LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 100% indsamlet - målet nået!

Jeg indrømmer gerne, at jeg havde mine tvivl undervejs: ville det nogensinde lykkes at komme i mål med kampagnen til Leftovers2015? Da vi var halvejs igennem kampagnens levetid så det mildest talt kulsort ud - få havde været forbi for at donere, og kun en svedende lav procentdel af kampagnens samlede mål var hentet ind. Men hen imod slutningen tog fanden i jer! Den sidste halvandenuge - og især da lønnen gik ind i starten af april, viste sig helt afgørende. Flere var forbi for at donere for anden gang, imens andre jagtede penge hos venner og bekendte for at kunne skrabe sammen til større beløber. Det har været fantastisk at følge denne entusiasme og det engagement, der har forårsaget, at vi endte med at komme i mål. Det synes tydeligt for mig, at hiphop betyder virkelig meget, for virkelig mange mennesker. Jovist, jeg endte også selv med at donere en klækkelig sum, men tanken om, at projektet ikke skulle bestå var lodret ubærlig. - Og dertil er LEFTOVERS2015 alt for fantastisk til, ikke at skulle se dagens lys. Så hermed nummeret "Last Song" med 2015's uden tvivl mest oversete rapper Jay IDK, fra 2015's uden tvivl mest oversete album SubTrap.    

"Last Song"

"I used to rap for all the inmates in the dorms and the cells /
They said I had bars, ironic, but I'm being for real /
They said you got a flow like Lupe and a style like Pharrell /
So when you make bail, you better take your ass out and tell your story" 

Som 17-årig ryger Jay IDK ind for at ruske tremmer, angiveligt for at have solgt stoffer. Stemplet som gemen drug dealer, et kriminelt udskud. Endnu en ung afroamerikansk mand fra underklassen, tabt i statistikken. Foranledningen var dog anderledes en sædvanlig. For Jay IDK var stofsalget det eneste middel til at nå hans mål: musikken. Et 9-til-5 arbejde kastede ikke nok penge af sig til beats, udstyr, studie-tid og teknikere, så for at sikre de fornødne omkostninger til at kunne realisere sin drøm, var Jay IDK nødt til at ty til gaden og sælge stoffer.

     Det er denne historie, der udspiller sig på SubTrap. Jay IDK selv, eller The Plug som han også bliver kaldt, agerer hovedperson og centrum i et større spindelvæv af karakterer og begivenheder, der er viklet ind i hinanden. Det er intelligent fortalt, skarpt flettet sammen og fortalt i så klare billeder, at store dele af historien tydeligt er fortalt ud fra et biografisk perspektiv.   

"Last Song" runder albummet af og sammenfatter historiens overordnede tema om at gøre alt hvad der kræves for at komme i mål med sine drømme og ambitioner. Nummeret står glimrende for sig selv, uden for albummets kontekst, da der ikke figurerer andre af historiens karakterer end Jay IDK selv, der faktisk rapper fra en meta-position hævet over fortællingens kronologi. Det er samtidig en tydeligt frustreret og indigneret Jay IDK, der rapper om musikbranchens mange faldgruber og brodne kar; om hvor mange falske intentioner, luskede skjulte agendaer og bondefangende kynikere man bliver udsat for som kunstner med hjertet på rette sted. Tydeligt forbitret, men stadig med klokkeklar artikulation og mesterligt behersket stemmeføring, rapper Jay IDK sig igennem sangens tre vers, over et højst melodisk og dybtfølt klaverspil tilsat tætte trommer. Hen imod slutninger bliver der endda spædet til med klingende citar og stort anlagt kor, der virkelig tager kegler og sætter en stor fed streg under sangens dictum om at bevare håbet og motivationen uanset volumen af modgang. Og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, at der er drysset et par lyriske Kanye West referencer rundt omkring på tracket.

SubTrap, der i øvrigt betyder Suburban trap, og som endvidere indbefatter hiphop-sub-genren "trap music with substance", er voldsomt anbefalelsesværdig, og kan erhverves for en besynderligt billig penge via iTunes. Lyt til "Last Song" her - så får du sikkert lyst til at støtte Jay IDK efterfølgende.

Look
Now I don't mean to hate
But these niggas ain't great
These niggas ain't hungry
there's crumbs left on they plate  
These niggas don't know how it feel 
To see you buildin' thousands of fans
Then come to find out half of 'em fake
'Cause you thought that you paid for real fucking promotion
But them niggas weren't giving a fuck about your emotions
No them niggas were just tryna use your dream as a steam to power they selfishness 
For a year I put 'em in motion
Y'all thought it'd stop me from going
He been rappin' and flowin'
He been shoulda been tourin'
He been shoulda been on
He been shoulda been rich
He been shoulda had a deal
Guess the only 'been' I did was keepin' trill
A lot of these niggas not real
A lot of rappers sign but they claimin' they indie like they ain't really got deals
Used to be blind 'till I took the time to find
That these niggas is only beatin' me cause they push like a car going down-hill
So I'mma take my 150 fans
That I build by my self with my business plan
Tried to play the starving artist and fucking businessman
Feed them niggas great music and hope that they tell their friends
And maybe it'll expand
Maybe I'll feel the feeling og being a fucking man
Maybe then
Fuck that - maybe it was never in the plans I will
Don't need no co-signs or none of your bullshit deals
For real

This song's so you remember me
Got love for all my enemies
This one is for all my everythings
The broken promises I never made
This one is for all my better days
The people looking for a better raise
I pray this song'll be the remedy
At least I hope that you'll remember me

If you're a blogger that I met when politicin' we build
If you want dollars for postin' me on your site then I chill
See you can keep your post if your love for my music ain't real
The money that I'm making for flippin' all these Adderall pills
Is to continue making music
Maybe make me a mill
Maybe see Sway in the Morning, Charlamagne, XXL
I gotta pay for visuals before I pay my phonebill
But find a way to keep my service and the internet still
That's how I know that I am not gonna fail
My love for rapping is real
I studied niggas like Melle Mel, Big L and LL
I used to bump The Chronic heavy back when I was in jail
That was my bible when I felt like I was going through hell
I used to rap for all the inmates in the dorms and the cells
They said I had bars, ironic but I'm being for real
They said "you got the flow like Lupe and a style like Pharrell
So when you make bail, you better take your ass out and tell your story"

This song's so you remember me
Got love for all my enemies
This one is for all my everythings
The broken promises I never made
This one is for all my better days
The people looking for a better raise
I pray this song'll be the remedy
At least I hope that you'll remember me

Number eleven on Graduation, I felt The Glory
The pressure's the reason none of this shit I make is boring 
The reason why I put all my heart, all of my time, all of my effort in the making
Sure you know my story
I never knew my father, fuck it I don't need no worry 
I never graduated, never told my mom I'm sorry
'Cause I ain't trying to 
I'm tryna do a substitute that's different from throwing a fucking tassle like the rest of you

I pray The Lord that my time never ends
'Cause this life has to end
It don't come back again
Oh no no
And when it comes I won't take it for granted 
My faith and my passion
Is why it's gon' happen for sure

This song's so you remember me
Got love for all my enemies
This one is for all my everythings
The broken promises I never made
This one is for all my better days
The people looking for a better raise
I pray this song'll be the remedy
At least I hope that you'll remember me

LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 10.000 kr,- indsamlet

Jeg har haft lidt travlt de sidste dages tid, så jeg har endnu ikke nået at løfte sløret for et nyt track fra LEFTOVERS2015, fra da vi rundede 10.000 kroner-mærket. At være nået så langt er en god ting, en virkelig god ting, så nummeret kunne denne gang ikke være andet end:

"It's A Good Thing"

Fashawn udgav sidste år den længeventede efterfølger til sin mesterlige debut Boy Meets World. Efterkommeren The Ecology var desværre en ret jævn affære, der ingenlunde formåede at nå det tårnhøje niveau som Fashawn og Exile havde fat i på debuten. Jovist, der var højdepunkter; gode øjeblikke i lyrik og musik, hvor man momentarisk blev mindet om det, der gjorde forgængeren så forbandet fantastisk. Meget var dog også overproduceret, fortænkt eller slet og ret kedeligt. Et enkelt nummer formåede dog at stige op over resten af pladens småfade indhold, ved ganske simpelt at være helt enestående i musikkens legesyge kreativitet og aldeles sublim i rap og lyrik. "It's A Good Thing" er en lodret genistreg, der som højdepunkt tårner sig op som et andet Mount Everest. Exile brillerer på beat-siden og viser med en sommerlun guitar, fingerknips, en akustisk basgang og et adækvat vokalsample, hvorfor han er en af sen-00'erne og 10'ernes absolut vigtigste beatsmede. På rap-siden har Fashawn fået besøg af to ualmindeligt veloplagte venner, i form af rapper/sanger Aloe Blacc og Dirty Science's næste rapper-satsning i Choosey.
     Tematisk set begiver de tre rappere sig ud i forskellige fortællinger om personlig struggle, og hvordan man kan finde og bevare ens "good thing" i kampens hede. Med linjer som "In an empty pursuit of profit and respect / Preoccupied, you collect more problems to neglect" retter Fashawn fokus mod det evindelige valg, som enhver succesrig kunstner konfronteres med: at jage penge og materielle goder eller at fokusere på det, der egentlig bringer lykke. Aloe Blacc får sneget adskillige sang- og albumtitler ind i sit vers, hvor han netop rapper fra det perspektiv som Fashawn præsenterede: en kunstner, der har fået gigantisk succes, men som ikke har i sinde at bruge den: "One hit wonder, while the world screaming "Wake Me Up" / but I'mma sleep just a little bit longer / Every night my daydreams get a little bit stronger". Efter at have brudt igennem med "I Need A Dollar" blev Aloe Blacc shanghajet til at synge på Avicii's gigantiske monster-hit "Wake Me Up", der gjorde ham til et household name verden rundt. Men Aloe Blacc's lykke var egentlig allerede gjort, da han var i stand til at flytte med sin gravide kone ud af LA's ghetto med pengene fra "I Need A Dollar", og nu vil han hellere lave præcis det musik han lyster, som fx "It's A Good Thing", end at være et one hit wonder, der leverer omkvæd til skråle-hits.
     Choosey får afsluttende bundet en fin sløjfe på emnet om at have en eller flere "struggles" i livet, med et optimistisk dictum om at sætte pris på de goder man har, fx med linjer som: "Top Ramen in the pot again and probably all week / Bow your head and give thanks, say grace before you eat".

"It's A Good Thing" er toptunet hygge-hiphop, hvilket der i denne potente, hårde og muskuløse genre alt alt sjældent bliver gjort plads til.

Fashawn
"Tell me, what means the world to you? /
Your spouse, or your house with the gorgeous view? /
Is it the sand white and the water blue? /
But your priorities are out of order, true? /
In an empty pursuit of profit and respect /
Preoccupied, you collect more problems to neglect /
Evidently a success, and obviously depressed /
But the drama, the stress, it's probably for the best /
When will we all start realizing that we are blessed? /
Excess expectations we accept /
Let's make a bet, homie /
You stay in debt, don't ya? /
You take an L while your lady takes the rest /
Enough is never enough, we want everything /
Like every baby mama want a wedding ring /
While you're stuck on this planet /
Focus on what's important /
And try to take nothing for granted"

And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad
And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad

Aloe Blacc
"What can I say? Good Things was my good thing /
Need a dollar, got a dollar, move out the hood thing /
Goodbye 12th Street and Hoover, we won't miss you /
Now sirens and gangbanging teens ain't the issue /
Papa's got a new bag to be concerning with /
Like how my piece of the pie look when the earning's split /
Season it with sugar and spice /
Cause the good things I have in my life is /
The butterfly in the belly of my wife /
Same time, make lightning strike twice /
Thunder shake me up /
One hit wonder, while the world screaming "Wake Me Up" /
But I'ma sleep just a little bit longer /
Every night my daydreams get a little bit stronger /
Every day my nightmare's worst fears subside /
Three years in the making, let me swallow some pride /
Got another good thing for ya, when you hear it /
Hopefully it's gonna lift your spirit"

And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad
And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad

Choosey
"We got simple needs and complicated means /
Top Ramen in the pot again and probably all week /
Bow your head and give thanks, say grace before you eat /
A couple blocks down they pouring gravy on they feast /
I had a complex about my family tree /
My apartment complex full of convicts and fiends /
Drug dealing, gunfire right across the street /
We stuck inside the crib, drop and duck when them guns  ring /
We're dysfunctional, fussing over dumb things /
Mom and Pops fighting really just because we /
Ain't have the funds to be spendin' it on drugs, he /
Ended up in county, we ain't seen him in a month, see? /
I used to dwell on that until I felt bad /
Took a look around and felt blessed to understand that /
We ain't had the wealth, still we had a present Dad /
Through the struggle, that's a good thing to have"

And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad
And it's all good (You've got a good thing)
Till it goes bad, till it goes bad

Outro, Exile
Fashawn got a good thing, hey
Aloe Blacc got a good thing, hey
Choosey got a good thing, hey
Exile got a good thing, hey
Bear Gang in the house and you don't stop
Dirty Science in the house and we don't quit
Blu in the place, you don't stop
Co$$ Dollars

Johaz in the house
Adidas Cool, yo we gotta be the ultimate

LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 8000 kr,- indsamlet

Der er blevet indsamlet (lidt over) 8000 kroner til Leftovers2015 booomerang-kampagnen, hvilket udløser, at jeg afslører et nummer fra pladen. Klik dig ind på kampagnen HER og giv et bidrag. Mange tusinde tak til jer, der har været inde og støtte.

"Get Along"

Elements of Music, måske bedre kendt som EOM, er en fabelagtig producer. Så er dét slået fast. EOM har efterhånden mange års anciennitet som beatmager til diverse undergrunds-helte, og har med små men træfsikre skridt opbygget et imponerende CV. Et par uafviselige nedslag i producer-resuméet tæller hans og Wax's "Music & Liquor" fra deres Liquid Courage, ScienZe's "Charlie Brown" fra hans hemmeligholdte undergrunds-klassiker Ella og Shad's højenergiske nakkekrave-certificerede banger "Yaa I Get It" fra TSOL pladen. Overvej lige en alsidighed i de tre beats! EOM spænder vidt og mestrer et hav af lyde og stilarter indenfor hiphop-genren. Hans producer-album Sunrain fra sidste år var mere end rigelig bevis på dette. Her blev man forkælet med alt fra deliciøse og sjælfulde produktioner som fx "Hello" og "I Don't Know", til balstyriske ryghvirvel-knækkere som "Sound Solution". Et højst anbefalelsesværdigt album, hvor det højeste højdepunkt kommer i form af "Get Along". Trommerne slentrer støver afsted, den fyldige basgang duver med og pianoet klimprer sygeligt melodiøst. I baggrunden gemmer sig et subtilt og effektivt vokal-sample, og bluesguitaranslaget i omkvædet, der fortsætter sporadisk ind i tredje vers, er den ultimative prik over i'et. Det gynger frækt, det er lunt og lækkert, og man kan næsten høre det gode sommervejr banke på døren når "Get Along" glider ud af højtalerne. 

Blu rapper på tredje vers, hvilket han gør fornemt. Der er noget befriende og forløsende i den umiddelbarhed der præger hans vers. Den dybe tallerken bliver absolut ikke opfundet, men til sådan et labert beat skal der heller ikke tænkes store, dybe tanker. Der lægges mere op til, at man ruller kalechen ned og kører sig en tur fra Sunset Boulevard til Santa Monica og bare nyder livet. Det skulle ikke undre mig, om Blu's vers blev skrevet på præcis sådan en køretur. 

     Af gæsterne på nummeret er det dog heller ikke Blu, der er i fokus, men allestedsnærværende Anderson .Paak. Hold nu fast for et skelsættende 2015 han havde! Da Dr. Dre udgav Compton, som stjal hele verdens spotlys, og der viste sig at være et DJ Premier produceret nummer på, var der ingen der havde regnet med, at stort set ukendte Anderson .Paak ville løbe med al opmærksomheden. Med en komplet unik vokal og utrolig skarpt skrevne vers og omkvæd, endte Anderson .Paak som den helt store vinder. Han medvirkede på yderligere fem af pladens skæringer, og i kølvandet på Compton var han overalt at finde, med langt flere features end man kan tælle på begge hænder og fødder. Blandt de bedste bør man nævne Kush Moody's "New Days", Jonwayne's "Green Light", White Boiz's "Bloomingdales" og sidst men for Guds skyld ikke mindst Busdrivers genistreg "Worlds to Run". På EOM's "Get Along" er Anderson .Paak dog ikke blot en feature; han er den udvalgte til at besmykke instrumentalen med sin vokal, og lad os da bare blive enige om, at han leverer varen. .Paak føler sig tydeligvis hjemme over EOM's bagende beat, hvilket kommer til udtryk i en henslængt magelighed, der ligger godt til hans vokal, og som komplimenterer produktionen helt fantastisk. Det burde nu heller ikke komme som en overraskelse, at EOM og Anderson .Paak har god kemi. "Get Along" er langt fra deres første musikalske bekendtskab. De har et længerevarende venskab og samarbejde bag sig, primært fra dengang Anderson .Paak gik under navnet Breezy Lovjoy. Lyt bare til EOM's (i øvrigt yderst fornøjelige) ForAllWeKnow. Nå, nu ikke mere mig der snakker - lad musikken spille!  

Wrong or right

Wrong or right

My sweet Chiquita be the fruit of my eye
Like Tetarelli at the peak of the 90s
We at the beach, she put her feet in the tide
I don't wanna be God, I'm just one of the guys
My candy apple won’t ya save me a slice
I mean the truth with ya pants
I won ya two teddybears
And got ya home before the strobe lights
Now run along won't you, there's nothing wrong with you
My baby Stacy put the blue in the vibe
She changed the mood of the town, I play the music she likes
And when you groove, it hits the room right
It keeps the fellas aroused, it keeps the ladies enticed
Wouldn't you know that I'm the only one
I wouldn't call if divine, I'm enjoying the ride
Though you're nothing but a low life
I get along with you wrong or right

I get along with you whether wrong or right

My lady Debbie got the shape of a pear
She throw the cake on my lap and told me take what I can
She separated but the breakup was bad
So every time that we smash I catch the guilt from her past
Like Sandra Bullock at the peak of the 90s
You know my speed wasn't fast, I was busting on dash
I couldn't keep up but I keep her in mind
I have to holler when my money's right
My sweetie Vicky always giving me grief
She said I love her and leave, I said I know what you mean
My tenderoni know I have to go and soften the meat
I throw a slab on the pan and watch it pop on the grease
I said I am what I am, I feel the tension increase
You say I'm just like my dad, I can't disagree
It's just the simplest things like a dog on a leash
I get along with you long as you don't bite me

I get along with you whether wrong or right

Is it another one, two
Yo, what we gon' do when your dreams come true
Will you stick like glue or act brand new
Brand new being hairdo with your new air
I blew a square on the roof
Sweet and sour you, spend an hour with the truth
I let the flower choose
Yo, I couldn’t if I was you’s on your down time
Come around five, we can groove
Weekend nudes for when you're in the mood
Polo by the pool
Yo, take you to SoHo for the food
And so you're grown, now it's cool on your own like
I ain't gotta take you to school
Hold your hand, I'm your man, I can do
Yo, what you doing later on
Let's live a little bit, I'm tryna write a song
I know I'm wrong but umm
You know my arms strong my love
They go all night long, let's get it on

Whether wrong or right

I get along with you whether wrong or right

Kampagnen er tæt på at være i mål! Der er én dag til deadline og der mangler i skrivende stund 13,64%. Klik dig ind på kampagnen via DETTE LINK og vær en del af de sidste 13,64%. 

- Jeppe Due Barslund

LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 6000 kr,- indsamlet

Der er blevet indsamlet (lidt over) 6000 kroner til Leftovers2015 booomerang-kampagnen, hvilket udløser, at jeg afslører ikke bare ét denne gang - men to numre fra pladen. Klik dig ind på kampagnen HER og giv et bidrag. Mange tusinde tak til jer, der har været inde og støtte.

"Super Lowkey"

JGivens udgav Fly Exam sidste år, som jeg anmeldte til 5.5/6, hvilket sikrede den en førsteplads på min top 10 liste over 2015s bedste hiphop-udgivelser. En måbende fænomenal plade med et gennemgående skyhøjt niveau. Bedst blev det på "Super Lowkey", der nok står som 2015s stærkeste nummer i min bog, og som i anmeldelsen blev beskrevet som "...en næsten unødvendigt respektindgydende tour-de-force i alle facetter af rap som håndværk". Nummeret rummer en kompleksitet, der næsten er ubegribelig. Intet siges let og ligetil, alt pakkes ind i indviklede analogier, metaforer og referencer. Selv strukturen er snørklet! Første vers, der i forvejen kræver rigelig fordybelse og bearbejdning, har en indbygget "alfabetisk rækkefølge" fra J til W (prøv selv at find den!). - Ikke fordi det er nødvendigt for sangen, sikkert bare fordi han kan. JGivens har nemlig overskud i overflod. Han er en teknisk sublim rapper, der helt og aldeles overlegent leverer sine lyriske guldklumper med så meget teknisk elegance, at kun få kan lege med på hans stadie. 

     Produktionen er meget passende fuldstændig mageløst komponeret. Det er Courtland Urbano (1/3 af Humble Beast's in-house producer-team Beautiful Eulogy) der står bag, og hold så fast for et monster af et beat han har kreeret! Elektroniske elementer runger rustent imens solar plexus masseres støt af de dybe slag fra bas og trommer. Ind fra højre kommer et manipuleret vokalsample der giver gåsehud, imens nytilkomne lag af elektroniske lydflader fylder baggrunden ud. Det er både balstyrisk og rasende smukt sat sammen, og jeg klapper stadig hæmningsløst af begejstring hver gang jeg hører det. Men det stopper ikke engang her! Der er lavet en video til, der er så minimalistisk og simpel at det næsten er frustrerende, - frustrerende fordi den fungerer så sindsygt godt, nærmest uden at der sker noget i videoen, i bogstaveligste forstand. Og som en youtube-bruger helt korrekt skriver til videoen (og nummeret): play it load, real loud.  

Usually the 'J' is with a designated shooter
So don't do it
Don't add space
Leave a 'G' close to the 'J' like "Shoot it!"

No one laugh. That's a 'jk'
No example of an automatic-47-blast-in-your-residential way,
But the flow bananas, 'K?
Go "potassium-symbol." That's a JK-eLeMeN'

Spending all my days on the Westside, O!

Oh, PQR—'S' is for Son.
On set, I'm a son from the left coast
Dubs up for the place where the sun sets.

'Cause I can only dream of why the sun goes west,
But I can't even see just what the Son sees best,
Died on a tree in the shape of a 'T,'
He emits 'UVs' just to get 'W'

(You, you)
(2 you)

And you just might get to know me
A little mo' better

I usually like to move slowly,
But do you know super low?
Super lowkey.

He's the season approaching,
West whenever I'm coasting,
Duck like on-the-pond-floating.

I'm Icarus trapped in a life lackluster,
Women and religion and a glass pipe
Living in a ziplock bag
Full of Sprite-colored bite-size nuggets
Full of trees like a white guy running
(Forest...Forest...)

You livin' locked up!

Lukewarm earthling
living for the twerk team
First thing in the morn'
View porn, hurting

Super low.
But do you know?

What do you do when the biblical view you learned when you was two and the option "to-lose" drops a toxin in you, and you're choosing to cruise with the doctrine of "her, a few brews, and a hot tub"?

And then some bad news for you pops up:
Phone call on the way to your job
Gotta pray to the God that you played "runaway" 'cause the same Lois Lane said
you got her knocked up.

And you just might get to know me
A little mo' better

I usually like to move slowly,
But do you know super low?
Super lowkey

"That's Okay"

Og nu til noget, helt, helt, HELT andet! Red Pill udgav sidste år et af de mest uforfalskede og ærlige billeder af en mands grå og triste liv med Look What This World Did To Us, der sørme fik en andenplads på min top 10 liste over 2015s bedste hiphop-udgivelser. Jeg er til stadighed imponeret over i hvor voldsom grad Red Pills tekster har påvirket mig, og hvor længe de har rumsteret i mit hoved. Red Pill skriver med et mod og en frygtløshed som de færreste rappere tør udvise, og stiller skarpt på sin egen livslede, og han gør det på en sådan måde, at det giver genklang i lytterens egen sårbarhed. Dét i sig selv er en helt unik oplevelse. 

     Der er mange ufattelig stærke numre på Look What This World Did To Us, og det har ikke været nemt at vælge ét til Leftovers2015. Skulle det være "Drown"; fantastisk produceret af Hir-O og med de uforglemmelige linjer "I'm not a victim I'm a pussy / Unlimited potential, only half of what I could be"? Eller hvad med "Rum & Coke"; flot produceret af Red Pill selv, med geniale linjer som "All I do is get drunk and stare at this carpet like....... I should probably vacuum". Et oplagt valg kunne også være den muntert svingende "Leanord Letdown", hvor Red Pill begiver sig ud på en absolut mindeværdig tour-de-force i komisk selv-afsky. Der er mange perler, men valget er faldet på "That's Okay", der ikke umiddelbart er pladens mest iøjenfaldende nummer, men som alligevel har gjort et uudsletteligt indtryk og som derfor er det, der har sat sig mest fast. Over et jazz'et og dæmpet beat fra L'Orange, hvor et klaverspil klinger bedrøvet, og hvor et fint, lidt slørret melodistykke, tilføjer noget sart og smukt til et ellers gråligt beat, begiver Red Pill sig ud på en af sine utallige formålsløse køreture igennem Detroits trøstesløse gader, i endnu et håbløst forsøg på at finde mening med livet. Red Pill er en mester i at balancere mellem det melankolske og det selvironiske. Det er gråt, trist og deprimerende, men ikke uden humor, og det skaber en fantastisk spænding, at man kan le over Red Pill's næsten nihilistiske syn på verden, og samtidig kunne relatere mere end man har lyst til hans historier.

And there's some mornings that I want to cry
Feel like I'm mourning but nobody died
Put on some music take a morning drive
Try to remember that there's more than I
I made a promise and I swore to God
I'll break that promise around four or five
Me and you we got some more to hide
Feel like I'm losing but the score is tied
I hit the drive thru and I order fries
A burger and I watch the server pour the ice
Gotta imagine she's as poor as I
I know she wonders if there's more to life
She thinks about the future and she's mortified
Tells herself tonight she's getting organized
Having a crisis at a quarter life
Onions on my quarter pounder, didn't get my order right

But hey, that's okay
Tomorrow is another day
It's like, that's alright
Maybe in another life
I'm just trying to get my shit together
Just trying to get my shit together
Just trying to get my shit together

I'm just trying to get my shit together
Come here and we can sit together
Sit around and just forget together
Getting older, we don't live forever
I think this world could use some empathy
I don't think this world was meant for me
Now I believe that to the nth degree
I wasn't fit for this shit mentally
But it'll all work out eventually
I'll be seventy, reminiscing sentimentally
Assuming I achieve my life expectancy
And don't fall victim to heredity
Shit I'm just trying to live authentically
Respectably and find my own serenity
Feel like I'm walking this world endlessly
Dependency and failure of identity

But hey, that's okay
Tomorrow is another day
It's like, that's alright
Maybe in another life
I'm just trying to get my shit together
Just trying to get my shit together
Just trying to get my shit together

Giv dit bidrag til Leftovers2015-kampagnen HER

Pede B - Gin & Cocio

Efter fast at have udgivet et album om året de sidste fire år, hvor skrive-mentaliteten ret beset har været den samme, tager Pede B nye midler i brug på sit seneste skud på stammen: Gin & Cocio. Fremfor at lave et album med en samling enkeltstående numre, hvilket er den gængse måde at sætte et album sammen på for de fleste, har Pede B med Gin & Cocio skrevet én lang, sammenhængende historie, der fortælles over pladens 13 skæringer.

Vi møder William der er telefonsælger. Han hader sit arbejde, lever livet i weekenderne, har drømme om at lave musik med sin ven Jimmy, og så har han et godt øje til kollegaen Ella. Desværre har Jimmy rodet sig ud i noget snavs med nogle uheldige typer, og snart befinder William sig i en hårdknude, der involverer gæld, gangstere, guns og godt gammeldags uheld.    

Konceptplader må siges at høre blandt sjældenhederne, især herhjemme. I det store udland er der efterhånden flere kunstnere, der har givet sig i kast med konceptalbummet, hvilket har resulteret i et hav af forskellige bud på, hvordan man kan folde en historie ud over en hel plade. Der er obskure og indviklede fortællinger som Dan the Automator og Del the Funky Homosapien's episke rum-eventyr Deltron 3030 og Kool Keith's groteske historie om den tidsrejsende gynækolog fra Jupiter på Dr. Octagonecologyst. I den mere metaforiske ende, hvor lytteren selv skal arbejde for at udfylde tomme pladser og kæde et klinket narrativ sammen, finder vi bl.a. Lupe Fiasco's fortælling om Michael Young på The Cool, JGiven's abstrakte fabel om ydmyghed på Fly Exam, og ikke mindst Cunninlynguists' hyper-komplekse eposser A Piece og Strange og Oneirology. Ser vi på de mere medgørlige konceptalbums, hvor historien umiddelbart er mere ligetil at deschifrere, bør man nævne Masta Ace's Disposable Arts, Mr. Lif's I Phantom, Kendrick Lamar's good kid, m.A.A.d city og The Roots' Undun, sidstnævnte dog med et narrativ, der helt eminent er vendt på hovedet.

Det forekommer dog uhyre sjældent, at en historie på et konceptalbums fortælles direkte, med en start og en slutning og en i øvrigt lineær historie, hvor en række gæsterappere agerer statister. På dansk kender jeg kun (udover Gin & Cocio) Østkyst Hustlers' Verdens længste rap, hvor bl.a. Al Agami, Humleridderne og MC Einar hjælper til med at tilvejebringe fortællingen om Jazzy og Bossy's hustler-eventyr. Ser vi ud over landets grænser vil jeg skyde på, at Prince Paul var en af de første på banen med sin A Prince Among Thieves, hvor prominente folk som Big Daddy Kane, Biz Markie, De La Soul og RZA alle indtog roller i beretningen om den unge aspirerende rapper Tariq, der hvirvles ind i alverdens rod i sit forsøg på at slå igennem som rapper. Den Canadiske producer Factor udgav for nogle år siden et klart optegnet skuespil i form af den tungsindige Woke Up Alone, hvor en mand gennemgår sorgens fem stadier (jf. Elisabeth Kübler-Ross' bog On Death And Dying fra 1969) efter sin kones bortgang. Også her møder man et fremragende persongalleri, portrætteret af forskellige gæster, deriblandt Onry Ozzborne som psykiater, Myka 9 som mystisk nekromanser, Open Mike Eagle som læge og Jeans Boots som den afdøde kones spøgelse. Og endeligt er jeg nødt til at nævne PackFM's lille genistreg I F*cking Hate Rappers, der er et af de bedste eksempler på en såre simpel historie, udført til perfektion. Det hele starter med, at PackFM pludseligt bliver sms'et angående et show han skal spille på et suspekt spillested, arrangeret af en mindst ligeså suspekt promoter. Pack kan ikke huske at have lavet denne aftale, men på trods af et ufattelig elendigt lineup af opvarmere og det faktum, at han slet ikke ved hvor spillestedet ligger, begiver han sig alligevel ud i verden for at finde det. Et sandt must af en oplevelse.

Det jeg vil frem til med alt dette er, at jeg i det store hele finder historien på Gin & Cocio undervældende. Holdt op imod de førnævnte værker finder jeg, at Pede Bs historie ganske enkelt er for simpel. Der er ingen løse ender, tomme pladser eller legen med kronologi, som tilskynder meddigtning. Intet lægges i lytterens hænder, alt serveres utvetydigt, sort på hvidt. Havde Pede B dog bare indarbejdet nogle elementer i historien, der tvang lytteren til at genopsøge pladen, enten for at blive yderligere afklaret, for at fange de hengemte nuancer og detaljer man ikke fik med i første omgang, eller for at blive draget af spændingen eller intensiteten på ny. Dette er ingenlunde tilfældet, og man kan lidt groft sagt sige, at en enkelt gennemlytter er alt rigeligt. Dramaturgien er simpelthen for vag, og spændingskurven når aldrig de højder, hvor man som lytter for alvor rives med. Dertil mangler karaktererne kant og dybde, hvilket gør, at man ikke investerer sig selv nok i det, de går igennem. Derudover bliver der for ofte brugt for lang tid på for lidt. Tag bare andet vers på "Brunchmusik", der bogstavelig talt er én lang opremsning af alt det mad, han har tænkt sig at spise. Der er mange gode rim i verset, og man bliver da lækkersulten undervejs, men så længe må man ikke træde vande i en så forholdsvist kort historie. Det samme gør sig gældende på "Hvem ved?", hvor der ret beset ikke sker meget mere, end at William vågner i Ellas seng. Ser vi på et nummer som "Jeg vil glemme" er det svært at komme udenom, at man nok er gået på kompromis med historien til fordel for single-materiale, hvilket i min bog er noget nær uhørt for et konceptalbum.  

Der er dog også flere åbenlyse kvaliteter og positive øjeblikke at fremhæve. Førstepersons-rapperen fungerer fint, og selvom jeg, ligesom det var tilfældet med Byggesten, savner mere finesse i leveringen, er der ikke sparet på hverken fantastiske rim, god humor, fin indlevelse i hovedpersonens fremtoning, velplacerede gæster der puster liv i fortællingen og små filmiske mellemstykker, der virkelig gavner historien.

Lydsiden er udarbejdet af DjNoize, Adam Sampler og Luxxx, og rent musikalsk er Gin & Cocio lidt af en rodet fornøjelse at lytte sig igennem. På nogle numre er det højst tydeligt, at musikken skal komplimentere stemningen, som fx "Brunchmusik" med sine lune guitar-riffs, "Regn på ruden" med sit dystre klaverspil og silende regn i baggrunden, og "Dårlig idé", hvor det jovialt svingende beat er en suveræn forudanelse af det fejlede røveri. Der er dog også numre som "Gin & Cocio", "Sengetid", "Hvem ved?" og "Typisk mig", hvor produktionerne ikke synes at fremhæve hverken stemning eller tema. Og så er de endda lidt jævnt produceret. Bedst bliver det på åbneren "Automatpilot", hvis beat gør sig mageløst som entré til pladen, den absolut veldrejede "Bunden af fødekæden", "Modet fra mig", der er besmykket af et sublimt omkvæd, og "Ingen steder", der på trods af at være én stor, fed happy ending, ender som et pragtfuldt stykke musik, bl.a. på grund af Bashir Billows fornemme hook.

I sidste ende er det dog ikke de enkelte, velfungerende elementer, det handler om. På et konceptalbum er det konceptet, altså historien, der skal bære oplevelsen, og her halter det altså. Havde Gin & Cocio været forgangsalbum for koncept-genren havde det måske set anderledes ud, men albummet lever ikke i et vakuum; der eksisterer andre, langt mere imponerende konceptalbums, som jeg ikke kan se bort fra i min kritik, og således ender Gin & Cocio med at ligge i den jævne ende.

3/6

- Jeppe Due Barslund  

Leftovers: kampen mod nøglehuls-mentaliteten

Til dig, der ikke helt ved hvad alt det her Leftovers-kampagne-halløj helt præcist går ud på, læs med her.

Det slog mig nemlig lige, at al denne råben op og opfordren til støtte måske har været i en meget intern og indspist tone, som om at det er en selvfølgelighed, at alle ved hvad der er tale om. Det er sikkert langt fra tilfældet. Måske er du kommet til her for nylig, måske er Leftovers-projektet gået din næse forbi, måske noget tredje eller fjerde. Hvorom alting er følger her en tydelig forklaring af projektet, samt en begrundelse for, hvorfor jeg synes DU skal bidrage til det.

"Musik du ikke kender men elsker" 

- Per Vers om Leftovers-opsamlingerne.

Du kender sikkert en opsamlings-udgivelse som 'More Music', hvor man én gang om året kan købe alle det forgange års største hits, samlet på én udgivelse, så man igen-igen-igen kan høre al den musik, radioerne allerede har overspillet til døde i løbet af året.

Men hvad med alle dem, der ikke er blevet spillet i radioen i løbet af året? Dem, der hverken er kendte, mainstream eller kommercielle nok til at blive inviteret ind i radio og TV? De små ildsjæle, der ikke laver musik pga. af penge eller youtube-views, men af kærlighed til kunstformen og håndværket. Hvem skal tale deres sag?

- Det har jeg valgt at gøre med mit 'Leftovers' -projekt. Her samler jeg de kunstnere, der i min optik har udgivet det bedste musik i løbet af året der er gået, men som stort set ingen kender eller har hørt.

Det her handler ikke om, at det musik man hører i radioen er dårligt; der er masser god musik i radioen - det handler om, at radioens udvalg er latterligt begrænset. Det eneste de tilbyder er reelt set et lille kig ind af nøglehullet. Jeg opfordrer til, at man sparker døren op og går på opdagelse i en stor og forunderlig verden af musik. Dét er ideen bag Leftovers.

Genren er hiphop, indholdet ufattelig alsidigt og kvaliteten skyhøj.

Jeg håber I vil støtte mig i min mission om at "tage kampen op" imod denne nøglehuls-mentalitet, og hjælpe mig med at sparke døren op og hjælpe en masse mennesker med at få udvidet deres horisont.

Det hele starter HER

Kanye West - The Life of Pablo

Hvordan i alverden skal man dog vinkle en anmeldelse af The Life of Pablo; en dynamisk foranderlig organisme af et album, der er blevet ændret og forandret et utal og gange, som er blevet kaldt alt fra et ulideligt makværk til en lodret genistreg, og som har omvæltet skeptikere og fået loyale fans til at løbe skrigende bort. 

     I mit tilfælde bør spørgsmålet måske rettere lyde: hvordan skal man vælge en vinkel at anmelde The Life of Pablo ud fra? Ser I, - jeg har lyttet urimeligt meget til The Life of Pablo siden udgivelsen, og det er på særeste vis lykkedes mig at korrigere mit syn, min holdning og min vinkel at anskue pladen ud fra, ganske mange gange. Først følte jeg, at det var en uredelig omgang sjusk, og så nogle dage senere fandt jeg, at den røde tråd måske var mere tydelig end først antaget. Frem og tilbage gik det, og således bugtede min mening sig i bakkedal i kølvandet på udgivelsen, og da tiden kom hvor denne anmeldelse skulle nedfældes, stod det mig klart, at indfaldsvinklerne - og spørgsmålene de måtte udspringe fra - var mange: Er dette West's mest rodede plade, eller er det den mest akkurate musikalske gengivelse af hans livs status quo, eller bunder den akkurate gengivelse netop i rodet? Har meglomanen endelig fået overhalet geniet inden om, eller er The Life of Pablo præget af en mere kompleks psykologi end umiddelbart antaget? Der er meget at sige og ikke nok tid til at få det hele sagt så eksakt som muligt, så i stil med West selv vil denne anmeldelse tage form som en visionary stream of consciousness, der vil fungere som en melange af objektive observationer, subjektive synsninger og personlige fortolkninger. 

"Uden synd, ingen frelse"

- russisk ordsprog

På The Life of Pablo (herfra forkortet TLOP) er West i konflikt med sig, på adskillige planer. Intet nyt under solen vel egentlig; West er og har altid været én stor, omvandrende modsigelse. Den sorte liberalist med sin umættelige trang til luksus og ekstravagance. Den følelsesmæssigt sensitive rapper, der samtidig er selvudnævnt narcissist. Først bevidst og oplyst, med tekster om undertrykkelse, historie, politik og samfund, og snart hovedløst ignorant, med tekster, der forarger, fornærmer og fordummer. TLOP handler således om modpoler og om gensidigt modstridende emner, temaer, koncepter, følelser og ideer. Disse gnidninger udspiller sig konstant. TLOP blev lanceret som et gospel album, men allerede her melder første dissens sig. På forrige album omfavnede West et blasfemisk og Ikarus'k storhedsvanvid, blandt andet med linjer som "I know he the most high, but I am a close high" og den utvetydige tese: "I am a God!". Op til udgivelsen af TLOP lød det noget anderledes: "My number one enemy has been my ego... there is only one throne and that's God's...". Her kan man altså sætte hovmodet op imod beskedenheden, hvilket understøtter et overordnet tema på TLOP om fejden mellem dyder og synder.

     "Deliver us serenity / Deliver us peace / Deliver us loving / We know we need it" lyder det på åbneren "Ultralight Beam", hvor West optræder som trolig og hengiven kristen. Senere på albummet er det dog dyrisk liderlighed, der driver ham, som når han på "Freestyle 4" rapper med fråde om munden: "What the fuck right now? / What if we fuck right now? / What if we fucked right in the middle of this motherfuckin' dinner table?". Her er det kyskheden og begæret, der kolliderer.

     Ser vi igen på "Ultralight Beam", får West hjælp af gospel-legende og præst Kirk Franklin, der forsikrer os om, at det aldrig er for sent at bede om tilgivelse: "This prayer's for everybody that feels like they're too messed up. For everyone that feels they've said "I'm sorry" too many times. You can never go too far where you can't come back home again". Allerede på "Father Stretch My Hands Pt. 1" undskylder West eksplicit for sin ofte utilrådelige opførsel: "If I ever instigated I'm sorry". Der går dog ikke mere end to numre før han igen opfører sig utilrådeligt med fuldt overlæg: "I feel like me and Taylor might still have sex / I made that bitch famous", og her synes det at være barmhjertigheden og griskheden, der er oppe at toppes.

De mange konflikter, der er drysset ud over hele albummet, bunder i, at West bliver hevet og trukket i fra mange sider; af lyster, behov, intentioner og ambitioner. Behovet for frigørelse går i clich med trangen til at sige sin mening, imens ambitionen om at blive økonomisk og kreativ uafhængig til tider synes at spænde ben for intentionen om at gøre verden til at bedre sted. Det er ikke let at være Kanye West, når der konstant kører en fyrrig debat mellem englen og djævelen på hver skulder. Dette forklarer muligvis grunden til, at West aldrig helt er til at gøre sig klog på. "This album is just embracing the music, embracing joy, and being of service to the people" udtalte han galant, hvorefter TLOP blev udgivet ekstremt eksklusivt på Tidal med en grinagtig download-pris på 200 kroner, der ikke just kan kaldes en "service to the people". Men måske er Kanye ganske simpelt træt af at spille the good guy, når han alligevel bliver set på som skurken: "You tried to play nice, everybody just took advantage" rapper han på "Wolves", og man fornemmer, at han bevidst ofrer den letkøbte popularitet for at kunne værne om det, der egentlig er af betydning for ham. I det lange løb kan dette meget vel vise sig at være voldsomt heroisk, og lige nu er det måske bare os, der ikke kan se den langsigtede idé. Som West udtalte i interviewet med Zane Lowe: "I don't expect to be understood at all".

Lad os prøve at hive det hele ned på et mere håndgribeligt niveau, for hvordan tager disse konflikter og modsætninger form i musikken? Som jeg ser det kommer det både til udtryk i form og indhold, og faktisk også i teknik. Mixningen er mildest talt pudseløjerlig og sekvenseringen skifter mellem at være genial  og retarderet. Her er det op til lytteren at vurdere, om man vil jorde pladen for disse til tider komiske teknikaliteter, eller om man vil hylde strukturen for at være en fin gengivelse af indersiden af West's hoved. På samme vis kan man vælge at fornedre TLOP for ikke at have "sin egen" lyd, hvilket ellers har været symptomatisk for West's øvrige udgivelser. TLOP kan føles som en opsamling, eller måske snarere som en kollektion af b-sider og levn fra forrige plader. "Feedback" er tydeligvis lavet i forbindelse med Yeezus, ligesom "No More Parties In LA" blev skabt i My Beautiful Dark Twisted Fantasy -tiden. "Highlights" oser af Graduation, og "Real Friends" er skabt ud fra samme melankolske fundament, som meget af materialet på 808s & Heartbreak. TLOP rummer altså lidt af det hele, og det vil nogen måske tolke som enten ladt, idéforladt eller uinspireret. Dette gør dog ikke numrene dårlige per se, og måske er der en dybere mening i at bladre tilbage til tidligere kapitler i West's liv. Muligvis for at illustrere, at West er fanget i en hvirvelstrøm af følelser og sindstilstande netop nu, der inkluderer den rendyrkede glæde og det energiske overskud fra Graduation, sørgmodigheden og håbløsheden fra 808s & Heartbreak, vindermentaliteten fra MBDTF samt frustrationerne og fandenivoldskheden fra Yeezus. Som jeg ser og hører det rummer TLOP det hele. Et godt eksempel herpå er "Real Friends", der med trommer, der klinger umiskendeligt som "Good Morning" fra Graduation, og et melodistykke, der runger hult og ensomt som 808s & Heartbreak, ligger sig på grænsen mellem storhed/glæde og ensomhed/melankoli. På denne måde fortæller produktionen alene, at der aldrig er langt fra toppen til bunden; at man det ene øjeblik kan være glad og rig på livet, og med et fingerknips føle sig ulykkelig og miserabel. Historien om de falske venner og familiemedlemmer, der udnytter West's popularitet, bringer dette koncept til livs på fænomenal vis. Succesen burde bringe West lykke, men når dem omkring ham begynder at misbruge hans tillid, vejer bagsiden af medaljen pludselig mere end selve guldet. Der er dog den hage ved "Real Friends", at den med linjen "I'm a deadbeat cousin, I hate family reunions" for evigt har ændret, hvordan jeg hører "Family Business" fra The College Dropout, hvor familien var det vigtigste i verden og alle var stolte af West.  

     Jeg vil ikke gennemgå samtlige numre på TLOP for at redegøre for, hvordan man kan anskue dem på den ene og den anden måde. Der er virkelig meget godt at finde på virkelig mange numre, men det kræver lidt velvilje og fordybelsesarbejde. "Low Lights" er dog umiddelbart svær at forsvare, "Facts" er ganske enerverende, og det er decideret pinligt at "Siiiiiiiiilver Surffffeeeeer Intermission" er inkluderet, når nu albummet alligevel ikke kom til at hedde Waves. Det må trække ned. "Freestyle 4" tjener som tidligere skrevet et formål, men som musikalsk oplevelse er det stort set umuligt at lytte nummeret til ende, trods følgende lille guldkorn i stik-pille form:

"You motherfuckers living like half of your level, half of your life" 

Også lyrikken pendulerer mellem det gale og geniale. Tag fx den fantastisk sjælfuldt producerede "Father Stretch My Hands Pt. 1", hvor første vers åbnes med linjerne: "Now if I fuck this model / And she just bleached her asshole / And I get bleach on my t-shirt / I'mma feel like an asshole". Imponerende dumt skrevet, og så endda over så flot en produktion. På "Father Stretch My Hands Pt. 2" står problematikken med omvendte fortegn: lyrikken er dybtfølt og personlig, men beatet er hektisk og komplimenterer ikke historien om, at West er ved at indse, at han kopierer sin fars adfærd, der i sin tid resulterede i, at han og West's mor blev skilt. I samhør formår de to numre dog, trods soleklare gnidninger, at fremstå virkelig stærke. Også "Famous", hvor West distancerer sig fra sin berømmelse for at finde frihed til at være sig selv, uden at blive defineret af medier og paparazzier, er yderst stærk. Taylor Swift linjen er virkelig vigtig her, da netop dén episode har præget verdens syn på West lige siden. "I went through six years of this fucking shit" lød det frustreret fra West om resultatet af skandalen, kort inden hans SNL optræden, og her er det igen tydeligt, at hans ret til at sige sin mening, hvor som helst og til hvem som helst,  har mastodontiske konsekvenser for, hvordan offentligheden anskuer ham. "I don't blame you much for wanting to be free" synger Rihanna direkte til West, og der er noget virkelig kraftfuldt i, at West skaber så mægtigt et girl-power nummer i sin distanceren fra Swift-skandalen. Folk husker ikke rigtig, at West også afbrød Justice's takketale, da han ikke vandt prisen for bedste video til "Touch the Sky". Da han afbrød Swift var der et betydeligt aspekt af ulighed, diskrimination og sexisme, der forstørrede bommerten ganske uberegneligt. Med "Famous" er det dog svært at kalde West sexistisk, da det ret beset er Rihanna, Nina Simone og Sister Nancy, der løfter nummeret til et skyhøjt niveau. 

     Et muligt højdepunkt kommer i form af "FML", hvor West eksplicit understreger, hvor svært det er at holde styr på sit liv og sin forstandighed, når så mange ønsker at se én fejle og lide. Dette kommer især til udtryk i The Weeknd's omkvæd, der sætter sig i hukommelsen: "Wish I would go ahead and fuck my life up / Can't let them get to me / And even though I always fuck my life up / Only I can mention me". Der gemmer sig dog også strejf af lykke, fx i form af kærlighed til hans kvinde, og læser man mellem linjerne kunne titlen sagtens stå for For My Lady, og ikke den mere oplagte "Fuck My Life". Man kan selvfølgelig også bare negligere disse små nuancer og finesser, og i stedet bruge al sin energi på at fokusere på sangens lidt bøvede linjer: "I'mma have the last laugh in the end / 'Cause I'm from a tribe called check-a-ho", så igen-igen er det op til lytteren, hvor man vil investere sin energi: i det letkøbt negative eller i det positive, der kræver lidt ekstra fordybelse og rummelighed.

Er alt dette pladder i virkeligheden én stor, hovedløs fordrejning af sandheden? Er der overhovedet hold i nogle af de fortolkninger og teorier, der er blevet luftet i løbet af denne anmeldelse? Måske er der ingen dybere mening med noget af det, og måske er TLOP faktisk ikke mere end en forhastet, indolent og rodet omgang nonsens. Det er ikke til at vide. Måske har jeg gradbøjet og manipuleret TLOP i en sådan grad, at den passer bedre med mit forgyldte billede af Kanye West. Som C.S. Lewis sagde: "No story can be devised by the wit of man which cannot be interpreted allegorically by the wit of some other man". Der er ikke én fortolkning eller udlægning der er korrekt, det afhænger af ørerne der lytter og det tilhørende sind, der bearbejder.   

     Det er absolut ikke en hemmelighed, at jeg er voldsomt begejstret for West; måske i en sådan grad, at jeg be- eller ubevidst konstruerer en sandhed, der understøtter min begejstring. Han har præget mit liv i enorm grad og leveret soundtracket til signifikante tider i mit liv. Jeg takker ham, jeg tror på ham og jeg vil ham det godt. Det er uden tvivl muligt, hvis man ønsker det, at dissekere albummets dårligdom og fremhæve elementer, der støtter en bundkarakter. Til dét, er du havnet på den forkerte blog. I min optik er TLOP et perplekst album på den helt rigtige måde, da det netop i rodet og forvirringen tegner et minutiøst og akkurat billede af West. At der har været flere hundrede mennesker involveret i TLOP's skabelsesprocessen, gør det helt lovligt og legitimt at spørge, om TLOP overhovedet er et Kanye West album. Hos mig er det både respekt- og ærefrygtindgydende, at det er lykkedes West at dirigere så mange mennesker i tilvejebringelsen af hans vision. Det ville kun en sand maestro komme i mål med. 

Jeg advarede jer jo om, at det ville blive en stream of consciousness, og det lykkedes stort set at skrive en anmeldelse, der er ligeså rodet som TLOP. - Hvad synes I om albummet?

4.5/6

- Jeppe Due Barslund

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at støtte bloggen her og vores Leftovers-projekt, der har til formål at eksponere overset og forbigået undergrundshiphop, så besøg vores booomerang-kampagne, hvor du kan donere lidt penge og være med til at forvalte det bedste hiphop som du ikke anede eksisterede. På forhånd tak!

LEFTOVERS2015 Booomerang-kampagne status: 4000 kr,- indsamlet

Der er blevet indsamlet (lidt over) 4000 kroner til Leftovers2015 booomerang-kampagnen, hvilket udløser, at jeg afslører et nummer fra pladen. Klik dig ind på kampagnen HER og giv et bidrag. Mange tusinde tak til jer, der har været inde og støtte.

"7 Days"

I 2009 udgav Finale sit fænomenale debutalbum A Pipe Dream and a Promise, der sitrede af tunge beats og rå rim. Atmosfæren og stemningen fra hjembyen Detroit blev indkapslet til perfektion, takket være Finale's autoritære karakter, beats fra bl.a. Nottz, Black Milk, Apollo Brown og J Dilla, og en herlig, overhængende stank a motorolie. Fantastisk debut, der bevidnede om et soleklart rap-talent.

Man har ikke rigtig hørt fra Finale siden. Jovist, en håndfuld features har med nød og næppe holdt ham over vande, men det var først sidste år, efter seks års hiatus, at han vendte tilbage. Det forholdsvist lange hi har dog ingenlunde været forgæves. Finale's tilbagevenden med Odds & Ends markerer en skarpere og mere fokuseret rapper, der har investeret tid i sin skrivefase og sammen med Oddisee, der har produceret hele pladen, skabt et album, der ikke nødvendigvis er bedre end forgængeren, men unægteligt mere fuldendt og musikalsk helstøbt. Især nummeret "7 Days" blæste mig bagover, ned af stolen med tre baglæns kolbøtter. Oddisee's knytnæve-percussion og uppercut-basgang danner fundament for et organisk-svingende kæbestød af et beat, hvor Finale og kumpanerne Kenn Strarr og Hassaan Mackey rapper med uhørt erfaring og rutine om at være nødsaget til at have et røvsygt 9-til-5 arbejde for at kunne leve, og samtidig have drømme og ambitioner, der synes at falme. Emnet er blevet behandlet et utal af gange før, velsagtens fordi, at de fleste kan relatere til det på en-eller-anden måde. De tre rappere undgår dog let gentagelser og klicheer i lyrikken. Kenn Starr serverer et højst kompliceret rim-scheme, hvor der rimes på den samme lyd hele vejen igennem, imens Hassaan Mackey med sin askebæger-røst beretter om sin hustle med slående overbevisning. Fra Finale lyder det:  

"Meanwhile, deep in the back of my mind /
I can hear the voices tell me "when you hang around too long with dreams end up dying /
Niggas end up forgetting /
When nobody can save us in a head-on collision with 'dead end' street-signs /
Shit change and ultimately you stop trying"

Hiphop anno 2015/16 leveres ikke mere råt, kontant og velskåret end "7 Days", og man skal lede længe efter mere troværdig og besnærende rap end det, de tre herrer her disker op med. Oddisee's produktivitet - og det tilhørende kvalitetsniveau - nærmer sig det groteske, og nærværende nummer er noget af det stærkeste jeg har hørt fra ham som producer. Skru for Guds skyld op! Når man har været "weekday slave" og tiden endelig er kommet til at være "weekend warrior", så kan det her nummer ikke brages højt nok ud af højtalerne.

Tjek, lyt og køb Finale's Odds & Ends via Mello Music Group HER

Har du endnu ikke været inde forbi booomerang-kampagnen og give et bidrag til Leftovers2015, så se da lige at få det gjort her, så vi kan få os en gedigen omgang fabelagtig undergrunds-hiphop. 

- Jeppe Due Barslund  

Esben & Boone - Skub Roeg EP

Man skal være enten ualmindeligt diffus eller ekstraordinært selvsikker for at udgive musik indenfor samme måned som Kanye West, endsige samme uge! Om man kan lide West eller ej er det en kendsgerning, at han skaber et vakuum omkring sig når han udgiver musik. Mediebevågenheden er total, meningsdannelsen er verdensomspændende, og stort set alt andet musik og alle andre kunstnere bliver sat på midlertidig stand-by. Selv mit eget kommende Leftovers-projekt har ageret bænkevarmer i tiden efter udgivelsen af The Life of Pablo. 

Og så alligevel....

Onsdag d. 17, eller rettere to minutter i torsdag d. 18., blev det - for første gang nogensinde hos undertegnede - Kanye's tur til at måtte vente. I nattens mulm og mørke blev Skub Roeg EP'en udgivet, med karambolage i hierarkiet til følge.
     Typisk Esben og Boone at vende op og ned på alting. Dette; at vende op og ned på tingene, viser sig faktisk at være et slags tema for Skub Roeg EP'en. Ikke alene er titlen et anagram på duoens forrige EP Skoerbug, de har endda taget dennes spilletid på 13.12 minutter (Skub Roeg udkom i øvrigt nøjagtig 13 måneder og 12 dage efter Skoerbug!) og på Skub Roeg arbejdet sig frem til den bagvendte længde, nemlig 21.31 minutter . Dette er i særdeleshed en glædelig nyhed, da det viser sig, at der især er én ting de to ikke har ændret eller vendt op og ned på: kvaliteten.

"Stråmand i slowmotion, et blob i oceanet /
Hoppede af ræset, helt knast midt i skrivefasen"

Esben og Boone skaber et vakuum i vakuumet med deres evigt imponerende forening af eufoniske beats og absurd-poetisk rap, der altid er bjergtagende men sjældent til at gøre sig klog på. Referencerne spænder vidt, fra Pavlov og Faust til Tove Ditlevsen og Tine Götzche, og intertekstualiteten peger mod alt fra film om spækhuggere til tyske R&B grupper; disse to eksempler endda i samme linje! Man føler sig lidt som en hovedløs høne i forsøget på at skabe mening i, hvad der umiddelbart kunne lyde som rendyrket nonsens, men som alligevel synes for skarpt til at være tilfældigt. Når Boone proklamerer på "Tera Pi", at der er "foragt for alt der ikk' fornyer", må man på baggrund af teksterne på nærværende EP konstatere, at de absolut praktiserer hvad de prædiker. Dertil må man bare erkende, at det er svært ikke at trække på smilebåndet over de mange finurlige indfald, der konsekvent er leveret med rutine og overskud. På det lille interlude "Formandens mellemspil" samples Isbjergs "Lad mig være" og ordene: "Jeg truer plat MC'er hvis rim de er for lamme / MC'er de' alt for mange, deres rim det er de samme", og det er æddermanme et korrekt sample at hive frem her, for når det kommer til Esben og Boone, så er lamme rim en by i Rusland, og intet er det samme som det, man får serveret her.

"Jeg' fra skoven hvor der' fuglefløjt i skulderhøjde /
I fuld længde, glem det eller gradbøj det"

Også produktionerne er en gevaldig fornøjelse. Få beatsmede excellerer som Boone, der stilistisk favner bredt og som synes at kunne følge selv den skæveste idé til dørs med bravur. EP'en indledes med den jazz'ede "Form", hvor stramt orkestrerede trommer, et dæmpet klaver og mageløst samplede blæsere og guitarer sammensluttes til et tungt og melodisk åbningsnummer. Det jazz'ede ved vi dog udmærket, at Boone mestrer, og det er når han giver sig i kast med det mere uventede, at det for alvor syder og sprudler. Tag fx den fantastiske "Nakskov", hvor lavmælte trommer giver plads til et klangfuldt klokkespil og en buklende basgang. Eller "Arealer", hvor ens trommehinder masseres af en yderst kærlig bas, imens psykedelisk anrettede elementer sender én ned i kaninhullet og ud i eventyrland. Det er højst alternativt og yderst berigende.   

     Et nummer som "Svaert", hvor Telepa-T hjælper til med en tung produktion med guitar-riffs og orgel, er også fremragende, men fungerer mere som en triumferende victory lab end et forsøg på at udvide en musikalsk horisont. Det skal dertil siges, at hvis der er nogen, der er berettiget til at løbe en sejrsrunde, ja så er det disse herrer.
     DJ FMDs alt for høje og dominerende trommer på "Ni ti" er det eneste, jeg ikke bryder mig om på Skub Roeg, ellers har Esben og Boone begået et udsøgt lille stykke hiphop, som skal opleves. - Og så må vi se, om der kommer endnu en EP næste år, eller måske om 21 måneder og 31 dage? Der hintes i hvert fald til, at "noget" kunne være på vej:

"Koeb Grus, Skub Roeg, Skoerbug
Sug Broek, del med alle ellers dør du
Min fallit, ingen søger evigt på den nye kur
For suger livet ind og spytter død retur"

Hør og download Skub Roeg gratis HER

4.5/6

- Jeppe Due Barslund