D'Artcore - "Still Good" (Track Review)

Fik i nogensinde hørt den her....?

Det er en bitter realitet, men efteråret er ved at gøre sin entré i det danske land. Nu er jeg dog ikke én, der bliver deprimeret af kulde, regn og sne, for der er altid hjælpemidler og redskaber lige ved hånden, der kan hjælpe på humøret. D'artcore's "Still Good" er et sådan.

D'Artcore er en dansk hiphop duo, der består af produceren Exampler og rapperen Dialecs, der leverer sine linjer igennem det engelske sprog. De er vanvittigt dygtige, og deres andet album, The Mixture of Mutinous Ingredients, står for mig som et af de bedst producerede danske rap-albums nogensinde. Det er electronic, det er soul, det er boom-bap, det er alt muligt, men vigtigst af alt er det ovenud mageløst. Jeg husker tydeligt den dag jeg fik tilsendt udgivelsen for to år siden; jeg havde ingen idé om hvem de var, men efter én gennemlytning var jeg fan. Jeg anmeldte den for rap-game, det gamle wots, og noget af det sidste jeg skriver i anmeldelsen, om nummeret "Still Good", var: "Afslutningsnummeret "Still Good" har med rekordfart sneget sig op på andenpladsen ved "flest antal afspilninger" i mit iTunes". Nu, to år efter, ligger den stadig top 3. Og grunden til dette er såre enkel: det er et fantastisk lækkert nummer, der gør én glad i låget med det vuns! Man kan ikke andet end at smile og rykke med nakken når det nummer flyder ud af højtalerne. Så lad os ikke spilde tiden, let's go!



"
Alright
On behalf of D'Artcore, that is Exampler and myself
We'd like to thank ya'll for tunin' in to The Mixture of Mutinous Ingredients

So good, oh it's really good!

All my freedom fighters let me see you fight
We need your lighters up to help y'all see the light
Okay, one two, one two check it
Dialecs and Exampler 'bout to reck it with this D'Artcore record
(Yup, you said it)
I've said it before and I'll say it again
The method is core the art is tellin' a friend
What you meant, what you mean, what to expect and where to begin
You need to do like we do and start like and love
Just chill out have a brew and lighten up
Start a million dollar coorperation like Microsoft
But who'm I kiddin'?
I'm just naughty by nature 'cause it's written in my kiddin'
And this goes out to all you critics I hope you sit and listen
Yo, I hope you sit at home and motherfucking listen!

All the pimps
All the players
All the haters
The producers
Freestyling rappers
And all my motherfucking MC's
All the ladies
All the honey's
Let's not forget the women
Graffiti writers
Bicycle riders
And all the motherfucking poets
"


Se - hjalp det ikke på humøret?
Hvis du er nede med det her nummer, som jeg går stærkt ud fra at du er - så køb resten, for det er virkelig et suverænt album. Læs evt. også wots-anmeldelsen HER.

Hent via Run For Cover

- Jeppe Barslund

BK-One - Tema Do Canibal EP

Minneapolis dj/producer BK-One, der er tour-dj for Brother Ali, udgav i 2009 sit debut produceralbum, det kriminelt oversete Rádio Do Canibal, som jeg stadig hører ofte. På pladen var nummeret "Tema Do Canibal" at finde; et herligt up-tempo instrumentalt stykke, der emmer af brasilianske feel good rytmer og varme Coppacobana toner. Har man været til koncert med Brother Ali for nyligt, vil man med garanti have oplevet dette nummer live, med en ovenud glad Brother Ali dansende imens. Nummeret gik hen og blev en publikumsfavorit, og BK-One fik derfor den idé at sende nummeret til en række forskellige musikere, som han inviterede til at lave et remix af nummeret, med deres helt eget personlige touch. Det er der kommet Tema Do Canibal EP'en ud af.

EP'en lægger ud med det originale "Tema Do Canibal" nummer tilført en masse scratch. "Sådan som det lyder i mine ører til koncerter" som BK-One siger.
São Paulo dj'en DJ Nuts tilføjer flere horn-elementer og en masse små elektroniske effekter, men toner også beatet ned på et tidspunkt til et minimalt men yderst effektivt tromme-beat, hvor man fornemmer olietrommerne og blikdåserne.
BK-One's Minneapolis dj-kollega Mike 2600 tilføjer ikke meget til hans "Journey Into Sound Remix", og hans version af sangen synes mere mangelfuld fra originalen end alternativ. Tom Noble's "Disco Ginga Remix" virker heller ikke rasende anderledes end det oprindelige nummer, og selvom man godt kan høre hvad han har lavet om og ændret på, så løfter det på ingen måde nummeret, og remixet ender en smule tamt.
Langt bedre bliver det på "Tema Do Canibal II", hvor den legendariske brasilianske multi-instrumentalist og komponist Arthur Verocai samler et helt orkester, fuldendt med violiner, violaer, celloer, elektrisk bas, klaver, klavinet og så selvfølgelig hans egen, gennemført udsøgte guitar. En stille, rolig, ikke-hiphoppet og helt igennem lækkert version af originalen.

EP'ens største moment kommer selvfølgelig når Exile tager fat, og laver så meget om i instrumentationen, at det på ingen måde lyder som originalen, på trods af at man sagtens kan høre de forskellige elementer, hver især. Dét her er simpelthen Exile som man kender ham bedst; vanvittigt skæve trommer, der ikke synes at følge noget logisk loop overhovedet, en næsten ubehageligt tung bas, en masse scratch, op-klippede instrumenter og effekter ind over, og så ikke om MF Doom tilmed rapper ind over!

Mere er der faktisk ikke på EP'en. Seks numre, hvoraf to af de nye er fremragende, tre af dem en smule ligegyldige i mine ører, og så er der originalen, som vel nærmest ikke tæller. Det er altså ikke et mesterværk vi har med at gøre her. Langt fra. Men det er heller ikke at forvente af en "remix EP". Det her er bare en cool samling alternative indtryk af BK-One's "Tema Do Canibal", og jeg er ret sikker på, at der er noget til enhver smag herpå.
EP'en fås udelukkende i vinyl format, og bestiller man et eksemplar får man Prof's King Gampo gratis med i købet. En ikke synderligt imponerende udgivelse, der dog indeholder den suveræne "Whiskey", der er produceret af Ant, som lægger et typisk Brother Ali blues-guitar riff over nogle seriøst groovy trommer. Som sagt bare en bonus.
En anden bonus - som jeg tror vinyl-hovederne vil synes godt om - er at vinylen er trykt i gennemsigtig grøn. Det er ikke hver dag man ser en sådan.

3/6

Sidder du nu og er helt konfus og tænker "Rádio Do Canibal? Den har jeg da aldrig hørt om?! Hvad er det for no'et?", - så må jeg på det groveste opfordrer dig til at checke den ud - det er et lille mesterværk! Jeg anmeldte den til 5/6 i sin tid, og hvis du kræver en lille smagsprøve, så led ikke længere end Haiku D'Etat bangeren "Mega":

- Jeppe Barslund

Sims - Bad Time Zoo

Efter stærke udgivelser som P.O.S.'s Never Better, Paper Tiger's Made Like Us, og ikke mindst Dessa's kronjuvel fra sidste år, A Badly Broken Code, har det været decideret ulogisk ikke at holde et skarpt øje med Doomtree familien, og da Sims smed Bad Time Zoo på gaden tilbage i februar, ja så var jeg der med det samme.

Ligesom Never Better er Bad Time Zoo ikke en hip hop plade som man indtager med lethed første gang. Heller ikke anden gang. Nok heller ikke tredje. Muligvis fjerde. Det tog mig en del gennemlytninger at finde den vinkel, skiven skulle angribes fra. Jeg har endda haft den lagt på hylden, kun for at hive den ud igen, da der var "et eller andet" over den. Jeg sad med en plade i hånden, som jeg ikke vidste hvad jeg skulle synes om, men som jeg samtidig vidste, at jeg ikke bare måtte give op på. Vi er nu i august, et halvt år efter udgivelse, og nu står det pludselig soleklart for mig, at Bad Time Zoo nok er en smårodet og stil-forvirret udgivelse, men samtidig ovenud mirakuløs på sin egen unikke måde.

Bad Time Zoo hører under kategorien af plader, som man som lytter "skal gide". Hvis man vil have det fulde resultat ud af Sims og hans univers, så skal man gide at bruge den nødvendige tid på det. Det lyder måske lidt højtravende, og da der er numre på pladen, der fungerer fortrinligt første gang, skal udsagnet tages med et gran salt, - men det er altså på bunden af skattekisten, at det ægte guld ligger.

Men inden vi kommer ind på Sims og hans skriverier, så synes jeg lige, at vi skal kaste et blik på pladens lydside. Det er Doomtree's ene faste producer Lazerbeak, der har stået for hele herligheden, - et navn, der ikke vil forekomme én ukendt hvis man har kendskab til de førnævnte udgivelser. Lazerbeak er kort og godt beskrevet en umådeligt dygtig beatsmed. Jeg sidder faktisk lidt med fornemmelsen af, at han har så godt styr på "the basics", at han med vilje kaster sig ud i nogle skæve, udsyrede ideer og alternative tilgange til hans beats, bare for at afprøve og udfordrer sig selv. Som om, at han faktisk har det bedst, når han er derude hvor han ikke kan bunde.



Lazerbeak indleder hele pladen med det mest hiphoppede beat i "Future Shock", der dog gør brug af mindre hiphoppede elementer, som talrige afrikanske kor og tilhørende bongotrommer, der løber langs et tungt og stramt trommeloop. Ikke særlig sigende for resten af pladen, men komplet forrygende start. Herfra går det i alle retninger. Fra psykedeliske guitar-riffs på "In My Sleep", saxofon og el-orgels -kaos på "Too Much", marcherende krigstrommer på "One Dimensional Man", pop-symfoniske kor og strygere på "Hey You", og et mageløst, distortet klaverspil på "When It Rolls In", hvor man både kan høre det inderste, super fine klaver, men i høj grad også de skrattende, rustne effekter der er lagt over. Det kunne såmen have været brugt som soundtrack til en Terminator film.
På andre numre bliver det en kende for mærkeligt. På "Burn It Down", der endda er endt som førstesingle, går sangens tempo ikke særlig godt hånd-i-hånd med overforbruget af instrumenter, ført án af en frenetisk blæse-instrument. På "Radio Opaque" sker der ligeledes lidt for meget, og de mange instrumenter, der synes mixet ganske højt, kan let tage pusten fra én.
Der praktiseres også organisk pop/rock på flere skæringer, og numre som "Bad Time Zoo" og "The Veldt" lyder fuldstændigt som noget Ant kunne have produceret på de nyere Atmosphere udgivelser.
Der sker med andre ord meget. Der er visse missere, men i det store hele fungerer de mange forskellige indtryk og stilarter ganske fortrinligt, og trods den store difference i lydbilledet samles det hele under fælles fane, takket være Lazerbeak's stilsikre og letgenkendelige touch.

Lyrisk og substantielt set er Bad Time Zoo en halv-tung krabat at give sig i kast med. Rent teknisk er Sims en uhyre let og ligetil rapper. Der bliver ikke gået så meget op i om leveringen er kompleks, om brugen af ord er snørklet eller om tempoet skifter konstant. Alle kan følge med når Sims rapper. Til gengæld er indholdet i hans tekster ikke for alle, og det fremgår meget hurtigt meget tydeligt, at den lette rap-form har været en nødvendighed, da de historier der bliver fortalt kræver lytterens fulde opmærksomhed. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg forstod alt hvad der bliver rappet om på Bad Time Zoo, men selve opdagelsesrejsen er spændende i sig selv.

Det handler meget om samfundet og om mennesker generelt, og Sims evner til at skildre karakterer og begivenheder er ganske mageløs. Dertil er hans tekster overvejende digteriske, og han lyder bestemt ikke "bare" som en rapper. Han tager virkemidler i brug som en garvet forfatter, og på denne måde kan han sige virkelig mange ting, med meget få ord. Et godt eksempel er når han fortæller om en samtale han har med en veninde, og han rapper:

"She sighed for herself, "another day in the veldt" /

Pulled the dagger from her hip and turned in it /

Scratched another notch in the cracked leather on her belt /

She took a pull of whiskey and said "I'll play the hand I'm dealt"

And I'm going to get there you know /

Even if I have to put the feathers on myself"

- Der skal ikke mange ord til at fortælle os virkelig meget om denne kvinde, og med brugen af bælte-metaforen forståes langt mere end bare at hun er fattig eller dårligt stillet. Og det er dét Sims kan. Når han ligeledes fortæller, at han lever ud fra "live on your knees or die on your feet" princippet, så fortæller det ligeledes én utroligt meget om hvilken slags rapper man har med at gøre.
Bad Time Zoo handler overvejende om mange af de ting, der er galt i vores verden; både set fra Sims' egne øjne, men også generaliserende for os alle. Stemningen er altså gennemgående rimelig mørk, men det holder ikke Sims fra pludselig at kaste den næsten poppede kærlighedssang "LMG" (Love My Girl) ind i mixet. - Nummeret er ganske vidst ikke blandt de bedste på pladen, men det er vigtigt for Sims at understrege, at der er glæde at finde blandt al den dårligdom, der dominerer manges - og i særdeleshed hans egen - hverdag. På den næsten urealistisk flot producerede "Hey You" (der gemmer et ovenud forbløffende"hidden track"), opfordrer Sims til at "get it, go get it, it's all there for you no kidding", og på den yderst motiverende og opløftende "When It Rolls In", viser Sims - igen - hvilken formidabel lyriker han er. Tyg f.eks. lige på følgende linjer:

"It's not "if" but "how" it will break you down /
And how attached you are to that shaky ground /
Will you let it take you to where it wants you to be? /
When the wings are too heavy to fly /
And there's no refuge in sight /
The ones who will survive will be brave enough to stare it back in the eye"

Bad Time Zoo er som skrevet i starten en både mærkelig udgivelse, der giver sig i kast med utallige udtryk rent musikalsk, men samtidig også en sublim oplevelse, da Sims skaber en stemning og atmosfære med sine fortællinger og knivskarpe iagttagelser, der på trods af få ringe momenter her og der, går denne udgivelse til en uforglemmelig en af slagsen.
Jeg har endda - ganske bevidst - undladt at fortælle jer om et hvis nummer på pladen, der er så rasende og helt igennem mesterligt sublimt, i håb om, at i investerer i pladen for at finde det selv. Jeg siger det bare; det nummer jeg refererer til her er simpelthen top 5, hvis ikke top 3, for bedste tracks i år. Så gør jer selv den tjeneste at hop ind på Doomtree's online butik og køb udgivelsen.
Som ekstra bonus. hvis man køber et fysisk eksemplar, får man en plakat med, med udklippelige bad time animals, som man selv kan klippe/klistre og lave sin egen zoo. Jeg mener seriøst, hvem gør dog det?! Det er jo genialt! Jeg tror jeg brugte 2-3 timer sammenlagt på at samle de dyr her. Og ja, jeg syntes faktisk det er oprigtig fedt! - Man har vel arbejdet som pædagogmedhjælper!

- Klippet, klistret, samlet og fotograferet af undertegnede -

5/6

- Jeppe Barslund

Shad & Dallas - Two Songs

Tillykke til Shad, der helt fortjent - men måske noget uventet for nogen - snuppede Juno Award'en for bedste Hip Hop udgivelse for næsen af Drake. Med udgivelsen af hans fænomenale TSOL lykkedes det endelig Shad for alvor at prikke hul på den byld, der har gjort ham til en kendt og respekteret skikkelse på den Canadiske musik scene, samtidig med at han leverer hiphop i sin reneste og dejligste form.


Shad fejrede blandt andet sin sejr ved at udgive et spritnyt nummer som tak, - det opløftende "Give You All You Can".
Men det er ikke det eneste den gudsbenådede rapper har givet os i år. Jeg tvivler på, at vi får en hel plade fra ham, men sammen med en anden canadisk, juno-award vindende musiker, folk/rock singer/song-writeren Dallas Green fra City And Colour, har Shad udgivet et projekt med titlen Two Songs, der meget sigende indeholder to sange; "Live Forever" og "Listen (Remix)".
Udgivelsen er en 12'' vinyl EP, og den er kun trykt i et begrænset oplag. Overskuddet går til Skate 4 Cancer, og da de to numre, der er at finde på pladen er ganske vidunderlige, tøvede jeg ikke mange sekunder med at investere.

Dallas holder sig til omkvædene, og han leverer varen på suveræn vis, med sin utroligt sikre og fine, men langt fra overvældende vokal. Jeg tror ikke at Dallas nogensinde bliver en "stor" sanger, men han synger perfekt til formålet. Især hans omkvæd på "Live Forever" er komplet magisk. Og helt som man er vant til, leverer Shad ligeledes magisk rap. At han kan blive ved med at skrive så forbløffende tekster er svært at forstå, men gang på gang imponerer han stort med sin lyriske kunnen. Tag bare hans afsluttende, tredje vers:

"I can't sweat trying to make the coolest impression /
Trying to get power is a foolish obsession /
Why use talent as a tool for opression? /
A real king ain't gotta rule with a weapon, dawg /
What if we went to school for possession instead of jail? /
They say to stop the crazy talk, Shad we never will /
I guess I still believe love can never fail /
Cross eyes on heaven looking crazy as hell /
Maybe I dwell to much on legacy, destiny /
Like I could ever read what's on the headstone ahead of me /
But in my head I see we're carving the letters /
Everyday that thought make me work hard for the better /
The truth comes out but it starts at the center /
The heart of the matter is the matter of the heart /
The heart's made of matter you can't measure /
That matters beyond measure like light when it travels in the dark"

Sig ikke til mig, at det ikke er superbt skrevet. Endnu et eksempel på, hvorfor Shad til hver en tid vil være at finde på min liste over bedste rappere nogensinde. Nummeret er produceret af Shad's faste producer Terrence Lo, der også var manden bag f.eks. "Rose Garden". "Live Forever" hører til blandt hans mere nedtonede beats, men for dælen da han er stadig en blændende producer.

Remixet af "Listen" lyder fuldkommen som originalen, som var at finde på TSOL. Eneste forskel er de afsluttende linjer der er blevet skrevet om, og så Dallas på omkvædet. Jeg vil faktisk mene, at remixet gør originalen fuldkommen, for der hvor omkvædet er på remixet var der bare et tomt hul på det oprindelige nummer, der faktisk virkede en smule ufærdigt. Fantastisk justering, og så kan man ikke få nok at Shad's vise ord omkring musik:

"Music is a great way to heal
And a safe place to feel
Trapped in this fake world
A gateway to real"

Spot on!
Meget mere er der vel egentlig ikke at sige om Two Songs. Det er en lækker vinyl som indeholder, tja, to suveræne skæringer. Kort og godt.
Jo, som det sidste skal der også lige lyde en advarsel. Der er netop udgivet en 4-numres EP med titlen Live Forever Remixes, hvor fire forskellige producer-klovne har givet deres jammerlige besyv med. Den EP er simpelthen så grel, at jeg vil opfordrer jer til aldrig aldrig nogensinde at høre det. Lav ikke den samme fejl som mig!

Men Two Songs; den må og skal I høre! Det er svært at give en karakter til sådan et projekt, for sangene er mageløse, men der er ikke så mange af dem! Tag derfor ikke karakteren så tungt. Og lov mig at I faktisk køber skiven. Ikke det der med at downloade ulovligt eller være fedtet og lytte via YouTube. Host op! Det er Shad vi taler om. Den findes på iTunes.

4.5/6

- Jeppe Barslunc

Shabazz Palaces - Black Up

Skrevet af Jacob D. Graversen

Har du mod på noget eksperimental hip hop? Så gør dine høretelefoner eller dit anlæg klar, for Shabazz Palaces leverer mildest talt et lettere specielt album.

Skulle man på forhånd ikke vide hvad man helt præcis går ind til, så behøver man nærmest bare tage et kig på tracklisten for at finde ud af, at det ikke er et helt traditionelt hip hop album man har med at gøre. Med titler som ”A treatease dedicated to The Avian Airess from North East Nubis (1000 questions, 1 answer)” og “Swerve... the Reaping of All that is Worthwhile (Noir Non Withstanding)” er der allerede her lagt op til den særartede tangegang, der er blevet til albummet Black Up.

Allerede inden udgivelsen af Black Up var der en del undergrunds-buzz omkring gruppen, idet Shabazz Palaces er den første rapgruppe hos Sub Pop Records; et efterhånden legendarisk pladeselskab. Hypen blev ikke mindre da Pitchfork kastede en ganske flot karakter (8.8/10) efter albummet, samtidig med, at andre på internettet delte deres begejstring.

“Clear some space out, so we can space out”

Palaceer Lazaro, eller Ishmael "Butterfly" Butler fra Digable Planets som han nok er bedre kendt som, er manden bag Black Up, - et album som jeg allerede nu kan afsløre er et af de mest velproducerede i år. Produktionen må anses som pladens absolut stærkeste kort, ikke fordi Butler er en dårlig rapper, ej heller fordi han ikke har nogle interessante ting på hjerte, men produktionsstilen er så særpræget, så langt ude og så underligt forfriskende, at selve rapdelen let bliver overskygget. Størstedelen af pladens excentriske produktion er så unik, at jeg vil vove at påstå, at intet andet vi har hørt i år lyder tilnærmelsesvis som Black Up, og jeg tvivler på, at vi får et sådan at se.
Det skal dog siges, at pladen indeholder et par sange, hvor produktionsstilen er mere traditionel. ”Are you, can you, were you (Felt)” samt ”Recollections of the Wrath” er lette at fordøje og kunne sagtens have været med på f.eks. et Odd Future album. Det mest lettilgængelige nummer, ved første gennemlyt, var for mig nummeret ”Swerve...”. - Selvom beatet er ganske komplekst er det alligevel catchy som bare fanden, muligvis det mest catchy beat jeg har hørt i år. En klassisk, nærmest skummende 808-lyd samt et ganske karakteristisk keyboard danner rammerne for tracket, der desuden indeholder en af mine personlige favorittekster på albummet, samt de eneste gæstevokaler, da THEESatisfaction lægger et vers og sang til.

”The moonlight and donnin' cloud glistenin' glazed, that we giftin /
Every sound, we trying to mash and attention /
We bung the latest feelings, they just re-rap through the givens.”

Selvom Black Up kun indeholder ti sange, virker det ofte som om der er langt flere. Dette skyldes den måde sangene er konstrueret på, - det er sjældent at de slutter på samme måde som de starter. Størstedelen af sangene indeholder nemlig pauser på de mest mærkværdige steder, hvor beatet skifter personlighed, og kun efterlader lytteren med få tegn på, at det faktisk er den samme sang man hørte for 30 sekunder siden. I princippet burde det ikke fungere, men det gør det altså! På samme vis har Palaceer’s stemme til tider også fået en overhaling, og hans nasale stemme passer perfekt til uigenkendelig manipulation. Eksempelvis som på ”The King’s new clothes...”, hvor man i starten får indtrykket af, at han rapper under vandet. - Stemmen er sløret, og ordene kommer ud som var de i luftbobler. Sekunder senere bliver der rappet i, hvad der lyder som et ekkofyldt rum, hvor hans stemme er fuldstændig klar, og ordene hænger i luften i lang nok tid til, at man lige akkurat kan ane ekkoet - genialt! Jeg tror aldrig jeg har hørt et hiphopalbum, der har blandet så mange forskellige lyde og effekter sammen, og på eminent vis har fået det hele strikket sammen til et sammenhængende album. Dét i sig selv er en imponerende bedrift.

Lyrisk indeholder albummet mange gode momenter. Butler har tydeligvis fokuseret det meste energi på at skabe en stemning, frem for teknisk svære rim-mønstre og metaforer, hvilket faktisk passer godt til produktionen. En kende ærgerligt er det måske, at beat'sne til tider har det med at overskygge og overdøve teksterne. Første halvdel af "Youlogy" er et glimrende eksempel herpå, da produktionen visker dele af vokalen ud, og det gør det ikke ligefrem bedre, at rim-tempoet er skruet godt op på dette nummer sammenlignet med resten af albummet. Heldigvis bliver der midt i sangen stoppet op og sagt ”How fast do you want it”, hvorefter beatet ændre karakter, der bliver skruet ned for farten og spaced out genialitet efterfølger.

”The nights are getting stronger, and the days are getting longer /
The building's getting bigger, outside is getting smaller /
The lies are getting truer, and the truth is getting brighter /
Things are looking blacker, but black is looking whiter”

Shabazz Palaces har lavet et uhyre alternativt, men ufattelig velproduceret album, der ikke bare skubber til grænserne for hvordan man kan forvente at hiphop kan/skal lyde, men som også sætter baren for eksperimental musik et tak højere. Sandheden om Black Up er, at det er utroligt svært at beskrive; det er så specielt, så anderledes og så spektakulært, at det skal lyttes til, forstås og opleves på egen hånd. At det ikke er et album for alle er vist et understatement. Det tog mig personligt en god håndfuld gennemlytninger før jeg begyndte at forstå hvor godt det her egentligt er. Ved hvert gennemlyt dukker der nye, små finurlige detaljer op i hvert enkelt beat, som giver pladen en formidabel replay value.
Black Up er et album, der kræver lytterens fulde opmærksomhed. Hvis skiven her skal værdsættes fuldt ud, er det ikke noget med at kokkerere, tørre støv af, læse, lave lektioner eller andet hurlumhej imens det kører i baggrunden, og dårlige højtalere er strafbart med Black Up på anlægget, - det direkte kræver sublim lyd.
Giver man til gengæld albummet den tid det retmæssigt behøver - og kan man vel og mærke lide stilen - så kan man roligt forberede sig på en noget anderledes, men fantastisk rejse ind i Shabazz Palaces’ krøllede lydunivers.

5/6

- Jacob D. Graversen

Kendrick Lamar - Section.80

Er det for offensivt at indlede en anmeldelse med at udnævne den aktuelle plade til at være årets stærkeste solodebut?
Uanset hvad er det hermed gjort, for jeg tvivler stærkt på, at Kendrick Lamar's storslåede debut vil blive overgået i år.

Det er ganske simpelt bare som om, at alt er "rigtigt" på Section.80. Det er friskt som bare fanden, det er ungt på den skarpest tænkelige måde, det er musikalsk set måbende ambitiøst (hvis man tænker på, hvor "lille" et projekt det her trods alt er) og så er Kendrick Lamar en yderst spændende rapper, der siger alle de rigtige ting, på det helt rigtige tidspunkt.

Kendick Lamar er en 23-årig knægt fra Compton. - Dette kan ikke høres! Han lyder ung, men adresserer emner man sjældent høre fra jævnaldrende kunstnere, og så praktiserer han ingenlunde samme west-coast mindede gangsta-rap som man ellers er vandt til, der strømmer ud af Compton.
Kendick Lamar er sin helt egen, samtidig med, at han på mange måder tilhører kategorien af nye, fanden-i-voldske unge rappere, der med en langfinger i vejret stormer frem. Hans "I don't give a fuck" attitude minder meget om Odd Future Wolf Gang Kill Them All's, men hvor OF for længst er blevet tegneseriefigurer på grund af deres nærmest kitchede overdrev af bandeord og påtaget "vi gør hvad der passer os" stil, serverer Kendrick Lamar samme rebelske ungdommelighed på et fad af integritet, alvor og intelligens. Section.80 lyder på mange måder som det album Tyler, The Creator ville ønske han kunne have lavet, for Kendrick Lamar kan nemlig også både være fjollet, grov i munden og gøre lige hvad der passer ham, men der ligger altid mere bag end lysten til at bare at være "syg at høre på".

Men lad os starte ved starten, for sandheden er, at størstedelen af Section.80 hviler på den intelligente undertekst og er drevet af en sulten rapper med meget på hjerte, - og sammenligningen med Tyler, The Creator og OFWGKTA skal kun forstås overfladigt.

"F*uck Your Ethnicity" hedder ballets åbner. Det er ikke ofte man ser en sådan sangtitel på plade-åbnere, men det passer fortrinligt med pladens gennemgående stil. Kendrick Lamar ligger ud med at vise, at han er imødekommende over for alle baggrunde, hudfarver og religioner, og udmelder, at han vil forsøge at begrave racisme. Samtidig bliver vi i sangens lejrbåls-intro præsenteret for to piger, Keisha og Tammy, som senere skal vise sig at spille en større rolle i historien om Section.80. Keisha viser sig først på pladens vel nok mest lige til nummer, "No Make-Up (Her Voice)", der bærer et fantastisk omkvæd fra Collin Munroe. Her rapper Kendrick Lamar om, at han synes kvinder med make-up er smukke, men at det er deres naturlige udseende, der er smukkest. Sangens andet vers tager en uventet drejning; man hører historien fra kvindens (Keisha) synsvinkel, og det viser sig, at hun bruger make-up for at dække et blåt øje. Sangen ender ganske brat med at Kendrick Lamar siger, at sangen fortsætter på sang nummer 11, som er "Keisha's Song (Her Pain)". Her fortæller han den rørende historie om en prostitueret, der lever et usselt liv, og som ender med at blive stukket ihjel af en utilfreds kunde. Kendrick Lamar udviser her særdeles flotte fortælleevner, og over en smuk produktion, der bærer et sample á lá Zion I's "Birds Eye View", rammer han virkelig et emotionelt punkt, som bør ramme de fleste.

Denne historie viser virkelig, i hvor høj grad Kendrick Lamar er inspireret af Tupac Shakur. Han har selv udtalt, at det var en slags vision eller drøm om 2Pac, der efter sigende skulle have sagt til Kendrick, at han ikke må lade hans (2Pac) musik dø, der motiverede Lamar til at skrive store dele af Section.80.
Og meget li Tupac, så fortæller Kendrick Lamar ret beset om hvordan det er at vokse op under 80'erne (the Ronald Regan era), i et udsat miljø som Compton. Vold, våben, kriminalitet, penge, stoffer, religion; med andre ord alt det, der er repræsenteret på pladens cover. Via dette får Kendrick Lamar aflad til at fortælle en række historier, der både er præget af seriøsitet og social bevidsthed - som det var tilfældet med de førnævnte sange, - men bestemt også humor, det abstrakte og en raffineret form for battlerap.
- På den jazzede, utroligt lækre "Hol' Up" fantaserer han om at have sex med en stewardesse foran de andre passagerer, samtidig med at han får vristet en serie geniale linjer fra sig:

"As a kid I killed two adults, I'm too advanced /
I lived my 20's at two years old, the wiser man /
Truth be told, I'm like '87 /
Wicked as 80 reverends in a pool of fire with devils holding hands /
From the distance, don't know which one is a Christian, damn"

På "Poe Mans Dreams (His Song)" rapper han om hans personlige mål i livet, at kunne "smoke good, eat good, live good", og også her, på en sang med et forholdsvist simpelt budskab, udviser han udsøgte skriveevner:

"There's nothing you can tell me, my killings are not remorseful /
The city got my back, and for that I give it my torso /
You think about it, and don't call me lyrical /
'Cause really I'm just a nigga that's evil and spiritual /
I know some rappers using big words to make their similes curve /
My simplest shit be more pivotal /
I penetrate the heart of good kids and criminals"

På den efterfølgende "The Spiteful Chant", der må siges at være pladens største fuck-finger, lyder omkvædet køligt: "I'm going big - suck my dick!". Og man er ikke i tvivl om, at han mener det. Endnu en fuck-finger kommer på en af mine personlige favorit skæringer i "Blow My High (Members Only)", hvor han mindst lige så køligt crooner

"Pussy ass ho niggas - I can't fuck with y'all /
Bitches all up in my business - I can't fuck with y'all /
Industry of counterfeits - I can't fuck with y'all"

Han får tilmed inkorporeret dele af Pimp C og Aaliyah på mageløs vis i samme sang.

Vi har ikke snakket så meget om Kendrick Lamar's flow endnu. Det kan hurtigt opsumeres til, at han er et bæst - når han vil. Det er faktisk rimelig flabet, - Kendrick Lamar kan flowe bedre end de fleste hvis han vil, men det synes sjældent at være en nødvendighed for ham. For det meste rapper han på en lidt sløv facon med sin halv-nasale stemme, men ind imellem skifter han pludselig til halsbrækkende fart og tungevridende sætningskonstruktioner. Det er lidt ligesom at se Master Yoda i Star Wars: han tager det fuldstændig stille og roligt det meste af tiden, men når det virkelig gælder er han den mest vanvittige jedi ridder af dem alle. Okay, mærkelig sammenligning, men jeg håber i forstår pointen.
Hør bare Lamars ene lille vers på "Chapter Ten", eller tag et nummer som "Rigamortus", der teknisk set er en af 2011's flotteste præstationer. Han rapper hurtigere og hurtigere igennem hele nummeret, i uvant lang tid af gangen, og på det afsluttende vers går det til sidst så hurtigt, at hans stemme bliver lysere og lysere fordi han er ved at løbe tør for luft. Mesterligt.

Produktionerne på Section.80 er gennemgående fantastiske. En lang række forskellige producere er krediteret, men de har alle kreeret beats inden for samme stil, hvor jazz kombineres med atmosfæriske symfonier, tætte trommeprogrammeringer og boblende electroniske elementer. A Tribe Called Quest møder Outkast møder Kanye West. Ubegribeligt suveræn lyd. Der er ikke et dårligt beat at finde på Section.80! Det er næsten utroligt, at så meget musikalsk mesterlighed er blevet lagt i et projekt som Section.80, der udgives uden megen hype, og som da heller ikke solgte mere end 5000 eksemplarer første uge. Dette må vel bare tages som endnu et bevis på, at undergrunds/independent hiphop er vejen frem.

Section.80 er en hæsblæsende tur hele vejen igennem, og man har vitterligt ikke lyst til at skippe et eneste nummer undervejs. Tværtimod kan det kun gå for langsomt med at trykke "afspil" igen når pladen har spillet igennem. Kvaliteten er i top, og de historier der fortælles, og budskaber der langes over disken, giver lytteren en ting og to at tænke over. Top 10 2011, easily, og Kendrick Lamar stryger ligeledes ind på listen over vigtigste rappere pt. Som en YouTube bruger så rigtigt skriver:

"somewhere in heaven Tupac is smiling down"

5.5/6

- Jeppe Barslund

Jay-Z & Kanye West - Watch The Throne

Da det omkring årsskiftet, i kølvandet på My Beautiful Dark Twisted Fantasy's rasende succes, - brød ud, at de herrer West og Carter arbejdede på EP'en Watch The Throne, var det til manges glæde. Det det senere kom ud, at de havde valgt at skrotte EP-projektet og opdatere deres ambitioner til en hel plade, blev glæden større. Da første udspil, i form af den utilgiveligt grelt producerede "H*A*M" ramte gaden, faldt glæden en smule igen.
Personligt har jeg ikke tænkt synderligt meget over udgivelsen af denne plade siden "H*A*M", som I nok kan forstå har forkrøblet mine forventninger til denne samarbejds-udgivelsen. Og det er nok i virkeligheden en god ting, for havde mine forhåbninger været for høje, så havde denne dag været en sørgmodig en af slagsen.

Lad det med det samme være sagt: Watch The Throne er på ingen måde MBDTF 2, ikke tilnærmelsesvis. Der skal godt nok heller ikke meget mere end titlen til at vise, at dét da heller ikke har været missionen. Når Kanye West er alene er han ikke bange for at gå all in og sætte alt på højkant, men i selskab med Jay-Z vælger han den sikre vej, som ikke kan slå fejl, set med $-tegns øjne.
Når Jay og Ye siger, at de vil 'watch the throne', så er det hverken rap eller hiphop tronen de vil sætte sig på, det er den trone, hvor de mest ekstravagante, excentriske, høj-budgetterede, flashy og sofistikerede ignoranter har sin plads. Som Kanye rapper på "Otis":

"I made "Jesus Walks" I'm never going to hell /
Couture level flow, it's never going on sale /
Luxury rap, the Hermes of verses /
Sophisticated ignorance, write my curses in cursive"

Det handler i bund og grund om status. Hvem er bedst. Hvem har flest penge. Hvem kører i de dyreste biler. Hvem drikker den dyreste champagne. Hvem har den længste penis. You get the picture. Med enkelte numre som undtagelse, kan Watch The Throne groft sagt rundes op til én stor omgang varm-lufts rap. Og nej, det klæder hverken Kanye eller Jay, men det er voldsomt tydeligt, at de er ret ligeglade. Tronen skal sikres, og selvom der ikke nævnes nogen navne undervejs tør jeg godt sætte mine penge på, at det er venner/konkurrenter som Drake, Rick Ross, Lil Wayne og Young Jeezy den skal "forsvares" imod.

Lykkedes det så de to at "forsvare" tronen? Jeg er ikke overbevist. Der er alt for meget der ikke virker på denne plade.
Showet starter med den jævnt kedelige "Nu Church In The Wild", der synes frisk ved første lyt, men meget hurtigt taber luft grundet sangens repetitive beat og mildt undervældende omkvæd fra Frank Ocean. Efterfølgende har vi "Lift Off", der med sine kitchede 80'er synth-lyde virker som en utroligt vandet udgave af "All of The Lights". Beyoncés vokalpræstation herpå er decideret enerverende i mine ører. "Ni**as In Paris" følger trop, og alt her er slår fejl. Det lyriske indhold er på sit laveste, og beatet og så elendigt, at det kan være svært at tro på, at det er at finde på et plade med disse herrer. Beatet skifter komplet i sangens afsluttende stadie, til et skrattende, kor-belagt beat, som faktisk er udmærket, men som kun får lov at løbe et kort øjeblik.

Ja, det gør sgu næsten ondt at skulle sige det, men de tre indledende numre repræsenterer faktisk størstedelen af skiven ganske godt. "Kedeligt" og "undervældende" lader til at være nøgleordene for mange af pladens skæringer. Den Neptunes producerede "Gotta Have It" vil ingen steder hen, "That's My Bitch" er ganske flabet, men trommeprogrammeringen bliver hurtigt for meget. Den Swizz Beatz producerede "Welcome To The Jungle" rammer for mit vedkommende helt forbi. Værre bliver det på den efterfølgende "Who Gon Stop Me", hvor Kanye prøver kræfter med Dubstep-genren ved at sample Flux Pavillion's "I Can't Stop", som han dog i højere grad skamferer end bruger kreativt.
Deluxe udgaven indeholder yderligere fire numre, hvoraf tre af dem, "Illest Motherf**ker Alive", "H*A*M" og "Primetime" fremstår fuldstændig uanseelige, og det sidste, den Pete Rock producerede "The Joy" er et sandt vidunder. "The Joy" kunne dog høres helt tilbage da Kanye kørte hans G.O.O.D. Fridays serie, så den vil jeg egentlig ikke give dem point for. Mesterligt nummer ellers.

Watch The Throne rummer en håndfuld gode numre, - ganske bogstaveligt fem skæringer, der funkler i blandt de andre ligegyldigheder. Jeg går ud fra, at de fleste har hørt "Otis" på nuværende tidspunkt, - et nummer som jeg ganske simpelt synes er hamrende fedt, primært på grund af beatet, men også den måde Jay og Ye rapper ind og ud af hinanden. Bestemt et nummer hvis lyriske indholder hører under kategorien "varm luft", men det synes bare en kende skarpere her.
Den Kanye West og RZA -producerede "New Day" er en af pladens absolutte højdepunkter. Nina Simone's udødelige klassiker "Feeling Good" er samplet og endda auto-tunet (bare rolig, det lyder fantastisk!), og de to hovedpersoner kaster sig ud i et andet emnevalg end materialisme, hvilket giver et fandens dejligt pusterum i midten af alt braggadocio-rappen. Det er en hypotetisk sang om, hvordan de vil opdrage deres sønner, og hvilken slags fader de vil være. Især Kanye's del er glimrende, blandt andet fordi han selvfølgelig lige får klemt en lille spydig kommentar ind imellem linjerne:

"And I'll never let my son have an ego /
He'll be nice to everyone, whereever we go /
I mean, I might even make 'em be Republican /
So everybody know he love white people"

Pladens center-piece "Murder To Excellence" er ligeledes et mesterværk. Sangen er delt op i to, "Murder", som Swizz Beatz har produceret, og "Excellence" som S1 står bag. Begge er blændende produceret, med ekstra cadeau til S1. Nummeret er en slags coming of age fortælling, fra deres unge gadeliv med kriminalitet, vold, stoffer og mord som en del af dagligdagen, til nu, hvor de er on top of the world. Det er faktisk sjovt, for når man hører dette nummer forstår man godt, hvorfor de rapper så meget om penge og status. Jay-Z siger det meget præcist med linjen: "...they say 21 I was suppose to die, so I'm out here celebrating my post demise".
"Made In America", der kommer efter, følger samme spor. Frank Ocean er igen på omkvædet, hvor han name-dropper blandt andet Martin Luther King og Malcolm X; historiske personligheder, der kæmpede for, at sorte skulle leve på lige fod med hvide. Men jeg kan ikke lade være med at se på sangen som værende en smule respektløs. Det virker som om, at Jay-Z og Kanye West siger "tak Martin og Malcolm; på grund af jeres ofringer kan jeg nu køre en Maybach og drikke Cristal i selskab med 10 model bitches". Måske jeg tolker det forkert? Nummeret er heldigvis super flot skruet sammen, så det er en stor nydelse under alle omstændigheder.
På det ovenud fænomenale, psykedeliske hip-pop banger "I Love You So", giver Mr. Hudson den fuld smadder på omkvædet. Ganske simpelt et nummer, der rykker for vildt. Cassius'es nummer af samme navn "samples" lige så intakt som Flux Pavillion's nummer før, men denne gang boostes originalen til nye højder. Den næste store single skyder jeg på - energisk, melodisk, frækt og fedt. Nummeret er Jay-Z's solo bidrag, og uden sidestykke det, der bedst showcaser hans flow, der stadig er glødende hot når det er bedst.

Nu lyder spørgsmålet så, om fem gode numre ud af 16 er i orden. Nej, det er det ikke. Watch The Throne er i mine øjne en plade, hvor man kan hive udvalgte numre ud til nydelse, og så glemme resten usandsynlig hurtigt. Men når man så i dag kan læse i Urban, at pladen gik nummer 1 på iTunes-listen i 19 lande, på én dag, så må man bare erkende, at West og Carter har vundet deres kamp og fuldført deres mission. At de så gør det med en årets vel nok mest lunkne mainstream udgivelse er en skam. That's just me.

Hvad synes I om det? Godt, skidt, midt imellem?

3/6

- Jeppe Barslund