For anden gang i denne blogs historie, tager jeg et lille sidespring væk fra hiphop genren. Det skete første gang da jeg anmeldte Martina Topley Birds' "Blue God", efter at have set en reklame for albummet i et musikmagasin, for direkte derefter at købe det og elske det!
Min "undskyldning" for at kunne anmelde albummet på en hiphop-only side var, at selv hiphoppere er nødt til at høre andet end street-oder en gang imellem. Det samme gør sig gældende her - der er bestemt ikke noget hip-hop'et over den dansk/etiopiske sangerindes debut, men ikke desto mindre er jeg sikker på, at selv den mest hærdede hæp-håpper ville blive en smule blød i knæene af at lytte til denne guldklump af en debut, der med en blanding af lo-fi jazz, electronica, soul og småbidder af musikalske elemter fra alle verdenshjørner, mænger sig med toppen af bedste udgivelser i '08.
Ligesom Martina Topley Bird, fik jeg øje på Ayoe Angelica via et musik-magasin, hvor der var en reklame for hendes debut med tilhørende citater og karakterer fra diverse anmeldelser, der alle smurte tykt på med lovprisende ord. Skal jeg være fuldstændig oprigtig og ærlig, så spillede det iøjefaldende cd-cover også en vis rolle, i vedligeholdensen af min interesse. - Jeg bladrede forholdsvist hurtigt igennem bladet, men der var alligevel noget ved hende Ayoe, som lige skulle checkes yderligere. Det sære var nemlig, at anmeldelses-citaterne kom fra magasiner som Woman, Q, Cosmopolitan, Bazar, Sirene and the likes - magasiner jeg normalt ikke anser som værende blandt de mest pålidelige. Jeg valgte dog at undersøge albummet nærmere, og jeg måtte glædeligt erfare, at det denne gang var de førnævnte magasiner, der vidste hvad de snakkede om, og ikke Politiken, Berlinske Tidende eller GAFFA som normalt er til at stole på.
Jeg læste faktisk GAFFA's anmeldelse af albummet- og tjaa - lad mig sige det sådan: jeg var ikke helt enig!! Læs anmeldelsen her, og læs også min kommentar til anmelderen!
20 årige Ayoe Angelica, som eftersigende lærte at synge og optræde før hun kunne tale og gå, teamede op med wunderkind'en Mads B. B. Krog i 2007, hvor de straks påbegyndre produktionen af Ayoes debut. Krog er lidt af et legebarn når det kommer til musik, og han er ikke en producer der lader sig indfange af begrebet "genrer". Dette lærer man hurtigt undervejs på "I'm Amazed", hvor der flittigt klippes og klistres, bikses og bakses med et utal af musikalske udtryk og former. Men selvom der musikalskt sker meget, så forbliver det utroligt nok stadig på et niveau hvor jazz'en og de soulede elementer spiller ind som fællesnævner og vigtigste brikker. Ta' fx førstesinglen "Dr. jekyll", som er et utroligt lækkert og minimalt produceret nummer, der dog stadig indeholder små-distort'ede gameboy-lyde og bidder af ganske vidunderligt klassiskt kinesisk musik. På trods af dette opfører nummeret sig stadig som en letflydende jazz-lækkerbisken. Produktionerne er hele vejen igennem i top, med intime blæser-bølgegange, sitrende bass-linjer, raffinerede piano-spil og en konstant forløsende og harmonidyrkende følelse af feel-good'ness, dog ikke at forglemme, at de virkelig bliver fulgt til dørs af Ayoes vokal, for det er til tider uforståeligt så lækker en stemme den pige besidder! - En udsøgt melodisk tilgængelighed tilsat en insisterende kompleksitet, der når det er allerbedst, ganske simpelt ikke kan matches. Lytter man fx til denne anmelders favoritnummer "Face With Nobody" vil man opleve stemmekontrol der hører til iblandt verdenseliten. - Sangen starter afdæmpet og følsomt, men som sekunderne går folder den ligeså langsomt vingerne ud og flyver til sidst fra reden som en storslået og smertefuld sjælder, der har et tårnhøjt klump-i-halsen potentiale. Intet mindre end fantastisk.
Dette er godt nok ikke tilfældet ved samtlige af pladens numre, men jeg vil stadig mene, at de mange smukke og 'åh så sukkersøde sangerinder' der invaderer musikbranchen i disse dage, burde spidse øre og tage ved lære af Ayoe Angelica.
Det er muligt, at der er enkelte skæringer der ikke rammer ligeså præcist som andre, men de numre der rammer, de går til gengæld rent ind. Den suveræne "Everybody Loves You", den eksperimentalt tunge "Get a Hold", den minimalistiske kærlighedsode "I Want You" og den lalleglade og yderst groovy "Also On a Tuesday" er alle gode eksempler på, hvor meget nuanceret og differentielt musik, der kan samles under ét og samme fremragende musik-tag.
I mine øjne er "I'm Amazed" uden tvivl en af de bedste danske albums der er udgivet i længere tid, og indiskutabelt på en top 10 over bedste udgivelser i 2008. Førnævnte "Face With Nobody" er blandt de bedste numre der nogensinde er skabt indefor dette kongeriges grænser.
Alle burde gøre dem selv den tjeneste at anskaffe Ayoe Angelicas debut plade. Den er varm og lækker, og er men helt generel til sprødt, jazz-souled laid-back musik, udført af en af vor dages mest sublime stemmer, så er "I'm Amazed" et must.
5/6
