For præcis to år siden udgav Dødssejleren deres selvbetitlede debutalbum, der i al sin beskedenhed fejede benene totalt væk under mig. Konceptet var umådelig gennemført, sørøver-stemningen genialt bragt til live, musikken forbandet velspillet og melodierne uafrysteligt fængende. Helt afgørende, for mig personligt, var det dertil, at Dødssejleren ramte en nostalgisk åre af den mest affektive slags med deres højmusikalske pirateri og sørøver-eventyrlighed. Jeg blev simpelthen sendt fluks tilbage til barndommens lykkeligste luner, hvor Sebastians Skatteøen var fast lydkulisse. Denne affektive sensation illustreres nok bedst med følgende klip:
Jeg anmeldte pladen og kvitterede med vurderingen 5/6 samt en kåring som årets bedste danske plade, og alligevel har det overrasket mig, hvor meget jeg har hørt pladen efterfølgende. Herhjemme synger og skråler både jeg og fruen med på stort set alt fra debuten, og knægten på halvandet danser glædeligt med når musikken spiller, hvilket jævnligt er tilfældet, så nyheden om en efterfølger blev naturligvis mødt med begejstring i denne lille husstand.
"Vi samler os sammen til vi sammen og samlet /
En sammenbidt forsamling forsejlede fremmede /
Med følelserne uden på tøjet i en verden på vrange /
Frygt ikk' spøgelserne - det her er deres sange"
Meget er det samme. Bølgerne skvulper, vinden rusker i håret og skumsprøjt får én til at misse med øjnene. Vi er med ét tilbage til havs på den gudsforladte skude, og alt, hvad der i musik og lyrik gjorde debutalbummet til en sørøverlig affære, er bevaret. Nok er dog ændret til, at man med rette kan kalde Spøgelser en udvikling fra det oprindelige ståsted. Den mest markante progression ligger i, at gruppen har omfavnet konceptet fuldkommen ift. det univers, de har skabt. Besætningen har vokset sig fra en trio til en sextet, og med Asger Thomsens kontrabas, Laust Moltesens guitar og Jens Kristian Siqueira trommer som de nye tilføjelser, er der endnu mere fordrukken, sørøver-blues-svingende spillemands-orkester over lydsiden, der i dens nuværende form er så godt som blottet for hiphop-elementer. Illusionistens rap er efterhånden det eneste spor, der fører tilbage til hiphop-selskabet Echo Out som udgiver, og det er faktisk fedt, og sært befriende. Godt nok var de meget hiphop'ede "Den flyvende Hollænder" og "Poison Heidi" blandt højdepunkterne på forgængeren, men Dødssejlerens mandskab går planken helt ud med deres nye og fuldt live-orkestrererede tilgang til musikken, og resultatet er, at skænkestuen oser endnu mere af rådne tandsæt, svingende træben og dårlige manerer. Tag bare de afsluttende fyrre sekunder på "Natteravnens sang" eller det godt sidste minut på "Den kloge kones sang", hvor kro-slagsmålet for alvor griber om sig, imens dansegulvets gulvbrædder er glohede. Humøret er højt og tempoet gevaldigt, og Christian Coppola svinger harmonikaen i så fænomenal stil, at alle, der står stille, bliver efterladt på en øde ø med en flaske rom og en ladt brescia.
Gruppen, der nok engang føres an af den umanérligt musikalsk begavede Simon Solem, formår absolut også at forene deres forcer i mere stilfærdige musikalske øjeblikke, hvor der er fokus på de små detaljer og melodierne imellem. "Digterens sidste sang" og "Klagesangen" er blændende eksempler på disse velklingende og yderst behagelige lytteoplevelser. "Fuldmånens sang" viser sig imidlertid måske at være Dødssejlerens fornemmeste øjeblik hidtil, hvor trommer, guldbas og harmonika slentrer klangfuldt hånd i hånd, imens Kaptajn Solem leverer et ubetaleligt godt omkvæd, der i øvrigt besmykkes yderligere af gæste-trompetist Claes Halfdan. Splitte mine bramsejl for en pragtskæring!
Desværre leverer Dødssejleren ligeledes deres nok vageste øjeblik med "Anne Bonnys sang", der i grove træk lyder som en kedelig version af en af pladens gode skæringer. Og dette, den forholdsvis enslydende grund-idé som numrene er bygget op efter, viser sig ligeledes at være sigende for forandringen i musikken i forhold til debuten. På debuten blev Dødssejleren lanceret som den nye gruppe, der fornede genrer som balkan, blues, hiphop, jazz, beat og tango i deres univers, og det gjorde de med bravour. De mange genrer var ikke forenet i én lyd men i højere grad delt ud på enkelte numre, hvor "Den Flyvende Hollænder" fx var rendyrket beat og "Den sidste tango" var, som titlen afslører, lutter latinsk forførelse. Det imponerende var, at Dødssejleren alligevel formåede at bevare en krystalklar rød tråd i musikken, på trods af denne uddeling af undergenrer.
På Spøgelser er musikken mere homogen, hvilket kan tolkes positivt, da det giver udtryk for et harmonisk orkester, eller negativt, da man kan savne noget vovemod og en generel frimodig tilgang til musikken. Begge tolkninger gør sig gældende hos undertegnede. På Spøgelser, hedder det i pressemeddelelsen, "... udforsker skudens besætning nye og hidtil uafsøgte territorier. Det bringer dem vidt omkring, b.la. til eksotiske balkan rytmer, tryllebindende tango toner, bestialske blues bliktrommer og skramlende jazz landskaber". En i mine øjne klodset og endda lodret misforstået reklamation, da disse "nye og hidtil uafsøgte territorier" præcis var det, vi blev præsenteret for på debuten. På Spøgelser kommer de nævnte genrer ikke lige så tydeligt til udtryk, og så er de i højere grad kogt ind til én sørøver-lyd, der præger samtlige skæringer. Det lyder godt, men det får mig ikke til at falde bagover. Jeg sidder trykt i min stol og nyder tonerne, men den totale overraskelse det var at blive ramt af debutens sprudlende musikalske overskud, er ikke til stede ved nærværende EP.
Dødssejleren skal have point for at have oprustet besætningen og stablet et ensemble på benene, som lyder fortrinligt sammen, og som bliver en kærkommen og absolut berigende tilføjelse til deres live-shows. Spøgelser er en velproduceret, melodisk, energisk, fængende og ikke mindst anbefalelsesværdig EP, der dog ikke imponerer i samme grad som albummet det ligger i forlængelse af.
"Gid at i nat varer evigt /
Gid at båden ikk' ka' finde sin havn /
Vi drikker, vi danser med sirener /
Vi er slaver af deres symfoni"
Desværre leverer Dødssejleren ligeledes deres nok vageste øjeblik med "Anne Bonnys sang", der i grove træk lyder som en kedelig version af en af pladens gode skæringer. Og dette, den forholdsvis enslydende grund-idé som numrene er bygget op efter, viser sig ligeledes at være sigende for forandringen i musikken i forhold til debuten. På debuten blev Dødssejleren lanceret som den nye gruppe, der fornede genrer som balkan, blues, hiphop, jazz, beat og tango i deres univers, og det gjorde de med bravour. De mange genrer var ikke forenet i én lyd men i højere grad delt ud på enkelte numre, hvor "Den Flyvende Hollænder" fx var rendyrket beat og "Den sidste tango" var, som titlen afslører, lutter latinsk forførelse. Det imponerende var, at Dødssejleren alligevel formåede at bevare en krystalklar rød tråd i musikken, på trods af denne uddeling af undergenrer.
På Spøgelser er musikken mere homogen, hvilket kan tolkes positivt, da det giver udtryk for et harmonisk orkester, eller negativt, da man kan savne noget vovemod og en generel frimodig tilgang til musikken. Begge tolkninger gør sig gældende hos undertegnede. På Spøgelser, hedder det i pressemeddelelsen, "... udforsker skudens besætning nye og hidtil uafsøgte territorier. Det bringer dem vidt omkring, b.la. til eksotiske balkan rytmer, tryllebindende tango toner, bestialske blues bliktrommer og skramlende jazz landskaber". En i mine øjne klodset og endda lodret misforstået reklamation, da disse "nye og hidtil uafsøgte territorier" præcis var det, vi blev præsenteret for på debuten. På Spøgelser kommer de nævnte genrer ikke lige så tydeligt til udtryk, og så er de i højere grad kogt ind til én sørøver-lyd, der præger samtlige skæringer. Det lyder godt, men det får mig ikke til at falde bagover. Jeg sidder trykt i min stol og nyder tonerne, men den totale overraskelse det var at blive ramt af debutens sprudlende musikalske overskud, er ikke til stede ved nærværende EP.
Dødssejleren skal have point for at have oprustet besætningen og stablet et ensemble på benene, som lyder fortrinligt sammen, og som bliver en kærkommen og absolut berigende tilføjelse til deres live-shows. Spøgelser er en velproduceret, melodisk, energisk, fængende og ikke mindst anbefalelsesværdig EP, der dog ikke imponerer i samme grad som albummet det ligger i forlængelse af.
4/6
- Jeppe Due Barslund
