Leftovers: kampen mod nøglehuls-mentaliteten

Til dig, der ikke helt ved hvad alt det her Leftovers-kampagne-halløj helt præcist går ud på, læs med her.

Det slog mig nemlig lige, at al denne råben op og opfordren til støtte måske har været i en meget intern og indspist tone, som om at det er en selvfølgelighed, at alle ved hvad der er tale om. Det er sikkert langt fra tilfældet. Måske er du kommet til her for nylig, måske er Leftovers-projektet gået din næse forbi, måske noget tredje eller fjerde. Hvorom alting er følger her en tydelig forklaring af projektet, samt en begrundelse for, hvorfor jeg synes DU skal bidrage til det.

"Musik du ikke kender men elsker" 

- Per Vers om Leftovers-opsamlingerne.

Du kender sikkert en opsamlings-udgivelse som 'More Music', hvor man én gang om året kan købe alle det forgange års største hits, samlet på én udgivelse, så man igen-igen-igen kan høre al den musik, radioerne allerede har overspillet til døde i løbet af året.

Men hvad med alle dem, der ikke er blevet spillet i radioen i løbet af året? Dem, der hverken er kendte, mainstream eller kommercielle nok til at blive inviteret ind i radio og TV? De små ildsjæle, der ikke laver musik pga. af penge eller youtube-views, men af kærlighed til kunstformen og håndværket. Hvem skal tale deres sag?

- Det har jeg valgt at gøre med mit 'Leftovers' -projekt. Her samler jeg de kunstnere, der i min optik har udgivet det bedste musik i løbet af året der er gået, men som stort set ingen kender eller har hørt.

Det her handler ikke om, at det musik man hører i radioen er dårligt; der er masser god musik i radioen - det handler om, at radioens udvalg er latterligt begrænset. Det eneste de tilbyder er reelt set et lille kig ind af nøglehullet. Jeg opfordrer til, at man sparker døren op og går på opdagelse i en stor og forunderlig verden af musik. Dét er ideen bag Leftovers.

Genren er hiphop, indholdet ufattelig alsidigt og kvaliteten skyhøj.

Jeg håber I vil støtte mig i min mission om at "tage kampen op" imod denne nøglehuls-mentalitet, og hjælpe mig med at sparke døren op og hjælpe en masse mennesker med at få udvidet deres horisont.

Det hele starter HER

Kanye West - The Life of Pablo

Hvordan i alverden skal man dog vinkle en anmeldelse af The Life of Pablo; en dynamisk foranderlig organisme af et album, der er blevet ændret og forandret et utal og gange, som er blevet kaldt alt fra et ulideligt makværk til en lodret genistreg, og som har omvæltet skeptikere og fået loyale fans til at løbe skrigende bort. 

     I mit tilfælde bør spørgsmålet måske rettere lyde: hvordan skal man vælge en vinkel at anmelde The Life of Pablo ud fra? Ser I, - jeg har lyttet urimeligt meget til The Life of Pablo siden udgivelsen, og det er på særeste vis lykkedes mig at korrigere mit syn, min holdning og min vinkel at anskue pladen ud fra, ganske mange gange. Først følte jeg, at det var en uredelig omgang sjusk, og så nogle dage senere fandt jeg, at den røde tråd måske var mere tydelig end først antaget. Frem og tilbage gik det, og således bugtede min mening sig i bakkedal i kølvandet på udgivelsen, og da tiden kom hvor denne anmeldelse skulle nedfældes, stod det mig klart, at indfaldsvinklerne - og spørgsmålene de måtte udspringe fra - var mange: Er dette West's mest rodede plade, eller er det den mest akkurate musikalske gengivelse af hans livs status quo, eller bunder den akkurate gengivelse netop i rodet? Har meglomanen endelig fået overhalet geniet inden om, eller er The Life of Pablo præget af en mere kompleks psykologi end umiddelbart antaget? Der er meget at sige og ikke nok tid til at få det hele sagt så eksakt som muligt, så i stil med West selv vil denne anmeldelse tage form som en visionary stream of consciousness, der vil fungere som en melange af objektive observationer, subjektive synsninger og personlige fortolkninger. 

"Uden synd, ingen frelse"

- russisk ordsprog

På The Life of Pablo (herfra forkortet TLOP) er West i konflikt med sig, på adskillige planer. Intet nyt under solen vel egentlig; West er og har altid været én stor, omvandrende modsigelse. Den sorte liberalist med sin umættelige trang til luksus og ekstravagance. Den følelsesmæssigt sensitive rapper, der samtidig er selvudnævnt narcissist. Først bevidst og oplyst, med tekster om undertrykkelse, historie, politik og samfund, og snart hovedløst ignorant, med tekster, der forarger, fornærmer og fordummer. TLOP handler således om modpoler og om gensidigt modstridende emner, temaer, koncepter, følelser og ideer. Disse gnidninger udspiller sig konstant. TLOP blev lanceret som et gospel album, men allerede her melder første dissens sig. På forrige album omfavnede West et blasfemisk og Ikarus'k storhedsvanvid, blandt andet med linjer som "I know he the most high, but I am a close high" og den utvetydige tese: "I am a God!". Op til udgivelsen af TLOP lød det noget anderledes: "My number one enemy has been my ego... there is only one throne and that's God's...". Her kan man altså sætte hovmodet op imod beskedenheden, hvilket understøtter et overordnet tema på TLOP om fejden mellem dyder og synder.

     "Deliver us serenity / Deliver us peace / Deliver us loving / We know we need it" lyder det på åbneren "Ultralight Beam", hvor West optræder som trolig og hengiven kristen. Senere på albummet er det dog dyrisk liderlighed, der driver ham, som når han på "Freestyle 4" rapper med fråde om munden: "What the fuck right now? / What if we fuck right now? / What if we fucked right in the middle of this motherfuckin' dinner table?". Her er det kyskheden og begæret, der kolliderer.

     Ser vi igen på "Ultralight Beam", får West hjælp af gospel-legende og præst Kirk Franklin, der forsikrer os om, at det aldrig er for sent at bede om tilgivelse: "This prayer's for everybody that feels like they're too messed up. For everyone that feels they've said "I'm sorry" too many times. You can never go too far where you can't come back home again". Allerede på "Father Stretch My Hands Pt. 1" undskylder West eksplicit for sin ofte utilrådelige opførsel: "If I ever instigated I'm sorry". Der går dog ikke mere end to numre før han igen opfører sig utilrådeligt med fuldt overlæg: "I feel like me and Taylor might still have sex / I made that bitch famous", og her synes det at være barmhjertigheden og griskheden, der er oppe at toppes.

De mange konflikter, der er drysset ud over hele albummet, bunder i, at West bliver hevet og trukket i fra mange sider; af lyster, behov, intentioner og ambitioner. Behovet for frigørelse går i clich med trangen til at sige sin mening, imens ambitionen om at blive økonomisk og kreativ uafhængig til tider synes at spænde ben for intentionen om at gøre verden til at bedre sted. Det er ikke let at være Kanye West, når der konstant kører en fyrrig debat mellem englen og djævelen på hver skulder. Dette forklarer muligvis grunden til, at West aldrig helt er til at gøre sig klog på. "This album is just embracing the music, embracing joy, and being of service to the people" udtalte han galant, hvorefter TLOP blev udgivet ekstremt eksklusivt på Tidal med en grinagtig download-pris på 200 kroner, der ikke just kan kaldes en "service to the people". Men måske er Kanye ganske simpelt træt af at spille the good guy, når han alligevel bliver set på som skurken: "You tried to play nice, everybody just took advantage" rapper han på "Wolves", og man fornemmer, at han bevidst ofrer den letkøbte popularitet for at kunne værne om det, der egentlig er af betydning for ham. I det lange løb kan dette meget vel vise sig at være voldsomt heroisk, og lige nu er det måske bare os, der ikke kan se den langsigtede idé. Som West udtalte i interviewet med Zane Lowe: "I don't expect to be understood at all".

Lad os prøve at hive det hele ned på et mere håndgribeligt niveau, for hvordan tager disse konflikter og modsætninger form i musikken? Som jeg ser det kommer det både til udtryk i form og indhold, og faktisk også i teknik. Mixningen er mildest talt pudseløjerlig og sekvenseringen skifter mellem at være genial  og retarderet. Her er det op til lytteren at vurdere, om man vil jorde pladen for disse til tider komiske teknikaliteter, eller om man vil hylde strukturen for at være en fin gengivelse af indersiden af West's hoved. På samme vis kan man vælge at fornedre TLOP for ikke at have "sin egen" lyd, hvilket ellers har været symptomatisk for West's øvrige udgivelser. TLOP kan føles som en opsamling, eller måske snarere som en kollektion af b-sider og levn fra forrige plader. "Feedback" er tydeligvis lavet i forbindelse med Yeezus, ligesom "No More Parties In LA" blev skabt i My Beautiful Dark Twisted Fantasy -tiden. "Highlights" oser af Graduation, og "Real Friends" er skabt ud fra samme melankolske fundament, som meget af materialet på 808s & Heartbreak. TLOP rummer altså lidt af det hele, og det vil nogen måske tolke som enten ladt, idéforladt eller uinspireret. Dette gør dog ikke numrene dårlige per se, og måske er der en dybere mening i at bladre tilbage til tidligere kapitler i West's liv. Muligvis for at illustrere, at West er fanget i en hvirvelstrøm af følelser og sindstilstande netop nu, der inkluderer den rendyrkede glæde og det energiske overskud fra Graduation, sørgmodigheden og håbløsheden fra 808s & Heartbreak, vindermentaliteten fra MBDTF samt frustrationerne og fandenivoldskheden fra Yeezus. Som jeg ser og hører det rummer TLOP det hele. Et godt eksempel herpå er "Real Friends", der med trommer, der klinger umiskendeligt som "Good Morning" fra Graduation, og et melodistykke, der runger hult og ensomt som 808s & Heartbreak, ligger sig på grænsen mellem storhed/glæde og ensomhed/melankoli. På denne måde fortæller produktionen alene, at der aldrig er langt fra toppen til bunden; at man det ene øjeblik kan være glad og rig på livet, og med et fingerknips føle sig ulykkelig og miserabel. Historien om de falske venner og familiemedlemmer, der udnytter West's popularitet, bringer dette koncept til livs på fænomenal vis. Succesen burde bringe West lykke, men når dem omkring ham begynder at misbruge hans tillid, vejer bagsiden af medaljen pludselig mere end selve guldet. Der er dog den hage ved "Real Friends", at den med linjen "I'm a deadbeat cousin, I hate family reunions" for evigt har ændret, hvordan jeg hører "Family Business" fra The College Dropout, hvor familien var det vigtigste i verden og alle var stolte af West.  

     Jeg vil ikke gennemgå samtlige numre på TLOP for at redegøre for, hvordan man kan anskue dem på den ene og den anden måde. Der er virkelig meget godt at finde på virkelig mange numre, men det kræver lidt velvilje og fordybelsesarbejde. "Low Lights" er dog umiddelbart svær at forsvare, "Facts" er ganske enerverende, og det er decideret pinligt at "Siiiiiiiiilver Surffffeeeeer Intermission" er inkluderet, når nu albummet alligevel ikke kom til at hedde Waves. Det må trække ned. "Freestyle 4" tjener som tidligere skrevet et formål, men som musikalsk oplevelse er det stort set umuligt at lytte nummeret til ende, trods følgende lille guldkorn i stik-pille form:

"You motherfuckers living like half of your level, half of your life" 

Også lyrikken pendulerer mellem det gale og geniale. Tag fx den fantastisk sjælfuldt producerede "Father Stretch My Hands Pt. 1", hvor første vers åbnes med linjerne: "Now if I fuck this model / And she just bleached her asshole / And I get bleach on my t-shirt / I'mma feel like an asshole". Imponerende dumt skrevet, og så endda over så flot en produktion. På "Father Stretch My Hands Pt. 2" står problematikken med omvendte fortegn: lyrikken er dybtfølt og personlig, men beatet er hektisk og komplimenterer ikke historien om, at West er ved at indse, at han kopierer sin fars adfærd, der i sin tid resulterede i, at han og West's mor blev skilt. I samhør formår de to numre dog, trods soleklare gnidninger, at fremstå virkelig stærke. Også "Famous", hvor West distancerer sig fra sin berømmelse for at finde frihed til at være sig selv, uden at blive defineret af medier og paparazzier, er yderst stærk. Taylor Swift linjen er virkelig vigtig her, da netop dén episode har præget verdens syn på West lige siden. "I went through six years of this fucking shit" lød det frustreret fra West om resultatet af skandalen, kort inden hans SNL optræden, og her er det igen tydeligt, at hans ret til at sige sin mening, hvor som helst og til hvem som helst,  har mastodontiske konsekvenser for, hvordan offentligheden anskuer ham. "I don't blame you much for wanting to be free" synger Rihanna direkte til West, og der er noget virkelig kraftfuldt i, at West skaber så mægtigt et girl-power nummer i sin distanceren fra Swift-skandalen. Folk husker ikke rigtig, at West også afbrød Justice's takketale, da han ikke vandt prisen for bedste video til "Touch the Sky". Da han afbrød Swift var der et betydeligt aspekt af ulighed, diskrimination og sexisme, der forstørrede bommerten ganske uberegneligt. Med "Famous" er det dog svært at kalde West sexistisk, da det ret beset er Rihanna, Nina Simone og Sister Nancy, der løfter nummeret til et skyhøjt niveau. 

     Et muligt højdepunkt kommer i form af "FML", hvor West eksplicit understreger, hvor svært det er at holde styr på sit liv og sin forstandighed, når så mange ønsker at se én fejle og lide. Dette kommer især til udtryk i The Weeknd's omkvæd, der sætter sig i hukommelsen: "Wish I would go ahead and fuck my life up / Can't let them get to me / And even though I always fuck my life up / Only I can mention me". Der gemmer sig dog også strejf af lykke, fx i form af kærlighed til hans kvinde, og læser man mellem linjerne kunne titlen sagtens stå for For My Lady, og ikke den mere oplagte "Fuck My Life". Man kan selvfølgelig også bare negligere disse små nuancer og finesser, og i stedet bruge al sin energi på at fokusere på sangens lidt bøvede linjer: "I'mma have the last laugh in the end / 'Cause I'm from a tribe called check-a-ho", så igen-igen er det op til lytteren, hvor man vil investere sin energi: i det letkøbt negative eller i det positive, der kræver lidt ekstra fordybelse og rummelighed.

Er alt dette pladder i virkeligheden én stor, hovedløs fordrejning af sandheden? Er der overhovedet hold i nogle af de fortolkninger og teorier, der er blevet luftet i løbet af denne anmeldelse? Måske er der ingen dybere mening med noget af det, og måske er TLOP faktisk ikke mere end en forhastet, indolent og rodet omgang nonsens. Det er ikke til at vide. Måske har jeg gradbøjet og manipuleret TLOP i en sådan grad, at den passer bedre med mit forgyldte billede af Kanye West. Som C.S. Lewis sagde: "No story can be devised by the wit of man which cannot be interpreted allegorically by the wit of some other man". Der er ikke én fortolkning eller udlægning der er korrekt, det afhænger af ørerne der lytter og det tilhørende sind, der bearbejder.   

     Det er absolut ikke en hemmelighed, at jeg er voldsomt begejstret for West; måske i en sådan grad, at jeg be- eller ubevidst konstruerer en sandhed, der understøtter min begejstring. Han har præget mit liv i enorm grad og leveret soundtracket til signifikante tider i mit liv. Jeg takker ham, jeg tror på ham og jeg vil ham det godt. Det er uden tvivl muligt, hvis man ønsker det, at dissekere albummets dårligdom og fremhæve elementer, der støtter en bundkarakter. Til dét, er du havnet på den forkerte blog. I min optik er TLOP et perplekst album på den helt rigtige måde, da det netop i rodet og forvirringen tegner et minutiøst og akkurat billede af West. At der har været flere hundrede mennesker involveret i TLOP's skabelsesprocessen, gør det helt lovligt og legitimt at spørge, om TLOP overhovedet er et Kanye West album. Hos mig er det både respekt- og ærefrygtindgydende, at det er lykkedes West at dirigere så mange mennesker i tilvejebringelsen af hans vision. Det ville kun en sand maestro komme i mål med. 

Jeg advarede jer jo om, at det ville blive en stream of consciousness, og det lykkedes stort set at skrive en anmeldelse, der er ligeså rodet som TLOP. - Hvad synes I om albummet?

4.5/6

- Jeppe Due Barslund

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at støtte bloggen her og vores Leftovers-projekt, der har til formål at eksponere overset og forbigået undergrundshiphop, så besøg vores booomerang-kampagne, hvor du kan donere lidt penge og være med til at forvalte det bedste hiphop som du ikke anede eksisterede. På forhånd tak!

LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 4000 kr,- indsamlet

Der er blevet indsamlet (lidt over) 4000 kroner til Leftovers2015 booomerang-kampagnen, hvilket udløser, at jeg afslører et nummer fra pladen. Klik dig ind på kampagnen HER og giv et bidrag. Mange tusinde tak til jer, der har været inde og støtte.

"7 Days"

I 2009 udgav Finale sit fænomenale debutalbum A Pipe Dream and a Promise, der sitrede af tunge beats og rå rim. Atmosfæren og stemningen fra hjembyen Detroit blev indkapslet til perfektion, takket være Finale's autoritære karakter, beats fra bl.a. Nottz, Black Milk, Apollo Brown og J Dilla, og en herlig, overhængende stank a motorolie. Fantastisk debut, der bevidnede om et soleklart rap-talent.

Man har ikke rigtig hørt fra Finale siden. Jovist, en håndfuld features har med nød og næppe holdt ham over vande, men det var først sidste år, efter seks års hiatus, at han vendte tilbage. Det forholdsvist lange hi har dog ingenlunde været forgæves. Finale's tilbagevenden med Odds & Ends markerer en skarpere og mere fokuseret rapper, der har investeret tid i sin skrivefase og sammen med Oddisee, der har produceret hele pladen, skabt et album, der ikke nødvendigvis er bedre end forgængeren, men unægteligt mere fuldendt og musikalsk helstøbt. Især nummeret "7 Days" blæste mig bagover, ned af stolen med tre baglæns kolbøtter. Oddisee's knytnæve-percussion og uppercut-basgang danner fundament for et organisk-svingende kæbestød af et beat, hvor Finale og kumpanerne Kenn Strarr og Hassaan Mackey rapper med uhørt erfaring og rutine om at være nødsaget til at have et røvsygt 9-til-5 arbejde for at kunne leve, og samtidig have drømme og ambitioner, der synes at falme. Emnet er blevet behandlet et utal af gange før, velsagtens fordi, at de fleste kan relatere til det på en-eller-anden måde. De tre rappere undgår dog let gentagelser og klicheer i lyrikken. Kenn Starr serverer et højst kompliceret rim-scheme, hvor der rimes på den samme lyd hele vejen igennem, imens Hassaan Mackey med sin askebæger-røst beretter om sin hustle med slående overbevisning. Fra Finale lyder det:  

"Meanwhile, deep in the back of my mind /
I can hear the voices tell me "when you hang around too long with dreams end up dying /
Niggas end up forgetting /
When nobody can save us in a head-on collision with 'dead end' street-signs /
Shit change and ultimately you stop trying"

Hiphop anno 2015/16 leveres ikke mere råt, kontant og velskåret end "7 Days", og man skal lede længe efter mere troværdig og besnærende rap end det, de tre herrer her disker op med. Oddisee's produktivitet - og det tilhørende kvalitetsniveau - nærmer sig det groteske, og nærværende nummer er noget af det stærkeste jeg har hørt fra ham som producer. Skru for Guds skyld op! Når man har været "weekday slave" og tiden endelig er kommet til at være "weekend warrior", så kan det her nummer ikke brages højt nok ud af højtalerne.

Tjek, lyt og køb Finale's Odds & Ends via Mello Music Group HER

Har du endnu ikke været inde forbi booomerang-kampagnen og give et bidrag til Leftovers2015, så se da lige at få det gjort her, så vi kan få os en gedigen omgang fabelagtig undergrunds-hiphop. 

- Jeppe Due Barslund  

Esben & Boone - Skub Roeg EP

Man skal være enten ualmindeligt diffus eller ekstraordinært selvsikker for at udgive musik indenfor samme måned som Kanye West, endsige samme uge! Om man kan lide West eller ej er det en kendsgerning, at han skaber et vakuum omkring sig når han udgiver musik. Mediebevågenheden er total, meningsdannelsen er verdensomspændende, og stort set alt andet musik og alle andre kunstnere bliver sat på midlertidig stand-by. Selv mit eget kommende Leftovers-projekt har ageret bænkevarmer i tiden efter udgivelsen af The Life of Pablo. 

Og så alligevel....

Onsdag d. 17, eller rettere to minutter i torsdag d. 18., blev det - for første gang nogensinde hos undertegnede - Kanye's tur til at måtte vente. I nattens mulm og mørke blev Skub Roeg EP'en udgivet, med karambolage i hierarkiet til følge.
     Typisk Esben og Boone at vende op og ned på alting. Dette; at vende op og ned på tingene, viser sig faktisk at være et slags tema for Skub Roeg EP'en. Ikke alene er titlen et anagram på duoens forrige EP Skoerbug, de har endda taget dennes spilletid på 13.12 minutter (Skub Roeg udkom i øvrigt nøjagtig 13 måneder og 12 dage efter Skoerbug!) og på Skub Roeg arbejdet sig frem til den bagvendte længde, nemlig 21.31 minutter . Dette er i særdeleshed en glædelig nyhed, da det viser sig, at der især er én ting de to ikke har ændret eller vendt op og ned på: kvaliteten.

"Stråmand i slowmotion, et blob i oceanet /
Hoppede af ræset, helt knast midt i skrivefasen"

Esben og Boone skaber et vakuum i vakuumet med deres evigt imponerende forening af eufoniske beats og absurd-poetisk rap, der altid er bjergtagende men sjældent til at gøre sig klog på. Referencerne spænder vidt, fra Pavlov og Faust til Tove Ditlevsen og Tine Götzche, og intertekstualiteten peger mod alt fra film om spækhuggere til tyske R&B grupper; disse to eksempler endda i samme linje! Man føler sig lidt som en hovedløs høne i forsøget på at skabe mening i, hvad der umiddelbart kunne lyde som rendyrket nonsens, men som alligevel synes for skarpt til at være tilfældigt. Når Boone proklamerer på "Tera Pi", at der er "foragt for alt der ikk' fornyer", må man på baggrund af teksterne på nærværende EP konstatere, at de absolut praktiserer hvad de prædiker. Dertil må man bare erkende, at det er svært ikke at trække på smilebåndet over de mange finurlige indfald, der konsekvent er leveret med rutine og overskud. På det lille interlude "Formandens mellemspil" samples Isbjergs "Lad mig være" og ordene: "Jeg truer plat MC'er hvis rim de er for lamme / MC'er de' alt for mange, deres rim det er de samme", og det er æddermanme et korrekt sample at hive frem her, for når det kommer til Esben og Boone, så er lamme rim en by i Rusland, og intet er det samme som det, man får serveret her.

"Jeg' fra skoven hvor der' fuglefløjt i skulderhøjde /
I fuld længde, glem det eller gradbøj det"

Også produktionerne er en gevaldig fornøjelse. Få beatsmede excellerer som Boone, der stilistisk favner bredt og som synes at kunne følge selv den skæveste idé til dørs med bravur. EP'en indledes med den jazz'ede "Form", hvor stramt orkestrerede trommer, et dæmpet klaver og mageløst samplede blæsere og guitarer sammensluttes til et tungt og melodisk åbningsnummer. Det jazz'ede ved vi dog udmærket, at Boone mestrer, og det er når han giver sig i kast med det mere uventede, at det for alvor syder og sprudler. Tag fx den fantastiske "Nakskov", hvor lavmælte trommer giver plads til et klangfuldt klokkespil og en buklende basgang. Eller "Arealer", hvor ens trommehinder masseres af en yderst kærlig bas, imens psykedelisk anrettede elementer sender én ned i kaninhullet og ud i eventyrland. Det er højst alternativt og yderst berigende.   

     Et nummer som "Svaert", hvor Telepa-T hjælper til med en tung produktion med guitar-riffs og orgel, er også fremragende, men fungerer mere som en triumferende victory lab end et forsøg på at udvide en musikalsk horisont. Det skal dertil siges, at hvis der er nogen, der er berettiget til at løbe en sejrsrunde, ja så er det disse herrer.
     DJ FMDs alt for høje og dominerende trommer på "Ni ti" er det eneste, jeg ikke bryder mig om på Skub Roeg, ellers har Esben og Boone begået et udsøgt lille stykke hiphop, som skal opleves. - Og så må vi se, om der kommer endnu en EP næste år, eller måske om 21 måneder og 31 dage? Der hintes i hvert fald til, at "noget" kunne være på vej:

"Koeb Grus, Skub Roeg, Skoerbug
Sug Broek, del med alle ellers dør du
Min fallit, ingen søger evigt på den nye kur
For suger livet ind og spytter død retur"

Hør og download Skub Roeg gratis HER

4.5/6

- Jeppe Due Barslund

LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 2000 kr,- indsamlet

Der er blevet indsamlet (lidt over) 2000 kroner til Leftovers2015 booomerang-kampagnen, hvilket udløser, at jeg afslører et nummer fra pladen. Klik dig ind på kampagnen HER og giv et bidrag. Mange tusinde tak til jer, der har været inde og støtte.  

"Beauty For Bosses"

I december 2010 var Connecticut-rapper, musiker og medstifter af indie-label Fake Four Inc., Ceschi Ramos, offer for, hvad man kan kalde en gedigen omgang uheld og dårlig timing. En tidlig december morgen, bliver en af Ceschi's bekendte stoppet af politiet, for at køre 67 i en 65-zone. Da de stopper ham, erfarer politiet til deres store overraskelse, at han kører rundt med små 50 kilo marihuana i bagagerummet. Han får tilbudt nedsat straf, hvis han udpeger "hjernen bag operationen", hvilket, højst tilfældigt, bliver Ceschi, der ellers bare skulle have haft et kilo til sig selv og sine venner. Kureren finder på en undskyldning for at komme forbi Ceschi's hus, der på dette tidspunkt emmer af julehygge og familietid. Venner kommer forbi, låner toilettet, siger tak og efterlader en lille "julegave" på dørtrinnet. Et kvarter efter stormer politiet huset, arresterer Ceschi og idømmer ham 18 måneders fængsel. Ceschi gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at sikre juridisk retfærdighed, men endte blot med en gæld på 50.000$ og en uforandret straf. Fake Four Inc.'s fremtid hang i en tynd tråd, og der var ikke meget lys at finde for enden af tunnelen. Indie-fans'ne viste dog tænder og trådte til, og sikrede selskabets overlevelse med uovertruffen loyalitet og generøse økonomiske bidrag.

Meget er sket siden Ceschi's løsladelse, og ud fra hans seneste musik at dømme, må man lidt kynisk konstatere, at denne uheldige hændelse trods alt ikke har været godt for noget. I modvinden fandt Ceschi motivation til at begå sine bedste tekster til dato, og trods sin vanskæbne er det lykkedes Ceschi og lave sin karrieres bedste musik i eftertiden. 

Ceschi peger selv på sin far som værende en af de vigtigste personer ift. at holde ham motiveret og ovenvande, i kølvandet på hans løsladelse. Det var særligt en tur til Yale University Art Gallery og udstillingen Art of the Ancient Americas, der inspirerede Ceschi til at skrive, hvad der efter min mening er det bedste han nogensinde har begået, og som uden tøven er blandt det ypperste fra 2015: nummeret "Beauty For Bosses". 

Nummeret er en stramt komprimeret kritik af verden anno nu. Det er fordømmende, sortseerisk og resigneret, med små velstrøjede strejf af sarkasme, humor og glimt af håb. På den ene side leveres teksten med kirurgisk skarphed, men samtidig er der noget vagt og fabulerende over hans frustrationer, hvilket resulterer i et yderst bjergtagende spændingsfelt. Nummeret er tilmed eminent produceret af Factor Chandelier, der blander rå og organiske elementer med elektroniske effekter, for derved at understøtte det førnævnte spændingsfelt til perfektion. Få er lige så produktive som Factor i disse dage, og dette er det prægtigste jeg endnu har hørt fra hans hånd. "Beauty For Bosses" er essensen af perfektion - dog ganske kortvarig perfektion, men lad gå. 

Today I learned: /
that I wasn't built for the game /
that I'd rather play floor gigs for 40 kids /
than any fucking festival stage /
I'm a martyr at most /
I'm a failure at least /
In the eyes of history I'll be no more than a leaf on a tree /
3000 years of work surrounding me /
by forgotten anonymous artists /
Beauty for bosses /
before fame was even a concept /
Some of them were stoned to death /
for the way that they expressed /
Today we're only stoned by debt and dope /
and twitter feeds of jokes /

Hand me that Obama phone /
Text me love notes /
Lay my head to rest on a museum bench /
and hope that they properly mummify me one day /
so generations can learn from my broken bones /
dug from under man made mountains of ATMS and motherboards /

I am alone /
Self aware /
Fat /
Getting old /
Capitalism is violence /
They say it's all we know /

I read about a time before prisons existed /
heard of an era before banks /
before civilians were born victims /
Dreamt of a place with no cops /
where skin color was insignificant /
where you could love whoever you wanted /
because it's nobody's business /

Fuck a world /
where justice is impossible /
where governments call cynics hostile /
and equality is a utopian concept /
Fuck a world /
that forces me to suckle its teat /
pay to breath /
and charges legal fees for a chance to be free /
If this is free /
somebody please beat the life out of me /
Just kidding….but seriously

I will die an artist, an artifact, a bad joke /  
From a naive time when human beings still had hope

This will sound better when I'm dead /
Everything sounds better when you're dead" 

. . . . . . . . . .

Køb Ceschi's Broken Bone Ballads via Fake Four Inc. HER

og

Sørg for at kigge forbi Leftovers2015 booomerang-kampagnen her og giv et bidrag

HER

Fashawn - The Ecology

Fashawn's mesterværk af et debutalbum, Boy Meets World, udkom i 2009, netop som jeg var blevet hyret som anmelder på DubCNN. Jeg anmodede om at anmelde Boy Meets World til magasinet på egen opfordring, og lagde således offensivt ud med en 6-stjernes anmeldelse som min første i et trykt medie (kan læses her, på side 82). På daværende tidspunkt svingede jeg mellem at give albummet fem eller seks stjerner, men da jeg så det som en oplagt mulighed at gennemtrumfe mit kald som anmelder; at eksponere det mindre kendte hiphop til så mange som muligt - besluttede jeg mig for at tildele topkarakteren, der unægteligt har et blikfang af anseelig størrelse. Jeg har efterfølgende været yderst tilfreds med min beslutning, ikke blot fordi, at magasinet blev trykt i 30.000 eksemplarer, og Fashawn derved fandt vej til en masse menneskers bevidsthed, men fordi, at seks stjerner med tiden viste sig at være den helt rigtige karakter. Boy Meets World voksede og voksede, og som de forskellige historier krøb yderligere ind under huden på mig og fæstnede sig i min hukommelse for stedse, stod det klart, hvor gennemgribende, vovet og flot et album, Fashawn og Exile havde begået. Det var et intet mindre end mesterligt udtryk for Fashawn's daværende ståsted i livet, mellem fortidens lænker og fremtidens længsler. Barske historier om omvækst blandet med opløftende tekster om drømme og ambitioner, umådelig flot akkompagneret af Exile's evigt sprudlende og kreative produktioner. Jeg vil sågar sige, at det til stadighed har vokseværk. Forvent- og forhåbningerne til efterfølgeren, der med sin titel The Ecology lod til at udspringe direkte fra debutens habitus, var naturligvis, og med god grund, himmelstræbende.    

   
Jo højere ens forventninger er, desto større er skuffelsen når det ikke går som håbet, og derfor er The Ecology, der udkom hele seks år efter debuten, en af de største skuffelse jeg oplevede sidste år. Det helt store spørgsmål der melder sig, er, hvad i alverden de har brugt alle de mange år på? Med en inkubationstid på seks år bør - måske endda skal - resultatet være af ypperste skuffe, hvorfor det undrer mig, at der er så besynderligt meget, der går galt. Stort set alt fra indhold til stemning og udtryk, fremstår som en bleg reminiscens af forgængeren. Hvis vi et kort øjeblik ser tilbage på Boy Meets World og nummeret "The Ecology", rapper Fashawn: 

"A bunch of young guns in charge who ain't got heart /
A few gave a listen to the lessons that was taught /
Those who took heed was the ones who succeeded /
The ones who didn't wound up sharing showers /
The strong move silent, the weak get devoured /
Too many fake hustlers, the drug game is sour /
Rather live like an animal than die like a coward" 

- Med kirurgisk præcision fortæller Fashawn om sin hårde opvækst i Fresno's gudsløse gader, og om hvordan asfaltjungleloven har formet ham som menneske. Skarpt og bjergtagende. Tilbage til nærværende album The Ecology og nummeret "Man of the House", hvor Fashawn rapper: "Ultimately I had an ultimatum / Smuggle drugs or become someone famous". Unægteligt en groft simplificeret og noget udvandet beskrivelse af Fresno og den korsvej Fashawn stod ved. Ifølge "show, don't tell" -princippet, hvor en kunstner helst skal vise og helst ikke åbenlyst fortælle, viste han på Boy Meets World sin verden på en sådan måde, at man nærmest stod midt på gaden i Fresno, med den bagende vestkyst-sol i ansigtet, duften af asfalt i næseborene og lyden af young ballers der fordriver tiden på gadehjørnet i øret. Fashawn formåede virkelig at vise sin verden og tvinge én til at forholde sig til den, hvilket har meget at gøre med den topkarakter, pladen fortjener. The Ecology er i udpræget grad fortællende, endda på en ofte flad og uengagerende måde, hvor man ikke inddrages som lytter. Konsekvensen heraf er, at man aldrig føler den store trang til selv at digte videre eller udfylde eventuelle tomme pladser, og det gør The Ecology til en blegnæbbet affære.

De gode øjeblikke kigger varsomt forbi, fx på "Mother", der ligger i forlængelse af "Father" fra forgængeren. Her serverer Fashawn et ærligt og rørende portræt af sin mor, der har kæmpet med et crack-misbrug hele Fashawn's liv. Det er godt fortalt, og det er godt rappet. Beklageligvis er det sjældent, at rappen er det eneste værktøj Fashawn tager i brug i sin formidling. Han har en besynderlig trang til selv at skulle synge sine omkvæd, hvilket han burde holde sig langt fra. Flere numre lider voldsomt under et grelt sunget og haltende forfattet omkvæd, og man undres over, hvorfor Exile ikke har brudt ind under indspilningerne, slået hånden i bordet og talt Fashawn fra at synge selv. Det hænger måske sammen med, at The Ecology heller ikke er Exile's bedste øjeblik. Intet nærmer sig den storhed, den opfindsomhed og den nerve, der udfoldede sig i produktionerne på Boy Meets World. Den brusende legesyge på "Life As A Shorty", de udsøgte jazz-toner på "Hey Young World", den jernhårde "The Ecology", hvor Nina Simone's vokal var klippet til umådelig perfektion, det sprudlende soul-overskud på "Samsonite Man", og jeg kunne blive ved. Alt fungerede mageløst, uden at virke forceret. På The Ecology synes størstedelen af produktionerne at være skåret ud af samme fade masse, og de underspillede og effektive udtryk i musikken fra forgængeren er erstattet med stort oplagte og overbearbejdede produktioner, der ender med at drukne i sig selv og tage Fashawn med i faldet.

Pladen åbnes med Beewirk's "Guess Who's Back", hvor op til tre kor ramler sammen med højstemte strygere i omkvædet, og man kan kun med nød og næppe ane det ellers solide grundbeat under de mange lag af pynt. Dertil må man konstatere, at det ikke just virker optimalt for Fashawn at åbne albummet med ordene "This is not revolutionary, it's evolutionary" over et trommespor, der ret beset ikke havde eksisteret, havde det ikke været for Suspekts "Helt Alene" Kendrick Lamar's "The Art of Peer Pressure". Næsten fjollet bliver det, når der er fire numre i træk, fra "Higher" til "The Letter F", anvender den samme grundsøjle i form af luftige og lyse klavertoner. Det lyder vidunderligt på "Higher", der dog kammer over af sukkersødme, grundet et børnekor i omkvædet og en outro, hvor Fashawn's datter fortæller om, hvor højt hun elsker ham. På "To Be Young", der er en forlængelse af "Life As A Shorty" fra debuten, fungerer klaveret også, omend det virker lidt stressende, men på "Golden State of Mind" begynder man at miste pusten, og på den Alchemist producerede "The Letter F" ville man ønske, at klaver-karrusellen ville stoppe. Dette overforbrug af klaver er virkelig en skam, for udfaldet er, at man kører træt i et af Exile's fornemmeste vandmærker. 

De sure opstød stopper desværre ikke her. "Confess" vil så gerne være en potent banger, men lyder mest af alt som Nas & Damian Marley's "Nah Mean"'s karakterløse skitse. Når Fashawn tilmed rapper noget så begavet som: "Wa da da dang, wa da da da da dang / Step into the party with Baccardi in my veins / I knock her, dang, her body I gotta bang", kunne man lige så vel have lyttet til J-Kwon eller Juelz Santana anno midt-0'erne, hvilket ikke just er det man hverken havde forventet eller håbet på. Også "Out the Trunk" er skabt ud fra den mest ordinære skabelon tænkeligt, og ender med sin pompøse basgang og generiske håndklap som én stor, tåkrummende kliché. "It's A Good Thing" er måske rent faktisk det eneste nummer på The Ecology, der fungerer perfekt på alle leder og kanter. Mageløst produceret med en behageligt bølgende basgang, fingerknips og et guitarspil der oser af varme og velbehag, samt tre rappere, der alle leverer lødig rap. Især Choosey får bundet en fin sløjfe på emnet om at have en eller flere "struggles" i livet, med et optimistisk dictum om at sætte pris på de goder man har.

For flere år tilbage var jeg nede på skydebanerne under DGI byen, og jeg husker tydeligt, at instruktøren fortalte, at havde man ikke trykket på aftrækkeren efter otte sekunders sigte, skulle man sænke sit skydevåben, tage et par dybe indåndinger og tage sigte igen. Man mister ganske enkelt fokus og koncentration efter otte-sekunders-mærket. Jeg tror, at Fashawn og Exile har sigtet alt for længe med The Ecology inden de trykkede på aftrækkeren og udgav det, for i sin nuværende form er albummet både ufokuseret, fortænkt og overproduceret, og slutresultatet er, som skrevet indledningsvis, dybt skuffende. Havde karakteren været bedre, hvis forventningerne var lavere? Måske, men holdt op imod de tårnhøje forventninger jeg gik ind med - som jeg i øvrigt synes er absolut berettiget, i og med, at The Ecology trækker så mange tråde tilbage til Boy Meets World, så bliver karakteren et uheldigt udtryk for de høje forventninger.

2.5/6

- Jeppe Due Barslund

Benal - Nu

Øjeblikket er kommet. I godt fire år har de to kompagnoner Benjamin og Albert ihærdigt arbejdet sig frem til præcis dette moment. Startskuddet lød med EP'en Baby fra 2013, et startskud, der gav eftertrykkelig genklang, og som vendte hoveder fra den dybere undergrund til de højere lag af mainstream-sfæren. I sandhed et kraftfuldt afsæt fra startblokken. Med den efterfølgende EP Hiphop kom duoen yderligere op i tempo og nåede en imponerende topfart med deres særegne lyd. Da tredje EP i rækken, Hvad med nu, udkom, kunne hypen svært blive større. Men det er altså nu det gælder. Det er nu, at duoen må ud fra deres EP-skjul og vise, at de kan klare fuldlængdes-distancen og honorere hypen. Nu var uden tvivl den mest fornuftige titel, de kunne have valgt til deres debutalbum.

"Ærligt, ingen har hva' Benal har", - ordene kommer fra Nixen, der gæster "Kniv", og det er noget nært  umuligt ikke at give ham ret. Når Benjamin folder sin brovtende røst ud over Alberts sparsommeligt spraglede electro-beats, er det med følelsen af, at de har skabt et musikalsk fundament, et genre-bastard, som de er ganske ene om i Danmark. Det er denne potente og træfsikre melange af electronic og hiphop som de brød igennem med, og som de på Nu stadig arbejder på at raffinere og videreudvikle. På numre som "Fri", "Kniv", "Genert", "Tatovering" og "Badesalt" viser de på mesterlig vis, at de kan fusionere de effektive elektroniske melodier med det robuste hiphop-punch, imens de på fx "Sprog" og "Hånd i hånd" behersker det fintfølende, og med sikker hånd hviler på det effektive i det minimale. Pragtfulde produktioner, der ligger beslag på ens ører. Yderligere interessant bliver det, når Benal bevæger sig fra det sikre lavvand og ud på dybere vand, navnlig på et nummer som "Det blæser op", hvor Alberts indre hiphop-legebarn har fået frit spil, med et eminent resultat som følge. Eller på "Hånd i hånd", hvor der er lagt nosser af uberegnelig størrelse i omkvædet, der imod alle odds fungerer fuldstændig sublimt.

Desværre er der også øjeblikke, hvor Benal synes at have søgt ind i vandkanten for at soppe rundt, og her bliver det for mageligt og uinteressant. "Bare gerne" lyder ret beset som et tendentiøst clubtrack; endda tendentiøst ift. en lyd, de selv har fået frem. Også "Du har aldrig savnet nogen" rangerer i den undervældende ende af skalaen, imens "Jeg venter" og "Outrovert" synes unødvendige på tracklisten. På numre som disse kunne man mistænke, at de stoler lidt for blindt på, at deres "egen" lyd er kvalitetsstempel nok, men uden den ekstra kant eller detalje går den ikke. Når Benal er gode er de dygtige, men de er endnu ikke konsekvente i deres dygtighed, præcist som det har været tilfældet på deres tre foregående EP'er.

Der er ikke meget nyt under solen når det kommer til Benjamins rap. Hvis man var til det før, er man det absolut også nu. Af samme grund er mit forhold til ham stadig præget af en vis ambivalens. Med en kontant retorik og en urokkelig sikkerhed i sin levering, har Benjamin en yderst tiltalende rap-positur. Tilføj dertil en god blanding af subtil humor ("Har aldrig pænt tøj nok, det gør mig dårlig til mode / Hun sagde stol på mig, så satte hun sig oven på mit hoved"), jovial leg med sproget ("Man ligger sødt når man ligger diskret / Chutney - der stadig man'go digte tilbage") og behersket vrede ("Har tænkt på hva' du vil sige, hvis jeg så dig i morgen / Men jeg har hørt du fandt en ny... jeg håber han slår"), og kvaliteterne er åbenlyse. Til gengæld er hans tekster nærmest komplet blottet for struktur og rammesætning, og versene synes ofte at bestå af en række tilfældigt henkastede sætninger. Nogen vil helt sikkert applauderer denne langefinger til gængs sangskrivning; jeg synes også det fungerer i tåleligt ordinerede doser, men i det lange løb bliver det for løst, og jeg savner tekster, der er forankret i mere håndgribelige narrativer. Af samme årsag er Loke Deph, Semih Automatisk, Nixen og Klamfyrs bidrag alle langt klarere lagret i min hukommelse. Dette ændrer dog ikke på, at det i de bedste øjeblikke fremstår soleklart, at Benjamins vokal er skabt til at besmykke Alberts produktioner - og vice versa, og når Benal brillerer, lyser de op som noget af det mest spændende pt.

Personligt havde jeg nok foretrukket et formidabelt monster af en fjerde EP, koncentreret dygtighed uden fyld, men et bundsolidt debutalbum er absolut også godkendt. Se at få hørt Nu nu.

4/6 

- Jeppe Due Barslund

Året der gik: 2015

Det føles vitterlig som var det igår, at jeg sad og forsøgte at indfange året 2014 i et opsummerende indlæg. Tiden flyver når man har det sjovt og travlt, hvilket må siges at være tilfældet for mit 2015. Foruden at gå ind i 2015 med et to måneder gammelt vidunder af en dreng, er jeg i løbet af året blevet færdiguddannet lærer og blevet ansat. Der har med andre ord været mange ting at se til, hvorfor den stakkels lille blog her er blevet forsømt og forbigået på det groveste - igen. Jeg har dog fået lyttet til en hel del musik i løbet af året, så her kommer, traditionen tro, et lille skriv fra min hånd om, hvad der har rørt på sig i Danmark og i det store udland, i 2015.

Top 10 udenlandsk hiphop

10. Milo - So the Flies Don't Come

Milo er indbegrebet af at være sin helt egen. Han balancerer mellem underfundig skævhed og forbløffende lyrisk akkuratesse, og når syffal's anmelder skriver, at Milo ikke bare farver udenfor stregerne, men "... draws his own fucking lines", kunne han ikke have mere ret. Kenny Segal producerer og skaber den perfekte musikalske pendant til Milo's snøvlede og spoken-word prægede poesi, hvor elektroniske og organiske elementer mødes i et melodiøst spændingsfelt. Hør "Napping Under the Echo Tree".

9. Elements of Music - Sunrain

Årets producer-album går til Elements of Music (måske bedre kendt som EOM), der med Sunrain serverer et vidunderligt sammensurium af forskelligartet hiphop. Her er alt fra feel-good vibrationer med Wax på "Hello" og melodisk samfundskritik med Adad på "I Don't Know", til Nottz-lydende nakkebrækkere som "Sound Solution" og sommerlune lækkerbidskener med Blu og Anderson .Paak på "Get Along". På papiret lyder det som en noget nær umulig opgave, men EOM forbinder de mange undergenrer af hiphop med tonsvis af autenticitet - og så er håndværket til UG med kryds. Hør "I Don't Know".  

8. Lupe Fiasco - Tetsuo & Youth

Efter et par halvflade udgivelser, hvor Lupe Fiasco syntes ude af form, navnlig grundet hans sidden fast i klørerne på Atlantic, vendte han stærkt tilbage med Tetsuo & Youth (dog stadig under Atlantic), hvor hans lyriske kadence og ekvilibrisme nåede nye højder. Den over otte minutter lange "Mural" fungerede som beviset på, at Lupe er blandt de allerbedste nogensinde, når omstændighederne ellers tillader det. Når Tetsuo & Youth "kun" lander på et 8. plads, er det på grund af produktionerne, der stadig ikke er på niveau med Lupe's lyrik, og selvom der er rigtig gode bidrag iblandt, er Soundtrakk og Prolyfic stadig voldsomt savnede. Hør "Adoration of the Magi". 

7. John Givez - Soul Rebel

Soul Rebel er ikke et fejlfrit album, mestendels grundet et par haltende beats og nogle undervældende omkvæd, men når John Givez er skarpest udviser han et af de absolut største potentialer pt. Han flower sublimt og viser igennem Soul Rebel, at han kan skabe et gennemført koncept og følge det til dørs med bravour. Han synger tilmed fortrinligt (det meste af tiden!), og så har han et hold af producere i ryggen, der tryller den gamle skoles dyder sammen med moderne ideer. Der er low-points, men når John Givez er god er han et sandt bæst. Hør "2004" og læs anmeldelsen af Soul Rebel her.  

6. Joey Bada$$ - B4.DA.$$

Der er vel ikke så meget at sige om Joey Bada$$' solo-debut B4.DA.$$ (el. Before Da Money), andet end at Joey tager stort set alt, hvad der gjorde hiphop spændende i start-90'erne og udlever det til perfektion: flowet, historierne, gadeautenticiteten, mentaliteten og de støvede beats, hvor soul, jazz og boom-bap trommer forenes i en cocktail, der med sikkerhed forløser enhver længsel til den gyldne æras storhed. Hør "Hazeus View".   

5. Jay IDK - SubTrap

Den 23-årige Marylan rapper Jay IDK udgav, hvad der må siges at være 2015's uden sidestykke mest oversete album. Subtrap er en fantastisk historie, både historien bag og på pladen. Det er umanerligt velskrevet og veleksekveret, og med beats, der blander rå hiphop med trap-elementer, på den bedst tænkelige måde, er skiven virkelig solidt produceret hele vejen igennem. Stemningen på SubTrap minder meget om Section.80, ligesom Jay IDK's måde at rappe fra flere forskellige personers perspektiver på, tydeligvis drager paralleler til Kendrick Lamar. Originaliteten i pladens koncept står dog på Jay IDK's helt egen regning - jeg må nok hellere anmelde den snarest! Hør "The Bio Student (Chris)".

4.Kendrick Lamar - To Pimp A Butterfly

Meget kan siges - og er i løbet af 2015 blevet sagt om Kendrick Lamar's overvældende To Pimp A Butterfly. Ikke siden My Beautiful Dark Twisted Fantasy har et hiphop-album høstet så mange topkarakterer, og med hele 11 nomineringer til det kommende Grammy Awards Show må man sige, at det imod alle odds lykkedes Lamar at transmittere en lang række stærkt tabuiserede emner indenfor afro-amerikansk historie ind i millioner af husstande. At Barack Obama udråbte "How much a dollar cost?" til årets nummer, siger bare lidt om albummets tyngde. At To Pimp A Butterfly er lige så meget soul, funk, jazz og hvad-ved-jeg som hiphop, er en diskussion, der altid vil kunne tages op. I min optik er det først og fremmest et hiphop-album, og selvom jeg personligt synes det er for langt og til tider for ufokuseret, så er det bestemt også et imponerende værk med vældige højdepunkter, som sent vil blive glemt. Hør "These Walls".   

3. L'Orange & Kool Keith - Time? Astonishing!

At L'Orange og Kool Keith ville lave et spændende album sammen, lå i kortene, men at det ville lyde så godt og være båret op af så gennemført et koncept, overraskede selv mig. Keith tager lytteren med på en sær rumrejse, tumultarisk fortalt igennem et hav af fragmenter, der sætter én på en større fortolknings- og deschifreringsopgave. Den opgave påtager man sig dog glædeligt, da L'Orange har begået en lille musikalsk genistreg herpå, hvor hans typiske jazz-samples og radio-lyttespil sættes op imod futuristiske elementer, og det fungerer fantastisk fra første til sidste sekund. Hør "Dr. Bipolar" og læs anmeldelsen her. 

2. Red Pill - Look What This World Did To Us

Red Pill's Look What This World Did To Us er årets ubestridt bedst skrevne rap-album. Pladen fungerer som et hudløst ærligt indblik i Red Pill's liv, der ret beset er domineret af livslede, eksistentiel tvivl og en total mangel på håbefulde fremtidsudsigter. "I'm not a victim I'm a pussy / Unlimited potential, only half of what I could be" rapper han, og tvinger lytteren næsten upassende tæt ind på livet af sig selv. Det er denne ucensurerede ærlighed og ægthed i rappen, der gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til albummet og lade sig rive med af Red Pill's knugende miserable fortællinger, og selvom det kan føles forkert at lader sig underholde af denne gennemgribende melankoli, er Look What This World Did To Us et eminent album. Hør "Leonard Letdown" og læs anmeldelsen her. 

1. JGivens - Fly Exam

Ser man på rap som et håndværk, har få "hele pakken" i sammen grad som JGivens. Her er tale om lyrik i absolut særklasse, der møder en inderligt tematisk opfindsomhed og helt sublime tekniske færdigheder. Resultatet er et måbende flot album, bestående af en lang række blændende numre, hvor kreative historier, alternative fortællevinkler og usædvanlige skabeloner tages i brug for at fortælle om noget så grundlæggende og universalt som ydmyghed. Med JGivens som hovedperson er der dog intet der er hverken ligetil eller almentilgængeligt, og det er fantastisk befriende at opleve en kunstner, der tør gøre det decideret svært for sine lyttere at opfange det gemte guld. Meget kan og skal siges om Fly Exam, så læs hellere hele anmeldelsen af årets #1 bedste album her.

Top 10 dansk hiphop

Jeg indledte 2015 med denne diskrete forudsigelse. Det var især fire navne, der gav mig grund til at tro, at forudsigelsen ikke var urealistisk: Nota Bene, Sigma, Kaput og Boone & Trepac. Kun én af disse fire endte dog med at udgive i 2015, hvorfor der nok ikke er tilstrækkelig belæg til at kunne afgøre, om forudsigelsen holdt vand. Mindre kan dog også gøre det, og 2015 har været et afsindig godt år for dansk hiphop, og jeg vil uden at tøve udnævne det til det hidtil bedste år i 10'erne. Ser man tilbage på de seneste års "året der gik" lister, er det symptomatisk, at det gang på gang synes umådelig svært at samle nok danske hiphop-udgivelser sammen til at lave en solid top 10 - eller bare top 5.  I 2012 var det her på bloggen decideret umuligt at lave en liste, i total mangel på fuldbragte værker. I år er det glædeligvis helt omvendt, da jeg har haft svært ved at koge min liste ned til ti plader - dét i sig selv bevidner om et fremragende år for dansk rap. Således ser den ud:

10. Nixen - X

Hånden på hjertet: X var ikke helt det ovenud suveræne album jeg havde håbet på fra Nixen. Det er dog stadig en solid plade, og det er svært at komme uden om, at Nixen rapper guddommeligt når han først har lettet anker. Han producerer tilmed selv en stor del af pladen, hvilket han slipper ganske fornuftigt fra.

9. Rapublik1 - Surströmning

Rapublik1 udgav et nådesløst tungt og råt album i Surströmning, hvor beats bragede som torden imens lyriske eder og langefingre fløj til højde og venstre. Gemt inde i al tung- og hårdheden var dog en dejlig mængde humor og selvironi, der gav projektet den helt rette mængde kant og distance, så selvom Surströmning bestemt er en krasbørsigt bæst, er underholdningsværdigen høj og de mindeværdige linjer mange. Læs anmeldelsen her.  

8. Abestose - Asbestose

Jeg har på fornemmelsen, at brødrene Baungaard Sands debutalbum som gruppen Asbestose, er en af årets mere oversete udgivelser. Lars Virkli er en kendt skikkelse på nuværende tidspunkt, men hvilken formidabel introduktion til lillebror IngrediJens som producer! Jeg skal lige love for, at man præsenteres for nogle fremragende beats i løbet af Asbestose, og dermed for et nyt, lovende producer-talent. Der er kvaler i det tekstlige indhold, som er medvirkende til, at pladen ligger "helt heroppe" på en 8. plads, men heldigvis er teknikken absolut godkendt når Lars Virkli folder sig ud, så Asbestose ender overordnet set som en større fornøjelse. 

7. Kejser A - Færdig

Det har taget Kejser A flere evigheder at få stablet en udgivelse på benene, og som udgangspunkt finder jeg det undervældende at udgive en fem numres EP efter så lang tid. Samtidig må man dog erkende, at der flere steder på Færdig er yderst tydelige spor af denne tidslige fordybelse i teksterne. "Lukas" er fx ikke uden grund årets mest omtalte nummer i danske hiphop-kredse. Imponerende er det ligeledes, at Færdig, der kun er trykt i 250 eksemplarer, har toppet vinyl-listerne alene ved hjælp af mund-til-mund. 

6. Fede Poul i centeret

Det er aldrig kedeligt, når Khal Allan er involveret. Først tilbød han, sammen med Boone og Skygg som Frikirken, det 10-minutter lange Sygt Testamente for sølle 200 kroner, og efterfølgende udgav han, under producer-aliasset Fede Poul, det 32-numre lange kassettebånd Fede Poul i centeret. Gæstelisten herpå er fantastisk, og selvom det er en meget abrupt udgivelse, hvor størstedelen af numrene bærer en spillelængde på under et minut, så emmer båndet af en legesyge og en lunefuldhed, der gør, at man konstant glæder sig til at se, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne. 

5. Esben & Boone - Skoerbug EP

Esben og Boone åbnede 2015 med et brag, da de tidligt januar slap EP'en Skoerbug løs. Med blot fire numre gjorde de det klart, at less is more og at kvalitet til hver en tid giver kvantitet baghjul. Alt ved Skoerbug fungerer, og selvom det er en meget kort EP, så er holdbarheden og gensynsglæden enorm, og jeg hører stadig dette lille bæst af en velskåret EP med største fornøjelse, her et år efter dens udgivelse. Læs anmeldelsen her. 

4. Mund De Carlo - Ordene først

Mund De Carlo bliver seriøst dygtige og dygtigere, og med EP'en Ordene først viste han, at han er nået stormfulde højder. Det er lyrisk og teknisk gymnastik i verdensklasse, og helt fortjent  blev Mund De Carlo blåstemplet af selveste R.A. The Rugged Man i 2015 - det skulle gerne sige en del. Jeg anmeldte EP'en tidligere på året og skrev bl.a., at Ordene først er "... én lang, unødvendigt overlegen magtdemonstration i enestående rimteknik, sproglig opfindsomhed, fraseologisk nytænkning og hæsblæsende leverance". Læs anmeldelsen her. 

3. Kasper Spez - Logi

Kasper Spez er en ener. Der er ret beset ingen, der gør som ham. Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan? Spez er velbevandret i lyriske begavelser, og på Logi indlogerer han sig i bevidstheden på en række personer, hvorfra han fortæller historier med et evindeligt poetisk strejf. Det er aldrig helt nemt at være lytter når Spez er hovedperson, men det er netop i anstrengelserne at den store gevinst er at finde. Der ligger mange timers intens lytning, fortolkning, deschifrering og dertilhørende refleksion og venter på én - den velkomponerede lydside gør, at man gladeligt tager sig denne tid. 

2. Manus Nigra - Blind vej

Tag en fremmelig soul-sangerinde, en habil rapper med noget på hjerte, en velrenommeret producer og en fælles vision om at skabe noget nyt og noget friskt; noget kompromisløst og ambitiøst, så har du Manus Nigra. Hvilket fremragende album! Fönix synger som en drøm, Ham Den Lange er evigt skarp og relevant, og Swab hæver barren for, hvad der kan lade sig gøre rent musikalsk inden for dansk hiphop. Blind Vej er ikke bare en triumf for holdet bag og Idiotsikker Records, men på mange måder også for dansk rap generelt.  

1. Boone & Trepac - De forkerte spor

På mange måder føles det forkert, at Boone & Trepac's De forkerte spor overhaler Manus Nigras Blind vej indenom som årets bedste album, da det ikke er i nærheden af at være lige så gennemtænkt, ambitiøst og nyskabende, men på den anden side er det en kendsgerning, at jeg har hørt De forkerte spor voldsomt mange flere gange. Boone bidrager med mudrede og støvede beats, der er rige på nuancer og detaljer, og Trepac forsyner dem med gedigen rap. Den dybe tallerken opfindes ikke, men kollisionen af de to herrers evner er så fandens effektiv, at De forkerte spor er en noget nær uudtømmelig kilde for sublim hiphop. Læs anmeldelsen her.

- Hvad venter os i 2016? -

Eftersom hverken Nota Bene, Sigma eller Kaput endte med at udgive noget i 2015, kunne man håbe på, at 2016 istedet blev året. Mig bekendt er der dog ikke kommet nogle officielle udmeldinger, så det må blive ved håberiet. Jeg ved dog, at Benal udgiver Nu. Jeg ved, at Aesthetic udgiver Slumromantiker. Jeg ved, at Khalazer udgiver ALBUM. Og så ved jeg, at en vis person har to projekter i støbeskeen, hvoraf jeg vist ikke må sige noget om nogle af dem, andet end at det med al sandsynlighed bliver godt - rigtig godt.

Tak fordi du læste med

- Jeppe Due Barslund

Villain Park - Same Ol' Shit EP

"Han stod ved vinduet i den tomme café og betragtede aktiviteterne på pladsen, og sagde, at det var godt, at Gud holdt livets sandheder skjult for de unge når de satte ud på deres færd, ellers ville de ikke have hjertet til at sætte ud overhovedet"

(Alle de smukke heste, Cormack McCarthy).

Det siges, at hiphop er et young man's game. Dette skyldes nok, at genrens fundament blev støbt af unge mænd. Fra Melle Mel, Wonder Mike, Nas, Rakim, Big Daddy Kane, LL Cool J og André 3000 til Run-D.M.C., A Tribe Called Quest, The Pharcyde, N.W.A. og Boot Camp Click. Og i øvrigt voldsomt mange andre. "Ældre" rappere har bestemt deres plads, men det er unægteligt et faktum, at de vigtigste rappere var på toppen omkring deres start-20'ere (med Jay-Z og Chuck D som undtagelser), og at størstedelen af de skelsættende værker blev skabt af unge mænd. "In this country, a black man only have like 5 years we can exhibit maximum strength, and that’s right now while you a teenager, while you still strong...". Sådan siger 2Pac i det efterhånden famøse interview fra 1994 med den svenske radiostation P3 Soul. - Og det har jo nok sin rigtighed, at stamina, udholdenhed, energi, fandenivolskhed - og oprørskhed endda, peaker i de tidligere tyvere. Dette kunne i hvert fald forklare, hvorfor det aldrig er lykkedes førnævnte ikoner at ramme samme imponerende niveau som det de besad, da de hver især tog verden med storm. Det, og så det faktum, at mange har svært ved at adaptere til deres alder. Alder er bare et tal, siges det, men i hiphop-øjemed er det umiddelbart også mere. "Age don't count in the booth / When your flow stay submerged in the fountain of youth" rappede Rakim med eftertrykkelig force for snart ti år siden, og tilkendegav således, at ungdommens gnist er instrumentet til at forblive frisk og relevant, når man kommer op i årene. Ungdommen er fremtidens håb.

"We got these young dudes from like West LA or sum', I think they're called like Village.... Village Plan or sum' shit..."

Ind fra siden kommer Villain Park med deres otte numre dybe EP Same Ol' Shit, der med en lyd, en stil, en energi og en autenticitet øjeblikkeligt henstiller én til start-90'ernes gyldne æra. I imponerende høj grad faktisk. Ikke helt tilfældigt har rapperne i gruppen - Classicko, Niftee, KilaM og Smokey V (hvis storebror i øvrigt er Double K fra People Under the Stairs) - endnu ikke passeret deres tyvende sommer. Unge knægte, og dét kan mærkes og føles på alle leder og kanter. EP'en skydes igang med en kort Dogg Pound G-funk lydende intro, hvorefter "Brain Cells" tager over, hvor vi præsenteres for rappernes klassisk lydende flows over et støvet og bas-tungt beat: her er det svært ikke at trække tydelige paralleller til fx A Tribe Called Quest eller The Pharcyde:

Stemmerne, mentaliteten, måden at konstruere linjer og levere dem på, den uforfalskede troskab til genren som håndværk og den genuine anvendelse af mikrofonen som redskab til formidling fremfor indtægtskilde. Villain Park opererer med præcis samme appel og potens som Joey Bada$$, og tiltaler éns nostalgiske sans i samme grad, hvorfor det kun giver mening at sætte sine penge på, at de vil slå igennem i de øvre lag af undergrundshiphoppen inden længe.
    Producer Smoke Dawg har kokkereret en samling beats, der knitrer bedaget imens stramme trommer, savtakkede basgange og klassiske soulsamples danner nogle yderst fyndige instrumentaler. Meget kan fremhæves, men især "One Time" står frem, med et beat, der havde ydet The Slim Shady LP retfærdighed, med klassisk storytelling om unge sorte mænd og deres evige kamp mod race-uretfærdighed:

"Cops want us to act well /
When they killin' niggas, doin' more numbers than rap sales /
Yeah, that's bodies by the way, they catchin' bodies by the day /
Where I'm from nobody's safe /
Somebody probably died today /
No time wo wait, is you gon' stand there or stand up? /
Or be another innocent victim shot with his hands up /
You think about it, don't talk about it my nigga you be about it /
Racism, we around it, it's gon' stay if we allow it"

Gør endelig jer selv den tjeneste at tjek EP'en Same Ol' Shit. Den er ganske fremragende, og jeg tror ikke, at det er muligt at komme uden om navnet Villain Park om et års tid eller to, så hop endelig med på vognen inden der er fyldt for godt op. Nå ja, EP'en er også aldeles gratis, så hvis december-pengene går til gaver og jul istedet for musik, så er dette helt afgjort en lille treat til jer selv i et trængt musik-måned. Hent EP'en HER.

4.5/6

- Jeppe Due Barslund