Jooks - Privilegeret

"De sir' jeg er forrest i feltet, men det' forenklet /
jeg ikk' forrest i feltet, jeg foran feltet"

Så kom Jooks' debutalbum endelig! Jojo, i skrivende stund er det efterhånden lidt tid siden, men jeg tænkte at jeg ville fordøje "Privilegeret" ordenligt inden jeg kom frem med min mening om denne meget omtalte plade.
De fleste, anmeldere som fans, er enige om, at "Privilegeret" er et godt album, dog lader det til, at mange påpeger Jooks mangel på indhold og at pladen mangler lidt dybde. Det er jeg ikke helt enig i. Det er rigtigt, at der umiddelbart er lagt mere vægt på flow og levering - det skulle da også være stupidt ikke at lade manden shine når nu han er så satans god - men hiphop er vel, at en kunstner fortæller hans historie, hvad han har oplevet. At Jooks er en privilegeret dansker ligesom de fleste af os andre er jo ikke ensbetydende med, at der ikke er indhold i hans tekster; for det er der jo netop! Som Orgi-E siger på 'Bravo', "...tilfredsstiller masserne med kunstige råb og skrig fordi jeg egentlig ikk' har noget at sige" - dette fortæller ganske rigtigt hvor meget fake ass bullshit vi faktisk lægger øren til, fordi folk ikke har en interessant fortællervinkel, og som derfor gemmer sag bag tykke facader.
Jooks er privilegeret, som de fleste andre danskere, så skal man være helt ærlig, så er det vel på tide, at en helt normal gennemsnitlig fyr står frem og fortæller hans historie, for han er vel om nogen et oplagt talerør for os blegfede, selvoptagede danskere.
"Privilegeret" er derfor historien om en mand, der ikke forsøger at spille smart, som ikke har gangster-homies i ghettoen, der ikke har ice og bling bling og som ikke gir' men får tæsk. Stav det for de fuckers!:

"J til det O-O, K til det S, Jeg ikk' bare go' til det flow tro mig jeg bedst"

Til gengæld har denne gennemsnitlige dansker ved navn Johan, et sådan riiimelig dope flow, som er og bliver det vigtigste element i formidlingen af hans budkaber og historier, for som han selv hævder på streetbangeren "Jackmove" (linjerne ovenfor) så er det ikke bare højtragende se-mig blær, der er faktisk noget om snakken. En nyhed er det dog næppe, for hans stil har ikke ændret sig det store fra Rent Mel tiden, og da Troo.L.S. & Orgi-E indviterede ham indenfor på "Rolig, Rolig" var det den samme flabede og afslappede Jooks som vi kender idag;

"Og du så fandens klog /
vi ikk' engang på samme side, ikk' engang i samme bog
Så glem hvad du har læst i bøgerne /
og ta' min pik i munden, så ka' du prale med at du har noget imellem ørerne"

Labelkammeraten Hennesey måtte også se sig slået med flere længder, da Jooks gæstede hans Troo.L.S. producerede banger "Ta' En Bid":

"Æj, lad os nik' nakker /
ungerne de snik-snak'er, store i munden som Kim-og-Las'er.
Se det de bedste til at flyde,
men når de på den mic går det ned som det vi kalder Titanic"

Der er ingen tvivl om, at Jooks har fået "officially dope" stemplet. Han er en markant karakter og rapper, og når han har en finger med, ja så stjæler han gerne scenelyset, bevidst eller ej. Man kan også se nu, efter hans debut er landet, at folk er omkring ham som fluer om en lort. Og forståeligt er det. - "Privilegeret" er klart på top 3 listen over bedste danske udgivelser i år, for pladen holder sgu. Udover "Fem Fingre" og "Kære Kvinder", så er resten af pladen af seriøst høj klasse. Dette er selvfølgelig ikke kun Jooks' fortjeneste, for ligesom han er rykket op til toppen af danske rappere, er producer Atilla også rykket op til toppen af danske beat-makere. Han holder det konstant minimalt, men med er hav af detaljer, der gør at man altid kan gå på opdagelse i krogene og falde over noget nyt. En af pladens største bedrifter,"Bravo", er bygget op af et ufatteligt skævt og kompliceret beat, der i sig selv er fantastisk, men som også viser hvor hamrende teknisk dygtige Jooks og Orgi-E er. "Den Røde" løber er på samme måde mesterligt produceret, og her viser Atilla hvordan han kan presse flere forskellige beats ind i samme nummer, uden at skabe forvirring. Interessant er nummeret "Det Ik' Nok", hvor Jooks rapper over et klaver alene, noget man (alt for) sjældent oplever. Desværre udvikler nummeret sig til lidt af en sjæler, med bløde trommer, strygere and the works. Jeg havde gerne set at klaveret havde stået alene hele vejen igennem, det havde været vanvittigt fremragende. Hvis man tænker på 2Pac og NaS' "Thugz Mansion" og hvordan de to strålede klarere end nogensinde før over det ensomme og gennemført sublime guitar spil, ville man ønske at Jooks havde gjort dem kunsten efter, det havde været SÅ hiphop!
Rune Rask og Troo.L.S har også givet en hånd med, blandt andet med den dystre og melankolske "Tårer På Min Kind", hvor Jooks beretter om hvordan han mistede sin svigermor til kræften. Historien fortælles ganske smerteligt, fx med linjerne:

"kemo afkræfter kroppen i kampen mod kræft /
det ene øjeblik syg det næste rask, og vi
fejret' det vi dansede rundt med dine parykker /
og du grinte, du gav dine døtre smykker
men kræften sneg sig tilbage i vinterens kulde /
angreb dig stærkere end før væltet dig omkuld
Hun gav ikk op nej hun blev ved med at kæmp' /
røg ind og ud af hospitalets seng'
- Til du til sidst blev derinde /
magtesløs, så let livet kan forsvinde
men du gav mig din datter, og med hende /
min søn, som trækker vejret ære være dit minde"

Jeg ved ikke hvad de andre synes, men det er sgu god tekstskrivning i mine øjne.
Jeg ser Jooks som en ekstremt nuanceret rapper, og med Atillas forrygende beat-katalog i ryggen, er han klart en af de absolut fornemmeste vi har herhjemme. Den privilegerede rapper sejrer stort. Sølske i munden, savl ned af hagen...

5/6

Brother Ali - The Truth Is Here EP

Efter nyheden om et kommende andet udspil fra Brother Ali, blev jeg helt glad og fik derfor lyst til at skrive lidt om den her suveræne EP. 'The Truth Is Here EP'en' fungerer som en lille forlængelse af "The Undisputed Truth" og samtidig som en appetizer for "Street Preacher", der er sat til udgivelse i september.
En ting der i mine øjne er bemærkelsesværdigt er, at produceren Ant lader til at favorisere Brother Ali over Atmosphere makkeren Slug. Med det mener jeg, at produktionerne til "The Undisputed Truth" overall set er langt bedre end noget Atmosphere album, og ligeledes er produktionerne på "The Truth Is Here EPen" langt bedre end på nogen Atmosphere EP, og dem er der som bekendt en god del af efterhånden. Misforstå mig ret; der er mange fantastiske Atmosphere numre, som fx "Little Man" (YCIHMFWH), "The Things That Hate Us" (Stricktly Leakage), "Guns and Cigarettes" (Lucy Ford), "Sunshine" (Sad Clown, Bad Summer #9), "Not Another Day" (Sad Clown, Bad Spring #12) og størstedelen af WLGYL,YPTSGs numre, med "Wild Wild Horses" og "The Waitress" i front. Atmosphere har ubenægteligt et imponerende bagkatalog, og det skal slet ikke diskuteres, hvorvidt de er nogle af de største pt. eller ej, for det er svært at komme uden om. Den pointe som jeg forsøger at komme frem til er, at det egentlig er vildt at Brother Ali, kun med et enkelt album og en enkelt EP under Ants vinger, har formået fremstå bedre end Atmosphere. Lyrisk set er det svært at bedømme, for både Slug og Ali er suveræne tekstskrivere, men hvor Slug har det med at boldre sig i et mere melankolsk og mørkt lyrisk nabolag, er Ali er bedre til at fordele de alvorlige og joviale tekster ligeligt på hans udgivelser - hvilket i sidste ende gør, at Brother Ali, i mine øjne, er en bedre mc end Slug.

"How you gonna' hate me for being what god made me?"

"The Truth Is Here EP"en viser Brother Ali for fuld udblæsning. Han er on point på samtlige numre, han har nogle fantastiske iagtagelser, og så er humøret højt. På åbningsnummeret beretter han om op og ned-turene ved at være på tour, men når nummeret er slut har man alligevel en skøn fornemmelse af, at han i sidste ende er taknemmelig for alt hvad musikken har bragt ham. På "Philistine David" folder han sig yderligere ud, med skarpe linjer som:

"First time I ever broke the law /
was just being born in a zone that's controlled by y'all.
A foreigner in my own damn homeland /
made me a sixteen year old grown man"

På "The Believers" der gæstes af Slug, bliver der også udøvet rim-gymnastisk på højeste plan. Slug opper sig i høj grad, måske fordi han føler, at han ikke vil efterlades i skyggen af Ali, så han efterlader nummeret med nogle af hans bedste linjer i lang tid;

"Call me Slug that's it, don't need no acronyms /
tryin' to keep the masochist stuck inside the pacifist.
But god it's gettin' hard to give 'em passes /
when they act as if they grew up on the south side of Nazareth"

Det lyriske indhold er umiskendeligt forrygende, og Ants produktioner suplerer til perfektion, og stil-mæssigt er der lidt fra hele skalaen, fra tilbagelænet bluesinspireret hiphop til nakkebrækkende bangers. "Real As Can Be" er en perle, og "Palm the Joker" gør sig som en af Ants største produktioner. "Little Rodney" og "Good Lord" tilføjes desuden også til listen over "classics". Hvis man undrer sig over, hvor Ant har valgt lige netop Ali til at lege med disse gudsbenåede beats, så har The Bosten Phoenix's Chris Faraone det bedste og mest præcise svar: "in rap music right now there's nobody worthier of the opportunity to bless them".

Kæmpe-høj standart for en EP! Kun Masslines kunstnere kan følge med her. Faktisk er standarten så høj, at mange LP'er må se sig slået. Et enkelt nummer mere havde vel gjort den til en LP, men det understreger bare hvor overlegen Brother Ali/Ant duoen er.

Køb. Denne. EP.!.

5/6

PlantLife - The Return of Jack Splash

Det sker til tider, ikke så ofte som man kunne ønske - men ind imellem finder man en plade i en butik som man aldrig har hørt om, ligesom man aldrig har hørt om kunstneren. Man står med pladen i hånden, skal man købe den eller ej? Den kunne være katastrofal, men da man intet ved om den kunne den for sin vis lige så godt være hamrende god. Det ender i de fleste situationer med, at man aldrig får købt den ukendte plade, fordi man i den anden hånd står med en velkendt cd, som man roligt kan købe uden frygt for at blive skuffet. Ingen satsninger, intet at tabe. Jeg skal da også være ærlig at indrømme, at jeg en del gange har valgt at købe ukendte cd for at prøve lykken, for så at komme hjem med det ringeste, mest ligegyldige musik. Bare ærgerligt. Men på den anden side har jeg så sandelig også oplevet det modsatte; man kommer hjem med en plade, uden forventninger men fuld af forhåbninger, og så viser det sig faktisk, at man har købt en sand guldklump.

Dette skete for mig her den anden dag, da jeg tilfældigvis kom forbi Soundstation på Gl. Kongevej, og gik ind for at browse nogle plader igennem for en kort stund. Eften lidt tid endte jeg med at stå med Talib Kwelis "The Beautiful Struggle" i min højre hånd, et album som jeg udemærket kendte, og som jeg altid har syntes var fedt, men bare aldrig har fået købt - og så stod jeg med PlantLife's "The Return of Jack Splash" i min venstre hånd. PlantLife who??! Jeg havde aldrig hørt om gruppen, men et klistermærke af en hvis størrelse på frontcoveret, blev i sidste ende grunden til, at jeg valgte at sætte "The Beautiful Struggle" tilbage på hylden. Dette klistermærke var fyldt med citater fra folk, der alle roste PlantLife til skyerne, deriblandt Mos Def, Pharrell, Cee-Lo, DangerMouse, RJD2 og Chemical Brothers. Jeg gik som så mange andre gange hjem med et ukendt album. Forventningerne i bund, forhåbningerne i top.

Det var til stor glæde, at jeg fandt ud af, at alle de citater der stod på klistermærket passede. PlantLife er nemlig alt hvad de fik dem til at lyde som; en ganske genial blanding af Sly Stone, Prince, George Clinton og Outkast. Det mest funky musik der er udgivet i nyere tid, og med det helt rette, men meget minimale twist af hip hop, er det en abnormt sprød plade, der er fyldt til bristepunktet med lækre produktioner og sjælfuld sang. 70'er funk, 80'er elektro og 90'er b-boy æstetik rystet sammen, har aldrig lydt bedre i det nye årtusinde. Hvilken herlighed!

PlantLife består af 4 medlemmer: Rashida the Beautiful og Dena Deadly, som vist begge er med lidt for sjov, og så gruppens absolutte hjerner og bagmænd, sangeren Jack Splash og producer- geniet Panda One.
Panda One var medlem af The Animal Farm tilbage i 90'erne, som var en af de eneste westcoast grupper, der med deres elektro-hiphop trodsede det gangster-glansbillede der var blevet det typiske på daværende tidspunkt. Derudover har han produceret lidt på sidelinjen for undergrundsnavne som Goodvibe og Grandroyal, men det er aldrig blevet til noget større end undergrunden.
Jack Splash derimod ved jeg ikke rigtig noget om - og jeg ved slet ikke hvor i verden han har været, siden det her er hans tilbagevenden?? At jeg ikke kender Jack Splash skal dog for guds skyld ikke tolkes negativt. Det faktum at han og Panda One er et match made in heaven er ikke til at overse, om man så er kender eller ej. Der er en vis kemi, som virkelig er guld værd. Numre som "Appreciate", "We Can Get High", "The Last Song", "The Girl Said... Give It To Me" og den uforsskammet perfekte "Luv Me (Til It Hurts)" vil alle kunne gøre ethvert dansegulv hundredevis af grader varmere end det meste af det musik man hører idag. Men man får også serveret nogle af de smukkeste kærlighedssange, og generelt langsomme og sjælfulde laid-back numre, som fx "When She Smiles She Lights the Sky", "Bottle of Hope (Save the World)", "Beautiful Babies" og den helt igennem mesterlige "Why'd U Call Me". "The Return of Jack Splash" har det hele, og lidt til.

Det samlede indtryk emmer af en forrygende originaltet. Selvom pladen højst sandsynligt ikke når ud til så mange som den fortjener, så er der med garanti noget til enhver smag, og jeg føler, at det som anmelder er min pligt at anbefale denne plade til alle og enhver - den er en kæmpe fornøjelse. Mere af den her slags musik tak! (Og hold øje med dueon The Heart Attack som er et nyt projekt af Cee-Lo Green og Jack Splash, bound to be great!)

5/6

Lil' Kim - The Naked Truth

Lil' Kim har aldrig rigtig sagt mig noget. Uanset hvor mange gange hun har udnævnt sig selv til Brooklyn's finest, post Biggie, har hun aldrig fået udgivet noget der har vækket min interessere i den selvudnævnte Ms. G.O.A.T.
Der skete så det i 2005, at The Souce Magazine valgte at give hendes fjerde album, "The Naked Truth", deres utroligt sjældne vurdering 5/5 - den berygtede 'five-mic-rating' som kun meget få kunstnere har gjort sig fortjænt til, ifølge the Souce Magazine. Hvis man kigger på listen over hiphop udgivelser, der ORIGINALT fik tildelt 5/5 (en del anmeldelser er blevet gen-anmeldt og tildelt den sidste halve eller hele manglende 'mic') har vi plader som:

Nas - Illmatic
Jay-Z - The Blueprint
Outkast - Aquemini
The Notorious B.I.G. - Life After Death
A Tribe Called Quest - People's Instinctive Travels and the Paths of Rhythm

for at nævne et par stykker. Altså, albums som de fleste vil gå med til at beskrive som "klassikere". Albums, der IKKE er at finde på listen, tæller blandt andet 'The College Dropout', 'Be', 'Enter the Wu-Tang (36 Chambers)' og '2001' - de er med andre ord virkelig kræsne inde på The Souce Magazine redaktionen. Det som de indirekte siger er, at for at et album skal tildeles de 5 mikrofoner, skal det være out-of-this-world fantastisk, og kun de bedste af de bedste, creme-de-la-creme-de-la-creme kommer igennem og får den ultimative femte mikrofon.
Hvordan fanden i fucking helvede kunne 'The Naked Truth' så komme igennem denne maskine og få de fem stjerner??! Det besluttede jeg mig i dag for at finde ud af, da jeg fandt albummet til en 50'er i Soundstation.
Jeg havde hørt "Lighters Up" som egentlig er et meget fedt nummer, og så havde jeg hørt "Kitty Box" som banger OK hårdt. Ellers havde jeg ikke hørt noget, så albummet kunne jo godt være den klassiker som de prøvede at fortælle mig at det er.

Glæden og gejsten er ufattelig kortvarig, og man skal ikke meget længere end 6-7 numre ind i "The Naked Truth" før det står krystal klart for en: Det der er tale om her er ikke en inkompetent anmelder eller en døv skribent. Det der er tale om her, er uden tvivl et noget-for-noget tilbud som Lil' Kim har tilbudt ikke bare en, men højst sandsynligt flere af The Souce Magazines mandlige ansatte. Og dette er ikke en tåbelig eller arogant amatør-anmelder kommentar, jeg har bestemt noget at have det i; der var en yderst interessant artikel i Washington Post, som handlede om en retsag der havde udfoldet sig på grund af "sexual harassment" indenfor The Souce Magazines mure. Kimberly Osorio, som sagsøgte The Souce, var tidligere ansat for bladet, og valgte efter at være blevet fyret, at lægge sag an imod bladets øverste chefer. Et lille quote fra artiklen:

"Osorio, who was fired by the Source last year, sued the magazine and its founders, David Mays and Raymond Scott, alleging sexual harassment, gender discrimination, defamation, retaliatory discharge and maintaining a hostile work environment"

Lidt længere nede i artiklen står der sort på hvidt:

"Osorio, now an editor at BET.com, testified that Scott repeatedly begged her for sex (...)"

Der ER altså tale om et magasin, som måske ikke altid har samvittigheden på det rene, og som meget vel kunne finde på at tildele en plade 2-3 ekstra 'mics', hvis kunstneren tilbød sex til de ansatte, og hvis man ved lidt om, eller man har lyttet til Lil' Kim's sange, vil man vide, at det fra hendes side også er meget sandsynligt, at det var sådan "The Naked Truth" fik de 5 mics. (læs hele artiklen her). Måske albummets titel, den nøgne sandhed, hentyder til hendes hemmelige metoder til fremragende pr (?).

Den botox og plasticfyldte Queen B har ikke tilbudt mig nogen som helst for at pynte lidt på anmeldelsen og karakteren, så jeg kan snildt tale lige ud af posen:

The Naked Truth er en værre lorte-plade!

"Lighters Up" holder stadig. Scott Storch leverer et beat hvor hans læremester Dr. Dre's indflydelser er altdominerende, og 'the hottest bitch on the planet's flow er såment ganske udemærket. Men så stopper det også her, resten er ganske ligegyldigt, klichéfyldt og plat. Produktionerne er slatne og lyrikken er porno-sjaskende dårlig og uinspirerende og det samlede indtryk er af skuffende kaliber. De følgende linjer er fra sangen "Magic Stick" fra La Bella Mafia pladen, men de fungerer perfekt som benzin på det bål jeg startede før, og de bevidner lidt om, hvilken støbning Lil' Kim er af:

"Lil Kim not a hore /
but I sex a nigga so good he gotta tell his boys.
When it comes to sex don't test my skills /
'cause my head-game have you head over heels.
Give a nigga the chills, have him pay my bills /
buy matching lambo's with same color wheels.
And I ain't out shopping spendin' dudes c-notes /
I'm in the crib giving niggas deep-throat"

Gad vide om 50 Cent også fik The Souce-behandlingen for hans medvirken på dette nummer??!
En konklusion på denne anmeldese må være, at The Souce måske ikke er den mest pålidelige anmelder-kilde. Eller måske er konklusionen, at Lil' Kim ganske simpelt bare er smartere end min forstand tillader mig at tro på? Jeg er ikke rigtig sikker. Den eneste ting jeg er sikker på er, at "The Naked Truth" skylder kvajebajere til Atlantic Records!

2/6

Shape of Broad Minds - Craft of the Lost Art

Velkommen, kære læser, til anmeldelsen af et se-ri-øst mærkeligt album! 'Craft of the Lost Art' udkom i 2007, og blev af de fleste (af dem som fik hørt det vel at mærke) set som et af dét års bedste udgivelser. Desværre var det kun et minimalt antal lyttere, der fik fornøjelsen af at opleve udspillet, og gruppen Shape of Broad Minds blev hurtigt glemt igen, og albummet blev ufortjent lagt på hylden, for at ligge og samle støv.
At Craft of the Lost Art (CotLA) ikke rigtig kom ud til folket, skyldtes måske, at der var en stor fed tåge af mystik, der omkransede projektet. Der var ikke nogen der havde hørt om et eneste af gruppens fem medlemmer, og da lyden nu engang lød som den gjorde (læs: meget kringlet og atypisk), var folk hurtige til at sætte Shapes of Broad Minds (SoBM) i bås som endnu en gruppe der prøvede at være avantgarde-overoriginale, uden overhovedet at have noget at have det i.
Bevares, "overoriginale" er måske det rigtige ord at bruge - her er det bare vigtigt at skrive sig bag øret, at overoriginal ikke behøver at være en negativ beskrivelse.
Det sjove ved hele situationen dengang var, at der ikke var andre end anmelderne, som havde fået uddelt en pressemeddelelse, der vidste, at gruppen, som officielt bestod af fem medlemmer, rent faktisk var en duo. SoBM består officielt af Jneiro Jarel, Jawwaad, Rocque Won, Dr. Who Dat? og Panama Black. Fire af gruppens medlemmer er dog tankeeksperimenter, måske endda semi-skizofrene karakterer, der udspringer sig af Jneiro Jarels personlighed. Jawwaad er en multi-instrument-musiker fra Houston, Rocque Wun er en psykedelisk, Jimmie Hendrix og Prince inspireret sanger fra vestkysten og Dr. Who Dat? er en småneurotisk pladesamler-nørd fra Philadelphia. Historien er, at Jarels mor arbejdede i hæren, og flyttede derfor konstant - de forskellige personligheder er så repræsentanter fra de områder hvor Jarel har boet igennem hans liv.
Panama Black lader til at være den eneste "normale" person i gruppen, rapperen fra Atlanta. Det vil altså sige, at produktionerne er sammensat af Jarel og Jawwaad (samme person) med en masse nørklede og skæve indslag fra Dr. Who Dat? (samme person), og så bliver der sunget af Rocque Wun (samme person) og rappet af Jarel. Med andre ord, alt bliver udført af samme person, bare camofleret som forskellige individer. Hvad der gør det hele komplet herligt er, at Jarel (højst sansynligt med vilje) ikke er sønderligt god rapper, derfor har "gruppen" fået Panama Black med ombord, der fungerer som den habile rapper. Jarel og Panama Black har garanteret moret sig da de lavede denne plade!

Det ultimative omdrejningspunkt er og bliver det skæve element. Hele projektet er lidt af et galehus af nydeligt skramlende produktioner, innovative inputs og yderst fantastiske detaljer. Der er ikke noget der hedder "normalt" her, og det med at hoppe på trends er bestemt udelukket - alle rammer skal brydes. Når kunstnere på denne måde forsøger at skabe noget 'HELT nyt', bliver det ofte for rodet, og bagmændende kommer tit til at fremstå som dekadente wannabe koryfæer, istedet for de genier de satte næsen opefter at blive. En af dem der er sluppet godt fra at skabe en ny lyd er Madlib, som i sin tid også var manden der blev sammenlignet med når talen faldt på Shape of Broad Minds. For hvad er det Madlib kan som alle de andre ikke kan? Madlib kender musikkens virkemidler, hvilket tillader ham at gøre hvad han vil med den. Han kan forme musikken som var det en klump ler, og han vil i næsten alle tilfælde få noget gyldent ud af det. Han ved hvad det kræver. Han ved hvad man kan og hvad man i hvert fald ikke kan.
Jneiro Jarel besidder samme evne. Han ved hvor grænsen imellem kunst og skrald går. Han kan derfor gøre næsten som han vil når det kommer til trommeprogrammeringer og parring af instrumentale brudstykker, han fejler ikke. Dette beviser han gang på gang, idet den ene cinematiske og dybt atmosfæriske skæring svæver igennem luften efter den anden. Numre som "Changes", "Opr8r", "BuddaFly Away", "They Don't Know", "Electric Blue", "Stiff Robots & Drunken Horses", "Solo (Underwater)" og "12C" er alle resultatet af en brilliant men twistet mastermind. Det kræver ikke den normale producer at skabe de skæringer man lægger øre til på CotLA. Men den "unormale producer" er, til os lytteres store tilfredshed, en rolle som Jarel glædeligt udfylder - og "den unormale producer' er netop beskrivelsen der i sidste ende gør sig som hans ubestridte signatur.

Ingen tvivl om, at Craft of the Lost Art er sin egen genrerforgrening af hiphop. Det er en lyd jeg aldrig har hørt før, og som jeg højst sansynligt heller ikke kommer til at høre igen. Ikke engang 'Georgiavania' udgivelsen, som Jarel udsender med Khujo Goodie under navnet Willie Isz kommer i nærheden af den vidunderlige galskab som CofLA var skabt af. For når alt kommer til alt, så er den galskab jeg bliver ved med at hentyde til, en af de smukkeste jeg har oplevet af slagsen, og i sidste ende fremstår dette album som lidt af et pragtværk, som alle, der har mod på at prøve noget nyt, burde erhverve sig.

5/6

Hocus Pocus - Place 54

"I tell her "Je ne parle pas francais", but when the rythm is cool /
It doesn't matter if together we move"

For anden gang åbner de franske hiphop guder porten til et paradisland, hvor de rålækre produktioner hænger på træerne, de gode vibrationer ligger tæt i luften, og hvor folket har en uset klar måde at få deres beskeder ud på, dette være på trods af, at de taler et sprog vi andre ikke forstår!

Kan der være nogen tvivl om at det er Hocus Pocus der er tale om - næppe. Da de udgav mesterstykket "73 Touches" i 2005, som jeg først fik hørt 3 år senere, stod det meget klart, at de var en af de grupper, der "bare" spytter fantastisk musik ud, som om det var det letteste i verden. Akustiske produktioner med de sprødeste detaljer, fabelagtig lyrik og en mesterlig tendens til at inkluderer det engelske sprog i deres udvalg af scratch og omkvæd, der gjorde det muligt for 'os andre' at nyde godt af deres musik. Så kom efterfølgeren i 2007, som jeg først fik hørt året senere. Jeg ved ikke hvorfor jeg har været så meget bagud, så langt er der heller ikke fra Frankrig til Danmark!

'Place 54' er brygget ud fra den præcis samme formular, måske endda bare bedre og mere vellykket end debuten. Koncepterne og ideerne er langt mere gennemført, og helhedsbilledet er på alle måder fænomenalt. Alle gæsteoptrædende synger/rapper på engelsk, og enkelte sange er udført udelukkende på engelsk, hvilket gør at man til tider glemmer at det er fransk hiphop. Der er endda et interlude med rapper'inden T. Love som på humoristisk vis understreger "problemet" ved fransk hiphop, idet hun meget præcist siger, at hun ikke aner hvad der bliver rappet om, men at det stadig er umådeligt 'dope', og det er sådan hun ved at musik er universelt.

Men hvad er der i grunden at forstå? Vi ved fra første udgivelse at drengene har hjertet på rette sted, og at de ikke berører andet end aktuelle og relevante emner, letflydende over den ene genistreg af et beat efter det andet.
Jeg skrev det samme i anmeldelsen af "73 Touches", men det gør sig i høj grad også gældende her; fransk rap har en enorm force, idet sproget i sig selv er fantastisk at høre på. Det er derfor ikke en nødvendighed for lyttere at kunne forstå ordene - følelsen og groovet i sig selv er i de fleste tilfælde mere end rigeligt.
Skulle man alligevel komme til at savne et skud engelsk rap, så er der heldigvis også nogle himmelske inputs undervejs, som fx på det åndsvagt gode "Vocab!", hvor Mr. J Medeiros bidrager med nogle fremragende linjer:

"You know when I'm asking for "Maximum de bruit!" /
I'm actually asking if you see a passionate MC.
I'm past masking who I be - I paid my dues /
It's like "Tout le monde dit yeah!" - if they are playing y'all like "déjà vu".
I'm saying dude they giving us the same one liners;
money, drugs, guns honey's, thugs mining
for gold, cash, diamonds in the ears of deaf soldiers /
yo I'm holding fast to rhyming for the years they left over"

Faktisk har størstedelen af pladens højdepunkter engelsksproget sang med - hvilket grunder den uhørt høje 'replay value' som albummet besiddet. "Move On" er kun engelsk sang, og det er så forbandet lækkert at jeg ikke umiddelbart kan retfærdiggøre det med ord her. Det samme kan næsten siges om "Smile", hvor Omar leverer et super enkelt men ekstremt velfungerene engelsk omkvæd over det franske rap. Og beatet... for søren hvor det dog er eminemt det de kan de franskmænd! Der er så mange smooth og sjælfulde instrumenter der på fineste vis ramler sammen, og tjaa, "mesterværk" er vel det eneste fornuftige ord at bruge om dét nummer.... og "Touriste"! Og "Je La Soul"!! Og "Tournée"!!! Og "Recycle"!!!! Damn, ja listen er lang, og jeg har ikke engang fået nævnt "Voyage Immobile", der velfortjent bliver priset som et af de bedste hiphop numre i mange år overalt på internettet. Og så er der selvfølgelig førstesinglen "Mr. Tout Le Monde" der uden tøven skal tilføjes til samme liste :

Hocus Pocus - Mr Tout le Monde



- I burde på nuværende tidspunkt have regnet ud, at jeg er totalt solgt til Hocus Pocus' musikalske univers, og jeg venter gerne på jer andre "heroppe" i paradislandet, for verden er sgu et smukkere sted når "Place 54" danser ud af højtalerne. Se nu bare at få købt det album!

6/6

Zeitgeist - Under Abstraction EP

Der er i nyede tid en herlig tendens til at lave musik, som ikke kan kategoriseres. Musik der ikke vil lade sig sætte i bås som en genre, men i stedet som en nuanceret udtryksform, der berøres af talrige musikalske lag. Det er ikke nemt at sætte fingeren på hvem der startede denne bølge, men ingen tvivl om at fx. DangerMouse har gjort sit for at popularisere denne form for musik. _
Kunstnere i vort kongerige er også begyndt at finde kryds-genrer musikken interessant. Her kan, blandt mange andre, Balstyrko nævnes som en af de nyere grupper der har formået at gennemføre konceptet bedst.
Den mindre kendte sekstet fra Århus, Zeitgeist, følger nu tidsånden (høhø) med deres EP "Under Abstraction", som bestemt heller ikke er nem at placere som genrestykke. Dette har tydeligvis også været et af hovedformålene med projektet. Ser man på gruppens bagmænd finder man lidt af en bred vifte af forskellige personligheder og tilhørende baglande; En jazz-orienteret pianist, en electronic musiker, en trommeslager, en pop/rock sanger og to rappere, og de har så slået hovederne sammen og forsøgt at skabe en fusion imellem alle deres musikalske indgangsvinkler. Noget de er slupper utroligt godt fra.

Det første der rammer en, er forundringen over hvor mageløst harmonisk størstedelen er produceret. På "Logic In Starlight" og "Alright Heart Attack" er der et utroligt sikkert og melodiøst klaverspil som bærende søjle, der tillader de mange små, skæve indputs, der dominerer at flyde let rundt, uden det på nogen måde virker malplaceret. Og hvad mener jeg så med "små skæve inputs"? - Fx det faktum at al sang er på engelsk og rappen dansk - det virker kun naturligt på et projekt af denne natur, og kemien imellem forsanger Martin og rap-makkerparret Jonas og Ali fungerer ubeklageligt. Rap-elementet er muligvis det mindst synlige - det er udelukkende i lyrikken at hiphoppen gør sin entré, da produktionssiden hovedsageligt er jazz/pop'et. Men igen, det er de små detaljer der gør det, og lyrikken er desuden ganske blændede;

"almindelig sund fornuft er ikk' almindelig længere /
og fornuften er sund fordi den ikke smitter".

Der bliver reflekteret over nogle på sin vis basale ting, men når der bliver sat så præcise og gennemtænkte ord på, virker det pludselig meget mere dragende og inderligt.

"Daydreaming Infinite" må også lige nævnes, med dets fremragende, langsomt hoppende bassgang og de støvede trommer. Det er som en jazz-session hvor der bare bliver jammet, hvor alle instrumenterne står lidt for sig selv, men på samme tid formår at gå op i en højere enhed. Virkelig godt.

Det er dog stadig det uovertrufne "Alright Heart Attack", der fremstår som EP'ens største bedrift. Det opsumerer på alle fronter, hvor godt kryds-genre musik kan lyde når det gøres rigtigt. Jeg kan ikke se hvorfor dette nummer ikke skulle kunne blive spillet som P3's uundgåelige eller noget i den dur, for det er vitterligt mange mil bedre end meget af det danske musik der laves i dag. "Under Abstraction" burde kunne åbne døre for de seks århusianere. Jeg er i hvertfald glædeligt overrasket over denne lille perle af en EP

4.5/6

Ludacris - Theater of the Mind

Ludacris er og har altid været en spøjs fætter! Han laver altid cd'er som er halv/halv dopeness og totalt skrald. 'Word of Mouf' har en særlig stjerne i min bog med numre som "Area Codes", "Growing Pains" og "Freaky Thangs", der alle ville være at finde på min liste over bedste hiphop skæringer, hvis en sådan skulle laves. Men selvom disse tre guldklumper er på albummet, er der samtidig forfærdeligt meget affald. Dette lader til at være Ludas opskrift hver gang han laver et album; en håndfuld ekstremt fremragende numre og en lidt større samling ligegyldige eller decideret dårlige numre. 'Theater of the Mind' er bestemt ingen undtagelse - den følger Luda-opskriften til punkt og prikke.

Førstesinglen for eksempel er et, hands down, fantastisk nummer. Gøgler rap fra gøglermesteren, et supercrisp beat og et finurligt omkvæd af T-Pain, som denne gang rammer plet. Selvom det måske er lidt "let", for et nummer som dette er der mindst et af at finde på alle Luda cd'er, så er det intet problem når det funger' så smooth som her. Måske jeg er let at imponerer, men "One More Drink" er blevet banget seriøst meget på mit anlæg.



En yderst spændende collabo der også er at finde på 'Theater of the Mind' er med DJ Premier på "MVP", hvor der skrues op for flow-akrobatik og storhedsrim. Premier har udtalt, at han til hver en tid vil sætte Ludacris på hans top 20 over bedste mc's nogensinde, mest af alt fordi Luda er den han er. Hvis man tager og tygger lidt på det udsagn, så kan man faktisk ikke andet end at give manden ret. Ludacris har ikke ændret sig meget siden hans debut, og han har hele vejen igennem holdt en høj standart, og der er vist aldrig nogen der har været i tvivl om, at han faktisk snildt kan mænge sig med top eliten. Dette bevises igen og igen på 'Theater of the Mind', hvor Common får kamp til stregen på det eminente 9th Wonder producerede "Do the Right Thang". Giganterne NaS og Jay-Z må se sig besejret på stregen på "I do it for Hip Hop". Og så er der både Lil' Wayne, T.I., The Game og Rick Ross som Ludacris tørre fødderne af i som de dørmåtter de er. Ingen chance for at hamle op imod Luda her!

Det største problem er produktionssiden, som desværre kun sjældent formår at imponerer. Ludas lyric er på rette sted på de fleste numre, hvorimod beat'sne lader til at være hægtet af kilometervis tilbage. Ærgerligt, for selv de fedeste flows of rim falder lidt til jorden når de går hånd i hånd med de ofte flade og upersonlige produktioner.

Ludacris har aldrig lavet et 'classic' album og kommer nok heller aldrig til det. Tilgengæld vil han om en udgivelses tid kunne sparke en af de største, stærkeste og uden tvivl mest mesterligt fantastiske rap opsamlinger på gaden, nogensinde. Derfor bliver Luda aldrig kedelig, og derfor bliver vi ved med at elske ham, selvom hans albums enkeltvis aldrig er noget specielt at juble over.

3.5/6

Eminem - Relapse

Eminems comeback har længe været på mange folks læber. Eminem, der engang bar kronen som 'best MC alive', som vi alle så fallere igennem årene, lovede at den gamle Eminem ville vende stærkt tilbage på dette album, med de gode gamle rim om nedgørelse af kvinder, overfaldt, had imod homoseksuelle, vold og alt det andet gode. Man kan egentlig undre sig over, hvordan man egentlig har kunnet tillade sig at glæde sig til dette! Ikke desto mindre har jeg i hvert fald glædet mig til dette album i laaang tid.

Smæk - på med cd'en. Volumen skrues lige så højt op som forventninger, og lytteren her læner sig langsomt tilbage i stolen for at imødekomme de første noder med rette velkomst.

En time, 16 minutter og 5 sekunder senere...

Lytteren sætter sig op i stolen igen og sukker svagt. 'Var det virkelig det' er det første man har lyst til at sige. "Relapse" albummet virker overordnet set som et utroligt påtaget projekt, hvor alle parter har glemt den anden halvdel af hjertet i processen. Umiddelbart glæder det i høj grad en, at Dr. Dre har produceret samtlige numre (på nær "Beautiful"), men ikke et eneste nummer indeholder Dre-sjælen. Samlebåndsproduktioner ligner ikke Dre, men det er hvad han har hostet op med her. Samme trommeprogrammeringer og tempo hele vejen igennem, med små eneklte detaljer der på ingen måde redder noget som helst. "Old Time's Sake" er tæt på at lægge sig op af det, som man normalt vil kalde en ordenligt Dre banger - men også kun tæt på, for det når aldrig at blive rigtig storslået. Der er ikke noget decideret dårligt nummer, det kan vel ikke lade sig gære når man er i selskab med disse to herre, men for Eminem/Dre standarten, ligger alt på Relapse meget langt nede på skalaen. "Crack A Bottle" er egentlig et ok fedt track, men hold da kæft en nem løsning! Det har ikke taget meget hjerne at skabe det nummer - dog en smart første singel.

- Eminem er en mærkværdig fyr. Han gør tydeligvis hvad han kan for at lyde som den go'e gamle psycho, men det er bare for nemt at høre, at han har lyttet for meget til Slim Shady og Marshall Mathers LP'erne for at høre hvordan han gjorde dengang, for så at kopiere det. Problemet er bare at han jo ikke mener det mere, og det brænder igennem både i rimene, på flowet og ikke mindst stemmen, som ofte lyder som en joke af ham selv.
Han kan stadig skrive tekster. Der er ingen tvivl om at han ikke helt har mistet sit rap-talent. Det lyder bare ikke så relevant længere, og det hele har den der "been there done that" følelse, man har ligesom hørt det før.

I mine øjne er Relapse en ærgelig udgivelse. Den kunne have været så meget men er endt som så lidt. Jeg håber ikke at dette er beat-standarten for Detox. Dr. Dre producerede nummeret "Grow Up" til Bishop Lamont sidste år som, på trods af at hverken rapperen eller nummeret fik noget opmærksomhed overhovedet, er et fuldstændig fantastisk nummer. Og nu når Aftermath og Interscopes pengemaskine nummer et udgiver nyt, så får han ikke andet end efterladenskaber at arbejde med. Synd synd... Det lader til at vi altså skal vente til Fashawns debut for at få super-duper-dopeness hip hop serveret...

3/6