Celph Titled & Buckwild - Nineteen Ninety Now

"How many times can he rap about the same old shit? /
I guess I won't find out until y'all stop buying it /
But 'till then, it's guns, bitches, punchlines and humor /
That causes kids around the world to argue over computers"

Således rappede Celph Titled engang for længe siden, og det fremgår tydeligt af hans debutalbum Nineteen Ninety Now, der udgives små tyve år inde i hans karriere, at Celph Titled er en mand, der står ved sit ord, for det handler faktisk ikke om andet. Dette må for guds skyld ikke tolkes negativt, for der er ganske simpelt ikke nogen der gør det bedre. Det er hylende morsomt og knivskarpt, og så ligger Celph i den absolutte top når det kommer til suverænt overlegen, legesyg rap. Med én linje kan han få undertegnede til at grine mere end de fleste stand up komikere, som fx på "Wack Juice" hvor han helt køligt disser alle de fake hiphoppere; "My mindstate's like a bitch on the rag, I just don't like you, PERIOD!". Jeg kunne snildt skrive en alenlang anmeldelse, der kun bestod af uddrag fra Celphs tekster, men jeg vil ikke snyde jer for den fænomenale førstegangsoplevelse det er, at lytte pladen igennem og opdage alle disse lyriske guldklumper på egen hånd. Okay, I kan få et par stykker fra åbningsnummeret "The Deal Maker", hvor 'The fresh Prince of Hell's Lair' åbner ballet med manér - igen, få linjer; helt igennem fantastisk indhold:

"And when Moses split the seas, I jumped the gab on water skies /
"Did you look back?", Nah, nothin' more to see!"

og

"If you approach I'll murder though /
My gun flip more shells than a Ninja Turtle Show /
This is my movie in 3-D, slice ya neck with a Fugees CD /
And stick Lauryn Hill with the Coroner's bill"

Imens "The Deal Maker" kører - og jeg håber at du har volumen skruet godt op - så vil du sikkert også måbe over Buckwild's juggernaut af en produktion. Historien med denne plade er, at Celph Titled ville have sin plade til at lyde præcis som den gyldne æras hiphop. Vi ved efterhånden, at der ikke er nogen, der kan genskabe den lyd, så istedet for at få nogle producere til at producerer beats, der lyder som den gyldne æra, så gik han til Buckwild og spurgte, om han havde nogle beats liggende fra "dengang", som aldrig var blevet brugt. Det havde han heldigvis, og ikke nok med at han havde nogle gamle, støvede instrumentaler liggende; de er såmen også bare de bedste han har kreeret i sin karriere. Og dette siger vist ikke så lidt. Diggin' In The Crates legenden har været beat-leverandør for mange af 90'ernes rap koryfæer, som Big L, Kool G Rap, Brand Nubian, Organized Konfusion, O.C, A.G og mange flere. Det sjove er dog, at hvis man ser på mange af de andre, lige så vigtige producere fra samme periode, som fx Pete Rock, Eric B, Showbiz og DJ Premier, så havde de alle produceret hele albums med deres respektive med-rappere (C.L.Smooth, Rakim, A.G., Guru), men Buckwild fik aldrig produceret et helt album med én rapper - før nu. Der var nok en del D.I.T.C. fans der havde svært ved at få armene ned efter nyheden om Nineteen Ninety Now brød ud. Og ganske forståeligt. Det er intet mindre end fucking fantastisk det Buckwild har sat sammen her, eller, for 15 år siden, vel?! Det er råt, så støvet at allergikere bør være advaret, tungt som bare fanden, funky, jazz'et og helt igennem nakkebrækkende brillant! Hvis vi tænker "hiphop in it's rawest form", så er der intet - jeg gentager intet - fra i år, der kan måle sig med den samling beats Buckwild har disket op med her. I mine øjne kan de endda måle sig med det bedste fra 90'erne. Er det ikke bare nemmere at komme med nogle eksempler?

- "Swashbuckling" er Buckwild's version af en af Celph Titled's mest kendte cuts, "Primo's Four Course Meal", hvor han tog fire beats fra DJ Premier, lod dem glide over i hinanden og spyttede 64 bars over dem "like it ain't nothin'!". Buckwild har ligeledes produceret fire beats til denne ene sang, men istedet for at Celph tager alle fire, har hvert beat en forskellig rapper; Apathy, der rapper så hutigt at man som lytter får åndenød, Ryu og Esoteric. Hvert beat er mersterligt, hvilket gør sangen som helhed episk!



"There Will Be Blood" er endnu et svimlende fedt track, hvor Buckwild sætter stykke trommer sammen med en savtakket bas og opklippet børneråb. At den gæstes af størstedelen af D.I.T.C. crewet gør bestemt heller ikke noget!



"Miss Those Days" er fra den mere stilfærdige skuffe, og hvor er det dog fedt - og super flabet - at han har fået Sharifa Reefa til at synge et flot, ja næsten poppet omkvæd, - noget han ellers ofte opponerer imod som værende en del af hiphop.



Og så er der selvfølgelig "Mad Ammo", hvor Celph har allieret sig med F.T. og altid vanvittige R.A. the Rugged Man. Lige i øjet!



Det har altså taget Celph Titled små tyve år at udgive sit debutalbum, og som forventet skuffer det ikke. Kunne du lide den ovenstående selektion, så bør du købe albummet, for det er standarten for Nineteen Ninety Now. Fortrinlig rap fra en af gamets mestre, og beats, der kan få selv en som mig, der aldrig har følt det store savn til 90'ernes hiphop, til at længes. Et must have, og vel nok årets vigtigste hiphop plade.

5.5/6

Nottz - You Need This Music

Virginia produceren Nottz har forsørget hiphoppen med nogle af de mest nasty beats siden 90'erne, men især de sidste par år, i kølvandet på "Barry Bonds" fra Kanyes Graduation, har han markeret sig som manden at gå til, hvis man har haft brug for nogle rå og tunge beats, og hans nakkebrækkende kompositioner kan få de fleste til at fremstå som en drøm af en rapper. Alene i år har han produceret det måske vigtigste track i Snoop Doggs kariere siden Doggystyle med "Protocol" og genoplivet Rah Digga med hele hendes anmelderroste Classic. Vigtigst af alt har han udgivet sit eget debutalbum som producer/rapper; en helstøbt plade, der både viser ham som hardcore hiphopper, sjælfuld musiker og virkelig solid rapper.

Mange har et lidt skeptisk forhold til producere, der springer ud som rappere, hvilket jeg ikke helt forstår. Som producer skal man have et vist musikalsk øre for overhovedet at sætte et beat sammen, og når man sidder med de samme loops, de samme samples og de samme trommeprogrammeringer i time efter time, så burde rappen komme til en ganske automatisk. TROR jeg - I wouldn't know for sure. Tag fx Pete Rock, Large Professor, Diamond D, J Dilla og Kanye West, alle virkelig gode rappere. Personligt bliver jeg ikke overrasket når jeg hører en producer levere nogle sprøde linjer over sine egne beats, og Nottz er bestemt ingen undtagelse. Tematisk set er han godt nok ikke kommet for at revolutionere rapgamet, da han falder i et par kliché-fælder undervejs, men i det store hele er det faktisk virkelig veldrejet.

Hele herligheden starter med en knyttet næve i fjæset med "Fair Warning", der ikke bare er pladens tungeste banger, men også Nottz's mest sultne, arrige og primitive lyriske præstation. "Don't worry 'bout the dude rappin', it's just me" beroliger han i starten, og fortsætter senere hen ud i linjer som "you damn right I gets busy, cause I've come to murder shit like yo mama do dicks!". - På trods af, at "Fair Warning" umiddelbart er den mest Nottz-lydende skæring på pladen, står den ganske alene med sit rå udtryk. Soul samples og livlige trommer er grundsøjler i Nottz's produktioner, men på størstedelen af You Need This Music er der lagt langt mere vægt på soul'en end på den rå hiphop, og hvor numre som førnævnte "Barry Bonds" og "Protocol" - og mange af de numre han har produceret for Busta Rhymes - helt afgjort bevidner om en producer, der dyrker hiphoppen in it's rawest form, så er You Need This Music faktisk en super herlig feel good plade. Foruden den uafrystelige banger "Never Caught Slippin'" og de to lidt uheldige cuts "Blast That" og "I Do It For Yawl" er de opløftende og underholdende numre linet op på række.

På "How Long Will It Last?" hører vi hvordan han må knibe sig i armen for sikre sig, at hans kariere ikke bare er en lidt for god drøm.
På "A Dream Come True" bevæger han sig længere ind i drømmeland og forestiller sig, at han spiser frokost med Dilla, 2Pac, Biggie og Big Pun på Scott La Rocks café, alt imens alle fra Curt Cobain og Michael Jackson til John Lennon og LeftEye mænger sig i det musikalske hensides. Nummeret fortsætter ud i et utrolig smagfuldt, nynnende R.I.P. shoutout til alle, der har påvirker Nottz som producer.
Rest In Peace shoutouts er en vanlig måde at vise sin respekt på hos rappere, men det er også lidt af en kliche. Kliché må man også kalde næste nummer i rækken, "I Still Love You", der ligesom alle andre numre med den titel bruger den klassiske boy/girl love story som metafor for Nottz kærlighed til hiphop. Men med et helt genialt sample og den yderst fremragende Mayor Hawthorne på omkvædet kunne Kliché markatet ikke være mere irrelevant. Nottz lader gennemgående til at have denne effekt; han tager emner, der er rappet om en million gange, men tilsætter sit eget lille touch - og så selvfølgelig et beat, der kan få det meste til at blegne - og så glemmer man helt uopfindsomheden. "No Money Down" er den overdrevne kærlighedserklæring og overgjorte loyalitetsstempel til hans brændende kærlighed, hvor han blandt meget andet rapper,

"I'd go divin' in shark infested waters baby girl, just to give you the pearls /
I'd wrestle a polar bear for it's fur, baby if it's cold out there"

En af pladens absolutte perler, "Dontcha Wanna Be (My Neighbour)" med Asher Roth, er en typisk "kom og se hvor jeg voksede op"-sang, men igen hiver han sejren hjem med en suveræn produktion og en fed video.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Nottz er en langt bedre producer and mc, og den helt store vinder på You Need This Music er så afgjort produktionerne. Det er dog tydeligt at høre, at han efter at have arbejdet side om side med mange af branchens bedste rappere, selv har opbygget et solidt flow - ikke det mest avancerede, men fyldt med tilstrækkelig mængder punchlines og kløgtige ordspil til at vedligeholde interessen albummet igennem.

"Your favorite producer-producer nigga /
Ask the good Doc, Swizzy, Mr. West and the God Dilla /
I ain't gon' go crazy, just gon' name a few of my niggas /
I AM legend dude, how the hell you didn't figure that? /
Make the game pop like them thangs'll go clik clak /
Hip hop, I live this shit, y'all just rap"

Yderligere har Nottz presset "ekstra" beats ind i slutningen af flere numre, så de får en slags instrumental outro. "You Need This Music" nummeret fader fx over i et ekstremt livligt fløjtebåret beat, og "No Money Down" bliver rundet af med et lækkert instrumentalt stykke, der samplet Bob James' "Dream Journey", som man måske har hørt på Kidz In the Hall's "Wassup Jo". Disse bonusinstrumentaler giver en god livlig stemning og sørger for, at et allerede suverænt lydbillede bliver yderligere interessant.

You Need This Music er et af årets bedst producerede albums hands down. Beats'ne er fænomenale, og med sjælfulde omkvæd fra folk som Bilal, Dwele, Joy Denalane og Mayor Hawthorne, samt gæstevers fra blandt andet Joell Ortiz, Royce Da 5'9'' og Asher Roth, er Nottz debutalbum ganske simpelt bare et tag selv bord af luxeriøse lækkerier.

5/6

Kanye West - My Beautiful Dark Twisted Fantasy

Der er vist ingen tvivl om, at Kanye West's My Beautiful Dark Twisted Fantasy er årets mest omtalte og hæftigst debaterede udgivelse, og fra min side er flere timer gået med at læse andres anmeldelser og ikke mindst de tilhørende kommentarer. Det lader til, at en kunstner af Kanyes kaliber ikke blot tiltrækker fans og andet imponeret godtfolk, men i sandhed også yderst kritisk stillede lyttere og såkaldte "hatere", og hvor man i normale debatter fredsommeligt kan diskutere om en given kunstner er god eller dårlig, så er det nærmest blevet en kamp imellem de gode og de onde når det kommer til Hr. West; nogle direkte forsvarer Kanye som kunstner og dygtig musiker, imens andre jorder ham komplet og kaster alverdens negativt ladede ord imod ham.

"Do it better than anybody you ever seen do it /
Screams from the haters, got a nice ring to it"

- Har man fulgt bloggen her, eller ved man bare en smule om min smag, så ved man, at jeg er kæmpe Kanye fan. Derfor er det også svært for mig at anmelde et album som My Beautiful Dark Twisted Fantasy, da jeg mere eller mindre falder på halen over alt hvad han laver, og det derfor ikke kan undgå at blive en smule følelsesladet. På den anden side er jeg fuldkommen sikker i min sag, og jeg VED at jeg har ret når jeg siger, at Kanye er et geni.
Som det måske er ved at blive klart for jer, så vil denne anmeldelse måske blive en smule arrogant og bedrevidende i dens holdninger og synspunkter - måske noget jeg har fra hovedpersonen selv?
I anmeldelsen her vil jeg tage udgangspunkt i fem udsagn, som jeg ofte er stødt på under læsning andetsteds.

- Første udsagn: "Kanye West har ikke noget med hip hop at gøre"

Forkert.

Lad os tale lidt om hiphop. Jeg tillader mig at tro, at jeg - efter at have tilbragt oceaner af tid på at lytte til, læse om, lede efter, nærstudere og undersøge hiphop kulturen i mit hverv som anmelder - har en ganske klar opfattelse af, hvad hiphop er og hvad den vil. Hiphop har alle dage handlet om at være innovativ og opfindsom, og om at søge nye græsgange. Sugarhill Gang var de første på banen til at skabe musik ud fra samples - "Rappers Delight" er bygget op omkring basgangen fra Chic's "Good Times", og "Apache" sampler The Incredible Bongo Bands' nummer af samme navn, som de havde taget fra The Shadows. Samplingen er siden blevet en grundsøjle i hiphoppen, og alt er blevet samplet, fra soul, funk, jazz, blues, klassisk, kung fu film, disco dance og rock. Især jazz og soul elementerne var nøgleord for golden era hiphoppen, hvor folk som Dj Premier, Pete Rock, Buckwild, A Tribe Called Quest og De La Soul flittigt lånte fra gamle klassikere til deres beats. Men set i bakspejlet (og dette er ingen kritik som sådan, da jeg jo elsker oldschool hiphop, det er mere en slags forståelse for hiphoppens udvikling) var produktionerne dengang rimelig billigt sluppet. Hvis vi igen tager Dj Premier, som er en af mine absolutte favoritter, så er der jo ingen af hans beats, der har krævet en større musikalsk forståelse. Det rigtige sample, nogle fede trommer, en fed bas og evnerne til at sætte det ordenligt sammen, så har du opskriften på de fleste beats fra start/midt -halvfemserne. Hvis vi antog, at hiphop anno 2010 stadig lød som i '93, så havde vi brudt grundregel nummer et: innovation, - og dem, der sidder fast i halvfemserne og savner den gyldne era må snart til at se, at det fra tidernes morgen lå i kortene, at hiphoppen ville undergå denne forvandling. Det er det eneste rigtige. Og hvis jeg skal pege på én mand, der om nogen har sat en ny dagsorden, ja, you guessed it, så er det Kanye West. Han er personificeringen af ordet "innovativ". Han har ikke lavet to plader, der lyder ens, og ikke nok med det, så har han egenhændigt skrevet nyt hiphop regelsæt med hver udgivelse.
Debuten College Dropout er, og vil nok altid være, hans mest ligetil plade, fyldt med soul samples og oplagte melodier. På Late Registration hjalp det musikalske vidunderbarn Jon Brion Kanye med at skabe en større, mere volumiøs lyd, selvom Kanye stadig havde hans soul-rødder i bagagen. På Graduation tog de rockede og elektroniske elementer over, hvilket resulterede i soniske kompositioner, der emmede af atmosfære og legesyge. Med 808s & Heartbreak gik West i et helt andet spor, med dystre, melankolske og minimale produktioner til at pakke hans sorgfulde og yderst personlige tekster ind. My Beautiful Dark Twisted Fantasy har det hele, og mere til. Kanye er altså gået fra at have en mindre kompliceret og ligetil tilgang, til at skabe hiphop, der har langt flere kompositioner og kunstnerisk dybde i beatsne, end noget man nogensinde har hørt før. Dette er et faktum, og derfor kan vi roligt sige, at udsagnet "Kanye West har ikke noget med hip hop at gøre" er falsk. Det rigtige udsagn lyder: "Kanye West ER hiphop".

- Andet udsagn: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy er IKKE nyskabende"

Korrekt.

Mange kritikere har fejlagtigt rost MBDTF for at være nyskabende og genrebrydende. Det synes jeg ikke den er. Det meste af det man hører på West's femte album er hørt før, men hvad er i grunden ikke det i denne tid? Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt som kunstner at være nyskabende? Til gengæld må man også spørge: who gives a fuck? SKAL det være nyskabende? Kan det ikke bare være ovenud gennemført, rasende flot produceret, genialt komponeret hiphop? - For det er jo hvad det er.
Det jeg tager hatten af for, og det jeg altid har elsket Kanye for, er at tænke i de baner han gør - baner, som ingen andre tænker i, end ikke i deres vildeste drømme. Og hvis de gjorde, så ville de hverken have selvtilliden, færdighederne eller nosserne til at formidle det i musik. Mere eller mindre samtlige numre på MBDTF er en attest til Kanyes småvanvittige, musikalske overlegenhed. Et spørgsmål, der er værd at stille sig selv ved hver sang er, "Hvem anden end Kanye kunne finde på at...." - og så kan vi jo nævne eksemplerne i flæng:

...... sætte et underskønt kor bestående af Tayana Taylor, ex-kæresten Amber Rose og Bon Iver's Justin Vernon sammen med "Can we get much higher" -samplet fra Mike Oldfield, og så få RZA og No ID til at smede et fabelagtigt råt og melodisk beat oveni?
...... sammensætte trommerne fra Cold Grit's "It's Your Thing" (trommer Kanye har brugt flere gange før) med håndklap og indianersang fra Continent N 6's "Afromerica" og futuristisk råben fra prog/rock bandet King Crimson?
...... kaste sig ud i at skulle gonglere med storslået 80'er synth, triumferende blæsere og årets skøreste trommeprogrammering på "All of the Lights", og stadig have overskudet til at presse 14 sangere ind, uden at de spænder ben for hinanden?
....... kaste Rick Ross ind på et nummer efter fire minutter, efter en længere guitarsolo (som selvfølgelig, imod alle odds, passer perfekt ind over det soul'ede nummer)?
....... Fortsætte en i forvejen uvant lang førstesingle med at krænge sin sjæl ud igennem en vocoder i yderligere 3½ minut?
....... sample Aphex Twin?
....... arbejde sammen med Bon Iver?

Og vi kunne blive ved og ved. Der findes ét svar, som passer til alle spørgsmålene: "Ingen anden". Som kreativt legebarn, der ikke er bleg for at afprøve ting, som på papiret ikke burde fungere, er Kanye hævet over samtlige kollegaer, og som visionær musiker er han intet mindre end et unikum. MBDTF er altså ikke nyskabende, men proppet med nytænkning, og det er i Kanyes tilfælde mere end rigeligt til at feje alle andre af banen.

- Tredje udsagn: "Kanye West er en dårlig rapper"

Forkert.

Det er meget muligt, at Kanye ikke er blandt verdens bedste flow-teknikere, men hans indlevelse, hans glimt i øjet, hans sans for detalje og hans evne til at skrive sange, der balancerer imellem det humoristiske og alvorlige, det smukke og sørgerlige og det politiske og selvransagelige er simpelthen uden lige. På "Power" giver han et indblik i hans sind og forsøger derved blandt andet at forklare hans til tider sære opførdsler og udskejelser.

"Now I embody every characteristic of the egotistic /
He know, he's so, fucking gifted /
I just needed time alone with my own thoughts /
Got treasures in my mind but couldn't open up my own vault /
My childlike creativity, purity and honesty /
Is honestly being prodded by these grown thoughts /
Reality is catchin' up with me /
Takin' my inner child, I'm fighting for custody"

Storstilet rapblær er der i rigelige mængder på "So Appalled" og "Monster", men det er uden tvivl Kanyes mere ømme øjeblikke, der bliver interessante. På den poppede "All of the Lights" ville enhver anden rapper tage den lette vej, og rappe om et-eller-andet overfladisk, men selv på dette ultra radiovenlige nummer rapper han om, hvor stort et røvhul han egenlig er. Når Rihanna synger "turn up the lights in here baby, you know what I need, want you to see everything", så er det fordi, at alle skal vide, hvor stort et røvhul han er. Og har man ikke forstået det da, så bør det stå klart for en på "Runaway", hvor han opfordrer eventuelt fremtidige kærester til at stikke halen imellem benen inden han ødelægger endnu et forhold,

"She find pictures in my email /
I sent this bitch a picture of my dick /
I don't know what it is with females /
But I'm not too good at that shit"

På en af mine personlige favoritter "Blame Game", fortsætter han med problemer i forhold, og med den geniale linje "Let's call our names names" som rød tråd, er der skabt god bund for at virkelig smuk men samtidig rørende og barsk sang.

"On a bathroom wall I wrote,
"I'd rather argue with you than to be with someone else" /
I took a piss and dismissed it, like fuck it and I went and found somebody else /
Fuck arguing, harvesting the feelings, I'd rather be by my fycking self /
Till' about 2am and I call back and I hang up and start to blame myself"

Teksterne på MBDTF er rige på dybde og budskaber og ikke mindst personlige og hudløst ærlige beretninger, der er stærkere end noget man hører andetsteds.
Yderligere er jeg vild med, hvordan numrene kædes sammen. Ikke med glidende overgange, men ved at sangene lidt skjult tager over hvor den forrige slap. "All of the Lights" slutter fx med, at de synger "Want you to see all of the ligts", hvorefter "Monster" starter med, at Justin Vernon hvæser "I shoot the lighs out". "So Appalled" slutter med, at Swizz Beatz rapper "Life can be sometimes ridiculous", imens Kanye åbner "Devil in a New Dress" ved at grine "I love it though!". Og såden er der små hints rundt omkring, der tilføjer lidt til den allerede mægtige helhed.

- Fjerde udsagn: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy er IKKE en plade man vil kigge tilbage på om 10 år og huske for noget særligt"

Forkert.

Ikke nok med, at pladen er den bedst anmeldte de sidste mange år, og at Kanye har sat en ny dagsorden for hiphop, som vi tydeligt vil kunne mærke fremover, så vil My Beautiful Dark Twisted Fantasy huskes som albummet, der mindede os om en masse forskellige ting.
- At Kanye åbner sig for hele verden og udstiller sin person rådt for usødet er et suverænt modstykke til den substansløse og grinagtigt overfladiske tilgang, mange rappere er begyndt at have til hiphoppen. I kølvandet på MBDTF virker alt andet hiphop umiddelbart kedeligt, så ikke nok med, at Kanye opfordrer lyttere til at stille højere krav til den musik de vælger at høre, så tvinger han også sine kollegaer til at oppe sig gevaldigt. Noget der har været seriøst behov for i lang tid.
- Med MBDTF har Kanye statueret sig selv som pragteksemplet på, hvor langt man kan nå med mod og ryggrad. For mange kunstnere hopper over hvor gærdet er lavest, og udgiver metervarehiphop, fordi de ikke tør at tage chancer. De udsender de hitsingler som deres pladeselskab kræver af dem, og skrotter egne ambitioner og visioner, da pengene fra hitsinglerne rækker langt nok. Kanye gør hvad der passer ham. Det har giver bagslag, men musikalsk taler triumfen MBDTF sin egen sag. Forhåbentlig vil flere tage ved lære af denne plade, og indse, at man ikke skal lade sig binde, hvis det er en hindring for ens virkelig ambitioner.

- Med MBDTF har Kanye pointeret vigtigheden i at holde fokus og skabe et helstøbt "værk", hvilket næsten ikke kan siges om nogle andre plader, der bliver udgivet af kunstnere, der operere over undergrunden. De fleste rapudgivelser, der bliver smidt på gaden idag er i bund og grund bare skamfuldt dårlige undskyldninger for at kunne udgive to-tre numre. Kanye har kreeret et samlet værk, hvor der ikke er ét gram fylde - alt er nøje gennemtænkt, og intet er overladt til tilfældighederne. Kvaliteten af hans G.O.O.D. Fridays numre bevidner lidt om hvor ambitiøs et projekt det her har været for ham, og det faktum at et nummer som"See Me Now" blev skåret fra, viser hvor seriøst han mener det med at skabe en komplet udgivelse. "See Me Now" er bedre end det meste andet mainstream hiphop, der er udkommet i år, men det stemmer ikke overens med albummets generelle stemning - kill your darlings - og resultatet er mageløst.

- Vigtigst af alt har Kanye vist os, at så længe musikken er god, så er det underordnet om det er hiphop, pop eller noget helt tredje eller fjerde. Den gode musik sejrer, og hvis man ikke kan høre, at det Kanye West har lavet her er god musik, ja så er jeg ked af at sige det, men så har man tabt.

- Femte udsagn: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy er IKKE en klassiker"

Forkert.

6/6