse. Beatet er stramt og melodien er ikke til at tage fejl af, men jeg var personligt nødt til at nørlytte det nørklede stykke musik mange gange, før det gik op for mig, hvilke - og hvor mange komponenter, Maker har anvendt. Hen imod slutninger skifter beatet endda fuldstændigt, og skifter over i et mere letflydende beat, der ligeledes er hammer lækkert. Sindsygt flot sat sammen.
     Når man har fordøjet beatet og dykker ned i lyrikken, finder man en lignende kompleksitet. Qwel mindes en gammel ven, som han plejede at lave alt med, og som han svor han ville følge hele sit liv. Men livet går sin ofte uforudsigelige vej og mennesker kan vokse fra hinanden, og Qwel funderer over, hvordan deres veje mon skiltes. Den historiefortællende og retrospektive Qwel indtræder på det perfekte tidspunkt på pladen, efter en række numre, hvor tonen har været lidt hårdere.

Endnu en ovenud fænomenal skæringer kommer i form af "Lake Effect". Qwel er fra Chicago og elsker sin by. Det betyder dog ikke, at han er blind for, at byen har sin vrangside. Chicago vrimler med sørgelige skæbner, der hænger ud i den fattige og stof-fyldte underverden, og Qwel rapper om hvordan det desværre ikke er en sjældenhed, at folk bliver stofafhængige for at kunne abstrahere fra en lousy tilværelse. Han rapper i omkvædet:

"Heaven's a million miles from the 'Ill
It's hard to see the stars with a mouth full of pills
Heaven's a million miles from the 'Go
It's hard to see the sky with your nose up in the snow
Heaven's a million miles from the 'Chi
It's hard to see the sky with the smoke up in your eye
Heaven's a million miles from Chicago
Only see the stars when she's tippin' back a bottle"

Samtidig viser han undervis sin eminente sans for ekspressiv og poetisk tekstskrivning, der vitterlig kan få undertegnede til at falde bagover. Han rapper fx i første vers:

"Where tears run the mazes of numb faces /
And fears comes and goes stung the stage from the front pages /
And tippy-toe the slushy street, where the drunk sleeps /
The red line stuck in Vietnam and the bum speeches /
Of rusty beaches in deep water, and one-eyed pigeons /
Who fight for chicken bones and miss the sunshine thinning"

På "Broken Pendulum" kaster Qwel endnu engang blikket tilbage på barndommen, hvor umiddelbarheden sejrede og de voksnes verden ikke havde forpurret ens sind. Men voksen/ældre må man jo blive med tiden, og desværre har voksenverdenens alvor en kedelig tendens til at kvæle barnet, og således rapper Qwel:

"As a child it was all so simple and less literal /
I grew up, I got smart, I got cynical /
I got math, I got art, I got miniscule /
Fame, I got pride I got pitiful"

Scud One leger med, med et solidt gæstevers, og Maker supplerer med et luftigt beat besmykket med strygere og et perfekt valgt vokalsample.

Efter en række numre, der har været tynget af en vis alvor i emnevalgene, trænger man på dette tidspunkt på pladen til lidt luftforandring; lidt glæde og god stemning, og det får man i allerhøjeste grad med "Through the Sidewalk". Beatet stråler med et lunt og lækkert guitar-riff, akkompagneret af laber sang i baggrunden, som sammen lægger en ualmindeligt god bund for et opløftende nummer. Det assisterende fløjte-loop og samplede vokal i omkvædet gør kun fornøjelsen større. Sangens budskab lyder: "seek the truth, free your mind", og handler om at vedligeholde sin vidensbegærlighed og ikke bare fordumme sig selv som så mange andre: "The fool will be the fool while the students be their own". Super lækkert nummer.

Hvis man skal udpege et, så er "New Cents" Beautiful Raw's sorte får. Nummeret handler om, at penge er "the illest addiction there is", og selvom man hedder Qwel kan det være svært at revolutionere dette tema, der er blevet rappet om utallige gange før. Makers produktion holder hele vejen, men desværre afbrydes nummeret et par gange undervejs af små "mellemstykker", hvor det vidst skal forestille, at et par gamle mænd (tror jeg) brokker sig over "de unge menneskers disco-jazz", men det virker malplaceret og ender med at være mere akavet end gavnligt for nummerets fremdrift. Dårligt? Nej. Lidt ligegyldigt i forhold til pladens øvrige skæringer? Ja.

Det mindre heldige "New Cents" går dig hurtigt i glemmebogen, for med "Abracadabra" er vi hurtigt tilbage på det tårnhøje niveau, som resten af pladen har holdt. Verdensklasse flow-kunskaber er igen i førersædet. Maker har loopet en 70'er rocksang (der nok ikke er, men lyder som Beatles), og spæder til med gungrende trommer og livlige keys. Helt fabelagtigt, og Qwel tøver ikke et sekund med at yde beatet retfærdighed med en flow-præstation, der burde få alle til at spidse ører og tage noter.Hvis man slog ordet "flow" op i en definitions-ordbog, burde den henvise til andet vers herfra. 'Abracadabra' er tryllekunstnerens foretrukne slag-ord som ledsager til hans magiske tricks, og på "Abracadabra" viser Qwel, at han virkelig er en tryllekunstner inden for sit fag.

Fra den ene ende af humør-skalaen til den anden; man skal ikke mange sekunder ind i "If I Could Sing" før det melankolske klaverspil og den sørgmodige kvindesang har malet et yderst mørkt stemningsbillede. Valget af de rimelig banging trommer virker besynderligt i forhold til instrumentalens øvrige elementer, men ikke desto mindre lyder det fortrinligt. Qwel er her i sit mere abstrakt-poetiske hjørne, og jeg indrømmer gerne, at det ikke står mig helt klart, hvad "If I Could Sing" handler om. Noget siger mig, at temaet er tab (og bearbejdelse af samme); muligvis en kvinde i hans liv, - "there's a lot of thrones, but not a lot of queens / this is not a home, if it's not with she". Jeg har stadig en del at finde ud af når det kommer til indholdet af denne sang, men det i sig selv kan være en god ting i min bog; når noget ved en sang nærmest tigger om at blive opklaret og jeg ved, at der skal investeres tid.

Beautiful Raw når sit storslåede klimaks med "Keep It Moving", der på alle tænkelige leder og kanter er noget af det mest mageløse jeg har hørt i lang tid. Den grandiose produktion forbinder blæsere, fløjter, piano stabs, strygere og et perfekt flippet vokal-sample til et overdådigt og intet mindre end episk beat. Qwel rapper om han og Makers "long walk"; fra begyndelsen til nu, og alt det, der er sket imellem. Han rapper:

"We went from no-mands-land to Japan and backsnaps /
Scanned a map with these hands that never planned to rap /
Was just a fan of this, thought 'nan of this was possible /
Now fans spit it with us when we stand against the obstacles"

 Qwel rapper om, hvordan det har været hårdt og krævende at gå den vej de har gået og at der har været mange forhindringer og meget modvind, men i sidste ende har det været det hele værd, for nu står de stærkere end nogen anden:

"So long walker, if it's a place worth going /
Stay emerging through the dirt, through the sidewalk-growing /
Do the work /
So they can see my music /
And life's a loop, you either bitch or try to beat-box to it"

Og de afsluttende linjer opsummerer pladen og budskabet til perfektion: "Life's a loop, you either bitch or try to beat box to it".

"Keep It Moving" kan ikke slås som pladens klimaks, og i stedet for at forsøge at overgå den, lukker Qwel og Maker - lige i dette tilfælde mest Maker - pladen med et instrumentals nummer, der fungerer super godt som den udtonende afrunder og melodiske "tak fordi du lyttede med". Beatet er jazz'et, luftigt og sitrer af gode vibrationer, imens et vokalsample binder en definitiv knude på albummets røde tråd, ved at synge "here I go again, reaching for the sky", hvilket fører os tilbage til pladens udgangspunkt; kongstanken bag det at være en "long walker"; nemlig at være villig til at gå det ekstra mil for at nå i mål.

Og det konkluderer Qwel & Maker's fabelagtige, ufattelig velskrevne og suverænt flot producerede storværk Beautiful Raw, der uden skyggen af tvivl står som årets stærkeste plade. Wow for en omgang!

6/6

- Jeppe Barslund

Brothers of the Stone - Brothers of the Stone

Det britiske hiphop-label High Focus Records har vidst en skjult agenda i år 2013, - nemlig at skulle overtage hiphop-gamet! Med to gedigene udgivelser fra Dirty Dike, Jam Baxter's fabelagtige The Gruesome Features (anmeldt her) og Dog 'n' Bone -projektet, ser det ud til, at selskabet kan blive ved med at lange kvalitets-musik over disken. Nu har de langet endnu et over disken med Brothers of the Stone's selvbetitlede album, og det er måske endda det hidtil "største" i år.

Brothers of the Stone består af rapperne Leaf Dog og BVA (begge med i The Four Owls) samt Leaf Dogs lillebror, produceren Illinformed, der bl.a. producerede "Brains" fra førnævnte The Gruesome Features.
Sammen har de sat sig for at tage det bedste fra boom-bap 90'erne og tilføje et twist af britisk hiphop til kedelen. Produktionerne består derfor at stramme trommer og savtakkede basgange, der får nakkehvirvlerne til at skælve i frygt, samt absurd fantastisk velvalgte soul-samples og jazz-detaljer, der bidrager med detalje og kompleksitet til de rå beats. Numre som "The Awakening", "Both Wicks" og "Drug Vultures" bærer måske beats, der er boom-bap "traditionelle" på en lidt kedelig måde, men på den anden side er "They See You", "Future", "Burning My Soul", "Wisdom" og "Underground" så udsøgte, at jeg nærmest ikke kan huske hvornår jeg sidst hørte noget så gennemført. Illinformed burde blive et eftertragtet go-to navn oven på denne plade.

Ikke bare beats er gennemgående gode, Leaf Dog og BVA besmykker projektet med skarpsindig og vittig rap, som alle kan relatere til. Dertil får de besøg af prominente gæster som Reef the Lost Cauze, Vinnie Paz og KRS-One; samarbejder som de har "byttet" sig til for beats og andre "venne-tjenester". "Knowledge of self, that's hiphop to me" rapper KRS på "Future", og det stemmer meget godt overens med plandes lyriske røde tråd. Leafy og BVA rapper om livet og alle dets ups n' downs; om at tage kontrol over sin tilværelse, om at være fri, om ikke at lade andre diktere ens valg og holdninger og om at "holde det ægte". Det lyder måske lidt kliché - og er det for sin vis også, rent tematisk - men deres tilgang er forfriskende og dejligt alternativ. På "Take Control" får lytteren fx serveret poetiske words to live by:

"Life's a pussy, you just eat it /
Then you beat it and you cheat it /
Or if the shit's a game then I complete it"

Det gode budskab og den gode fortælling leveres uden løftede pegefingre, men istedet med et glimt i øjet og tilpas mange bandeord; "It's time to get free, this is for you, this is for me / This is for anything you wanna fucking be".
     Og så er det heller ikke tilfældigt, at det er nogle af de amerikanske heave-hitters de har inviteret med på pladen, for både Leafy og BVA holder om mikrofonen med ligelig saft, kraft, styrke og autenticitet. På "Burning My Soul", der gæstes af High Focus generalen Fliptrix, rapper de:

"Ain't you heard man, real music always had a following /
Instead of carbon copy carbon copy copy copying /
We never sold out and jumped ship like alotta men /
And who were those one hit wonders again? I've forgotten them"

Brothers of the Stone er en solid plade, hvor der rappes fantastisk over solide beats, der kun i få tilfælde rammer ved siden af. Den dybe tallerken bliver nok ikke opfundet her, men Leaf Dog, BVA og Illinformed tager alt det bedste fra 90'ernes boom-bap og serverer en opdateret version, der er virkelig mange lyt værd.

4.5/6

- Jeppe Barslund 

   

El-P + Killer Mike = Run The Jewels

"Dolphins prone to rape'll hear the tape and start to think about it /
Monks won't immolate themselves until the record hits the shelves /
Yetis walk right out the woods to cop it without thinkin' bout it /
Workers at the sweatshop kill they boss to how the vets drop /
Worker ants surround their queen and chew the bitch's head off /
Drug-dogs bark at the tour bus when it park /
Priests take the cock out of their mouths to hum along when the chorus drop"

- Der er ingen som El-P, der kan lægge tonen for et album så nådesløst og over the top!
   
Killer Mike udgav sidste års absolut bedste plade med R.A.P. Music som El-P velsignede med sin - efter min mening - flotteste og mest sprudlende samling beats til dato (læs anmeldelse her). På baggrund af pladens store succes (i undergrunden) har de to nu slået hovederne sammen for at danne gruppen Run The Jewels og har udgivet deres selvbetitlede debutalbum gratis.

Run the Jewels har meget til fælles med R.A.P. Music; kemien imellem de to er fænomenal, energien er i top, deres flows imponerer og produktionerne rykker. Personligt synes jeg dog samtidig, at Run the Jewels er et step down fra R.A.P. Music på samtlige punkter. Hvor den konfrontatoriske battle-rap blev suppleret med sublim storytelling og stor spændvidde i emnevalgene på R.A.P. Music, synes Run the Jewels rimelig ensrettet i indholdet, og Killer Mike får aldrig foldet sine egentlige evner ud i samme stil som på R.A.P. Music. På nærværende plade holder han sig primært til battle-rappen, hvilket han dog også kommer godt fra. På "Job Well Done" rapper han:

"Whoo, they done let that fuckin' Mike Out /
It's like Tyson in the '80s, nigga snap and punch your lights out, YEAH /
It's like Tyson in the '90s, if I'm losing take a bite out /
I'm so motherfucking grimy /
So motherfucking greedy, gritty /
Mama said she couldn't breast-feed 'cause I was bitin' at the titty"

Battlerappen bliver dog en smule ensformig, og jeg savner numre som "JoJo's Chillin'", "Reagan" og"Don't Die". Rent rap-mæssigt synes jeg endda at El-P stjæler showet, og da han har produceret hele herligheden ender det i min optik med at lyde som et El-P projekt med Killer Mike som gæst, og ikke et fælles projekt.

Lydsiden er rendyrket El-P! - Det hele slår fandens hårdt, det er grumset, insisterende, larmende og uhyre effektivt. Igen synes jeg dog at det er et step down fra R.A.P. Music. Mange af produktionerne lyder 70-80% færdige, betydende at jeg synes der mangler den sidste kant og detalje, der gjorde at samtlige numre fra R.A.P. Music var prangende stand-out tracks. Den gode nyhed er så, er selv på 70-80% lyder El-P bedre end mange andre, så det er bestemt solidt. Et gennemgående problem for mig, som trækker en del ned for mig, er omkvædene. "DDFH" bærer et monster af et beat, men desværre også et virkelig slattent "Æh, æh, æh, æh, æh, æh-æh-æh" -omkvæd. Det samme gør sig gældende med "No Come Down" og "Get It", der lugter lidt af, et en dead-line eller lignende har forhindret dem i at færdiggøre numrene.

"Producer gave me a beat, said it's the best of the year /I said "El-P didn't do it so get the fuck outta here!""

Ovenstående citat fra Killer Mike har stadigvæk en vis rigtighed, for El-Producto's beats er stadig super sprøde. I min optik har hele Run the Jewels -projektet her bare en "for sjov" vibe over sig, der gør, at jeg nok ikke kommer til at høre det så intenst som deres forgænger. Og for at sætte tingene i perspektiv, så hører jeg stadig R.A.P. Music regelmæssigt.  

Hent Run the Jewels gratis her

4/6

- Jeppe Barslund

Jay-Z - Magna Carta Holy Grail

Tidligere i sommer skrev jeg en eksamensopgave om autenticitet; om at være autentisk i sin gerning. I opgaven kom jeg blandt andet ind på (og det er naturligvis ikke kun mine ord, adskillige meget-meget kloge mennesker er citeret og refereret), at autenticitet er det, der kan bære et individ fra professionalisme og kompetence videre til oprigtighed og ægthed; de absolut mest efterstræbelsesværdige "egenskaber" inden for hvad-end man vælger at lave i sit liv. Hvor den autenticitets-løse dygtighed er præget af standartisering, regler, normer og skabeloner, fordrer autenticiteten det alternative, det originale, modet og lysten til at prøve noget nyt og den absolutte personlige involvering.

Ser vi på forrige anmeldelse af Kanye West's Yeezus må man erkende - om man kan lide pladen eller ej - at den opfylder samtlige kriterier for autenticitet; originaliteten, modet til at prøve noget nyt, det (yderst) alternative udtryk og West's komplet kompromisløse involvering i sit personlige projekt. Af samme grund vil jeg altid have den dybeste respekt for Kanye, for uanset hvor hårdt man prøver kan man ikke frarøve ham hans autenticitet.
     Med Jay-Z's dugfriske Magna Carta Holy Grail står det på beklagelig vis soleklart, at han udfylder samtlige kriterier for den rigtig nok dygtige, professionelle og kompetente, men så sandelig også den fuldstændig autenticitets-løse. MCHG er et skabelons-skåret, standartiseret Jay-Z album af den mest forudsigelige skuffe, og det er bare ikke længere godt nok.

Magna Carta Holy Grail er groft opridset det mest livløse, uambitiøse og ligegyldige Jay-Z album til dato. Han har, i tæt samarbejde med Timbaland, formået at skabe et album, hvor samtlige numre fremstår monotone, trætte og uentusiastiske. Midtvejskrisen The Blueprint 3, som jeg var rimelig hård imod, havde i det mindste en lille håndfuld lytbare skæringer. Det tætteste MCHG er på at komme noget, jeg gider at høre, er den under ét minut korte "Versus", der, grundet dens længde, ikke rigtig tæller.
     Jeg får lyst til at citere Mund De Carlo* når jeg skal pege på det generelle problem med Jay-Z anno MCHG, for der er lige præcis ingen kompositoriske lækkerier eller tekniske finesserier, som førhen har været hans varemærke. Leveringen er flad og uinspirerende og engagementet anæmisk.
     Kigger man på indholdet vil man med garanti støde på lyrisk guf her og der; kløgtige ordspil, dobbelte- og tredobbelte entendres og andre sproglige finurligheder. Dog har jeg aldrig været mere ligeglad. Det imponerer ganske simpelt ikke længere i min bog. Med MCHG beviser Jay-Z, at lyrisk vid og substans ikke er to potter pis værd, når alting omkring det halter så eftertrykkeligt som det her er tilfældet. - Og så godt er indholder såmen heller ikke. At Rick Rubin, Timbaland og Pharrell er ved at komme i bukserne i en velproduceret hype-video, er ikke ensbetydende med, at man ikke kan rationalisere sig frem til, at der er enorme mængder halvhjertet tomluft at finde på pladen. Jay synker endda - af flere omgange - ned på et så lavt niveau, at det tenderer et Lonely Island sketch. At høre "Twerk, Miley Miley Miley, twerk" fra daddy Jay-Z er voldsomt pinligt. Hans forsøg på at genbruge Nirvana og R.E.M.'s ikoniske omkvæd er decideret ækle at lægge øre til, og hans utallige Basquiat name-droppings, shout-outs og referencer giver en virkelig akavet fornemmelse af, at han forsøger at gøre sig selv til "ham der gjorde det cool at være nede med Basquiat". Motivationen for at skrive er i sit visne efterår.

Timbaland agerer hovedarkitekt på størstedelen af pladens produktioner, og jeg ved ikke hvad fa'en de har forestillet sig, men der er nærmest bare intet der fungerer. Selv siger Timbo om MCHG: "It's gon' change hiphop", men jeg kan ikke se hvordan det skulle kunne lade sig gøre, når det eneste de reelt har lavet er sløje efterligninger af de beats, der har domineret mainstream hiphoppen de sidste mange år.
     Timbaland producerede stort set hele Justin Timberlake's album fra tidligere i år, hvorpå flere af årets absolut flotteste produktioner er at finde, men på MCHG er der absolut intet, der er værd at skrive hjem om. Helt elendigt bliver det, når de på "Crown" forsøger at ramme den lyd Kanye West skabte på Yeezus, der på alle leder og kanter er MCHG's diametrale modsætning. Hvor Kanye hovedkulds angreb det etablerede, reducerer Jay-Z sig selv til virksomhedernes nikkedukke, og hans yderst profitable aftale med Samsung har resulteret i det uden sidestykke mest tamme Jay-Z album til dato, oven på hvilket man på beklageligvis må konkludere, at Jay-Z ikke længere er en relevant skikkelse på hiphop scenen.

2/6

- Jeppe Barslund 

Kanye West - Yeezus

Sidst jeg havde Kanye West under kniven her på bloggen, var med anmeldelsen af Cruel Summer, der for mig står som det ultimative low point i hans karriere. Det var kedeligt, forudsigeligt og uinspirerende, og lød mest af alt som et slattent rip-off af Watch the Throne, der heller ikke var synderlig fantastisk. Da Hr. West er og bliver en af mine absolutte favoritter, tillod jeg mig dog at udtrykke et håb om bedre tider, og så "spåede" jeg, at hans solokarriere ville tage en skarp drejning væk fra den stil og lyd han sad fast i på daværende tidspunkt. For at være helt præcis skrev jeg i sin tid: "Det ville i hvert fald være lodret modstridende med Kanye West's solokarriere op til nu, hvis hans næste projekt lyder som Watch the Throne eller Cruel Summer. En radikal ændring i stil og lyd vil være den eneste rigtige og Kanye'ske vej frem". Med sit sjette soloalbum Yeezus går min spådom i opfyldelse - tifold!

"Hvo intet vover, intet vinder"

2010's bedst anmeldte album My Beautiful Dark Twisted Fantasy var storladen, overdådig, pompøs og voluminøs, og viste Kanye fra hans trofaste og højtelskede maksimalistiske side. På Yeezus har han vendt skuden 180 grader og skabt den totale anti-tese.
     Yeezus var oprindeligt produceret i nogenlunde samme stil som MBDTF, så Kanye gav pladen til Rick Rubin og bad ham "gøre hans ting"; nemlig at forenkle, simplificere og skære helt ind til benet. Der var engang hvor der stod, at sange ikke var 'produced' men 'reduced by Rick Rubin', og det er bestemt den formular, der gør sig gældende her.
     Yeezus boltrer sig i minimalisme og er skabt ud fra musikalske elementer, der mestendels ligger uden for Kanye's resume. Således kan han nu introducere dancehall, futuristisk house, inciterende acid, distorted elektronic og ondsindet synth til sit i forvejen favnrige katalog. Disse komponenter, der tilsammen skaber et larmende, forvrænget, ofte ufint og generelt smadret lydbillede, vil naturligvis skræmme mange væk og "sortere ud" i Kanye West-lytterne; den selvfølgelige konsekvens af et så ekstremt stilskifte. At kalde Yeezus et kommercielt selvmord vil være en grov underdrivelse.

Yeezus er allerede blevet kaldt både et "makværk" og et "mesterværk", og jeg tror reaktionerne hænger sammen med, hvorvidt man er gået pladen i møde med bredt sind og vidt åben musikalsk horisont ellers ej.
     Showet åbnes med "On Sight", hvor synth-lyde og elektroniske effekter buldrer til højre og venstre, alt imens Kanye rapper: "How much do I not give a fuck? Let me show you right now before you give it up". Pludselig stopper synth-kaosset, og et harmonisk kor tager over som den ultimative kontrast. Ideen med dette lille kontrasterende mellemstykke til det ellers voldsomme beat er genial, selvom Outkast jo nok kom først med "Ghetto Musick". Koret på "On Sight" synger: "He'll give us what we need, it may not be what we want", og disse linjer er  fuldt ud essentielle for hele Yeezus. 

Kanye West har skubbet grænser, overskredet tærskler og fornyet hiphoppen med samtlige af hans solo-plader. Det har aldrig været det egentlige formål med udgivelserne, det er "bare sket" som resultat af hans innovative fremgangsmåde. Yeezus er skabt med det formål at vende op og ned på hiphoppens status quo. Det han siger med Yeezus er, at kunstnere må fralægge sig frygten for at prøve noget nyt og istedet satse stort, ellers retter man sig bare ind efter det, der er sikkert og trygt og som man ved virker. Denne mentalitet er dræbende for fremdrift og udvikling. Hvis konformiteten vinder, vinker vi farvel til muligheder for fornyelse. Udtrykket "Hvo intet vover, intet vinder" bunder i denne tankegang.

Jeg har siddet de sidste par uger og læst op til eksamen i psykologi, og det var noget nært umuligt for mig ikke at have Kanye West og Yeezus i tankerne da jeg læste om socialkonstruktionismen, og især den amerikanske psykolog Kenneth Gergen. Han skriver, at vores handlinger ikke er begrænset af noget, der traditionelt opfattes som sandt, rationelt eller rigtigt. At vi foran os har et stort spektrum af muligheder, en konstant opfordring til fornyelse. Det betyder ikke, at vi så skal forkaste alt, hvad vi opfatter som virkeligt eller godt. Slet ikke. Men det betyder, at vi ikke er bundet af hverken historiens eller traditionernes lænker. Når vi taler sammen, lytter til nye stemmer, stiller spørgsmål, overvejer alternative udtryk og leger på randen af fornuften, overskrider vi tærsklen til nye verdener af betydning. Sammen kan vi skabe fremtiden.
     Da så mange kunstnere i dag - især i hiphoppens verden - netop er bundet af traditionens lænker, bliver denne "opfordring til fornyelse" kun samlet op af meget få kunstnere, deriblandt Kanye West, der aldrig har været begrænset af lænker, og som konstant og altid leger på randen af fornuft. På Yeezus leger Kanye helt ude på randen af fornuft. Det er ikke nødvendigvis kønt, vil nogen sige, men ikke desto mindre end nødvendighed. Det er præcis derfor "He'll give us what we need, it may not be what we want" -linjen fra "On Sight" er så vigtig. Mange havde sikkert foretrukket endnu en My Beautiful Dark Twisted Fantasy, The College Dropout eller Late Registration, men det er ikke det, der er brug for. Der er brug for fornyelse, nye tanker, nye ideer og alternative udtryk, og når ingen andre tør at tage teten og være anderledes, må Hr. West jo gøre det. Han har selv formuleret det ganske eksakt i et interview: "I think that's a responsibility that I have, to push posibilities, to show people: this is the level that things could be at".

Hvis kunstnerisk konformitet er en synd, så giver det meget god mening, at Kanye kalder sig 'Yeezus', for han lader sig frivilligt korsfæste med Yeezus af ren kærlighed til kunst og musik, for at tage alle de andres synder på sig.

Men er musikken så god, eller bare ekstremt anderledes for nødvendighedens skyld?
     Jeg synes personligt det er ganske fantastisk. Jeg var ikke engang selv klar over, at jeg kunne lide min hiphop serveret på denne måde, men ved Kanye's hånd er det nu engang tilfældet. West og hans (mange) med-producere får det bedste ud af de få komponenter de sparsomme produktioner gør brug af, og jeg er ganske imponeret over, at det er lykkes dem at skabe så fængende og spændende beats. "I Am A God", "Black Skinhead", "New Slaves", "I'm In It" og "Guilt Trip" er alle sublime skæringer i min bog, og "Blood On the Leaves" er intet mindre end et mesterværk. Nina Simone's version af "Strange Fruit" danner det sjælfulde og smukke fundament, imens samplet af TNGHT's højdramatiske "R U Ready" smadrer stilheden totalt, i samarbejde med militant marcherende trommer. Dertil er "Bound 2" en sand vintage soul-lækkerbisken, der sampler The Ponderosa Twins Plus One's "Bound" enkelt, men yderst elegant. - Det kan måske være svært at høre, hvordan det har krævet hele fem producere at komme frem til slutresultatet..!

"Hold My Liquor" og "Send It Up" er de eneste numre, der ikke helt fanger mig. Førstnævnte fremstår lidt for anonym, og selvom Justin Vernon's omkvæd er rigtig godt, så formår Chief Keef - blot med få linjer - at forpurre det. "Send It Up" er en kende for repeterende, og de øreskærende trap-synth-knivskær bliver en kende enerverende ved for mange genlyt. Dertil kan jeg ikke helt se fidusen i King L's feature.

Der er rigtig nok lyrik at finde på Yeezus, der er uforsvarligt ringe, og flows, der lyder mere udmattede end nogensinde før. På den anden side må man ikke tro, at bare fordi Kanye rapper "I be speakin' swaghili" og "Eatin' asian pussy, all I need was sweet and sour sauce" betyder det ikke, at han ikke har esser oppe i ærmet. Der er uoverskueligt mange referencer til forskellige bibelpassager, og hvis man gider at bruge tid på at dykke ned i teksterne (jeg har opgivet at holde styr på hvor mange timer jeg har spenderet på RapGenius!), er der ufattelig meget at komme efter. Dette er ikke et forsøg på at legitimere dårlig rap, for i nogle tilfælde må man bare erkende, at en lort altid vil være en lort, uanset hvor meget guld man hælder ud over den. Det jeg siger er, at folk ikke bør afskrive Kanye's tekster fuldstændigt på baggrund af få "uheldigt" skrevne linjer, for nogen gange gemmer der sig nemlig også guld under lorten.

Når alt kommer til alt rører det mig egentlig ikke det store, at der er ringe lyrik og flows at finde på Yeezus. For mig at se, er det slet ikke det, det hele handler om. Det handler om at være en "leader" fremfor en "follower", at turde hvor andre tier og fornye fremfor at gentage, og her er Kanye West et enestående unikum. 
     Så for at runde det hele af; er Yeezus et stilrent, melodisk poleret og bredt appellerende album? Så langt fra som overhovedet muligt! Er Yeezus derimod et modigt, industri- og genrekonfronterende, flabet og vold-blæret album? Ja for fanden da! Kanye West vover, og Kanye West vinder - stort.
   

"I can't lose, no, I can't lose

'Cause I can't leave it to you"

5/6

- Jeppe Barslund

Jam Baxter - The Gruesome Features

Falder snakken på 'britisk hiphop' vil de fleste nok nævne The Streets , der har regeret genren i England på enevældig vis, siden hans banebrydende Original Pirate Material udkom. Jovist, så har der bl.a. været en Lady Sovereign, en Professor Green og en Wiley, der har forsøgt at komme frem, men tendensen har været, at de går i glemslen kort efter hypen har peaket.

I løbet af de seneste år har battle-ligaen 'Don't Flop' vundet mere og mere indpas, og fokuset har gradvist flyttet sig fra de potentielt internationale navne til mere undergrunds-nære kunstnere. Sideløbende har pladeselskabet High Focus Records gjort det til sit eksistensgrundlag at give de udgivende undergrunds-kunstnere en platform at udgive musik fra. Således er navne som Fliptrix, Dirty Dike, Verb T (der har deltaget i 'Don't Flop' adskillige gange) og Jam Baxter på vej til at blive de nye helte i britisk hiphop. Med The Gruesome Features blev Jam Baxter også hurtigt min nye helt.

"Good evening, this project is weird."

- Sådan bydes man som køber af albummet velkommen af Jam Baxter i booklet'en. "The little shit slyly built itself over the last year while I wasn't looking" skriver han yderligere om albummet. Sangene, der er at finde på The Gruesome Features, var oprindelig bare ment som et "... gap between albums". Baxter har ret beset hygget sig med en masse gode venner og dygtige kunstnere, med hvem han "bare" har indspillet nogle tracks. Heldigvis kom han frem til den konklusion, at det nok var en god idé at udgive det hele, og det kan man kun være overordenligt glad for.
     Selv siger Baxter om The Gruesome Features, at det nok mere er en kompilation end et egentligt album. Det spøjse er, at det - trods processen bag, der rigtig nok lyder for sporadisk til at kunne være et album - virker som et utrolig helstøbt album med en klar rød tråd.

"It just lay there, starring up at us. The doctors told us the chemicals might affect certain glands and nerves. And if they did, his features will never be normal again..."

Sådan starter det hele på pladens indledende nummer "Brains", hvor nogle læger står og kigger på en (Jam Baxters) hjerne og konstaterer, at der er en vis chance for, at dens ejer aldrig bliver normal igen. Dette er en underdrivelse; Jam Baxters hjerne fungerer øjensynlig ikke som vor andres! Lyrisk set er han på et både andet- og anderledes niveau; den britiske Aesop Rock ville jeg kalde ham. Han udtrykker sig i ord, termer og sætninger, der udfordrer lytterens forståelse på det groveste, samtidig med, at han besidder et unikt, eksplicit malende billedsprog. Jeg ville lyve voldsomt hvis jeg sagde, at jeg har forstået alt hvad Jam Baxter rapper om, men som det ligeledes er tilfældet med Aesop Rock, så er jeg yderst begejstret for rappere, der kan ryste mig i min grundvold og efterlade mig lige dele konfus og ekstatisk. Smag f.eks. bare på de første linjer på "Brains":

"Deep aquatic excavator, dishevelled entertainer /
One thousand breeds of weasel wrestle on this escalator /
Tree dwellers leaping out the boughs shouting "get the paper!" /
Trunk hugging rebels chucking petals at a detonator /
Man, this shit's second nature"

- Så er det frem med de avancerede analyse- og fortolkningsredskaber!
     Man kan også fravælge at gå i dybden med teksterne, da det virker ganske omsonst at skulle finde mening i det hele, og i stedet bare lade sig betage, for er der én ting Jam Baxter virkelig kan, så er det at tryllebinde med sine rim, forståelige eller ej:

"Muffling the wolf whistles streaming from beneath /
That used to form an iron shell around his featureless physique /
Now, his flesh slipped off him /
To reveal his bones had grown mouths of their own to scream freedom for once /
And each muscle slid into the sky dripping sweetened blood /
Melting through the icy floor slipping on a sea of slush /
Beating heart pukes a new gospel in a stubborn gut /
Takes a bow and crumbles in a puff of dust"

Jam Baxter ikke bare udfordrer ens forståelse af selve rappen, han spørger nærmest direkte: "hvorfor synes du det her er godt, når du nu har så svært ved at forstå det?". Svaret er relevant, men svarmulighederne heldigvis mange.
     Jam Baxter har for det første et virkelig fedt flow, men endnu vigtigere har han en ganske utrolig indlevelse i fremførelsen af sine tekster. Hele pladen er trykket af en mørk og melankolsk stemning, og det lader sig i høj grad vise i Baxter's levering. Deraf den føromtalte klare, røde tråd.
     Endvidere har Baxter allieret sig med et hold af producere (hvoraf jeg ikke har hørt om en eneste før denne plade), vis beats har væltet mig totalt ned fra min stol og yderligere blæst mig baglæns-kolbætte-rullende ud i entreen. De mørke og kolde kompositioner bærer en detaljerigdom og kompleksitet, der gør, at man kan finde nye ting i produktionerne gang på gang. Samtidig er mange af dem meget minimale, mens andre har noget utrolig emotionelt og cinematisk over sig.
     Produceren Illinformed tager kegler med samtlige af hans beats, fra den skrabede "E.F.T." med dens simple keys og gyngende bas, til et af årets skarpeste jazz-hiphop'ede beats i "Larvae". Ben 9mm's nedtonede "Altitude Sickness" er fabelagtigt produceret med dens mange lag af samplet sang og nynnen. På "Filet Mignon", der lyder som noget Action Bronson kunne have hygget sig med på Dr. Lector-pladen, fyrer samme producer op for insisterende guitar-riffs, blæsere og stramme trommer. Konchis' "Chemical Sweats" lyder som en sørgmodig film-score blandet med et intensivt hiphop beat, og Kerem Fraiche's "Squashed" er abnormt følelsesladet, og den måde det melankolske piano-loop danser let henover den perfekte bas/tromme-programmering på, gør beatet til et af mine absolut favoritter i år.

"Fine" og "Tin of Worms" er de eneste beats, der for mig virker lidt undervældende, men det er på ingen måde nok til at forpurre det ufattelig stærke helhedsindtryk jeg har af The Gruesome Features.
     Jam Baxter er en teknisk dygtig og original rapper med "next level" lyrik, der både vil imponere og vække undren hos folk. Jeg har valgt at lade mig imponere af min undren, og da den assisterende lydside er så forbandet flot som det er tilfældet, kan jeg sagtens leve med, ikke at kunne finde hoved og hale i hans univers.

"Take off in three, two, wonderful /

Right, great, good, I'm guessing everybody's comfortable"

5/6

  - Jeppe Barslund

SIGMA - Frisk Valuta

Det hører sig til blandt sjældenhederne, at en - for mit vedkommende - ukendt dansk gruppe træder frem og blæser mig totalt bagover. Ikke desto mindre er dette præcis hvad SIGMA har formået. Gruppen, eller kollektivet som de selv kalder det, består af den dugfriske rapper Novum, rapper Semih-automatisk, som de fleste nok kender for sit medlemskab i B.O.C., producer-extraordinaire Telepa-T og med-producer Bob Dyckand.

Lad os ikke pakke det hele ind eller gå uden om den varme grød, men istedet bare skære ind til benet: Det her er møghamrende-fucking fedt!

Det første der fanger ens opmærksomhed er de fænomenale beats. Telepa-T har sammensat et af årets absolut stærkeste lydbilleder, - i skrivende stund kun overgået af Dialektens Stiplede Linjer. Den røde tråd består af nakkebrækkende 90'er-trommer, men et herligt væld af forskellige musikalske elementer og indslag nuancerer old school -stilen hele vejen igennem. Den ultra lede og tunge "Med Hundende i Hælene" lyder som noget Mobb Deep kunne have flået i stykker i Infamous -dagene. "Misundelsen i Øjnene" lyder som en opdateret version af Jedi Mind Tricks anno "The Immaculate Conception" på The Psycho Social.... -pladen, fuldendt med klagende vokal-sample.
     Telepa-T kan dog også sagtens producere old school -lydende beats, hvor man ikke føler trang til at sammenligne med nogen eller noget. Dette er faktisk tilfældet det meste af tiden, og man sidder derfor som lytter med en fornemmelse af, at SIGMA trækker på den gamle skoles dyder, men er yderst fremadrettede med deres hiphop. Der er ikke et eneste beat på Frisk Valuta der ligger under "virkelig godt" på kvalitets-skalaen, og "Blomsterdekorationer & Dødsønsker", "Erotisk-action-thriller", "Høj Pistolføring", titelnummeret og "2 Minutter til pastaen koger" er i den absolutte top. Sidstnævnte er grinagtigt perfekt produceret (og så skulle den efter sigende været lavet fra bunden på én time - det er noget nært umuligt at tro på!). Spørgsmålet er, hvorfor de koger pastaen og ikke vandet?

"Ode" viser endegyldigt hvor dygtig en producer Telepa-T er. Det 6½-minut lange, jazz-jam'ende instrumentale nummer, undergår en udvikling hele vejen igennem, og er støt stigende i intensitet. Et virkelig flot produceret nummer.

Rap-mæssigt er SIGMA ligeledes et spændende bekendtskab. Semih-automatik sender lyriske næver ud af højtalerne og holder lytteren i et jerngreb med sin aggressive levering og autenticiteten i stemmen. Han kan både være kværulantisk og sjov, og nogle gange begge på én gang, som når han på "Høj Pistolføring" helt eminent rapper:

"Drømmer med mine øjne åbne, besat af at jage skejser /
Før jeg får min Mercedes, sigter jeg mod at blive Pasat-ejer"  

Novum, der ikke har rappet i mere end et år, er ikke helt på niveau med sin rim-makker, men viser stadig enormt potentiale af flere omgange. Især hans vers på "Frisk Valuta" er fortrinligt, og selvom indholdet måske halter en smule, så er der mere end godt styr på flowet på "2 minutter til pastaen koger". Han rapper selv: "Jeg er blevet så god som jeg er på under et år", og med den fart er progressionen lovende.

Haltende indhold eller ej, helhedsindtrykket er umådelig solidt. Jovist, produktionerne er sikkert et hak eller to bedre end rappen, men rå, umiddelbar rap, der ikke er for fortænkt og poleret, kan virkelig være en fornøjelse at lægge øre til, og det er Semih-automatisk og Novum strålende eksempler på. Dertil må jeg jo bare konkludere, at jeg har haft utrolig svært ved at lægge Frisk Valuta fra mig, for som jeg skrev i starten, så er det ganske simpelt bare møghamrende-fucking-fedt.

Hent Frisk Valuta gratis her

5/6

- Jeppe Barslund