lørdag den 1. marts 2008

Sergio Mendes - Timeless


Den følgende anmeldelse, som nogen måske undrer sig over at jeg bringer jer, skal ikke læses med de samme hip-hop øjne som de mange forrige anmeldelser. For hvad har Sergio Mendes med hip hop at gøre? Absolut intet.
Han er en legendarisk pianist, der var med til at opfinde "Bossa Nova" genren, tilbage i slut 50'erne, start 60'erne. Dengang hvor det brasilianske "Samba" blev blandet med det amerikanske, dengang nye og meget populære "jazz". Da smeltede Sergio Mendes de to sammen, og opfandt Bossa Nova. Han har spillet meget med både amerikanske og brasilianske musikere, han har udgivet en god portion albums (små 40 for at være præcis) og han har vundet grammier og meget mere.
Den Sergio Mendes vi har med at gøre her, er dog ikke den som jeres forældre kender. Dette er den "nye" Sergio Mendes, og sammen med Black Eyed Peas frontmanden Will.I.Am har han udgivet albummet "Timeless", et årti efter hans sidste udgivelse.
Og nu ved jeg at nogen af jer tænker, "Will.I.Am, jeg gider fandme ikke læse om den poppede mainstream tosse", MEN, - der er en ting i dette projekt der er meget vigtigt at understrege: I lige så høj grad som Sergio Mendes ikke er den som jeres forældre kender, er Will.I.Am heller ikke den som jeres forældres børn kender. Ok, list twistet formuleret, men sagen er den, at man hele albummet igennem faktisk ikke tænker på "My Humps", "Don't Phunk With My Heart" og "Pump It". Dén Will.I.Am er (heldigvis måske) gemt godt væk, og det resulterer i, at den oprindelige Samba / Bossa Nova får masser af plads.

Som Will.I.Am siger i sin lille takkespalte i bookletten, så var Sergio Mendes' musik det første han nogensinde samplede da han startede med at producerer. Så kigger man helt tilbage på "Bridging the Gap" og "Behind the Front", så vil man kunne finde Sergio Mendes på op til flere numre. Og på nummeret "Sexy", som er at de lækreste feel-good sommer numre der er produceret i vor tid, fra "Elephunk", er Sergio direkte featured. Måske det var dengang, at kemien mellem de to for alvor viste ansigt, for fra at være featured på et nummer til at ville lave et helt album med kunstnere, det er alligevel et stort skridt. Det er faktisk her at jeg må udtrykke min store respekt for Sergio, netop for at have teamet op med Will.I.Am. Man kunne jo frygte endnu en pengemaskine af en plade, fyldt med numre der alle havde den der lidt for nemme tilgang til hitlisterne. Men det er på ingen måde tilfældet. Will.I.Am har tydeligvis en utrolig respekt for Sergio og Bossa Nova musikken, så ser man udenom nogle af trommeprogrammeringerne og rappen, så er det i langt højere grad en Sergio Mendes cd end en Will.I.Am cd.

Gæstelisten er meget blandet, og den er måske det oplagte eksempel på at vise, at det ER et fælles projekt. Folk som Q-Tip, Erykah Badu, Pharoahe Monch, Black Thought, Cali 2NA, Justin Timberlake og John Legend er uden tvivl blevet inviteret af Will.I.Am, hvor Stevie Wonder, Maogani Quartet og Gracinha Leporace er folk som Sergio Mendes har villet have med på albummet. Umiddelbart lyder det meget mere som hip hop end Samba, men det er ikke tilfældet. Jo, generelt er rytmerne rimelig dansegulv venlige, der er mange gode rytmer til hofterne, og stemningen er generelt dejlig festlig. Men det er vel også sådan Samba startede, det var vel nærmest Sambas formål at skabe dans og happy times. Og det er præcis hvad hele "Timeless" albummet gør. Den p-e-r-f-e-k-t-e sommerstemning, jeg kunne umuligt tænke på et bedre album at sætte på til en BBQ, eller enhver anden form for sommer arrangement. I ved, sådan noget med høje temperaturer, letpåklædte damer, kolde drinks, og lækker mad og fest til den lyse morgen. Det er DEN stemning man kommer i, og det er noget af det bedste jeg ved. Især nu, hvor det er skidt vejr, men man alligevel er begyndt at kunne fornemme forårets ultimative virkning.

De fleste er jer har nok hørt singlen "Mas Que Nada" med BEP folkene, og det er egentlig det eneste nummer af den virkelig kommercielle skuffe. Jeg forsvarer det ikke, for jeg synes faktisk at nummeret er ganske herligt. Og den opløftende stemning fortsætter, og forstærkes faktisk resten af albummet igennem.
Da Sergio Mendes "kun" spiller klaver og Will.I.Am både producerer og rapper på de fleste numre, glemmer man nogen gange at det er et Sergio Mendes album feat. Will.I.Am og ikke omvendt, men lytter man til hvert enkelt nummer finder man hurtigt ud af, at det faktisk er klaveret, der ligger fundamentet for hvert nummer, og dermed er Sergio's rolle uundværlig.
Gæsterne gør det alle helt fantastisk godt. Utrolig dejligt at inviterer Stevie Wonder med på et nummer, og udelukkende få ham til at gøre det jeg muligvis synes han er bedst til, at spille på mundharmonika. Han gør det bedre end nogen anden, og enhver der har Stevies mundharmonika med på et af deres numre, og her mener jeg bla. Sting ("A Brend New Day") og The Eurythmics ("There Must Be An Angel"), har med garanti et legendarisk nummer.
Q-Tip skruer op for party blær på nummeret "The Frog", der med dets komplet lalleglade omkvæd med garanti vil fremtvinge et smil fra øre til øre hos enhver lytter.
Den Jamaicanske Mr. Vegas gæster "Bananeira (banana tree)" som er produceret ud fra reggeaton opskriften. Men hvor jeg ikke kan fordrage Daddy Yankee og alle de andre, "oprindelige", reggaeton fuckhoveder, der gør Will.I.Am noget ved musikken her, som gør den virkelig lækker.
John Legend besmykker nummeret "Please Baby Don't", som er et af skivens down tempo, helt uimodståelig numre. Dette nummer er, trods lyrikken, et af de numre der holder bedst fast i Bossa Nova rødderne, og man kan næsten smage den der overdrevene drink med parasol og sugerør, som indtages under stråtaget på en strandbar. Det er godt gået!
Og hold lige fast! - At sætte Pharoahe Monch og Justin Timberlake sammen på et Sergio Mendes nummer, det er decideret skørt, men ikke desto mindre resulterer det i et af pladens absolutte højdepunkter. Pharoahe er, og har altid været, en af mine yndlings rappere, og han skuffer ikke her, og Justin, som man efterhånden ikke kan andet end at være vild med, leverer et fortræffeligt omkvæd og en af de flotteste outroer jeg har hørt i MEGET lang tid. Det skal bare høres, det gider jeg slet ikke at bruge tid på at beskrive.
Hvad jeg også er enormt vild med er, at det brasilianske sang også er bevaret, så på flere numre består sangen og omkvædene af sydamerikansk sang fra nogle virkelig eminente sangere. Tag F.eks. "Lamento (No Morro)" og "E Menina (Hey Girl)", der begge er ubeskrivelig dejlig lytning. Nogle af de mere hip hop velkendte sangerinder, som Jill Scott, Erykah Badu og India.Arie påtager sig også rollen som Bossa Nove sangerinder, og det gør de uhørt godt. Især India.Arie stråler igennem på "Timeless", som udgør en af pladens største oplevelser.

Will.I.Am gør et forbandet flot arbejde som producer her, og jeg vil bestemt mene, at det er hans største bedrift til dato. En helt fantastisk rapper bliver han jo nok aldrig, men det klæder i virkeligheden nok musikken vi har med at gøre her bedst, med lidt let lyrik.
Jeg må indrømme, at mit Will.I.Am respekt-o-meter er steget voldsomt efter at have hørt denne plade, for det er fra start til slut ganske fantastisk musik der bliver serveret. Og som jeg startede med at sige, så er det jo ikke et hip hop album, så det skal ikke tages som et hip hop mesterværk. Se på det som et Neo soul-Bossa Nova mesterværk i stedet.

5.5/6

1 kommentar:

Gawn sagde ...

virkelig cool, at du ikke kun anmelder hiphop. mere af det :)