Det, der i sin tid blev den afgørende "salgstale" for mig i mit køb af Take Me To Your Leader, var en bruger på Amazon, der beskrev MAYDAY som en blanding af The Roots, Maroon 5 og Tech N9ne. En umiddelbart underfundig cocktail, men trods alt en jeg var nødt til at checke ud.
Meget hurtigt forstod jeg sammenligninger med de tre; MAYDAY leverer organisk liveband-hiphop som The Roots, de har fængende pop-rockede melodier (og til tider omkvæd), der snildt kunne minde om Maroon 5's, og så befinder de sig i nogenlunde samme skæve, alternative og mørke stilistiske nabolag som Tech N9ne, hvis selskab (Strange Music) de da også er signet til.
Det seks mand store band, der har de to rappere Bernbiz og Wrekonize i front og producer Plex Luther bag roret, har udgivet to plader forud for Take Me To Your Leader, hvor de (vist nok) stadig den dag i dag er mest kendt for hittet "Groundhag Day" med Cee-Lo Green, der var at finde på deres debut fra 2006.
På Take Me To Your Leader har det tydeligvis ikke været deres ambition at lave "hits". Hvis man tænker på hvad der ellers kommer ud af Strange Music lejren, så er det sjældent hit-liste venligt. Krizz Kaliko's "Kali Baby" er vel det eneste egentlige forsøg på at lave et decideret kæmpe-hit i selskabets historie. Et hit blev det ikke engang...!
MAYDAY har sat sig for at skabe et betydningsfuldt album. Et album man virkelig kan tage og føle på. Vi har ikke at gøre med en gruppe, der spilder tiden med at rappe om at rappe og skrive rim om at rime. De serverer skarpe kommentarer til mangt og meget af det, der er galt med verdens status quo, samtidig med at de fortæller nogle seriøst fantastiske historier. Bandets navn i sig selv er en kommentar til, at der er brug for et råb om hjælp, da et-eller-andet er på vej til at gå galt. Om det er musikindustrien og hvad den gør ved kunstnere ("Counting sheep, not for sleep / Counting sheep 'cause so many sorrounding me"), det amerikanske profit-samfund ("Everything's for sale but you never really own it / I used to have it all, now I'm rolling with these roaches") eller verden set i et større perspektiv er ikke sikkert. Jeg vil gætte på lidt af det hele. Gruppens to rappere er heldigvis uhyre gode til at sætte ord på deres tanker og følelser, og lytteoplevelsen ender med at være lige så personligt som den er tankevækkende; en følelsesladet øjenåbner om man vil.
Og når man snakker om "følelsesladet", så stod MAYDAY uden tvivl for et af 2012's absolutte højdepunkter. Her er tale om kombinationen af de to sange "Due In June" og "June" (der ligger i hver sin ende af pladen), der er noget af det mest originale storytelling og samtidig mest modige og vovede stykke lyrik jeg har hørt længe. På "Due In June" taler Wrekonize fra et fosters perspektiv, der brændende ønsker at blive aborteret, da det synes verden er for hård og kold, og at der ikke er noget at leve for:
"I'm due in june
Tell her I'll be fine
Please don't give me time
It's for me to choose
And if they call me on a silver cloud, asking how I got here
I'll tell I'm just feeling proud to even get to stop here
Some never get the chance to choose
When they should even exist at all"
I omkvædet bønfalder fosteret hjerteskærende: "Don't make me live".
- Faderen deler det ufødte barns bekymringer: "My momma keep asking for grand kids but I just can't please her, I'm scared of this world". Han kommer alligevel i tvivl om, om abortering er det rigtige valg, da han spørger sin egen far til råds: "I look to my own fathers guide, he laughs in my face when I plead my case and says "you ain't the only one frightened"". Det minimale beat, der er drevet af en sørgmodig spilledåse-melodi (der naturligvis gør hele fortællingen mere "skræmmende"), fader over i en hjertebanken inden nummeret slutter. "June", der ligger 11 numre længere inde på pladen, starter med, at rytmen fra hjertebanken er fastholdt, men i stedet ved lyden af trin fra en mand, der går frem og tilbage på et trægulv, - højst sandsynligt faderen, der hvileløst går rundt og tænker over dilemmaet. Han beslutter sig for at gå hele vejen og få barnet, hvilket er ganske heldigt, da fosteret ligeledes har ombestemt sig undervejs. Fosteret har besluttet sig for ikke at give op så hurtigt. Det vil føle livet og mærke kampen:
"I wanna feel what it's like
To attempt to be fly
Fall hard and crash down
I wanna know what it's like
To wake up and realize
That you never once backed down
I wanna smile like you, cry like you, die like you will
But not before I'm born
Please let me live"
Virkelig lidt af en problemstilling, der kommer frem i dagens lys her. Abortering er en af de store mærkesager, når det kommer til forskellen mellem demokrater og republikanere i USA, og af alle de argumenter der har været fór og imod abortering i de endeløse debatter, tror jeg næppe at der er nogen, der har valgt at give det ufødte barns syn på sagen som MAYDAY gør her. En af republikanernes kæmpe-tosser, Bob Marshall, sagde om abortering: "The number of children, who are born subsequent to a first abortion, with handicaps, has increased dramatically. Why? Because when you abort the first-born of any, nature takes it's vengeance on the subsequent children". Når jeg hører sådan noget forstår jeg godt hvorfor MAYDAY valgte deres gruppe-navn! Og så tænker jeg i øvrigt, at der burde være mere hiphop i amerikansk politik! Nok om det, lad os komme tilbage på sporet.
Med hensyn til produktionerne er "Due In June" og "June" fantastiske, men faktisk ikke særlig sigende om resten af Take Me To Your Leader. Der er en del mere "gang i den" på resten af pladen, med gyngende trommer, fede basgange, markante guitar-riffs og mørke synth-melodier. Her er The Roots-sammenligningen igen relevant, for MAYDAY undgår de typiske "band møder hiphop" fælder, hvor produktionerne drukner i riffs, trommer og en generel overproducering. På trods af de mange rock'ede elementer og det faktum at det er et band vi har med at gøre, er det stadig beats man lytter til, og ikke rock med rap over.
I forhold til hvor ukendt et band MAYDAY er, er den her anmeldelse allerede ved at være for lang, så lad mig derfor korte det ned til, at Take Me To Your Leader er et virkelig fedt album med tunge, mørke, melodiske og effektive produktioner tilsat sublim rap og sang. Albummet er dog langt (19 numre), og MAYDAY formår ikke at udelukke et par mundane øjeblikke.
Check følgende tre tracks, og hvis det er noget der fanger dig, så find resten på Spotify; det er vel det man gør nu til dags?
4.5/6
"Aaahh, can you feel it, feel it - rushed out the door, what a strange feeling"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar