Marvelous Mosell

"Every child is an artist. The problem is 

how to remain an artist once he grows up"

- Pablo Picasso

Små børn har en unik tegnestil, som hverken kan læres eller tilegnes. I deres bedste momenter kan børn skabe de mest fantastiske motiver ved hjælp af tegne-strejf, farve-kombinationer og kompositions-valg som man slet ikke kan sætte sig ind i når man bliver ældre. Børn tænker ikke "kunstnerisk", - de får dét ned på papir, som de umiddelbart har i hovedet. Genuint og rendyrket kunst ville nogen kalde det.
Mange professionelle malere har adapteret barnets umiddelbare streg og gjort det til deres kunstneriske stil, - det, der kaldes naivisme, eller naïve art. Mange fantastiske kunstværker er kommet ud af denne stilretning, men ens for mange af dem er, at man ikke er i tvivl om, at det er en "kunstner" der står bag. En trænet kunstner, der er bevidst omkring hans håndværk og som ganske simpelt bare ikke er "barn nok" til at mestre stilen.

80'er/start 90'er hiphop blev lavet af artister, der levede og udfoldede sig kunstnerisk i dén tid. Mange har forsøgt - og forsøger til stadighed - at tage elementerne fra datiden og lave hiphop "præcis som det lød dengang", men man er aldrig i tvivl om, at det ikke er fra dengang.
De fleste udøvende hiphop-kunstnere idag, som er fra den gamle skole og som forsøger at holde dennes ånd i live, begår den "fejl", at de bruger det meste af deres energi på at skælde den nye generation ud og fortælle dem om, hvor fed hiphoppen var engang. I stedet for at fokusere på de elementer, der udgjorde den tidsånd de savner, som fx storytelling, originalitet og kreativitet, spilder de tiden med at rase over auto-tune, syntetiske beats, mangelfuld teknik og kommercielle agendaer. Og det er for sin vis også okay - nogen skal jo skole den forvildede ungdom. - Det gør bare, at indholdet i deres musik kommer til at tilhøre vores årtusinde-tidsånd, hvilken distancerer den så meget fra den æra der forsøges ramt, at deres mission om at genoplive "den go'e gamle hip hop" fejler komplet.
Skal man genskabe hiphop som den lød i 80/start 90'erne kræver det mere eller mindre, at man hverken er bevidst om- eller bekendt med hiphop, der er produceret og udgivet siden. Man skal med andre ord sidde så godt fast i en tidslomme, at man ikke er præget- eller malet af noget andet hiphop overhovedet. Et stort set urealistisk kriterium. Enkelte kunstnere har været lige-ved-og-tæt-på at ramme rigtigt, som fx Scribes med Sleepwalk pladen eller Celph Titled med Nineteen Ninety Now, men selv de bar et vis præg af 00'er- og 10'erne. Jeg havde lidt mistet troen på, at det nogensinde ville lykkes nogen, men ind i billedet kommer Marvelous Mosell.

Marvelous Mosell holder fast i 80'er/start 90'er tidsånden i en sådan grad, at man skulle tro, at han aldrig har hørt hiphop udgivet efter '93. Arkæologer vil om mange hundrede år grave Marvelous Mosell plader op og datere dem til '88. Al hans energi er investeret i utroligt kreative (set ud fra dagens standart), dybt originale og helt og aldeles far out ideer og koncepter, der gør det meget svært ikke at være knusende begejstret for ham. Hans fantasi, opfindsomhed og tilgang til historier er intet mindre end unik.
Marvelous Mosell er således den voksne maler, der kan tegne præcist ligeså fantastisk og uforfalsket som et barn. 80'er-barnet, der kan lave hiphop præcis som det lød i 80'erne.

"There are painters who transform the sun to a yellow spot, but there are other who, with the help of their art and their intelligence, transform a yellow spot into the sun"

- Pablo Picasso

Marvelous Mosell har så sandelig evnerne, fantasien og viddet til at forvandle en gul plet til en stor, majestætisk, bagende sol. Han efterlader ingen tvivl om, at det bl.a. er et ikon som Slick Rick, der er hans inspiration. Mosell har tilmed oversat Slick Rick's legendariske "Children's Story" linje for linje på "Børnehistorien", som er et fremragende eksempel på, hvordan Mosells hjerne fungerer. Et par eksempler på hans oversættelse:
"Once upon a time not long ago /
when people wore pyjamas and lived life slow"
er blevet til:
"Engang tilbage i dagen, for ikk' så længe siden /
Da man trak i sin pyjamas ved halv ni tiden"
Og
"Opened up the door there, guess who he saw /
Dave the dope fiend shootin' dope /
Who don't know the meaning of water nor soap"
er blevet til:
"Åbnede en dør og gæt hva' han så /
Hero-hans der stak sig alle vejne /
Uden kundskab til personlig hygiejne"

- Men ikke alene oversætter Mosell Slick Rick's klassiker, han bygger videre på den og spicer den op med Mosell'sk fantasi for at vise, hvilket stof han er lavet af. På "Børnehistorien" bliver hovedpersonen ikke "bare" skudt som i originalen. Næ, han indleder først en biljagt, der tager ham fra indre by ud til Albertslund og tilbage til indre by (!), hvor han braser ind i en BR forretning, klæder sig ud som Postman Per, og SÅ bliver han skudt. Og hvorfor så denne drejning? Tjaa, hvorfor er det vigtigt, at hovedpersonen vælter en mand, der ligner Jesper Klein? Der er meget i Mosells univers, der synes en kende besynderligt. Min kammerat Jonas prøvede at rationalisere sig frem til, at det simpelthen var nødt til at være benspænd Mosell sætter for sig selv. Jeg tror nu ikke forklaringen ligger der. Jeg tror bare, jævnfør barnet, at "vi" har umådelig svært ved at sætte os ind i Mosells krøllede men geniale hjerne, da logiske forklaringer på hændelsernes forløben sikkert er ikkeeksisterende.  

I Marvelous Mosells univers er der meget, der ikke umiddelbart kan forklares med logik. Man lærer dog hurtigt, at den gode historie prioriteres højere end logikken, og det er faktisk ganske befriende. Tag fx "Take the Short Way Home", hvor vi hører om en ung mand, der vågner på en kold trappesten midt om natten efter en heftig bytur. Han vil hjem til sin varme dyne og går imod metrostationen, men hvor kedelig ville historien ikke være, hvis han bare kørte hjem? Så er det godt med lidt Mosell'sk logik:

"Du ka' nu skimte metrostationen ca. 500 meter længere fremme /
Men i stedet for at gå den lige strækning ned ad gaden, vælger du af uforklarlige årsager at gå turen igennem kloakken"

- Med den forklaring som "undskyldning" er alt pludselig tilladt og plausibelt, og hans færd igennem kloakken kan begynde. Her bliver han konfronteret med 1000 skridt-regions angribende rotter, en "krammer" på "feriemedicin" og en babylonsk skøge, der ligner Søren Ryge og som ryger basilikum på en knogle-chillum, inden han slipper ud af kloakken og tager metroen hjem. Jeg kan ikke se hvordan det kan blive meget mere langt ude, men føj for den lede hvor er det underholdende.

Helt eminent bliver det på "Robin Rubin solgte crack-kokain", der handler om crack-epidemien på Frederiksberg i 83' (som alle jo husker). En medrivende coming-of-age historie om narko-baronen Robin Rubin, der smadrer den danske ungdom med crack, og som bliver ramt af så voldsom en skyldfølelse, at han  flygter til Bourgogne og bliver munk i Benediktiner-ordnenen for at blive renset. Han hænger dog fast i sin fortid, og det erfarer munkene på uheldig vis. Historiens klimaks kommer ikke som en overraskelse, men fortællingens forløsning er lige tilfredsstillende hver gang, takket være Mosells mesterlige narrativ, usammenlignelige humor og enestående forståelse for historiefortælling.

Jeg må også lige nævne min personlige favorit "Catastrophical Ravage". Igen er vi ude i et ovenud fjollet, fiktivt univers og en rablende skør storyline, men ligesom før sørger Mosell for, at man labber historien i sig med største fornøjelse. I første vers hører vi om en ung fyr, der er lidt af en womanizer, som lægger an på sin kollega Eva, der ender med at sagsøge ham for sexchikane og får ham fyret. I andet vers tager han hævn. Heldigvis viser det sig, at han er et mirakuløst geni inden for fysik, så han bygger en elektromagnetisk strålekanon som han kan styre med sit Sega Mega Drive joypad, der er forbundet med et hjernekontrols-apparatur, som han i øvrigt bygger ud af et komfur! Han bestråler sin forhenværende arbejdsplads og kan styre sine ex-kollegaer, og får dem til at te sig som åndssvage. I tredje vers tager han den endnu længere ud, da han bestråler hele verden og kan styre alt og alle. Han vælter sig i damer og fester, og har det for vildt. Men det er ikke nok. I fjerde vers tager hans ego over, og storhedsvanviddet er totalt. Det resulterer i, at bægeret flyder over for ham:

"Du åd noget fromage, tømte en ølfustage /
Fik lyst til massage /
Men hva' var det nu man sku' taste /
For at få massøserne hen, kunne det passe /
Det var frem, frem, C, Z?
At huske alle kombinationerne var ikke helt let /
Intet skete, var det frem, frem, C, B?
Intet skete, var det frem, frem, C, C?
Det var ikke tastningen for massage /
Det var tastningen for katastrofal ravage /
Verdens atommagter lavede nu synkron atombombe detonation /
Det sidste du sagde.... /
var: "Nå ja, det var ikk' frem, frem men frem, tilbage""

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så vild optur på over en historie.
Og det ekstraordinære ved Marvelous Mosell er, at han ikke bare var heldig med "den der" ene gode historie. Hans sublime fortællinger står nærmest i kø for at blive hørt.

"Everything you can imagine is real"

- Pablo Picasso

Nu forholder det sig sådan, at Mosell endnu ikke har en real udgivelser under bæltet, så dette er ikke en anmeldelse, men egentlig bare en artikel hvor jeg har forsøgt at sætte ord på min begejstring for Mosell. Han
skaber sine egne præmisser i sin egen virkelighed, og jeg vil vove at påstå, at de rammer han sætter op omkring sine fortællinger aldrig er set magen i dansk rap. Jeg glæder mig helt ufattelig meget til at følge Marvelous Mosell og se, hvor han tager den hen næste gang.

Check den fantastiske video til "Stopmotion" med det fantastiske Ghostbusters sample

Check resten af Mosells katalog på hans soundcloud HER

- Jeppe Barslund

Hvorfor "Fuck Your Stuff"?

Doomtree-kollektivet er blandt dem, jeg følger tættest og mest ihærdigt. Fik jeg min vilje var de repræsenteret på samtlige fremtidige leftovers-opsamlinger. Som gruppe er de fantastiske, og hver enkelt medlem er unik på hans eller hendes facon. P.O.S. er gruppens metal-hoved, og hans personlige udtryk har været stærkt præget af rock og punk, - dog i højere grad førhen end på sidste års We Don't Even Live Here. Her var mere progressiv hiphop og elektroniske elementer de drivende kræfter  Førstesinglen "Fuck Your Stuff" havde dog mere end rigelig saft og kraft til at lave total rav i den!

"Fuck Your Stuff" af P.O.S.

Der er to sider af P.O.S.; han kan både være sofistikeret, intellektuelt overlegen og sprogligt kløgtig. - Men han kan også være brostens- og molotovcocktail-kastende rebel, der råber fuck og brænder biler og containere. Formuleret ganske præcist med linjerne: "...Or in a book discussing Christopher Hitchens / Or how to make bombs with shit you find in your kitchen".
"Fuck Your Stuff" er generelt set et fremragende eksempel på den belæste rebel, som P.O.S. er. Sangen handler om at gøre oprør imod mainstream og materialisme ("We came here to riot, here to incite / We don't want any of your stuff!"), og samtidig med at han rapper om, at man skal vise sit ansigt på gadeplan og virkelig gøre noget ved det ("I ain't kiddin' I got this brick in my hand!"), så er der tonsvis af referencer til Malcolm X og især Karl Marx og hans kritik af kapitalismen, der viser, at P.O.S. også har styr på sine sociologer og revolutionære.
Lazerbeak har produceret beatet, der i virkelig høj grad bidrager til den rebelske "let's riot!" -stemning, med store industri-trommer, rasende synth-elementer og demonstrations-råben i omkvædet. Der er ingen tvivl om, at Lazerbeak er en af mine absolut favorit producere lige nu. Videoen til nummeret komplimenterer produktionen til perfektion, da den er fuldt med bandanaer for munden, bil-afbrændinger, romerlys og censur på alle former for mærker.

"My whole crew's on some shit!!"    

Men men men. Samtidig med, at P.O.S. stod for en af 2012's fedeste plader med We Don't Even Live Here, var han nok også rapperen med det uheldigste og hårdeste år. Hans nyre satte ud, og stram dialyse tre-fire gange om dagen, pille-kost (jeg talte mig frem til 19 om dagen (!)) og en fremtidig og nødvendig transplantation forpurrede alle hans planer om at tournere og promovere pladen. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor ærgerligt det må være som kunstner at have arbejdet årevis på en plade, og så ikke få tourneret med den ved udgivelse grundet sygdom. Derfor synes jeg virkelig, at P.O.S. havde fortjent at blive hørt.

Læs mere om- og bestil et gratis eksemplar af Leftovers2012 her

- Jeppe Barslund

Hvorfor "Racing Stripes"?

Leftovers2012 er ude, og det er en herlig ting. Det jeg gør på Leftovers-mixtapes'ne er at samle det hiphop fra det forgangne år, som jeg synes er bedst, og som jeg synes er vigtigst at få ud til folket. Nu forholder det sig jo sådan, at vi alle har forskellig smag, og selvom der sikkert og forhåbentlig er nogle af jer derude, der synes at samtlige numre på leftovers-pladerne er fede, så er det bestemt også sandsynligt, at nogle vil undre sig over hvorfor jeg har valgt at inkludere flere skæringer. Jeg vil derfor lave den her "hvorfor"-serie, hvor jeg forklarer lidt om, hvordan de forskellige numre er endt på det netop udsendte leftovers-mixtape. Jeg går kronologisk til værks og starter med pladens åbner:

"Racing Stripes" af Aesop Rock

Aesop Rock er en rapper der deler vandende i to. På den ene side er der dem, der ikke forstår rapperen og hans univers, der udgøres af nogle af de mest komplekse, abstrakte og udfordrende tekster som hiphoppen er blevet udsat for. På den anden side er der dem, der har luret ham, som er knusende enige om, at han er en af de bedste og vigtigste rappere, der nogensinde har haft en mikrofon i hånden.
     Personligt står jeg lige i midten af de to lejre; jeg har langt fra luret ham endnu, men jeg er så småt i gang med at få øjnene op for, hvor mesterlig en kunstner han er. Det, der for alvor motiverede mig til at tage snorkel og svømmefødder på og tage de første svømmetag ned i hans univers var, at en af mine favorit rappere - Sims fra Doomtree - fortalte mig under et interview, at ingen - efter hans mening - kunne måle sig med Aesop Rock. Ikke tilnærmelsesvis! For at citere ham eksakt, beskrev han Aesop Rock som værende "fucking amazing" og "absurdly brilliant", og så kvitterede han med: "he's got an anormally package of brilliance... not all of us has that gift". Så jeg tænkte, at hvis en af mine favorit rappere, som jeg synes er både original og lyrisk og teknisk suveræn, peger på en rapper og tilbeder ham som værende en hiphop-Gud, så må der jo nok være noget om det. Jeg fik derfor fingrene i Aesop Rock's Skelethon og gav det en lytter. "Racing Stripes" gik rent ind!

Et hiphop track om hår, - hvor mange gange har man hørt det? Præcis, aldrig. Dét alene siger en del om Aesop Rock's genialitet; at han kan bygge et mageløst nummer op omkring frisurer. Og umiddelbart lyder det jo tosset at lave en sang om at klippe sit hår, men Aesop formår at vinkle det - i hiphop-øjemed - skæve tema til noget, der, jævnfør Sims, faktisk er absurd brillant.
Første vers handler om Aesop Rock selv; en skæv-hjernet og akavet eksistens, der træder frem i mængden grundet vilde haircuts og et yderst alternativt (påtvunget) tøjvalg, som egentlig helst bare vil gemme sig i mængden:

"Rat brain, shovel green peas offa butterknife /
Racoon hat, moon boots all summer type /
Felt pressure at the center of the dog show /
Better off blending, sweater off Waldo"

I sin finurlige beretning om sit fortidige jeg, fletter Aesop Rock så mange "nye", alternative og usædvanlige ord ind i sin tekst, at den gængse lytters rap-vocabulary bliver forøget med 700% ved dette nummer alene. Check fx en passage som:

"Poof! Screw-face wriggle out a chop shop /
Home-brewed Kool-aid, disavowing Osh Kosh /
Simulating television, little rowdy rock snob /
Bobble-headed shredder playing top-heavy hop scotch"

Som linjerne står her kan det være umådelig svært at udrede meningen, men set i kontekst af resten af sangen, handler det både om trodsighed, at være flov over irrationelle ting og meget andet.
Andet vers er dog sangens magiske øjeblik, og absolut 2012's lyriske højdepunkt for mig. Aesop Rock rapper om hans nu afdøde gode ven Camu Tao, og om hvordan han decideret "brugte" sin frisurer som repræsentant for hans status quo. Gik det ham af helvede til med fx økonomien ("let's say he's short on the rent, his land lord is upset"), lod han sig klippe på diverse latterligt måder ("bald up top, long on the back and sides") for at vise omverdenen, at han var nede i et sort hul. Han ville så "walk this town like an asshole" indtil hans situation var vendt:

"This week he program beats all Monday, sold two Wednesday /
Pay rent, fabricate a whole new hedge maze /
Back on his smooth shit friday at noon bitch /
Wow, just like that /
A method I encourage you to share and apply and adapt as one day his didn't grow back"

Jeg vil på det kraftigste opfordre jer alle til at nærstudere dette lyriske pragtværk yderligere på rapgenius, hvor man virkelig får en fornemmelse for dybden og kompleksiteten i Aesop Rock's skriverier.

At Aesop Rock selv har produceret beatet til "Racing Stripes" (og resten af Skelethon) gør ham kun yderligere fantastisk. De støvede trommer er funky som bare pokker, og den melodisk-gyngende bas lyder fantastisk. De mere elektronisk-lydende effekter, der falder ind senere i nummeret, komplimenterer det old-school fundament til grinagtig perfektion.
På "Racing Stripes" går lyrik, der får dig til at tabe kæben, og et beat, der er så sjaskvåd en hiphop-drøm at det kræver øjeblikkelig lagenskiftning, - op i en højere enhed, så den skulle da åbne Leftovers2012.  

"Bzzzt, motherfucking bzzzt, bzzzt!"

Læs om og bestil et gratis eksemplar af Leftovers2012 her

- Jeppe Barslund

LEFTOVERS2012

Jeppe Barslund og HipHopAnmeldelser præsenterer
LEFTOVERS2012

Så er den ude, - tredje mixtape/kompilation i Leftovers-serien. Denne gang skal I ikke gøre noget for at gøre jer "fortjent" til at få et eksemplar. I skal blot sende mig en besked med navn og adresse, så sender jeg et eksemplar med posten, kvit og frit. I kan enten sende en mail til jeppe_barslund@hotmail.com (skriv LEFTOVERS i emnefeltet) eller find bloggens facebook side og skriv til mig der.

Det eneste jeg ønsker mig fra jer, er, at I kommenterer dette indlæg og skriver hvad I synes om mixtapet. Jeg vil meget gerne vide hvad folket siger til det.

"Hvad går de der Leftovers mixtapes egentlig ud på?" spørger du måske. - Jeg udgiver Leftovers-pladerne, da jeg gerne vil give folk en chance for at høre noget musik, som de måske ikke selv ville falde over. Min mission er at introducere folk for det hiphop, som der ikke bliver snakket om her i landet. Musik, som det måske endda er "svært" at opdage.
En gang om året tager jeg derfor en skovl, stikker nogle dybe stik i jorden og hiver nogle kunstnere - der opererer nede i den dybe undergrund - op til overfladen til skue for folket, så man kan få en lille smag på den fantastiske hiphop der venter én, hvis man gider at lede efter det.
Et kriterium for "medvirken" på Leftovers-serien er, at kunstnerne ikke er for kendte. Jeg havde både tilladelse til at bruge numre fra Macklemore & Ryan Lewis og Killer Mike til Leftovers2012, men da de fik enorm omtale i 2012 - især førstnævnte - var der ikke megen fidus i at give dem spotligt på skiven, fremfor fx L'Orange, Rapsody, Oddisee og Sene.

Trackliste

01. Aesop Rock - "Racing Stripes"

02. P.O.S. - "Fuck Your Stuff"

03. Substantial feat. DJ Jav - "Check My Resume"

04. Del the Funky Homosapien & Parallel Thought - "Get To Drillin"

05. Casual & J. Rawls - "Give Respect"

06. Jaq feat. Cas Metah - "Paper And Coins"

07. L'Orange feat. yU - "The Mad Writer"

08. Typical Cats - "The Bitter Cold"

09. Blu & Exile - "Ease Your Mind"

10. Murs & Fashawn - "The Other Side"

11. Dag Savage feat. Aloe Blacc - "When It Rains"

12. Rapsody feat. BJ The Chicago Kid - "Good Good Love"

13. Kevlaar 7 & Woodenchainz - "At Last"

14. Oddisee feat. Tranquill - "Anothers Grind"

15. Purpose & Confidence - "Rep to the Death"

16. Actual Proof feat. Geechi Suede of Camp Lo - "Poison Ivy Gloss"

17. DJ Yoda feat. Action Bronson & Alice Russell - "Big Trouble In Little China"

18. P.F. Cuttin & Labba - "Blunts Bongs Bitches"

19. Big Quaters - "Never Felt Better"

20. YC the Cynic - "Hey There Young Man"

21. Sene - "Music Man"

LEFOVERS2012 på Spotify

Albums og producere
(klik for at forstørre)

Shuko - The Awakening EP

Da jeg hørte Vinnie Paz's "Beautiful Love" første gang og beatet droppede, vidste jeg med det samme, at tyske Shuko, der er produceren bag, var en producer man skulle holde et vågent øje med.
Han kan et-eller-andet med enorme beats. Han jonglerer med volumiøse trommer, bragende lydtapeter og jugganautiske programmeringer, og formår stadig at få det hele til at lyde overskueligt. Godt nok er han ikke brillant per se eller bestandigt konsistent i sine kreationer. Måske mere som en muldvarp, der rumsterer rundt under jorden (med lunkne beats til bl.a. Ill Bill, Jedi Mind Tricks og The Undergods), men som ind imellem stikker hovedet op over overfladen og kaster et stykke guld efter folket, som det fx var tilfældet med Kosha Dillz's "Garage Sale", Kweli's "Gutter Rainbows" og Saigon's "Brownsville Girl".
Shuko-muldvarpen har nu, atter engang, været oppe ved overfladen og efterlade et stykke guld, her i form af hans nye 10'' The Awakening, ført an af singlen "Be Yourself" med Blu.

Beatet til "Be Yourself" var oprindeligt at finde på Shuko's instrumentale projekt Sleepless, der udkom for en måneds tid siden. Da hed det "Sad Day", hvilket egentlig er spøjst, da det, med Blu, er et overordenligt glædesspredende nummer. Beatet i sig selv er den rene humørbombe, hvor guitar-riffs, stryger-strejf, keys og piano, en rustik bas og Shuko's kendetegnene herlige, nakkebrækkende trommer lægger en god bund for Blu, der spreder budskabet om at "... include all positive possibilities". Det er nok ikke den skarpeste Blu man har oplevet, men det er som om, at det lidt mere letbenede rap bliver mere legitimt, når man ved hvad han er i stand til. Og karismaen, personligheden og flowet er der jo stadig, så der er masser at komme efter.

Udover singlen indeholder The Awakening to skæringer mere; den lidt mere nedtonede "Air Vent 2", hvor den 17-årige Queensbridge rapper Kidaf viser stærkt potentiale over et fantastisk beat, og det instrumentale titelnummer, der vitterlig lyder som noget den gode Exile kunne have sat sammen, med lidt FM-radiobølger, stramme trommer, et sært choppet vokalsample og melodiske keys til at samle det hele. En stor fornøjelse.

Er det mon nødvendigt at kaste en karakter efter denne 10''? Det er trods alt en lille en af slagsen, og selvom de tre numre der er på er super fede, så er det svært at vurdere tre numre ud fra samme parametre som de øvrige plader. Den er fed! Lyt til den og vurder selv....

.... ud af 6

- Stream her -

- Jeppe Barslund

Chance the Rapper - Acid Rap

Noget af det, jeg holder mest af ved at være anmelder/blogger og anbefale musik til folk, er, at jeg også selv modtager anbefalinger til tider. I flere tilfælde har der været tale om udgivelser, hvor jeg efterfølgende har tænkt, at jeg nok aldrig selv var fundet frem til musikken. Således stiftede jeg for nogle dage siden bekendtskab med den 20-årige, up-n-coming Chicago rapper Chance the Rapper og hans nyligt udsendte mixtape Acid Rap. 

Mixtapets meget sigende titel, skrevet i meget sigende, psykedeliske farver, indikerer hvad Acid Rap handler om. Chance's lettere paranoide, forvildere udtryk på coveret understreger dette yderligere. Det handler om at være skæv og high på syre. Chance forsøger på intet tidspunkt at skjule det faktum, at han evig og altid er på LSD og at stort set al hans musik er indspillet under heftig påvirkning. Man kunne frygte, at mixtapet blot indeholdt triviel heard-before ryger-rap om at smoke weed og get high. Denne bekymring er berettiget, og Acid Rap byder da bestemt også på rap af præcis denne kaliber, men Chance's andet mixtape byder så sandelig også på en hel del mere. 

     

     Hvis Acid Rap var en film, ville der være mange forskellige scenarier, og filmen ville tage mange forskellige temaer op til behandling. Filmen ville dog være filmet med et "acid-filter", der således ville blive filmens ydre ramme. Chance the Rapper er både bund-skæv og fjollet at høre på, top-humoristisk, politisk bevidst, samfunds-kritisk og kærligheds-proklamerende, - altid med en joint i hånden og en pille i baglommen, klar til at genoptage sin high hvis denne skulle dale. Chance er dog en virkelig kløgtig rapper med mange fixe finter i ærmet, og hvis man kan se bort fra den udsyrede røde tråd, vil man støde på personlig, indsigtsfuld og yderst velskrevet rap. 

Chance må - takket være hele præmissen for hans karakter - finde sig i, at der hersker en overhængende fare for, at mange vil afskrive hans musik som bare værende afstumpet "rap for rygere". Linjer som: "It's just us, and trust ya bottom bitch, my stuff the fucking bomb / I'm the motherfucking fucker, fuck a niggas fucking dumb" gør det nærmest decideret svært at tro andet. Men hvis man har sagt "A" må man også sige "B", og vil man lave gennemført 'acid rap' er man nødt til at have skævheden med; den får vi så serveret, enten i form af et irrationelt overforbrug af bandeord, eller i form af komplet sort snak, som når han på "Cocoa Butter Kisses" rapper: "Okie dokie, alky. Keep it lowkey like Thor lil bro / Or he'll go blow the loudy, saudy of sour Saudi / Wiley up off peyote, wilding like that coyote" (hvori der stadig gemmer sig snedigt ordspil).  

På "Pusha Man", der er delt op i tre bidder, går Chance fra på første del at være den joviale weed-rapper, til gradvist at blive mere og mere deprimeret og håbløs i sin tro på bedre tider:

"They merking kids, they murder kids here /
Why you think they don't talk about it? They deserted us here /
Where the fuck is Matt Lauer at? Somebody get Katie Couric in here /
Probably scared of all the refugees, look like we had a fucking hurricane here /
They be shooting whether it's dark or not, I mean the days is pretty dark a lot /
Down here it's easier to find a gun than it is to find a fucking parking spot"

Der hvor Acid Rap for alvor bliver interessant er nemlig, når Chance viser, at han udmærket ved, at det ikke just er optimalt at han er misbruger, og at han i virkelig nok er et fuck-up. Et godt eksempel på dette er, da han rapper "Put Visine inside my eyes so my grandma would fucking hug me", som for mig fremstår meget sigende, da han faktisk virker sur på sig selv for at være nødt til at fake, at han ikke har røget, for at kunne hilse på sin bedstemor. 

På "Acid Rain", der virkelig viser nedturen ved konstant at være skæv, rapper han:

"Cigarette stained smile all covered in sin /
My big homie died young; just turned older than him /
I seen it happen, I seen it happen, I see it always /
He still be screaming, I see his demons in empty hallways /
I trip to make the fall shorter" 

Her erfarer man, at hans misbrug bunder i ren eskapisme, hvilket gør, at man som lytter sidder med en ganske underlig og samtidig spændende følelse af ambivalens, da Chance jo fremstår ovenud glad, positiv og high on life på mange numre - man er han det overhovedet i virkeligheden? Her er tale om et ualmindelig velarrangeret paradoks, for det er tydeligt, at Chance er en problemramt ung mand, men samtidig er hele stemningen på Acid Rap fantastisk opløftende, så det kan være svært at hitte ud af, hvad man skal synes om det hele.  

Jeg har valgt at lade produktionernes glade væsen dominere mit syn på Chance og mixtapet, for det er virkelig labert produceret. Det hele starter med "Good Ass Intro", som virkelig er en good ass intro! Et muntert klaverspil danner, sammen med et gennem-melodisk kor, et fundament, der nærmest er umuligt ikke at blive i godt humør af. Vokalarrangementet og blæserne i omkvædet har uden tvivl hentet inspiration fra Common's "Faithful", som i sig selv er et klassisk track. 

Min favorit skæring kommer i form af "Cocoa Butter Kisses", hvor Chance selv synger et fremragende omkvæd, med en crooner-vokal, der leder tankerne hen på André 3000. Nummeret er produceret af J.U.S.T.I.C.E. League's Cam, der ubesværet sætter organ-keys, boblende effekter, fede basgange og stramme trommer sammen til et ovenud blændende beat. 

Et andet højdepunkt finder vi i kærligheds-oden "Lost", der simpelthen er rendyrket Barry White'sk bollemusik, tilført hi-hats og lidt mere bas i trommerne. Kærligheden fortsætter i stor stil på "That's Love" interludet, hvor Chance rangerer kærlighedens vindende væsen højere end noget andet i livet, over en seriøst smooth produktion. Jake One producerer tapets center-piece "Acid Rain", der forekommer en smule "simpel" i sit udtryk, men som - netop af dén grund - ender med at komplimenterer lyrikken til perfektion. J.U.S.T.I.C.E. League's Cam lukker ballet med en good ass outro i "Everything's Good", der følger den gennemført glade og opløftende stemning.

De, for mit vedkommende, alt for syntetiske "Smoke Again" og "Chain Smoker" fanger mig ikke helt (på trods af en oplagt Ab-Soul på førstnævnte), og omkvædet på "NaNa" er nok en tand for banalt. Der hersker dog ingen tvivl om, at størstedelen af Acid Rap er virkelig godt. Velproducerede grooves, der får lytteren i godt humør, og en rapper, der både kan være high-out-of-his-mind og samtidig smide guld som "And whys God's phone die every time that I call on Him? / If his son had a Twitter wonder if I would follow him", - hvor han sætter en kristens kvaler i et lidt mere moderne perspektiv. 

Acid Rap kan hentes ganske gratis (HER), og jeg vil mene, at det er decideret fjollet ikke at give det en lytter. 

4.5/6

- Jeppe Barslund

I toppen: "Cocoa Butter Kisses", "Good Ass Intro", "Lost", "Interlude (That's Love)"

I bunden: "NaNa", "Chain Smoker", "Smoke Again"

R.A. The Rugged Man - Legends Never Die

R.A. The Rugged Man's 2004-debut Die, Rugged Man, Die var skelsættende for hiphoppen, og er uden tvivl en essentiel del af den (uofficielle) hiphop-kanon over værker, man skal have hørt. Alt fra tekster (top underholdende og samtidig meget personlige), flow (noget nær urørligt), beats og hele den daværende stemningen der var omkring pladen og R.A. selv, gjorde pladen til en kult-klassiker. Dengang var han "... that guy everybody hatin' on with that bullshit album everybody waitin' on" og samtidig "mad famours for being unknown", og hans udpenslende historier om diverse eskapader og kontroverser med alt fra pladeselskaber, kendisser og andre rappere, er uden sammenligning det rap, der har fået mig til at grine mest. R.A. The Rugged Man anno 2004 var en af de skarpest optegnede karakterer i hiphoppen overhovedet; autentisk og pålidelig, trods en næsten ubegribelig og vanvittig livshistorie, og så teknisk overlegen, at ingen havde noget at indvende, da han udråbte sig selv som "the world's illest rhyme writer".

Nu, næsten et årti senere, er han ude med album nummer to, og virkelig meget har ændret sig. - Desværre - i min optik - til det langt værre. Mit største problem med R.A. anno 2013 er, at jeg ikke længere tror på ham. Alt det, der gjorde ham så speciel og spændende for ti år siden forsøger han at videreleve, men ender mest af alt bare med at lyde som en for længst opslidt joke af sig selv. På "Shoot Me in the Head" rapper han fx: "I'm like cunt, pussy, slut, lick twat, lick dick / No, my vocabulary ain't improved one bit", og senere fortsætter han: "Now I can say faggot, shit, dick, rape, eat cunt / Ain't no cencor-ship as you can see, so let's be Pun". Det er som om, at han SKAL bande, men ikke rigtig kan sætte noget af det ind i en kontekst, så istedet opremser han bare en række bandeord for at lyde som den gamle dirty mouthed R.A. Midt inde i 2. vers bliver han bedt om at rappe om noget med substans, fx politik, og det gør han så, hvilket resulterer i det mest banale, let-købte concious rap jeg længe har hørt: "Obama-nation, the Bush's, the Clinton's, the 80s Reaganomics / It don't matter, the government always be taking your profits".

Endvidere skal det pludselig til at være sjovt at få sangerinder og større korforsamlinger til at synge "frække ting". Desværre - i og med at han gør det på så mange numre - bliver det en halv-pinlig gimmick, der på ingen måde er sjov. På "Tom Thum" synger et kvindekor i omkvædet: "Suck my balls and choke on my dick you bitch, you ain't shit compared to me". Øhh, ok. Stilen fortsætter på "Shoot Me In the Head", hvor et musical-lydende kor synger "I'm a piece of shit, I'm a fucking fat fuck" i omkvædet.

R.A. og jeg har i virkeligheden nok bare meget forskellig humor. I min verden ville det være sjovt, hvis R.A. gjorde grin med Beyoncé's "Halo" over en pop-produktion; måske som et skit eller som et lille humoristisk indspark på et nummer, ligesom han gjorde med 50's "In Da Club" på "Lessons....". R.A. synes derimod, at det var en decideret god idé at rappe pladens potentielt vigtigste tekst over præcis dette: en  pop-produktion ført án af en guitar, der nok ville passe bedre på et One Direction nummer, med flerstemmig mandesang, der netop gengiver Beyoncé's "Halo". Jeg fatter intet af, hvordan dette nogensinde er blevet et R.A. nummer.

På "Luv to Fuk" har R.A. rekrutteret Eamon (ja, ham der havde den der single i 03/04 hvor han sagde "fuck" rigtig mange gange, der tilmed dannede fundament for hele Anna Davids karriere) til at synge omkvædet. Det må virkelig siges at være discount-udgaven af R. Kelly vi her har med at gøre! Eamon må være ham man ringer til, når man skal have en fløde-sanger på hooket, men ikke har budgettet til den ægte vare (og jeg er ikke engang særlig begejstret for R. Kelly til at starte med!). Han synger også omkvædet på "Still Get Through the Day", hvilket han gør okay, men nok mest fordi R.A's tekst er fed og Ayatollah's beat er ganske lækkert.

R.A. The Rugged Man er stadig en fænomenal rapper. Som Ecco Leader One rigtigt nok sagde i sin tid: "hvordan er det muligt at outshine Jedi Mind Tricks på hele deres album med et eneste vers? Fordi han er God MC!". Han flower sig igennem Legends Never Die med en afsindig skarphed, og når det kommer til teknik er han bare overlegen. R.A. er altså stadig et omvandrende studie i ordleg, sætnings-konstruktion og tempo-skift.

"This ain't generic pop novelty rap, I'm reigning supreme /
You're 'bout to hear a level of skill you won't hear in the mainstream /
This is writing rhymes in notebooks, venemous bars /
Boom bap beats, murderous scratching, beatboxing and dope hooks /
Analog, two inch reel, boom boxes and tape recorders /
This ain't trippy emo hipster rapping or girly acting skateboarders /
This ain't about Hollywood fame or chart positions /
It's about credibility and being one of the great technicians /
No internet nerds, trend following critics or dicklickers /
No fake image or gimmicks just vivid pictures and lyrics /
I'm not the most known, but commercial rappers can't compete /
I make records for the shepards and not for the sheep"

     Til gengæld er hans indhold blevet markant udvandet. R.A. er ikke længere en ussel bums som ingen vil røre. I dag er han en respekteret rapper, der vælter sig i jobtilbud, og som alle mere eller mindre vil røre. Han kan altså ikke længere rappe fra det samme perspektiv som den "gamle" R.A. Dette er naturligvis heller ikke en nødvendighed; tiderne skifter og folk ændrer sig. - R.A. lader bare ikke til at have fundet ud af, hvilket nyt perspektiv han så skal rappe fra. For mig at se er det ganske sigende, at han har et nummer på nærværende plade, der hedder "Definition of a Rap Flow". Ja, flowet er fantastisk, men han rapper udelukkende om at have et dope flow, men det ved vi jo godt. På sin debut rappede han med et mindst lige så dope flow, men om 'ting'. Dengang var hans flow først og fremmest et værktøj til formidling, nu er det nærmere center of attention.
Indholdsmæssigt er der enkelte virkelig gode linjer spredt ud på albummet; primært når han har taget den seriøse hat på. Lidt for ofte forsøger han at være den samme lige-til-grænsen kontroversielle og makabre rapper som "man kender ham", fx med linjer som: "I wish my father had just put his dick in my mothers mouth / And instead of gettin' her pregnant she's choke on me and spit me out". Det kan desværre være en kende svært at blive støt over, ganske enkelt fordi det hverken er nyt, provokerende eller kontroversielt længere (hvis man da kender til R.A.). Det rap, der lyder som om, at intentionen har været at forarge, minder i mange tilfælde om fortyndede udgaver af linjer som han har brugt.

Endnu et problem finder vi på listen over samarbejdspartnere, både hvad angår gæsterappere og producere. Få rappere kan hamle op med R.A., hvilket sikkert også var grunden til, at hans debut var så skrabet for gæste-rappere. På Legends Never Die er der mange af dem; mange af dem gør det virkelig godt (jeg vil næsten vove at påstå, at både Brother Ali og Masta Ace outshiner R.A. på "The Dangerous Three") og nogle synes besynderlige som team-ups, fx Hopsin og Krizz Kaliko.
Det er dog i særdeleshed på lydsiden, at jeg synes det halter. Apathy leverer middelmådighed til "The People's Champ", C-Lance leverer årets mest enerverende piano stabs på "Sam Peckinpah" og Shuko, der ellers er lidt af en helt for mig, fremstår undervældende med "Luv to Fuk". Will Tell har fat i den lange ende med grund-beatet til "Tom Thum", hvor han sampler et eminent stykke klassisk musik. Desværre forstyrres de klassiske elementer konstant af sporadisk beat-boxing og virkelig irriterende effekter. Helt galt går det for ham på "Underground Hitz", hvor samplet af "Eine Kleine Nachtmusik" er flippet så decideret dårligt, at der var udslag på richter skalaen omkring Vienna St. Marx kirkegården så voldsomt Mozart vendte sig i sin grav.

Buckwild, som man stort set altid kan regne med, leverer sublime beats til åbneren "Still Diggin Wit Buck" og "Media Midgets", og (den for mit vedkommende ukendte) Vherbal tager kegler med "Laugh, Clown, Laugh" og lukkeren "Make You Famous". Dertil bidrager Dev-1 & Marc Niles, Jussi Jaakola og Mr. Green (på nær hans allerede nævnte "Halo"-skamplet) med solide beats.

Men men, som det nok fremstår i anmeldelsen, er jeg generelt set virkelig ærgerlig over Legends Never Die. Jeg vil tage en lille håndfuld tracks med mig, som kan få lov til at forsøge at bestå tidens test, - men størstedelen af numrene bærer en-eller-anden for for enerverende element, der gør det meget svært for mig at holde af dem. For mig er Legends Never Die årets let-down, men jeg havde også høje forventninger. Far er ikke sur, far er skuffet.

3/6

- Jeppe Barslund

Pede B - Over Askeskyen 2

”De siger jeg’ produktiv, jeg siger jeg ikk’ er doven” rappede Pede B på sidste års Over Askeskyen, og nu er han og DJ Noize allerede ude med Over Askeskyen 2, så ret må man jo give ham.
     På deres seneste udspil fortsætter makkerparret i præcis samme rille som forgængeren, så var man fan af 1’eren vil 2’eren gå rent ind. De andre anmeldere kæmper jo nærmest en indbyrdes kamp for at få lov til at prise dem mest og flottest!

Jeg var ikke himmelråbende begejstret for Over Askeskyen (læs anmeldelsen her), og da Over Askeskyen 2 minder så meget om sin forgænger som det er tilfældet, har jeg – logisk nok - igen svært ved, for alvor at juble over det.

Når Pede B og DJ Noize er gode, så er de virkelig gode, det kan ganske ikke tages fra dem. Pladen starter utrolig stærkt ud med ”Velkommen tilbage”, hvor vi møder en oplagt, velkommende Pede B over et luftigt beat, der efter 2½ minut ændrer sig til en helt forrygende synth-bombe af en produktion. Sangen bærer desværre et helt igennem enerverende omkvæd, der gør, at nummeret stadig har sine kvaler.
Den eminent producerede ”Sig det videre”, der følger efter, viser på eksemplarisk vis, hvor godt et par Pede B og DJ Noize er, da de følger samme narrativ med henholdsvis rap og velvalgte cuts. Den gode stil fortsætter på ”Efter i morgen”, der med et melodisk guitar-riff og gyngende trommer lyder som noget, der godt kunne gå hen og blive et rap-”hit”. Et af pladens højdepunker følger efter med den Adam Sampler producerede ”Onsdag formiddag”, hvor Pede B fortæller den fine historie om, hvordan han uhyre tilfældigt endte med at hjælpe en ældre lille mand med en meget vigtig opgave. Flowet og selve progressionen i fortællingen bevæger sig i sneglefart, og det havde måske været kedeligt hvis ikke det var fordi man vidste, at det er et meget bevidst valg. Den gentagende linje ”jeg stod en søvnig onsdag og gabte” danner rammerne for historiens stemning, så det giver kun mening, at den genfortælles på lidt ”søvnig” vis.

Ved de næste tracks knækker kvalitets-kurven til gengæld. ”Skru Op”, ”Det Ville Være” (der dog bærer den fænomenale linje ”for det mest nederen var / at hun lærte mig at græde og bagefter fik mig til det”) og ”Miss Danmark” fremstår for mig ganske uanseelige. Produktionerne mangler bid, og rappen – på trods af gode temaer (fx tinitus og bulimi) - ligeledes.

På ”Når det nok” brillerer Pede B igen med et afsindig skarpt flow, hvor der konstant varieres i tempo og flow-mæssige nuancer. Det er faktisk så godt, at det får rappen på mange af pladens øvrige numre til at ligne ned-prioriteret venstrehåndsarbejde. Det undrer mig virkelig, at han vælger at være så vild på det ene nummer, og så tilbageholdende på mange af de andre skæringer. På ”God stil” er han også i storform, da han rapper om hvor skidt han går klædt over et fænomenalt beat fra Tue Track.

Derefter går det helt og aldeles galt! ”Turen hjem”, ”Møder mig”, ”En smule væk” og ikke mindst ”Ny dag truer”, der bærer det grelleste dansk-top-møder-børne-mgp beat jeg har hørt i meget lang tid, burde vitterlig være skåret fra. De går direkte ind og stikker mig i min ”hvordan blev de ikke sorteret fra i processen??!” – nerve. ”Afsked” når heldigvis at rette op på firkløver-brøleren, som en værdig afslutning på pladen.

Tilbage står man altså med nogenlunde halvt-om-halvt gode og ligegyldige numre. Problemet er lidt, at et par af de gode numre lader til at have svært ved at forblive interessante, så ”sidste salgsdato” ligger desværre ikke milevidt ude i fremtiden, i min optik. Det forholder sig faktisk præcist som på forgængeren; især på produktionssiden bliver det lidt for hurtigt lidt for ligegyldigt, og det ellers stærke indtryk, som skivens bedre halvdel efterlader, afbalanceres af rap, der ret beset bare er en smule kedeligt.

Der hvor Pede B virkelig høster point i min bog, er når han bruger sin statur og ”berømmelse” på at komme ind på ellers tyste og negligerede emner, fx som førnævnte tinitus-problem og spise-forstyrrelser  Det har aldrig været en selvfølge, at freestyle-ikonet Pede B skulle vise sig at være en sublim historiefortæller. Som han rapper på ”Succes”: ”Jeg fik mit navn fra Fight Nights finalerunder / Det ka’ ikk’ komme bag på dig at det’ i blodbanen på mig”. – Alligevel er der skruet ned for selv samme battle-rap og gjort plads til gode historie med relevans og substans. Dét har jeg utrolig meget respekt for, og det er grunden til, at Pede B fortsat er en af de mest spændende bekendtskaber på den danske rap scene.

Over Askeskyen 2 ender dog, grundet det store spænd der er imellem de gode og de mindre gode momenter, som et lidt-over-middel album.

3.5/6 

I toppen: ”God stil”, ”Når det nok”, ”Sig det videre”, ”onsdag eftermiddag”, ”succes”

I bunden: ”Turen hjem”, ”møder mig”, ”En smule væk”, ”ny dag truer”, ”Skru op”

- Jeppe Barslund

Interview with Sims (of Doomtree)

After touring Europe with his Doomtree crew, instead of going home, Sims jumped on Brother Ali's ongoing tour to play some extra shows. I met him at the Copenhagen venue a couple of hours before show-start for a little chat about Wu-Tang, David Lynch, Ray Bradbury, Peter Gabriel, André 3000 and 'Top 40' radio, among other things. 

- Photos by Jacob Jorp Hansen -

Basics first: who are you, what kind of music do you make and who or what made you want to be a rap-artist?

My name is Andrew Sims, I rap under the name Sims because I couldn’t find any cool rap name for myself! I’m 29 and I’ve been making music since I was 14, professionally since 24. Wu-Tang made me want to rap, simple. I didn’t do much else than skate and listen to Wu-Tang when I was a kid. I’ve released three solo albums and a handful of projects with my crew Doomtree. We’ve been making music together since we were 19-20 years old. We started off slow, playing small gigs with each other here and there, but today we’ve released 33 albums all in all, so I’d say we’re doing pretty well.

There might be a couple thousand people who will read this interview, who might not know who you are. Why should they go and check you out? There’re so many artists around today – what makes you stand out of the crowd? 

Well, why would you check anyone out in the first place? I believe I make my own music; something that’s completely me and not something someone else has already done. I try to give the most honest representation of who I am, and at the same time, it fucking bangs! If you see one of my shows, I guarantee you’re going to sweat and dance and act all crazy!

Your latest album is called Bad Time Zoo. How did you approach this project? 

I don’t think too much about “going into” something new. I usually have a pretty loose and non-regimented approach to my new projects. I record like 20-25 songs, and then I begin to think about what kind of album I want to end up with. I’ll probably take 6-7 of these songs and steer the rest of album in their direction. I have a really free-formed writing process. I usually let whatever's natural happen, and that always tend to end up as the best result.

What exactly is the “bad time zoo”?

The album was originally entitled The Veldt. "Bad time zoo" is actually a line that randomly occurs in one of the songs, and early on in the process of making this album; some of my close friends listened to the material, came back and said that they wanted a “bad time zoo” tattoo. They thought that line sounded so great. That made me say “okay, then that’s gonna be the album title”.
David Lynch once said in an interview, that when filming Twin Peaks, if one of the actors got a line wrong but continued acting and improvised, then that would be the correct line, because that’s what the character would have said in that situation, - that was what felt natural to say. In the same way, “Bad Time Zoo” just felt natural.

When you buy the album, you get a poster with cut-and-fold paper animals (above). What is the idea behind that?

If you flip the two sides of the album so it stands, you actually have your own little zoo. With a lot of music, you just want to sit and listen to it, without being distracted from anything else. But sitting and listening for an hour without doing anything at all can be difficult, - your hands need to do something, so I decided to include these animals so you can sit and fold them while listening to the album. Also, it’s a reference to Ray Bradbury’s short story The Veldt, which inspired me a lot.
     It’s a story about the future taking over. There’s this family where the mom and dad are very busy and work a lot, so they buy this nursery for their children in the form of four walls of screens, where you can set up any environment that you’d like. The kids’ favorite environment is called “the veldt”, which is the belt-line in Africa where the big wild life lives. Long story short; the kids die because the animals come to life and kill the children. So it’s about technology being the end of the human connection and interaction that we have with each other. That’s a very interesting concept and a great take on a current problem that I think we’re facing, that I deal with on the album.

I’d like to know some details about a few songs. Explain to me what the track ”Radio Opaque” is about.

The actual phrase “radiopaque” is a medical term for something that makes radiation visible inside the human body; it makes it glow. The song itself is about shitty, commercial rap-music, so the idea is that this shitty music is the radiation, and it glows inside the music industry because it’s so bad. So this song is saying “fuck major labels” and “fuck ‘Top 40’ radio”. It’s all just a bunch of terrible bullshit!

What were your thoughts behind “Sink or Syncopate”?

This song is telling an “a day in the life of…” -story from the perspective of three individuals I know, and how I’m interacting with them. These people are all very different, but what I want to show is; that despite differences, we’re all pretty much alike when it comes to our paths in life; no one really knows where they’re going or what they want to do with their life. We’re all a little bit lost, and that’s OK! As an artist, I draw more inspiration from conversations with people than I do from anything else. I’m deeply inspired by people’s intricacies.

“When It Rolls In” - What is that song about?

It’s a metaphor for a storm rolling in and flooding you, which, again, is a metaphor for getting the shit kicked out of you! It’s about when you fall with your face to the concrete, break your nose and teeth and still get back up and smile, with your broken teeth. It’s not about “if” life is going to kick your ass, it’s about “when” and how you’re going to react to it. Life can break you down in numerous ways, and you have to accept that it’s going to happen and that it’s okay. It’s about embracing the joy as much as the pain. When you give up on the fact that you’re always going to be happy, you'll be a lot happier when you’re in pain. Believe it or not, but it was actually inspired by a Peter Gabriel song called “The Flood”!

Other than conversations with people and Peter Gabriel, what inspires you?

Throughout Bad Time Zoo, there are references to Discourse On Method by René Descartes, Tolstoy, Herman Melville’s Moby-Dick, Herbert Marcus’ One-Dimensional Man, Ray Bradbury’s The Veldt, as mentioned, and Che Guevara.

Going back to the bull-shitty ‘Top 40’ radio: Why do you think the majority prefers the commercial music?

Because it’s easy. People like what’s easy and accessible; they don’t have to think about it, they don’t have to invest themselves in it. But it’s actually okay to me. Sometimes entertainment is there to just do what it does: entertain. In that way the 'Top 40' radio is okay; it entertains, it’s a shut-off switch for many people. Sometimes people need to just forget about their shitty job, their shitty boss, their shitty boyfriend and all the other shitty things in their life, and just drink and dance. As a person I understand that. As an artist I fucking hate it, and I think it’s important to know that there's a difference between entertainment and art; entertainment isn’t always art.

My biggest problem though is, that I can’t really have an argument like this, ‘cause when you think about it, rap is easy. If you think about it, classical music composers and opera singers would shit all over my music; my music is easy. We always think that we’re the smart ones doing a difference in music, but compared to so many other things, our music is just stupid, so I can’t be judgemental. I could talk shit about 'Top 40' radio all day long, but I can’t talk shit about its listeners, ‘cause my listeners could get the same shit talked about them.
And for the record, I don’t hate commercial rap, I hate 'Top 40' rap. There are incredible commercial rappers. Jay-Z is one of the best rappers of all time, and to me, André 3000 is the best rapper who ever lived. The way he evolved and mutated from album to album over the years is one of the most beautiful and inspiring things I’ve ever seen. His got an abnormally huge package of brilliance! He changed the format by being true to himself and doing what was natural to him. That is something to aspire to.

Do you ever consider dumping it down just a little to get extra fans and more radio air time? 

Oh yeah, totally! But honestly, I wouldn’t know what to talk about. If I was to make it to 'Top 40' radio, it would have to be as someone else, you know. The artist that I am and the things I talk about, and the way I talk about them, is simply not 'Top 40' material.
I am going to dump it down on my next album. I’m not going to make dumber songs, but I’m going to make them easier to understand, ‘cause really, what I want with my music is to have a conversation. I want to talk to people, and you can’t talk to people if they don’t understand you. With my next album, I want to speak to people the way that people actually speak; in a common language. If you feel like you have something of importance to share with people, of course you’re going to want the whole world to hear you. 

My goal is to reach the 'Top 40' with my music, my voice and my message. 

And that, as they say, was that. 

Don't forget to check out my review of Bad Time Zoo HERE, and most importantly: buy the album HERE.

- Jeppe Barslund