Evidence - Cats & Dogs

"My first album had no famous guest appearaces /
So what's the outcome: I'm still an' underground lyricist /
And fame don't even capture what my interest is /
I'm halfway to famous, halfway away from infamous"

Evidence har leveret solid undergrunds-hiphop fra den solrige vestkyst i godt og vel femten år. Både som soloartist, som producer og som del af den ikoniske gruppe Dilated Peoples. Han har arbejdet med alt og alle, er yderst respekteret af fans såvel som kollegaer, og har aldrig ligget på den lade side hvad angår projekter, beats, features og udgivelser.
Der er derfor ganske mirakuløst, at hans på alle måder mest vedkommende, personlige, skarpeste og vigtigste album kommer nu, efter halvandet årti.

"I'm on another level, I mean another label /
Players don't die we try luck at other tabels /
And when I lose I learn, I'm still winning major /
I jump forward then back and do the missing stages"

Ordene her stammer fra nummeret "You", og de beskriver ganske præcist Evidence's nuværende person. Han er blevet signet til Rhymesayers Entertainment (hvilket i mine øjne er en stærkt træk fra begge parter) og træder på Cats & Dogs stærkere frem end nogensinde før. Kigger vi igen på ovenstående citat skal man tage ordene ganske seriøst; "when I lose I learn, I'm still winning major". - Han har lært af sine fejl og mangler, og har faktisk selv udtalt, at samarbejdet med nyere rappere som Fashawn, Blu, Elzhi og Jay Electronica har inspireret og motiveret ham til at blive en bedre rapper, og det er han blevet! Der var engang noget negativt over hans alias "Mr. Slow Flow", men det er ikke længere tilfældet. Det er meget muligt, at Evidence ikke er den rapper, der eksperimenter mest med tempo, men på Cats & Dogs ligger han stadig formidabelt tæt over adskillige produktioner.

Samtidig har Evidence skrevet nogle af sine bedste tekster hidtil. Tekster, der ganske hurtigt fik mig til at sætte Ev helt op blandt de øverste på listen over oprigtige rappere, der faktisk i højere grad rapper som et almindeligt menneske med genkendelige følelser, end en hardcore rapper med facader og påtagede attituder. Og jeg mener det virkelig! - Man behøver ikke lytte til mere end "I Don't Need Love", hvor Ev rapper om hans mors død - tiden op til og efter, og alle de følelser der prægede hans eksistens, - for at sidde med fornemmelsen af, at det er en bekendt man hører rappe. Evidence er helt nede på jorden, helt nede i øjenhøjde, og det giver simpelthen hans historier et gevaldigt boost at være så meget til at tage og føle på.
Selv femten år inde i sin karriere bliver han stadig overrasket over den respons han får fra sit publikum. Et nummer som "Falling Down" viser på bedste vis, hvor ydmyg og taknemmelig Ev stadig er, blandt andet med linjer som:

"I never woulda thought the words wrote on a page /
Would have me on the other side of earth on a stage /
I never woulda thought there was a stage on earth /
That made me feel more at home besides the place of my birth"

Hvis ikke det er "real talk", ja så ved jeg da ikke hvad er?! Og "real talk" er der i øvrigt masser af hele vejen igennem . Ev har blandt andet sagt, at han vil gøre op med det "superman image" som mange rappere besidder, hvilket for det meste er en lodret løgn hvis man spørger Ev. Han vil langt hellere fortælle en sand historie med nerve og personlighed end en fiktiv fortælling, hvor han gør sig til noget andet - og måske bedre- end han er. Nej, han scorer ikke 100 chicks til hver en koncert. Nej, han stabler ikke sine indtjente penge i meters høje bunker. Han er en hårdtarbejdende undergrunds-rapper, der i bund og grund ligger og roder med de nogen lunde samme problemer som os andre. "Well Runs Dry" er et fantastisk nummer, der virkelig hiver Evidence ned fra denne imaginære piedestal, og menneskeliggøre ham totalt:

"I pay morgage in the storage and it still keeps pourin' /
Can't afford it so I gotta keep tourin' /
Tryna make a record in between was never foreign /
But unfamiliar when theres no was to avoid it"

Som én på YouTube har skrevet: "I wash all the rappers these days would have half the passion that this guy has". Ikke at der ikke er andre med Ev's mindset, men det er nu engang rart at lægge ører til en rapper, hvis hjerte brænder så tydeligt for hiphop.
Det er dog ikke alt på Cats & Dogs, der er personligt og dybt, der bliver også dyrket rap i sin mere rå form, og vi slipper naturligvis heller ikke for ryger-sangen, her i form af "Strangers", der uden at sige for meget har en ganske komisk indgangsvinkel til ryger-rap genren.
Evidence har også allieret sig med en række prominente gæster, der ikke er valgt ud fra "hvem, som er hot lige nu og som kan booste mit salgstal, skal jeg have med på min plade" -faktoren, men ud fra hvem, der rent faktisk passer ind og som kan bidrage med noget til den specifikke sang, og det er der kommet nogle fantastiske kollaborationer ud af. På "Fame" rapper Roc Marciano og Prodigy med, med hver deres syn på det at blive kendt, eller stile efter at blive det. Raekwon og især Ras Kass leverer fortrinlige vers på "The Red Carpet", sidstnævnte med vanlig skarphed i sine legende punchlines: "Jesus diarrhea, I mean holy shit / Christ on a cracker, that's just how we spit". Ekstra grimey bliver det også på "Where You Come From?", hvor Termanology, Lil' Fame og Ev's Dilated Peoples makker Rakaa kigger forbi, på hvad der er endt som en seriøst mørk og tung banger.
Bedst bliver det på den intet mindre end episke "Late For the Sky", hvor Ev's nye Rhymesayers-kollega Slug bidrager med et vers sammen med Aesop Rock, der simpelthen er i abstrakt topform. Endda over Sid Roams vel nok bedste produktioner til dato, med sangeren Catero på omkvædet, der ganske simpelt får det hele til at gå op i en højere enhed.

"I know the feeling when you're dealing with accomplishments /
Wishing they would diss you, instead they give you compliments /
That's what made you who you are, not what you became /
Part of being a star is getting burned through flames"

Jeg vil ikke bruge så meget plads på det dårlige, men da det desværre er til stede skal det selvfølgelig adresseres. Pladens længde for det første, jøsses! Har man den forudbestilte deluxe version som mig, så sidder man altså med 20 numre, hvoraf en fjerdedel snildt kunne have været sorteret fra. Dertil er der en del produktioner, der bliver meget hiphop-typiske på sådan en halvkedelig måde. Åbneren "The Liner Notes" kedede mig ganske meget, "James Hendrix" og "Crash" kunne jeg også snildt have været foruden, og "To Be Continued...", "Falling Down", "Well Runs Dry" og "Sleep Deprivation" siger mig heller ikke det store. De er ikke decideret dårlige, der er bare lidt for meget standart over dem til at det for alvor rykker i banditten. Cats & Dogs indeholder dog talrige beats, som jeg lige skulle love for rykker i banditten! Lad mig f.eks. bare nævne "The Red Carpet", hvor Alchemist, med hjælp fra Congress Alley's "God Save America" skaber en af sine bedste beats overhovedet, med gungrende trommer og en basgang der er tykkere end tyk! På "It Wasn't Me" - der bestemt er en af mine personlige favoritter - sætter Rahki og Danny Keyz en af årets mest effektive trommeprogrammeringer sammen, der slår fuldvoksne mænd omkuld. DJ Premier har også været inde over med to beats; et til "You", en gudsbenådet bange, der i min bog er hans bedste siden Termanology's "So Amazing" fra '08, og et til "The Epilogue", der ikke har samme kant, men som stadig gør sit job. DJ Babu's "Same Folks" er også et yderst veldrejet beat, fyldt med soul. Og så må jeg lige igen nævne Sid Roam's "Late For the Sky", dét nummer sidder bare lige i skabet.

Så som konklusion; hvad er Cats & Dogs så for en plade? Det er en for lang plade, der burde have haft skåret hvalpefedtet fra, med tendens til at blive for metervare-agtig hvad angår produktion. Men det er også en plade, der bærer ufattelig stærk lyrik, rappet af en mand med mangt og meget på hjerte. Dertil er det også en plade, der på sine højdepunkter stråler klarere end det meste andet, der er udgivet i år, og flere numre herpå står frem som små mesterværker. Nogle numre vil blive kasseret inden længe, men flere numre vil med garenti bliver spillet igen og igen og igen det næste lange stykke tid.

Hip hop ain't dead - here's the evidence!

4.5/6

- 4 videoer fra Cats & Dogs -

- Jeppe Barslund

'5 STÆRKE FRA. . . . .' feat. 9th Wonder

*PARENTES START*

- Se, i forhold til mit "Hvad ville I sige til at. . . . ." -indlæg, som jeg postede for ikke så længe siden, hvor jeg bad jer om at tage stilling til ideen om nye tiltag på bloggen her, - så er dette et eksempel på et indlæg eller en feature, som jeg muligvis kunne finde på at udvidde med.
Nu har jeg lige anmeldt 9th Wonders The Wonder Years, så i forlængelse af den anmeldelse synes jeg det kunne være fedt at give et bud - her mit bud - på fem stærke 9th Wonder beats fra kataloget. Min kammerat Jacques har (vist nok) en J-Live anmeldelse undervejs, og der kunne det på samme måde være fedt med en ekstra J-Live feature, med udvalgte J-Live numre.
Eller er det bare mig? Hvad synes I? Giv endelig jeres mening til kende i kommentarerne.

*PARENTES SLUT*

Dette er ikke nødvendigvis mine ultimative favoritter fra 9th Wonder, men bestemt fem produktioner, der ligger helt oppe i toppen. Værsgo' at nyd'.

Little Brother - "Lovin' It" feat. Joe Scudda

Fra gruppens The Mistrell Show (2005), der rummer adskille fantastiske beats fra 9th



Skyzoo - "Under Pressure"
Fra Brooklyn rapperens The Salvation (2009)



Strange Fruit Project - "Special" feat. Thesis
Fra deres The Healing (2006)



Median - "Collage"
Fra Medians uretfærdigt oversete Median's Relief (2007)



Murs & 9th Wonder - "Silly Girl" feat. Joe Scudda
Fra duoens andet album Murrays Revenge (2006)



- Jeppe Barslund

9th Wonder - The Wonder Years

Den Kinesiske Mur, Petra, Christo Redentor, Machu Picchu, Chichen Itza, Colosseum, Taj Mahal, Jay-Z og Patrick Douthit.

- Selvom der er mange forskellige versioner og meninger om hvilke bygninger/konstruktioner/opførelser, der er de "rigtige" vidundere i verden, så er den bredest kendte og mest omtalte liste den ovenfor, muligvis uden de to sidstnævnte, der med en gedigen omgang 'ego' involveret har tilføjet sig selv til listen.

Jeg så engang et interview, hvor intervieweren spørger Patrick Douthit aka 9th Wonder: "there are seven wonders of the world, you call yourself "9th Wonder", - who's the eighth?", hvortil 9th køligt svarer: "that's Jay".
Det britiske pop/rock band Eighth Wonder var tilsyneladende glemt for længst da Jay-Z i 2001 introducerede sit monsterhit "Izzo (H.O.V.A.)" med ordene "welcome ladies and gentlemen to the eighth wonder of the world". Der er endda nogen der påstår, at det var Jay-Z, der i sin tid kaldte Douthit for "the 9th wonder", og der var derfra han tog navnet. Om det er sandt eller falskt skal jeg ikke kunne sige, men én ting der er tankevækkende er, at da Jay valgte beatet til "Threats" til hans Black Album i 2003, var 9th Wonder et ubeskrevet blad, en upcomin producer, der stort set ikke havde set sit præg på gamet overhovedet.

Jeg skimmede wikipedia hurtigt for at få det basale info på plads, og det chokerede mig faktisk en smule at erfare, at 9th Wonder ikke engang har været aktiv producer i et årti - altså sådan rundt regnet. Meget få produktioner er dateret til før årtusindeskiftet, men alt hans arbejde ligger rundt regnet på denne side, mere præcist fra omkring '02. Jeg har nok opbygget en idé om, at han er en af hiphoppens vigtigste producere, fordi jeg så ofte har set ham side om side med legender som DJ Premier og Pete Rock, og fordi at hans beat-katalog er større end de fleste andres, på trods af, at hans virke altså ikke strækker sig over mere end ti år. Manden laver jo vitterligt flere beats på et år end de fleste andre gør på fem. 9th Wonders nyeste skud på stammen, producer-albummet The Wonder Years, viser således på strålende vis hvad manden har opbygget igennem de sidste ti års tid.

9th Wonder åbner endda hele ballet med selv at rappe, da han på "Make It Beat" fortæller om sin udvikling fra "the freshest little nigga in 6th grade" til at producere for Jay, Mary J. Blige, Erykah Badu, Ludacris og Common, og altså at have "made it big". Nej, han er ikke en synderligt god rapper. Flowet er fladt og kedeligt og leveringen uden den store indlevelse. Men det er jo slet ikke pointen. The Wonder Years er tydeligvis 9th Wonder, der fejrer sin triumf som beatmager, og det hele virker som én stor festlighed, hvor alle hans tætteste samarbejdspartnere igennem årene har joinet for at fejre triumfen med ham, i selskab med nogle af hiphoppens nyere ansigter. Samtidig understreger The Wonder Years på mageløs vis noget, som 9th Wonder har været - og er - ekstremt dygtig til; nemlig at bygge bro imellem rå hiphop og soul/R&B hooks og storslåede vokalarrangementer. Det hele er at finde herpå, fra nogle af de sprødeste rap-linjer, der er blevet lagt i år, til poppede auto-tune omkvæd og muntert kvidrende sangfugle, der besmykker både omkvæd og hele sange. Som Murs rapper på "Enjoy": "I'm the proof that you can still make loot and keep your rhymes strong", - og dette gør sig på samme måde gældende med 9th's beats. Tag f.eks. et nummer som "One Night", der har lidt af et sukkersødt omkvæd, sunget af lidt af en smør-tenor iført auto-tune dragten, men omkvædet er utrolig lækkert, og med et solidt beat og Phonte på versene går det hele op i en højere enhed, og resultatet er fantastisk. En af mine personlige favorit skæringer, "Now I'm Being Cool", er faktisk udelukkende drevet af sang, idet Brooklyn sangerinden Mela Machinko folder sine sang-vinger ud og besmykker det fabelagtige klaver-loop til perfektion. Call me soft, men dét nummer har allerede over 40 plays i min iTunes, og jeg vil stadig brage det nummer ud af højtalerne til nytår!



Heldigvis - vil nogen nok sige - er der ikke sang, radio-venlighed og pop-elementer at finde på alle numrene. 9th Wonder er først og fremmest en hiphop-producer, og The Wonder Years byder på noget af det ypperste hiphop som 2011 endnu har set. Blu Sene og Sundown slår hovederne sammen på den gyngende "Piranhas", der er drevet af 9th Wonders vel nok mest letgenkendelige tromme-loop stil, og det skuffer ikke. En anden fantastisk collaboration er at finde på "Hearing the Melody", hvor Skyzoo, Fashawn og King Mez brillerer over et suverænt beat, der er drevet af en "lyd"(?), - et instrument som jeg ikke kan identificere, men som ædderman'me har "the melody". Allerbedst bliver det på "Enjoy", der hands down er noget af det bedste jeg har hørt i år. Her forenes vestkystens 'past' (Warren G), 'present' (Murs) og 'future' (Kendrick Lamar) til en uvirkeligt sprød stjerne-banger, som jeg da lige måtte knibe mig i armen over, da jeg hørte den første gang! Det er i hvert fald sikkert og vist, at fremtiden ser lys ud med Kendrick Lamar som fanebærer. Hvis ikke Section.80 var bevis nok på dette, så bør hans vers her på gøre det klart.



Der er rigtig rigtig meget godt på The Wonder Years, og det allerbedste er altså dumt godt (!), men der er også mindre spændende momenter på pladen. Mac Miller er med på en sær kærlighedssang, men det er ifølge ham selv helt okay, "cause even gangsta motherfuckas fall in love", - jeg er ikke rigtig nede med den. "20 Feet Tall", der har Erykah Badu i førersædet gør heller intet for mig. Nummeret er langt og uden megen udvikling, og selvom hendes særegne vokal er all over the place virker nummeret bare kedeligt. Det lykkedes heller ikke rigtig for Marsha Ambrosious at hive sejren i land på "Peanut Butter & Jelly"; der går lidt for meget hystade i den, og man er kørt træt i nummeret allerede inden udgangen af første lytter.
Dertil er der et par numre, der befinder sig i grænselandet; "Loyalty" med Masta Killa, "Never Stop Loving You" med Talib Kweli og "No Pretending" med Raekwon og Big Remo er under ingen omstændigheder dårlige, men de står lidt i skyggen af pladens øvrige kraftpræstationer.

The Wonder Years kan opsummeres til at være en lidt rodet, men overvejende fremragende plade. Der er en lille håndfuld tracks til skraldespanden, en lille håndfuld udmærkede skæringer, en lille håndfuld sprøde cuts og en lille håndfuld ekstraordinært mesterlige numre, - og disse er i mine øjne så gode, at de løfter den samlede score højere op end de dårlige numre hiver den ned.
Gør jer selv den tjeneste at investér her, for 9th Wonders The Wonder Years er en hammerfed plade, punktum.

4.5/6




- Jeppe Barslund

DJ JS-1 - No One Cares

2011 har set mange producer-albums. Altså virkelig mange! Tone Spliff, DJ Deadeye, DC the Midi Alien, DJ Doom, Headnodic, 9th Wonder, Blu, Statik Selektah, Ski Beatz og mange andre har smidt plader på gaden, og selvom det naturligvis er op til den enkelte at bedømme, vil jeg sætte mine penge på DJ JS-1's No One Cares som værende produceralbummet med bedste features. Det er som om, at fokus i højere grad ligger på gæsterne end på selve produktionerne i mange tilfælde, og der er en tendens til, at der skal presses så mange rappere som muligt ind på alle numre. Således har JS-1 fået plads til små 50 gæsteoptrædener på hans 22 numre lange No One Cares, og alle slags rappere er repræsenteret her, fra KRS-One, Kool G Rap, Jeru The Damaja, M.O.P., Ras Kass, Ill Bill og Ruste Juxx til Homeboy Sandman, Tanya Morgan, C Rayz Walz, Torae, Pack FM, Blacastan og Tonedeff. Man bliver nærmest helt forpustet af at skrive alle de navne op!
Som sagt en yderst imponerende liste. Hvad der desværre ikke er så imponerende, hvilket må siges at være en kende ærgerligt, er produktionernes kvalitet. JS-1 har stilet efter en nedbarberet, east-coast boom-bap lyd, og har som sådan ramt den ganske præcist, men på den kedeligst tænkelige måde. Formularen er den samme hele vejen igennem, med anonyme trommeloops, halvslatne basgange og enkelte andre elementer i form af keys, blæsere, guitarer og samples. Men for at være helt ærlig synes jeg ikke der er noget, der for alvor rykker. "Last To Know" med Tonedeff svinger ganske fortrinligt, men dette er nok i højere grad takket være Tonedeff's mesterlige flow end beatet, der forholdsvist hurtigt bliver repeterende og derved kedeligt, - hvilket forresten er tilfældet med alle de andre beats også.



Sagen er den, at når talen falder på et producer-album, så må det nødvendigvis være produktionerne der vægtes højest, og når det som med No One Cares er tilfældet at beats'ne er decideret kedelige over hele feltet, så er affæren allerede her en sørgelig en af slagsen. Og nej, det er ikke fordi det er decideret elendige, men helhedsbilledet skriger bare på variation, nuancer og noget "andet", noget spændende. Om de mange gæster gør det godt eller ej er næsten underordnet, for det er JS-1's album, og han imponerer som sagt ikke. Der er gode lyriske momenter iblandt, som Jeru the Damaja på "Science", Homeboy Sandman på "Goin' Out" og især Razzy Kazzy på "Compositionz". Men igen, når hovedpersonens egne bidrag lugter langt væk af venstrehåndsarbejde, så synes rappernes ihærdige forsøg på at gøre en god figur af sig noget nyttesløs.

Pladen åbnes med et skit hvor DJ Eclipse interviewer DJ JS-1, og hans svar til alle spørgsmålene er "no one really cares....", og selvom det er meningen at det skal have et komisk element, så er pladens titlen uhyre passende, for frankly my dear, to be honest, I really don't care....
Der er i hvert fald lang vej herfra til hans fantastiske Audio Technician album fra 2004, der blandt andet havde den her på tracklisten.

2/6

- No one cares who reviewed this

JustMe - One Man's Trash

Da jeg sidste år hørte Tragedy & Dope, efter at have hørt om den via QN5, blev jeg mildest talt utroligt glad for at være blevet introduceret for JustMe.; en hamrende dygtig, komplet uprætentiøs rapper med begge fødder plantet solidt på jorden. Efter at Tragedy & Dope havde fået en god del rotationer måtte jeg tilbage i kataloget og have fat i JustMe’s ældre materiale, - og jeg må allerede her opfordre jer til at gøre det samme, for det er ganske vildt hvad manden har stået figur til.

JustMe udgør et af kernemedlemmerne af Scribbling Idiots, der må beskrives som værende en af nyere tids allerbedste undergrunds supergrupper. Side om side med rapperne Cas Metah, Theory Hazit, Wonder Brown, Mouth Warren, Kaboose, Elias, Ruffian og producerne MattmaN og Re:Flex udgav gruppen undergrundsklassikeren The Have Nots i 2008 (måske i 2007, det er mærkværdigt nok ikke helt tydeligt?!).
JustMe’s debutalbum One Man’s Trash blev udgivet et par år forinden, men klientellet er det nøjagtigt samme, og kvaliteten mindst lige så høj.

Justin Long, som er vor hovedpersons borgerlige navn, udgør en del af det hiphop segment jeg plejer at placere under ”substantiel og social-bevidst undergrunds hiphop uden dikkedarer med et glimt i øjet” (!). Det her er rap, rappet af et ganske almindeligt hverdags-menneske, der elsker at rappe, men som godt ved, at han nok aldrig kommer til at leve fedt af det, og det er altså befriende. – Altså at få serveret bundsolid hiphop af en, der på mange måder minder om én selv. Godt nok har JustMe oplevet og været en del af samfundets vrangside (lyt til hans ”The Prodigal”), men han er sluppet ud af det, og rapper på One Man’s Trash om alt fra hans fortid på gadehjørnet, til det mest basale everyday stuff, som alle bør kunne relatere til.
Og JustMe’s største force er netop at kunne give alle emner et enten interessant eller humoristisk twist, og det er sådan set lige meget hvad han rapper om, på One Man’s Trash gør han det strålende over hele feltet. Tag bare et nummer som ”Just Playin” hvor han rapper om alle de ting han negligere til fordel for at spille playstation. Hvis man kan slippe fra det med et grinende publikum, så besidder man en gave, og lad mig bare afsløre, at jeg da grinede undervejs.

Som det også er tilfældet med mange af de andre kunstnere, der opererer inde for Illect Recordings døre, så er der også et tydeligt snert af religiøs indflydelse. Theory Hazit’s Extra Credit var stort set én stor christian rap plade, - JustMe bruger det ikke helt så meget, men det er et emne, der går igen og igen. Ikke på den prædikende måde, men som værktøj for bedre at definere sin tilgang til rap-gamet og sit liv generelt. På ”Shallow Dreams” rapper han om hvorfor man bør stile efter betydningsfulde ting i livet frem for materielle goder og glitter og glamour. Et emne vi vist godt kan blive enige om, at vi har hørt før, men sjældent leveret med så overlegen snilde som JustMe, der virkelig folder sig ud, blandt andet med følgende linjer, hvis afsluttende rimstruktur er i en klasse for sig:

”All daya
You praya
To be a ballplaya
Rhymesaya
I’ll paya
To be a brick-laya
You saya
“Heck yeaya”
‘Cause that’s betta
Than havin’ no cheddar and /
Being a veteran /
Of the rapgame that’s lame /
At the same time you could never be quite sure of the fame /
I’m sayin’ /
Do yourself and not your occupasion /
You’re better defined by what you put your faith in”

Tag en lytter her:



JustMe har ikke som sådan noget fjendtligt forhold til kommercielle rappere, der laver music for pengenes skyld. Han har en meget tilbagelænet måde at ryste på hovedet af dem, og det er tydeligt at han tænker ”their loss”, i stedet for at råbe om omkring det. Han gør det endda med enorme mængder humor, der understreger den på-hoved-rystende effekt. På ”Favorite Rapper” lyder det eminente omkvæd:

”You are my favorite rapper /
And your arrogance doesn’t even matter /
‘Cause your meant to be way bigger and badder /
Than any other cat that grabbed the Mic /
….. (yeah right)”

På min personlige favorit skæring “Low Budget” fletter han et suverænt andet vers sammen, hvor han namedropper nogle af hans virkelige favorite rappers, genialt skjult i et væld af linjer med dobbelt-betydning. Nu skriver jeg ikke navnene sådan som de rigtigt staves, men se hvor mange i kan få øje på:

”I see low green, I see no money in sight /
Just another unsigned rhymesayer tryna’ get by /
All my bright ideas and abilities /
No pioneers in this atmosphere with me /
Minimal kinects on my deck means /
If your pioneers ain’t feelin’ me, ya ears ain’t hearin’ me /
But I’m here to breathe vast air /
Just gotta keep these cats past steerin’ at my once classic /
Jurassic five your old sack, fuck fascists /
Call me a common outcast /
Cause I’m such a cashless has-been /
That I haven’t spent fifty cent on a pack of M&M’s or lifesavers /
Since the 8th grade before I gave the lyrics born soul position”

(Ikke helt sikker på 'fascist'-linjen, men i forståer pointen)

Sagt kort og godt, så er One Man’s Trash en plade, der er fyldt med lyrisk guf. JustMe skifter imellem at rappe som den laid back joviale rapper, til den mere komplicerede tekniske MC, og det virker ærlig talt som om, at alt han gør bare lykkedes til fulde.

Pladen er ligeledes besmykket med et udsøgt producer-hold. Det er low-key jazz/blues møder nedtonet, sample-baseret hiphop. Der er ikke nogen tonstunge nakkebrækkerer herpå, ej heller overdramatiserede kompositioner med strygere og børnekor. Det er helt enkelt små perler af nedbarberede beats, der komplimenterer JustMe’s fortællinger. Den røde tråd er uhyre tydelig, og helhedsbilledet er uvant kohærent. Man kan godt høre, at de bidragende producere ikke er blandt branchens dyreste, men dette skal faktisk – måske lidt mærkeligt – forstås positivt! Det, at der ikke er anvendt million dollar equipment og dyre studiemusikere gør bare, at de beatmagere, der er at finde på One Man’s Trash, er nogle af de allerdygtigste, når det kommer til at få det ultimativt bedste ud af lav budgets elementerne. Rusty Crates, Re.Flex, MattmaN, Theory Hazit, Deacon the Villain og JustMe selv er krediteret, og de leverer alle top-klasse produktioner. Jeg mener det seriøst, intet er under fantastisk her. Lækre beats, der bare glider ind og ud af hinanden. Det er næsten formålsløst at fremhæve specifikke sange for deres produktioner, for det er en yderst fornøjelig tur fra start til slut og tilfredsstillelses-faktoren peaker så mange gange, at det ville være langt nemmere bare at købe skiven og opleve det på egen hånd.

I må og skal simpelthen høre JustMe’s debutalbum. Jeg æder min egen hat hvis I ikke kan lide den – I KNOW you will! - Sublim undergrunds hiphop i sin reneste form, og ligesom The Have Nots, som nævnt i starten, er dette på alle tænkelig måder en lille klassiker.

5/6

One Man's Trash kan købes via Amazon.com (til under 1$!!) eller på iTunes.
#gørdetgørdetgørdetgørdet


- Jeppe Barslund

Tone Spliff - Work Ethics

Har i nogensinde hørt om et album, der er blevet kritiseret for at være for ”sjovt”? – Heller ikke mig, men det skete nu engang da jeg fandt Tone Spliff’s Work Ethics på UGHH.com, hvor en bruger simpelthen kritiserede pladen for at være ”too happy”. På daværende tidspunkt havde jeg allerede bestilt skiven, og glædede mig faktisk til at høre, hvordan en ”too happy” hiphop udgivelser lyder. Det viste sig, at vedkommende faktisk havde ret.

Tone Spliff er en producer fra New York, der startede ud som rapper, skiftede kort tid efter til tour dj for blandt andet Copywrite og Vast Aire, og endeligt er han sprunget ud som full time producer, først med Authentic fra 2009, og nu med Work Ethics.

Tone Spliff opererer i forholdsvist simple beats, der med forholdsvist ensartede trommer og basgange cirkulerer om nøje udvalgte samples, som er den klare hovedperson på Work Ethics. Det er så her, at vi igen må kigge på ”too funny” udtalelsen, for Tone Spliff’s beats har ganske simpelt noget humoristisk over sig. På mange af produktionerne har dette en herligt afvæbnende effekt, men på andre virker de lette indslag og til tider fjollede samples en smule undervældende. Tag et nummer som ”The Chosen”, der er drevet af et repeterende orgel-loop, der er så lalleglad i sit udtryk, at det er tæt på umuligt at tage de ellers fornemme gæsterappere alvorligt. Fresh Daily, Phil Da Agony og Torae må ligeledes se sig tilsidesat af det åndede samspil mellem klaver og horn på ”What We Do Best”. Det føles som om man ser en komedie med et håbløst manuskript, besat af fortrinlige skuespillere.

På andre numre er manuskriptet dog betydeligt bedre. Et forrygende, og dog stadig komisk bearbejdet vokalsample, - resulterer i en forrygende produktion på ”Most Recognized”, hvor Sean Price brillere forrest i feltet. ”Think About It” er ligeledes umuligt ikke at holde af, med sine kække fingerknips, flabede fløjter og elastiske trommer. Det suveræne match imellem strygere, xylofon og hurtigløbende trommer på ”Can’t Relate”, giver på samme vis Reks og hans medgæster en formidabel bund at rappe fra.
Sandheden med Work Ethics er, at størstedelen af pladen, trods mange letindtagelige elementer, fungerer yderst godt. Termanology og hans kumpaner lægger sig ud på den simple, men yderst groovy ”The After Party”. Blacastan, C Rayz Walz og A.G. (hvilken sammensætning!) står sammen om en af skivens absolutte perler på ”Hard Time”, der sampler nogle gamle, støvede strygere fra hvad der kunne være soundtracket fra Mad Men serien. Den sjoveste sammensætning må siges at være på den også lyrisk komiske ”Random Love”, hvor Mac Lethal og Esoteric slår hovederne sammen om en underholdende fortælling om uforpligtende ”kærlighed”.

Tone Spliff’s Work Ethic er en skør blanding af fjollede produktioner, der enten slår solidt igennem – som det heldigvis er tilfældet med flertallet, - eller falder til gulvet med et brag. De mange gæsterappere, der altså tæller nogle ganske fantastiske nogle af slagsen hele vejen igennem, bidrager med et højt lyrisk niveau, der fuldstændig uden at have en rød tråd pladen igennem, formår at kæde det hele sammen til at være en gedigen hiphop plade.
Da jeg hørte Work Ethics igennem første gang tænkte jeg, at det umiddelbart var super sprødt, men jeg tvivlede stærkt på holdbarheden. - Men nu, to måneder efter, hvor jeg stadig hører den en del, må jeg konstatere, at det føromtalte afvæbnende element altså gør sit job til punkt og prikke, for det er ganske simpelt en fed plade vi har med at gøre her.

4/6


Hør......

"Most Recognized"



"Think About It"



"Hard Time"

Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (CLASSIC ALBUM TBT REVIEW)

Kan I huske dengang hvor hiphop var en helt ny ting i jeres verden? Dengang et-eller-andet havde åbnet jeres øjne for genren og forelskelsen var helt ny. Dengang døren ind til en verden af sprød musik netop var åbnet.
Min hiphop-forelskelse var ganske spæd da jeg blev introduceret for Visions of Gandhi. Mit hiphop kendskab var rundt regnet begrænset til Gang Starr's Moment of Truth, Jurassic 5's Power In Numbers og Eminem's Marshall Mathers LP, så da Vinnie Paz trådte ind i min verden med sin yet-to-be-matched aggressive tilgang til rap over Stoupe's yet-to-be-matched storladne, symfoniske dunder-bangers, var jeg solgt med det samme. Og set i bakspejlet er det egentlig sjovt, for der var - og er for den sags skyld - ikke så meget som ét gram relaterbart materiale at finde i Vinnie Paz's tekster, men når jeg rappede med på den umenneskeligt eksplicitte lyrik sammen med mine gymnasieklassekammerater Malte og Felix, som jeg opdagede Jedi Mind Tricks sammen med, havde jeg the time of my life. Vi kunne seriøst recitere "Blood In Blood Out" og "Nada Cambia" til perfektion!

Det er ved at være et årti siden jeg hørte Visions of Gandhi første gang, men albummet står stadig den dag i dag for mig, som et af de "største" hiphop værker, der er lavet. Om det netop er fordi, at udgivelsen gjorde indtryk på mig i en tid, hvor alt terræn var ubetrådt og alle indtryk var førstehånds skal jeg ikke kunne sige. Som det jo er tilfældet med de fleste "mesterværker", så spiller den enkelte lytters personlige forhold til den givne plade en kæmpe rolle. Efter at have læst, hørt og snakket om hvad der gør en udgivelse til en "classic" tror jeg konklusionen er, at det kun er dig selv, der kan afgøre om en plade er en klassiker eller ej. Personligt synes jeg f.eks. hverken Illmatic eller Only Build 4 Cuban Linx er klassikere, men i min bog er Visions of Gandhi en klassiker. Dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke anerkender de to milepæle for hvad de er, de har bare ikke haft synderligt stor betydning for mig personligt. Flere vil måske mene at jeg er tosset, men hey, det er jo det smukke ved personlige holdninger, ikke.

Hvorom alting er; lad os tage en track-by-track (TBT) gennemgang af pladen.

1. "Intro"

En på alle måder genial intro, der virkelig giver et godt indtryk af, hvordan pladen kommer til at lyde. En symfoni af fløjter, horn og strygere danner baggrund for bidder af dialog, hvor en mand fortæller om et "twistet fairytale" som han skal til at begive sig ud i. Det er mørkt og abstrakt, og introducerer også ganske fint den uhygge, der kommer til at præge store dele af Visions of Gandhi. Et effektivt minut må man sige!

2. "Tibetan Black Magicians"

Vinnie Paz er ikke en rapper, der koncentrerer sig om substantielle emner og betydningsfuldt indhold i hans tekster. Ganske modsat gør han en dyd ud af at fremstå primitiv og afstumpet i hans hadske og ofte fordummende lyrik. Det er nok ikke mange, der ville bryde sig om at have "afstumpethed" som kendetegn, men Vinnie Paz er den ukronede konge når det kommer til dette, og han gør hvad han kan for at beholde kronen på. Canibus gæster nummeret og opererer inden for samme parametre. Har man hørt hans Rip The Jacker ved man, at Canibus er en rapper der kan være ufatteligt skarp i sine tekster, men på "Tibetan Black Magician" går han i Vinnie Paz's fodspor og bliver ved linjer som: "Peel the top of your fucking face off like an orange and eat the carnage!". Det er voldsrap når det er bedst!
Stoupe, som for de uvidende også har 'The Enemy of Mankind' til sit navn (bedste navn i hiphop?) har sammensat et tungt beat, der er drevet af frenetiske strygere og noget, der kunne lyde som jagthorn. Beatet slår hårdt, og passer derved rappernes udpenslende hensigter som fod i hose.

3. "Blood In Blood Out"

Vel nok det mest kendte Jedi Mind Tricks nummer overhovedet - og ikke uden grund. Stoupe's beat er først og fremmest et af de bedst producerede i hiphoppens historie. Ja, jeg tager den gerne så langt. Han har lyttet en masse Østeuropæisk folkemusik igennem, og sampler "Piosenka o Sasiedzie" og "Kiesy Tha Tygeis" til nummeret. Hvem i alverden sampler dog sådan noget? Hvordan har han overhovedet fundet det?! Det er blandt andet dét, der gør Stoupe så enestående i sine produktioner. Han tager andre midler i brug end de fleste andre, og skaber det ene mirakuløse beat efter det andet ved hjælp af samples, som ikke er rørt af andre hiphop producere, hverken før eller siden. Det anbefales at finde de to nævnte numre på YouTube for at forstå, hvordan Stoupe har båret sig ad med at finde frem til det endelige resultat, der er "Blood In Blood Out".
Vinnie Paz er ligeledes i hopla herpå, og langer nogle af sin karrieres mest ubarmhjertige linjer over disken, f.eks. som den af tilhængere klassiske: "I'm being facetious, you should heed this / I'm the one who hammered the first nail in Jesus".

4. "The Rage of Angels"

På skivens fjerde skæring skruer Stoupe ned for de store instrumenteringer, og gør i stedet noget andet, som han også mestrer til perfektion: de underspillede, kolde beats, der frembringer ubehag hos lytteren. Han sampler Archive's "Nothing Else", der er ubehagelig nok i sig selv, men med lave, skramlende baggrundslyde og effekter på den samplede vokal rykker Stoupe ubehageligheds-niveauet et par takker op.
Sammen med Outerspace's Crypt the Warchild kigger Vinnie Paz tilbage på sin fortid, der ikke just har været en dans på roser. Det yderst stemningsfulde beat bakker de herrers mareridtsagtige historier op på bedst tænkelige vis. Stærkt nummer.

5. "Demonwomb Interlude"

Her bliver det provokerende! Stoupe elsker at gøre det her. Han sammensætter et fuldstændig fantastisk beat, men i stedet for at lade Paz rappe over det og gøre et reelt nummer ud af det, kalder han det et "interlude" og lader nummeret køre i sølle 40 sekunder. Der er masser af disse at finde på alle Jedi Mind Tricks udgivelser, og Stoupe har selv udtalt, at han elsker at pisse folk af ved at "misbruge" fabelagtige produktioner til små interludes, der ikke er meget andet end fyld. You win Stoupe, jeg gad fandme godt at have haft et helt nummer med dette beat!

6. "Animal Rap"

Endnu et af de bedst producerede beats i hiphoppens historie! Stoupe sampler her Dave Grusin's storladne symfoniske stykke "Coma", speeder samplet en smule op og omdirigerer endda dele af originalstykket, tilføjer dertil trommer så tunge så man skulle tro det var løgn, og giver mikrofonen til Vinnie Paz er guest of the hour Kool G Rap, der begge flår skidtet i stykker. En bombe af et nummer, der egentlig taler sin egen sag bedst:

7. "Nada Cambia"

"When shit pop, I greet beef with a smile / 'Cause I ain't punched a faggot in his teeth for a while"

Jeg ved godt, at det måske er ved at være trættende allerede, men det her er altså også et af de bedst producerede beats ever! Der er en masse uetisk og amoralsk ved denne sang, i og med at mand burde hade Vinnie Paz for alt hvad han rapper om. Han må gå for at være klodens største homofob, og sangen her læner sig op til decideret opfordring til hate-crime. På forhånd undskyld, men jeg elsker altså stadig sangen! Stoupe tænder op for en herlig omgang latin/salsa, med en smukt spillende guitar, pumpende trommer, en salig lyd af et 'franskbrød' (det var i hvert fald hvad min musiklærer kaldte det instrument?) og spansk-syngende kvinder på omkvædet. Ja, beatet er faktisk smukt, som i virkelig flot. Måske er nummeret netop så fedt, fordi Vinnie Paz tilføjer den ypperste form for grimhed til denne produktion. Tag f.eks. følgende linjer:

"That's established, I fucking hate you /
I hate your mother and father because they made you /
I hate the universe because it create you /
I hate everyone and anything that embrace you /
Who fucking raised you? You're a fucking disgrace /
And if you come around my way you get bucked in the face"

Noget siger mig, at man ikke ønsker Vinnie Paz som sin fjende! Heldigvis er han ikke så svær at løbe fra!

8. "A Storm of Swords"

Hvad tror I jeg har tænkt mig at sige om dette beat? Jep, you guessed it. Samplingen af 101 Strings' "La Cumpasita" er intet mindre end genial. Igen må jeg opfordre til at høre originalnummeret på YouTube, for Stoupe's genialitet vokser en del, når man først forstår hvad han har haft at arbejde med som start. De inkorpererede elementer af klassisk musik på "A Storm of Swords" resulterer i et nærmest ubegribeligt voluminøst beat, hvor den anden halvdel af Outerspace, Planetary, veksler linjer med Paz. Især deres zigzaggende rap i tredje vers tager kegler - det er vist hvad man kalder teamwork!

9. "Boondock Saints Interlude"

Der er ikke så meget at sige her. Ligesom det forrige interlude bruger Stoupe et sprødt beat som fundament for lidt filmdialog fra filmen Boondock Saints. "In nomine Patri Et Fili. Spiritus Sancti".

10. "The Wolf"

Non Phixion's Ill Bill og Sabac Red kigger forbi her, til en mørk og dyster skæring, hvis tekstindhold synes noget abstrakt og sporadisk. Nummeret "Byzantine Power Game" fra det første Max Payne spil er samplet, og lægger et hamrende fedt fundament for de tre rapperes fortællinger, der på trods af at være lidt løst narrativt, bringer en masse billeder frem på nethinden. "Eat, shit, suck, fuck, kill and die honest!", - Ill Bill said it!

11. "Walk With Me"

Her er et sjovt beat. Mange mener, at de såkaldte "chipmunk" -stemmer, altså stemmer, der er pitchet så meget op, at de bliver tegneserieagtige, var Kanye Wests varemærke, men Stoupe bruger dem mindst lige så flittigt. Ikke mindst her, hvor denne effekt er brugt som et rent ud sagt komisk element. De elastiske trommer og de ligeledes morsomme fløjter resulterer i et sublimt beat, der ligger i den mere nedtonede ende af Stoupe-skalaen. Den dybe tallerken bliver ikke ligefrem opfundet på nærværende skæring, men fordummende braggadocio rap er der masser af!

12. "Rise of the Machines"

Nummeret indledes af en lille bid dialog af Mike Tyson, der lige inden en kamp imod Evander Holyfield siger, at han vil æde hans børn. Needless to say er Tyson en af Vinnie Paz's helt store idoler, og vel nok en af de eneste, der kan matche hans IQ-tal.
Lidt ligesom "Nada Cambia" er dette nummer virkelig flot produceret. Det er igen en salsa-guitar der taget spotlyset, og Ras Kass gæster nummeret med sit fænomenale flow, hvor han blandt andet langer ud efter Tom Cruise. Ja, rimelig tough er han. Sprødt nummer. Ikke så meget andet at sige.

13. "Pity of War Interlyde"

Tredje interlude på pladen, og tredje "spildte" pragt-produktion. Stoupe altså....

14. "Kublai Khan"

Den arrige ondskab oser ud af dette nummer. De truende strygere, der hænger tungt i luften, lyder som noget fra en krigsfilm, og med skrig i baggrunden får man netop fornemmelsen af død og ødelæggelse (Kublai Khan var trods alt også militær leder). Et tema som Vinnie Paz og gæsterne Goretex (Non Phixion) og Tragedy Khadafi glædeligt bringer videre i deres rap, der nok engang er kendetegnet med shit-talk og dødbringende varm-luft.

15. "What's Really Good"

Rocky Raez er et fedt tiltag på gæstelisten, og hans vers herpå har en kækhed over sig, der giver et frisk pust til emnet om vold, kriminalitet og overlevelse i gaderne. Beatet har ligeledes en herlig kækhed over sig med sine strygere og blæsere, der danner et perfekt par. Omkvædet på dette nummer er tilmed et af de dummest skrevne i hiphoppens historie, og man kan vitterligt ikke andet end at elske det! Man kan nærmest mærke hjernecellerne flyde ud af øret p én når de to tosser råber "Ayo what's really good / Cuz' I got it on lock / we hustle what we could / you niggaz ain't stop!". Funklende stupiditet.

16. "The Heart of Darkness Interlude"

Pladens sidste og bestemt fedeste interlude. Beatet er som de andre fabelagtigt skruet sammen, og så er der anvendt dialog fra David Lynch's kult TV-serie Twin Peaks, der tilfældigvis er min favorit. Enhver der har set den serie vil med garanti kunne værdsætte gensynet med den en-armede mands legendariske sætning: "Through the darkness of future past, the magician longs to see. One chance out between two worlds.... fire, walk with me...".
Hvis I ikke har set Twin Peaks, så luk ned for denne anmeldelse, luk ned for alle web-browsere, ja luk ned for jeres computer. Løb ned i din nærmeste Twin Peaks -forhandler og køb guld boks-sættet, drøn derefter hjem igen, sæt den på, blev komplet fanget af serien, se den igennem (det tager nok nogle dage), og først derefter vend tilbage til denne anmeldelse. Seriøst, gør det!

17. "Raw Is War 2003"

Nummeret her er over et kvarter langt, og består af fire individuelle numre. Det første nummer står for mig som det bedste. Beatet er fantastisk, og Vinnie Paz oser af had, helt som vi kan lide det, især med linjer som: "You wanna see the last kid I battled before / Then check his fucking brains where it splattered the wall!". Why so angry Vinnie?
Det efterfølgende nummer er faktisk "I Against I" fra Violent By Design pladen. Et helt igennem sublimt nummer, som altid kan høres igen, men en egentlig forklaring på, hvorfor det også er at finde herpå, følger ikke med.
Tredje nummer er et remix af "Animal Rap", hvor beatet er en del mindre voldsomt i udtrykket. Jeg favoriserer originalen over dette remix, men det er stadig et sprødt nummer.
Afsluttende har vi endnu et muntert salsa-inspireret beat, hvor livlige fløjter, guitarer og trommer danner fundament for Vinnie Paz, King Syze og Esoteric, der udøver flow-gymnastik på et ganske højt plan.
Heldigvis er det det første nummer der er fedest, by far, så de andre tre fungerer fint som bonus-numre.

In conclusion....

Man kan sige meget om Visions of Gandhi, - én ting er, at det måske er heldigt, at jeg blev introduceret for den på netop dét tidspunkt. Hvis jeg hørte pladen for første gang i dag tror jeg, at jeg havde jublet over produktionerne, men rynket på næsen over lyrikken. Vinnie Paz er - og jeg tror ikke at dette står til diskussion - et virkelig afstumpet og dumt individ. Hans tekster kredser om noget så snævert som udpenslet, uberettiget, meningsløs had og vold. "Problemet" er bare, at netop dén tilgang til rap gjorde så stort indtryk på mig i sin tid, at lyrikken på denne plade for evigt vil være indprintet i min hukommelse, og selvom de første 642 rappere er "bedre" end Vinnie Paz i min bog, så vil Visions of Gandhi ganske simpelt altid have en plads i mit hjerte.
I dag foretrækker jeg rappere som f.eks. Blu, Pharoahe Monch, Macklemore, Geo og Shad; altså rappere, der kan berige min intellekt og ikke frarøve mig selv samme. Men set i bakspejlet var mit første gymnasieår, der hvor jeg lærte pladen her at kende, præget af megen ungdommelig dumhed, så Visions of Gandhi fungerede nok bedre som soundtrack for dén tid, end noget andet. Senere faldt Non Phixion's The Future Is Now og Immortal Technique's Revolutionary Vol. 2 til, plader man ligeledes kan gjalde med på. Nøj hvor vi kunne rappe med på "Obnoxious" dengang!
Kort og godt, sort på hvidt: der er en helvedes masse ting, der taler imod, at jeg burde syntes om Jedi Mind Tricks' Visions of Gandhi, men for mig er det en klassiker af de helt store, og mindre end den perfekte karakter kan derfor ikke gøre det.

6/6
Husk også at skaffe Suspekts nye Elektra - den er skide go'!
Læs min anmeldelse af pladen på wots.dk HER

- Jeppe Barslund

Apathy - Honkey Kong

"Bring out the apes, the gorillas, the monkeys, the junkies /
Half money half bummy, half genious half dummy"

En af hardcore underground-scenens helt store helte igennem de sidste mange år, Connecticut rapperen Apathy, er ude med sit tredje album, som bestemt af hans "største" værk til dato.
Samtidig er det en mærkelig plade, der synes usædvanligt ufokurseret og derfor svær at placere på en karakterskala. Det er tydeligt, at Apathy gerne vil nå en hel helvedes masse forskellige ting på ene og sammen plade, så udover at pladen er alt for lang (jeg har bonus-tracks versionen) og har alt for mange features, så svinger den i kvalitet og kohærens som havde den en promille på fem.

Apathy var første gang at finde på Jedi Mind Tricks' debutalbum The Psycho-Social..... fra '97, og man må sige at der er sket meget på det halvandet årti han har været aktiv. Fra samarbejde med Celph Titled, Demi Godz, Get Busy Committee og Army of the Pharoahs, til mixtapes og to studioplader forinden denne. Honkey Kong fungerer således som "samlepunkt" for Apathy's karriere indtil nu. De fleste af hans samarbejdspartnere igennem årene er at finde på denne skive, samt en ordenlig håndfuld nye ansigter, der understreger hvor langt Apathy er nået. Det mærkelige er dog, at der er så meget på Honkey Kong der halter seriøst bagud. - Vi har numre som "Holy Ghost" og "Albino Gorillas", der ikke bare er dårlige men nærmest forfærdelige. "Death To the Culture Vultures", "No Rapper", "Smoke Weed Everyday", "East Coast Rapist" og "The Recipe" (der endda er gæstet af Xzibit) hører alle under kategorien 'gabende standard'. Selv den DJ Premier producerede "Stop What Ya Doin'" er ganske ringe. Allerede her er vi oppe på forholdsvist mange ligegyldige skæringer.

Til gengæld er der numre som den fænomenale "The Villain", som Apathy selv har produceret, hvor han slår hovederne sammen med Ill Bill for at fortælle om de mange ondskabsfuldheder, der regerer vores verden. På den Evidence producerede "Check To Check" fortæller Apathy om hvordan det er at være bund-fattig og altid på røven. Leveret med oprigtighed og hans ærlige touch, disker han op med fremragende passager, som når han rapper:

"It's funny how it makes you feel like you ain't man /
Trying to justify why you making payment plans /
I never made it 'cause I never tried to make you dance /
I'm making ends meet while Diddy's making bands"

Derudover er der også en herligt masse straight up dope hiphop, som den tonstunge, DJ Mugs producerede "Fear Itself", "Never Say Never", "Squeeze" med en utrolig Blacastan i hopla, og så selvfølgelig pladens kronjuvel, den Beatminerz producerede "Peace Connecticut", der ganske simpelt er et af de bedste numre fra i år overhovedet.



Selvom Apathy hører de tunge drenge til, så er han bestemt ikke bleg for at tone sine produktioner og armbevægelser en smule ned. "All I Think About" med Action Bronson er således et soul'et og helt igennem cool nummer. På "Make Alotta Money" er Joni Mitchell's "River" samplet til perfektion, og resulterer i et letflydende, virkelig effektivt track. "1.52 A.M." bæres op af en tyk basgang og kække fingerkneps, og fortællingen herpå er simpelthen mageløs.

Som skrevet i starten er Honkey Kong en besynderlig plade. Der er vitterligt numre herpå til at fylde hele 1-til-10 skalaen ud. Fabelagtig hiphop er der masser af, - jammerlige ligegyldigheder ligeledes. Det, der i sidste ende redder pladen fra at være overvejende "god", er Apathy selv, som simpelthen er en fantastisk rapper. Jeg havde måske forventet lidt mere flow akrobatik á lá hans vers på "Swashbuckling" fra Celph Titled's Nineteen Ninety Now, men han holder sig til de mere ligetil leveringer, for at lægge vægt på indholdet. Et kompromis jeg bestemt ikke har noget imod.
Til trods for de talrige numre, der repræsenterer hiphop når den er typisk - og derved kedelig - så er Honkey Kong bestemt værd at investere i. 23 numre for 64 kroner (iTunes) - det kan man ikke tillade sig at brokke sig over. Og så får man altså - for lige at gentage mig selv - et af årets top-skæringer i "Peace Connecticut" med i købet.

4/6