Exile er Guds gave til mennesket. Coveret til hans Radio-plade er bevis nok. Har du brug for yderligere evidens, så kast et blik på hans forbløffende CV (The Waiting Room, Dirty Science, Boy Meets World, Below the Heavens, Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them og meget andet).
I min optik er han en af de absolut vigtigste producere de sidste 10 år. Gang på gang producerer han fantastiske plader, der formår at være nyskabende indenfor rodfaste traditioner, og som samtidig kanoniserer hans respektive rap-kompagnoner op i de højere luftlag. Hans enestående beat-formular, hvor han blander Detroit'ske sample-kutymer (fostret af J Dilla, forstås) med støvede jazz og soul samples, MPC-perfektioniserede trommeprogrammeringer og sin helt egen, unikke måde at klippe vokalsamples på, har gjort ham til en innovatør og en autoritet indenfor sin genre.
Hans største værker må nok siges at være Below the Heavens med Blu fra 2007 og Boy Meets World med Fashawn fra 2009. Noget kunne tyde på, at Exile har det bedst når han er sammen med én rapper om et projekt. Nu er turen i hvert fald kommet til San Diego rapperen Johaz, der som den næste i rækken kan bryste sig af det privilegium det er, at rappe over Exile-beats på en hel plade. Men det forpligter også. Som Johaz selv rapper: "Now that Exile is my DJ, alot of expectations", og det må man sige, at han har ret i.
Men man skal passe på med forventninger, for E&J er slet ikke som hverken Below the Heavens eller Boy Meets World, og det er der hovedsageligt tre årsager til.
1.
Man opdager hurtigt, at Johaz ikke er helt som Blu og Fashawn. Ikke nødvendigvis ment negativt, men af de tre rappere opererer Johaz på et langt mere simplificeret plan. På Below the Heavens var Blu en meget personlig rapper, der brugte sine livserfaringer som springbræt for filosofiske og eksistentielle tanker. Fashawn var ligeledes meget personlig på Boy Meets World, men brugte, modsat Blu, sine beretninger til at illustrere generelle problemer i Californiens lavklasse. I begge tilfælde var resultatet af monumental natur. Johaz er mere nede på gadeplan, og det tekstlige ambitionsniveau er ingenlunde lige så højt. Favntaget er mindre, perspektivet mere snævert og indholdet mere ordinært. Tag fx følgende citat fra "For Oldtime Sake":
"It's been a long time comin' /
Steady chasin' mines, it's been a long time runnin' /
These fake rap niggas spent a long time frontin' /
But they girls on my dick spent a long time suckin'"
Nu er hverken Blu eller Fashawn målestoksforhold for god rap per definition, så der skal ikke sammenlignes med de to, bare fordi de alle har Exile til fælles. Johaz har rigelig karisma og autenticitet til at gøre lytteoplevelsen spændende, men han har godt nok også brug for disse attributter for at kunne kompensere for de mangler, der desværre fylder en del.
Et gennemgående problem er, at hans tekster stikker i alt for mange retninger. Ofte er det simpelthen umuligt at finde en rød tråd i de enkelte tracks. På "Twilight" rapper han først "I'm like fade out with the flow, my niggas had to grapple / Too much coke was getting sold, my niggas had to smack you", som er en lidt tilfældig linje. Senere rapper han "Wanna talk about a revolution? / First of all, let's talk Tuki and his execution", som på rigtig mange måder er en super fed linje. Senere i dét vers rapper han så: "Spend five million on a campaign / But can't find a cure for aids 'cause it's man made", og vi er igen ude i noget komplet ustruktureret. Dertil har jeg stadig ikke nogen klar idé om, hvorfor nummeret hedder "Twilight", så selv der er der en manglende forbindelse. Og sådan svinger det lidt for ofte, og man savner virkelig numre, hvor omdrejningspunktet står klarere. Nummeret "Van Gogh" er tilsyneladende kun opkaldt efter en af kunsthistoriens vigtigste personer, fordi hans afskårne øre passer godt til omkvæddet hvor de retorisk spørger "Are you listening? You listening now?". Nej, ikke rigtig sjovt, vel. Dertil er Johaz ikke ligefrem den mest opfindsomme rapper. Han løber side om side med Lil Wayne i kapløbet om at bruge ordet "nigga" flest gange, og så er han ikke bleg for at tage en kliche eller to i brug: "Girl I'm on a real shit / You can be my Jada, I'm your Will Smith".
Han har dog også sine gode momenter. På "For Old Time's Sake" rapper han om, hvordan hændelser i hans barndom har fået konsekvens senere hen i hans liv:
"How my real pops used to put the beatin's out /
I wonder if he thought it was effective /
At four years old, the first time I was molested /
13 years old, the first time I got arrested /
Just trying to see the world from my dad's perspective"
De gode momenter er der, men det kræver, at man må bære over med en tand for mange standartiserede linjer og en god portion middelmådig rap. Dog konsekvent leveret med et solidt flow.
2.
For at kalibrere sine beats med Johaz's rap, har Exile skruet lidt ned for både ambitioner og opfindsomhed.
Størstedelen af pladens beats er drevet af melodiske piano-loops og klangfulde keys. Det skaber en klar rød tråd i lydbilledet, men gør samtidig også, at nogle numre læner sig så meget op af hinanden, at de kan have svært ved at skille sig ud. På de rimelig enslydende numre "Don't Stop" (der er produceret af Alphabet 4), "Van Gogh" og "The Hurt" sker der ganske enkelt for lidt til, at det når at blive interessant. "F.U.P.M." (der ellers har et killer-vers fra Rass Kass) står ganske klart ud, men desværre bare på lidt kedelig facon. "Milk Box" ligeledes.
Langt bedre lyder det på pladens to indledende numre, hvor Exile gør det han er bedst til, når det kommer til harmoniske og opløftende grooves. Det er ganske imponerende så meget velklang den mand kan skabe med tre tangenter på "For Old Time's Sake".
"Bad Trip" er i en lidt anden boldgade, men også hamrende vellykket. Musikken er i sig selv som et dårligt trip, med mudrede synth-effekter og elektroniske lyde, der giver den helt rigtige fornemmelse for paranoia som rapperne er præget af i deres beretninger om bad trips.
"Drugs" er et af pladens bedste eksempler på Exile's enestående opfindsomhed. Når emnet til en sang er stoffer, kan det ikke blive mere genialt end at sample julesangen "I'm Dreaming of A White Christmas" og udelukke "Christmas" fra vokalsamplet. Når dette begavede fundamentet er lagt, tilsættes der bare lidt stryger, lidt keys og et stramt drum-break, og du har en heater sendt fra himlen.
Ekstra legesyg bliver han på "Darlin", der mere eller mindre udelukkende består af små sample-bidder, der er klippet sammen til et hamrende sprødt beat. Konstant kan man høre, at de forskellige samples slutter brat, men alligevel er samspillet konstant og bundmelodisk.
En lignende måde at klippe samples på finder man på "When It Rains", hvor den samplede vokal er klippet totalt i stykker og efterfølgende limet sammen på en helt ny, men fantastisk måde. Aloe Blacc's overflødighedshorn af soul-lækkerier på omkvædet sætter prikken over i'et.
E&J's lydside byder altså på en blandet landhandel af beats, hvor nogle vil for lidt og langsomt går i glemslen, imens andre viser, hvorfor jeg i indledningen kaldte Exile Guds gave til mennesket.
3.
Den sidste årsag til, at E&J ikke er som hverken Below the Heavens eller Boy Meets World, er helheden omkring albummet. Både Blu og Fashawn's plader var ufattelig helstøbte, hvor intet var overladt til tilfældighederne og hvor hvert eneste nummer var med til at male ét billede. Her virker E&J mere som en lidt sporadisk blanding mellem et mixtape, en opsamling, en plade og en crew-kompilation.
"Darling" kunne man finde på The Salvation mixtapet fra 2012, hvor den originale "Milk Box" også var at finde. "Cali Dreamin" kunne man høre på Cali Dreamin EP'en fra samme år, og både "Twilight", "Drugs" og "When It Rains" blev udgivet på Dag Savage EP'en for over et år siden. En stor del af E&J er altså af ældre dato, og det kunne tyde på at man har tænkt, at det var en sikker vinder at take nogle af fan-favoritter fra tidligere projekter og smide dem med på den nye plade. Jovist, "Drugs", "Darlin" og "When It Rains" er nogle af de absolut fedeste skæringer, men hvis man har fulgt Dag Savage i længere tid, kunne man måske have håbet på mere nyt materiale. At mange af de nye og ikke-hørt-før numre faktisk er blandt de dårligste, gør det ikke ligefrem bedre.
Dertil er der rimelig mange features, hvor det virker som om, at Dirty Science selskabet gerne vil introducere verden for nogle af deres mindre kendte kunstnere. Choosey, der har tre features, er sandsynligvis deres næste skud på stammen.
Er man ikke så bekendt med Dag Savage, så er E&J et fremragende sted at starte, og jeg forestiller mig, at pladen er markant bedre, hvis flere af de "gamle" numre er førstegangsbekendtskaber. Jeg skal da også være ærlig at sige, at da den milde skuffelse havde lagt sig, fandt jeg det faktisk meget rart at have mange af de fede Dag Savage -numre samlet på én skive. En ny Below the Heavens eller Boy Meets World er det overhovedet ikke, men god musik - det er det.
4/6
- Jeppe Barslund
"The Beginning"
"Drugs" feat. Co$$ & Choosey
"Darlin" feat. Choosey
"When It Rains" feat. Aloe Blacc
Ingen kommentarer:
Send en kommentar