tirsdag den 14. juni 2016

Alltta - "That Good Ship"


Igen-igen er der allerede nyt fra Mr. J. Medeiros og 20Syl's kærlighedsbarn Alltta. Hvor jeg med førstesinglen "Touch Down Pt. 1" ikke var helt oppe at køre, er jeg hovedkulds ellevild med "That Good Ship"; andet udspil fra deres kommende plade The Upper Hand


Mr. J. refererer til Shirley Temple's "On the Good Ship Lollipop" for at benævne musikbranchens afpersonificering af talent i produktets navn, og distancerer sig fra industriens klør med linjer som:

"I hate the music businessThe way it bullies gifted /
Artists switch from being honest to cool and distant /
New but not truly different /
We got unruly misfits, players and jocks /
While we playing the part of the clueless victim" 


Ud over Mr. J.s ene vers er nummeret instrumentalt, hvilket det bærer med lethed. 20Syl brillerer med sine evner udi legesyg sampling så man måber. Den måde, han bryder lyde op og sætter dem sammen til nye, ekstremt melodiske stykker, minder her om Australske Pogo's sample-arbejde (fx med "Upular"), som jeg er særdeles begejstret for. Dét her er højmelodisk, sød honning for ørerne. 


- Jeppe Due Barslund 

onsdag den 8. juni 2016

Alltta - "Touch Down Pt. 1"


Det var kun lige med nød og næppe, at jeg nåede at skrive om Alltta's nye samarbejde og deres første udspil "Connery", før de er klar med endnu et nummer, samt flere detaljer om deres kommende plade. Mr. J. Medeiros, der er rapperen i duoen, skriver, at Alltta står for A Little Lower Than the Angels og at deres plade, The Upper Hand, er sat til udgivelse til efteråret. Hvor "Connery" var en forsmag på samarbejdet er "Touch Down Pt. 1" det første reelle udspil fra pladen. Et udspil, der, skal jeg være ærlig, ikke overvælder mig i samme grad som "Connery". Det er solidt, bestemt, men 20Syl's beat synes at dø lidt hen, hen imod slutningen grundet manglende variation, og Mr. J. Medeiros' rap og sang er lidt løst skruet sammen. Ikke lyrisk, men måden hvorpå de små pseudo-omkvæd og rap-delene er kædet sammen, synes ikke fuldkommen gennemtænkt. Det er i hvert fald mit umiddelbare syn på sagen. Men giv det en lytter her og vurder selv.

"I’m floating by your side /
On a paper plane I ride /
And we touched down"

- Jeppe Due Barslund

søndag den 5. juni 2016

Sheisty Khrist x LoFidel - "Havana Nights (Kno Remix)"


Sidste år udgav Sheisty Khrist og LoFidel albummet Cold Winter. Et snusket, lo-fi-præget og analogt indspillet album, hvor 70'er-rock- og soulsamples udgjorde fundamentet for LoFidel's nedbarberede og uhyre effektive produktioner. Sheisty Khrist, der endnu ikke har udgivet et reelt solo-album, men som alligevel nyder godt af et status som en af Kentucky's fremmeste rappere, blandt andet på grund af hans flittige samarbejde med QN5-lejren, udviser forrygende evner udi komplicerede flows og ubesværede multirim. Nummeret "Running" er at finde på Leftovers2015, så den har nogle af jer måske hørt, men numre som "Superman 75" og "Adderall" skal ligeledes opleves. 

I år er der så udkommet en lille 7" vinyl med to remixede numre fra Cold Winter albummet, hvor Kno's remix af nummeret "Havana Nights" på godt gammelt dansk må siges at sparke røv. Den mørke og tunge produktion er klassisk Kno, med en dyb basgang og liveinstrumenterede trommer, der, som Sheisty Khrist selv formuleret det, "kicks like a mule!". Rappen ligger akkurat så godt, hvis ikke bedre, over Kno's mørktonede kæberasler:

"These niggas killed God though and made a Christ /
These niggas killed God, yo, and made a Geist /
I was told a man's mind was his greatest vice /
That's why he had to kill God, but he made a Sheist"


Det andet remix, der er at finde på vinylen, remixet af "Superman 75", har J-Live stået for. Dette nummer skal man dog købe vinylen for at få adgang til, og denne, vinylen, er desværre ganske krydret. En 350-400 kroner er man nødt til at slippe for disse to numre (når porto og told medregnes). Man er altså nok nødt til, virkelig at købe præmisset om, at man støtter undergrundsartisterne direkte, og derved erhverver sig musik i den gode sags tjeneste. Tjek det ud her. 

- Jeppe Due Barslund

lørdag den 4. juni 2016

Eshon Burgundy - "Gunz X Rosez"


Sidste år udgav Eshon Burgundy albummet The Fear of God via en af de helt store mastodonter indenfor christian rap, Humble Beast Records. Et bundsolidt album, hvorfra jeg snuppede "Control Issues" til Leftovers2015 kompilationen. Kort tid efter udgivelsen af The Fear of God skete dog det besynderlige, at Eshon Burgundy og Humble Beast stoppede deres samarbejde. - Besynderligt, da Eshon Burgundy i et blogopslag forklarede, at det netop var på grund af Gud; ham, der forenede dem til at starte med, at han måtte gøre en ende på makkerskabet. Det fremgår dog fra både Eshon Burgundy og Humble Beast, at samarbejdet blev afsluttet venskabeligt. 

Hvorom alting er, har Eshon Burgundy fundet sig en ny platform at udgive musik fra i form af selskabet NFTRY (grafisk forkortelse af Infantry) og er nu, ikke engang et år efter The Fear of God, klar med albummet The Passover. Nok engang serverer Eshon Burgundy en sprængfarlig cocktail, hvor skarpskåren og fabelagtigt leveret lyricism møder gospel-rap over rå beats. Førstesinglen hedder "Gunz X Rosez" og er produceret af Apollo Brown, der leverer en forventelig nakkebrækker, der dog er krydret med noget af dét finesse i melodierne som jeg har savnet på de efterhånden mange sidste Apollo Brown udgivelser. 
"If I perform well, they throw a rose at me /
I disappoint, they pull out a cartridge and start sparking /
Lord how do I make my foes happy? /
They put a price on my head, I'm living like a target /
They hail you then nail you /
No matter who you are"

og

- Jeppe Due Barslund

fredag den 3. juni 2016

AllttA - "Connery"


Et af de projekter, jeg ser absolut allermest frem til i år, er Alltta, som er en nydannet gruppe bestående af 20Syl (Hocus Pocus, C2C) og Mr. J. Medeiros. Hvorfor mine forventninger til dette projekt er skyhøje, bør være logik for burhøns. Som anfører for Hocus Pocus, har 20Syl velsignet os med guddommelig hiphop i snart halvandet årti, foruden at have vundet et hav af trofæer til diverse turntablism-konkurrencer med C2C. Også Mr. J. Medeiros bidrifter taler deres egen sag. Både som medlem af The Procussions og på egen hånd, har han konsekvent leveret musik, der har balanceret mellem trofast og autentisk hiphop og en ubekymret lyst til at afprøve nye lyde og metoder. 
20Syl og Mr. J. Medeiros' veje har krydset hinanden adskillige gange efterhånden, så mere end en overraskelse kommer Alltta-samarbejdet som en længeventet forløsning på noget, der altid har ligget i kortene. Deres debutplade skulle lande senere i år, men første smagsprøve på samarbejdet kan allerede høres nu. Nummeret hedder "Connery" og er på en positivt forudsigelig måde præcis dét, man kunne have regnet med og håbet på. Produktionerne bugner af 20Syl's fuldfede, electronic-influerede signatur-lyd, og lyrisk set er nummeret vanvittigt tætpakket og mesterligt leveret. Jeg finder det plausibelt at antage, at "Connery" er et af de numre på rapgenius, der er uddybet i de længste, mest navnepillende og geniale forklaringer overhovedet - af Mr. J. Medeiros selv. Forklaringen på titlen "Connery" alene, er længere er mere snørklet og indviklet end de fleste albums. Men giv nummeret en lytter. Det kan downloades gratis, da det er at finde på Jakarta Records' Spring In Jakarta mixtape, der ligger til gratis download her


Bonus:
5 fantastiske gange, hvor 20Syl og Mr. J. Medeiros arbejdede sammen

"Pale Blue Dot (20Syl Remix)" 
Mr. J. Medeiros feat. Shad

"Hip Hop?"
Hocus Pocus feat. The Procussions

"Vocab"
Hocus Pocus feat. The Procussions & T-Love

"Amelie"
Mr. J. Medeiros feat. 20Syl

"Phantasm"
The Procussions feat. 20Syl
  

torsdag den 2. juni 2016

Dream Junkies - Good Religion


Jeg er simpelthen på røven over Dream Junkies og deres bedrifter! Jeg er på røven over deres produktivitet og det skyhøje niveau, der ikke bare gennemsyrer hvert eneste projekt, men som stiger støt, udgivelse for udgivelse. Hver især har de tre rappere udgivet stærke plader i løbet af de sidste par år, men med Good Religion står det klart, at de står stærkest i fællesskab. De besidder alle tre en række individuelle forcer og egenskaber, og når de bliver slået sammen, er resultatet intet mindre end en kollektiv magtdemonstration.

Good Religion er en hyldest til venskab, til hiphop, til basen på vestkysten, til Gud og til hvem- eller hvad end man finder spirituel dybde hos. Dette gør det muligt at lytte til albummet ud fra en spirituel og teologisk position, der kan give stof til eftertanke til nogen, og måske virke lidt prædikende hos andre. Hvis man ikke er så meget til den religiøse del, som jeg dog synes de har modereret til et perfekt afbalanceret niveau, kan lytte fra en position som hiphop-elsker. Det her er nemlig højst elskværdig hiphop, lavet til folk, der elsker hiphop, af folk, der elsker hiphop. Dream Junkies lader sig inspirere af de bedste, og det kommer tydeligt til udtryk flere steder. Det bliver hurtigt klart, at Beleaf trækker på A Tribe Called Quest i sin tilgang til at rappe, og især Phife Dawg synes tydelig som inspirationskilde. Det er derfor også på sin plads, at et nummer som den Guddommeligt funky "Showbiz" lyder som noget, ATCQ ville have lavet i 2016. Ja, den kunne såmen have heddet "Jam Pt. II". På "Boogie Man" er det Outkast, der får sendt et respektfuldt nik, hvilket ligeledes giver mening, da John Givez med sit formidable flow og sit gyldne øre for omkvæd minder om André3000.

Det hele er dog ikke inspiration, referencer og lån fra og af andre. Dream Junkies har deres helt egen lyd, som især kommer til udtryk på deres mere livlige numre. Tag bare bangeren "I Got the Juice", hvor dybe bas-stød og gnistrende trommer indbyder til flow-gymnastik i verdensklasse. John Givez er et sandt bæst og Beleaf brillerer som sædvanlig med sin elegante lethed, og netop derfor er det imponerende, at det er Ruslan, der altid har stået lidt i skyggen af de to andre rent flow-mæssigt, der udmærker sig:


Den distinkte Dream Junkies lyd, atter leveret hovedsageligt af Anthony Cruz, DJ Rek, JRuckers og BamBeatz, kommer også fint til udtryk i et helt stilfærdigt øjeblik som "Left Coast", hvor gruppen, i selskab med Murs, kaster et ambivalent blik på deres hjemstavn. Beleaf rapper bl.a.: "God gave us front-row view to the sunset / Everybody think it's paradise, but we lost some real ones on the Left....":


(og ja! - det ualmindeligt fantastiske stykke musik videoen starter med, som ikke er "Left Coast", er at finde på Good Religion!)

Højdepunkterne på Good Religion er både talrige og himmelragende, men der er desværre et par numre som "Going Left" og "2nd Hand Smoke", der trækker lidt ned. Dream Junkiernes debut-langspiller er dog et must, så sørg for Guds skyld - eller bare for den sublime hiphops skyld - at tjek et af årets stærkeste plader ud.


5/6
- Jeppe Due Barslund 

torsdag den 26. maj 2016

Dødssejleren - Spøgelser EP


For præcis to år siden udgav Dødssejleren deres selvbetitlede debutalbum, der i al sin beskedenhed fejede benene totalt væk under mig. Konceptet var umådelig gennemført, sørøver-stemningen genialt bragt til live, musikken forbandet velspillet og melodierne uafrysteligt fængende. Helt afgørende, for mig personligt, var det dertil, at Dødssejleren ramte en nostalgisk åre af den mest affektive slags med deres højmusikalske pirateri og sørøver-eventyrlighed. Jeg blev simpelthen sendt fluks tilbage til barndommens lykkeligste luner, hvor Sebastians Skatteøen var fast lydkulisse. Denne affektive sensation illustreres nok bedst med følgende klip:


Jeg anmeldte pladen og kvitterede med vurderingen 5/6 samt en kåring som årets bedste danske plade, og alligevel har det overrasket mig, hvor meget jeg har hørt pladen efterfølgende. Herhjemme synger og skråler både jeg og fruen med på stort set alt fra debuten, og knægten på halvandet danser glædeligt med når musikken spiller, hvilket jævnligt er tilfældet, så nyheden om en efterfølger blev naturligvis mødt med begejstring i denne lille husstand.

"Vi samler os sammen til vi sammen og samlet /
En sammenbidt forsamling forsejlede fremmede /
Med følelserne uden på tøjet i en verden på vrange /
Frygt ikk' spøgelserne - det her er deres sange"

Meget er det samme. Bølgerne skvulper, vinden rusker i håret og skumsprøjt får én til at misse med øjnene. Vi er med ét tilbage til havs på den gudsforladte skude, og alt, hvad der i musik og lyrik gjorde debutalbummet til en sørøverlig affære, er bevaret. Nok er dog ændret til, at man med rette kan kalde Spøgelser en udvikling fra det oprindelige ståsted. Den mest markante progression ligger i, at gruppen har omfavnet konceptet fuldkommen ift. det univers, de har skabt. Besætningen har vokset sig fra en trio til en sextet, og med Asger Thomsens kontrabas, Laust Moltesens guitar og Jens Kristian Siqueira trommer som de nye tilføjelser, er der endnu mere fordrukken, sørøver-blues-svingende spillemands-orkester over lydsiden, der i dens nuværende form er så godt som blottet for hiphop-elementer. Illusionistens rap er efterhånden det eneste spor, der fører tilbage til hiphop-selskabet Echo Out som udgiver, og det er faktisk fedt, og sært befriende. Godt nok var de meget hiphop'ede "Den flyvende Hollænder" og "Poison Heidi" blandt højdepunkterne på forgængeren, men Dødssejlerens mandskab går planken helt ud med deres nye og fuldt live-orkestrererede tilgang til musikken, og resultatet er, at skænkestuen oser endnu mere af rådne tandsæt, svingende træben og dårlige manerer. Tag bare de afsluttende fyrre sekunder på "Natteravnens sang" eller det godt sidste minut på "Den kloge kones sang", hvor kro-slagsmålet for alvor griber om sig, imens dansegulvets gulvbrædder er glohede. Humøret er højt og tempoet gevaldigt, og Christian Coppola svinger harmonikaen i så fænomenal stil, at alle, der står stille, bliver efterladt på en øde ø med en flaske rom og en ladt brescia. 

Gruppen, der nok engang føres an af den umanérligt musikalsk begavede Simon Solem, formår absolut også at forene deres forcer i mere stilfærdige musikalske øjeblikke, hvor der er fokus på de små detaljer og melodierne imellem. "Digterens sidste sang" og "Klagesangen" er blændende eksempler på disse velklingende og yderst behagelige lytteoplevelser. "Fuldmånens sang" viser sig imidlertid måske at være Dødssejlerens fornemmeste øjeblik hidtil, hvor trommer, guldbas og harmonika slentrer klangfuldt hånd i hånd, imens Kaptajn Solem leverer et ubetaleligt godt omkvæd, der i øvrigt besmykkes yderligere af gæste-trompetist Claes Halfdan. Splitte mine bramsejl for en pragtskæring!

"Gid at i nat varer evigt /
Gid at båden ikk' ka' finde sin havn /
Vi drikker, vi danser med sirener /
Vi er slaver af deres symfoni"

Desværre leverer Dødssejleren ligeledes deres nok vageste øjeblik med "Anne Bonnys sang", der i grove træk lyder som en kedelig version af en af pladens gode skæringer. Og dette, den forholdsvis enslydende grund-idé som numrene er bygget op efter, viser sig ligeledes at være sigende for forandringen i musikken i forhold til debuten. På debuten blev Dødssejleren lanceret som den nye gruppe, der fornede genrer som balkan, blues, hiphop, jazz, beat og tango i deres univers, og det gjorde de med bravour. De mange genrer var ikke forenet i én lyd men i højere grad delt ud på enkelte numre, hvor "Den Flyvende Hollænder" fx var rendyrket beat og "Den sidste tango" var, som titlen afslører, lutter latinsk forførelse. Det imponerende var, at Dødssejleren alligevel formåede at bevare en krystalklar rød tråd i musikken, på trods af denne uddeling af undergenrer.
     På Spøgelser er musikken mere homogen, hvilket kan tolkes positivt, da det giver udtryk for et harmonisk orkester, eller negativt, da man kan savne noget vovemod og en generel frimodig tilgang til musikken. Begge tolkninger gør sig gældende hos undertegnede. På Spøgelser, hedder det i pressemeddelelsen, "... udforsker skudens besætning nye og hidtil uafsøgte territorier. Det bringer dem vidt omkring, b.la. til eksotiske balkan rytmer, tryllebindende tango toner, bestialske blues bliktrommer og skramlende jazz landskaber". En i mine øjne klodset og endda lodret misforstået reklamation, da disse "nye og hidtil uafsøgte territorier" præcis var det, vi blev præsenteret for på debuten. På Spøgelser kommer de nævnte genrer ikke lige så tydeligt til udtryk, og så er de i højere grad kogt ind til én sørøver-lyd, der præger samtlige skæringer. Det lyder godt, men det får mig ikke til at falde bagover. Jeg sidder trykt i min stol og nyder tonerne, men den totale overraskelse det var at blive ramt af debutens sprudlende musikalske overskud, er ikke til stede ved nærværende EP.

Dødssejleren skal have point for at have oprustet besætningen og stablet et ensemble på benene, som lyder fortrinligt sammen, og som bliver en kærkommen og absolut berigende tilføjelse til deres live-shows. Spøgelser er en velproduceret, melodisk, energisk, fængende og ikke mindst anbefalelsesværdig EP, der dog ikke imponerer i samme grad som albummet det ligger i forlængelse af.

4/6
- Jeppe Due Barslund

mandag den 16. maj 2016

Mund de Carlo - Ja nej måske EP


Tilbage i starten af april skrev Carlos til mig og fortalte om sin kommende, lidt "anderledes" EP Ja nej måske, og spurgte samtidig, om jeg havde tid og lyst til at anmelde den. Jeg havde inderligt lyst til at sende et "JA!" tilbage, da Carlos og jeg har en slags kunstner/anmelder-"historie" sammen, der går et halvt årti tilbage, hvorfor jeg opfattede det som noget nært obligatorisk at anmelde hans nyeste. Jeg vidste dog, at et ærligt "nej" var mere realistisk, da jeg i forvejen har nok at se til med arbejde og familieliv. Jeg endte derfor med at svare med det lidt passive og vage: "Jeg kan ikke garantere en anmeldelse, men send bare materialet". 

Materialet blev modtaget og jeg fik det lyttet godt og grundigt igennem. Det var godt. Rigtig godt endda. Carlos skriver igen for at høre, på absolut ydmyg og beskeden vis, hvordan det ser ud med den anmeldelse. Hvis nej'et var mest realistisk før er det intet imod nu. Mit skema på arbejdet er netop blevet udsat for omfattende ændringer. En kollega er blevet langtidssygemeldt og jeg er blevet bedt om at overtage hendes dansktimer i hendes klasse med dags varsel. Endvidere har min kone akkurat prikket hul på sin bachelor-skrivning, hvilket i ganske høj grad involverer mig og min assistance. På armen bærer jeg min søn på halvandet, som vil lege i alle sine vågne timer og som konstant spejder efter min opmærksomhed. Der er altså rigelig med bolde i luften, og inderst inde ved jeg, at det "nej" bør falde prompte. 

Jeg kan dog ikke se bort fra, at ja'et presser insisterende på. Hvor ville det dog ærgre mig at skulle lade Ja nej måske passere som den første af Mund de Carlos udgivelser, og hvor er der egentlig mange ting som jeg synes, Carlos har fortjent at få at vide i en anmeldelse. Jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg er fuldstændig på røven over den udvikling han har undergået som kunstner og rapper, siden jeg havde Det tar' tid under kniven i 2011. Jeg har lyst til at rose ham for at have frasorteret alt overflødigt og skære helt ind til benet, hvilket jeg fandt var et problem på Frit Fald. Jeg har lyst til at tilkendegive hvor fantastisk det er at opleve, at indholdet er blevet vægtet højt, hvilket jeg savnede på Ordene Først - i øvrigt uden, at der på nogen måde bliver gået på kompromis med de tekniske aspekter, der er så respektindgydende som altid. Ligeledes er det så afgjort på sin plads, at Carlos får at vide, at det med succes er lykkedes ham at lave en EP, der ikke alene har engageret mig i temaet og givet mig oceaner af stof til eftertanke, men simpelthen bevæget mig. Og tænk engang, hvis jeg ikke fik fortalt Carlos, at "Måske" er en af de bedst og flottest fortalte historier i dansk rap i mange år i min bog, og at historiens afsluttende linje og pointen deri ramte mig som et lyn fra en skyfri himmel, og i sjælden grad fik mig til at se indad. Carlos skal have at vide, at jeg er af den mening, at han har begået en uhyre vedkommende EP som alle er tjent med at opleve. At han med sit gnistrende veloplagte sprog og tekster bekræfter og retfærdiggør, at han tilhører dansk raps elite, imens elegante formuleringer som "regnens efterspil laver urolige cirkler" giver ham indfødsret i litteraturen. 

Der er meget jeg gerne vil fortælle Carlos. Meget jeg synes, jeg ikke kan snyde ham for at få at vide. Men det får jeg jo ikke mere tid imellem hænderne af, så jeg skriver, igen på henholdende facon, at jeg virkelig gerne vil anmelde EP'en, men at jeg altså har rygende travlt og derfor lige må se tiden an. Så har jeg i hvert fald ikke sagt for meget. 

Psykologien bag valget af det endegyldige svar, ja'et, nej'et og måske'et, er aldeles komplekst. Et "ja" er ikke kun udtryk for en engagerende tilgang til livet, ligesom et "nej" ikke per definition er afvisende. Nej'et kan være et nødvendigt udtryk for kritisk stillingtagen, ligesom et "ja" kan være afsæt for horrible tiltag. At svare "ja", "nej" eller "måske" er absolut ikke sort/hvidt, og de utallige nuancer, facetter og faktorer der kan ligge bag, gør selve valget af svar til et spændende studie. Det er dét Mund de Carlo indlemmer os i på Ja nej måske, og det er der kommet et beundringsværdigt produkt ud af - dét skal han da have at vide. 

Måske kan jeg finde en gylden mellemvej mellem ja'et og nej'et, så jeg kan få fortalt Carlos alle de her ting, uden at skulle skrive en egentlig anmeldelse. Så kunne jeg samtidig fortælle, at jeg synes Ja nej måske er noget af det stærkeste han har lavet, at jeg ville give den 4 ud af 6 hvis jeg skulle anmelde den, og at han hellere må lytte til de ting jeg har at sige om EP'en fremfor at kigge på karakteren, hvor der er taget højde for noget så kedeligt som det faktum, at udgivelsen blot er tre skæringer dyb. 

En klog mand sagde engang, at halvdelen af livets kvaler kan føres tilbage til, at vi svarer "ja" for hurtigt og "nej" for sent. Jeg endte med hverken at svare Carlos med et "ja" eller et "nej", måske var det egentlig meget fornuftigt. 

søndag den 8. maj 2016

LEFTOVERS2015


UDE NU!
(MIXTAPET ER HELT GRATIS - du skal blot betale for forsendelsen)

Realiseret med uvurderlig støtte fra booomerang-bidragyderne
Illustreret af Dorte Karrebæk

Efter et langt, sejt og næsten for spændende kampagne-forløb på booomerang, hvor målet blev nået blot få timer inden deadline, er sjette kapitel i Leftovers-serien nu ude. Atter engang har jeg samlet det absolut ypperste af det forgangne års mest oversete hiphop og sat det sammen til en gedigen opsamling, der kommer vidt omkring i genrens hjørner og afkroge.
     Portoen betaler du, ellers er hele denne herlighed, som jeg har brugt uberegneligt mange timer på at sætte sammen til netop dette produkt, ganske gratis. Du kan bestille et eksemplar af Leftovers2015 på følgende 2 to måder:

1. 
Overfør 8 kr,- via MobilePay til tlf.nr. 22110595 (husk at tilføje en besked til overførslen med dit navn og adresse)

2. 
Overfør 8 kr,- via bank til reg.nr.: 7854 kontonr.: 0001093759 (husk at tilføje en besked til overførslen med dit navn og din adresse)

Man skal også være velkommen til at overføre 16 kr,- og så bestille to Leftovers-cd'er, hvis man mangler en af de foregående leftovers-udgivelser og gerne vil have en 2015'er en fx en 2014'er, eller hvis man mangler to af de forrige plader og ønsker en 14'er og en 13'er. Husk blot at skriv i overførslen hvilke du ønsker (2010'eren og 2011'eren er begge udgået).  

Tak! - Og rigtig god fornøjelse
- Jeppe Due Barslund

TRACKLIST

01. SPEAK TO ME Theory Hazit feat. K-Drama & Joe Corbin
02. JESUS Rapper Big Pooh & Nottz
03. HUNGRY JuJu Rogers
04. RUNNING Sheisty Khrist & LoFidel
05. IT'S A GOOD THING Fashawn feat. Aloe Blacc & Choosey
06. AM/PM John Givez feat. Beleaf
07. WAIT... BACK IT UP Murs & 9th Wonder
08. GET ALONG Elements of Music feat. Anderson .Paak & Blu
09. SUPER LOWKEY JGivens
10. WE HAD A CONVERSATION Until the Ribbon Breaks feat. Homeboy Sandman
11. SOUVENIR Milo feat. Hemlock Ernst
12. THE BENDS Doomtree
13. BEAUTY FOR BOSSES Ceschi
14. WORLDS TO RUN Busdriver feat. Milo & Anderson .Paak
15. SO BE IT Equalibrum feat. Ces Cru & Clever
16. 7 DAYS Finale feat. Kenn Starr & Hassaan Mackey
17. CONTROL ISSUES Eshon Burgundy
18. THAT'S OKAY Red Pill
19. LOOK AT ME NOW Relic
20. LAST SONG Jay IDK
21. GOOD THING Ruslan feat. Ray Rock