Hvis Drake er kongen af selv-hypede kunstnere, så må B.o.B. være prinsen. Ligesom Drake har han virkelig forstået hvor mægtigt internettet er, når det kommer til promotion. Han har lagt fire gratis mixtape ud i løbet af tre år, og har samtidig udgivet to EP'er. XXL magazine udråbte ham til en af "The 10 Freshmen" sammen med blandt andre Blu, og folk som Eminem og T.I. er stået frem og sagt, at han er et af hiphoppens største håb.
Og jeg forstår sådan set godt, hvorfor han er blevet så stor, så hurtigt. Han er jo faktisk enormt dygtig. Han skriver, producerer, rapper, synger og spiller flere instrumenter til perfektion, så der er ikke noget at sige til, at denne one man army har stormet frem i så stor stil. Desværre lader det ikke til, at B.o.B. selv ved, hvad han egentlig har mest lyst til at kalde sig. Sanger? Rapper? Pop artist? Eftersom jeg anmelder pladen her på bloggen må man umiddelbart antage, at det er en Hip Hop/Rap plade, men det er det på ingen måde. Det her er pop. Og nej, lad os ikke kaste os ud i "hvornår er det pop og hvornår er det hiphop" -diskussionen, for den plejer at være meget lang. - Ja, han har et fedt flow, der uden tvivl kvalificerer ham som rapper. Ja, produktionerne er rimelig hiphop'ede. Men hele skarbelonen som dette projekt er bygget op om er pop. Rødglødende, pengeindbringende, omkvæd-som-teenagepigerne-kan-synge-med-på-venlig radio pop. Er man til dét, så har man her et sprødt album!
Regner man derimod med, at man skal til at sætte årets hiphop album på, så vil skuffelserne oversvømme en. The Adventures of Bobby Ray åbnes med "Don't Let Me Fall", der ligesåvel kunne have været en Cheryl Cole eller Leona Lewis hitsingle. Efterfølgende kommer radiohittet "Nothin' On You" med Bruno Mars, der blandt andet var manden bag Flo Rida's "Right Round". Der er ikke meget hiphop over gæstelisten generelt. Weezer's Rivers Cuomo er med på "Magic", Paramore's Hayley Williams synger omkvæd på "Airplanes", og Ricco Barrino, der er bror til Fantasia, vinderen af American Idol, hjælper til på "5th Dimension". De største momenter er når real hip hop is in the house, - når Lupe Fiasco kigger forbi på en ellers kedelig "Past My Shades" og når Eminem gør rent bord på "Airplanes Pt. ll". Stort bliver det også når Janelle Monáe udlåner hendes skønne vokal på "The Kids", der dog mest af alt lyder som en folkeskolesang.
Det helt store problem med The Adventures of Bobby Ray er, at det er én stor facade. Det hele er pakket godt og grundigt ind i mainstream produktioner og radiovenlige omkvæd, for hvis man river facaden af, dykker ned i næste lag og går på opdagelse i detaljerne, så vil man finde ud af, at der absolut intet er at finde. Det er skræmmende så lidt B.o.B. har at sige. Tag fx et nummer som "Bet I"; fedt beat, og B.o.B. og T.I. flower rimelig fedt. Men hold on a minute, så checker man lige hvad de rent faktisk siger;
"When I come to the port this is my sport /
B dot O-B so bet I'm gone /
Bet I'm on a brand new plane /
Bet I'm in a whole different zone /
I ain't really from this place, so I'm up all night long /
Really up in outerspace, really ain't got no home /
Really I'm a saint, bet I'm blown /
Bet I'm thrown, up to the sky over the ocean so I fly /
Where ever I'm going when I fly bet I'm focused /
If it's fire, bet I roll it /
Matter fact... you can bet I bust"
What?! Han siger jo intet! Det er faktisk komisk så dårligt skrevet det er. Og tro mig når jeg siger, at dette ikke er det eneste eksempel. De grinagtigt fjollede vers er strøet ud over hele pladen. Når så teksterne faktisk giver mening, så er de skrevet som var målgruppen børn. Tag fx "Lovelier Than You"; en charmerende melodi, hvis tekst ikke kunne være mere lallende sukkersød. Og det samme gør sig gældende for "Don't Let Me Fall", "I'll Be In the Sky", "Magic" og "Fame".
Jeg har aldrig været den store fan af B.o.B, og jeg er ikke en af dem, der har fulgt ham siden første mixtape, og ventet utålmodigt på debuten. Jeg havde derfor ingen forventninger til The Adventures of Bobby Ray, og er derfor ikke skuffet. Jo, måske skuffet over at have spenderet 150 kroner på så ligegyldig og overfladisk en hip-pop plade. Uden tøven en af årets kedeligste plader. Maybe next time Bobby...
10 kommentarer:
Jeg må tilstå at jeg er lidt uenig her. Ikke hvad angår kvaliteten af pladen, men mere omkring hvad der gør den så forholdsvis dårlig. I modsætning til dig, mener jeg virkelig produktionen skriger pop, med få undtagelser. Tilgengæld kan vi hurtigt blive enige omkring den sløje lyriske kvalitet. Man kan slf spørger sig selv hvor meget han selv har fokuseret på poplyden og hvor meget pladeselskabet har dikteret. Det ændre bare ikke ved det endelige resultat, som må betegnes som en skuffende omgang.
Casper
Casper, du skal tænke på at B.o.B.'s pladeselskab er ejet af T.I., så jeg tvivler på at en poppet lyd er dikteret af pladeselskabet.
Jeg synes ikke at albummet så specielt godt. Der er nogle gode sange ind imellem. Airplanes 1 og 2, hvor hende fra Paramore synge super godt på omkvædet, Bet I Bust, hvor T.I. hvis hvorfor han bliver kaldt "King of the South", og til dels "Nothin' On You", som man nemt kan synge med på.
Men alt i alt så kan resten af albummet ikke leve op til de højdepunkter
Ja, så langt var jeg trods alt med. Det udelukker bare ikke en pop'et, mainstreame-lyd, om man vil. Skal der sælges plader, er det nu engang vejen frem, så spørgsmålet er vel mere hvorvidt prioteringen har været. :-) T.I. har trods alt, i hvert fald i mine øjne, også præsteret en række, hvis ikke poppede så der hen ad, hits. Tag f.eks. whatever you like, Live your life, my life your entertainment, alle fra paper trail. Men det er slf. en vurderingssag hvor man synes grænsen går.
Casper
Jo, men nu er der også forskel på et hit og kunstnerens generalle stil. Jeg giver dig ret i at Live your life og Whatever you like var/er meget poppede, men for hver gang T.I. har lavet et poppet nummer, har han lavet ti meget hiphoppet numre. Swing ya rag, swagger like us og 56 bars, bl.a., også alle fra Paper Trail.
Det var ikke fordi jeg egentlig ønskede at karakterisere T.I. som en poppet artist generelt. Pointen gik mere på, at fordi han ejer pladeselskabet, betyder det ikke at der ikke udgives poppede udgivelser der. Det er nu engang ren business, også hos T.I.'s selskab, så hvis det sælger bedst med en poppet lyd, blive udgivelsen derefter. Ved som sagt ikke hvor meget der er 100% B.o.B og hvor meget der er, lad os sige foreslået i pladsen udtryk, men udelukke selskabets indflydelse helt fordi det er T.I.'s selskab, synes jeg ikke holder. :-)
Jeg siger ikke at selskabet ikke ville have tvunget en lidt mere poppet lyd igennem, hvis han ville lave et album som der er lige så meget hip hop som "Bet I Bust" er, for jeg tror ikke B.o.B. bliver en "ren" rapper, jeg tror mere han bliver en der både rapper og synger. Bare se på nogle af de musikvideoer der blev udgivet inden albummet blev udgivet. Der synger han mere end han rapper, og det var en stor overraskelse for mig at han var på T.I.'s pladeselskab. Og det undre mig at albummet ikke hiphoppet end det blev
Uden at vide synderligt meget om det, så tror jeg ikke at sådan en som T.I. har særlig meget at skulle sige, når det kommer til albumudgivelser.
T.I. er CEO for det lille selskab Grand Hustle Records, der er et underselskab i Atlantic Records, og DER sidder nogle jakkesæt, hvis ord er magt. Jeg tror ikke at T.I. gør mere end at lægge navn til, så folk køber skiven.
Det er ligesom når der fx står "Quentin Tarantino presents" på Hostel filmene; han har intet haft med det at gøre, men hans navn alene giber filmen en kodyl mængde hype. Ligeledes bliver T.I. gjort lidt populær igen ved at lægge navn til en (sikkert) vanvittigt godt sælgelnde kunstner.
Har du formentlig ret i Jeppe. Atlantic er i hvert fald dem med det sidste ord. Og dette bidrager bare yderligere til at jeg kunne forstille mig en hvis påvirkning af det færdige udtryk. Eller også har B.o.B bare rigtig gerne ville sælge plader, hvem ved hehe. Lyden er i hver fald forholdsvis langt fra mixtapes.
Casper
I would like to exchange links with your site hiphopanmeldelser.blogspot.com
Is this possible?
Jeg er fuldkommen enig i denne anmeldelse af dette album.
B.o.B(Atlantic Records) fokuserede helt klart mere på popularitet og penge, end god og solid hiphop, men man må så også huske, at B.o.B er meget mere end bare en rapper.
"Desværre lader det ikke til, at B.o.B. selv ved, hvad han egentlig har mest lyst til at kalde sig. Sanger? Rapper? Pop artist?" - Du har helt ret. Han er alle disse ting. Han fortæller selv, at han ikke lader sig definere af én genre, da han ikke er det.
B.o.B er faktisk ikke den mainstream "pophopper", som mange går og tror, og det er utroligt trist.
B.o.Bs mixtapes er guld værd efter min mening. De er fyldt med de fedeste hiphopnumre, de sødeste kærlighedsange, de mest catchy pop sange og meget mere. De har noget for hver en smag.
B.o.B har forresten udgivet endnu et mixtape, som hedder "No Genre" hvori han synger om masser af emner, som man ikke hører de fleste synge om. Han rapper endda et par sange Illuminati, som ingen nærmest rører idag. Alt det blandet op med fede beats og lækre rim, giver et mixtape, som er et "must-have".
Du burde virkelige tjekke det ud, da det giver et helt andet syn på B.o.B end dette album.
Jeg er virkelig en stor fan af B.o.B, og jeg beundrer ham lige så meget, som jeg beundrer Lupe. Det er derfor, at jeg håber, at du tjekker hans mixtapes ud, så du ser hvor dope han virkelig er :)
Send en kommentar