2x Chico and the Man - "My Lady" & "No Hope" (Track Reviews)

"...waiting to breathe..."

Nu skal jeg fortælle jer om det projekt jer ser mest frem til af alle, og hvorfor. - Ikke bare i hiphoppen eller i 2011, men af alle projekter overhovedet.

Chico and the Man er et QN5 projekt, som har Kno og Tonedeff bag roret. De har reelt set kun udsendt to numre under navnet Chico and the Man, men oh boy hvilke numre! De havde "No Hope" med på Asterisk: Three fra 2004, og "My Lady" var at finde på Asterisk: Four fra 2007. Det er sjovt at tænke på, at de med blot to numre, der endda har forholdsvis mange år på bagen, stadig formår at holde en masse mennesker hen, mig selv inklusiv, i så stor stil. Det skyldes nok tre ting: Et: De to herres cv'er, som vist taler for sig selv. To: Disse to numre, der er af så høj kvalitet, at jeg på et tidspunkt tog mig selv i at tænke, at hvis resten af projekt kunne holde denne standart, så havde hiphoppen en milepæl på vej. Og tre: Deres storslåede skattejagt. Tillad mig at forklare.

Inde på Chico and the Man's community site (på QN5.com), har de lagt "spor" op (clues), og de har sagt, at pladen ikke bliver "frigivet" før alle disse opgaver er løst. Den ene opgave skal løses for at åbne den næste, og således har fans interaktivt måttet kæmpe sig igennem de mest snørklede gåder, for at finde frem til skatten. Jagten er dog langt fra færdig. Efter mine estimeringer er "vi" ikke engang halvvejs, men det er fantastisk morsomt at følge med.

Det, der virkelig gør det spændende er sværhedsgraden. Det er ikke bare "hvad starter med C, slutter med N, har 14 bogstaver i alt og er delt i fire ord" -opgaver, de har virkelig skruet op for blusset, og de arme stakler, der har sat sig for at løse de her opgaver, er blevet sat på nogle seriøse prøver. Folk er f.eks. blevet bouncet rundt på forskellige internetsider for at samle info, - hvilket i sidste ende viste sig at være adressen på en nedlagt bygning i Miami, hvor nogle rent faktisk har været ude og fundet spor - altså fysiske spor, lagt ud i den virkelig verden - for at kunne komme videre. Og det er blot ét eksempel på deres storstilede og noget ambitiøse hype-jagt. Et enkelt kig på det seneste spor, clue#6, siger vist det hele. Der var en af de faste læsere og garvede skattejægere, der hev fat i en fysiklærer, som hjalp ham frem til svaret, som var et kodeord til en helt anden hjemmeside, der afslørede et maleri, som ifølge bagmændene var en afgørende nøgle, for at kunne dechifrere den kommende plades tema. Det står allerede klart, at det overordnede tema til Chico and the man pladen vil cirkulere om den Cubanske revolution i 50'erne (tror jeg da?!), og med den indgangsvinkel til disse historiske begivenheder som de allerede har introduceret os for, så kan det kun blive mageløst.

Om "My Lady" eller "No Hope" vil være at finde på den kommende skive skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror det ikke, men om ikke andet kan de give et godt billede af, hvad vi kan vente os af projektet.

Så vidt jeg har forstået er det et one Dj, one MC projekt, med Kno bag knapperne og Tonedeff med mikrofonen i hånden; en cocktail der ikke burde kunne gå galt. Normalt ville jeg nok skrive lidt om produktion, rap og tekst, men jeg tror bare jeg vil lade musikken tale for sig selv i denne post. Det eneste jeg vil sige er, at I skal spidse ører og holde tungen lige i munden, da Tonedeff's tempo er af en anden verden. Og så kan det bestemt også anbefales at høre sangene et par gange, OG læse dem uden musik, da de er umulige at tyde ved ét lyt.

"So regal, beautiful /
Too bad I'll never see the funeral /
And even through the doom and gloom /
As soon as the moon can be viewed in full /
I saw a star in the heavens, I knew it was you /
My anxiety is through the roof /
Can't deny the irrefutable truth /
That I'm alive in lieu of you /
And in the silence of your tomb /
I hear your cries as you're consumed /
Your spirit rides illuming under the twenty-thousand hues of blue /
Fade out /
Zoom in /
I felt your heart as I grew in your womb /
The constant bass is sooth in tune /
I drew from you like still lights /
Was still born with room to move /
I'd use in pursuit of my roots /
I would later be groomed to lose /
Last June i tattooed this date in numerals under my chin /
The last place ever touched by your skin /
Guess something within me loves to pretens that you're my mother again /
Though I barely remember you tucking me in /
There's a constant nagging /
My subconscious acting up /
Thought's that's drawn from the past /
Constant racking of pots and pans /
Up in the kitchen cooking /
Mom and dad arguing again /
Saw your chance so I guess you took it /
You had the heart to match the strongest hands that God could grant a woman /
Carried the term but never saw the man your son is /
And sometimes I can't confront it /
I'm asking what I'd give to be you /
But as dawn advances I bid you adieu /
My...."

I know you're still here
You'd be proud, huh?
I've done a lot
I met this beautiful, beautiful woman
She reminds me of you

"So radiant, vibrant, Hazel tint in her eyes /
And the way that her skin shines is like a phoenix rising /
Even I could be surprised if we entwine /
I feel the climate reach its highest peaks when she's beside me /
But we got deeper ties than physical needs /
Desires /
Typically we aspire to dream and climb the steepest heights that we can find /
And better /
Redefine the cheapened lives we seek and find /
And there's a reason to bind together /
Though sometimes I tell some teeny lies /
To feed her pride and sleep between her thighs /
My peace of mind is reached if I can keep a smile on her /
If the seas are wild then she's an island /
Complete with whitened beach to greet the tide in /
Or retreat to hiding where you could flee to dryness /
A peaceful night beneath the sky so we can speak in private /
On the water for an easy ride /
Nobody's speaking either /
She reminds me of you in some ways /
It's like they redesigned her /
Flinging rocks off the eastern side to watch 'em sink in silence /
I take a knee for her highness /
Her mere presence a gift to me /
I kiss a ring of diamonds /
Take pride in the queen my bride is /
Her Amphitrite to my King Poseidon /
And she's decided in her sneaky slyness she'd conceive a titan /
I'm uneasy /
I can feel the heightened fear inside as tears arrive /
Her fingers guide me /
To this breathing child that's lying beneath her nighty /
She don't have the slightest idea what tonight is /
I hear the singing sirens /
I bid my adieu as she and I collide as my...."

Okay to hell with it, jeg er i totalt skrive-mode lige nu, så nu får i mine two cents alligevel! Sammen med qn5 holdet, foruden hvem jeg ikke havde kunne nå frem til følgende konklusion, er teksten blevet tygget og smagt på, fordøjet og tænkt over. Ridser man i overfladen af teksten finder vi to vers, hvoraf det ene handler om Tonedeffs moder, som han tydeligvis forguder i så høj grad, at han ikke kan lade være med at sammenligne hende med kvinden han møder og forelsker sig i, i vers to. Og flere passager i andet vers tyder på, at denne kvinde faktisk ikke kan leve op til Tonedeff's standarter, næsten uretfærdigt sat af hans moder. Amphitrite/Poseidon metaforen er også interessant at fremhæve, for ifølge græsk mytologi måtte Poseidon sende et delfin-agtigt dyr ud til Amphitrite for at overtale hende til at gifte sig med ham. Ikke just kærlighed i sin reneste form.
Og der gemmer sig meget mere i underteksten. Jeg er bange for at mit hoved eksploderer hvis jeg graver dybere lige nu. Hvis i har tiden og modet til det, så check den her side ud, - der er spændende læsning til mange timer.

"There's an equal amount of life
within a last gasp and a first breath"

"No Hope" har ikke synderligt meget at gøre med det tema som de andre Chico and the Man tråde har tegnet op. Dette nummer er mere simpelt i sin form, men ikke desto mindre lige så fantastisk. Igen har vi Kno på det lækre, atmosfæriske beat og Tonedeff på mikrofonen, - denne gang med Deacon the Villain på omkvædet - som han selvfølgelig nailer fuldstændigt. "No Hope" indeholder, i min optik, nogle af de bedst skrevne lyriske passager i nyere tids hiphop-historie. Sangen her er simpelthen - ja, undskyld mit franske - motivational as fuck, og især sangens afsluttende linjer burde få én til at tænke over en ting eller to. Igen er leveringen sublim og tempoet vanvittigt. Måske havde Tonedeff rent faktisk ret, da han engang skrev "best flow in the game - period" på sin myspace profil. I kan selv bedømme.



"Oh Lord I'm suffering, torn, struggling /
The world's a gutter with poor plumbing I'm slumming in /
Wars funded by false governments, whores, guns and when /
Everyday is more trouble than the one in front of it /
Some of that luster of living will fade /
Hustling for minimum wage, just to fit into my cage /
The injustice is killing my faith /
I used to hope for tomorrow, now I just soak and I wallow in death and debt /
Knowing that my child'll follow my steps /
How can I rest with a thousand immense pounds on my chest /
How do I keep a clean conscience with God when my thoughts are a mess /
I could mop I guess, and ring it out withous honest regret /
And still manage to fall to the faults of the flesh /
And on top of all this, the loss of a friend to an awful event /
Shot in the head when they could have only robbed him instead /
Homicidal intent for 90 dollars and cents /
By a con sentenced to 20 years but got off within 10 /
Why the fuck we got laws to protect all of us when /
Parole officers can send a heartless killer walking again /
Keep a cautious defense, as some kids are taught to dissent /
They're born with no natural remorse, and all form of conscious is dead /
And it's hard to depend on congrasses when /
They impose embargos that leave throngs of small children starved and unfed /
Some have called it the end, the last days of this system and times /
If that's the case, it's gift for the dying"

I feel wrong
Cause now all hope is gone
But I am gonna carry on
Even though all hope is gone
Is gone

"I am not a humanitarian /
I'm just a selfish fuck like you, looking for ways outta this grave we're buried in /
I'm not embarrassed, we all carry that pair of chromosomes for carelessness /
We enherited from out parenting /
But the more I stare at it, the more it becomes glaring /
Life isn't fair is it? So why fight what I find impairing? /
Shit, when the time's right I'll die without merit /
No hereafter with it, 'cause my body and my mind are tied to my spirit /
No divine interference, we wonder why history's cyclical /
Why the wicked'll prosper, all while the timid are miserable /
Why is shit so impossible, while for him it's so typical /
Why do the gospels point to the times we live in as critical /
Now I'm getting biblical, aww fuck it, I'm trying to somehow rationalize /
And I'm tired of being so cynical /
My, what a pitiful state of affair this is /
When you're simutaniously ready to die and scared to exist /
A subway ride, that was once second nature, is now taxing your wits /
Asking if this blast really hits, will a casket be fit? /
Frazzled to bits, with prescription Paxil and shit /
Trapped in a ditch of a dead-end job, 'cause you're two months back on your rent /
Laughing, 'cause if that shit happens you guess that would be it /
Eyeing every passenger standing, 'cause that could be him /
So you sit back and pretend, you're relaxed and content /
Knowing that if you go today you unhappily went /
But when nothing happens you wince, and the impact makes you glad you exist /
Sadness desists and you miss your family, friends /
As you reexamine your presence ther apathy lifts /
Knowing that in the face of death you found passion to live /
There's an equal amount of live within a last gasp and a first breath /
No matter how hard it gets, no one truly prefers death /
And if the hurt ends, you're sure blessed /
Remember the determination of you first step /
Remember the determination of you first step /
Remember the determination of you first step /
And keep walking, keep walking, keep walking"

I feel wrong
Cause now all hope is gone
But I am gonna carry on
Even though all hope is gone
Is gone

Vær' lige rar at tilføje Tonedeff til din liste over største lyrikere (ever?) i nyere tid. "No Hope" blows my mind, time after time. Tag lige og tyg på det en ekstra gang

"Remember the determination of your first step"

Jeg håber i har nydt min "lille" Chico and the Man post her, og jeg håber at I - om end ikke deler, så i hvert fald har forståelse for min næsten frenetiske glædes-hype over dette projekt.
Hvornår det kommer vides ikke. Det kan være i år, det kan være om to, tre og måske fire. Måske kommer det måske endda aldrig. - QN5 har for nyligt haft store problemer med advokater, der har givet dem de såkaldte "Cease & desists" breve, der tvinger kunstnere til at fjerne musik fra jordens overflade, som de reelt set ikke har rettighederne til. Kno sampler ufatteligt meget, men får det aldrig clearet. Her kan man måske sige, at dét er en smule usmart fra start af, men man skal huske på, at alle fra qn5 har 9-to-5's ved siden af. Ingen af dem lever af musikken, og Kno har sagt, at skulle alle samples til A Piece of Strange være clearet, havde det kostet dem i omegnen af 2 mio$. Kno skrev yderligere, at hvis han modtager så meget som ét 'cease & desist letter' mere, så lukker han hele biksen og siger farvel til hiphoppen. Hans officielle udmelding bag tydeligt præg af, at han skrev den lige efter at have modtaget brev fra advokaterne, og jeg håber på, at han ikke gør alvor af sine trusler. Det ville være et enormt tab, og skulle Chico and the Man ende på en hylde og aldrig se dagens lys, så ved jeg ikke hvad jeg ville gøre. Læs hans udmelding her.

Vi håber på det bedste

- Jeppe Barslund

Elzhi - Elmatic

Indrømmet: på trods af, at Elzhi ofte har imponeret mig, og er en af de mc'er, der altid bringer en vis kvalitet med sig, så sukkede jeg dybt da jeg så album-coveret til hans nye mixtape Elmatic. Så meget på det cover er simpelthen så cheesy. Vi kan ane Illmatic coveret hænge som et billede i baggrunden, Elzhi's navn står skrevet med samme font som Nas' på originalen, og så er der selvfølgelig den næsten for oplagte titel; Elmatic. Det er heldigt at vi lærer tidligt, ikke at bedømme en bog på dets omslag, for ellers havde jeg nok opgivet denne udgivelse uden at have givet den en eneste rotation i anlægget.
- Det er som sagt heldigt, at vi lærer at ignorere vores fordomme, for lige så snart Elmatic kører, så er man sgu glad for at man ikke gav op på forhånd.

Det har måske også noget at gøre med, at der er blevet lavet så voldsomt mange cover-versioner af, og referencer til - Nas' '94 debut, at det efterhånden er gået lidt af mode. I de fleste tilfælde bliver disse lavet af rappere, der ser Illmatic som værende en anden bibel, og deres frygt for af fremstå blasfemiske ved at gøre pladen skade er så stærk, at det altid ender med, at de ikke tilføjer noget nyt overhovedet. Tag f.eks. Fashawn (der ellers er en af mine ypperste favoritter) og hans mixtape Ode To Illmatic; det var jo sådan set bare ny rap over de originale instrumentaler. - Ikke just fornyende.

Det er her Elzhi kommer ind og gør den helt store forskel, for med respekten for Nas og hans debut intakt - det skulle gerne sige sig selv med et mixtape som dette - er han selvsikker nok til at bringe noget nyt til projektet og endda puste nyt liv i den gamle klassiker, - noget som ingen andre før har haft nosserne til at gøre. Han lægger ud på intro-nummeret med at sige "shout out to the homie Nas", men udover det bruger han ikke mange sekunder på at snakke om Nas og Illmatic, og om hvor vigtige de har været for kulturen og yadda yadda yadda. Mixtapet er som natur én stor ode til førnævnte, så hvorfor bruge tid på at understrege det? I stedet gør han noget andet, som der heller ikke er andre før, der har turdet, nemlig at behandle projektet som værende hans eget - og det er dét, der gør, at Elmatic er den flotteste homage til Illmatic, der endnu er skabt. Og ikke bare det, jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at Elmatic kan måle sig med Elzhi's egen debut The Preface i kvalitet.

"Yo, I'm tryna get to memory lane /
But wonder; should I take the train /
Of thought, or hop on a mental plane /
I don't stay far /
But it's a place you can't get to in your car"

Den største, klogeste og vigtigste ændring Elzhi har foretaget, er rekrutteringen af livebandet Will Sessions, der har rekonstrueret samtlige beats, finpudset dem, pustet nyt liv i dem og opdateret dem til en 2011-lyd, der har bibeholdt det hårdtslående 1994 feel. Beat'sne slår en kende hårdere, der er mere bombastiske 'bap' til 'boom'en', og den generelle tone, der bliver lagt án, er faktisk en tand mere livlig. Der sidder nok nogen og tager sig til hovedet når de læser, at jeg finder nogle ting ved Elmatic bedre end ved Illmatic, men jeg synes vitterligt at Will Sessions bidrager med en musikalsk nerve i deres live-tilgang, der tiltaler mig helt vildt. De har gudskelov taget sig nogle kreative friheder, der har resulteret i en - i min optik - mere spændende og varieret lyd. Sprød jam-session som afslutning på "One Love". Piano-solo på "The World Is Yours" med tilhørende, yderst storslået stryger-sektion, der slutter nummeret og indleder "Represent". Super smooth saxophon-drevet jazz-hygge med R&B sang som outro til "Life's A Bitch". Dertil har de drejet lidt på knapperne og justeret i mixningen på flere numre. De har selvfølgelig anvendt de samme samples, men flere steder træder disse i tydeligere karakter. På "It Ain't Hard To Tell" er "P.Y.T." samplet skruet op, så det ligger der, hvor jeg havde ønsket det lå på originalen. Generelt set har musikken altså, som skrevet før, fået et 2011-facelift. Om det er bedre end Illmatic ved jeg ikke, det er også sagen uvedkommende, men hvad jeg ved er, at jeg på intet tidspunkt sad og fik lyst til at sætte Illmatic på i stedet for.

"Elzhi you the best - you heard? Peace!"
- Pete Rock på "Pete Rock Shout"

Det er ikke kun Pete Rock, der er af den holdning, at Elzhi er en af de bedste MC'er i gamet lige i øjeblikket. Mange mener, at han er dén bedste, og flere steder har jeg set folk komme til enighed om, at han er den eneste der ville kunne hive en sejr som denne (Elmatic) hjem. Det kræver bestemt også sin rapper at levere tætte rim nok på en Illmatic tribut, uden at blegne totalt i skyggen af originalens mesterlige rim og flows, leveret af Nas, der med sin debut skitserede en rim-struktur og et flow-mønster, som de fleste har brugt som mentor siden hen. Elzhi inklusiv. Elzhi er dog så habil en rapper, at han har formået at tage de samme emner og narrativer som Nas, og så "bare" tilføjet hans egne historier, ikke fortalt med en New York, men Detroit State of Mind. Elzhi formår bestemt at efterlade sit eget aftryk på pladen, og numre som "Memory Lane", "One Love" og ikke mindst "Halftime" bliver løftet til højere luftlag ved Elzhi's lyriske evner. Han flower som en drøm, ganske enkelt beskrevet, og hans tilgang er både street raw som man oftest oplever det fra Motor City rappere, men også med et hiphop-romantisk flair, der giver en særdeles god kant til flere skæringer.
Ganske gennemført har han også sørget for, at der kun er én gæstefeature på; nemlig hans gode ven Royce Da 5'9'', der åbner "Life's A Bitch", ligesom Nas' gode ven AZ åbnede samme nummer på originalen.

Rent musikalsk, målt på en enjoyment-skala, synes jeg faktisk, at Elmatic er oppe og dufte til Illmatic i kvalitet Det, der i den lange ende gør Illmatic til vinderen i racet, er den historiske betydning pladen har haft. Da Nas debuterede, var han en af de første East Coast rappere, der for alvor tog spotlightet fra West Coast hiphoppen, der havde en seriøs dominans. Nas bragede frem, sprang rammerne og leverede noget slagfærdigt, der for evigt skulle ændre hiphoppen. Der er Elmatic trods alt bare et overordenligt sprødt album i sammenligning. Men lad os nu glemme sammenligningerne. Uden Illmatic havde der jo slet ikke været en Elmatic, så hvorfor blive ved med at rode rundt i "hvad er bedst" og "hvorfor dit" og "hvorfor dat". Det vigtigste er, at Elzhi har lavet lidt af et satans flot mixtape - jeg gentager: MIXTAPE - som skal og må høres og ejes af alle. Og ja, det ER en af 2011's bedste udgivelser. Du kan (og skal) hente det

HER

5/6

- Jeppe Barslund

Blu - "Til' We Die" (Track Review)

God nyhed folkens. Blu & Exile's mastodontiske mesterværk Below the Heavens bliver (endelig) gen-udgivet. Dén plade er på min top tre, og indtil nu har jeg kun kunne nyde den i mp3, iTunes download format - mig, der elsker fysiske udgivelser og er den vildeste CD-junkie ever. I kan nok forstå at jeg er glad lige nu. Meget glad. Utroligt glad. Glad og tilfreds. I omegnen af så glad her:
- Og det skal naturligvis fejres. Jeg har bestilt 3 eksemplarer af genudgivelsen, så der vil komme en Below the Heavens CD konkurrence inden længe, og i anledningen af, at pladen bliver gen-udgivet, så vil jeg også gen-anmelde den. Ikke fordi der skal ændres i karakteren, tø hø som om, men fordi at jeg i sin tid skrev den korteste, mindst dybdegående anmeldelse i bloggens historie, af det måske vigtigste album der er udgivet, imens siden her har været kørende. Foolish, I know. Men den tager vi senere.
Lige nu synes jeg bare vi skal kigge lidt på en skøn lille sjældenhed fra Blu, der var at finde på hans mixtape So(ul) Amazing Three fra 2009.

"Whatever you be on is you nigga /
Remember, whatever I be on the good God got me on"

Kender i det, når man overvinde negativitet med overlegen, kølig positivitet? Hvis der er en, der udsender negative vibrationer; brok, surmuleri, utilfredshed - og man så selv, i stedet for at lade sig gå på af det, svarer igen med positivitet og et smil. Noget jeg bestræber mig på at gøre konstant. Det er lidt det Blu gør her. Han rapper om at "gå pop", kommercialisere sin stil for pengenes skyld, og dump'e down sine rim og skrotte integriteten. Men i stedet for at stille sig på bagbenene og gå til modangreb på mainstream-hiphop, og de folk der forsøger at hive ham ind i dén fold, så trækker han blot køligt på skuldrene, og siger, at dem, der vil følge dén sti da skal være velkommende, men han er glad og tilfreds med det han gør, så han har ingen intentioner om at afvige fra hans nuværende stil, den han hele tiden har fulgt. Og dét svar slår faktisk ret hårdt. Vokalsamplet han har brugt synger yderligere, som hørt i starten af nummeret: "we are what we are til' the day that we die". - Med andre ord; når du er gammel og grå, hvilket liv vil du så helst se tilbage på? Dit eget eller et, som andre styrede for dig? Blu har valgt sin vej, og det fortæller han om her, godt pakket ind i hans sædvanlige små-poetiske, flow-komplicerede rap, her leveret med et yderst ulogiske rim-mønster.
- Som det lader til at være tendensen med hans seneste gratis-udgivelser, så er kvaliteten ikke helt i top, men det er ikke noget der ødelægger det for mig. Slet ikke når nummeret er så overvældende en guldmine hvad angår lyrikken. Det er næsten skørt faktisk. Jeg tror og håber at jeg har sagt det før, men Blu er ganske simpelt bare en af de ypperste MC'er overhovedet. Det skulle de følgende linjer gerne bistå mig i.



"Laugh now, cry never /
Never mind, nice guys finish fine, I guess /
The ever fly, used to be fresh /
But now I'm wise /
Guys try to imply /
Like I should optimize on lies and cries /
I find it harder now to author nouns than sounds /
It's like /
Couldn't believe that I was really 'bout to father a child /
When all of this foul world girls are brought up in now /
All the options, cloggin' and crowdin' /
Little knoggins', with products instead of knowledge /
Unbalanced /
And it bothers nobody 'cause she fine as hell /
So she wines and dines and tell more lies, tryna find herself /
Fell on my knees today to find myself /
And it helps when it ain't no one around to tell the truth to /
When I'm not half/have the guy/God I use to be /
Use to, who be? /
Use to say, you the truth too /
Now I'm just truthful /
Truthfully it hurts /
Usually worse, used to be worse /
Running from comfort 'cause I wouldn't conform or convert /
Now I just converse about how much love hurts /
And how good God is /
And how much I want more for my kids /
'Cause life is not fair /
But it does not stop there /
Do what you got til' you drop, but don't trip my dear /
It's God's here, right here"

"Whatever you be on is you nigga /
Remember, whatever I be on the good God got me on /
I trot alone through the winter /
Jottin' home in poems /
Tryna remember the warmth when the storms pass /
Blue skies, sunshine my minds forecast /
It's not like I was born last week /
But peep my format, my perspective gets deep /
My lessons have been collectin' like blessings /
The exchange rate is beautiful too /
Proving that truth can override anything but love /
So God bless you /
A timeless /
Life of /
Stressin' this fight with lust /
I try to put my life love up above you but /
God /
Mom /
Music /
Movies /
Movin' the world with a duty to truly be something worthy of /
Lavish ass pads /
With cars and all kind of devices /
Must be nice if happiness is priceless /
Right, price my life /
An' ya'll can have the range, bright lights and fame /
For some change, even exchange if your soul's intact /
And it's hard to beat that with a bat /
Most cats get with this /
It's 08 Jack, I stick with that /
Boom bap mind state, '96 mind flip get money /
Other than that /
We praise God, sometimes I play y'all /
Never did play cards or video games /
I was eight tryna navigate principle aim /
Multiplyin' my visual game by my spiritual gain /
Devide truth by pain, still sterrin' the plane /
Like the pilots do /
Sun shinin' and the sky is Blu/blue /
So high /
Wave hi we just ridin' through /
No titles, no idols, no pride /
No time to prove to you why we fly, we just do US /
And we trust that you do you /
That's how we was brought up to do"


- Jeppe Barslund

Atmosphere - The Family Sign

Der er rappere, der laver musik med stor terapeutisk effekt i deres selvransagende, hudløst ærlige udtryk. Primært terapeutisk for rapperen selv, men ofte også for lytterne. Flere rappere er endda begyndt at rappe, netop for at kunne åbne op og dele ud af deres historier, uden at behøve at ligge på en psykologs briks. I flere tilfælde har det virket; den positive respons - og måske endda hjælp og råd - har hjulpet dem videre igennem svære episoder i deres liv, tilbage på rette spor. I andre tilfælde har den terapeutiske effekt givet bagslag, - det synes i al fald at være tilfældet med 39-årige Sean Daley, nok bedre kendt som Slug, rapper i Minneapolis duoen Atmosphere.

Samtlige Atmosphere udgivelser har båret præg af yderst personlige tekster, og lige netop hudløst ærlige beretning om Slugs liv, og verden set med hans øjne; et overvejende mørkt og depressivt sted. Men hvor de fleste Atmosphere udgivelser ligeledes plejer at have et lille strejf af humor, sarkasme og måske endda et lille glimt i øjet, har gruppen de seneste år bevæget sig væk fra de muntre indslag, over imod en gennemgående gravalvorlige stemning. Dette værende både i lyrik og produktion.
Da gruppen udgav When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold i 2008, blev vi introduceret for Ants forsøg med live-instrumentation. På Brother Ali's Us fra 2009, stod det klart, at den organiske, sample-løse tilgang til beat'sne var kommet for at blive. På Atmosphere's dobbelt-EP fra sidste år syntes dette yderligere evident, og med The Family Sign, der følger trop, kan man begynde at undre sig over, om Ant mon nogensinde vender tilbage til sin gamle stil. Faktisk stiller Ant bevidst lytteren over for et valg: Enten kan man acceptere hans nye stil og lade sig drage med af den, eller også kan synes det er en smule ærgerligt, at han har skrottet sin gamle producer-stil. Personligt har jeg ikke lyst til at vende mig til hans nye tilgang til musikken, og jeg savner bestemt hans gamle beats, - anmeldelsen her vil være malet deraf. Det er egentlig en simpel smagssag. Er man til dyster, organisk, rocket hiphop, så vil The Family Sign nok være lidt af et mesterværk, men personligt kan jeg ikke finde en tilnærmelsesvis lige så stor tilfredsstillelse i disse produktioner, som dem på f.eks The Undisputed Truth og Seventh Travels, der udgør Ant's kronværker i min bog.

Jo, selvfølgelig er der gode momenter på. De forvrængede guitarer og tunge stadium-trommer på "I Don't Need Brighter Days" lyder fænomenalt. Den western-inspirerede mundharmonika på "Ain't Nobody" er umulig ikke at holde af. Den absolut minimale "Something So" er ganske smuk i sin spinkle salighed, og giver en helt ny kant til Slug. Bedst bliver det på (den aaaaalt for korte!!) "My Notes", der er besmykket med et intet mindre end fantastisk klaverspil.
Til gengæld er der numre som "She's Enough", der med et enerverende, kontinuerligt psych-guitar riff er i seriøs mangel af variation. På "Who I'll Never Be" lyder det som om, at der er en mobiltelefon der er blevet brugt til at optaget trommerne. "Bad Bad Daddy", "Millennium Dodo", "Your Name Here" og "If You Can Save Me Know" er bare decideret kedelige.

"Still trying to define my description /
A life with a little spare time for living"

Slug er stadig knivskarp, men om han er dén skarpeste kniv i skuffen skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil nok mene at han er oplevet mere skarpsleben. Men bevares, The Family Sign byder stadig på tekster og lyrik, der er intet mindre end blændende fremragende - simpelthen. Tag f.eks. "The Last To Say" hvor Slug rapper om hans forældres forhold igennem hans barndom:

"As far back as he cares to remember /
He used to see his old man lose the temper /
And mama's pretty face would catch it all /
On a regular basis the nest would fall /
But he was always safe from dad's rage /
'Cause mama sacrificed in his place /
two-dozen years of the blood, sweat, tears /
Avoid the mirror, losing her hair from the fear /
She never left him, stayed inside /
He beat her ass up until the day that he died /
In fact, the biggest beating was the day that he died/
'Cause now it's too late for her to make a new life /
She get's to mourn for the touch of a punch /
Won't ever admit that she ain't clutchin' it much /
Someday she'll die, it still won't be done /
The anger lives on through their son"

Der er ikke mange andre rappere, der kan fortælle en historie ligeså rammende som Slug gør det her, og lytter man videre til sangen udvikles lyrikken yderligere til det exceptionelle.
Andre steder må jeg indrømme, at præmisserne for hans historiefortælling virker for letkøbte - ikke just noget man er vandt til fra Slug. - "Your Name Here" bliver ved med at bygge op via en samtale Slug har med en gammel flamme, men munder ud i en antiklimatisk slutning, hvor punchlinen ender som en vagt dask.
På "Became" begiver han sig ud i en noget abstrakt fortælleform. Indrømmet, historien kan potentielt set være mesterlig, for jeg har ikke knækket koden endnu, men det lader i højere grad til, at Slug har forsøgt at fortælle en historie, der ikke kan knækkes, fremfor en velfortalt, metaforisk beretning. Bud og teorier på hvem det er han fortæller om modtages med kyshånd i kommentarsektionen.

Måske er problemet for mig, at flere at teksterne kræver mere dybdegående analyse, - noget som produktionerne forhindre mig i at tage mig tid til. De numre, der bærer flotte produktioner, er derfor - nok ikke helt tilfældigt - også mine favorit numre, lyrisk set. På "My Notes" har Slug en mesterlig linje, hvor han rapper: "I heard a bird cry, it was pathetic / Man, if you can fly spread feathers like a message".
Bedst bliver det nok på "Something So", der starter stille ud som en fugleunge, og som tilsidst flyver fra reden med store vingetag:

"We only get to live one time, but twice did my life stand in some sunshine /
I could lose eyesight, I could end up blind /
But I drew my design inside the bloodline /
Years go by, memories combine /
But y'all the only reason I would even rewind /
Thank you for the branch that you grew on this tree /
Your first breath wasn't easy to find /
So you signified the mountain you combined /
By lettin' out a warriors cry and it sounded like mine /
Now everybody hold up the family sign"

The Family Sign har uden tvivl sine majestætiske momenter, hvor melodier og tekst går op i en højere enhed, og skaber det, som nogen kalder "magi". Andre gange fremstår pladen som et godt eksempel på, at tekst og musik helst skal høre sammen, og at det ene ikke altid fungerer uden det andet. Med en lidt for stor håndfuld ligegyldige produktioner, og enkelte tekster, der hverken imponere eller forundrer, bliver dette et problem i længden. Dertil vil jeg også vende tilbage til hvor jeg startede og sige, at det manglende glimt i øjet og de ikke-eksisterende opløftende produktioner trækker ned, da det for mig bliver for mut og uden håb i udtrykket.

They say I'm not qualified
To lend my voice out, to something so beautiful

4/6

- Jeppe Barslund

Sergio Mendes & Will.I.Am - "Loose Ends" (Track Review)

Lige siden Will.I.Am startede med at lave musik og producere beats, har Sergio Mendes været en stor indflydelse. Hans labre soul-bossanova musik har været en stor inspiration for Will.I.Am, der med nummeret "Sexy" fra Elephunk pladen, fik et - går jeg ud fra - stort ønske opfyldt; nemlig at arbejde sammen med den legendariske brasilianske pianist. Nummeret var, ja, ekstremt sexy, og uden sidestykke den bedste skæring fra dén plade. Samarbejdet resulterede i et stærkt venskab og en større ambition, om yderligere samarbejde. Dette mundede ud i Timeless pladen fra 2006, som de to lavede sammen. - En fuldstændig fænomenal skive fyldt med skøn, hiphoppet soul/bossanova/CopaCabana -stemning og sommervarme melodier.
Jeg gav den 5.5/6 da jeg anmeldte den for nogle år tilbage, og ind imellem er jeg stadig i tvivl om, om den faktisk skulle have fået fuldt hus..?

På denne herlighed af en plade, der ret beset er ét stort sommer-soundtrack, finder vi nummeret "Loose Ends", der umiddelbart kunne minde om "Where Is the Love" fra Elephunk pladen, med Justin Timberlake på omkvædet og et næsten kitchet anti-krigs buskab, om at promovere kærlighed og fællesskab. "Loose Ends" er dog flere længder bedre, da Sergio Mendes' udsøgte klaverspil besmykker stykket på lækreste vis, og selveste Pharoahe Monch bidrager med oceaner af integritet og sublim rap. I min bog bærer nummeret yderligere en af de mest suveræne outroer længe, med en glimrende klaversolo, og Justin Timberlake, der gør "et-eller-andet" med sin stemme. - Jeg har ingen idé om hvad man kalder det han laver, men det er gennemført flot, og grunden til at han er en af de bedste sangere i dag.



"Dear mom

Alana's in her second trimester /

Stressed out 'cause I'm gone, she actin' all extra /

We're happy 'cause she knows it's a girl /

But we doubtfull if we should bring another one in the world /

An' the pic you sent with you an' the kids is tha bomb /

I'm keepin' all my photos in my 23rd Psalm /

My best friend Armani lost her arm at the border /

Just tryin' to restore a little peace an' order /

An' it's strange 'cause she reads the koran /

Torn between what side she needs to be on /

Haven't slept for days, I squeeze Visine /

'Cause no man's eyes should see what I've seen /

Soldiers lost their mind, robbin', pillagin' /

Tomahawk missiles into civillian villages /

And they ease the pain with narcotics /

I'm scared but I try to remain patriotic"

My father

Forgive us 'cause we know not what we doin'

And my brothers

How we gonna tie up all these loose ends

And my mother

I try to use everything you taught me to keep it movin'

And my brothers and sisters

How we gonna tie up all these loose ends

All these loose ends

"New message from mom at bringbackthetroops.com /

At home they're comparin' the situation with 'Nam /

So sad you had to miss Shavonne's prom /

She sung a song off the Marvin Gay What's Goin' On album /

An' a smile lit up the room, she ask me /

If at night when she stare to the moon /

Is it possible at the same moment and time /

You're starrin' as well 'cause you two were in tune /

Your dad's purple heart now hangs over his ashes /

An' Trini's alive and wake up with hot flashes /

They say the disease's gastric /

Have yet to explain the migraines and rashes /

And have you seen what the price of gas is? /

We can't afford the property taxes /

We just want you back at home /

Where you belong with your family, you're the backbone"

My father

Forgive us for we know not what we doin'

And my brothers

How we gonna tie up all these loose ends

And my mother

I try to use everything you taught me to keep it movin'

And my brothers and sisters

How we gonna tie up all these loose ends

Tell me how can we live this way

We've gone so far astray

No one knows what to say

We got young peoples lives at stake

What is it gonna take

For us to find a way

"The world is changing, we in danger /

'Cause we ain't changing our behavior /

We behave like karma's nothing /

Ain't concerned with repercussions /

Ain't that something, check 'em out now /

Pointing fingers, when they know how /

We got to this point of terror /

Precaution could have made the road clearer /

But we stuck with mediocre /

Leadership so we'll just suffer /

Who know what the hell is going /

On with conflicts they keep on growing /

It's a fucked up situation /

When you ain't got no education /

On the problem, or know what it's about /

You gotta help me out, me out, me out"

*epic outro*

Læs anmeldelsen af pladen HER.

Hvis du ikke er stødt på denne plade før, og hvis du ikke har hørt noget fra den (undtagen "Mas Que Nada", som man ikke kan have undgået), så vil jeg næsten garantere, at sommeren 2011 vil blive en af dine bedste, med denne skive som soundtrack. Det er lidt som om, at hele verden bliver et bedre sted når Timeless er i højtalerne.
- Jeppe Barslund

Blu - Her Favorite Colo(u)r

Senere i år får vi fornøjelsen af Blu's solodebut, herligt betitlet No York, - helt bestemt en af de udgivelsen i år jeg ser mest frem til. Siden jeg hørte Below the Heavens første gang - en skive der senere hen er havnet på min all-time top 5 - har jeg fulgt Blu, og været utroligt betaget af hans arbejde, og ikke mindst hans udvikling. Efter BtH, der hurtigt gjorde ham til manges nye favorit rapper, søgte Blu nye græsgange med lidt skævere projekter som The Piece Talks pladen med Ta'Raach, Johnson & Jonson projektet med Mainframe, Sene's ADayLate&ADollarShort, som var Blu's første som hel-plades producer, og siden hen en længere række gratis beattapes, som han smed fra sig til højre og venstre, for at finde sin helt egen stil som beat-smed. F.eks. den spøjse TheGodLeeBarnes LP; en instrumental download-udgivelsen, bevidst mixet i den ringeste kvalitet, der måske nogensinde er udgivet, hvor det var hensigten. I 2009 lagde Blu ligeledes Her Favorite Colo(u)r op til gratis download via hans myspace side, i yderst tvivlsom kvalitet, men nu, efter nok forespørgsel fra fans, har han genudgivet skiven, hvor den endelig er blevet mixet og masteret som fortjent, og det har nærmest resulteret i en helt ny lytteoplevelse; en rigtig laber larve af en udgivelse.

Mht release-datoen for genudgivelsen af HFC, kunne Blu nok ikke have ramt bedre. Den fungerer glimrende som hype op til No York, og så passer lyden på Her Favorite Colo(u)r mere end perfekt til årstiden, med sine forårslune produktioner, og tilbagelænede soul-vibes. Blu er virkelig en sjælfuld gut, der værdsætter de historiske pionere. Dette vises tydeligt i hans delikate valg af samples, der hverken er 40 eller 50 år gamle, men snarere 60 og 70. De tudsegamle, komplet til-støvede indslag af saxofon, piano, gulvbas og vokalsamples, der altid er anvendt uberørt og komplet intakt når de er under Blu's behandling, resulterer i samarbejde med de tilbageholdende tromme-beats i suverænt lækker jazzy hiphop.

Skulle 1942 klassikeren Casablanca filmes idag, med et up-to-date soundtrack, så ville Blu med sikkerhed få ansvaret for soundtracket. Han ville sikkert også få en cameo som pianisten i den eksklusive natklub. "Play it, Sam"!


(Og så endda med filmdialog fra Closer, hvor Julia Roberts og Clive Owen har en ganske morsom diskussion, f.eks når hun spørger "Why is the sex so important?" hvortil han råbende svarer, "because I'm a fucking caveman!".)

Ved pladens oprindelige udgivelse bekymrede Blu sig nok ikke så forfærdeligt meget om form og struktur. Der er både instrumentale numre på, numre med rap, numre med filmdialog, numre der er et halvt minut lange, og kun et enkelt når fobi de tre minutter. Men det hele fungerer faktisk fortrinligt i al sin skævhed. Den melodiøse røde tråd kæder det hele sammen på livlig vis, og før man ved er det har pladen spillet færdig.
"Celln'Ls" er det eneste nummer der stikker ud fra mængden, med sit tunge electro-beat og forvrængede guitarer, der nok i højere grad peger fremad imod No York og den nye elektroniske stil Blu har begivet sig ud i, end bagud mod den klassiske tilgang til hiphoppen, som Exile mestrede til perfektion på Below the Heavens, og som har været Blu's introduktion til produktionsdelen af hiphop. Han har udtalt, at han på No York har overladt produktionsarbejdet til andre, fordi han selv ønsker at vende tilbage til at skrive rim og rappe, hvilket har været en 2. prioritering i den tid han har lavet beats. Det er bestemt en nyhed der glædede undertegnede, - ikke fordi at hans beats ikke er interessante, det har vi slået fast at de bestemt er, men fordi han ganske simpelt er en af de mest brillante rappere, der betræder denne jord pt. Selv nogle af de vers han har lagt som gæsterapper på andres udgivelser, i den tid han har koncentreret sig om at producere, er overlegent gode. Lyt f.eks. bare til TIron's "All the Kings Men" (som han så også lige producerede), Fashawn's "Samsonite Man", Coss' "Through the Flames", remixet af Exile's "Love Line", som jeg var så heldig at få med på Leftovers kompilationen, og bestemt ikke mindst The Grouch & Eligh's "Old Souls", som jeg på YouTube beskrev som værende....


Den heller sgu' nok stadig!
Lyrisk set har Blu flere gode passager på Her Favorite Colo(u)r, men det er også tydeligt at se, at det ikke er det ypperste guldkorn, der præger denne udgivelse. "Amnesia" er et glimrende eksempel på, hvordan Blu stadig kan stå frem som en sublim rapper, uden nødvendigvis at krænge hjerte og sjæl ud over nummeret, men bare flyde over beatet med vanlig, weeded out ekspertise:

"Fuck a rapper, I'm an actor in a film called: /
"Leave me the fuck alone until I find a real job" /
Busting chrome grills off at these soft hearted breakbeats /
Bouncing with 808's and grey ink /
Blue heart, red skies /
True art died in the heart of my mind /
Kept trying to fulfill this, blank scribbled realness, even if it kills this poet inside"

Her Favorite Colo(u)r er et skønt album, med lækre melodier og en behagelig stemning hele vejen igennem. Ikke Blu's mest ambitiøse projekt til dato, og med en spillelængde på en halv time er det desværre ret kort, men det der er, er virkelig sprødt. Jeg kan ikke anbefale denne skive nok. Ja, jeg vil faktisk kalde den et must-buy. Den kan købes via undergroundhiphop HER.

4.5/6

Tyler, The Creator - Goblin

" WOLFGANG!WOLFGANG!WOLFGANG!WOLFGANG!GOLFWANG! "

KILL PEOPLE - BURN SHIT - FUCK SCHOOL!

KILL PEOPLE - BURN SHIT - FUCK SCHOOL!
KILL PEOPLE - BURN SHIT - FUCK SCHOOL!

"Since Kanye tweeted telling people he's bumping all of my shit /
These motherfuckers think I'm supposed to live up tp something /
Shiiiiiit"

Så landede den endelig. Den skive som vel nok flest har set frem til i år. Efter den opsigtsvækkende optræden hos Jimmy Fallon og den geniale video til det geniale nummer "Yonkers", som Kanye West tweetede om, og beskrev som værende 2011 fedeste video - jævnfør ovenstående citat - har AL opmærksomhed været rettet imod Tyler, The Creator og resten af OddFutureWolfGangKillThemAll. Også fra folk, der normalt ikke begår sig i hiphop miljøet. - Det var nemlig som om, at OFWGKTA repræsenterede en stil, ja nærmest et movement, som har været savnet, ikke bare på hiphop scenen, men på musikscenen generelt.

Det var vel egentlig først med "Yonkers" og "Sandwiches" at det gik op for én, hvor lang tid det faktisk har været siden, at man har kunnet give den så meget gas, råbe så højt med på de kampråbs-lydende tekster, og stikke en fuckfinger i vejret imod systemet på så tilfredsstillende facon. Som det netop rappes på "Sandwitches":

"The Golf Wang hooligans is fucking up the school again /
And showin' you and yours that breaking rules is fucking cool again"

Bagsiden af møntet ved en så massiv hype, som den OddFuture har modtaget det sidste års tid, er, at folk pludselig har forventningerne skruet helt i vejret. Jeg tror ærlig talt ikke at nogen af dem havde regnet med at have så mange øjne rettet imod udgivelsen af Goblin, som det lader til at være tilfældet. Tænker man lidt over det har de jo faktisk ikke gjort synderligt meget for at blive løftet til de luftlag de befinder sig i pt. De gjorde vel "bare" de helt rigtige ting på de helt rigtige tidspunkter.

"All you lames don't have to like me /
The devil doesn't wear Prada, I'm clearly in a fucking white tee"

Personligt synes jeg desværre det skinner igennem, at Tyler har villet udgive Goblin så hurtigt som muligt, imens han stadig er på alles læber. Det er svært at komme uden om, at pladen lyder en smule forhastet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at store dele af pladen må være skrevet umiddelbart efter udgivelsen af "Yonkers", for det meste af Goblin lyder nogenlunde således. Som om at Tyler har tænkt, "okay, det synes de tilsyneladende er dope. Jamen så lad os da lave en hel plade, der lyder sådan". Og her tænker I måske, "jamen "Yonkers" er jo et for vildt nummer, så hvis resten af pladen lyder sådan må det da være en for fed plade!?". Forkert. Det er faktisk ret anstrengende i længden. "Yonkers" er uden sammenligning det fedeste nummer på pladen. På de fleste andre numre forsøger han at lyde lige så "fucking crazy" og grov i munden; et forsøg der fejler grumt.
Konceptet i "Yonkers" var, at Tyler havde en slags skizofren samtale med hans alter ego Wolf Hayley, samtidig med at han lå på sin psykologs briks og delte ud af komplet sporadiske tanker og følelser. Dette koncept er trukket ud over hele Goblin. Fortællestilen i de fleste sange er derfor klodset og hamrende ufokurseret, og selvom der er enkelte lyriske guldkorn i de fleste sange, så fungerer de i de fleste tilfælde som alenestående punchlines, der ikke er en del af en større, samlet historie eller beretning.
Når der så endelig er et bestemt tema på sangen, så er det enten så abstrakt, at det er en umulighed at finde en mening med galskaben, eller også er det bare uvedkommende og decideret åndet. På "Transylvania" rapper han som en sexistisk vampyr, der "love bitches, especially when they suck dick and wash dishes". Forklaring følger ikke. Så er der en R&B inspireret kneppe-sang som "She", der ikke har noget interessant at byde på - overhovedet. "Bitch Suck Dick" er uden sidestykke den dårligste sang der er udgivet i år. Ja, værre end Wocka Flocka Flame og Lil' B. På det otte minutter lange possecut "Window" erfarer man, at resten af Tylers slæng - Hodgy Beats eksklusiv - faktisk rapper decideret dårligt, over et beat der er så kedeligt, at man virkelig skal gøre sig umage for ikke at falde i søvn.

Der er selvfølgelig gode momenter. Tyler lader ikke til at have de store intentioner om at fortælle om sig selv, som han gjorde på Bastard, og det meste rap ender i tø-hø agtigt tant og fjas, der er et grin eller to værd, men når han så endelig folder sig ud, er det med stor stil. Åbningsnummeret er en lyrisk guldgrube, hvor han bl.a. rapper:

"They claim the shit I say is just wrong /
Like nobody has those really dark thoughts when alone /
I'm just a teenager who admits he's suicide prone /
My life is doin' pretty good, so that date is postponed /
.....For now"

Tilgengæld rapper han også på samme nummer: "pressure's on me like this top hat / Bastard intro, how the fuck 'Im gon' top that?". Og rigtigt nok, titelnummeret fra hans debut var fyldt til bristepunktet med lyrisk guf. Især linjerne om hans far, som han aldrig har mødt, ramte hårdt. Faderen er også nævnt på Goblin, men slet ikke med samme personlige touch, - i stedet med tø-hø agtige jokes igen: "My father called me to tell me he loved me / I have a better chance of getting Taylor Swift to fuck me". Taylor Swift bliver i øvrigt nævnt i samme sætning som ordet "fuck" yderligere et par gange på pladen, hvilket understreger den useriøse tone, der desværre hænger over skiven. På "Golden" siger han f.eks. også, at han er træt af at høre folk råbe "Free Earl" når de ikke engang kender ham. Det skulle han måske have tænkt over før han gjorde dét udråb til en fast del af hans koncerter og printede det på diverse T-shirts. Den umodne teenager, der trods alt stadig er gemt i Tyler, titter frem flere gange, og den er ikke just charmerende.

Når Tyler, The Creator er god, så er han til gengæld lidt af et bæst! Man må ikke glemme, at "Yonkers" er at finde på albummet, - et nummer der alene er en stjerne værd. På "Tron Cat" får han fyret op for linjer som "Fuck a pregnant bitch and tell my friends I had a threesome", og på "Golden" har han nogle helt sublime passager, f.eks. når han rapper om sin mor (som han har meget kært):

"...twenty, why didn't she get aborsheeen /
Prob'ly 'cus that motherfucking embryo was morphiiing /
Into a grammy winning schizophrenic fucking orpheeen /
Ooops I mean bastard - skinny ass disaster"

Yderligere må jeg fremhæve et nummer som "Nightmare", der ikke bare bærer et af pladens ypperste beats, men også virkelig spændende lyrik, hvor man bliver lukket ind i Tylers dystre sind. "Her" er også et glimrende nummer, hvor et crush på en pige resulterer i en følsom og heartbroken Tyler, hvilket virkelig er et kærkomment indslag. "Analog" er en af mine absolutte favoritter. Hodgy Beats får lov til at brillere, og så er den semi-mainstream inspirerede produktion ganske forrygende.

Desværre er der ikke meget positivt at sige om produktionerne generelt. Tyler har selv produceret det hele, med ét nummer som undtagelse, og det er han ikke sluppet helt godt fra. Produktionerne er kreeret med billigt udstyr, det kan selv jeg høre. Jeg har meget lidt erfaring med beats, men de 10-20 timer jeg har brugt på at rode rundt med Reason 3 har været nok til, at jeg kan genkende de fleste lyde, trommer, synths og effekter, der er taget i brug på Goblin. På en håndfuld numre er beatet yderst godt sat sammen, igen har vi "Yonkers" i front. Førnævnte "Nightmare" og "Analog" er ligeledes af den gode skuffe. Numre som "Radical", "Tron Cat" og "Sandwitches" lyder forholdsvis ens med deres smadrende synth-larm og fuldstændig overdrevene, forvrængede keys. De tre numre ligger også i den positive ende. Andre numre bærer beats, der simpelthen lyder som om de var lavet på et 300 kroners dyrt legetøjs-keyboard fra BR; Fuldstændig forfærdeligt. Når Tyler så tilmed vælger at pensle reverb på sin vokal, på virkelig mange numre, hvilket bliver groft enerverende i det lange løb, så sidder man lidt med fornemmelsen af, at der ikke er mange andre der har haft noget at skulle sige mht. produktionsprocessen. Der er ikke nogen tvivl om, at XL Recordings, der udgiver pladen, har givet Tyler 100% frie hænder her.
Den kan også bare være, at det er mig "that don't get it", for som han rapper på åbningsnummeret:

"They don't get it, cause it's not made for them /
The nigga that's in the mirror rappin', it's made for him"

- Tyler har også sagt i adskillige interviews, at han laver musik for egen fornøjelse. Han gør det ikke for at tilfredsstille nogle specifikke mennesker. Hvis man kan lide det er det fedt, og så er man velkommen til at hoppe med på vognen - hvilket ganske mange har gjort - men når alt kommer til alt, så laver han musik for hans egen skyld, hvilket man i flere tilfælde føler, at han faktisk mener. Han rapper f.eks. på et tidspunkt:

"Oh, a message from GZA, oh another one from Plain Pat /
E-mail full of e-mails - I never write back''

Når alt kommer til alt lader det til, at Goblin er lavet til den lytter, der føler, at det er lavet til ham/hende (!). Dette føler jeg kun sjældent, da der er alt for mange irritationsmomenter. Et grelt overforbrug af udsyret synth, dumme effekter på vokalen, unuancerede beats, lyrik, der imponere stort én ud af ti gange, og som virker uinspireret de resterende ni ud af ti. At sige "fuck", "bitch", "dick" og "pussy" en halv million gange i løbet af en plade er heller ikke rigtig "sejt" længere. Det var fedt da jeg var mindre og hørte The Marshall Mathers LP første gang, da jeg aldrig havde hørt noget lignende. I 2011 virker det tåbeligt. Og så er det sjove i at råbe "Swag" allerede passé.

Alt i alt en riemlig antiklimatisk udgivelse fra OFWGKTA, som jeg ellers havde glædet mig til. Jeg har dog stadig intentioner om at skråle "WOLF GANG" sammen med jer andre til kommende koncerter, for hele OddFuture bevægelsen er stadig yderst underholdende at følge.

3/6

- Jeppe Barslund

Saigon - The Greatest Story Never Told

Jeg husker det som var det i går. Jeg havde netop erhvervet mig Mark Ronson's debutalbum Here Comes the Fuzz, og da jeg lyttede det igennem første gang og "Diduntdidunt" buldrede ud af højtalerne, tænkte jeg med det samme, at Saigon havde et helt enormt potentiale, og at han sagtens kunne gå hen og blive et stort navn på den internationale hiphop scene. Resten af verden lod til at være enig, for i takt med at han udgav street albums og mixtapes i en lind strøm, hørte man flere og flere ytre sig om høje forventninger til rapperen.

Desværre ville musikindustrien det anderledes.

"They rather me pretend to be something that I'm not /
I'm the new Public Enemy, I'm different than Young Joc"

Atlantic Records lokkede den fattige og sultne rapper ind i deres fold, hvor de holdt ham spærret inde - som han selv siger det - fra 2006 og ca. 2-3 år frem. De havde absolut ingen ambitioner på Saigons vejne, og gang på gang blev han tilsidesat, prioriteret lavere end andre, ja, ret beset totalt negligeret. Heldigvis formåede han at slippe ud af folden uden at stå i gæld til selskabet, og med dén lektie lært skrev han kontrakt med indie-selskabet Suburban Noize Records med Just Blaze som execute producer - da var han i trygge hænder, og kunne endelig udgive hans debutalbum, der egentlig havde været klar i 4-5 år.

"I tried to help the labels see the vision /
But they lowered me to a subdivision /
You gotta be fuckin' kiddin'!"

Således rapper Saigon arrigt på "Believe It". Man mærker tydeligt Saigons længe indebrændte vrede. Saigon har i mange år villet sige en hulens masse ting, og på grund af de mange år albummet har været undervejs, er The Greatest Story Never Told et meget langt album, der dog formår at holde tonen både aktuel og spændende. Og Saigon lyder mere sulten end de fleste andre rappere. Hans flow er råt og voldsomt, og på flere numre lyder han som om, at han snildt ville kunne flå et bjerg op af jorden og kyle det halvvejs rundt om jordkloden.

Just Blazes produktioner hjælper også denne fornemmelse godt på vej. Just Blaze har altid været en voluminøs herre, og hans produktioner på denne plade, som udgør størstedelen, er bestemt ingen undtagelse. Trommerne er tunge og læner sig gerne tæt op af det overdrevne, de talrige elementer af strygere, stadium-synths og storladne guitarer giver nærmest et rock-n-roll feel til produktionerne, og så har han virkelig ramt plet med basgangene, der simpelthen nærmer sig det perfekte det meste af vejen, især på et nummer som "Clap" er dette stråleklart. Når Saigon siger "clap your hands if you lovin' that Just Blaze shit", så kan I bande på at jeg klappede!

Til gengæld halter det også visse steder. Som man ofte før har hørt det fra Just Blaze, så ved han tilsyneladende ikke altid hvornår enough is enough. Tag fx et nummer som "Preacher", der ellers bærer en glimrende tekst, hvor Lee Fields skråler "Preacher!!" konstant, hvilket resulterer i en direkte enerverende produktion. "Come On Baby" har det samme problem: Det samme guitarriff kører igen og igen og igen, og det samplede vokalstykke ("come on baby come on baby come on baby") gør det virkelig svært for mig at høre nummeret til ende. I min bog ville det have klædt pladen yderligere at være foruden "Give It To Me", "And the Winner Is", "Station Identification", "War" og "Oh Yeah (Our Babies)".

Når det så er sagt, så kan man ikke komme uden om, at der er nogle seriøst fede numre på nærværende album, og at der er et flertal af disse. Q-Tip hjælper godt til på det tunge "drugs in the ghetto" -anthem "The Invitation", titelnummeret gør helt vidunderligt brug af Leon Haywood's "B.M.F. Beautiful", Kanye West bidrager med en udsøgt sjæler i "It's Alright", Just Blaze selv autotune-crooner på den suveræne "Believe It", "Bring Me Down Pt. 2" er noget af det mest episke jeg har hørt i år, og førnævnte "Clap" gør sig som pladens i min optik stærkeste skæring, med et velkendt "stort" Just Blaze beat, en altid oplagt Faith Evans på omkvædet og en herlig outro, hvor Just Blaze spiller den korrupte Reverend Cashius King, der sender kirkens collection plate rundt med ordene: "give what you can.... but don't give nothing less than 10%... 20 would be even better".

Niveauet på The Greatest Story Never Told er gennemgående højt, og på trods af de nævnte smuttere er Saigon's debutalbum virkelig solidt. Jeg vil dog sige, at mit syn på Saigon er nogenlunde det samme som da jeg hørte "Diduntdidunt" i sin tid. - Efter at have hørt The Greatest Story Never Told sidder jeg stadig følelsen af, at Saigon har et vanvittigt potentiale, men jeg synes ikke at det bliver forløst til fulde på denne plade. The best is yet to come - håber jeg.

4.5/6

We try our best to survive
(We ain't runnin' away)
And keep our heads to the sky
(God never will lead us astray)
It's that stress and depression goodbye
(Chase all of our troubles away)
If we could just get it right
(Then everything, it should be okay)

Ooookay

Do away with the clubs and the drug spots /
Do away with the judge and the mug shots /
Like we do away with the day when the sun drops /
Clap your hands if you're tired of hearin' gunshots /
Or hearin' news about who got popped /
By another black man or knockin' a white cop /
If I ain't there when it start, I'm there when the fight stops /
Like Ock /
Slow your roll or be cold as a ice pop ya /
We gotta start helpin' each other, quit hurtin' each other /
Money'll have a nigga thinkin' 'bout murkin' his mother /
How does it feel being slave to a dollar bill? /
Givin' you something y'all can feel, are y'all for real? /
Do away with all the chinese restaurants /
Do away with all the fake Gloria Estefans /
Clap your hands if you gettin' up in some real estate /
Buy the crip ma, the Benz with the wheels can wait /
I 'member I used to instigate /
Now I'm the one breakin' up the fight, makin' sure that detention's straight /
Will let a nigga get the heart to push me /
I'll snuff the biggest nigga with him, show him that his partner pussy /
You ain't got to be soft to be compete /
I'm like the Martin Luther King then I knock out some teeth /
Now Imma flip it and shift it, give it prolific /
'Case niggas get it twisted, forget that I'm so gifted /
Do away with the jails and the group homes /
Like we did away with the shells and the two-tone /

Clap your hands if you lovin' that Just Blaze shit
Cause we don't just make songs, we make statements

We try our best to survive
(We ain't runnin' away)
And keep our heads to the sky
(God never will lead us astray)
It's that stress and depression goodbye
(Chase all of our troubles away)
If we could just get it right
(Then everything, it should be okay)

Ooookay

Do away with the hiphop police force /
Fuck the pigs, I was taught not to eat pork /
Clap your hands if you ain't forget where you came from /
Clap again if you ready to see a change come /
I used to live in the same slum /
As Mike Tyson and Riddick Bowe, that's where the knuckle game from /
Spring Valley had the same bums /
We had to stay in, I ain't hang late 'cause we ain't have a income /
Now I be on the track like when the train come /
And I don't rap to just jaw-jack, nigga I be sayin' some'! /
And with my man Just Bliggity Blaze /
You're just about to witness history made /

Clap, clap, clap, clap, clap
Clap your hands if you lovin' that Just Blaze shit
Clap, clap, clap
Let's, let's, let's go

We try our best to survive
(We ain't runnin' away)
And keep our heads to the sky
(God never will lead us astray)
It's that stress and depression goodbye
(Chase all of our troubles away)
If we could just get it right
(Then everything, it should be okay)

Ooookay
Ooookaaay
Ooookay
(We're trying our best to survive)
Ooookaaay
(Tell me when we're gonna get it right)
Ooookay
(Just keep our heads to the sky)
Ooookaaay
(It's that stress and depression goodbye)

Ooookaaay x mange (!)

Reverend Cashius King takes 'em to church....... (!)

- Jeppe Barslund