Rhymefest - El Che

Den evigt oversete, forbigåede og undervurderede Chicago-rapper Rhymefest, er tilbage med opfølgeren til kvalitets-triumfen og salgs-flobbet Blue Collar. Og det skal fra start af siges, at Blue Collar er umådeligt svær at komme efter. Rhymefest rappede som en drøm, om med No I.D. og Mark Ronson i spidsen for et stjernespækket hold af kontributører, lå stilen et trygt sted imellem backpack og mainstream, og resultatet var mageløst.

Ved første øjekast på El Che -coveret får man det indtryk, at det er en mere politisk Rhymefest der optræder. På bordet ligger Ralph Ellison's Invisible Man og Frederick Douglass' My Bondage and My Freedom; begge litterære hovedværker i skildringen af afroamerikanernes kamp fra slaver til ligestillede. Og ved siden af ligger revolutionærens hat, og hvad jeg går ud fra er munden på et gevær. Men men men! Alt dette giver mildest talt et helt forkert billede af selve pladen. Politik og intellektuel socialrealisme er ikke decideret udbredte emner på El Che. Rhymefest har valgt at præge størstedelen af hans album - hvilket jeg synes er en fæl fejltagelse - med rap om rap. Det er virkelig sjædent at 'Fest kommer ned i lige så dybe lag som han gjorde på debuten. At pladens indledende numre bærer titlerne "Talk My S**y" og "Say Wassup" siger vel nok en del om indholdet. Ikke at der er noget galt med shit-talking, men I Rhymefest's tilfælde havde jeg personligt håbet og forventet bare en smule mere end the usual. At Rhymefest tilmed ikke udmærker sig på nogen måde i shit-talk rap-genren går blot hele affæren yderligere ærgerlig. Når man har slået Eminem i Scribblejam finalen, skrevet Kanye West's "Jesus Walks", der vandt en grammy for bedste rap sang, og udgivet den tekstmæssigt fantastiske "Blue Collar", så må man også forvente, at ens fans har høje forventninger, og så må man også forvente, at fans'sne bliver en smule sure når man ikke disker op med mere end det gennemsnitlige. Okay godt ord igen, han formår at diske op med nogle rimelig solide vers hist og her, men hvis ikke problemet er at finde i teksterne, så er de højst sandsynligt at finde i produktionen. Tag fx "Prosperity" hvor han er inde på nogle af de mere interessante emner, men hvor beatet er så ligegyldigt, at man aldrig rigtig får oparbejdet mod nok til at få hørt nummeret færdigt. Enkelte gange lykkedes det dog tekst og beat at gå sammen som en større enhed, er her fremstår Rhymefest helt sublim. På førstesinglen "Give It To Me" rapper 'Fest med et stramt flow, og teksten minder en smule om "Bullet" fra forgængeren. Scram Jones' beat er et af de mest vanvittige jeg har hørt i ufattelig lang tid, og med en tilhørende genial video har man virkelig en kongenummer. Også Best Kep Secret bidrager med to produktioner, der sammen med "Give It To Me" danner pladens top 3. "Talk My S***" er definitionen på deres let genkendelige signaturlyd, med fabelagtigt sammensatte stadiumtrommer og en generelt "stor" lyd. Men jeg må indrømme, at Best Kept Secret drengene virkelig tog røven på mig med deres "City Is Falling" produktion, der ikke lyder som noget man har hørt fra dem før. En silende efterårsregn danner baggrund for en yderst følsom jazzproduktion, der bæres af en perfekt horn-melodi og et sublimt omkvæd fra Slique. Ikke bare pladens bedste nummer, men et af 2010's større mesterværker. Her får i dem begge.

"Give It To Me"

"City Is Falling feat. Slique"

(Jeg foretrækker at lukke øjnene og lytte til sangen fremfor at se videoen)

- Sjovt nok er originalversionen af "Give it To Me", som vist her i videoen, ikke at finde på El Che, men istedet et remix, hvor Saigon og Chicagorapperen ADaD rapper med. Fun fact er, at Rhymefest lavede en konkurrence, hvor premien var at få lov til at rappe med, og det var altså ADad der vandt.

Desværre er der foruden de nævnte pragtskæringer ikke meget godt at komme efter på El Che. Prominente navne som Just Blaze, Kanye West, No I.D, Mark Ronson og Emile, som alle var inde over Blue Collar, er ingen steder at finde på El Che. Istedet er det navne som S1, Jimi Conway, Terry Hunter og Scram Jones der pryder produktionslisten, ikke navne jeg kender, og ikke navne jeg har fået den store lyst til at checke op for. "Talk My S***", "Give It To Me" og "City Is Falling" er alle pengene værd, man skal man være ærlig, så havde man nok håbet på lidt mere af samme skuffe, for når alt kommer til alt, så er tre virkelig gode numre og 13 middelmådige ikke helt nok. Og hvor blev DJ Premier bangeren "Real Nigga Quotes" egentlig af??

Army of the Pharaohs - The Torture Papers

Nu bliver rækkefølgen godt nok en smule rodet, men for at færdiggøre Army of the Pharaohs sagaen (Ritual of Battle blev anmeldt helt tilbage i oktober 2007, og kan læses her), kommer her anmeldelsen af deres debutalbum The Torture Papers, der ikke bare er AOTP's bedste, men i mine øjne en af de bedste hardcore hiphop plader, der er udgivet siden årtusindeskiftet.

Jedi Mind Tricks' Vinnie Paz startede Army of the Pharaohs i 1998, med kernemedlemmerne Chief Kamachi, Esoteric, Virtuoso og Bahamadia samt JMT produceren Stoupe og Esoterics faste producer 7L. De fik lavet et par numre, men de endte som remix versioner på Violent By Design, og AOTP blev tilsidesat til fordel for Jedi Mind Tricks, hvis karriere var begyndt at tage fart.
Det var først i 2005 at AOTP blev genforenet, uden Virtuoso og Bahamadia men istedet med Apathy, Celph Titled, Outerspace (Crypt the Warchild og Planetary), Reef the Lost Cauze, Des Devious, Faez One og King Syze. Og således startede hæren af faraoer at sprede skræk og rædsel i hiphop verdenen.

"Yeah motherfuckas, WE'RE BACK! - Pharaohe clique motherfucka!"

Med denne velformulerede, poetiske frase, introducerer frontmand Vinnie Paz holdet, der lægger hårdt og brutalt ud med at totalt molestrere Shuko's "Battlecry". Især Apathy, der har første vers, udviser battlerap når det er kløgtigst, fx med åbningslinjerne,

"I put you up on the IV, not the Roman numeral four /
But the IV that leads to the funeral floor"

- Gennemgående for The Torture Papers er det, at samtlige mc'er er i topform. Jeg ville kunne blive ved i en uendelighed med at hive den ene geniale punchline frem efter den anden. Det kræver naturligvis, at man kan døje store mængder homofobi, sexisme, voldsglæde, kærlighed til våben og hårdkogte gangster attituder, men kan man det, er The Torture Papers en sand guldkiste. Gruppens måske cool'este rapper, Celph Titled, fejler aldrig i at levere linjer, der både forarger og fremtvinger smil. Tag fx "Feast of the Wolves", hvor han rapper:

"Yo is there a heaven for a gangsta? /
No, but there's hell for a faggot /
Put on my work outfit, with a belt for my rachet /
You gon' melt when the gat spit /
Shoot your mother at your funeral, she fell in the casket /
How convenient is that shit?!"

...og så slutter han af med linjerne,

"And I won't say I'm the best since Rakim and Pac and them /
Better yet I'm the best since Mozart and Bach and them"

Hvad der dog gør The Torture Papers så forbandet fed er, at der ikke er 2-3 af mc'erne der stjæler billedet som på de to efterfølgende udgivelser. Alle gruppens medlemmer giver den alt hvad de har, og hvor det, igen, på de to efterfølgere ikke er synderligt svært at udvælge en favorit rapper, gør repræsentanterne på The Torture Papers valget betydeligt sværere. Faez One og Crypt the Warchild's vers på "Into the Arms of Angels" er sublime, Esoteric's ordspil på "Pull the Pins Out" er uvirkeligt, Chief Kamachi ligger perfekt over "Narrow Grave" beatet, og Planetary og Reef the Lost Cauze bidrager med nogle af pladens bedste vers på "Tear It Down"




Men ikke kun lyrisk er The Torture Papers on point, de mange producere leverer virkelig også varen, og de fleste beats kan fremhæves som pladens potentielt bedste. Undefined's mageløse "Henry the 8th" er måbende flot, Apathy's rockede "The Torture Papers" er et alternativt fantastisk beat og Svenske Oaks' "Feast of the Wolves" er noget nært den ondeste banger man kan forestille sig. Og om så det er samplingen af Bach's "Portita n.2 in C minor Sinfonia" til "Narrow Grave" eller "I stepped through the door, tore the shit off the hinges" lyrikken fra Teflon og M.O.P's "Rawness" der scratches på "Tear it Down", så udføres det hele på fornemmeste vis. Og kan man andet end at tage hatten af for Rain's produktion på "Into the Arm of Angels"? Personligt er det mit favorit AOTP nummer,



- Army of the Pharaohs' første udspil var og er ekstremt vellykket. Rapperne komplimenterer hinanden til perfektion, og størstedelen af produktionerne er fabelagtige. At de ikke har kunnet holde standarten senere hen er utrolig ærgerligt, men man kan altid hive The Torture Papers frem, hvis man vil have et ondt skud battlerap, serveret over prægtige produktioner. Det' fandme fedt det her!

5/6

Army of the Pharaohs - The Unholy Terror

De arrige battlerap spyttende konger af hardcore hiphop, supergruppen Army of the Pharaohs, er tilbage med deres tredje album The Unholy Terror, der er en positiv opgradering fra deres ovenud ærgerligt Ritual of Battle, men som stadig ikke kan nå The Torture Papers til sokkeholderne.
AOTP holdet er større end nogensinde før. Først var de 12, så blev de 13 og nu tæller gruppen 15 medlemmer. Block McCloud og Journalist er gruppens nye ansigter. - Sidstnævnte havde jeg virkelig ikke set komme! Hans totalt oversete Scribes of Life var en af de første cd'er der stod i min samling, og da lyden derpå læner sig tæt op af den kommercielle hiphop, var han ikke umiddelbart en rapper som jeg troede ville ende i et kollektiv som AOTP.
Til stor glæde for undertegnede har Chief Kamachi forladt gruppen til fordel for Apathy. Ja, han har måske endda fået sparket? Han havde beef kørende med Apathy, og da gruppen gerne ville have Aparty tilbage var Kamachi mere eller mindre tvunget til at tage sin afsked.

Army of the Pharaohs står dog stadig og roder med et enormt problem, som de tydeligvis ikke har intentioner om at løse. Gruppen formerer sig kontinuerligt, men det ville bestemt klæde AOTP at skære halvdelen af mc'er fra. Som altid er det Celph Titled, Apathy og Reef the Lost Cauze der stjæler spotlightet. Esoteric er ligeledes oppe i det røde felt, men han har kun et enkelt vers på hele pladen, hvilket man selvfølgelige kan undre sig over. Kigger man tilbage i kataloget vil man dog også opdage, at de to forrige plader var præget af en manglende sans for kvalitetsbevidsthed. Med AOTP har det alle dage været sådan, at jo bedre du er, des færre numre må du rappe på. I AOTP er Vinnie Paz en middelmådig rapper, hverken mere eller mindre, men han er uden sammenligning den, der optræder oftest. Nederst i hierakiet har vi Doap Nixon og Demoz, der begge har en god håndfuld vers. Nederst af alle, nede i den dybe, sorte og yderst pinefulde bund, har vi Jus Allah, der heldigvis kun medvirker på et nummer, "Godzilla", som han da også formår at ødelægge fuldstændig, på trods af fede bidrag fra de andre.



Men lad os lægge alt det dårlige bag os for en stund, og fokusere på nogle af de positivt ting på The Unholy Terror. Som det tydeligt fremgår af den Celph Titled producerede gudebanger "Bust 'Em In", som du højst sandsynligt sidder og hører lige nu, er der flere utroligt stærke numre, hvor faraoerne virkelig slår sig løs og spasser helt ud. Og når man snakker om at spasse ud, så må "Spaz Out" også nævnes som en sand perle på albummet. Dialog fra filmen Troy indleder det intet mindre end episke nummer, hvor JBL the Titan sampler fra et større symfoniorkester, altså fuldendt med stryger-sektioner, storladne kor og krigstrommer. Denne formel, hvor de klassiske elemter samples til pompøse beats bruges ofte, men det lykkedes aldrig særlig godt, og personligt synes jeg faktisk at JBL's er det eneste vellykkede forsøg. Men så er det godt, at DJ Kwestion (som de seriøst bliver nødt til at bruge noget mere!) bidrager med et par beats. Han producerede forrige albums bedste track "Strike Back" og fortsætter hvor han slap ved at brygge beats udfra den gamle stil, hvor beatet er såre simpelt men yderst effektivt. "Cookin' Keys" er helt forrygende, og med det fantastiske beat som baggrund fremstår mc'er langt bedre end på de fleste andre numre, selv Doap Nixon og Demoz! Også på det ti mand store posse cut "The Ultimatum" giver Kwestion rapperne et sublimt beat-lærred at male på.

Størstedelen af The Unholy Terror handler om raw battlerap, og det er der rappernes drivkraft ligger. Men på "Suicide Girl" træder de (Planetary, Doap Nixon og Apathy) ud af de faste rammer og rapper om noget mere værdiladet, lidt i stil med "Into the Arms of Angels" fra debuten. Apathy's tankevækkende vers kunne snildt gøre sig som pladens bedste, og hvor ville jeg dog ønske at AOTP havde flere numre af denne kaliber. Det viser dem fra en helt anden side, og giver et mere nuanceret billede af de forskellige rappere, hvilket klæder mange af dem.

"She said I must confess, it turns me on when I cut my flesh /
There's nothing left, I'm hollow, I'll follow death /
If it's a change from the mundane mondays /
You know my pain, I'm empty inside, my veins pump Novacaine /
Somethimes I feel like life isn't real /
And my brain is too busy and my mind don't even heal /
I could never shut it off so I'd rather shut it down /
Do it right the first time, I ain't trying to fuck around /
And she smiles for her friends but her smile is a mask /
Any memories of happiness is filed in the past /
I considered my garage, foot rewing on the gas /
A slash and a gasp or a violent blast /
I don't believe in hell unless it's what I'm in /
I wanna free my soul, straight jump out of my skin /
She exhaled and sighed, eyes open wide /
Suicide, it's a suicide"

Alt i alt er det stadig tydeligt, at AOTP lider under for mange dårlige rappere og for mange dårligere producere. The Unholy Terror har flere lyspunkter end Ritual of Battle, men der er stadig alt for meget rod og ligegyldigt skrammel på, til at den kan måle sig med deres debut. Der er en god håndfuld solide produktioner på, at antallet af fede punchlines er mange, tyg fx lige på den her "A real jedi kid, you're a toy yoda like tundra" fra "Spaz Out"! - Men det er ikke helt nok til at redde pladen fra en lidt-over-middel-karakter.

3.5/6

Apollo Brown - The Reset

Det lå lige til højrebenet at hive fat i The Reset til en anmeldelse, efter Black Milk's Album of the Year. - Dels fordi, at Apollo Brown er en af 2010 højest profilerede producere, ligesom Black Milk, men også fordi, at de to udgivelser deler et utal af ligheder.

Apollo Brown er ligesom Black Milk fra Detroit, og med inspiration fra DJ Premier, Pete Rock og J Dilla, brygger han tonstunge beats, der både bærer præg af den gamle skoles vintage stil, men som bestemt også er et kærkomment bud på fremtidens lyd. Og Apollo Browns stil ligger faktisk ganske tæt op af Black Milk's, sammenlignet med Album of the Year har Brown bare spillet sine kort betydeligt bedre. The Reset har været undervejs i længere tid, så produktionerne er mere bearbejdede, og så rapper Brown ikke, det lader han et forrygende A-Team om - netop for kun at skulle koncentrere sig om produktionerne. Dette har virkelig givet pote, for holy mother hvor er det noget sprødt hiphop man bliver præsenteret for her!! Den ydmyge Apollo Brown har udtalt, at han, vel vidende at han endnu ikke besidder evnerne til at udføre dette, - producerer hans plader som skulle de være verdens bedste. Og nøøj hvor er der meget guf at finde! Hans evne til at sammensætte basgange, dynamiske trommer og ekstremt velvalgte samples er intet mindre end mageløs, og når numrene tilmed er lyrisk velsignet fra folk som Big Pooh, yU, MED, Oddisee, Ken Starr, Prince Po og størstedelen af Detroits undergrundselite, blandt andre Finale, Stik Figa, Magestik Legend og Black Milk, så kan det næsten ikke gå galt. Og i kan trygt stole på, at resultatet er fantastisk.

Apollo Browns kompositioner er i bund og grund ret simple, men ligeså enkle som de er i udtrykket, lige så effektive er det så sandelig også. Ballet åbnes med den eksplosive "Hungry", der ved perfekt brug af vokalsamples og flere lags mudrede synthlyde lægger en solid bund for Big Pooh og Black Milk. På den vinylknitrende, drømmende "Lower the Boom", er det ligeledes de effektive trommer og vokal brudstykkerne, der får alle elementerne til at falde i hak. Og som man begiver sig ind på The Reset finder man hurtigt ud af, at disse er de bærende søjler for Browns produktioner generelt. Dette har både sine ups and downs. - Da denne grundformular fungerer yderst godt, er det overordnede niveau ganske højt, men efter at have hørt pladen igennem en 4-5 gange, begyndte jeg at tage mig selv i at skippe en del numre. Måske netop fordi, at produktionerne er så nært beslægtede, fejer de bedste beats de mindre gode af vejen. "Beauty of a Day", "Odds Ain't Fair", "Brainwash", "Ghetto Soul Music" og "Lower the Boom" blev meget hurtigt mine favoritter, og der gik ikke lang tid før, at disse numre faktisk var de eneste jeg hørte. Det har højst sandsynligt også noget at gøre med, at disse numre bærer de flotteste lyriske præstationer. Det er dog heller ikke fordi, at pladen bugner med lyriske guldkorn. De forskellige rappere har en lidt ærgerlig tendens til at rappe om de samme emner på de forskellige numre, så meget af tiden går på at høre om, hvor seje de her rappere er. Den dybe tallerken bliver bestemt ikke opfundet, og selvom det er en fantastisk hold mc'er, der alle har evnerne i orden, så er dét bare ikke nok til at holde interessen ved lige.

Nu er det trods alt Apollo Browns album, så rappen kommer i anden række, og der er ingen tvivl om, at den røde tråd findes i produktionerne. The Reset byder på nogle seriøst fede numre, men grundet produktionernes meget ens fundament, og den lidt for svage rap del, er pladen langt fra perfekt. Apollo Brown er bestemt en producer, der er værd at holde øje med i fremtiden. At dømme ud fra denne skive kan han snildt komme op på siden af Black Milk og give ham kamp til stregen. Stod valget imellem The Reset og Album of the Year ville jeg klart anbefale at investere i Apollo Brown.

4.5/6

Han skulle efter sigende være på trapperne med pladen Gas Mask, som en del af gruppen The Left - og ifølge det jeg har læst, så er det virkelig serious business de har gang i.

Black Milk - Album of the Year

Det er nok vigtigt at indlede denne anmeldelse med at redegøre for mit forhold til Black Milk. Jeg er en af de få - måske en af de eneste endda - der syntes, at han kom lidt for nemt til toppen. J Dilla var dårligt nok død før Black Milk blev udnævnt til Jay Dee's arvtager, og derfra blev han alles nye favorit producer overnight. Naturligvis synes jeg, at han har udgivet noget forrygende musik, og jeg vil gerne indrømme, at han er hjernen bag et par af mine favorit bangers, der er produceret i nyere tid. Kidz In the Hall's "Middle of the Map Pt. 1" er ubeskriveligt fed, Finale's "One Man Show" er lige i øjet, Pharoahe Monch's "Bar Tap" er en sublim sammensætning, og størstedelen af Elzhi's The Preface, med "Motown 25" i spidsen, og de rene lækkerier. Til gengæld har hans egne udgivelser været en smule lunkne. Indrømmet, jeg har ikke hørt Sound of the City og Broken Wax, men Popular Demand var hurtigt glemt, og Tronic var decideret skuffende. Overordnet set synes jeg altså ganske simpelt ikke, at han har nok exeptionelt godt materiale til at blive kaldt en af de bedste producere. Dog har han potentialet til at blive det.

Det er selvfølgelig en smagssag, og jeg ved at mange er uenige med mig, så lad os lade den ligge.

"Tell 'em all settle down /
We bringin' the real - wack niggas not allowed!"

Jeg har efterhånden modtaget en del mails, hvor folk skriver, at de gerne vil høre min mening om Album of the Year, og det virker lidt som om, at mange af dem, der har skrevet til mig, på forhånd forventer, at jeg giver pladen en tårnhøj karakter, og de lader til at håbe på, bare at kunne læne sig tilbage og læse en stor, fed, udpenslet lovprisning om, hvor hamrende fed Black Milk er, og hvor vold fed en skive Album of the Year er. Her kommer jeg nok til at skuffe jer en kende.

Der er som sagt ingen tvivl om, at Black Milk har spillet en stor rolle i 00'ernes hiphop, og han satte for alvor Detroit tilbage på kortet, efter at Eminem blev kommerciel og ligegyldig. Han har arbejdet med et bred vifte af prominente rappere, og han har især taget sig særligt godt af hans Detroit kollegaer, som Finale, Invinsible, Phat Kat, Elzhi, Royce Da 5'9'' og Guilty Simpson. Hans produktioner er utroligt let genkendelige. Han står side om side med Nottz om at bruge de tungeste trommer, og det er om noget hans evne til at programmere disse nådesløst hårdtslående beats, der har gjort ham stor. Man kan altid regne med en gedigen banger fra Milks side, og jeg er sikker på, at mangen en hiphopper er blevet udskrevet fra hospitalet med nakkekrave på.

Produktionernes skelet er på Album of the Year det samme som sædvanlig, og det er tydeligt, at hans elskede AKAI MPC-2000 XL har været ved hans side hele vejen igennem. Hvad der differentiere processen denne gang fra tidligere er, at han har hevet adskillige studiemusikere ind for at få nogle live instrumentation over hans beats. Det gør egentlig ikke den store forskel, men på enkelte numre får man serveret lidt ekstra organisk musik. "Gospel Psychedelic Rock" og "Closed Chapter" er begge båret op af rockguitarer, og "Distortion" afsluttes med en afdæmpet funkguitar solo. På andre skæringer kammer det for mit vedkommende over, da Milk har fået percussion trommer ind over hans egne, i forvejen dominerende trommer, og det resulterer i værste tilfælde, som på "Keep Going", i decideret uudholdelige musik. Liveinstrumenterne fylder dog ikke så meget igen, og størstedelen er pladen er pure Black Milk. Til gengæld er det til tider en smule uoriginalt og kedeligt i forhold til hvad man før har hørt fra ham. "Deadly Medley" er fx et godt håndværk, men sammenlignet med førnævnte "Middle of the Map Pt. 1" blegner det en smule, og så tror jeg endda at det er samme sample, der bruges. Pladens uden sammenligning stærkeste track er "Black & Brown", der som det eneste nummer rummer den råstyrke og beat-brutalitet, som jeg elsker fra Black Milk. Af andre highlights kan "Welcome (Gotta Go)" og "Over Again" nævnes, men resten af pladen er produktionsmæssigt efter min mening for unuanceret og middelmådig.
Rapdelen er heller ikke just noget at råbe hurra for. Black Milk er bedre end gennemsnittet, men han har hverken attitude eller skills nok til at udmærke sig yderligere. Royce Da 5'9'', Elzhi og Danny Brown outshiner ham da også med flere længder. Stod det til mig skulle Black Milk have gjort som Apollo Brown (som bliver anmeldt næst), nemlig finpudset produktionerne fremfor at bruge tid på at skrive tekster, som i bund og grund ikke er memorable nok til, at det er dét man husker ham for. Når alt kommer til alt så tænker man jo 'producer' når Milk nævnes, og ikke 'mc' - og det er der en god grund til.

Album of the Year er langt fra album of the year. Black Milk er for dygtig og erfaren til at lave noget decideret dårligt, men jeg må alligevel tilstå, at Album of the Year gjorde et overraskende svagt indtryk på mig. Den er blevet hørt igennem det dusin gange det kræver at kunne udtale sig ordenligt om det, men meget mere tror jeg heller ikke det bliver til. The Reset skal tilbage på anlægget omgående....

3.5/6

P.O.S. - Never Better

Velkommen til Rhymesayers Entertainment - mangfoldighedens hus. Indie hiphop selskabet, der meget hurtigt er vokset større og større takket være frontgruppen Atmosphere og det lyriske vidunderbarn Brother Ali, har mange forskellige typer af artister og dertilhørende stilarter under deres tag. De to førnævnte repræsenterer den mest ligetil form for hiphop, sammen med folk som Abstract Rude, Evidence, Freeway og Jake One, imens Eyedea & Abilities, Grieves og P.O.S. blandt andre står for en mere eksperimenterende og alternativ tilgang til hiphoppen. Både Eyedea & Abilities og Grieves er blevet anmeldt her på bloggen, og de fik begge tildelt middelkarakterer, da jeg personligt havde for svært ved at vende mig til deres rockede og produktionsmæssigt højst usædvanlige syn på hiphoppen.

P.O.S. er ligeledes højst usædvanlig på enhver tænkelig måde. Hans musikalske færd startede som hiphop-hadende punk-rocker i bandet Om, hvor han gik under navnet Pissed Off Stef. Han sang, growlede og mestrede en masse forskellige instrumenter, og har efterfølgende spillet i flere forskellige punk grupper. Han gik dog fra at have et decideret fjendtligt forhold til hiphop, til at opdage, at rap faktisk var en genial måde at udtrykke sig på. Hiphop begyndte derfor at have større og større indfyldelse på hans musik, og med udgivelsen af hans andet album Audition (2006), fik han endegyldigt sat 'rapper' -markatet på sig. Punk elementerne var dog stadig at finde overalt, og med hans tredje udgivelse Never Better, er det stadig tydeligt, at hans kærlighed for punkrock spiller en stor rolle. Faktisk er den tydeligere end man før har hørt det på en P.O.S. hiphopudgivelse, men da P.O.S. sideløbende har voksnet sig til at være en fabelagtigt dygtig rapper, er Never Better nok hans mest fuldendte forsøg på at parre hiphop med den alternative punkrock.

Det skal lige siges, at Never Better ikke er en "nem" lytteoplevelse. Det er en af de slags plader, der virkelig kræver noget af lytteren. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg meget hurtigt lagde pladen på hylden første gang jeg hørte den. På daværende tidspunkt synes jeg både, at det var for mærkeligt, usammenhængende, skævt og rodet, så jeg gav simpelthen op. Det var da en læser af bloggen (stort tak til Yusuf Dualeh) anbefalede mig at checke den ud, at jeg besluttede mig for at give den et forsøg mere, og det er jeg ovenud glad for!

Men selvom det lykkedes mig at se på Never Better igennem fornyede briller skal det siges, at det stadig krævede en større tilvendingspræstation, for P.O.S. sætter vitterligt lytteren på en hård prøve. Der er ikke en eneste linje, der er letforståelig. Han lader til at skrive med lige dele poesi og galskab, og selvom jeg har brugt flere timer på at decifrere hans tekster, fremstår store dele stadig uden forståelse, for mig. hele ballet åbnes med "Let It Rattle", hvor han rapper,

"There ain't nobody to be pretty for fuck it /
Let it rattle, let the clatter kill 'em, let the cataclysm wash /
Who really listens? /
Precision with a verse draws a crowd /
I draw a line between an easy melody and piece on mind /
I keep the gain tweaked /
Freak the same to it's own thing, spit the plain pain /
Econolines for the dime class, it's a god damn recession /
Come one, show a little respect"

Hvis nogen kan forklarer mig hvad han rapper her, ville jeg blive yderst imponeret. Min holdning til tekster som disse har to sider, for samtidig med, at jeg bliver imponeret over rappere, der kan skrive tekster, som mere eller mindre kræver at blive analyseret, så bryder jeg mig ikke om tekster, der er så sære og vanskelige at det virker for søgt, hvilket ofte lader til at være tilfældet med P.O.S., hvis kringlede lyrik har det med at spænde ben for sangenes egentlige buskaber. Det, der i sidste ende redder Never Better er P.O.S's flow, der er så vanvittig vildt, at man ikke kan andet end at falde ned af stolen over det. Heldigvis er det faktisk så godt, at man jævnligt glemmer, at man ikke forstår ordene, men i bund og grund har det fint med at blive revet med af hans ustoppelige flow. Tag fx et nummer som "Get Smokes", hvor man kan bruge ligeså lang tid på at studere hans flow som på at forsøge at hive en mening ud af teksten.

Noget helt tredje som man også kan ende med at bruge lang tid på at studere er produktionerne. P.O.S. har selv sammensat halvdelen af pladens instrumentaler, og det er ganske forrygende så god han er til at skræddersy beats til hans egne evner. Mange sange er så skævt sammensat, at det kræver flere gennemlytninger før man kan gennemskue hvordan og hvorledes det hele hænger sammen. Igen er "Get Smokes" et godt eksempel på dette, da basgange, synthlyde, trommer og funkguitarer lader til at boltre sig komplet tilfældigt ind og ud af hinanden, men når først ens hjerne har regnet rytmerne ud, falder man igen ned fra stolen af bar forundrende beundring, bedst som man lige er kommet op igen! Ikke alle beats er dog lige svære at regne ud. Andre er lettere fordøjelige, men stadig sammensat ud fra elementer, man ikke normalt hører sat sammen. På "Optimist" trommer han på et bord med sine hænder og slår på plastik kopper med pinde, altimins storladne, dybe synthlyde lægger sig over produktionen som et tungt tæppe. Resultatet er mageløst.

"Optimist official music video"

Pladens resterende beats er produceret af P.O.S's DoomTree kollegaer Razorbeak, Paper Tiger og MK Larada, og det er tydeligt, at de alle deler P.O.S's musikalske ambitioner. Selv det mærkeligste forsøges, og når det går godt fremspringer små mirakler, men når det fejler, fejler det grumt. Numre som "Drumroll (We're All Thirsty)", "Purexed" og "Terrorish" er ærgerlige eksempler på hvor galt det kan gå, når for mange genrer sættes for dårligt sammen. Lazerbeak ryster et par af pladens bedre skæringer fra sig i form af "Been Afraid" og førstesinglen "Goodbye", der minder en smule om en Just Blaze banger.

Sætter man Never Better på anlægget kan man være sikker på at blive gennemtævet af alle de genrer og stilarter, der mødes. Det er bestemt ikke for the average listener, men hvis man har mod på at lægge øre til noget nyt, eller hvis man bare har brug for lidt forandring, så er der meget godt at komme efter på P.O.S's tredje album. Personligt er jeg glad for at jeg blev lokket til at fiske Never Better frem igen, for selvom jeg stadig ikke ser pladen som en gennemført helhedsoplevelse (det er det simpelthen stadig for mærkeligt til), så opdagede jeg nogle ualmindeligt flotte numre på skiven.

Yderligere byder Never Better på et forrygende konceptcover, ligesom man før har oplevet det med de større Rhymesayers udgivelser som The Stimulus Package og When Life Gives You Lemons... Med Never Better får man mulighed for at designe sit eget cover. Der følger 6 transparante skarpeloner med, som kan lægges ovenpå en større kollektion af forskellige billeder, som ultimativt kan skabe flere hundrede unikke sammensætninger, som så kan bruges som pladens cover. Det cover jeg har angivet øverst i anmeldelsen er "mit", - det cover som jeg har sammensat. Så bliv ikke forvirret hvis du ikke kan finde det nogen steder på nettet - det officielle cover som P.O.S. selv har sat sammen er det, der er angivet her til venstre.

For altså at koge det hele sammen til et par komprimerede linjer: Eksperimenterende, alternative/punk -indflydelsesrig hiphop fra en mesterflower, hvis tekster svinger fra det poetisk flotte til det direkte usammenhængende, over beats, der ligeledes svinger fra det sublime til det lidt for rodede. Og så med et genialt cover!

4/6

-