Vi laver ikke klassikere, vi laver hits!
Dette er den kedelige mentalitet, der driver de fleste musikere i dag. Den evige kamp for at fange lytternes interesse.
Hvis man går nogle år tilbage i tiden, var målet som musiker ikke at fange interessen, men at fastholde den efter den var fanget. Før der var noget der hed "internet", "youtube", "mp3" og "gratis download" udgav man singler for at fange folks opmærksomhed, men med det fremadrettede mål, at de forhåbentlig gik ud og investerede i ens plade. Dengang var kunstnerne nemlig kloge nok til at vide, at en enkelt single ikke var nok til at fastholde interessen; resten af albummet var nødt til at følge med, ellers røg vinylen af pladespilleren, cd'en af anlægget og båndet af boom-boxen. Det handlede altså om at skabe et helstøbt produkt, der var lige så fedt ved 50. lyt som ved første. Fik man som lytter fingrene i en sådan plade, kunne den sagtens bo i ens anlæg i flere måneder af gangen. Det var sådan man vidste, at en plade virkelig var god. Det var dengang klassikerne blev til; de såkaldt "classic albums", der kunne bestå tidens test.
I dag er det de færreste unge der overhovedet ejer et apparat, der kan afspille fysiske udgivelser. I den digitale æra med iTunes, Spotify, WiMP, Grooveshark, Deezer og hvad der eller eksisterer af musiktjenester, kan man høre tonsvis af musik på daglig basis, kunstnerne ved derfor, at de er nødt til at have et smash hit for at fange lytternes opmærksomhed. Pladeudgivelsen er således - i langt de fleste tilfælde - blevet reduceret til en undskyldning for at kunne udgive disse singler. Det er ikke længere en ambition at fastholde folks interesse. De fleste kunstnere ved, at der er for meget konkurrence til at dette overhovedet er realistisk. I dag handler det udelukkende om at fange interessen momentarisk, og så håbe på at kunne leve fedt af dét.
Tilbage står en lille minoritet af kunstnere, der med et oldschool mindset agter at prioritere fastholdelsen højere end fangsten. Det er dem, der ikke bliver hørt af millioner eller tjener styrtende med penge, den åbenlyse konsekvens af ikke at lave hit-singler. Til gengæld er det hos dem, at de tidsløse "classic albums" har en chance for at komme til live.
Echo Out kollektivet hører til denne minoritet af ildsjæle, der stræber efter den langtidsholdbare musik, der hverken daler i relevans eller aftager i kvalitet med tiden. Nej, de har endnu ikke lavet et hit; uden letbenede omkvæd og udvandede rim som man kan synge og rappe med på efter første gennemlytning, ser radioerne intet hit-potentiale og er derfor ikke meget for at røre dem. Til gengæld står det meste af deres plade-katalog soleklart i erindringen som værende bedre end stort set alt andet, og skulle dansk rap se noget så sjældent som et "classic album" har jeg altid haft tiltro til Echo Out som værende leverandør af dette.
En sjældenhed i dansk rap ser nu dagens lys, og Echo Out er rigtig nok leverandør. Dialektens debutalbum Stiplede Linjer er efter talrige udsættelser ude, og selvom det naturligvis - og helt logisk - tager tid at bestå tidens test, så har jeg aldrig været mere sikker i min sag: vi har her at gøre med et "classic album".
Dette er mentaliteten, der driver Dialekten. Glem tendenser, glem "det sidste nye", glem "hot lige nu", glem svimlende budgetter og glem ambitioner om at blive #1 i hele landet. Når Nota Bene og Chewbacca står i køkkenet er menuen simpel: hårde beats, skarpslebne rim og originale flows, tilsat en ordenlig portion hjerne og hjerte. Ambitionen: at blive et punktum i den store historik.
Formularen er enkel men udfordrende, både for Dialekten selv og for lytteren, det her er nemlig hiphop i sin mest rå og nøgne form; det er hverken fint eller poleret, og der er ikke taget nogle fancy hjælpemidler i brug for at gøre det hele lidt mere tilgængeligt for den gængse lytter. Det er mørkt, tungt, in your face, og der bliver ikke lagt fingre imellem eller gået på kompromis - overhovedet. Som Chewbacca rapper: "Der' ingen bestikkelsespenge i en konvolut / Ingen chancer for efterredigering, intet Hollywood / Kun rugged grooves". Her har penge, bling og lir ingen interesse, og de store pladeselskaber har intet at lokke med. Kun én kontrakt interesserer Dialekten: "Stik mig de skide papirer og vis mig hvor jeg skriver under - på mit crew er ill!". Og som de rigtig nok siger: hvorfor lave hiphop for pengenes skyld når man allerede er rig på skills?
Dét er i øvrigt en grov underdrivelse. Var skills en valuta havde vi med milliardære at gøre. Stiplede Linjer er ganske enestående i sin hyppighedsfrekvens af stor-imponerende øjeblikke, både hvad angår tekster, flows og beats.
Teksterne er yderst velforfattede, og pladen byder på lidt af det hele: obligatorisk battlerap, en Nørrebro-ode, et graffiti-anthem, støvet vintage-rap, en midter-finger til pladebranchens rovdyr og tilhørende tudekiks til ofrene, sange om både sindsforvirret og lykkelig kærlighed, abstrakt poesi og hudløst ærlig selverkendelse. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har siddet med så overvældende mange citater fra de forskellige sange i mine håndskrevne noter, som jeg gerne vil fremhæve.
Chewbacca og Nota Bene kan både tillægge enkelte linjer enorme mængder betydning, og samtidig få et helt vers til at gå op i en højere enhed. Det ene øjeblik sprayer de lydkulisserne til med farverige billeder, det andet tager de lytteren med, tæt ind på deres private liv, og i det tredje spyder de ren ild. Hver gang man som lytter åbner en ny dør, blændes man af diamanterne på den anden side - og der er mange døre at åbne!
Dertil forbløffer de konstant og hele tiden med deres levering, der aldrig er til at forudse, om som ustandseligt gennemsyres af en næsten sygelig perfektionisme i indlevelsen, der dog aldrig virker påtaget eller kunstig i fremførelsen. Nogle gange tager man sig selv i at grine smørret over deres ubarmhjertige kynisme og overlegenhed, andre gange er man nødt til at trykke pause for at tænke over ordene. Selv efter 25 gennemlytninger er der nye hjørner og afkroge at gå på opdagelse i på Stiplede Linjer. Ganske simpelt en velskrevet plade af de yderst sjældne.
At Nota Bene er den bedre rapper i Dialekten tror jeg næppe nogen vil opponere imod, men denne "ubalance" bliver jævnet fint ud, da Chewbacca har produceret størstedelen af pladens beats. Og lad mig da bare sige det som det er: han kanoniserer sig selv direkte op i den absolutte elite af producere herhjemme. Det er intet mindre end en sjaskvåd hiphop-drøm at lytte sig igennem Stiplede Linjer. Ens nakkehvirvler befinder sig i farezonen fra første sekund, da der bliver serveret nogle af de ledeste bangers dansk hiphop har set i lang tid. Fra den boblende funk-perle "Det Blå Disko" og de intense, Stoupe-lydende strygere på "Til", til den jazz-melankolske "Soulstik" og det tonstunge, glødende titelnummer. Det er en ren mission impossible at finde noget dårligt at sige om Chewbaccas kreationer.
"We don't make hits, when it comes to this - we make classics"
Dette er mentaliteten, der driver Dialekten. Glem tendenser, glem "det sidste nye", glem "hot lige nu", glem svimlende budgetter og glem ambitioner om at blive #1 i hele landet. Når Nota Bene og Chewbacca står i køkkenet er menuen simpel: hårde beats, skarpslebne rim og originale flows, tilsat en ordenlig portion hjerne og hjerte. Ambitionen: at blive et punktum i den store historik.
"Crunchtime, klokken tikker, dagene går /
Vi stinker af knofedt, de stiplede banger hårdt /
Glohedt - sinkerne skoles, vi tar' endnu et år /
Uden profit og tvinger solen til at skinne i skolegården"
Formularen er enkel men udfordrende, både for Dialekten selv og for lytteren, det her er nemlig hiphop i sin mest rå og nøgne form; det er hverken fint eller poleret, og der er ikke taget nogle fancy hjælpemidler i brug for at gøre det hele lidt mere tilgængeligt for den gængse lytter. Det er mørkt, tungt, in your face, og der bliver ikke lagt fingre imellem eller gået på kompromis - overhovedet. Som Chewbacca rapper: "Der' ingen bestikkelsespenge i en konvolut / Ingen chancer for efterredigering, intet Hollywood / Kun rugged grooves". Her har penge, bling og lir ingen interesse, og de store pladeselskaber har intet at lokke med. Kun én kontrakt interesserer Dialekten: "Stik mig de skide papirer og vis mig hvor jeg skriver under - på mit crew er ill!". Og som de rigtig nok siger: hvorfor lave hiphop for pengenes skyld når man allerede er rig på skills?
Dét er i øvrigt en grov underdrivelse. Var skills en valuta havde vi med milliardære at gøre. Stiplede Linjer er ganske enestående i sin hyppighedsfrekvens af stor-imponerende øjeblikke, både hvad angår tekster, flows og beats.
"Sikken' fryd, ikk' en skid at lave /
Andet end en plade med den lyd uden tid, men frisk fra havet /
Hjemmelavede saltvands-bangers /
Så hele faget springer op af stolen: "Hva' fanden har vi lavet!!?"
Teksterne er yderst velforfattede, og pladen byder på lidt af det hele: obligatorisk battlerap, en Nørrebro-ode, et graffiti-anthem, støvet vintage-rap, en midter-finger til pladebranchens rovdyr og tilhørende tudekiks til ofrene, sange om både sindsforvirret og lykkelig kærlighed, abstrakt poesi og hudløst ærlig selverkendelse. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har siddet med så overvældende mange citater fra de forskellige sange i mine håndskrevne noter, som jeg gerne vil fremhæve.
"Vrider musikken til noget der kan bevare lidt troværdighed /
Og faktum er jeg' bare en kakerlak uden kærlighed /
Man jagten går og jeg ka' se den lige foran mig /
Så jeg knapper skjorten, snører skoene, jeg sprinter /
Forstår hvad det drejer sig om /
Det' som at spørge efter ild når man selv har lighteren i hånden"
Chewbacca og Nota Bene kan både tillægge enkelte linjer enorme mængder betydning, og samtidig få et helt vers til at gå op i en højere enhed. Det ene øjeblik sprayer de lydkulisserne til med farverige billeder, det andet tager de lytteren med, tæt ind på deres private liv, og i det tredje spyder de ren ild. Hver gang man som lytter åbner en ny dør, blændes man af diamanterne på den anden side - og der er mange døre at åbne!
Dertil forbløffer de konstant og hele tiden med deres levering, der aldrig er til at forudse, om som ustandseligt gennemsyres af en næsten sygelig perfektionisme i indlevelsen, der dog aldrig virker påtaget eller kunstig i fremførelsen. Nogle gange tager man sig selv i at grine smørret over deres ubarmhjertige kynisme og overlegenhed, andre gange er man nødt til at trykke pause for at tænke over ordene. Selv efter 25 gennemlytninger er der nye hjørner og afkroge at gå på opdagelse i på Stiplede Linjer. Ganske simpelt en velskrevet plade af de yderst sjældne.
At Nota Bene er den bedre rapper i Dialekten tror jeg næppe nogen vil opponere imod, men denne "ubalance" bliver jævnet fint ud, da Chewbacca har produceret størstedelen af pladens beats. Og lad mig da bare sige det som det er: han kanoniserer sig selv direkte op i den absolutte elite af producere herhjemme. Det er intet mindre end en sjaskvåd hiphop-drøm at lytte sig igennem Stiplede Linjer. Ens nakkehvirvler befinder sig i farezonen fra første sekund, da der bliver serveret nogle af de ledeste bangers dansk hiphop har set i lang tid. Fra den boblende funk-perle "Det Blå Disko" og de intense, Stoupe-lydende strygere på "Til", til den jazz-melankolske "Soulstik" og det tonstunge, glødende titelnummer. Det er en ren mission impossible at finde noget dårligt at sige om Chewbaccas kreationer.
Det skal dog siges, at der ér beats at finde på Stiplede Linjer, som er skabt ud fra en mere alternativ skabelon end man er ”vandt til”, som f.eks. "Antitainer", "Ikk' Noget", "Påtideatgåvider'" og "Sort Due". Disse beats er ikke dårlige, - de går direkte ind og udfordrer og forsøger at gradbøje ens opfattelse af, hvad der egentlig er et "godt" beat, og det kan have en forvirrende effekt på ens smagsløg. Hvis man går på kompromis med sin tolerance og giver disse produktioner tid til at vokse på én, ender man med al held med at få sin horisont udvidet, og det er lidt af en gave i sig selv.
FlotteDavey, der både er landets skøreste og mest nyskabende beatsmed, har produceret den fuldt ud tossede, ekstremt kreative "Farvel Pia" og den mindst ligeså legesyge "Rovdyr", der blander små lydbidder fra harmonikaer, franskbrød, banjoer, piano, strygere og meget andet til et grinagtigt eksplosivt beat.
Lars Da Fari har produceret den opløftende jazz-swinger "Tirsdag", der er mindst lige så laber som hans Tudsegammelt beats. Sammen med Chewbacca har han endvidere produceret førnævnte "Påtideatgåvider'" og den hængekøje-døsige "Billig holiday", hvor 2Pac's "then some lady named Billie Holliday sang" -linje fra "Thugz Mansion" naturligvis er inkorporeret. Endeligt har DJ30 og Chewbacca sat den gusten-tunge "Galde" sammen, der løber én koldt ned ad ryggen.
Der hersker absolut ingen tvivl om, at dette er den mest mageløse samling beats jeg som anmelder er blevet udsat for.
"Problemet" jeg sidder med nu er, at jeg i min videre beskrivelse af Stiplede Linjer er løbet tør for ord. Jeg har som anmelder allerede brugt de flotteste og mest værdiladte verber mit ordforråd har at byde på, men til udgivelser, der ikke er lige så gode som Stiplede Linjer. Jeg har allerede, i andre sammenhænge, kaldt Dialekten alt fra "mesterlige" og "sublime" til "episke" og "mirakuløse". De ord kan jo ikke overgås, så hvad er der tilbage?
Havde jeg haft en akademisk-journalistisk baggrund, kunne jeg sikkert skrive noget i stil med, at Stiplede Linjer er et ekskvisit komponeret, ekspressivt, lyrisk-koloristisk storværk i dansk rap, farseret med særegne, stemningsmættede synteser, der i sjældent grad formår at få sindets strenge til at vibrere.
Men jeg vil hellere, for en sjælden gangs skyld, gemme ordene af vejen og ty til tal, for tal fortæller altid sandheden.
Som anmelder har jeg siden 2007 haft 469 udgivelser under kniven. Af disse har 17 fået topkarakteren 6/6, hvilket giver en "classic"-ratio på 3,6%. Á de 469 udgivelser, er 157 af dem danske. Á dem har ingen fået topkarakter, hvilket giver en "classic"-ratio på 0,0%. - Dét har jeg måtte høre for mange gange. Folk har i løbet af årene hævdet, at jeg "ikke forstår mig på hiphop", at jeg er decideret "modstander af dansk rap" og at jeg er "en useriøs og talentløs anmelder, der slet ikke føler for kulturen". Trods alt dette er jeg virkelig glad for, at jeg har valgt at forholde mig kritisk og krævende som anmelder, for det har - forhåbentlig - gjort mig i stand til at overbevise jer om, at det virkelig er et "classic" album der er tale om, den dag topkarakteren lander. Today is that day.
FlotteDavey, der både er landets skøreste og mest nyskabende beatsmed, har produceret den fuldt ud tossede, ekstremt kreative "Farvel Pia" og den mindst ligeså legesyge "Rovdyr", der blander små lydbidder fra harmonikaer, franskbrød, banjoer, piano, strygere og meget andet til et grinagtigt eksplosivt beat.
Lars Da Fari har produceret den opløftende jazz-swinger "Tirsdag", der er mindst lige så laber som hans Tudsegammelt beats. Sammen med Chewbacca har han endvidere produceret førnævnte "Påtideatgåvider'" og den hængekøje-døsige "Billig holiday", hvor 2Pac's "then some lady named Billie Holliday sang" -linje fra "Thugz Mansion" naturligvis er inkorporeret. Endeligt har DJ30 og Chewbacca sat den gusten-tunge "Galde" sammen, der løber én koldt ned ad ryggen.
Der hersker absolut ingen tvivl om, at dette er den mest mageløse samling beats jeg som anmelder er blevet udsat for.
"Problemet" jeg sidder med nu er, at jeg i min videre beskrivelse af Stiplede Linjer er løbet tør for ord. Jeg har som anmelder allerede brugt de flotteste og mest værdiladte verber mit ordforråd har at byde på, men til udgivelser, der ikke er lige så gode som Stiplede Linjer. Jeg har allerede, i andre sammenhænge, kaldt Dialekten alt fra "mesterlige" og "sublime" til "episke" og "mirakuløse". De ord kan jo ikke overgås, så hvad er der tilbage?
Havde jeg haft en akademisk-journalistisk baggrund, kunne jeg sikkert skrive noget i stil med, at Stiplede Linjer er et ekskvisit komponeret, ekspressivt, lyrisk-koloristisk storværk i dansk rap, farseret med særegne, stemningsmættede synteser, der i sjældent grad formår at få sindets strenge til at vibrere.
Men jeg vil hellere, for en sjælden gangs skyld, gemme ordene af vejen og ty til tal, for tal fortæller altid sandheden.
Som anmelder har jeg siden 2007 haft 469 udgivelser under kniven. Af disse har 17 fået topkarakteren 6/6, hvilket giver en "classic"-ratio på 3,6%. Á de 469 udgivelser, er 157 af dem danske. Á dem har ingen fået topkarakter, hvilket giver en "classic"-ratio på 0,0%. - Dét har jeg måtte høre for mange gange. Folk har i løbet af årene hævdet, at jeg "ikke forstår mig på hiphop", at jeg er decideret "modstander af dansk rap" og at jeg er "en useriøs og talentløs anmelder, der slet ikke føler for kulturen". Trods alt dette er jeg virkelig glad for, at jeg har valgt at forholde mig kritisk og krævende som anmelder, for det har - forhåbentlig - gjort mig i stand til at overbevise jer om, at det virkelig er et "classic" album der er tale om, den dag topkarakteren lander. Today is that day.
"Så hent dit slæng, dit posse, din kvinde og dine nære venner
For de laver det sgu' ikk' sådan her længere"
6/6
- Jeppe Barslund
