Lupe Fiasco's to første udgivelser var - og er - klassikere, hans tredje derimod en af de mest skuffende plader i nyere tids hiphop historie. Lupe har lige siden Lupe Fiasco's Food & Liquor været signet til Atlantic, men hvor han havde mere fri hænder på de to første skiver, var der pludselig folk der kunne se kommercielt potentiale i rapperen, så han var underlagt en masse krav og regler da Lasers skulle produceres. - Deraf det afskyelige resultat. Der gik da heller ikke mere end 4-5 efter udgivelsen før Lupe selv trådte frem og indrømmede, at det var noget juks. I forlængelsen af indrømmelsen lovede han, at det var sidste gang, at et pladeselskab fik lov til at diktere hvordan han skulle fremstå på plade, og forsikringerne om at han ville vende stærkt igen var mange.
Der har været mange grunde til at tro på, at Lupe rent faktisk ville vende stærkt tilbage. Albummets titel alene giver god grund til at tro på store ting. Ikke alene hedder den Food & Liquor II, som i en plade i tradition og kvalitet med forgængeren, men dertil også The Great American Rap Album Pt. 1, som unægteligt lyder noget pompøst (der gemmer sig dog noget snedigt deri, som jeg kommer ind på senere).
På med albummet.......
..........
........................ f**k this s**t!
Ja, Food & Liquor II: The Great American Rap Album Pt. 1 er nogenlunde lige så ringe som Lasers. Nok en anelse bedre i kvalitet, men det faktum at dét her er resultatet af hvad Lupe havde "lovet os", gør bare hele situationen så meget værre.
Det hele gav dog meget fint mening da jeg for nogle dage siden så et interview hvor han fortæller, at Atlantic Records stadig har kløerne i ham, præcist ligesom de havde med Lasers. Og det har de forresten også ved næste album, - først da er Lupe ude af kontrakten. Det jeg ikke forstår er, hvorfor Lupe så, så insisterende har forsøgt at overbevise os om, at dette album ville blive spektakulært, når han hele tiden har kendt til omstændighederne? Sikkert også et krav fra Atlantic.
Sagen er den, at der ikke er et eneste nummer på F&LII:TGARA1, der for alvor er værd at skrive hjem om. Meget af det der er godt herpå, er det af "forkerte" årsager. Her mener jeg f.eks. "Battle Scars" og "Cold War", der jo egentlig er udmærkede, men primært på grund af stærke omkvæd og pop-melodiske beats. Bestemt fint i små doser, bare helst ikke fra Lupe Fiasco.
"Strange Fruition" (som jeg havde store forventninger til, da det er det eneste Soundtrakk producerede nummer), "Around My Way (Freedom Ain't Free)" og "Lamborghini Angels" er alle solide tracks, men efter en håndfuld gennemlytninger er de desværre mere dalende end stigende i interesse. "Bitch Bad" ligeledes, trods strålende lyrik. Pladens efter min mening stærkeste nummer er afslutteren "Hood Now", der er et opløftende nummer om hvordan "the hood" har forvandlet en masse dårligdom til bedre tider. Beatet er skarpt, omkvædet lækkert, og selvom Lupe måske bruger sætningen "It's hood now" lige lovlig mange gange, så er det stadig med til at understrege budskabet, og det er bestemt albummets pragtskæring, hvis man spørger mig.
Desværre har vi også numre som den fuldt ud jammerlige "Audubon Ballroom" (der dog kaster lys over et spændende paradoks), den utilgiveligt elendige "Unforgivable Youth" samt "ITAL (Roses)", "Put Em Up", "Heart Donor", "How Dare You", "Brave Heart" og "Form Follows Function", der er dybt uanseelige og så bemærkelsesværdigt kedelige, at de højst sandsynligt er glemt om en uge.
Det suverænt mest ærgrelige ved det hele er, at Lupe Fiasco er en mageløs lyriker. Det har han altid været, og det er han stadig. Man kunne sagtens gå i dybden med mange af skæringerne på nærværende plade, for der er vitterlig lyrisk guf at finde hele vejen igennem. Problemet er, at der på ingen måde er noget, der inspirerer én til at foretage dette arbejde. Århundredets kløgtigste linje kunne være at finde på et af numre, og jeg ville stadig ikke gide at bruge tid på at hverken finde eller analysere det. Produktionerne er unuancerede, narrativet er sløset, og den røde tråd er byttet ud med, hvad der forekommer som en tilfældig samling numre. Tilsammen resulterer dette i, at den lyst, der i sin tid drev mig til at skrive den kolossalt lange analyse-anmeldelse af Lupe Fiasco's The Cool, ingen steder er at finde. Jeg er ganske sikker på, at Food & Liquor II slet ikke byder på samme dybde, men det er ikke det der er pointen, pointen er, at jeg aldrig ville gide at finde ud af det.
En ting jeg dog er helt tosset med, er dén kommentar Lupe har "gemt" i selve udgivelsen. Når Lupe kalder sit album The Great American Rap Album, så er det ikke et forsøg på at sige, at han har lavet "det bedste rap album nogensinde". Næ, det refererer til novelle-formen "The Great American Novel", der er kendetegnet i både stil og tema ved at være den mest præcise portrættering og repræsentation af USA's tidsånd, i den tid novellen er skrevet i. Og dér har Lupe jo virkelig fat i den lange ende, for tidsånden i USA nu er vel om noget, at der skal kunne tjenes penge på alt. Atlantic Records ridder med på den kapitalistiske bølge og har frarøvet Lupe hans "ret" til at lave den musik han vil. Det har resulteret i et album, som med garanti vil sælge og som helt sikkert vil kunne ryste en håndful singler af sig, men som Lupe Fiasco ikke kan stå indefor som kunstner. Det er dét han siger ved at kalde sin seneste plade The Great American Rap Album. Man kan derfor kun blive en smule ked af det faktum, at næste udgivelsen i rækken hedder The Great American Rap Album Pt. 2, for så ved vi vist allerede hvordan dét kommer til at lyde.
2.5/6
- Jeppe Barslund
"Hood Now (Outro)"
"Strange Fruition" feat. Casey Benjamin
"Cold War" feat. Jane $$$
