Jackie Hill Perry - The Art of Joy

Det så godt som ubeskrevne blad Jackie Hill Perry, udgav sit spektakulære debutalbum The Art of Joy sidste år. Et album, der dog kilder provokations-nerven gevaldigt, ved at tvinge lytteren til at måtte sluge en større flok kameler, hvis det overhovedet skal nydes.

25-årige Jackie Hill Perry er fra Chicago og har rødder i spoken-word miljøet som en del af gruppen Passion 4 Christ Movement. Hun er en stærkt troende kristen, og som rapper opererer hun i den afgren af hiphop, der kaldes christian rap - en sub-genre, hvor kunstnerne skiller sig ud fra andre alment troende rappere, ved at have en ganske markant evangeliseringsproces på dagsordenen. De ønsker ganske simpelt at omvælte den ikke-troende lytter og vise dem, at Gud er den rette vej til frelse. Deres holdning er, at man er nihilist hvis man ikke tror på Gud, og nihilisme kan ikke give mennesket et grundlag at leve ud fra. Dét vil de hjertens gerne hjælpe én med, men al velmenthed til trods, er det jævnt irreterende. Bedrevidenheden hænger tungt i luften, der er massevis af løftede pegefingre, og den implicitte "...eller du ryger i helvede" lurer konstant om hjørnet. 

     Forholdsvist irreterende var det fx, da Jackie Hill Perry i et interview kritiserede Macklemore & Ryan Lewis' "Same Love"; mere præcist følgende linjer i omkvædet: "And I can't change, even if I tried, even if I wanted to", med argumentet: "If he [God] can make a moon, starts and galaxy that we have yet to fully comprehend, how can He not simply change my desires?". Alle er berettiget til at have deres egen tro og mening, men det må også betyde, at jeg har lov til at syntes, at udtalelser som denne er til grin. Ikke mindst fordi, at Jackie Hill Perry selv har været lesbisk i sit "tidligere liv", som hun sikkert ville beskrive det. Hun har haft flere pige-kærester samt seksuelle forhold til adskillige kvinder, og frekventeret gay clubs og gay pride i ét væk. Lige indtil den dag, hun lå i sin seng og fik en åbenbaring. Ja, mere detaljeret beskrives det altså ikke, men et-eller-andet ramte hende tilsyneladende som et lyn fra en klar himmel, og pludselig var hun inkarneret kristen og forkastede homoseksualitet. Men hvis Gud kan skabe måner, stjerner og galakser med et fingerknips, er en sådan transformation vel ganske plausibel?

     Der er imidlertid én ting, der overgår ovennævnte hvad angår irritation: hendes dygtighed. Jackie Hill Perry er så svimlende dygtig, at hun tvinger én ud i er dilemma: vil man frasortere hende på grund af hendes radikale religiøse overbevisning og dertilhørende provokerende holdninger, eller vælger man at se igennem fingre med det, fordi hendes musik er så god, at man ikke vil eller kan undvære det? Dette dilemma er faktisk yderst interessant og kan foldes ud i et større perspektiv, for hvis man tænker over det, er der utrolig mange populære kunstnere, der har skavanker af forskellige slags. Det kan være ting de siger, gør eller synes, som man almindeligvis ville tage afstand fra, men som på mærkværdigvis accepteres eller fortrænges, fordi man ikke vil være kunsten foruden. R. Kelly er og bliver prima eksemplet på en kunstner, som har gigantisk succes, på trods af, at han burde være spærret inde på livstid. Jeg har altid syntes, at han var en lidt lodden fætter, man efter at have læst den her artikel for et års tid siden, direkte væmmes jeg af ham. Det faktum, at R. Kelly er "derude" og laver musik, sælger millioner af plader til millioner af fans, er nok det mest groteske og afskyelige, der finder sted i showbiz overhovedet. 

     Men mindre kan også gøre det. På Visions of Gandhi præsenterede Vinnie Paz en række yderst kontroversielle holdninger og menneskesyn, som jeg på ingen måder kan stå inden for, men selv samme plade er her på bloggen beskrevet som et mesterværk. Det vil med andre ord være en kende hyklerisk at sige "nej tak" til Jackie Hill Perry for at gøre noget så, til sammenligning, ufarligt som at tro på en usynlig mand i himmelen. Jeg har i hvert fald valgt at se igennem fingre med Perry's holdninger og hverve-agenda, og istedet bare adlyde gåsehuden, der melder sig gang på gang når jeg lytter til hendes The Art of Joy.

"We're just pottery /
The joy is that the clay is shaped by grace, and the potter promise me that everything will work for good"

Har man først slugt kamelen, sagt "ja tak" til Jackie Hill Perry og dykket ned i hendes univers, vil man finde, at The Art of Joy også bugner af lyrisk guf til den ikke-troende lytter. Christian rap er ganske vist genren og for sin vis også rammen for albummet, men Perry er både mere og andet end en christian rapper. Hun er engageret i sit samfund, politisk bevidst, vittig og dybsindig, og selvom hun tror på helligånden er hun ikke bange for at begå helligbrøde undervejs. På "Ode To Lauren", der er en inderlig homage til Lauren Hill, ændrer tonen sig radikalt hen imod slutningen på det ellers fine nummer, da Perry med en umiskendelig dobbeltbund rapper: "Peace will find you when you seek him / In the meantime, I'm praying for you / You're a legend, I hope to see you in Heaven, Lauren". Ikke engang hendes trosretning er hellig. "Dead Preacher", der handler om hvordan tro bliver misbrugt til personlig økonomisk fortjeneste, er et af pladens lyriske højdepunkter, og det er intet mindre end elegant at opleve Perry stille sig kritisk overfor sin egen tros til tider fallerede infrastruktur:

"Open this book of scripts, scripture flipping I’m running /
Out of time to find scriptures slick to get money /
Out the pockets of bodies, pick pocketing pews /
Prophet is what they call me, my pockets profit off you /
I retain the stock when I exchange the truth /
My aim is not to click, bang, shoot at the jewels /
Who’s hanging round my neck, blue diamonds on my noose /
A parable’s what I'll preach, tithes rise when they confused /
Convicted sometimes a 9 to 5 I can't /
I John 9 High 5 and rob the saints"

Rent teknisk må Jackie Hill Perry beskrives som overlegen. Endda nok suveræn. Hele pladen igennem praktiserer hun halsbrækkende og tungevridende flows, og demonstrerer track efter track rap-færdigheder, der imponerer stort. Tag fx "The Problem", der gemmer sig i enden af "The Solution", hvor tøjleløse rimstrukturer piskes over hendes læber med saft og kraft:  

"Itching for words /
Lotta research going towards a hole /
And they dig it /
Gotta be words /
Flowing for heavens sake of the mission /
Owing nobody nothing /
Them bluffing bustas are finished /
This pen ain't pensions it's mentions what sinners don't wanna deal with /
Filled with the vision of slaves, lynch 'em for tented pigment /
See that bus /
Get in the back act like its proven /
That academics do actually lack in the black communion /
Schools are lacking the facts, lacking the staff, they foolish /
They plastic wrapping the masses, the masters grabbing they nooses /
Bastard habits from lacking the happy daddy influence /
They ratta-ta-tat-tat and they clap at the back of children" 

Den elektronisk-inspirerede soul-banger af en bulderbasse vi lige har hørt, er produceret af Daniel Steele, der har besmykket den ene halvdel af pladen med spændstige beats, der gerne benytter sig af stramme trommer og elektroniske tendenser i kompositionerne. Den anden halvdel er tilvejebragt af trioen Beautiful Eulogy, der er en musikalk sammensætning af Humble Beast's (pladeselskabets) overhoveder Braille, Courtland Urbano og Odd Thomas. De er almindeligvis ganske eksperimenterende i deres lyd, men på The Art of Joy er de gået sjælfuldt og stilsikkert til værks. Lyden minder i høj grad om No I.D. anno The Dreamer/The Believer, hvor der hverken er sparet på melodiske omkvæd, lyse klavertoner eller lune soul-samples. Tilsammen skaber Beautiful Eulogy og Daniel Steele et fabelagtigt lydbillede. Den atmosfæriske skrøbelighed på "Better" fuldendes med et super fint omkvæd fra Natalie Lauren, imens grandiose harmonier følges til dørs af Eshon Burgundy på "The Solution". John Givez's leverer et nydeligt omkvæd til et af højdepunkterne "Where's Love", der efterfølges af den mageløst producerede "Get There", hvor balstyriske trommer og maskinelt bearbejdede vokalsamples danser en enestående tango med et væld af suverænt sammenklippede effekter, der rumsterer i baggrunden. 

     Der er mange nuancer i den mangfoldige lydside, men det hele passer fortrinligt sammen, og med den konsistente og entreprenante Jackie Hill Perry som bindeled, er helhedsindtrykket umådelig stærkt. The Art of Joy landede da også på femtepladsen på undertegnedes top 10 over sidste års bedste udgivelser. 

     Jeg startede med at være uhyre skeptisk grundet Jackie Hill Perry's kristen-ekstremisme, men efter at have hørt og stor-nydt The Art of Joy et utal af gange, har jeg efterhånden glemt, at hovedpersonens selvretfærdige frelser-korstog egentlig er lidt enerverende. Musikken er simpelthen for god og Perry for dygtig til, at jeg vil lade "smålige" forskelligheder adskille os.

The Art of Joy kan downloades kvit og frit her,

men kan også købes for en flad 10-$ her. 

5/6

- Jeppe Barslund     

Esben & Boone - Skoerbug EP

Jeg smiler små-fornøjet for mig selv, da jeg hører Boone rappe: "Lasten i min Mazda det' astma medicin / Antihestaminen opslugt / Står smukt alene tilbage som skyer og starter brande der ku' være sjove at sluk'". Det er mandag og jeg sidder som sædvanlig i venteværelset hos speciallægen og venter på at skulle vaccineres mod allergi. Andet stik. Venstre arm, græs. Højre arm er hævet og dunker varmt fra første stik. Antihestaminen er i sandhed opslugt. Venteværelset bugner med folk, der alle skal ind og vaccineres, og med Esben og Boones dugfriske EP Skoerbug i høretelefonerne, skal jeg virkelig koncentrere mig for ikke at nikke heftigt med nakken som en anden tosse midt i forsamlingen. Nakkenikkeriet erstattes af hastige kragetæersnedfældninger i min anmelder-notesbog, der er min faste mandags-vaccine kompagnon. Blandt kragetæerne står blandt andet: "frækt flippet", "smuk kompleksitet", "de finurlige sprogpåfund er mødt talstærkt op" og "gudsbenådet drumbreak". Det fremstår klart og tydeligt af min notesbog, at jeg synes Skoerbug er en formidabel EP.     

     Og hvorfor skulle den ikke også være det? De to bagmænd, Esben og Boone, har gjort sig mere end positivt bemærket i løbet af de sidste par år. Som 2/3 af Кдрцт har de sammen med Loke Deph udgivet en håndfuld tracks, der har fået hiphop-entusiaster til at løbe rundt som hovedløse høns af bar begejstring. Boone har desuden leget en del med Sigma's Telepa-T, der blandt andet har resulteret i den kuleskøre og musikalsk gennemførte 60'er exploitation-pastiche Crime Themes. Esben udgav sidste år det selvgyldige og yderst originale (h)udkrængninger mixtape (under pseudonymet "Esben og politika projektet"), der både fandt resonans hos Non Phixion's The Green CD/DVD og som simultant bød på hiphop, der ikke er hørt magen på dansk grund. Især et nummer som "Skrub af" med punkbandet Druknedød viste en bemærkelsesværdig fanden-i-voldskhed, imens "Saenk" gjorde det klart, at Esben tilmed er en habil producer. Senere på året remixede DJ FMD hele herligheden og bød på en mere poleret, men ikke desto mindre ekstremt vellydende version af mixtapet. Hans remix af "Skynet" kunne svært blive mere funky, og bearbejdningen af "Caligula" gjorde sig faktisk som et af sidste års stærkeste tracks. I kan vel forstå, på baggrund af alt dette, er det er to yderst kyndige herrer,  Esben og Boone, vi har med at gøre på nærværende EP.

Sygeplejersken kalder mig ind. Overarmen sprittes af, nålen borer sig ind i huden og højkoncentreret phleum pratense skydes ind. Jeg kan godt regne med allergiske reaktioner dagen ud, siger sygeplejersken. Hun siger noget mere som jeg ikke rigtig hører. Der er et rim fra "Haenger", der forstyrrer min koncentration: "En som mig skinner bare, kalibrerer det med hvid støj / Lever som en Pink Floyd sang - dør i Ishøj". Tak for i dag, vi ses næste mandag. 

     På vej hjem hører jeg "Haenger" for ottende gang, og det er først dér det slår mig, hvor sindsygt catchy et nummer det er. Muligvis det mest catchy undergrunds-beat jeg har hørt. Boones skabertrang er i sandhed kørt af skinner. De ualmindeligt fængende melodier vækkes til live via samples af orgel og piano, der er virkelig frækt flippet, og de to rappere følger det fænomenale beat til dørs med ligesindet rap: "Alle har problemer, alle er alene / Men glansen gik af lortet da i landede på benene / Blev hjemsøgt af alt hvad I har skrevet uden at mene det" lyder det fra Esben. Nok er "Haenger" et kitchet nummer i kraft af sit fængende væsen, men Esben og Boones kemi kunne næppe fremstå klarere. De to er ganske homogene i deres krøllede og skarpe tilgang til at skrive og levere tekster. På "HimmelX" blander de skjulte Renny Harlin film-titler, fysiske ligninger og referencer til folkekære skuespillerinder i én stor pærevælling, med et højt abstraktionsniveau som fællesnævner. "Sidste udkald / En enspænder spænder ben, vender sten og drejer hoveder som et udsalg" lyder det først fra Boone, overlegent leveret, og senere fra Esben: "Trist mand, dum kælling / En slumversion af en stædig ung Gitte Hænning". Der hersker ingen tvivl om, at de finurlige sprogpåfund er mødt talstærkt op. Narrativet er ikke helt klart og strukturen synes løs, men hold fast hvor er det dog fedt! Ikke mindst fordi det hele foregår over Boones svimlende fantastisk beat, der er spundet på en savtakket basgang, atmosfæriske effekter, der hænger let i luften, og et gudsbenådet drumbreak.

     Også EP'ens åbner, "Puster", er af ypperlig kvalitet. En mudret bas, et nøjsomt vokalsample, balstyriske trommer og noget, ved 01:50-mærket, der lyder som skrallede elementer af Hans Zimmer's "Discombobulate" fra Sherlock Holmes soundtracket. Et rankt beat med en smuk kompleksitet. Efter at have hørt Skoerbug kan det ikke undre nogen, at Trepac har gaflet Boone som lydmand til den kommende De forkerte spor plade. Inden året er omme forestiller jeg mig, at alle vil have en bid af Boone-kagen. Lige nu er det Esben, der får lov, og det er en god ting. Længe har han, i hvert fald for mit vedkommende, stået i skyggen af den overdimensioneret karismatiske Loke Deph, men oven på (h)udkrængninger og nu Skoerbug, er Esbens mange kvaliteter som rapper indlysende. 

Det er blevet aften, og som sygeplejersken rigtig nok sagde, tordner de allergiske reaktioner frem. Hævelser som golfbolde pryder begge mine overarme, og en halv tube mepyramin bekæmper kløen. Det rører mig ikke. Jeg er i strålende humor. Mit hiphop-år startede med en forudsigelse om, at 2015 ville blive det bedste i dansk raps levealder, og med Skoerbug ude kunne det ikke starte bedre. Jo, jeg er i strålende humor. 

4/6

(Den i forhold til beskrivelserne lave karakter, er udelukkende udtryk for EP'ens korte spilletid)    

Stream eller download Skoerbug

Stream og download (h)udkrængninger med Esben og politikaprojektet her

Stream og download DJ FMD's (h)udkrænger remixes her

- Jeppe Barslund

Jam Baxter - ...So We Ate Them Whole

"Slap af og koncentrer dig. Lad vær med at tænke på andre ting. Lad verden uden om dig blive utydelig".

     Sådan opfordrer Italo Calvino sin læser, der skal i gang med forfatterens roman Hvis en vinternat en rejsende. Det er ikke nogen dårlig opfordring, Calvino dér kommer med, når det gælder læsning, og vi lyttere af hiphop (og musik generelt) kunne tage ved lære.  

"2014 har været et dårligt hiphop-år". Denne sætning er jeg faldet over et par gange siden udgangen af 2014. En sætning som jeg ingenlunde begriber hvordan nogen kan få sig selv til at formulere. Så mange artister har arbejdet ihærdigt på tusindevis af numre, fordelt på utallige plader, og alligevel er der nogen, der føler sig berettiget til at koge alt ned og opsummere hele året i én nedladende sætning: hele året har ganske simpelt været dårligt. Jeg tror måske jeg ved, hvad der ligger til grund for dette. Se på de mange 'best of' -lister, der oversvømmer internettet. Alle, inklusiv mig selv, har en holdning til, hvad der har rykket på sig i løbet af året. Problemet er (og dette kan forekomme som lidt af et dristigt postulat), at mange af disse lister er rendyrket varm luft. Den kvalitative vurdering er blevet erstattet af kvantitative pralerier, forstået således, at det er blevet populært at kunne sige, at man har hørt og kender til så-og-så meget. Tag bare albumoftheyear.org eller medium.com, der henholdsvis har lavet en 'top 75' og en 'top 100' liste over årets bedste hiphop-plader. Hvad er det helt præcist man forsøger at bevise ved at lave så vældige lister? At man er mere inde i genren og dermed mere kvalificeret til at lege smagsdommer end dem, der opererer i top 10 og 20 lister? - Eller slet og ret, at man er et ignorant fjols? Jeg svarer gerne: sidstnævnte. 

     Ingen har nærlyttet 100 plader igennem 10-20 gange for at have et værdigt udgangspunkt at rangliste dem efter. Næ, der er blevet speed- og skimtelyttet til den store guldmedalje, og i processen er årets ægte store værker gået tabt. Værker, der kræver minimum 10 nære og intime gennemlytninger. Værker, hvor kunstnerne bag har brugt al sin kreativitet og energi til at skabe pladen, og hvor det vel kan være rimeligt at bede lytteren om, at han eller hun gør sig umage og også bruger sin.

Jam Baxter er en af disse kunstnere, og der er noget dybt komisk (tragi-komisk velsagtens) over, at manden bag årets med afstand bedst skrevne plade ikke er at finde på én eneste af de mange års-lister. Jeg kan desværre ikke tillade mig at pege fingre, da Jam Baxter heller ikke var at finde på min egen 'top 10', men kun var blandt de "øvrige nævneværdige". Dette understreger blot, at Jam Baxter - og i særdeleshed ...So We Ate Them Whole, kræver tid; tid jeg ikke havde givet den da jeg lavede min liste. 

"I've been staring off this roof for as long as I can remember /
In an unspent hour I buried in late December /
Where the icy winds tug and unravel your raison d'être /
And the scene beyond swells in its dirty decadent splendour" 

Jam Baxter har alle dage været et vanskeligt bekendtskab. Som rapper og lyriker står han midt i korsvejskrydset hvor kryptiske metaforer, psykedelisk ordspil, indgroet billedsprog og vokabular overflod støder sammen i en mildest talt ualmindelig kombination. Descifreringen af hans lyrik i sig selv tager uoverkommeligt lang tid, og det medfølgende lyrikblad er så rigeligt de £16.99 værd. Især fordi store dele af indholdet er i fare for at blive forsømt, grundet Baxter's overrumplende kadence og hastige levering. Baxter er en fuldkommen formidabel teknisk rapper. Hans flow er svimlende imponerende, ord-, bogstav- og enderim tenderer ofte det måbende og selv hans nasale stemmeføring synes at være en force. At Jam Baxter er englands bedste rapper er en efterhånden forældet sandhed - selv hans label-kollega Dirty Dike, der gæster "Menu", fremstår decideret enfoldig i Baxters selskab. 

     For at gøre det vanskelige, det kryptiske og det udfordrende "værre", har Baxter allieret sig med produceren Chemo, vis lydbillede er mindst lige så krævende. Tilsammen gør Jam Baxter og Chemo ...So We Ate Them Whole til en umiddelbart ufremkommelig og tilpasningsvanskelig affære. Den tålmodige lytter vil dog blive belønnet klækkeligt, da nærværende plade med tiden viser sig at være noget af det flotteste, mest kompromisløse og ambitiøse, der er udgivet i år.     

Pladen åbnes med den opulente "Wings Cost Extra", hvor en spinkel harpe, luftig rhodes og organisk insisterende trommer danner et fabelagtigt lydbillede for Baxter, der maler et mørktonet billede af de mange udskud, der hænger ud i bugen på en ækel metropol. Baxters billedsprog her er lodret mesterligt. Det er svært at glemme en beskrivelse som følgene:

"His skin hung like patchwork hammocks from his limbs /
Gaping mouth like an ink stain splattered on his chin /
The sweat cascaded from his palms /
With a stance reminiscent of a circus bear balanced on a pin"

Også hans beskrivelse af konfrontationen med sin egen eksistens ubetydelighed ætser sig fast, når han på den kolde, industrielt klingende "28 Staples", der bærer en vis reminiscens til Silent Hill soundtracket, rapper:

"And just when you think you've surpassed mortality /
Master of all in a cardboard galaxy /
The last black hole threw my passport back at me /
At border control handcuffed to reality"

Eminent bliver det endvidere på "Everything", hvor Baxter med pergamenttynd skrøbelighed og bitterhed i stemmen beretter om endnu et break-up med "girl number 467", og om hvordan hans hjerte nok engang er reduceret til en "Cold sterile pebble in a little dark mineshaft". Disse ekstremt velforfattede guldklumper er at finde overalt på pladen. Lyt bare til når han hovedkulds flygter fra enhver form for ansvar og forpligtelse i eskapisme-oden "Caravan":

"I left after dark, sped past the guards /
Handed them a shovel yelling "X marks the past" /
One too many nights at the chess master's yard /
Where a jeweller and a thief split the rent half and half /
"Read between the stretch-marks and scars little wench /
Them two names within a heart carved in a bench ain't ours" /
I said it with impeccable mystique /
As I hotwired a seven four seven with my teeth"

Jam Baxters univers er fyldt med freaks, misfostre, galninge og andre skæve eksistenser, der forhutler sig rundt i en sagnomspunden underverdens miserable pløre. Det er mørkt og dystert, og stemningen i Baxter's tekster følges til dørs af Chemo's produktioner, der emmer af velkomponeret væmmelse. Tag bare "Husk", hvor han formår at suge enhver form for sommervarme ud af sine caribiske olietønder, der ellers er ambassadør for netop dette. Samtidig udstråler produktionerne noget storslået betagende, der er svært at indfange med ord; noget særligt, der tryllebinder lytteren og gør det meste andet musik, der bliver spillet umiddelbart efter, til lidt af en pauver omgang.  

...So We Ate Them Whole kræver som sagt tid. Jeg foreslår, at man sætter sig med pladen i et par gedigne høretelefoner og gør præcis som Italo Calvino opfordrer til: "Slap af og koncentrer dig. Lad vær med at tænke på andre ting. Lad verden uden om dig blive utydelig". Dét vil du næppe fortryde.  

Og med forlov, lad os lige blive enige om, at udsagn som "2014 har været et dårligt hiphop-år" ingen steder hører hjemme. Det handler udelukkende om, hvor meget tid man investerer i at opstøve og fordybe sig i det gode. Hvis man ikke brugte eller havde så meget tid, så var 2014 måske et sløjt år. Men i det omvendte scenarie var der saftsusemig meget godt. ...So We Ate Them Whole har næsten alene potentialet til at gøre 2014 til et mindeværdigt år, sammen med Beleaf's Red Pills + Black Sugar, L'Orange's The Orchid Days, Intuition & Equalibrum's selvbetitlede album og, I ved, alle de andre formidable udgivelser, der er blevet totalt ekskluderet fra alle de fissefornemme års-lister, der ikke tjener mange andre formål end at afsløre de naive fjolser, der står bag. Ophavsmænd til tilsvarende ytringer bør fra nu af som straf skulle løbe ti runder rundt om rådhuspladsen i sit Adam og Eva kostume, til lyden af "Not One Of Us" fra Løvernes Konge 2.

5/6 

...So We Ate Them Whole kan købes på både CD og vinyl via High Focus Records her

Kalle approves!

- Jeppe Barslund

Året der gik: 2014

"Being with you and not being with you is the only way I have to measure time"

- Jorge Luis Borges

Tid er en mærkelig størrelse. Nogen gange snegler den sig afsted, andre gange flyver den fra én, og så findes der perioder, hvor der ganske simpelt ikke er nok af den. Mit 2014 har været præget af sidstnævnte. Travlhed og omvæltende livsbegivenheder på privatfronten - der har gjort 2014 til det bedste år i mit liv - har givet usalig genklang her på bloggen, der har gennemlevet sin største tørkeperiode hidtil.

     Tilbage i september tog jeg konsekvensen af denne tørkeperiode og spurgte jer, højtelskede læsere til råds om, hvad der kunne gøres. Det blev "vedtaget", at det mest optimale løsningsforslag var at integrere et kuld gæsteskribenter, der tilsammen kunne holde bloggen i live. Dette har endnu ikke båret frugt, sikkert grundet travlhed i de respektive volontørers hverdag (det er ikke nemt at finde tid til ulønnet goodwill arbejde!), men jeg håber på, at de, der kontaktede mig i sin tid, stadig kunne være interesserede i at bidrage fra tid til anden. Som det ser ud nu, vil bloggen nemlig ikke blive befriet fra tørkeperioden, hvis jeg egenhændigt skal opretholde den. Desværre.

     Årsagen hertil skal ikke være en hemmelighed. Jeg blev far d. 1. november til en lille lækkerbisken af en dreng. Ugen efter, ment i bogstaveligste forstand, flyttede vi. En omfattende flytning, efter en endnu mere omfattende istandsættelse af den nye lejlighed. Alt imens dette stod på; fødsel, flytning og istandsættelse, var jeg i praktik, som nu er afsluttet og skal rundes af med en bachelor-opgave, som jeg knokler med i skrivende stund.

     Jeg håber på baggrund heraf, at I har forståelse for tørkeperioden og kan se igennem fingre med det lidt endnu. Og så håber jeg ikke, at denne "midlertidige" adskillelse forpurrer det vi har opbygget. "Time doesn't take away from friendship, nor does seperation" sagde Tennessee Williams, og lad os holde fast ved det!

Trods mangel på indlæg og anmeldelser her på bloggen, har jeg fået hørt rigeligt i løbet af året til at kunne koge en velsagtens obligatorisk års-liste sammen. Det er vel også det I har klikket jer herind for.

Top 10: udenlandske udgivelser

01. Red Pills + Black Sugar, Beleaf (læs anmeldelse)
02. The Orchid Days, L'Orange (læs anmeldelse)
- 03. ...So We Ate Them Whole, Jam Baxter (læs anmeldelse)
04. s.t., Intuition & Equalibrum (læs anmeldelse)
05. The Art of Joy, Jackie Hill Perry
06. RTJ2, Run the Jewels
07. Respect the Architect, Blueprint (læs anmeldelse)
08. E&J, Dag Savage (læs anmeldelse)
09. Barrell Brothers, Skyzoo & Torae
10. Strange Journey Vol. Three, CunninLynguists (læs anmeldelse)
10. s.t., Your Old Droog

Også nævneværdige: If There's A Hell Below (Black Milk), Dark Comedy (læs anmeldelse) (Open Mike Eagle), Piñata (Freddie Gibbs & Madlib), Floating While Dreaming (Pell), PTSD (Pharoahe Monch), Hallways (Homeboy Sandman), Hella Frreal (Mike Mictlan), ... And Then You Shoot Your Cousin (The Roots), Cilvia Demo (Isaiah Rashad), Equations verbales (Micronologie)

Årets skuffelse: Nobody's Smiling (Common)

- min godeste gode ven Common begik sin (efter min mening) første bummert med Nobody's Smiling, der godt nok høstede en del ros rundt omkring, men som i min optik er mere eller mindre uinteressant hele vejen igennem. Min store helt var alligevel ikke ufejlbarlig.

Top 5: danske udgivelser

01. s.t., Dødssejleren (læs anmeldelse)
02. s.t., Marwan (læs anmeldelse)
03. Vi hjerte Alberte, Pede B (læs anmeldelse)
04. Frit Fald, Mund De Carlo (læs anmeldelse)
05. Stratosfære, Aesthetic (læs anmeldelse)

Også nævneværdige: DNA (læs anmeldelse) (Per Vers), Hiphop (læs anmeldelse) (Benal), (h)udkrængninger (Esben og politika projektet)

Årets skuffelse: V (Suspekt)

Suspekts femte plade er ikke decideret dårlig, men med alt for magelige produktioner, ofte forudsigelig lyrik, lidt for meget hvilen på laurbærene, en næsten mixtape-agtig struktur og manglende ambitioner om at gøre det, Suspekt altid har gjort; tage musikken nye steder hen, var det for mit vedkommende en rimelig pauver affære.

Top 10: danske hiphop-tracks

01. "Op" (Aesthetic feat. Bejamin)

02. "Abstinenser" (Sigma feat. Loke Deph)

03. "Vi vågner når vi dør" (Marwan feat. Jooks)
04. "Det var midt i julenat" (Per Vers)
05. "87'er" (Mund De Carlo)
06. "Hvordan" (Pede B feat. Nixen & Alberte)
07. "Fri" (Nota Bene)
08. "Reality" (Kaput)
09. "Fransk" (Suspekt)
10. "Bootycall" (Benal)

Også nævneværdige: "Hov" (Marwan), "65 bars sandhed" (Censur), "Elvis smil" (Pede Gøbb), "Den anden vej" (Manus Nigra feat. Marki Snøre), "I kamp" (Z-E-B-), "Funken er tilbage" (NATKAT)

Årets danske hiphop-kunstner: Først udgav han et solidt soloalbum, om hvilket jeg bl.a. skrev: "Han kaster rundhåndet omkring sig med lyriske- og raptekniske kraftpræstationer, der sikrer ham en plads på top 5 over landets pt dygtigste rimsmede". Dernæst hoppede han ombord på Dødssejleren og bidrog med to fabelagtige vers til deres plade. Og i november leverede han en så sindsoprivende og ærefrygtindgydende flot præstation imod Jøden til Rap Slam Battles #14, at der blev målt enorme udslag på Richterskalaen omkring Den Grå Hal på Christiania. Sideløbende har han endda haft tid til at arbejde på EP'en Ordene først, der udkommer til marts. Årets danske kunstner er Mund De Carlo.

2014 var også årets hvor...

... Leftovers2013 udkom. Et album (kompilation) som jeg simpelthen synes blev sindsygt godt. Alt faldt i hak: fra en sublim trackliste til jeres generøse bidrag på Booomerang og til Dorte Karrebæks illustrationer. Leftovers2013 er min personlige favorit, og hvis ikke man har fået tjekket det, synes jeg man skal gøre det HER. Hvis man har tjekket og hørt det, synes jeg man skal give en lille kommentar med på vejen. Der har ikke været så mange inde og give deres mening til kende omkring Leftovers2013, så det synes jeg at du skulle gøre, lige nu, lige HER.  

Hvad venter os i 2015?

2015 har potentialet til at blive et suverænt hiphop-år. Der er ingen tvivl om, at det jeg glæder mig mest til er Nota Bene og Daveys fælles projekt, som efterhånden har været undervejs længe. Et projekt, der har potentialet til at blive noget af det bedste danske hiphop nogensinde udgivet. 

     Også Trepac og Boones projekt burde blive spændende. Boone er producer i Kaput, der har fået hiphop-hoveder i hele landet til at spærre øjne og ører op i løbet af de sidste par år, og Trepac kender vi som en af landets dygtigste rappere, så også der er der rig mulighed for noget seriøst godt. Og Trepac har haft travlt. Jeg satser en 10'er på, at han og Melancolia udgiver deres Torden og Lynild plade i 2015 også. En plade, hvis niveau næsten er givet på forhånd. 

     Om Sigma har noget på vej ved jeg ikke, men med nummeret "Abstinenser" fra i år, som jeg havde som #2 på listen ovenfor, kan man kun håbe. Deres Frisk Valuta var fantastisk, og noget siger mig, at de kun er blevet bedre siden da. 

     Kigger vi på det store udland, glæder jeg mig som et lille barn til at høre GemStones' debutalbum Blind Elephant. Indtil de to endte i en fejde, var GemStones og Lupe Fiasco bedste rap-venner, og hver gang Lupe har haft GemStones med på et nummer, enten som rapper eller sanger - han mestrer begge til perfektion, har resultatet været mesterligt. "He Say She Say", "Free Chilly", "Dumb It Down" og "We On", for at nævne et par stykker. Solo-tracks som "Fire In My Heart" og "Skeletons" understreger yderligere hans overlegne stadie, og jeg regner med noget skelsættende fra GemStones, intet mindre. 

     Fashawn's The Ecology er lige om hjørnet, og selvom første-singlen "Golden State of Mind" er jævnt kedelig nægter jeg at tro, at Fashawn har tænkt sig at skuffe. Exile har det store forkromede overblik over lydsiden, så det må næsten blive godt. 

     Jeg satser en 10'er mere på, at Kanye West udgiver "noget" i 2015, og selvom mange synes han har været en klovn af flere omgange i år, er jeg fortsat lige begejstret for ham, og jeg vil altid glæde mig til projekter fra hans hånd.

Det var mit år 2014

- Hvordan så jeres ud? Hvad er jeres top 5 eller 10? Og hvad glæder I jer til i det kommende år?

God bag-jul og godt nytår til jer alle

- Jeppe Barslund

Beleaf - Red Pills + Black Sugar

Bloggens hjerte banker for undergrundens lyssky skikkelser, og sådan en håber jeg på at kunne hive frem i lyset til jer her. Nogen af jer har måske stiftet bekendtskab med Beleaf, da han ikke just har gået stille med dørene de sidste års tid. Han har udgivet yderst anbefalelsesværdige projekter, både som en del af The Breax (tjek Never Arrive med bl.a. Shad, Blame One og Exile på gæstelisten) og Dream Junkies (der udgav gratis-mixtapet NREM Edition tidligere i år), foruden at have udgivet nogle spændende side-projekter på egen hånd, fx mixtapet Theo's Gift. Det er dog Beleaf's første solo-udspil Red Pills + Black Sugar, der har været hans absolutte center of attention, og dét kan høres, for det er lidt af en spektakulær debut vi er ude i her. Beleaf har på alle måder haft i sinde at slå fast, at han er mere end kapabel på egen hånd, og jeg er overbevist.

Red Pills + Black Sugar er et auto-biografisk konceptalbum, hvor Beleaf bliver skræmmende selvransagende i sine beretninger om vold i barndomshjemmet, afhængighed, dyb depression og selvmordstanker, og samtidig viser ekstrem viljestyrke og livsmod i sin kamp imod det hele. Red Pills + Black Sugar handler nemlig om at finde livsgnisten i en verden, der ofte synes at gøre en stor sag ud af at kvæle netop denne.

Denne færd fra håbløshed og mismod til succes og sejr, er yderst velfortalt og ganske suverænt flettet sammen. Den røde tråd kunne svært være tydeligere, og sammen med sine producere skaber Beleaf nogle musikalsk interessante og balstyriske spændingsfelter.
     Det hele starter på "Red Pills", hvor Beleaf modtager dårlige nyheder fra sin læge. Han får ret beset at vide, at han (af uspecificerede årsager) er døende og må ty til medikamenter som sidste udvej. Han har ikke den store tiltro til de røde piller han får udleveret, og søger tilflugt i en kirke for at overveje, om han skal spørge Gud om hjælp. Da han sidder i kirken og funderer over sin situation, tager han en tur ned af memory lane og ser tilbage på sit liv. Dette illustreres perfekt i produktionen, hvor et af de bærende elementer er et dj-cut, der spilles bagfra; simpelthen lyden af tilbageskuelse."Red Pills" ligger samtidig op til, at der i løbet af albummet kan fortolkes i forskellige retninger. "I'm better off putting this pill in the dirt to see if it grows like a tree does" rapper han, og temaet om at så noget; et håb, et formål eller en begyndende tro, er gennemgående for RP+BS.

Beleaf's memory lane er ikke præget af særlig mange glædelige minder. På "Black Sugar" beretter han om, hvordan han som barn konstant fik fortalt, at han var talentløs, til besvær og ikke skulle gøre sig forhåbninger om nogensinde at blive til noget. Livets springbræt, barndomshjemmet, var altså et skrøbeligt fundament, hvor Beleaf's eneste tilflugtssted var foran spejlet på sit værelse, hvor han med kasketten på skrå og en kam i hånden reciterede Busta Rhymes linjer. Hiphoppen var altså det lille lys i en ellers kulsort opvækst, og et frø var sået.
     På "Parellel", der er bygget på et af årets stærkeste tromme-produktioner, knuses hans drøm om at skulle være politibetjent. "When I was young I used to wave and smile at the police" lyder det først, men da hans fætter bliver skudt ned og gerningsmanden slipper afsted med det, føler Beleaf at hans helte, ordensmagten, svigter. Svigt fører senere til grundlæggende mistro og afsky, da han som lidt ældre oplever race-diskrimination og erfarer hvordan politiet systematisk profilerer unge sorte som ham. Han rapper:

"Okay, this news is itching /
I'm not a suspect, I'm more of a victim of the judicial system /
These cops is trippin' /
And I'm sittin' up here, sittin' in fear /
Because I know my pigment is too dark to be innocent /
I'm being sincere"

På "YouTopia" vokser mistro og afsky da det går op for Beleaf, at det ikke bare er politiet den er gal med, men stort set hele USA's infrastruktur. "Ain't it great - that we're living in the USA!" rapper Beleaf muntert over et komplet karikeret klaverspil. Ironien kunne umuligt være tykkere. Der er intet "great" over at bo i USA, og Beleaf udstiller den fallerede nation i et sandt anti-national-anthem.

Den melankolske men ganske nydeligt producerede "Wings", bringer Beleaf tilbage i barndomshjemmet, hvor hustruvold var et fast indslag på dagsordenen. Han fortæller godt nok historien, som er han en bekendt til et offer for hustruvold, men der er så meget detalje og indsigt i hans behandling af temaet, at det umuligt kan være fremmet for ham. Ganske passende får han besøg af den kvindelige rapper Torch og sangerinder Kyra De'nae, der bidrager med ofrets perspektiv, hvilket gør "Wings" til en tung og sart, men også ganske smuk sag.

På "InJoy" rapper Beleaf, John Givez og Ruslan om at skulle være glad, selvom man slet ikke er det. Et interessant emne. De fleste har sikkert hørt nogen sige, at man ikke kan tillade sig at være skidt til mode eller i dårligt humør, når man nu "har det så godt, og der jo er mennesker i verden der har det langt værre". En helt sindsyg logik. Skal man følge den logik til dørs, må man vel heller ikke grine og have det sjovt, da der med garanti er nogen et-eller-andet sted i verden, der har det sjovere. "I just wanna be - happy-happy joy-joy" rapper de mekanisk. Desværre er mørke tanker, angst og depression ikke noget man kan ignorere på kommando, og den komplet skæve saxofon, der pryder beatet, illustrere på fornem vis følelsen af at gøre alt hvad man kan for at fremstå glad og tilfreds udadtil, men inderst inde have det forfærdeligt.

Depressionen kulminerer på årets - ja måske de seneste års mest fantastiske posse-cut, med den meget sigende titel "Depressed". Over et mageløst og konstant foranderligt produceret beat fra Wontel, der svinger fra det absolut minimale til det stort anlagte, rappes der om forskellige former for afhængighed, der for den respektive rapper har resulteret i depression. Mr. J Medeiros rapper om jalouxi, Jackie Hill om opmærksomhed, J Givens om coke, Marty om løgne og Beleaf, der både starter og slutter, om hash og porno på nettet. Sidstnævnte lyder måske spøjs, men Beleaf rammer virkelig sømmet på hovedet:

"Them internet-girls had me in a net /
The wide world is a web /
Spun to capture us insects/in sex /
I know I'm buggin' out with the intellect /
But my mind was infected with images I have invested /
And became to diminish it /
I tried to terminate the termites /
Until the tug of war turned my thoughts into a terabyte" 

Alle italesætter de den onde cirkel under aforismen: "I do it 'cause I'm depressed, I'm depressed 'cause I do it", og alle kigger de op ad efter hjælp: "My God'll help me get through it". Afslutningsvist lyder det samstemmigt: "I ain't depressed no mo', done with the stress for sho'", og noget kunne tyde på, at de føler, at deres bøn om hjælp er blevet hørt.

På den efterfølgende "Suicide Roll" når dårligdommen sit klimaks. En slæbende gulvbas og en tungsindig trompet danner rammen for oplæsning af et færdigskrevet selvmordsbrev, der indledes med ordene: "Them tears don't belong to you / You had a chance to make a difference, but what did you do? / Forgot me, like everybody else / Now you're reading this, feeling sorry for yourself / It's too late to care". Sporadiske tanker om livet og døden, og indsigten om, at bælteremmen nok har været for billig til at kunne bære hans vægt som løkke om halsen, får vores hovedperson til at ombestemme sig i sidste øjeblik. "I been thinkin' 'bout killing myself, but I'm entertainet by how bad my life is" siger han til sig selv med et betændt strejf af humor. Slutteligt fornemmer man dog håbet: "give tomorrow a chance" lyder det, imens det ensomme instrument-par fader ud.  

På den efterfølgende "Made For This" er det tydeligt, at lyset for enden af tunnelen ikke længere er et tog, men et håb om bedre tider. Der er en betryggende lune over den akustiske guitar og utvetydig optimisme i både fuglekvidderen og gæstesanger Abiv's opmuntrende strofer. Efter små to minutter falder et tæt drum-break ind, ledsaget af lyst klaverspil og melodiske keys i omkvædet. Det her er simpelthen lyden af en mand, der er kravlet op af et dybt, sort hul og nu står med solen i fjæset og råber "kom án!":  

"Last night I almost took my life, I know that's weird /
That fact that you are listening lets me know somebody cares /
I'm in somebody's ears, somebody hears my prayers /
That makes me want to throw the middle finger to my fears /
That makes me want to be myself and no longer to hide /
That makes me want to scream 'Thank God I'm Alive!'"

Beleaf har fået en chance til, og han bruger al sin generobrede energi til at udnytte dette fuldt ud. - "Now I just need to get my freakin' life together" siger han, inden nummeret rinder ud.

Og at få hans freakin' life together er præcis hvad han gør på "Bigger Stronger", der på musikalsk vis illustrerer den "metamorphose" han undergår. DJ REK's produktion starter som et lidt dovent og ladt reggae-track, men kort efter 2-minutters-mærket folder nummeret sig ud som en ekstremt potent banger, hvor Beleaf for alvor tager bladet fra munden. Han rapper og flower på et svimlende højt plan, og aggressiviteten kommer til udtryk i hvert eneste ord han slynger ud over sine læber. Det er simpelthen et stående bifald værd. Man kan nok ikke komme udenom, at levering, teknik og intonation læner sig op ad Kendrick Lamar, men det er vel ikke den værste sammenligning?

Yderligere Kendrick Lamar'sk bliver det endda på "Take No Day Off", hvor beatet tilmed lyder som "Backseat Freestyle" på anabolske steroider. Ikke mindst i tredje vers, hvor højdramatiske strygere, snerpende synth og bragende trommer er lige ved at få lydbilledet til at kamme over. Og Beleaf følger trop med linjer, der sitrer af intensitet og sult. Han var deprimeret og havde selvmordstanker, men han overvandt det hele, og på "Take No Day Off" viser han, at han i sandhed er større og stærkere end nogensinde før.

Det bliver ikke mere heftigt og fandenivoldsk end "Take No Day Off", og album-lukkeren "W.O.W.", der står for Walking On Water, er en melodisk perle, der på fineste vis får bundet en knude på historien og albummet. Havde det ikke været for den fabelagtige produktion og de to rapperes dygtighed (John Givez gæster), havde nummeret lydt farligt meget som en kliché. Beleaf siger ret beset noget i retningen af, at hvis du kan overvinde livets nedture og overkomme turbulente tider, kan du gå på vandet. Det fungerer dog meget godt som punktum for denne fortælling, og set i sin helhed er det faktisk en udmærket lyrisk epilog.

Red Pills + Black Sugar er for mig, i skrivende stund, uden sidestykke årets mest helstøbte værk. Beleaf er en bjergtagende historiefortæller med detaljeret indsigt i de problemer, der luftes undervejs. Dertil er lyrikken i top, og rent teknisk set kan han rent faktisk på vandet. At han tilmed får spundet en fortælling, der tillader tolkning i flere lag, må anses for virkelig imponerende.
     Hvis man skal sige noget negativt om pladen, kunne det være, at beatet til "YouTopia", i hvert fald omkvæds-delen, nærmer sig det irreterende. Og så siger "Red Pills" og "Black Sugar" mig heller ikke helt så meget rent musikalsk som pladens øvrige produktioner. Alt i alt kan Red Pills + Black Sugar dog ikke anbefales nok. Det er en virkelig berigende plade, som alle bør opleve.

5/6

- Jeppe Barslund

Update: bloggens fremtid...

Hej kære venner

Det er tid til en lille opdatering omkring bloggens fremtid.
Det er flere gange sket, at der har været stilstand på bloggen i længere tid grundet ekstra travle perioder i mit hverdagsliv, som ikke har efterladt meget tid til at gå i dybden med hiphoppen. Nu ser det sådan ud, at jeg det næste lange stykke tid kommer til at have så meget at se til på den personlige front, at jeg vil have absolut minimal tid til bloggen. Der er altså nødt til at ske noget. I dette henseende er der flere forskellige muligheder.

A - Der er selvfølgelig den lette og oplagte mulighed, at jeg/vi trækker stikket og siger tak for denne gang. En løsning jeg helst er foruden.

B - Der er også en løsning, hvor bloggen ændrer "format". At skrive en grundig anmeldelse tager lang tid. Udgivelsen skal gennemlyttes, lyrikken nærstuderes og meninger og pointer formuleres. Hvis opdateringerne var af mere nyheds-venlig karakter, kunne jeg slippe for at skulle afsætte timer og dage på skriverierne. Blog-indlæggene ville nødvendig blive en kende mere overfladiske, men I ville stadig kunne få heads-up om projekter, plader og numre i en (forhåbentlig) fornuftig strøm.

C - Den tredje mulighed inkluderer "jer"! Bloggen har før nydt godt af gæsteskribenters bidrag, og jeg er absolut ikke bleg for at forene et hold anmeldere/skribenter, der tilsammen ville kunne afværge bloggens død (jeg overdramatiserer lidt!). Så hvis du har lyst til at hoppe ud som anmelder/skribent og skrive for HipHopAnmeldelser, eller hvis du kender nogen, der kunne være interesserede, så skriv til mig så vi kan finde ud af noget.

Jeg vil selvfølgelig også gerne høre hvad I synes om det hele og høre om I har nogle forslag til alternative løsningsmuligheder. Så giv din mening til kende så vi kan bygge videre på "HipHopAnmeldelser 2.0".

/Jeppe Barslund

Innate & EP - Such As I

Ingen ved hvem Innate & EP er. Internettet fortæller, at de er 2/3 af Cali-gruppen Rock Bottom, men dem er der heller ingen der kender. Deres debut, Such As I, som der ikke er nogen der ved eksisterer, er produceret af Nate Wolvin, som ingen har hørt om før. Det er altså et relativt ukendt projekt vi stifter bekendtskab med her. Men det gør ikke noget. Der er som sådan kun én ting, der er nødvendigt at vide: at det er en grum og grufuld fejl, ikke kender Innate & EP, Nate Wolvin og Suck As I.
     Nu har jeg sikkert jeres nysgerrighed. Tryk play på videoen nedenfor og lyt til "The Grind", og jeg burde have jeres opmærksomhed.

"Refuse to fuss over fame, I'm still paying with a buck a some change / I don't need to walk a road where everyone knows my name" rapper Innate på "One Way Train", og det er lidt af en bedrift, så langt fra denne "road" han har formået at holde sig. Samtidig er han og EP med til at bekræfte noget, jeg altid har "frygtet". - I forhold til, at meget af det bedste indie-/underground hiphop kan være virkelig svær at finde; jo sværere des bedre synes ofte at være tilfældet, er der en reel chance for, at der findes hiphop "derude", der er så godt, at vi måske aldrig opdager det. Den teori var Innate & EP lige ved at realisere med Such As I, som det vist er sikkert at sige, er gået de flestes hoved forbi. Hvilken forfærdelig tanke.

Men hvad er Innate & EP så for en størrelse - hvad kan de? Prøv at forestil dig, at The Remnant og Intuition & Equalibrum fandt et fælles hiphop-ståsted og derefter allierede sig med folk-duoen Kings of Convenience. Det er intelligent fortalt, kløgtigt udtænkt og uhyrlig præcist leveret rap over sjælfulde, lune og støvede beats, der ikke undskylder for at være dybt afhængighedsskabende i sine melodier. Tag fx det fænomenale piano-loop på "Around You" eller den udsøgte blues-guitar på "Come Again"; begge melodier, der ikke sådan lige forsvinder fra nethinden. Eller den helt latterligt fængende "Sunday", der inkorporerer et super-kitchet men seriøst fedt omkvæd i bedste The Beach Boys stil.
     Når produktionerne ikke er decideret fængende er de "bare" solide i al almindelighed. "We Rock" med sine støvede jazz-blæsere, "Frame of Mind" med panfløjter og "Ghetto Slidin'", der dufter af G-Funk. Herpå rapper Innate og EP om at kæmpe med nervøsitet når det kommer til at tage kontakt til piger: "I run the scenarios down in my head / 'Till I'm back to square one, not a word being said". Innate og EP kommer umådelig langt med ærlighed, charme og humor. Humoren springer især ud i fuld flor på "Stella". Her anvender de umiddelbart en af hiphoppens mest slidte skabeloner, hvor "she" er synonym med hiphop. EP rapper:

"She's too wise and mature to sweat the small stuff /
And she don't wonder what's wrong when I don't talk much /
Nothing to say when I can look in her face /
And see she understands exactly where I'm coming from, the hunt and the chase /
Domesticated on reality, I thank her /
For pulling me to earth and try to bring me back to nature"

og Innate tager over:

"The only girl that never broke my heart, loves me for who I am /
Never snuck around, she never needed another man /
Keep her in the plans when I'm strategising for the future /
If and whenever I move, you bet she gon' cruise too /
Sweet as sugar, but I know she got it in her to snap /
Whether I'm right or wrong, baby's got my back"

Der er imidlertid intet i sangen, der skal forstås i overført betydning eller som metafor for noget andet. "She" er ikke hiphop, men ganske simpelt deres hund Stella! Kløgtigt skrevet. Den tilhørende musikvideo bevarer ikke "hemmeligheden" i særlig lang tid, hvilket måske er lidt en skam. Til gengæld kompenserer den med rigelige doser fjollethed:

Such As I er bestemt en helstøbt plade og en fornøjelse fra start til slut, men man skal gide at lægge øre til en del opløftende og glad hiphop med mange sangbaserede omkvæd. Jeg kunne forestille mig, at denne insisteren på godt humør kunne blive for meget for nogen. Pladen åbner med "Everything", der er både mørkere og tungere end resten af pladen, og det havde givet Such As I en del mere tyngde og dynamik at have flere skæringer af denne kaliber. Men hvis man vil have et gedigent skud glad-i-låget hiphop, leveret af tre ganske begavede håndværkere, så er Such As I i allerhøjeste grad albummet du skal give en lytter.

4.5/6

- Jeppe Barslund

Open Mike Eagle - Dark Comedy

Selvom jeg har været bekendt med navnet Open Mike Eagle i længere tid, har jeg, uden helt at vide hvorfor, aldrig rigtig hørt hans musik. Dette satte jeg mig for at ændre, da jeg sidste år hørte hans gæstevers på "Decorated Silence" fra L'Orange & Stik Figa's The City Under the City. - "Favorite nightmare is ten degrees centigrade / I only know five songs and they're all Gucci's "Lemonade"!" rapper han, og "Wow!" tænkte jeg. Sindsygt skarp, kløgtig og humoristisk måde at tænke rap på! Har man hørt Gucci Mane's "Lemonade" vil man vide, at det er et seriøst mareridt, der her beskrives! Selv L'Orange udpegede linjen til at være hele pladens bedste, hvilket måske var lidt synd for Stik Figa, men ikke desto mindre helt korrekt.
     Open Mike Eagle's gæstespot på dét projekt var ikke tilfældigt, Mello Music Group havde nemlig signet ham forinden og annoncerede hans ankomst til selskabet via det velplacerede feat. Nu har OME udgivet sin Mello Music Group debut og fjerde album, Dark Comedy, og her tænkte jeg, at jeg ville gøre min entré i hans univers.

Min timing lader til at være perfekt, for der synes at være enighed blandt anmeldere og kritikere om, at Dark Comedy er OME's bedste indsats hidtil. Samtidig går det op for mig, at der er en god grund til hvorfor jeg har udskudt at stifte bekendtskab med ham. Ikke bare er Dark Comedy vanvittigt udfordrende rent sonisk, også tekstuelt bliver man sat på lidt af en prøve.

"Dark Comedy, cold as the ocean /
Ad a 'lol' 'cause nobody seems to know when I'm joking /
For those who haven't heard of me /
I'm bad at sarcasm so I work in absurdity"

Jeg kan lige så godt sige det som det er: Dark Comedy er blandt de "sværeste" plader jeg har lyttet til i virkelig lang tid. Hans tekster er kryptiske som bare fanden, ofte absurde - som han selv proklamerer, og altid vanvittigt intelligente. De er dog pakket ind i afvæbnende humor og ironi, og ikke mindst let tilgængelige sang-melodier, der gør det forholdsvist indbydende at give sig i kast med at finde mening i galskaben. Man skal dog ikke forvente at finde denne mening, for OME opererer bevidst med skrivning, der stiller høje krav til lytteren. I et interview udtaler han: "What I find to be most disappointing is when people don’t make any interpretation at all. They see something that’s a little challenging, not easily accessible, and rather than make any attempt to try to put together an understanding, they just dismiss it”. Passiv lytning er en by i Rusland; OME kræver ens fulde opmærksomhed og tvinger én til at spidse ører. Alene på pladens første nummer "Dark Comedy Morning Show" i første vers, refererer OME til filmen Weird Science, filmen Patch Adams og dennes instruktør Tom Shadyac, samt komikeren Steven Wright, og vil man have den fulde mening med, er man nødt til at vide hvad han snakker om. Der ligger altså flere timers research-arbejde i udredelsen af lyrikken. Dette vil måske holde mange fra overhovedet at give albummet en chance, men det skal siges, at dette arbejde ofte betaler sig på den top-fede måde.

Tag fx nummeret "Very Much Money (Ice King Dream)". Her havde jeg et sandt "wow!"-moment efter at have googlet en del og, bl.a. via RapGenius, læst mig frem til den egentlige betydning af nogle linjer. I andet vers rapper OME: "Lil' Wayne is an ancient African / Jay-Z's been around since the 20s though", hvilket ikke giver synderlig meget mening i sig selv. Kigger man tilbage på sangens indledende linjer rapper han: "Crown on my hip like Simon Petrikov", og det er hér svaret ligger. Simon Petrikov er en karakter i tegneserien Adventure Time. Han får fingrene i denne krone, der giver ham mægtige kræfter og gør ham udødelig når han har den på. Den fortærer ham dog gradvist over tid og ender med at gøre ham gal og udvisker hans tilregnelighed, og han bliver forvandlet til den onde Ice King. OME bruger kronen som metafor for når egoet taget over. Samtidig skal man huske på, at den der bærer kronen er udødelig, hvorfor det pludselig giver god mening, at Lil' Wayne er "ancient" og Jay-Z næsten 100 år gammel. De har båret kronen i lang tid, hvilket her betyder, at det er deres egoer der regerer. OME bærer ikke kronen på hovedet, men på hoften, hvilket Simon Petrikov ofte gør. Således lader han ikke sit ego tage over men understreger stadig, at han bærer rap-kronen og ved præcis hvordan man gør. Det blev en længere forklaring, men det illustrerer forhåbentlig, hvor meget guld der kan være at finde, i meget få linjer.

"Very Much Money (Ice King Dream)" viser samtidig, med hvilken fortørnethed OME kigger mod overklassen med - læs: han har ikke meget til overs for dem! Han rapper også: "My friends are superheroes, none of us have very much money though" og pointerer dermed, at penge ikke har nogen betydning i ligningen, overhovedet.
     OME ved dog også, at det måske ville blive en for anstrengende affære for lytteren, hvis hele albummet var proppet med lyrik, der krævede omfattende detektivarbejde. Guldet servers derfor til tider også i letfordøjelig skikkelse. Han rapper fx "There's mad shootings on the news / Unless it's in the 'Chi, 'cause blacks and mexicans can die" og langer ud efter Amerikas mediers lidt for selektive tilgang til nyhedsdækning. Også på "Thirsty Ego Raps" brillerer han: "I'm president of the rappers that don't condone date rape" lyder det, og lussingen til Rick Ross og hans entourage kunne ikke svide mere. Nummeret "Qualifiers" er en reel guldmine:

"Fuck you if you're a white man that assumes I speak for black folks /
Fuck you if you're a white man who thinks I can't speak for black folk /
Let that soak in your rap quotes /
And your head hurt and your back broke /
I'm half crack smoke and half black soap /
I admit that it's an imperfect blend /
Hold up, it's my turn again"

Lydmæssigt er Dark Comedy på niveau med lyrikken: ikke lettilgængelig. Selv beskriver OME sin stil som "art rap", hvilket rent musikalsk kan oversættes til en blanding af LA-baseret electronic, indie-rock og hiphop. 11 forskellige producer er fordelt på pladens 13 tracks, men lyden er meget ens, og man er nødt til at tage hatten af for OME's evne til at vælge beats, der passer sammen. Produktionerne er mestendels demonstrativt bygget op omkring kringlede strukturer, der både kan være komplekse og vildledende i deres rytmer. "Golden Age Raps", "Jon Lovitz (Fantasy Booking Yarn)" og "Sadface Penance Raps" er de eneste, der lyder nogenlunde traditionelle. "Dark Comedy Morning Show" og bygget op omkring et stilfærdigt guitar-riff og et passende vokalsample, der tilsammen lyder fortrinligt. Men så har producer Toy Light smidt en masse skramlende effekter oven i, der udelukkende lader til at have det formål, at holde musikken fra at være for pæn. "Idaho" er næsten frustrerende rolig, og OME's monotone og apatiske vokal giver næsten én lyst til at skrige. Hen imod slutninger spæder producer Kenny Segal op med forvrænget og distortet synth, og roligheden flås i tusinde stykker. Også "A History of Modern Dance" er en besynderlig sag. Drum-breaket og basgangen svinger godt sammen, men beatsmed Jeremiah Jae har tilføjet en øreskærende synth-stikken i baggrunden, der nærmest gør det svært at høre nummeret til ende.

For mig bliver "art rap" -delen i produktionerne til tider for meget. Lyrikken er knivskarp og leveringen er altid spot on, om end til tider, bevidst, en smule provokerende i sin monotone og næsten disharmoniske udformning. Men jeg må nok erkende, at der er beats på Dark Comedy som jeg aldrig bliver venner med. I sine bedste øjeblikke er Dark Comedy dog, nærmest uden tvivl, blandt det mest originale, spændende og bjergtagende jeg har hørt i 2014, og på trods af - og dette kan jeg næsten ikke understrege nok - at pladen er ganske svær at komme ind i, vil jeg i allerhøjeste grad opfordre til, at man giver det et forsøg.

4/6

- Jeppe Barslund

Benal - Hiphop

Benal har leveret musik til begejstring for hiphop-hovederne i en lille håndfuld år efterhånden, og alligevel er det først med deres nyligt udgivne EP Hiphop, at jeg er hoppet med på vognen. Da de udgav nummeret "Tung Mand Ting" fik de i allerhøjeste grad mine interesseantenner til at vibrere. Lyden var rå og frisk, og Benjamin havde noget unikt over sin vokal og sin fremtoning. Men så stillede han op til Rap Slam Battles i en tag-team battle med Humme imod RimLigheden, og dette skulle vise sig at have kreperlige konsekvenser for mit forhold til Benal efterfølgende. Den nerve og autenticitet, der strålede ud af Benjamin på deres tracks var komplet borte. Der var simpelthen, i min optik, et for stort skel mellem den Benjamin, der overlegent rappede "Det ikk' bøf, det' 50 grams fadkotelet" på "Tung Mand Ting", til den Benjamin, der kontinuerligt nærmest måtte undskylde for sine diss-linjer. - "Ej ej, go' karma" blev han ved med at sige, og pludselig fremstod han konfliktsky og useriøs i sin rolle som rapper. Troværdigheds-kontoen gik i minus og Baby EP'en blev mere eller mindre bevidst forbigået på den bekostning - på trods af, at pålidelige bekendte roste den til skyerne.

Troværdighed hos en kunstner er af enorm betydning, men det er evnen til at viske tavlen ren også, så da de udgav deres nyeste, anden EP Hiphop, besluttede jeg at give den gode karma en chance. En EP med dén titel skal da heller ikke tro, at den kan slippe uset forbi undertegnedes kikkert. EP'en blev hørt, karmaen er god og Benjamins konto er så rigeligt i plus igen!

Hiphop indledes med årets måske mest flabede åbningsnummer. Man havde måske forventet at blive slappet i fjæset med et klassisk straight-up hiphop track, når nu EP'en bærer den titel som den gør. I stedet bliver man budt velkommen af en stilfærdig og stemningsmættet produktion med blidt piano i E-mol, der er langt mere down-tempo elektronisk end den er boom-bap, med et knugende vokal-sample, der er mere Nik & Jay end gusten undergrund (det er i øvrigt et stort kompliment! - Kom ikke her og sig, at vokalsamplet på "Novembervej" ikke sidder fucking lige i skabet). Og det fungerer fantastisk, for det lyder så godt, at man forholdsvist hurtigt bliver ligeglad med at holde stilen og lyden op imod ens forventninger. Det går da også hurtigt op for en, som man bevæger sig ind på den syv riller dybe EP, at titlen ikke refererer til genren i klassisk forstand, som nummeret "Arrested Development" ellers kunne give anledning til at tro, men til Benals helt egen tilgang til hiphop, der kompromisløst bryder med gængse forventninger til, hvordan "hip hop" skal lyde. Dette gør ved nærmere eftertanke titlen til "Arrested Development" endnu mere passende.

Benals "helt egen" tilgang til hiphop bunder først og fremmest i produktioner, der mestendels er bygget op af elementer, der slet ikke eksisterer i en klassiske hiphop-forståelse. Trommerne er skabt digitalt, og lyden af egentlige slagtøjer er aldeles fraværende. Tilhængere af den gamle skole kunne godt gå hen og rynke på næsen over det. Dertil begår gruppens producer Albert sig i sparsomt sammensatte elektroniske lydlandskaber. Der sker ikke voldsomt meget i musikken, men på numre som "Arrested Development", "Bananbåden", "Hip Hop" og "Bootycall" får Albert alligevel skabt bundmelodiske og virkelig spændende beats ud af få virkemidler. På "Hip Hop" genskaber de Den Gale Poses ikoniske omkvæd fra "Spændt Op Til Lir" i robot-crooner version, og videreførelsen fra "det gamle" til "det nye" kunne svært stå klarere.

Benjamin er en lidt "irreterende" rapper på Hiphop - på en god måde faktisk, mærkeligt nok. Han er nemlig dygtig, men han "gider ikke rigtig" vise det her. Han holder virkelig sig selv tilbage, og det pirrer sgu én lidt. Lyrikken fremstår som et sporadisk sammensurium af umiddelbare inventioner, hverdags-revseri og flyvsk fortørnethed. Der er ikke synderlig mange quotables, der får ens øjne til at lyse op, og kun hen imod EP'ens ende er der force og intensitet i leveringen. Og det er måske dét, der er lidt "irreterende": at han bevidst holder igen, når man nu ved han kan. Måske ikke så imponerende som interessevækkende, men Benjamin viser, at man godt kan sætte lighedstegn mellem interessevækkende og god.  

Hiphop er ikke en EP helt uden kvaler. "Tæt" bliver en kende enerverende med sit lidt for dominerende kapløb mellem skramlende elektronisk perkussion og stikkende synth-lyde. Værre bliver det på "Trance", der lyder som et letkøbt, syntetisk club-track. "Benalgorytmen" læner sig op ad det for minimale, og selvom produktionen holder de første par minutter, kan den ikke klare den forholdsvist lange levetid på 4½ minut. Også den ellers forrygende producerede "Bananbåden" kunne med fordel have været en 2-minutters penge kortere. Benal skulle i min optik have genbrugt skabelonen fra Baby EP'en med fire skæringer. Det er bare mere overbevisende at imponere med fire numre og efterlade lytteren hungrende efter mere, fremfor at blive overfodret og faktisk ærgre sig over, at man blev så proppet. Benal er dog stadig et yderst spændende bekendtskab, der er virkelig gode når de rammer plet, og som gør tanken om den omtalte nye tilgang til hip hop ganske tålelig.

4/6

- Jeppe Barslund