Brother Ali - The Truth Is Here EP

Efter nyheden om et kommende andet udspil fra Brother Ali, blev jeg helt glad og fik derfor lyst til at skrive lidt om den her suveræne EP. 'The Truth Is Here EP'en' fungerer som en lille forlængelse af "The Undisputed Truth" og samtidig som en appetizer for "Street Preacher", der er sat til udgivelse i september.
En ting der i mine øjne er bemærkelsesværdigt er, at produceren Ant lader til at favorisere Brother Ali over Atmosphere makkeren Slug. Med det mener jeg, at produktionerne til "The Undisputed Truth" overall set er langt bedre end noget Atmosphere album, og ligeledes er produktionerne på "The Truth Is Here EPen" langt bedre end på nogen Atmosphere EP, og dem er der som bekendt en god del af efterhånden. Misforstå mig ret; der er mange fantastiske Atmosphere numre, som fx "Little Man" (YCIHMFWH), "The Things That Hate Us" (Stricktly Leakage), "Guns and Cigarettes" (Lucy Ford), "Sunshine" (Sad Clown, Bad Summer #9), "Not Another Day" (Sad Clown, Bad Spring #12) og størstedelen af WLGYL,YPTSGs numre, med "Wild Wild Horses" og "The Waitress" i front. Atmosphere har ubenægteligt et imponerende bagkatalog, og det skal slet ikke diskuteres, hvorvidt de er nogle af de største pt. eller ej, for det er svært at komme uden om. Den pointe som jeg forsøger at komme frem til er, at det egentlig er vildt at Brother Ali, kun med et enkelt album og en enkelt EP under Ants vinger, har formået fremstå bedre end Atmosphere. Lyrisk set er det svært at bedømme, for både Slug og Ali er suveræne tekstskrivere, men hvor Slug har det med at boldre sig i et mere melankolsk og mørkt lyrisk nabolag, er Ali er bedre til at fordele de alvorlige og joviale tekster ligeligt på hans udgivelser - hvilket i sidste ende gør, at Brother Ali, i mine øjne, er en bedre mc end Slug.

"How you gonna' hate me for being what god made me?"

"The Truth Is Here EP"en viser Brother Ali for fuld udblæsning. Han er on point på samtlige numre, han har nogle fantastiske iagtagelser, og så er humøret højt. På åbningsnummeret beretter han om op og ned-turene ved at være på tour, men når nummeret er slut har man alligevel en skøn fornemmelse af, at han i sidste ende er taknemmelig for alt hvad musikken har bragt ham. På "Philistine David" folder han sig yderligere ud, med skarpe linjer som:

"First time I ever broke the law /
was just being born in a zone that's controlled by y'all.
A foreigner in my own damn homeland /
made me a sixteen year old grown man"

På "The Believers" der gæstes af Slug, bliver der også udøvet rim-gymnastisk på højeste plan. Slug opper sig i høj grad, måske fordi han føler, at han ikke vil efterlades i skyggen af Ali, så han efterlader nummeret med nogle af hans bedste linjer i lang tid;

"Call me Slug that's it, don't need no acronyms /
tryin' to keep the masochist stuck inside the pacifist.
But god it's gettin' hard to give 'em passes /
when they act as if they grew up on the south side of Nazareth"

Det lyriske indhold er umiskendeligt forrygende, og Ants produktioner suplerer til perfektion, og stil-mæssigt er der lidt fra hele skalaen, fra tilbagelænet bluesinspireret hiphop til nakkebrækkende bangers. "Real As Can Be" er en perle, og "Palm the Joker" gør sig som en af Ants største produktioner. "Little Rodney" og "Good Lord" tilføjes desuden også til listen over "classics". Hvis man undrer sig over, hvor Ant har valgt lige netop Ali til at lege med disse gudsbenåede beats, så har The Bosten Phoenix's Chris Faraone det bedste og mest præcise svar: "in rap music right now there's nobody worthier of the opportunity to bless them".

Kæmpe-høj standart for en EP! Kun Masslines kunstnere kan følge med her. Faktisk er standarten så høj, at mange LP'er må se sig slået. Et enkelt nummer mere havde vel gjort den til en LP, men det understreger bare hvor overlegen Brother Ali/Ant duoen er.

Køb. Denne. EP.!.

5/6

PlantLife - The Return of Jack Splash

Det sker til tider, ikke så ofte som man kunne ønske - men ind imellem finder man en plade i en butik som man aldrig har hørt om, ligesom man aldrig har hørt om kunstneren. Man står med pladen i hånden, skal man købe den eller ej? Den kunne være katastrofal, men da man intet ved om den kunne den for sin vis lige så godt være hamrende god. Det ender i de fleste situationer med, at man aldrig får købt den ukendte plade, fordi man i den anden hånd står med en velkendt cd, som man roligt kan købe uden frygt for at blive skuffet. Ingen satsninger, intet at tabe. Jeg skal da også være ærlig at indrømme, at jeg en del gange har valgt at købe ukendte cd for at prøve lykken, for så at komme hjem med det ringeste, mest ligegyldige musik. Bare ærgerligt. Men på den anden side har jeg så sandelig også oplevet det modsatte; man kommer hjem med en plade, uden forventninger men fuld af forhåbninger, og så viser det sig faktisk, at man har købt en sand guldklump.

Dette skete for mig her den anden dag, da jeg tilfældigvis kom forbi Soundstation på Gl. Kongevej, og gik ind for at browse nogle plader igennem for en kort stund. Eften lidt tid endte jeg med at stå med Talib Kwelis "The Beautiful Struggle" i min højre hånd, et album som jeg udemærket kendte, og som jeg altid har syntes var fedt, men bare aldrig har fået købt - og så stod jeg med PlantLife's "The Return of Jack Splash" i min venstre hånd. PlantLife who??! Jeg havde aldrig hørt om gruppen, men et klistermærke af en hvis størrelse på frontcoveret, blev i sidste ende grunden til, at jeg valgte at sætte "The Beautiful Struggle" tilbage på hylden. Dette klistermærke var fyldt med citater fra folk, der alle roste PlantLife til skyerne, deriblandt Mos Def, Pharrell, Cee-Lo, DangerMouse, RJD2 og Chemical Brothers. Jeg gik som så mange andre gange hjem med et ukendt album. Forventningerne i bund, forhåbningerne i top.

Det var til stor glæde, at jeg fandt ud af, at alle de citater der stod på klistermærket passede. PlantLife er nemlig alt hvad de fik dem til at lyde som; en ganske genial blanding af Sly Stone, Prince, George Clinton og Outkast. Det mest funky musik der er udgivet i nyere tid, og med det helt rette, men meget minimale twist af hip hop, er det en abnormt sprød plade, der er fyldt til bristepunktet med lækre produktioner og sjælfuld sang. 70'er funk, 80'er elektro og 90'er b-boy æstetik rystet sammen, har aldrig lydt bedre i det nye årtusinde. Hvilken herlighed!

PlantLife består af 4 medlemmer: Rashida the Beautiful og Dena Deadly, som vist begge er med lidt for sjov, og så gruppens absolutte hjerner og bagmænd, sangeren Jack Splash og producer- geniet Panda One.
Panda One var medlem af The Animal Farm tilbage i 90'erne, som var en af de eneste westcoast grupper, der med deres elektro-hiphop trodsede det gangster-glansbillede der var blevet det typiske på daværende tidspunkt. Derudover har han produceret lidt på sidelinjen for undergrundsnavne som Goodvibe og Grandroyal, men det er aldrig blevet til noget større end undergrunden.
Jack Splash derimod ved jeg ikke rigtig noget om - og jeg ved slet ikke hvor i verden han har været, siden det her er hans tilbagevenden?? At jeg ikke kender Jack Splash skal dog for guds skyld ikke tolkes negativt. Det faktum at han og Panda One er et match made in heaven er ikke til at overse, om man så er kender eller ej. Der er en vis kemi, som virkelig er guld værd. Numre som "Appreciate", "We Can Get High", "The Last Song", "The Girl Said... Give It To Me" og den uforsskammet perfekte "Luv Me (Til It Hurts)" vil alle kunne gøre ethvert dansegulv hundredevis af grader varmere end det meste af det musik man hører idag. Men man får også serveret nogle af de smukkeste kærlighedssange, og generelt langsomme og sjælfulde laid-back numre, som fx "When She Smiles She Lights the Sky", "Bottle of Hope (Save the World)", "Beautiful Babies" og den helt igennem mesterlige "Why'd U Call Me". "The Return of Jack Splash" har det hele, og lidt til.

Det samlede indtryk emmer af en forrygende originaltet. Selvom pladen højst sandsynligt ikke når ud til så mange som den fortjener, så er der med garanti noget til enhver smag, og jeg føler, at det som anmelder er min pligt at anbefale denne plade til alle og enhver - den er en kæmpe fornøjelse. Mere af den her slags musik tak! (Og hold øje med dueon The Heart Attack som er et nyt projekt af Cee-Lo Green og Jack Splash, bound to be great!)

5/6

Lil' Kim - The Naked Truth

Lil' Kim har aldrig rigtig sagt mig noget. Uanset hvor mange gange hun har udnævnt sig selv til Brooklyn's finest, post Biggie, har hun aldrig fået udgivet noget der har vækket min interessere i den selvudnævnte Ms. G.O.A.T.
Der skete så det i 2005, at The Souce Magazine valgte at give hendes fjerde album, "The Naked Truth", deres utroligt sjældne vurdering 5/5 - den berygtede 'five-mic-rating' som kun meget få kunstnere har gjort sig fortjænt til, ifølge the Souce Magazine. Hvis man kigger på listen over hiphop udgivelser, der ORIGINALT fik tildelt 5/5 (en del anmeldelser er blevet gen-anmeldt og tildelt den sidste halve eller hele manglende 'mic') har vi plader som:

Nas - Illmatic
Jay-Z - The Blueprint
Outkast - Aquemini
The Notorious B.I.G. - Life After Death
A Tribe Called Quest - People's Instinctive Travels and the Paths of Rhythm

for at nævne et par stykker. Altså, albums som de fleste vil gå med til at beskrive som "klassikere". Albums, der IKKE er at finde på listen, tæller blandt andet 'The College Dropout', 'Be', 'Enter the Wu-Tang (36 Chambers)' og '2001' - de er med andre ord virkelig kræsne inde på The Souce Magazine redaktionen. Det som de indirekte siger er, at for at et album skal tildeles de 5 mikrofoner, skal det være out-of-this-world fantastisk, og kun de bedste af de bedste, creme-de-la-creme-de-la-creme kommer igennem og får den ultimative femte mikrofon.
Hvordan fanden i fucking helvede kunne 'The Naked Truth' så komme igennem denne maskine og få de fem stjerner??! Det besluttede jeg mig i dag for at finde ud af, da jeg fandt albummet til en 50'er i Soundstation.
Jeg havde hørt "Lighters Up" som egentlig er et meget fedt nummer, og så havde jeg hørt "Kitty Box" som banger OK hårdt. Ellers havde jeg ikke hørt noget, så albummet kunne jo godt være den klassiker som de prøvede at fortælle mig at det er.

Glæden og gejsten er ufattelig kortvarig, og man skal ikke meget længere end 6-7 numre ind i "The Naked Truth" før det står krystal klart for en: Det der er tale om her er ikke en inkompetent anmelder eller en døv skribent. Det der er tale om her, er uden tvivl et noget-for-noget tilbud som Lil' Kim har tilbudt ikke bare en, men højst sandsynligt flere af The Souce Magazines mandlige ansatte. Og dette er ikke en tåbelig eller arogant amatør-anmelder kommentar, jeg har bestemt noget at have det i; der var en yderst interessant artikel i Washington Post, som handlede om en retsag der havde udfoldet sig på grund af "sexual harassment" indenfor The Souce Magazines mure. Kimberly Osorio, som sagsøgte The Souce, var tidligere ansat for bladet, og valgte efter at være blevet fyret, at lægge sag an imod bladets øverste chefer. Et lille quote fra artiklen:

"Osorio, who was fired by the Source last year, sued the magazine and its founders, David Mays and Raymond Scott, alleging sexual harassment, gender discrimination, defamation, retaliatory discharge and maintaining a hostile work environment"

Lidt længere nede i artiklen står der sort på hvidt:

"Osorio, now an editor at BET.com, testified that Scott repeatedly begged her for sex (...)"

Der ER altså tale om et magasin, som måske ikke altid har samvittigheden på det rene, og som meget vel kunne finde på at tildele en plade 2-3 ekstra 'mics', hvis kunstneren tilbød sex til de ansatte, og hvis man ved lidt om, eller man har lyttet til Lil' Kim's sange, vil man vide, at det fra hendes side også er meget sandsynligt, at det var sådan "The Naked Truth" fik de 5 mics. (læs hele artiklen her). Måske albummets titel, den nøgne sandhed, hentyder til hendes hemmelige metoder til fremragende pr (?).

Den botox og plasticfyldte Queen B har ikke tilbudt mig nogen som helst for at pynte lidt på anmeldelsen og karakteren, så jeg kan snildt tale lige ud af posen:

The Naked Truth er en værre lorte-plade!

"Lighters Up" holder stadig. Scott Storch leverer et beat hvor hans læremester Dr. Dre's indflydelser er altdominerende, og 'the hottest bitch on the planet's flow er såment ganske udemærket. Men så stopper det også her, resten er ganske ligegyldigt, klichéfyldt og plat. Produktionerne er slatne og lyrikken er porno-sjaskende dårlig og uinspirerende og det samlede indtryk er af skuffende kaliber. De følgende linjer er fra sangen "Magic Stick" fra La Bella Mafia pladen, men de fungerer perfekt som benzin på det bål jeg startede før, og de bevidner lidt om, hvilken støbning Lil' Kim er af:

"Lil Kim not a hore /
but I sex a nigga so good he gotta tell his boys.
When it comes to sex don't test my skills /
'cause my head-game have you head over heels.
Give a nigga the chills, have him pay my bills /
buy matching lambo's with same color wheels.
And I ain't out shopping spendin' dudes c-notes /
I'm in the crib giving niggas deep-throat"

Gad vide om 50 Cent også fik The Souce-behandlingen for hans medvirken på dette nummer??!
En konklusion på denne anmeldese må være, at The Souce måske ikke er den mest pålidelige anmelder-kilde. Eller måske er konklusionen, at Lil' Kim ganske simpelt bare er smartere end min forstand tillader mig at tro på? Jeg er ikke rigtig sikker. Den eneste ting jeg er sikker på er, at "The Naked Truth" skylder kvajebajere til Atlantic Records!

2/6